Strategisk dumhed

Der er godt nyt for alle med en flydende personlighed. De er ikke alene.

Psykologen Robert Kurzban udgav i 2012 bogen Why Everyone (Else) Is a Hypocrite – Evolution and the Modular Mind. Den handler bl.a. om selvbedrag, som kun er muligt, fordi vi har mere end ét selv. Det minder lidt om Tom og Jerry, og deres ”andet” jeg. I virkeligheden er der ikke kun én god og én ond stemme, der taler til os, men et helt sludrechatol af stemmer. Hvem hører ikke et par stykker?

Kurzban fastslår, at selvom vi alle kun har en hjerne, så kan vi sagtens være flere personer. Han beskriver hjernen, som noget modulerende, hvor hvert modul kæmper om at blive mest toneangivende.

Et eksempel. Der er sikkert mange, som p.t. er opslugt af et eller andet nytårsfortsæt, selv siger denne praksis mig ikke meget, da jeg ikke ser noget odiøst i et årsskifte. Kurzbans eksempel er dog fint: Vi (dvs. nogen) spiser mere end godt er; vi spiser dårligere end godt er; vi drikker som svin; vi rør os for lidt; vi læser for lidt; vi er utro; vi bedrager hinanden; vi lyver; vi bilder os ind, at vi skal male Guernica anno 2014, vi er for dårlige til at … and the list goes on. Heldigvis sker det hele for de færreste samtidigt.

Det, som Kurzban siger, er, at hjernen er en slags computer (jeg hader denne metafor!), som opererer med forskellige programmer, hvoraf nogle – nogle gange – er bedre til at forholde sig til information end andre. Skyldes din træthed for lavt et blodsukker eller for lidt motion? Svier dine øjne, fordi du skal have briller, fordi du ikke er vant til at læse, fordi du står på en strand i blæsevejr?

Sådanne tanker er fine, men en anelse trivielle. Mere interessant fandt jeg hans eksempler omkring syns- og selvbedrag, som rummer lidt mere filosofisk gods – helt tilbage til Descartes i hvert fald. Ofte kan det være svært at se noget klart med mindre man kan sammenligne, eller relatere det sete til noget andet. (Eller røre!). Okay, lad mig give et eksempel: Har A en stor røv? Ja, måske ikke, nej, jeg ved det ikke. Spørger vi i stedet for: Hvem har den største røv: A eller B? Helt klart B. Så vidt, så godt.

Kurzban fortsætter, og siger: Vi bedrager os selv. For selvom vi godt ved, at B har en stor røv, så undlader vi at erkende dette, fx fordi vi er vilde med hende. Denne strategi har også moralske konsekvenser, da de fleste mener, at være bedre end de rent faktisk er, mens de fleste også mener, at de andre er meget værre end de er. At køre bil er et godt eksempel. Alle de andre kører råddent, mens jeg selv … Eller værre endnu: Alle de andre er rene og skære hypokondere; de piber, når de har lidt modgang, fordi de ikke kan indse, at de ikke evner at male Guernica.

Ynk er der nok af. Selvbedrag er en eklatant overvurdering af egne evner.

Erkendelse og opfattelse hænger sammen. Dette er en interessant pointe, da mange i Danmark (og andre steder) ofte opfatter muslimer, homoseksuelle eller lesbiske på en bestemt måde. Men straks sådanne personer erkender, at den homoseksuelle er mange, dvs. meget mere end en fasttømret kategori, ændrer deres opfattelse sig. ”Jamen, Jørgen er slet ikke sådan en …” Eller, den ændrer sig næsten. For der findes selvfølgelige stædige mennesker, som ikke vil tage ved lære, som ikke evner at forandre sig, fordi de krampagtigt holder fast i et bestemt billede (af verden eller sig selv). Igen dette selvbedrag. Her har Kurzban måske bogens bedste pointe, nemlig at de fleste med hensyn til deres eget hykleri, anvender denne (hykleriet/ selvbedraget) strategisk. Det er muligt at opererer med modstridende erkendelser og opfattelser.

I disse krisetider er der sikkert mange der kender en, som har svært ved at finde sig et arbejde. Men i stedet for at være arbejdsløs, er vedkommende i gang med at skrive en roman, eller drive selvstændig virksomhed (uden kunder), eller nyde tiden med børnene og så videre. Det er hykleri. Men dette uærlige hykleri kan også være en fordel, fordi at være ”strategisk uvidende,” kan løfte ens selvværd en smule. Vi digter på vores egen historie. Løsningen er dog kortvarigt med mindre hykleriet fortsætter, og man bliver lystløgner – her kunne Kurzban godt forholde sig lidt mere kritisk. Balancegangen er selvfølgelig svær, fordi samme strategi er velkendt, fx inden for positiv psykologi, hvor det er legitimt at give omstændighederne lidt af skylden for ens manglende diplomer over pejsen. Den strategisk kloge fodboldtræner, Mourinho er et godt eksempel.

