”Why always accuse, why always condem? That’s a sad ethics indeed, for sad people.” – André Comte-Sponville
Positiv psykolog har rødder tilbage til den eksistentielle og humanistiske psykologi, med prominente navne såsom Abraham Maslow og Carl Rogers. Fælles for de to – og flere – var, at de ikke forbeholdt sig til det ”syge” menneske placeret i yderpolerne, men til hvorvidt de ikkesyge kunne blive mere sunde og lykkelige. Det lyder svulstigt: lykke, men der er dog jordforbindelse. Tag fx begrebet motivation. Her finder man i den ene ende den afhængige, hvor et menneske simpelthen ikke kan lade være med forfølge sprutten, hvorved denne hang kommer til at dominere alle vedkommendes handlinger. I psykologen taler man om et overvældende begær. På værtshuset taler man om en overvældende tørst. I den anden ende finder man mennesker, som besidder en unaturlig aversion overfor noget, fx kørsel med andre mennesker i en bus på en regnfuld torsdag.
Det er mellem disse to ekstremer, at en sund form for motivation træder frem. Fx en person, der er motiveret til at lære at blive bedre til at være til stede i enhver situations rytme, hvad enten denne situation er en enerverende lang kø bag en svendende mand, eller det at gå ned ad las Ramblas i Barcelona bag en flok desperate østeuropæiske piger, der vakler kluntet på deres alt for høje hæle.
Dette lange forspil, skulle egentligt blot tjene som en slags positionering af positiv psykologi, som i bund og grund ønsker at hjælpe et menneske med at få et mere tilfreds liv. Et bedre liv.
En af disse psykologer Christopher Peterson har udgivet en lille bog med titlen Pursuing the Good Life. 100 Reflections on Positive Psychology. Bogen består af 100 korte kommentarer, tidligere blodindlæg, som berører forskellige tematikker og problemer indenfor positiv psykologi. Typisk forholder hver refleksion sig til en forskningsartikel, eller en triviel populistisk kritik af positiv psykologi. Bogens styrke er dens ligefremhed og lethed. Og, så er næsten halvdelen af refleksionerne interessante, så alt i alt en udmærket bog, der intet sted bliver ren og skær candyfloss, men heller aldrig nogen åbenbaring.
Peterson forholder sig eksempelvis til de kritikkere der siger, at lykke og glæde ikke er noget nyt. Det er rigtigt, siger han. Og ingen positiv psykolog har vel sagt det! Snarere har dette felt efterhånden fået opbygget en stor del empirisk materiale, som kan understøtte gammel visdom. (En anden bog, som gør lidt af det samme, men lidt mere kedeligt er fx The Happiness Hypothesis: Putting Ancient Wisdom to the Test of Modern Science).
Positiv psykologi bekræfter, hvad mange af os godt ved, men som alt for mange stadigvæk ikke har lært, fx at taknemmelighed er godt for ens mentale heldbred. Så tak. Dette kan også siges anderledes: Nogle gamle grækere, et par romerske kejsere og en håndfuld eksistentialister har allerede sagt det, endda sagt det smukkere. Men hvem læser disse i dag? Desværre. Jeg tror, at megen af den kritik, som positiv psykolog mødes med bunder i uvidenhed, akademisk arrogance og dårlige groupies. Den akademiske arrogance er en del af hele denne autentiske-bølge, som vælter indover Vesten, som et moraliserende og oprindeligt ideal (forbeholdt de velstillede?). Men bliver det mere autentisk, at skrive en journal, fordi Marcus Aurelius gjorde det, fordi Foucault talte varmt herom, eller fordi Seligmann påpeger de positive sidegevinster ved at notere dagens glædelige begivenheder ned i en journal inden man slukker natlampen? Derudover har en håndfuld psykologer skrevet en artikel, der netop understreger, at jagten på lykke nemt gør en mere trist end glad. (Måske skulle Peterson have valgt en anden titel!). Lykke tilhører øjeblikket, mens en godt liv snarere er et liv fuld af glæde. Glæde over at være i live. Velbefindende er måske et bedre ord.
Tilsvarende, er der nogle som anklager positiv psykologi for at advokere for et hurtigt fiks. (Dette er sikkert sandt, når en fotomodel udlægger lektien i hendes skrig-om-hjælp-bog). Hertil svarer Peterson, at det drejer sig om praksis, det vil sige, at leve et godt liv er hårdt arbejde. Skal man fx tillægge sig andre vaner, andre måder at tænke på, så er 10 års reglen ikke urealistisk. Det er derfor det er så komisk, når man engang imellem møder en, som er taget til Barcelona i fire måneder for at skrive en roman, vel og mærke en person som aldrig har skrevet, som ikke kan skrive, og som intet har på hjertet. Dette er naivt. Måske endda dumt. Det er ikke et spørgsmål om bare lige at finde en lidenskab – og så fyre den af. Det tager tid. Igen velkendte oplysninger for mange, men desværre stadigvæk for alt for få.
I samme boldgade beskyldes positive psykologer tit for en naiv og ukritisk optimisme. Peterson taler for en balanceret optimisme, fx er det naivt at bilde sig ind at Nobelprisen i kemi venter lige rundt om hjørnet, fordi man kan huske formlen for vand. Derimod er det ok, at være optimist med hensyn til en bestået studentereksamen, hvis man også kan det periodiske system, og ved, at der er forskel på protoner og elektroner. Problemet her er nok snarere de mange business groupies, som netop ikke kender til det periodiske system, men som ikke desto mindre danser rundt i en slags lykkelig uvidenhed.
Moralen er, at et bedre liv kan læres. Praksis. Øvelse. Ingen gør det alene. Relationer er vigtige, fx familie, venner, frihed, engagement og mening (uden at jeg vil definere disse begreber yderligere, så giver det jo ganske god mening). På samme måde plæderer positive psykologer ikke for én vej til lykke, der er en mangfoldighed. Fx kan man styrke ens opmærksom i nuet ved at dyrke yoga, men også ved at læse Roberto Bolaño (jeg vælger så afgjort den sidste, som jeg da gerne læser med at sammenrullet yoga-måtte under nakken, selvom jeg foretrækker en pude).
Peterson fortæller også, at penge kan gøre folk mere lykkelige. Det ved enhver, der vitterligt ikke har nogen penge. Men han fortæller også, at rigdom ikke er nogen garanti for lykke. Det stagnerer på en vist niveau. Man kan som bekendt ikke købe sig til kærlighed og alt sådan noget, hvilket The Beatles allerede har skrålet om for længst. Måske det hele begyndte med the Fab Four.
En udmærket bog, der tager sit felt seriøst uden at oversælge det.
”It is paradoxical that many educators distinguish between a time for learning and a time for play without seeing the vital connection between them.” – Leo Buscaglia
FINN JANNING 