Tag: selvhjælpslitteratur

Status stress

At komme igen efter et stressforløb er bare blevet endnu en statusmarkør.

Vi fejrer dem, der har været helt nede og ligge i jagten på succes og som nu er kommet ud på den anden side af en stresssygemelding. Men i stedet for at søbe i individhistorierne burde vi fokusere på, hvad der skal til for at indrette et samfund, som ikke gør os syge.

D​et siges, at tiden er cyklisk. Den gentager sig selv, som når det hvert år bliver sommer, selvom sommeren aldrig er den samme. Jeg tænkte på dette princip for nyligt, da jeg læste om en ung politiker, der var gået ned med stress. De skete også for 10-15 år siden. Faktisk har stress været på dagsordenen i snart tyve år.

Men mens stress tidligere – frem til 90’erne – var forbeholdt de svageste grupper i samfundet: de lavtlønnede, de arbejdsløse, de lavt uddannede og de syge, er stress i dag, ifølge medierne, forbeholdt de mere privilegerede. De svageste og udsatte er stadigvæk stressede, men af andre grunde. De svageste i samfundet er stressede, fordi de kæmper for overlevelse, mens flere og flere privilegerede borgere bliver stressede, fordi de kæmper om status, magt og prestige.​

​Stressen har​ bredt sig eksplosivt blandt de privilegerede samtidig med udbredelsen af selvhjælpsbøger og anti-selvhjælpsbøger, er vokset. Fælles for begge boggenrer er, at de primært taler til den privilegerede del af samfundet. Det har så skabt et nyt fænomen, nemlig at der i dag er status i have gennemlevet stressen, hvorved ’overleveren’ bliver den moderne helt/heltinde. Der er nærmest opstået et tvedelt samfund i kølvandet, hvor en gruppe skriver til og underviser hinanden i at komme igennem stressen, og nøjes med en sjælden gang, at lade en bekymret bemærkning falde om den mindre priviligerede, men også ganske stressede, del af befolkningen.

Et køligt tilbageblik på de sidste tyve års debat, gør det svært at vurdere, hvad der kom først: diagnosen eller den lukrative forretningsmodel.

Den græske filosofi kan rammesætte lidt af stress-diskursen. Aristoteles opererede i sin etik med fire tilstande: 1) ’Fortrinlig karakter’ – den tilstand, hvor en person, der ønsker at handle passende, gør det uden nogen som helst indre friktion eller tvivl; 2) ’Viljestyrke’ – den tilstand, hvor en person, der ønsker at handle upassende, får (tvinger eller disciplinerer) sig selv til at handle passende; 3) ’Viljesvaghed’ – den tilstand, hvor en person, der ønsker at handle upassende, prøver at få sig selv til at handle passende, men fejler; 4) ’Ond karakter’ – den tilstand, hvor en person, der ønsker at handle upassende, tænker, at det er en glimrende idé, og derfor handler helt uden nogen som helst indre friktion eller tvivl. ​

​Det er interessant​, at den fortrinlige karakter, der frivilligt handler passende, sjældent favoriseres i selvhjælpslitteraturen – eller i medierne. Her er det derimod den person, som udviser en stærk viljestyrke, der prises. For eksempel den person, som efter tyve år i hamsterhjulet, ti år med druk og misbrug vender rundt og begynder at løbe og meditere. Et eksempel kunne være politikeren, erhvervslederen eller kunstneren, der gør kometkarriere, men brænder ud og efterlades med en følelse af tomhed på toppen. Et andet de personer, der fortæller hvordan de har lært at sige fra, hvilket jo ret beset forudsætter, at de er i en økonomisk position, hvorfra de kan tillade sig at sige fra.

For Aristoteles er den etiske helt den, der vil det gode, og som gør det gode, fordi det åbenlyst er godt, hvad han, hun eller det, gør. Et godt menneske simpelthen. ​

​Der findes ​uden tvivl særligt vise spirituelle lærere, filosoffer og religiøse mennesker, der formår at leve op til Aristoteles’ ideal, men de skal heller ikke, som de fleste af os andre, leve blandt alle de andre mennesker, der er middelmådige som os selv. Dalai Lama skal formodentlig ikke pleje sit forhold til sin kone (eller mand), opdrage og elske sine børn, smøre sunde madpakker, nå i supermarkedet efter arbejde, deltage i børnefødselsdage, lappe cykel, få økonomien til at hænge sammen og så videre. Den tibetanske munk vil dog med sikkerhed fortælle os, at det handler om at organisere vores liv bedst muligt, alt efter omgivelserne. Det er rigtigt, men glem nu ikke, at vi ikke alle lever i de samme omgivelser. ​

​De fleste af​ os kan finde måder at optimere eller ændre vores levevis, fordi vi erfarer større eller mindre skønhedsfejl i vores tilgang til livet. Det behøver ikke handle om status, men om at blive bedre forældre, også uden nødvendigvis at fortælle andre om, hvordan vi blev bedre forældre. De fleste stresshistorier, der florerer i medierne p.t., handler desværre ompersonen, hvordan vedkommende har udviklet sig fra at besidde en ’svagere karakter’ – en svag vilje – til at udvikle en stærkere vilje og karakter. På den måde bliver fortællingen på paradoksal vis en del af en ond cirkel. Egoet er hele tiden i centrum.

