”Life is a search for the impossible via the useless,” sådan citeres sociologen Gabriel Tarde i Peter Sloterdijks nye bog. Det er en bog, der handler om filosofi som en praksisform; den praksis, som finder sted et sted mellem ren aktivisme og kontemplation.

Det umulige er udødeligheden, hvis man altså ikke netop hedder Platon, Nietzsche eller Kierkegaard. Det ubrugelige er hoben, hvor alle festryger som en Rolf Sørensen. Det er et sted der imellem, at der bliver gået til stålet.

Sloterdijk er fortaler for en filosofi, der skal forstås som en praksis eller en vedvarende øvelse. Og det er det, der mangler i dag: Øvelse. Den filosofiske praksis forsømmes, selvom den er fuldt ud kompatibel med andre praksisser, som i dag er i høj kurs, fx spirituelle øvelser fra Østen. Derudover er en filosofisk praksis vigtig, fordi alle gode ideer skrives i vand. De opløses, hvis ingen gentager dem eller bekræfter dem. Der er altså ikke behov for nye definitioner af hvad filosofi er, skriver han, men for filosoffer der tænker, det vil sige øver, træner, praktiserer. Det tætteste han kommer – lidt paradoksalt, måske – på en egentlig definition af filosofien, er filosofi forstået som et sammensurium af sociale kampe, der opstår når filosoffen blotter sig selv. Det vil sige, filosofi som en interdisciplinær kampteknik.

Ja, den tyske filosof Peter Sloterdijk har skrevet endnu en bog, denne gang et lille hæfte med titlen: The Art of Philosophy. Bogen rummer ikke en egentlig praksis, men den forsøger at vise, hvordan visdom er knyttet til en livskunst.

Bogen tager udgangspunkt i Edmund Husserls begreb ’epoche’. Han dissekerer et brev, som Husserl skrev til digteren Hofmannstahl, hvori Husserl skriver, at han og Hofmannstahl er en del af samme ’fænomenologiske’ bevægelse. For Husserl handler det om at tage en position. Men for digteren og for Sloterdijk drejer det sig mere om perspektivisme. Relationerne. Det betyder i praksis at mennesket – eller akademiet –ikke skal lukke sig selv ude, som var et universitet en arkitektonisk ækvivalent til begrebet ’epoche’. Sloterdijk sammenligner ’epoche’ med en købers adfærd, når denne trisser gennem supermarkedet uden at se noget. En al for stiv tro på egne ideer gør filosofien blind, døv og på ingen måde vis. Filosofi er altså er en social praksis.

Sloterdijk taler endvidere om en naiv romantisme, som når den kloge professor Husserl forsøger at teoretisere sig ud af sin egen lidelse, fx ved at begrunde hvorfor han ikke kan indgå i et normalt fællesskab, idet hans ophøjede rolle jo er at observere verden (fra sin lukrative position). Husserl  skriver et sted, at han må filosofere for at leve, hvilket for Sloterdijk er et eklatant eksempel på filosofi, som en kompensation for egen ufuldkommenhed. Det er netop denne form for ressentiment, som Nietzsche harcelerede over. Og, som Sloterdijk polemiserer lystigt over. Pointen er følgende: Filosofi handler ikke om terapi som en form selvrealisering, men snarere som selvovervindelse eller afvikling. Man øver sig på at bære det, som er værd at bære videre, og ikke på at værne om ens egen forfængelighed. Professoren er bære af et fag, en disciplin, en praktisk visdom – og ikke styret af et behov for at profilere sig selv.

Sloterdijk er polemisk. Han er også ret sjov. Han gør grin med tænkeren,  der ser nederlaget, som et privilegium; han gør grin med tænkeren, der ser melankolien som en drivkraft; han gør grin med ideen om grænseløs læring (i stedet for en læring, der udspringer af mødet med verden og de problemer, som nu engang opstår). For ham er disse romantiske forestillinger noget, som tilhører en slags borgerskabets filosofi, hvor tænkning aldrig bliver til andet en lidt morgengymnastik. Det svarer til riges mennesker behov for at drive lidt velgørende fundraising, som et forsøg på at dulme egen kedsomhed. For Sloterdijk er der mere på spil. For visse eksistenser er filosofi en måde at leve på, ikke en måde at overleve på. Der er tale et blottet og udsat liv. Filosofi drejer sig ikke om at definere en lukrativ eller tørskoet position. Snarere at acceptere, at enhver position flyder. Sådanne flydende eksistenser, kan ikke forholde sig strategisk til det, som skal overkommes af hensyn til prestige, status, netværk og hensyn til ens fremtidige rolle på universitet (eller arbejdspladsen). Den tænker, som Sloterdijk hylder, er den, der som Sokrates accepterer at forsvinde, idet han rammes af tanken, hvorved Sokrates bliver stående, eller han lader sig slå et helt andet sted hen. Tanken gør vold. Den søger ikke konsensus. Sloterdijk plæderer altså ikke for den moderne forsker, som påduttes af sin institutleder at komme i medierne for at synliggøre sig selv og instituttet. Sloterdijk plæderer ikke for det institut, som hylder månedens mest citerede medarbejder, som var forskning blevet lig med kunsten at vende en burger. Nej, han er interesseret i den forsker, der raffinerer sin praksis, fordi denne genererer viden, der er værd at række videre til næste generation..

Hvis bogen har et ærinde, er det at få mennesket til at tænke igen (eller få flere til at tænke).