Rent evolutionært, siger Kurzban er hjernen forsynet med moduler, der konstant præsenterer et fordelagtigt billede af os, eller for os. Disse moduler disker op med ”strategisk forkert” information. Tænk fx på en mand i 30’erne. Han er lige blevet fyret. Han er rund om livet, og tynd i toppen. Nu står han i en bar, en vinbar på Vesterbro. Han taler med en sød og smuk pige. Hun spørger, som det er kutyme: Hvad laver du? Han svarer: P.t. har jeg valgt at trække stikket ud for at male Guernica 2.

Måske er det rigtig. Men måske er det også bare et eksempel på ”strategisk forkert” information. Altså et eksempel på hykleri. Et eksempel på selvbedrag. Manglende mod til at være ærlig. Problemet er, at det hele bider sig selv i halen. Eller kan bide sig selv i halen. For mens Jørgen fx mener, at Gert bedrager sig selv, så mener Jørgen, at Gert ikke kan se hans potentiale. Pointen er, at selvbedrag og hykleri ikke kun er møntet på en selv, men at de fleste bedrager sig selv, fordi de konkurrerer med ”de andre.” De gør sig lidt mere lækker og interessant end de egentligt er. Tænk bare på, hvordan nogle ynder at kaste om sig med titler, eller Facebook og Twitter for nogle er en legestue for skiftende identiteter og røverhistorier.

Det er en interessant bog der stopper, hvor eksistensfilosofferne ofte træder ind på scenen. Eksempelvis ville Kierkegaard sige, at livet simpelthen er for vigtigt og alvorligt til at spilde med selvbedrag, hvad enten dette bedrag drejer sig om egen virksomhed, skrive en roman eller … Intet erhverv, ingen bedrift har trods alt forrang fremfor en anden. At bilde sig noget andet ind er, desværre, ikke andet end selvbedrag.

Marcus Aurelius sagde engang, bliv den du er. Dette behøves ikke læses, som var der en lille mand inden i den store mand, en mere autentisk. Snarere kan det læses, som en nøgtern evaluering af ens situation p.t.

Er du ærlig eller bare forført af din egen strategiske dumhed?

Selvbedrag leder til tristhed, mens et flydende og foranderligt selv, der ikke ønsker andet end at overvinde sig selv, ja sågar afvikle sig selv, vækker glæde. Af samme grund kaldte Gilles Deleuze filosoffens Spinozas etik for en glædesetik. En sådan etik er ustrategisk, dvs. ærlig.

January 5, 2014

Lykken 2 – optimal erfaring

Psykologiske tilgange til lykke hedder første sektion. Jeg har læst nogle af artiklerne.

Ambition er klar i den vignette, som indleder sektionen: et skifte i fokus fra økonomisk vækst til psykologisk vækst og velvære. Det lyder opmuntrende.

Kapitel tre viser, at positive emotioner perspektiverer ens tanker såvel som en handlerepertoire, hvilket kan lede til opbyggelsen af varige personlige ressourcer. Pointen er, at flere af livets smukkeste øjeblikke er fuld af positive emotioner: leg med vores børn, se Barcelona spille på Camp Nou, se Picassos Guernica, læse Bolaño, etc. Ok, men udover disse kortvarige glæder, er det spørgsmålet (blandt psykologer), hvorvidt positive emotioner medfører noget på længere sigt. Mere og mere forskning tyder på, at positive emotioner er en af nøgleingredienser i vejen mod et mere tilfredst og rigt liv. Derudover er positive emotioner en god buffer, når livet er mindre rosen rødt. Positive emotioner kan ligeledes hjælpe den enkelte med at regulere sig selv, fx fremme viljekraft. Ja, positive emotioner kan sågar fremme ens opmærksomhed.