Spørgsmålet, ’Hvem er jeg?’ kan ikke adskilles fra spørgsmålet: ’Hvilket samfund lever jeg i?’ Eller sagt anderledes, som filosoffen Iris Murdoch pointerede, problemet er vores store fede ego. Af samme grund talte hun om ’unselfing’, evnen til at undslippe vores ego. Murdoch sagde, overvind dit ego og kom i kontakt med det, der sker.

Det, der sker er, at mange er stressede. Men hvad med dem, der aldrig har været stressede og som formår at leve relativt ubemærket? Sådanne mennesker findes, men de færreste af dem, ønsker af blive fundet. I stedet for at lede efter dem, kunne medierne droppe den personlige fortælling om at overvinde stressen, som bare giver os endnu et jagt på status. I stedet bør vi fokusere på, hvordan vi skaber et samfund, hvor samfundet, planeten og menneskers ve og vel er i fokus.

For ingen af os vinder, når det bliver de individfokuserede statusfortællinger der styrer. Dem der er ovre et stressforløb har alligevel sjælden anden visdom at dele en, hvad der kan skrives på en sticker og sættes i bagruden af en bil.

Bragt i Politiken, lørdag den 25. februar.

Tvivlsom påstand

Filosoffen Rasmus Ugilt kommer i Berlingske med den meget tvivlsomme påstand, at »inderst inde foragter vi #metoo-ofrene og beundrer krænkerne.« Som filosof burde han vide bedre end at tale på vegne af et generaliserende »vi.« Tværtimod, så fremstår krænkerne som personer uden selverkendelse, indsigt og nogen som helst fornemmelse for andre mennesker. Så nej, jeg tror meget få mennesker beundrer disse mænd, fordi der intet er at beundre. Dernæst passer det ikke, at mennesker beundrer magt og foragter smerte og lidelse. Argumentet kunne nemt vendes om.

Eksempelvis dvæler hele selvhjælpslitteraturen i smerte og lidelse. Religioner og spirituelle retninger påpeger, at livet er fuld af lidelse og prøvelser. Meget litteratur handler netop om faldet fra storheden eller livets iboende smerte. Ja, megen kritisk teori foragter ligefrem magten. Endelig kunne Ugilt også, rent empirisk, have kigget rundt i samfundet og bemærket, at flere mænd har mistet positioner og titler samtidig med, at flere kvinder, der har stået frem, står stærkere.

Bragt i Berlingske Tidende, januar 2021

Coaching er også ensretning

Der diskuteres og skrives meget om coaching. Nogen er for, andre imod. På den måde er selve debatten om coaching selv et billede på den tvedeling, som coaching er baseret på. 

Coaching mener at besidde en metode, hvor coachen vha. spørgsmål formår at udfolde det enkelte menneskes potentiale, som rummede mennesket et dybere og mere oprindeligt selv. I denne simple, men forkerte antagelse, foretager coachingen typisk to fejl. Den ene er, at potentialet – som er en ukendt kraft – kan virkeliggøres på én bestemt måde. Den anden fejl er, at coachingen rent faktisk mener, at den stiller spørgsmål. Normalt når man stiller spørgsmål, sker det, fordi man er nysgerrig og ønsker at vide noget, som man i forvejen ikke ved, hvad er. Det vil sige, at en del af et potentiale – det ukendte – muligvis virkeliggøres, det viser sig. 

Når coaching ikke handler om udvikling, så skyldes det, at spørgsmålene udspringer fra nogle prædefinerede mål, som er givet i kraft af nogle normer og værdier i samfundet. Det betyder reelt, at coachingen ikke stiller spørgsmål, men blot giver svar gennem nogle pseudo-spørgsmål, der former og styrer den spurgte. Der er altså intet galt med at tale sammen, være nysgerrig og interesseret i sine medmennesker; der er heller intet galt med personligudvikling og skabelse; men coaching har intet med nævnte at gøre. 

