Nogle køber en populærvidenskabelig bog om ledelse, når de står i lufthavnen, andre køber en filosofisk eksamination af forholdet mellem Gilles Deleuze og Alain Badiou.

Jeg skulle til en konference om Change Management. Jeg skulle præsentere et essay om Forførerens dagbog, så for et etablere et sundt modspil til al den management jargon, som måske ventede, valgte jeg en bog om Deleuze. Bogen er Clayton Crocketts Deleuze Beyond Badiou. Det var et godt valg.

Bogen er polemisk, til tider lidt for meget, men rummer til gengæld en meget overbevisende læsning af Difference and Repetition – Deleuzes hovedværk.

Ifølge Clayton – som især polemiserer mod Badious bog Deleuze: The Glamour of Being – er problemet, at Badiou ikke helt forstår, at det virtuelle og det aktuelle ikke står i et oppositionelt forhold til hinanden, selvom de godt nok er adskilt. Badiou gør det virtuelle til noget transcendent, som derved udgør en baggrund for det aktuelle. men intet er som bekendt dybere end sminken. Derudover synes Badiou, ifølge Clayton, at forveksle Enhed med enstemmighed. Deleuze skriver, at væren er enstemmig for så vidt at den bekræftes i en stemme, men det som siges er forskelligt. Der er flere af sådanne pedantiske læsninger, som jeg fandt ganske underholdende at få genopfrisket.

Clayton bruger en stor del af bogens første del til at gennemgå Difference and Repetition. At gentagelsen er vigtigere end forskellen, fordi det er denne som bekræfter denne, er velkendt. Men hans gennemgang af tidsbegrebet er meget klar – især, når han viser, hvordan de tre former for tid leder videre til skizoanalysen, som Deleuze sammen med Guattari folder ud nogle år senere.  Kort kunne man beskrive de tre tider således:

  1. Den tid, som er baseret på et levende nu.
  2. Den tid, hvor nutiden baseres på fortiden, der bliver tilgængelig som erindring.
  3. Den tid, som ikke er baseret på noget.

Den tredje tid er den tid, som er i os. Tiden er ikke underlagt rummet. Tiden er derimod den mest radikale form for forandring, men selve forandringen forandrer sig ikke. Tiden forandrer sig ikke, men den gør noget ved os. Det er fx den tid, som får Karl Ove Knausgård til at spørge i, et sted i Min kamp, hvorfra eller hvordan han har fået alle sine rynker.

I den tredje tid gentages forskellen, hvilket betyder at kun det, som er blivende kommer igen. Vi dør en lille smule, når vi gentager.

Hvad mere … Clayton behandler fint tredje kapitel i Difference and Repetition, som Deleuze ligeledes selv fremhæver i det engelske forord. Det er kapitlet om tankes billede. Filosofien er mulig, siger Deleuze, når den frigøres fra herskende billeder og vaner, fx commonsense og den gode fornuft. Deleuze er mere interesseret i non-sense. Det er nemlig denne, som konfronterer os med vores stupiditet, idet et møde med verden tvinger os til at tænke. Vi kan ikke længere lukrerer på vores vante billeder.

Dernæst følger et par afsnit om Badious tre store arbejder: Theory of the Subject, Being and Event og Logics of Worlds. Ifølge Clayton er Badiou tættere på en mere dynamisk ontologi a la Deleuze i Theory of the Subject og Logics of Worlds, mens Being and Event forsømmer subjektet. Det er svært for mig at vurdere, da jeg kun har læst Being and Event af disse tre. I sin gennemgang vender Clayton tilbage til Badious kritik af Deleuze, hvor han ligeledes hævder at Deleuze er en tænker, der dvæler i fortiden og fremtiden uden blik for nuet, etc. Badiou fremstår, som en dårlig læser, der mest af alt bruger Deleuze som afsæt for sin egen promovering. Sådan fremstilles forholdet til tider af Clayton. Det polemiske bliver lidt trættende at læse. Det bliver lidt et spørgsmål om, hvis far der er stærkest.

Mere skub kommer der igen i bogen, når Clayton forsøger at vise, at Deleuze har et politisk og revolutionært projekt – noget som Badiou og Zizek hævder, at han ikke har. Clayton hiver blandt andet fat i Deleuzes filmbøger – specielt bog nummer to: Time-Image. Her skriver Deleuze fx, hvordan film fra den tredje verden kan være med til at give plads til mennesket, det menneske, som holdes ude. I samme bog hævder Deleuze, at kunsten kan redde verden. Kunstneren er en skaber af sandhed, da sandheden ikke opnås, formes eller reproduceres; den må skabes. Det er smukt. Udfordringen er, at skabe en tro på denne verden, selvom den er fuld af tosser og idioter, men der ikke andre verdener, som vi kan referer til. Utopien er ikke det gode sted, som aldrig finder sted; men et her og nu.

Det faktum, at der er mennesket som er forvundet, det vil sige mennesker hvis stemmer som konsekvent negligeres, er lig med demokratiets død. Hvilket måske hænger sammen med, at demokratiet mere og mere virker som en redningskrans for markedsøkonomien end en sikring af alles ret til at have en stemme. Politik er blevet økonomistyring. Men, sådan ser Clayton det, måske er det forsvundne menneske også demokratiet eneste mulig, fx når disse oversete og overhørte stemmer optager og genskaber en verden med plads til alle.

Min dom: Lidt for polemisk, men ellers flere steder en meget inspirerende bog. Apropos det polemiske, så havde jeg ingen grund til at frygte min konference. Da jeg spiste frokost, fortalte en tysk forsker mig, at han to gange havde hørt Inger Christensen læse sine digte op. ”Hun fik dansk til lyde, som det smukkest sprog,” sagde han. Heldigvis talte vi engelsk sammen, ellers ville jeg nok have spoleret hans smukke erindring om det danske sprog, men hans kommentar fik mig samtidig til at tænke på Deleuzes forståelse af tiden.

Hvilken tid er der tale om: 1, 2 eller 3?

Kan du ikke svare, så læs bogen.