Kapitel fire beskriver Endowment-Contrast modellen (E-C), der forsøger at måle velvære. Denne model virker lidt outdated, men den har bl.a. vist at det ”rationelle menneske” – blandt komikere kaldet ”economic man” – ikke har meget at byde på i forbindelse med velvære. E-C viser, at den måde som folk tænker på deres liv på, kan ændre deres præferencer i forskellige situationer. Eksempelvis, hvordan man ser på ens erfaringer påvirker ens velvære. Franske kvinder rapporterer, at de bruger mere tid på noget fornøjeligt end amerikanske kvinder, men ikke desto mindre rapporterer de franske kvinder et lavere niveau af generel tilfredshed. Eksemplet viser en forskel mellem endowment-contrast. Det handler om, hvorvidt en optimal oplevelse i dag, vil gøre det vanskeligere at opnår fremtidige optimale oplevelser. Spørgsmålet er om denne oplevelse vil blive ved med at give noget (endowment), eller om den vil udgøre en uopnåelig kontrast til alle fremtidige oplevelser (contrast). Igen peger svarene i flere retninger. Og det betyder, at det er svært at udtale sig om, hvorvidt det er bedre at bo i Brøndby end i Holte, da svarere hurtigt kan ændre sig alt efter om noget vurderes givende eller som en skærende kontrast. Et eller andet sted, virker det dog lige patetisk, når en person lever i fortiden, hvad enten denne så ses som noget fantastisk eller tragisk.

Kapitel fem er bedre. Det er en historisk gennemgang af begrebet flow – optimal erfaring. Psykologen Csikszentmihalyi omtalte det første gang i 1975, og i dag er det vel et ret velkendt begreb. Flow opstår, når ens liv er udfordrende nok til at skærpe ens evner, koncentration og engagement. Flow opstår, når der er balance mellem udfordringer og evner – en intrinsic motivation er på spil. (Den opmærksomme læser vil fra et tidligere indlæg vide, at intrinsic (indre) motivation er, når noget gøres, fordi det er interessant og vækker glæde.)

Csikszentmihalyi har beskrevet ni dimensioner , der kendetegner flow:

Klare mål
Umiddelbar feedback
Udfordringer matcher evner
Handling og opmærksomhed smelter sammen
Koncentration omkring opgaven
Oplevet kontrol af situationen
Tab af selvbevidsthed
Forandret fornemmelse af tid
Intrinsic motivation

Artiklen beskriver, hvordan man kan måle flow, hvilke udfordringer der har været med at oversætte ordet ”challenge”, så det ikke kun forbindes med sport, men også læsningen af James Joyce. Artiklen beskriver også begrebets historiske placering, fx dets relation til Lazarus’ ideer om stress, som noget der opstår, når den enkelte ikke kan håndtere krav og trusler, der truer vedkommendes velvære. Dette var i 60’erne! Maslows tanker om selvaktualisering. Deci nævnes også mht. intrinsic motivation og selvdirektion eller selvledelse (SDT – Self-Determination Theory).

Så hvad er flow? En psykisk begivenhed, der opstår gennem en integration af motivation, emotioner og en løbende kognitiv evaluering. Flow er også en kropslig erfaring, som sker i samspil med ens omgivelser. Flow kræver en aktiv krop. Det er muligt at opleve flow svedende på lagnet, men ikke foran skærmen. Den pointe, som Csikszentmihalyi nævner, er, at velvære eller et lykkeligt liv fremmes, når vedkommende har et klart formål, nemlig at gro i kraft af et sundt samspil mellem udfordringer og evner. Det er altså selve glæden, som er i spil, og ikke drømmen om at blive rig (som ret beset aldrig er en drøm).

Flere kapitler venter.

October 9, 2013

Lykken 1 – et sted jeg kan begynde

Nu starter jeg.

Jeg vil læse The Oxford Haandbook of Happiness, red. af David, Boniwell og Conley Ayers, som jeg fik tilsendt for et par måneder siden. Sådanne bøger kræver tilløb. De er sjældent særligt håndterbare, selvom de hedder “handbook of”. Denne her er på mere end 1000 sider. Den er tung. Den inddelt i sektioner som: Psykologiske tilgange til lykke, Psykologiske definitioner, Filosofiske tilgang til lykke, Spirituelle tilgange til lykke, Lykke og samfund, Positiv uddannelse, Lykke og organisationer, Forhold og lykke, Udvikling, stabilitet og forandringer i lykke, Lykke og interventioner.

Det er min intention at læse alt. Men jeg regner ikke med, at finde velbehag i alt.