Det største problem mht. coaching er ikke, at dette er svært at indse. Snarere at mange enten er for dovne til at se det i øjnene. Eller simpelthen vælger at spille spillet, fordi det er det nemmeste. Det spil, hvor det handler om at tage sig bedst ud i forhold til nogle prædefinerede mål for succes, prestige og status. 

Coaching er med andre ord den nemme løsning, der tydeliggør, hvordan flere og flere mennesker anvender deres liv. Livet er blevet et spil, hvor det handler om at komme hurtigst muligt i mål. På kortest tid, desværre. Derfor er coaching også tiltagende, da tid stadigvæk er penge; i en tid, hvor det at udsende de rigtige signaler og egenskaber – som kun er rigtige, fordi de er defineret på forhånd – er vigtigere end nysgerrighed, interesse samt lysten og modet til at skabe. 

Coaching handler ikke kun om ensretning af mennesker, men – værre endnu – om, at vi er blevet bange for at leve uden sikkerhedsnet. Måske er det derfor, at coaching handler om at skabe fremtiden på fortidens mål. Det går nedad bakke, skønt vi coaches i alle livets faser!

Første gang bragt i Information 27. februar 2008

Coaching – et symptom på angst

At vi i dag skal coaches for at kunne slæbe os gennem en arbejdsdag, skyldes flere ting: 

For det første, angsten er blevet det moderne menneskes vejleder. Dette konstaterede den franske filosof Michel Serres i sin bog Genèse fra 1982. Angsten er blevet livets vejleder, fordi hvad der er ukendt og afviger gør os utilpasse og urolige. 

For det andet, at vi har taget forbrugersamfundets idé om grænseløst forbrug med over i vores forståelse af den menneskelige udvikling. Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvor smukke, kloge, effektive og dygtige vi kan blive. 

For det tredje, at vi i dag lever i et kontrolsamfund, der effektivt sikrer, at livet er blevet én lang guirlande af evalueringer og evalueringer og… Ingen skulle jo så nødig skille sig en smule ud, hvilket i stigende grad medfører, at ingen skiller sig ud. Dette konstaterede den franske filosof Gilles Deleuze i en artikel kaldet “Postscriptum om kontrolsamfundet” fra 1990.

Endelig, for det fjerde – og det som understøtter de tre foregående – vi lever i et moraliserende samfund. Bør, bør, bør, synes at være mantraet garneret med en lille smule skal, skal, skal. 

Tænk blot på landets kære statsminister og hans evigt formanende ord om, hvordan vi danskere skal og bør opføre os. Dette kan enhver konstatere ved at læse aviser eller se nyheder.

I forlængelse af denne nærende angst, den grænseløse udvikling, den herskende kontrol og den oplysende moral er det ikke så underligt, at coaching er blevet det nye modeord i dansk erhvervs- og privatliv. 

Oprindeligt stammer ordet fra det ungarske ord kochi, som betyder ’vogn for’. En coach er altså den eller det, som flytter nogen gennem coaching. Der er tale om en bevægelse fra en tilstand til en anden – angiveligt en mere ønskelig. Derudover har begrebet klare referencer til sportens verden, hvor ordet coach betyder træner. 

I sit udgangspunkt forudsætter coaching, at den coachede eller den vejledte person mangler noget, som han eller hun skal motiveres til at realisere eller erhverve. 

Personen skal fyldes op med den rette dosis medicin. En sådan medicin kunne for eksempel være handlekraft til at stoppe med at ryge, tabe sig eller sælge endnu mere af et givent produkt. På den måde kædes selve motiveringen om at indfri et konkret mål sammen med ideen om personlig udvikling, idet personen for at stoppe med at ryge nødvendigvis må besidde en vis handlekraft. Selve motiveringen sker gennem en både kontrollerende og guidende samtale. 

Opdag selv vejen

Et eksempel kunne være, hvad der sker på mange journalistiske redaktioner, hvor den enkelte journalist modtager feedback i form af coaching, altså gennem en række forskellige spørgsmål fra en redaktør, der forsøger at åbne journalistens øjne op for eventuelle mangler i artiklen. 

Herved tydeliggøres det, at coaching rummer et element af forførelse, da coachen – i dette tilfælde en redaktør – styrer i det skjulte, hvorved journalisten ikke bemærker, at vedkommende guides til at gøre noget bestemt. Det forførende ligger i at den coachede selv har ’opdaget’ vejen til målet eller indset mangler i artiklen, selv om en anden reelt har ført for. I praksis betyder dette ofte mindre, da målet typisk er noget prisværdigt. For eksempel betyder det, at journalistens artikel bliver trykt. Coaching rummer i mange tilfælde et naturligt element af læring og vejledning. 

