Socialpsykologi

Den spanske psykolog José Luis Gonzáles García har skrevet en interessant socialpsykologisk bog: La construcción social del sujeto, Psicoterapia, ideología y poder en las sociedades avanzadas.

I begyndelsen slår han tonen an: Psykologi og psykoterapi handler om frigørelse. I dag er de dog reduceret til økonomiske værktøjer, der hjælper den enkelte med at restituere, så han eller hun kan håndtere det pres, som et kapitalistisk og konkurrencepræget samfund efterspørger. Kapitalen presser mennesket. Det primære problem, er, at mennesket reduceres til noget mekanisk. Denne menneskelige reduktion medfører bl.a. stress og burnout.

García foretager en horisontal idehistorisk læsning for at vise, hvilke kræfter og magter, som til forskellige tider har været dominerende, fx religiøse, politiske og kapitaliske. Han går også i kødet på den postmoderne relativisme, hvor ”alt er lige meget værd” – en tankegang, der ofte medfører, at ingen tør sige fra eller til. Det ender nemt i en falsk pluralisme, som reelt blot dækker over en kønsløshed, idet intet jo er noget værd. García inddrager også fysikken, fx Heisenberg (som konsekvent staves med ’m’) for at tydeligøre, at observatøren og det observerede ikke er to uafhængige instanser, hvilket Newton mente (jf. mekanisk). Popper tækkes frem for at understrege, at ingen teori eller metode er ufejlbarlig. Der er ingen universel lov.

De menneskelige værdier og overbevisninger tager farve af det system, som opretholder eller skaber bestemte situationer. Eksempelvis lever vi i et kapitalistisk samfund, hvor politikere og ledere (i.e. systemet) opretholder eller skaber en social kontekst, hvor det er normalt at tro, at flere penge altid er bedre end færre. Eller, hvor stort set alt værdifastsættes i forhold til økonomi, fx hvilken opdragelsesform eller institution er mest rentabel, dvs. hvilken løn ender børn fra en Rudolf Steiner skole med kontra en privat kontra en offentlig. Gad vide om det er sådan en kalkule, der har fået den danske statsminister til at sende sine børn på en privatskole, selvom hun som øverste repræsentant for systemet har mulig for at skabe en uddannelsesmæssig situation, som ikke favoriserer familier med penge. Pointen er, at  en kapitalistisk kontekst præger mennesket i retning af egoisme, da systemet ynder at udnytte sine ressourcer uden anden målestok en bundlinjens. Det har stået på så længe, at selv nye ledere blot gør mere af det samme. Omkvædet lyder: Kan det betale sig? (og man kunne spørge: Kan det betale sig, at spørge så stivbenet?)

Problemet er, at der er for mange underdanige. Det vil sige, personer som mangler en kritisk sans, men – og det er et stort MEN – der er også tale om en kritisk sans, som selvsamme system selvfølgelig ikke favoriserer, idet fx danske politikere ønsker forskning, der skaber fakturaer eller kunst, der understøtter et opdragende og politisk formål. Samfundet former sine borgere. Dette ses, fx når de fleste former for selvhjælp blot er blevet til en anden form for konsumering, som reelt intet ændrer.

Det enkelte menneske er en receptor for de værdier, overbevisninger og ideologier, som strømmer gennem samfundet. Tænk blot på, hvordan anerkendelse er tæt forbundet med indkomst, titler og status. Her er det samfundets værdier og normer, som præger hvad idealborgeren tillægger større eller mindre anerkendelse. Af samme grund er det sociale vigtigt, jf. socialpsykologi.

Løsningen for García er ikke en eksistentialisme a la Kierkegaard, Nietzsche og Sartre – personligt finder jeg meget gods i disse tænkere. Sagen er jo den, at ’jeg’ er mange, hvilke García også nævner, men ikke helt følger op på. Derimod appellerer han for mere samarbejde. Argumentet er historisk, idet det selvfølgelig er samarbejde, ikke konkurrence, som er grunden til at mennesket har udviklet sig.

Til sidst, taler han kort om nye former for terapi. Han er ikke fortaler for en naiv socialkonstruktivisme a la: Min hjerne eller tanker skaber min virkelighed. Nej, verden er i færd med at blive. Vi lever i og med den, men ved hjælp af sproglige konstruktioner, kan vi nærme os de mange kræfter og energier, som er til stede. Af samme grund er der intet slutmål, kun praksisformer. Som Nietzsche sagde: religionen er en praksis, men dens objekt er ren og skær fiktion. Det betyder, som jeg læser ham, at terapeuten ikke skal lede patienten et bestemt sted hen, men bringe denne i kontakt med verden uden dette filter af præ-definerede værdier, ideologier og normer, som gennemsyrer kapitalistiske samfund. Det betyder endvidere, at det ikke er ’mig’, som er det aller vigtigste, men hvordan ‘jeg’ formår at give plads til det, som er i færd med at blive – måske endda række noget givende videre. Det vil sige, noget har værdi, nemlig det, som bringer liv.

Og hvad der giver liv, ved ingen jo på forhånd. Det er grunden til at livet, er så forbandet interessant.