At vi i dag skal coaches for at kunne slæbe os gennem en arbejdsdag, skyldes flere ting:
For det første, angsten er blevet det moderne menneskes vejleder. Dette konstaterede den franske filosof Michel Serres i sin bog Genèse fra 1982. Angsten er blevet livets vejleder, fordi hvad der er ukendt og afviger gør os utilpasse og urolige.
For det andet, at vi har taget forbrugersamfundets idé om grænseløst forbrug med over i vores forståelse af den menneskelige udvikling. Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvor smukke, kloge, effektive og dygtige vi kan blive.
For det tredje, at vi i dag lever i et kontrolsamfund, der effektivt sikrer, at livet er blevet én lang guirlande af evalueringer og evalueringer og… Ingen skulle jo så nødig skille sig en smule ud, hvilket i stigende grad medfører, at ingen skiller sig ud. Dette konstaterede den franske filosof Gilles Deleuze i en artikel kaldet “Postscriptum om kontrolsamfundet” fra 1990.
Endelig, for det fjerde – og det som understøtter de tre foregående – vi lever i et moraliserende samfund. Bør, bør, bør, synes at være mantraet garneret med en lille smule skal, skal, skal.
Tænk blot på landets kære statsminister og hans evigt formanende ord om, hvordan vi danskere skal og bør opføre os. Dette kan enhver konstatere ved at læse aviser eller se nyheder.
I forlængelse af denne nærende angst, den grænseløse udvikling, den herskende kontrol og den oplysende moral er det ikke så underligt, at coaching er blevet det nye modeord i dansk erhvervs- og privatliv.
Oprindeligt stammer ordet fra det ungarske ord kochi, som betyder ’vogn for’. En coach er altså den eller det, som flytter nogen gennem coaching. Der er tale om en bevægelse fra en tilstand til en anden – angiveligt en mere ønskelig. Derudover har begrebet klare referencer til sportens verden, hvor ordet coach betyder træner.
I sit udgangspunkt forudsætter coaching, at den coachede eller den vejledte person mangler noget, som han eller hun skal motiveres til at realisere eller erhverve.
Personen skal fyldes op med den rette dosis medicin. En sådan medicin kunne for eksempel være handlekraft til at stoppe med at ryge, tabe sig eller sælge endnu mere af et givent produkt. På den måde kædes selve motiveringen om at indfri et konkret mål sammen med ideen om personlig udvikling, idet personen for at stoppe med at ryge nødvendigvis må besidde en vis handlekraft. Selve motiveringen sker gennem en både kontrollerende og guidende samtale.
Opdag selv vejen
Et eksempel kunne være, hvad der sker på mange journalistiske redaktioner, hvor den enkelte journalist modtager feedback i form af coaching, altså gennem en række forskellige spørgsmål fra en redaktør, der forsøger at åbne journalistens øjne op for eventuelle mangler i artiklen.
Herved tydeliggøres det, at coaching rummer et element af forførelse, da coachen – i dette tilfælde en redaktør – styrer i det skjulte, hvorved journalisten ikke bemærker, at vedkommende guides til at gøre noget bestemt. Det forførende ligger i at den coachede selv har ’opdaget’ vejen til målet eller indset mangler i artiklen, selv om en anden reelt har ført for. I praksis betyder dette ofte mindre, da målet typisk er noget prisværdigt. For eksempel betyder det, at journalistens artikel bliver trykt. Coaching rummer i mange tilfælde et naturligt element af læring og vejledning.
Umiddelbart er der ingen grund til bekymring. Og dog, hvad med de tilfælde, hvor redaktøren har en klar agenda, som hun netop styrer ud fra? Dette kunne betyde, at artiklen, som sådan var fin nok til at begynde med, men ikke er det i forhold til den herskende dagsorden.
I sådanne tilfælde er der tale om en hårfin balance mellem læring og udvikling over for ensretning og i værste tilfælde magtmisbrug.
Problemet med at definere mennesket som mangelfuldt – ud over at det er en fejl – er, at det enkelte menneske konstant må ydmyge sig selv. Det må acceptere en masse idealer og forestillinger om det gode liv, som foreskriver en bestemt adfærd.
