Foredrag

Jeg er blevet inviteret til at holde et foredrag på Københavns universitet. Jeg accepterede.

Fordraget har jeg givet det titlen “Opmærksomhedens filosofi – en dialog mellem frihed og kærlighed.”

Det finder sted tirsdag den 27. september fra klokken 16-17.30 (se mere nedenfor). Alle er velkomne og det er gratis.

Oplægget er følgende:

”Jeg tror på lidelsens værdi, så længe den enkelte gør sig enhver (legitim) anstrengelse for at slippe af med den.” – Simone Weil.

Der er især to filosoffer, der har beskæftiget sig indgående med begrebet opmærksomhed, som også kan have stor betydning i coaching og andre dialogformer. Den ene er den franske Simone Weil, den anden den engelske Iris Murdoch. Fælles for begge gælder, at de forstår opmærksomhed som en handling, der tilsidesætter vores ego. Opmærksomhed er forbundet med evnen til at tilegne sig eller indoptage livets dybder. Iris Murdoch siger meget passende, at: ”Opmærksomhed belønnes med en erkendelse af virkeligheden.”

I foredraget vil Finn Janning vise, hvordan eksistentielle lidelser er forbundet med at leve uopmærksomt. Eksistentielle lidelser bunder i en manglende frihed, som umuliggør kærligheden. Opmærksomhed er med andre ord forudsætningen for at blive fri, og friheden er kærlighedens element.

Finn vil med eksempler fra sportens verden vise, hvordan en opmærksom og problematiserende tilgang til livet kan fremme bæredygtige beslutninger, der er frigørende. Opmærksomhedens filosofi er en eksistentiel praksis, hvor det drejer sig om at involvere sig i den løbende dialog mellem frihed og kærlighed, hvorved menneskets evne til at elske og leve frit perspektiveres og nuanceres. 

Når denne dialog lykkes, vækkes en umiddelbar livslyst og glæde.

Forelæsningen finder sted i Karnapsalen, Institut for Idræt og Ernæring, Nørre Allé 53, 2200 København N. Klokken 16-17.30

Tilmelding Deltagelse er gratis, men tilmelding er nødvendig. Tilmelding sker ved udfyldelse af denne formular.

Coaching som problem

Med afsæt i den filosofi, som er forbundet med filosoffen Gilles Deleuze og psykiateren Félix Guattaris fælles forfatterskab, vil jeg rejse to spørgsmål i dette essay. Det første spørgsmål er: Hvad skal vi forstå ved et problem? I forlængelse heraf spørger jeg: Hvilket problem er coaching løsningen på? Disse to spørgsmål fører videre til mit egentlige ærinde, nemlig at belyse nogle problematiske sider af coaching og herunder vise, hvor coaching reelt fungerer.

Læs: Coaching som problem.

Essayet er oprindeligt publiceret i bogen Coaching i nyt perspektiv redigeret af K. Gørtz og T. Gaihede, Hans Reitzels Forlag, 2014.

Se endvidere:

Coaching – et moderne pyramidespil

Coaching – et symptom på angst

Kunsten at arbejde

Coaching som problem

Jeg har bidraget med essayet “Coaching som problem” til antologien Coaching i nyt perspektiv, redigeret af Tine Gaihede og Kim Gørtz (Hans Reitzels).

(Fra 2007 og et par år frem, skrev jeg flere kritiske kronikker om coaching og selvhjælpsbølgen. Se mere her.) 

Bogen rummer det meste om coaching: historie, metoder, erfaringer og kritik. Se mere her

Coaching er også ensretning

Der diskuteres og skrives meget om coaching. Nogen er for, andre imod. På den måde er selve debatten om coaching selv et billede på den tvedeling, som coaching er baseret på. 