Denne håndbog er interessant, fordi lykke er et begreb i vækst. Men det er også et begreb, som ofte anvendes en smule vammelt, omklamrende og pseudo-normativt. Håndbogen forholder sig bredt til lykke. Det vil sige, at begreber som velvære, subjektiv velvære, hedonisme, eudaimonia (Aristoteles), sundhed, trivsel m.fl. er i spil. Dernæst forholder den sig – jf. de forskellige sektioner – til fire kerneområder:

Hvad får folk til at blomstre? – klassisk positiv psykologi.
Hvad er positive emotioner? – studie i affekter og biologi.
Hvad får organisationer til at sprudle? – både på business og samfundsniveau.
Lykke som et alternativ til BNP – økonomisk velvære er mangelfuldt, som måleredskab.

Pkt. nummer fire er noget, som eksempelvis er afprøvet i Bhutan, hvor de har arbejdet med Gross National Happiness, som en måde at forbinde værdierne venlighed, lighed og humanitet på. Et alternativ til BNP. Erfaringerne var (tror det er stoppet), at det var svært at måle, men netop derfor er det interessant. Om ikke andet, så kan denne håndbog måske hæve niveauet fra at forstå lykke, som lykken ved at slå en prut i modvind, til at ændre måden som beslutningstagere tager beslutninger på, eller til hvordan folk i almindelighed også kan organisere sit liv. Alvoren og vigtigheden kan forskydes fra business til velvære. Det er klart (ifølge flere undersøgelser), at lykke til et vist niveau er relateret til økonomi. Men når først et minimumsniveau er opnået – et niveau, som betyder at du ikke skal tænke på økonomi hele tiden – så spiller penge ingen rolle med hensyn til lykke.

Som Jørgen Leth engang digtede:

“Jeg formår ikke at være lykkelig/ det er svært for mig/ jeg kan ikke finde ud af/ hvordan man blir det/ men jeg prøver alt hvad jeg kan/ jeg prøver mangle midler/ intet hjælper …”

Ja, ingen er lykkelig hele tiden. Det er heller ikke ambitionen. Tværtimod. Lykke skulle nødig blive en rigid ideologi. Men, som Leth skriver i samme digt: “Nu har jeg endelig fundet ud af/ at man kan træne sig op til at blive lykkelig …”

Jeg vil dele det, som er værd at dele.

October 6, 2013

Mer’ positiv psykologi

”Why always accuse, why always condem? That’s a sad ethics indeed, for sad people.” – André Comte-Sponville

Positiv psykolog har rødder tilbage til den eksistentielle og humanistiske psykologi, med prominente navne såsom Abraham Maslow og Carl Rogers. Fælles for de to – og flere – var, at de ikke forbeholdt sig til det ”syge” menneske placeret i yderpolerne, men til hvorvidt de ikkesyge kunne blive mere sunde og lykkelige. Det lyder svulstigt: lykke, men der er dog jordforbindelse. Tag fx begrebet motivation. Her finder man i den ene ende den afhængige, hvor et menneske simpelthen ikke kan lade være med forfølge sprutten, hvorved denne hang kommer til at dominere alle vedkommendes handlinger. I psykologen taler man om et overvældende begær. På værtshuset taler man om en overvældende tørst. I den anden ende finder man mennesker, som besidder en unaturlig aversion overfor noget, fx kørsel med andre mennesker i en bus på en regnfuld torsdag.

Det er mellem disse to ekstremer, at en sund form for motivation træder frem. Fx en person, der er motiveret til at lære at blive bedre til at være til stede i enhver situations rytme, hvad enten denne situation er en enerverende lang kø bag en svendende mand, eller det at gå ned ad las Ramblas i Barcelona bag en flok desperate østeuropæiske piger, der vakler kluntet på deres alt for høje hæle.

Dette lange forspil, skulle egentligt blot tjene som en slags positionering af positiv psykologi, som i bund og grund ønsker at hjælpe et menneske med at få et mere tilfreds liv. Et bedre liv.

En af disse psykologer Christopher Peterson har udgivet en lille bog med titlen Pursuing the Good Life. 100 Reflections on Positive Psychology. Bogen består af 100 korte kommentarer, tidligere blodindlæg, som berører forskellige tematikker og problemer indenfor positiv psykologi. Typisk forholder hver refleksion sig til en forskningsartikel, eller en triviel populistisk kritik af positiv psykologi. Bogens styrke er dens ligefremhed og lethed. Og, så er næsten halvdelen af refleksionerne interessante, så alt i alt en udmærket bog, der intet sted bliver ren og skær candyfloss, men heller aldrig nogen åbenbaring.

Peterson forholder sig eksempelvis til de kritikkere der siger, at lykke og glæde ikke er noget nyt. Det er rigtigt, siger han. Og ingen positiv psykolog har vel sagt det! Snarere har dette felt efterhånden fået opbygget en stor del empirisk materiale, som kan understøtte gammel visdom. (En anden bog, som gør lidt af det samme, men lidt mere kedeligt er fx The Happiness Hypothesis: Putting Ancient Wisdom to the Test of Modern Science).