Umiddelbart er der ingen grund til bekymring. Og dog, hvad med de tilfælde, hvor redaktøren har en klar agenda, som hun netop styrer ud fra? Dette kunne betyde, at artiklen, som sådan var fin nok til at begynde med, men ikke er det i forhold til den herskende dagsorden. 

I sådanne tilfælde er der tale om en hårfin balance mellem læring og udvikling over for ensretning og i værste tilfælde magtmisbrug. 

Problemet med at definere mennesket som mangelfuldt – ud over at det er en fejl – er, at det enkelte menneske konstant må ydmyge sig selv. Det må acceptere en masse idealer og forestillinger om det gode liv, som foreskriver en bestemt adfærd. 

Til daglig går de fleste på kompromis i større eller mindre grad. For eksempel, hvis vi skal deltage i en tantes fødselsdag, men sådanne ting overlever vi. Mere grelt står det til på arbejdspladserne, især blandt vidensarbejdere. 

Her er det nemlig svært at skelne mellem fagperson og privatperson, da arbejdet ikke længere er noget, man har, men noget man gør. 

Arbejdet som identitet

Arbejde er en vital del af ens personlighed, det er en del af ens måde at være og leve på. Og når medarbejderen helst skal formes og redigeres i virksomhedens billede, kan det betyde, at nogle medarbejdere går for meget på kompromis med egne idealer. 

Det er deres egen personlighed eller deres eget liv, som de lader andre redigere. At sådanne personer bare kan melde fra, er sjældent helt så let, som det lyder. Ingen ønsker at være uden for det trygge arbejdsfællesskab, da dette skaber angst på grund af manglende identitet. De fleste ved nemlig godt, at vi kun anerkendes gennem vores arbejdsidentitet. Uden en arbejdstitel er man i dag i stigende grad nobody. Derfor kan arbejdspladserne ganske let forme danskerne til effektive mekaniserede tingester. 

Denne situation er svær at bryde, idet den enkelte både skal besidde fantasi til at tænke og leve et andet liv. Derudover besidde modet til at udleve denne eksistens. Dette er svært, fordi den herskende moral ånder os i nakken sammen med den udbredte ide om grænseløs udvikling. Hvilket ligeledes skræmmer!

Noget af den kritik, som coaching er blevet mødt med, er derfor dens styrende og kontrollerende form, idet målet eller idealet meget nemt kan komme til at hæmme den coachedes virkelige udfoldelsesmuligheder. 

Angst og selvydmygelse

Der kan meget let snige sig nogle ubehagelige normer ind i forbindelse med coaching, à la “du skal” eller “du bør”. 

Dette er tydeligt i meget af den frelste, nærmest nyreligiøse retorik, visse coaches benytter sig af, som ligeledes ligger i en naturlig forlængelse af økonomiens eller forbrugersamfundets sprog. Det er ligeledes indlysende, at en medarbejder ikke kan vælge et hvilket som helst mål, såfremt vedkommende ønsker at forblive ansat. Rammen for den personlige udvikling er typisk sat af en anden. Og her kan målet nemt forblinde den coachede – især, hvis man er bange for at blive hægtet af – hvorved vedkommende ikke opdager alle mulige andre udviklingsmuligheder. 

Målet bliver en besættelse, som når folk tænker: “Når bare jeg er blevet chef… færdig med dette projekt… har fået en kæreste… tabt mig 13 kilo, så skal jeg leve og være lykkelig”.

Denne målfiksering er en udsættelse af livet, som hænger sammen med, at angsten er blevet livets vejleder.

Angsten gør, at vi gerne ydmyger os selv, da vi gerne vil af med angsten. Og fra forbrugersamfundet ved vi, at vi kan udvikle os ad infinitum, så det ville jo være direkte dumt ikke at jage et mål hele tiden. At denne tendens er en del af en større omspændende moraliserende kontrol styret gennem anvisninger om diverse forestillinger om det gode liv, glemmes desværre. 

Derfor følger mange også glædeligt de anvisninger, andre siger, de skal følge, alt imens de bliver lidt mere stressede og måske lidt små deprimerede. Det paradoksale er, at den ubehagelige usikkerhed og utryghed, som angsten medfører, forstærker selv samme. Vi bliver mere og mere formet gennem andres idealer, fordi vi er bange for at afvige fra det gode arbejdsfællesskabs prestigefyldte identitet. 

Coaching er derfor slet ikke et problem, men blot et symptom på denne angst. Et symptom på et moraliserende og idealiserende samfund, der gerne vil kontrollere og evaluere hele befolkningen, indtil vi alle tænker det samme, mener det samme og dør med det samme.

Første gang bragt i Information 10. oktober 2007

Blog at WordPress.com.

Up ↑