Coaching mener at besidde en metode, hvor coachen vha. spørgsmål formår at udfolde det enkelte menneskes potentiale, som rummede mennesket et dybere og mere oprindeligt selv. I denne simple, men forkerte antagelse, foretager coachingen typisk to fejl. Den ene er, at potentialet – som er en ukendt kraft – kan virkeliggøres på én bestemt måde. Den anden fejl er, at coachingen rent faktisk mener, at den stiller spørgsmål. Normalt når man stiller spørgsmål, sker det, fordi man er nysgerrig og ønsker at vide noget, som man i forvejen ikke ved, hvad er. Det vil sige, at en del af et potentiale – det ukendte – muligvis virkeliggøres, det viser sig. 

Når coaching ikke handler om udvikling, så skyldes det, at spørgsmålene udspringer fra nogle prædefinerede mål, som er givet i kraft af nogle normer og værdier i samfundet. Det betyder reelt, at coachingen ikke stiller spørgsmål, men blot giver svar gennem nogle pseudo-spørgsmål, der former og styrer den spurgte. Der er altså intet galt med at tale sammen, være nysgerrig og interesseret i sine medmennesker; der er heller intet galt med personligudvikling og skabelse; men coaching har intet med nævnte at gøre. 

Det største problem mht. coaching er ikke, at dette er svært at indse. Snarere at mange enten er for dovne til at se det i øjnene. Eller simpelthen vælger at spille spillet, fordi det er det nemmeste. Det spil, hvor det handler om at tage sig bedst ud i forhold til nogle prædefinerede mål for succes, prestige og status. 

Coaching er med andre ord den nemme løsning, der tydeliggør, hvordan flere og flere mennesker anvender deres liv. Livet er blevet et spil, hvor det handler om at komme hurtigst muligt i mål. På kortest tid, desværre. Derfor er coaching også tiltagende, da tid stadigvæk er penge; i en tid, hvor det at udsende de rigtige signaler og egenskaber – som kun er rigtige, fordi de er defineret på forhånd – er vigtigere end nysgerrighed, interesse samt lysten og modet til at skabe. 

Coaching handler ikke kun om ensretning af mennesker, men – værre endnu – om, at vi er blevet bange for at leve uden sikkerhedsnet. Måske er det derfor, at coaching handler om at skabe fremtiden på fortidens mål. Det går nedad bakke, skønt vi coaches i alle livets faser!

Første gang bragt i Information 27. februar 2008

Coaching – et symptom på angst

At vi i dag skal coaches for at kunne slæbe os gennem en arbejdsdag, skyldes flere ting: 

For det første, angsten er blevet det moderne menneskes vejleder. Dette konstaterede den franske filosof Michel Serres i sin bog Genèse fra 1982. Angsten er blevet livets vejleder, fordi hvad der er ukendt og afviger gør os utilpasse og urolige. 

For det andet, at vi har taget forbrugersamfundets idé om grænseløst forbrug med over i vores forståelse af den menneskelige udvikling. Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvor smukke, kloge, effektive og dygtige vi kan blive. 

For det tredje, at vi i dag lever i et kontrolsamfund, der effektivt sikrer, at livet er blevet én lang guirlande af evalueringer og evalueringer og… Ingen skulle jo så nødig skille sig en smule ud, hvilket i stigende grad medfører, at ingen skiller sig ud. Dette konstaterede den franske filosof Gilles Deleuze i en artikel kaldet “Postscriptum om kontrolsamfundet” fra 1990.

Endelig, for det fjerde – og det som understøtter de tre foregående – vi lever i et moraliserende samfund. Bør, bør, bør, synes at være mantraet garneret med en lille smule skal, skal, skal. 

Tænk blot på landets kære statsminister og hans evigt formanende ord om, hvordan vi danskere skal og bør opføre os. Dette kan enhver konstatere ved at læse aviser eller se nyheder.

I forlængelse af denne nærende angst, den grænseløse udvikling, den herskende kontrol og den oplysende moral er det ikke så underligt, at coaching er blevet det nye modeord i dansk erhvervs- og privatliv. 

Oprindeligt stammer ordet fra det ungarske ord kochi, som betyder ’vogn for’. En coach er altså den eller det, som flytter nogen gennem coaching. Der er tale om en bevægelse fra en tilstand til en anden – angiveligt en mere ønskelig. Derudover har begrebet klare referencer til sportens verden, hvor ordet coach betyder træner. 