Positiv psykologi bekræfter, hvad mange af os godt ved, men som alt for mange stadigvæk ikke har lært, fx at taknemmelighed er godt for ens mentale heldbred. Så tak. Dette kan også siges anderledes: Nogle gamle grækere, et par romerske kejsere og en håndfuld eksistentialister har allerede sagt det, endda sagt det smukkere. Men hvem læser disse i dag? Desværre. Jeg tror, at megen af den kritik, som positiv psykolog mødes med bunder i uvidenhed, akademisk arrogance og dårlige groupies. Den akademiske arrogance er en del af hele denne autentiske-bølge, som vælter indover Vesten, som et moraliserende og oprindeligt ideal (forbeholdt de velstillede?). Men bliver det mere autentisk, at skrive en journal, fordi Marcus Aurelius gjorde det, fordi Foucault talte varmt herom, eller fordi Seligmann påpeger de positive sidegevinster ved at notere dagens glædelige begivenheder ned i en journal inden man slukker natlampen? Derudover har en håndfuld psykologer skrevet en artikel, der netop understreger, at jagten på lykke nemt gør en mere trist end glad. (Måske skulle Peterson have valgt en anden titel!). Lykke tilhører øjeblikket, mens en godt liv snarere er et liv fuld af glæde. Glæde over at være i live. Velbefindende er måske et bedre ord.

Tilsvarende, er der nogle som anklager positiv psykologi for at advokere for et hurtigt fiks. (Dette er sikkert sandt, når en fotomodel udlægger lektien i hendes skrig-om-hjælp-bog). Hertil svarer Peterson, at det drejer sig om praksis, det vil sige, at leve et godt liv er hårdt arbejde. Skal man fx tillægge sig andre vaner, andre måder at tænke på, så er 10 års reglen ikke urealistisk. Det er derfor det er så komisk, når man engang imellem møder en, som er taget til Barcelona i fire måneder for at skrive en roman, vel og mærke en person som aldrig har skrevet, som ikke kan skrive, og som intet har på hjertet. Dette er naivt. Måske endda dumt. Det er ikke et spørgsmål om bare lige at finde en lidenskab – og så fyre den af. Det tager tid. Igen velkendte oplysninger for mange, men desværre stadigvæk for alt for få.

I samme boldgade beskyldes positive psykologer tit for en naiv og ukritisk optimisme. Peterson taler for en balanceret optimisme, fx er det naivt at bilde sig ind at Nobelprisen i kemi venter lige rundt om hjørnet, fordi man kan huske formlen for vand. Derimod er det ok, at være optimist med hensyn til en bestået studentereksamen, hvis man også kan det periodiske system, og ved, at der er forskel på protoner og elektroner. Problemet her er nok snarere de mange business groupies, som netop ikke kender til det periodiske system, men som ikke desto mindre danser rundt i en slags lykkelig uvidenhed.

Moralen er, at et bedre liv kan læres. Praksis. Øvelse. Ingen gør det alene. Relationer er vigtige, fx familie, venner, frihed, engagement og mening (uden at jeg vil definere disse begreber yderligere, så giver det jo ganske god mening). På samme måde plæderer positive psykologer ikke for én vej til lykke, der er en mangfoldighed. Fx kan man styrke ens opmærksom i nuet ved at dyrke yoga, men også ved at læse Roberto Bolaño (jeg vælger så afgjort den sidste, som jeg da gerne læser med at sammenrullet yoga-måtte under nakken, selvom jeg foretrækker en pude).

Peterson fortæller også, at penge kan gøre folk mere lykkelige. Det ved enhver, der vitterligt ikke har nogen penge. Men han fortæller også, at rigdom ikke er nogen garanti for lykke. Det stagnerer på en vist niveau. Man kan som bekendt ikke købe sig til kærlighed og alt sådan noget, hvilket The Beatles allerede har skrålet om for længst. Måske det hele begyndte med the Fab Four.

En udmærket bog, der tager sit felt seriøst uden at oversælge det.

”It is paradoxical that many educators distinguish between a time for learning and a time for play without seeing the vital connection between them.” – Leo Buscaglia

May 22, 2013

Positiv psykologi

I det følgende vil jeg omtale positiv psykologi, som den præsenteres i de populærvidenskabelige bøger Learned Optimism, Authentic Happiness og Flourish. Alle tre er skrevet af psykologen Martin E. P. Seligman, som er en af ophavsmændene til denne psykologiske retning.

