Eksistensøkonomi

Hvad kom først: Livet eller økonomien? Hvem er hønen, og hvem er ægget?

Umiddelbart er logikken simpel. Livet må nødvendigvis komme før økonomien, som jo er en menneskelig opfindelse; men praksis siger noget andet. Livet er blevet underlagt økonomien. Der er tale om en eksistensøkonomi.

Eksistensen er blevet et økonomisk anliggende, idet eksistensen indgår på samme vis, som andre råstoffer i økonomiens produktion. Denne udvikling rummer nogle store problemer i form af en eksistentiel korrumpering, som når livet ene og alene formes og vurderes økonomisk. Når dette er værst, medfører det stress, burnout og depressioner. Udviklingen rummer dog også et positivt potentiale. Eksistensøkonomien åbner op for at mennesket kan tage eksistensen tilbage qua efterspørgslen herpå. Det er med andre ord muligt for det enkelte menneske at vende styrkeforholdet om. Det kræver blot, at det rejser sig fra kanvasen og slår igen! Og dybt.

Økonomi har klassisk defineret sig selv som en videnskab, der har sit udspring i livets helt almindelige problemer, såsom anskaffelsen mad, husly og tøj. I dag er dens ærinde anderledes. Økonomien har bevæget sig fra at være læren om den hensigtsmæssige organisering af den enkelte families husholdning (Aristoteles), til have et mere politisk og til dels eksistentielt sigte (Adam Smith og frem). Denne bevægelse er sket gradvist, men ganske vedholdende og målrettet. Løbende er flere facetter af livet blevet inkluderet i økonomiens sfære. Jeg tænker ikke kun på politik, men også områder som viden, kultur, oplevelser og kognition, som i dag alle er økonomiske felter: vidensøkonomi, oplevelsesøkonomi og så videre. Og nu har økonomien, som en igle, sat sig på eksistensen.

Det, der adskiller dagens eksistensøkonomi fra tidligere tiders økonomier er, at det er mennesket eller selve eksistensen, som er blevet den knappe ressource. Nu handler økonomi mest af alt om anskaffelsen af identitet, prestige, anerkendelse og status. Økonomien er både målet og midlet. Udover sin økonomiske værdi rummer økonomien også en enorm symbol og signalværdi, som et menneske kan bygge sin identitet op omkring. Eller politikere kan manifestere holdninger med. Et simpelt eksempel er arbejdspladsens rolle, hvor titler og lønrammer rækker langt udover virksomhedens grænser, da disse også anvendes som markører i almindeligt menneskeligt samvær.

Eksistensen er endvidere blevet essentiel i selve værdiproduktionen – især idenfor den voksende type arbejde, som betegnes immaterielt eller affektivt arbejde. Det er her jeg ser et positivt potentielle (uden tvivl en romantisk forestilling!). Eksempelvis kan en borger eller medarbejder i selve sin måde at leve (og arbejde) på valorisere andre og nye værdier, som økonomien ikke umiddelbart kan rumme eller håndtere. Et frigørende element er altså til stede. Men det er under hårdt pres, fordi det frigørende i stigende grad presses af økonomiens værdier og normer. Det er trods alt disse, som giver anerkendelse, identitet og status.

Det, der er henholdsvis faren og potentialet i eksistensøkonomien er, at eksistensen er knyttet til den måde, hvorpå den enkelte tænker, taler og lever. Faren er, at det åbner op for en undertykkelse af det menneskelige potentielle, som når eksistensen udelukkende formes i økonomiens idealer og mål. Her er der mange, der ikke er sig bevidst at de reelt spiller en rolle: Den, som markedet efterspørger. Follow the money, er mottoet. I stedet for en skabende modstand nøjes mange med at reagere og føje sig efter de skiftende krav, da det kan være svært, nærmest umuligt, at forestille sig en identitet udenfor arbejdsmarkedet. Det er svært at gøre modstand. At stå uden for arbejdsmarkedet medfører en form for frivillig mobning eller udstødelse. Men uanset de mulige besværligheder med at gøre modstand, er der – i hvert fald rent filosofisk – tale en form for ligegyldighed, idet det enkelte menneske ikke tager sit eget liv og potentiale seriøst. Virkeliggørelsen af det uudnyttede potentiale handler om ikke længere kun at reagere, men derimod om at agere. Blive skabende. Det er ofte her at politikere og arbejdspladser fejler. Det virker som om, at de slet ikke ønsker skabende menneske. De giver ikke plads til den enkeltes umiddelbare handlekraft med mindre den passer sirligt med de herskende økonomiske målsætninger.

Lad mig give et simpelt eksempel: I stedet for at spørge: Hvordan kan vi motivere befolkningen i retning af en bestemt adfærd? – kunne politikere spørge: Hvorfor gør folk, som de gør? Hvad er det, som driver folk i almindelighed?

De fleste politikere og arbejdspladser antager, at det er penge som motivere. Noget ydre. Af samme grund kan de fleste politiske incitamenter ses, som kamufleret adfærdsregulering i form af skærpede eller lempede momsregler, afgifter, skatteprocenter eller bonusser. Eller mere uddannelse, som p.t. er regeringens mantra, hvilket i bund og grund er styret af samme mekanisme, idet uddannelse ofte fører til arbejde, som dermed øger den enkeltes såkaldte humane kapital. Han eller hun er mere værd, rent økonomisk på grund af sin uddannelse. Problemet med uddannelse er, at denne i denne sammenhæng blot er en ydre form for motivation, som overser det enkelte menneskes naturlige drive. Derudover er det spørgsmålet om uddannelse virkelig er fremtiden? Stjerner på skulderen tilhører en overstået epoke. Hvem kigger på stjerner, når de møder en som virkelig kan sit kram?

Når politik bliver til økonomistyring, medfører det nemt en blidhed, som resulterer i et mindre engagement, hvorved ambitionsniveauet falder. Straf, belønning og uddannelse er ligesom opfindsomt, som en ostemad til kaffen. Mange beslutningstagere ser et Danmark fuld af dovne mennesker. Jeg ser en masse danskere, som ingen evner at motivere, fordi de reelt ikke forstår, hvad der driver dem.

Hvis det positive element skal (og kan) fremmes, drejer det sig om, at fremtidens politikere og andre beslutningstagere ikke forsøger at afpasse forståelsen af livet til et ideal. Typisk et økonomisk ideal, som nærmest har fået rang af at være et kategorisk moralsk imperativ: Gør kun det, som kan betale sig? Ethvert ideal er aldrig andet end en måde at begrænse ens egen rådvildhed på. Økonomien er rådvild. Det samme er politikerne. Det der mangler er vildskab, en evne til at tænke udenfor de trygge og velkendte rammer. Kan det betale sig? Ja, økonomien er i krise, fordi den troede at profit før alt andet kunne betale sig.

I dag ved vi, hvem der er hønen, og hvem der er ægget.