I sit udgangspunkt forudsætter coaching, at den coachede eller den vejledte person mangler noget, som han eller hun skal motiveres til at realisere eller erhverve. 

Personen skal fyldes op med den rette dosis medicin. En sådan medicin kunne for eksempel være handlekraft til at stoppe med at ryge, tabe sig eller sælge endnu mere af et givent produkt. På den måde kædes selve motiveringen om at indfri et konkret mål sammen med ideen om personlig udvikling, idet personen for at stoppe med at ryge nødvendigvis må besidde en vis handlekraft. Selve motiveringen sker gennem en både kontrollerende og guidende samtale. 

Opdag selv vejen

Et eksempel kunne være, hvad der sker på mange journalistiske redaktioner, hvor den enkelte journalist modtager feedback i form af coaching, altså gennem en række forskellige spørgsmål fra en redaktør, der forsøger at åbne journalistens øjne op for eventuelle mangler i artiklen. 

Herved tydeliggøres det, at coaching rummer et element af forførelse, da coachen – i dette tilfælde en redaktør – styrer i det skjulte, hvorved journalisten ikke bemærker, at vedkommende guides til at gøre noget bestemt. Det forførende ligger i at den coachede selv har ’opdaget’ vejen til målet eller indset mangler i artiklen, selv om en anden reelt har ført for. I praksis betyder dette ofte mindre, da målet typisk er noget prisværdigt. For eksempel betyder det, at journalistens artikel bliver trykt. Coaching rummer i mange tilfælde et naturligt element af læring og vejledning. 

Umiddelbart er der ingen grund til bekymring. Og dog, hvad med de tilfælde, hvor redaktøren har en klar agenda, som hun netop styrer ud fra? Dette kunne betyde, at artiklen, som sådan var fin nok til at begynde med, men ikke er det i forhold til den herskende dagsorden. 

I sådanne tilfælde er der tale om en hårfin balance mellem læring og udvikling over for ensretning og i værste tilfælde magtmisbrug. 

Problemet med at definere mennesket som mangelfuldt – ud over at det er en fejl – er, at det enkelte menneske konstant må ydmyge sig selv. Det må acceptere en masse idealer og forestillinger om det gode liv, som foreskriver en bestemt adfærd. 

Til daglig går de fleste på kompromis i større eller mindre grad. For eksempel, hvis vi skal deltage i en tantes fødselsdag, men sådanne ting overlever vi. Mere grelt står det til på arbejdspladserne, især blandt vidensarbejdere. 

Her er det nemlig svært at skelne mellem fagperson og privatperson, da arbejdet ikke længere er noget, man har, men noget man gør. 

Arbejdet som identitet

Arbejde er en vital del af ens personlighed, det er en del af ens måde at være og leve på. Og når medarbejderen helst skal formes og redigeres i virksomhedens billede, kan det betyde, at nogle medarbejdere går for meget på kompromis med egne idealer. 

Det er deres egen personlighed eller deres eget liv, som de lader andre redigere. At sådanne personer bare kan melde fra, er sjældent helt så let, som det lyder. Ingen ønsker at være uden for det trygge arbejdsfællesskab, da dette skaber angst på grund af manglende identitet. De fleste ved nemlig godt, at vi kun anerkendes gennem vores arbejdsidentitet. Uden en arbejdstitel er man i dag i stigende grad nobody. Derfor kan arbejdspladserne ganske let forme danskerne til effektive mekaniserede tingester. 

Denne situation er svær at bryde, idet den enkelte både skal besidde fantasi til at tænke og leve et andet liv. Derudover besidde modet til at udleve denne eksistens. Dette er svært, fordi den herskende moral ånder os i nakken sammen med den udbredte ide om grænseløs udvikling. Hvilket ligeledes skræmmer!

Noget af den kritik, som coaching er blevet mødt med, er derfor dens styrende og kontrollerende form, idet målet eller idealet meget nemt kan komme til at hæmme den coachedes virkelige udfoldelsesmuligheder. 