Lad os begynde med noget mindre positivt, fx en depression. Ifølge Seligman kan en depression forstås ved hjælp af tre samspillende ting: jeg, vi og selvværd. Seligman skriver om depression:

Når jeget fejler i henhold til eget selvbillede, fx ikke lever op til egne mål og ambitioner.
Når individuelle fejl eller tilbageslag ikke bliver afhjulpet, perspektiveret eller nuanceret af et større og stærkere ’vi’, fx en familie, et samfund, en fællesskab. De sociale institutioner er i dag svækket, hvorfor individet er blevet mere sårbart, der er ingen kære mor.
En persons selvværd kan ses som et symptom på, hvordan et menneske håndterer livet, som igen er afhængig af 1 og 2.

Det minder lidt om Martin Bubers Jeg og du, hvor det er mødet eller relation mellem ’jeg’ og ’du’ (her ’vi’), som udgør grundforholdet i et ethvert liv. Mødet med de andre er altid givende.

Det, som Seligman opdagede i 70’erne var, at en ændring fra en pessimistisk til en mere optimistisk tilgang til livet kunne forebygge eller forhindre depression og angst. Han påpegede ligeledes, at hvis børn lærer at tænke optimistisk før puberteten, men sent nok i barndommen til at de er metakognitive (tænke om det at tænke), er det en frugtbar strategi, når de drejer sig om depression og velvære. Børn overtager tit sine forældres tilgang.

Positiv psykologi er ligetil. Helt Monty Pynthon-agtigt drejer det sig om ”always look on the bright side of life”. Enten er du optimist eller pessimist. Det, der kendetegner en pessimist er, at vedkommende har en tendens til at tro at dårlige hændelser vil vare ved, at de vil underminere alt og, at det hele er den enkeltes egen fejl. Modsat vil en optimist se et nederlag, som noget temporært; optimisten tror heller ikke, at et nederlag er vedkommendes fejl alene. Derimod betoner optimisten at tingene ses i sin rette kontekst. Optimister har det med at møde modstand, som en udfordring, der inspirerer til mere hårdt arbejde. Pessimisten føler sig let forfulgt af livet, som var lige netop han specielt hårdt ramt. Mulige indvendinger er selvfølgelig, at optimisten kommer til at fremstå ukritisk overfor egen præstation, eller måske ligefrem undskylder denne ved at bebrejde andre (fodboldtræneren José Mourinho er en klassisk optimist, hvorfor han også er ganske succesfuld).

Det, som positiv psykologi hævder er, at en pessimist kan lære at blive mere optimistisk ved at tilegne sig nye kognitive færdigheder, eller fx ved fokusere på en persons karakterstyrker. Kendetegnede for pessimisme er hjælpeløshed. En form for afmagt eller impotens. Uanset, hvad du gør, så sker der ingenting. Hjælpeløsheden er den form for resignation, som de fleste af os nok har oplevet, når vi gentagende gange afvises med et forehavende. Vi accepterer, vi resignerer. Pointen er dog, at finde nye kreative veje, hvorved man undgå denne følelse af afmagt, idet det i længden er trættende at tale til dør. Det positive i positive psykologi er netop denne simple grundide om, at et menneske gerne vil forbedre sig, overkomme sådanne forhindringer, idet de færreste drømmer om at blive dårligere til at leve.

Pointen bliver tydeligere. Ethvert liv begynder i hjælpeløshed, men i kraft af en gradvist voksende personlig kontrol, vilje og styrke bliver det gradvist muligt at ændre ting, hvilket er det modsatte af hjælpeløshed. Det er en bevægelse fra at reagere til at agere, eller fra at fokusere på instinkter til at fokusere på læring. Forskning viser, at mennesker der har for vane at tænke pessimistisk forvandler flere af livets tilbageslag eller modgang til noget katastrofalt. Ofte forvandler pessimisten egen uskyldighed til skyld. Der er noget moraliserende på spil, da moral ligeledes har det med at producere ofrer.

