“The ultimate freedom for creative groups is the freedom to experiment with new ideas. Some skeptics insist that innovation is expensive. In the long run, innovation is cheap. Mediocrity is expensive—and autonomy can be the antidote.”
En person er motiveret, når han eller hun er bevæget til at gøre noget. Der er noget energisk over motivation. Ligesom der er noget trættende over en person, som ikke er inspireret. Den amerikanske journalist Daniel H. Pink har skrevet et bog om motivation. Den hedder Drive: The Surprising Truth About What Motivates Us.
Bogen udfolder en simpel, men yderst relevant pointe, som gentages lige lovligt mange gange. Der er ikke tale om en overraskende sandhed, som bogens titel hævder – i hvert fald ikke, hvis man har læst bare lidt omkring motivation de seneste 10-15 år – men okay, pointen lyder nogenlunde sådan: Hemmeligheden bag store bedrifter er ikke vores biologisk drifter eller drivkraft, ej heller en drivkraft båret af belønning og straf, men en tredje drivkraft. Den, som handler om at selv at kunne lede ens liv, hvorved man kan udvide sine evner og leve et meningsfuldt liv.
Pink beskriver tre former for motivation eller drivkraft:
- Biologisk – jeg er sulten
- Ekstern – jeg mangler penge
- Intern – jeg er interesseret
Pink hævder endvidere, at få virksomheder har blik for den tredje, fordi de er så forelsket i den anden. Jeg er ganske enig. Og dette er en skam, da de fleste menneske jo er motiveret. De brænder med en indre eller intern glød – de er såkaldt auto- eller selvmotiveret.
Der er visse ting vi alle sammen gør, fordi at gøre lige netop dette, vækker glæde. Længere er den ikke!
Undersøgelser viser, når penge bruges som en ekstern belønning for visse aktiviteter (læs: rutine arbejde), så mister vedkommende den egentlige interesse i aktiviteten. Belønning kan levere et kortvarigt kick, men i længden kan ekstern motivation være direkte demotiverende. Eller medføre et dårligere output. Det minder mig om Friedric Jameson, som engang sagde, da jeg fulgte hans klasse i amerikansk litteratur: De der skriver en roman for at komme på New York Bestsellerliste, skriver aldrig holdbare bøger. Ambitionen er kunstnerisk uambitiøs.
En anden undersøgelse viser: “Those artists who pursued their painting and sculpture more for the pleasure of the activity itself than for extrinsic rewards have produced art that has been socially recognized as superior.”
Kedelige og mekaniske arbejdsopgaver er sjældent drevet af selvmotivation. Og skal man endelige anvende ekstern motivation, så lad den komme efter en opgave er løst, som en fin overraskelse.
Pink tager udgangspunkt i psykologerne Edward Deci og Richard Ryans arbejde om intrinsic motivation og selvledelse (de var nogle af de første der viste, at leg mister sin umiddelbare glæde, når der kommer penge på bordet) . Mihaly Csikszentmihalyi (flow) og Carol Dweck (læringsmål versus performance mål, etc.) er også med i bogen. Pink anvender dem godt, men bogen lider måske lidt under, at han gerne vil gøre opdagelserne mere overraskende end de er. Forstået således, at mange af disse tanker har mere end tyve år på bagen. Det er måske også grunden til at selve bogen fyldes op med korte bogbeskrivelser og vejledninger, som reelt ikke tilfører noget nyt i forhold til det han lige har skrevet. Bogens sidste del lever ikke op til bogens eget mantra: “The desire to do something because you find it deeply satisfying and personally challenging inspires the highest levels of creativity, whether it’s in the arts, sciences, or business.” Hvilken redaktør vred armen om på ham, fordi den stakkels redaktør ikke turde stole på sin egen dømmekraft, men alene markedets?
Når dette er sagt, så er det en fin bog, der formår at beskrive motivation klart og simpelt. Selvom en længere artikel kunne dog have gjort det!
FINN JANNING 