Til daglig går de fleste på kompromis i større eller mindre grad. For eksempel, hvis vi skal deltage i en tantes fødselsdag, men sådanne ting overlever vi. Mere grelt står det til på arbejdspladserne, især blandt vidensarbejdere.
Her er det nemlig svært at skelne mellem fagperson og privatperson, da arbejdet ikke længere er noget, man har, men noget man gør.
Arbejdet som identitet
Arbejde er en vital del af ens personlighed, det er en del af ens måde at være og leve på. Og når medarbejderen helst skal formes og redigeres i virksomhedens billede, kan det betyde, at nogle medarbejdere går for meget på kompromis med egne idealer.
Det er deres egen personlighed eller deres eget liv, som de lader andre redigere. At sådanne personer bare kan melde fra, er sjældent helt så let, som det lyder. Ingen ønsker at være uden for det trygge arbejdsfællesskab, da dette skaber angst på grund af manglende identitet. De fleste ved nemlig godt, at vi kun anerkendes gennem vores arbejdsidentitet. Uden en arbejdstitel er man i dag i stigende grad nobody. Derfor kan arbejdspladserne ganske let forme danskerne til effektive mekaniserede tingester.
Denne situation er svær at bryde, idet den enkelte både skal besidde fantasi til at tænke og leve et andet liv. Derudover besidde modet til at udleve denne eksistens. Dette er svært, fordi den herskende moral ånder os i nakken sammen med den udbredte ide om grænseløs udvikling. Hvilket ligeledes skræmmer!
Noget af den kritik, som coaching er blevet mødt med, er derfor dens styrende og kontrollerende form, idet målet eller idealet meget nemt kan komme til at hæmme den coachedes virkelige udfoldelsesmuligheder.
Angst og selvydmygelse
Der kan meget let snige sig nogle ubehagelige normer ind i forbindelse med coaching, à la “du skal” eller “du bør”.
Dette er tydeligt i meget af den frelste, nærmest nyreligiøse retorik, visse coaches benytter sig af, som ligeledes ligger i en naturlig forlængelse af økonomiens eller forbrugersamfundets sprog. Det er ligeledes indlysende, at en medarbejder ikke kan vælge et hvilket som helst mål, såfremt vedkommende ønsker at forblive ansat. Rammen for den personlige udvikling er typisk sat af en anden. Og her kan målet nemt forblinde den coachede – især, hvis man er bange for at blive hægtet af – hvorved vedkommende ikke opdager alle mulige andre udviklingsmuligheder.
Målet bliver en besættelse, som når folk tænker: “Når bare jeg er blevet chef… færdig med dette projekt… har fået en kæreste… tabt mig 13 kilo, så skal jeg leve og være lykkelig”.
Denne målfiksering er en udsættelse af livet, som hænger sammen med, at angsten er blevet livets vejleder.
Angsten gør, at vi gerne ydmyger os selv, da vi gerne vil af med angsten. Og fra forbrugersamfundet ved vi, at vi kan udvikle os ad infinitum, så det ville jo være direkte dumt ikke at jage et mål hele tiden. At denne tendens er en del af en større omspændende moraliserende kontrol styret gennem anvisninger om diverse forestillinger om det gode liv, glemmes desværre.
Derfor følger mange også glædeligt de anvisninger, andre siger, de skal følge, alt imens de bliver lidt mere stressede og måske lidt små deprimerede. Det paradoksale er, at den ubehagelige usikkerhed og utryghed, som angsten medfører, forstærker selv samme. Vi bliver mere og mere formet gennem andres idealer, fordi vi er bange for at afvige fra det gode arbejdsfællesskabs prestigefyldte identitet.
Coaching er derfor slet ikke et problem, men blot et symptom på denne angst. Et symptom på et moraliserende og idealiserende samfund, der gerne vil kontrollere og evaluere hele befolkningen, indtil vi alle tænker det samme, mener det samme og dør med det samme.
Første gang bragt i Information 10. oktober 2007
FINN JANNING 