Moralen har ofte været psykoanalysens problem. Fx frigjorde Lacan psykoanalysen fra denne normative tendens. Han viste, at man må skelne mellem Jeg’et, som er en imaginær enhedsfigur og Subjektet. Ifølge Lacan har subjektet ikke nogen substans eller ’natur’, men afhænger af sprogets kontingente udvikling og begærobjekternes singulære historie. Det vil sige, at enhver opfattelse af den psykoanalytiske behandling – en genoprettelse af et ’normalt’ begær – er en skrøne, idet der ikke nogen norm der kan understøtte ideen om et ’menneskeligt subjekt’ med særlige pligter og rettigheder. Deleuze og Guattari tænker videre, når de både bryder med Freuds ødipale trekant (mor, far, mig), og når de tænker udover det ubevidste. I stedet for taler de om iboende kræfter, og mennesket som maskinelt, det vil sige forbindende uden nogen form for skabelon eller hierarki. Den lille pige lider ikke af ødipale drømme om at gifte sig med Erik, fordi han kan erstatte hendes far, etc. Måske er Erik bare sød og lækker.

Tilbage til positiv psykologi. Ideerne udspringer af tresserne, hvor det ikke længere var nok at kunne forklare alt i velkendte pressefolder. Proces og forandring kom i fokus (som de havde været det for Bergson nogle år tidligere). Det er specielt adfærdspsykologiens ”hvis, så”-logik, der bliver kritiseret. Psykologien bevægede sig gradvist mod et større fokus på det enkelte individs forventninger, præferencer, beslutninger, kontrol, disciplin og hjælpeløshed. Indtil 80’erne var der fx to måder, hvorpå man kunne tale om depression: Psykoanalytisk og biomedicinsk. Den psykoanalytiske, der er baseret på Freuds arbejde, her forstås depression som en vrede vendt mod en selv, fx når den depressive ser sig selv som værdiløs, uden funktion. Depressionen er et produkt af konflikter i barndommen, som ikke er blevet løst. I forlængelse heraf har vi også arvet dybdemetaforikken, fx dybe spørgsmål eller dybsindighed. Seligman påpeger at individet bliver gjort til et offer, idet en karakterbrist nærmest har forårsaget den depression, som vedkommende lider af. Den lidende ønsker sin lidelse qua sin karakter. For Freud kan der være noget motiverende i denne form for afstraffelse af en selv – der er selvfølgelig klare religiøse paralleller. For Seligman handler det om at fokusere på ens styrker, som måske har været undermineret på af grund alt for trykkende normative idealer.

Den biomedicinske tilgang påpeger at depression er et udslag af en dårlig fungerende hjerne. Seligman m.fl. siger ikke, at der ikke er behov for medicinsk behandling, men de påpeger at mange lidelser kan afhjælpes mere simpelt. Et par vejledende spørgsmål lyder:

Hvad, hvis en depression ikke er en sygdom, men en ekstrem lav sindsstemning?
Hvad, hvis individet ikke er offer af fortiden, men initieret af nutidige kræfter?
Hvad, hvis en depression opstår i kraft af ens pessimistiske tilgang til de tilbageslag og ulykker, som ethvert liv rummer?
Hvad, hvis tilgangen er altafgørende?

Det, som er på spil er “the power of non-negative thinking”. Styrken ved ikke at tænke negativt. Dette er typisk stedet, hvor de mere seriøse skilles fra de mindre seriøse, idet negative tænkning ikke er det samme, som en kritikfri tænkning. Kritikken er nødvendighed for at forholde sig til de endnu ikke virkeliggjorte muligheder, etc. Der, hvor frygten for kritik bliver til en kønsløs positiv tænkning forsvinder ethvert forandringspotentiale. Hvilket ofte sker, når disse tanker inkorporeres ukritisk i en økonomisk sammenhæng, hvorved de nemt ender i en blind form for anerkendelse, der ikke producerer andet end tanketomme mennesker, der ikke formår at vurdere en given situation, fordi det hele bare er så forbandet godt. Det er med andre ord vigtigt at besidde en veludviklet intuition eller dømmekraft, som kan sikre at man rent faktisk lærer af ens erfaringer. En kønsløs positivisme strider sågar imod kognitiv terapi, hvor den enkelte jo forholder sig kritisk og evaluerende til sig selv. Et mere interessant spørgsmål er selvfølgelig om et ’selv’ vitterligt kan træde ud af sig ’selv’, eller om et ’selv’ er givet, men her bevæger vi os over i en ontologisk diskussion.