Angst og selvydmygelse

Der kan meget let snige sig nogle ubehagelige normer ind i forbindelse med coaching, à la “du skal” eller “du bør”. 

Dette er tydeligt i meget af den frelste, nærmest nyreligiøse retorik, visse coaches benytter sig af, som ligeledes ligger i en naturlig forlængelse af økonomiens eller forbrugersamfundets sprog. Det er ligeledes indlysende, at en medarbejder ikke kan vælge et hvilket som helst mål, såfremt vedkommende ønsker at forblive ansat. Rammen for den personlige udvikling er typisk sat af en anden. Og her kan målet nemt forblinde den coachede – især, hvis man er bange for at blive hægtet af – hvorved vedkommende ikke opdager alle mulige andre udviklingsmuligheder. 

Målet bliver en besættelse, som når folk tænker: “Når bare jeg er blevet chef… færdig med dette projekt… har fået en kæreste… tabt mig 13 kilo, så skal jeg leve og være lykkelig”.

Denne målfiksering er en udsættelse af livet, som hænger sammen med, at angsten er blevet livets vejleder.

Angsten gør, at vi gerne ydmyger os selv, da vi gerne vil af med angsten. Og fra forbrugersamfundet ved vi, at vi kan udvikle os ad infinitum, så det ville jo være direkte dumt ikke at jage et mål hele tiden. At denne tendens er en del af en større omspændende moraliserende kontrol styret gennem anvisninger om diverse forestillinger om det gode liv, glemmes desværre. 

Derfor følger mange også glædeligt de anvisninger, andre siger, de skal følge, alt imens de bliver lidt mere stressede og måske lidt små deprimerede. Det paradoksale er, at den ubehagelige usikkerhed og utryghed, som angsten medfører, forstærker selv samme. Vi bliver mere og mere formet gennem andres idealer, fordi vi er bange for at afvige fra det gode arbejdsfællesskabs prestigefyldte identitet. 

Coaching er derfor slet ikke et problem, men blot et symptom på denne angst. Et symptom på et moraliserende og idealiserende samfund, der gerne vil kontrollere og evaluere hele befolkningen, indtil vi alle tænker det samme, mener det samme og dør med det samme.

Første gang bragt i Information 10. oktober 2007

Filosofi, kunst og lederskab

Filosoffen Ole Fogh Kirkeby var hovedvejleder på mit Ph.d-projekt, hvor jeg anvendte den norske forfatter Jan Kjærstads trilogi Forføreren, Erobreren og Opdageren i et forsøg på, at belyse forskellige aspekter af moderne arbejde og ledelse. Ideen var – som den franske filosof Gilles Deleuze skriver: “at vække kræfter i tanken, som ikke er genkendelsens kræfter (fx ledelsesteoriens), men kræfter der relaterer sig til en helt anden model, til et aldrig genkendt eller genkendeligt terra incognita.”

Afhandlingen A Different Story – Seduction, Conquest and Discovery forsvarede jeg i slutningen af 2005.

Efterfølgende, mens jeg drev lidt rundt, sagde Kirkeby: “Det er vigtigt, at et projekt, hvis ikke, bliver du sindsyg.”

Mit første projekt var denne samtalebog med Kirkeby.

Bagsideteksten lyder:

“I fem perspektiverende samtaler med filosoffen Finn Janning, fortæller Ole Fogh Kirkeby, hvordan den røde tråd i hans virke altid har været filosofiens og en insisteren på at gøre det gode, det smukke, det sande og retfærdige.”

De fem samtaler er: Poetisk filosofi, Bevægelsens nødvendighed, Filosoffen, Filosofiens kunst, At tænke på grænsen, At lede normativt.

I lektørudtalelsen står der: “En “poetisk filosofi” er filosoffen Finn Jannings karakteristik af OFK’s projekt i indledningen til disse fem samtaler, der mere en en introduktion til OFK’s tænkning i snæver forstand, er en dialog mellem to ligeværdige samtalepartnere.” (Jens Hjøllund)

Bogen kan hentes her.

Blog at WordPress.com.

Up ↑