Positiv psykologi er dog ikke helt uden skyld i den lidt for frelste hymne. Et sted skriver Seligman, at det ikke er særligt opbyggeligt at lytte til Eminem (hvorved han moralisere, selvom han hævder at være deskriptiv). Men faktisk kan man få meget positivt ud af at lytte til Eminems vrede, hans usikkerhed og had, da Eminem på mange måder virker mere tilfreds for hver gang han skråler sin gamle kærestes navn krydret med et par negative tillægsord. Pointen er selvfølgelig at Eminem ikke arbejder ud fra et sukkersødt ideal, men derimod arbejder med de kræfter som rør sig i ham. Det betyder også at Eminem på sigt opnår det, som mange positive psykologer stræber efter, nemlig velvære. (Seligman udskifter selv begrebet lykke med flourish, der ligger tættere på Aristoteles eudaimonia, som ikke kun betyder lykke, men snarere dét, som gør et liv værd at leve). Eminem tydeliggør, er jeg sikker på, at vi kan lære meget positivt i det negative. Jeg er nok ikke den eneste, der ligefrem kan finde glæde i Eminem og Marilyn Mansons vrede og aggressivitet. Sådan er livet jo også. Hvem ville ikke hænge sig i laden, hvis livet var en lang Keld og Hilda-sang?

Positiv psykologi bryder med adfærdspsykologiens forestilling om læring – en ændring i respons – som noget, der kun sker i kraft af straf og belønning. Adfærdspsykologerne overså de menneskelige kræfters betydning for læring, idet de overså begreber som tænkning, forventning, hukommelse, drømme, fantasier, ambitioner, etc. Adfærdspsykologien gjorde mennesket et dyr, et offer (hvilket jo ligeledes er sket på mange arbejdspladser, når disse kun formår at tænke læring og motivation i forhold til straf og belønning, eller kun tænker på at minimere stress for at højne produktiviteten. Hvor mange æg skal en høne lægge før den begynder at anvende prævention?). Heldigvis er der mennesker, som ikke vil gøres til et offer; de kæmper imod, hvilket kræver en stor anstrengelse, der ofte hyldes af de andre og vækker stor taknemmelighed, fordi modstanden jo understreger at mennesket ikke er givet.

Det positive i positiv psykologi er dens fokus på den specifikke situation, som noget singulært, ikke noget universelt. Hvad åbner et møde op for? I Flourish beskriver Seligman positiv psykologi, som en teori om velvære eller trivsel, hvor den forsøger at kigge på positive emotioner, engagement, mening, positive relationer og bedrifter (det er den del, som for alvor blomstrede op i midt 90’erne). Ideen er at ens velvære kan optimeres ved at justere på de pågældende parametre. Desværre synes visse positive psykologer (eller groupies), at genindføre ideen om det universelle, fx når jagten på lykke gøres til et normativt krav, eller at en bestemt form engagement er et must, hvilket ofte kan have den stik modsatte effekt, nemlig at du bliver mere og mere ulykkelig.

Ambitionen er, at den enkelte på et tidspunkt får et tilstrækkeligt kendskab til sig selv, hvorved vedkommende kan tage vare på sig selv. Dette drejer sig ikke om normer, men om evnen til at folde tingene ud. Selvrealisering bliver til afrealisering i konstruktionen af nye former for liv (her er Nietzsche selvfølgelig stadigvæk foran). Dette er velkendte tanker, som er behandlet både af de gamle grækere og, fx Michel Foucault i hans sexede trilogi. Folk der ikke tager ved lære, formår sjældent at kende sig selv nok til at tage vare på sig selv, det vil sige blive uden endemål. I stedet for bliver de nemt en byrde for andre, som må tage vare på dem. Her kunne man godt forestille sig at en normativ brug af positiv psykologi rent faktisk medfører, at færre formår at tage vare på sig selv. Tværtimod. De bliver nærmest fremmedgjorte eller tingsliggjorte, hvorved de så søger hjælp hos nogen, der så blot tilbyder endnu et normativt ideal. Det er en ond spiral. Desværre kan det for mange være svært at bryde ud af de normative bølger, især når flere og flere anerkendes for at leve på en bestemt måde. Økonomien er adfærdsregulerende, hvorfor denne også egner sig bedst til organiseringen af en hundekennel. Positiv psykologi har til dels brudt med en normativ og hæmmende tilgang, men er måske i gang med at erstatte et ideal med et andet (eller også opererer den bare indenfor adfærdsøkonomien, hvorved den blot sparker positive huller i luften, idet den bliver en del af den ulidelige ukritiske anerkendelses-bølge, som på ingen måde virker frigørende).

Med hensyn til bøgerne, så er Learned Optimism og Flourish at foretrække. De er generøse med referencer til andre studier indenfor positiv psykologi (fx mening, positive relationer mv.), hvor interesserede så efterfølgende kan finde forskningsartikler på nettet (ofte gratis). Den tredje bog er rimelig tynd. Alle tre er letlæst, hvilket her er positivt.

February 11, 2013