Jeg skal se fodbold

At slukke for mit fjernsyn er ikke en etisk handling, blot ren og skær symbolisme.

​Skal du se VM​ i herrefodbold i Qatar? Sådan spørger mange hinanden for tiden. Hele beslutningsprocessen og sagen vedrørende afholdelsen af VM i Qatar er etisk interessant.

For det første på grund af dødelige arbejdsforhold for immigranter, overtrædelse af basale menneskerettigheder og almindelig korruption. Problemerne, der har været der længe.

For det andet på grund af konteksten fodbold, der er den mest populære sportsgren, hvilket nemt bringer følelser og interesser i kog. Fodbolden er en oplagt arena for at promovere ens egen moralske overlegenhed, men også en arena, hvor det bliver tydeligt, at der kan være langt mellem ord og handling. Fairplay og respekt er værdier, som sporten ofte pryder sig selv med, men sjældent rækker de længere end håndtrykket før og efter kampen.

Dødelige arbejdsforhold, overtrædelse af menneskerettigheder og korruption er ikke noget unikt, der kun forekommer i fodboldens verden og i Qatar. Er vores etiske holdninger interessestyrede? Er vi kun etiske, når andre– helst mange – kan se, hvor korrekte og moralsk gode vi er?

For det tredje er der alle de smukke antagelser, der bevæger sig fra forestillingen om at en flok festende, halvfulde fodboldfans, vil ændre kulturen i Qatar. Det minder om den hvide mands byrde. Henover en forundring over, hvorfor vesten altid tror, at andre lande ønsker at blive som dem. Eller, hvorvidt nogle reelt tror, at Qatar overhovedet er interesseret i at ændre sin etiske kultur og værdigrundlag.

For det fjerde er der opblomstret en moralsk pragmatisme, idet mange vælger at se fodbold, men med et såkaldte forbehold. Hvad forbeholdet eller forbeholdene er, og hvordan de kan fremme en moralsk dannelse, er uvist. Måske undlader folk at juble, hvis deres hold vinder?

​For det femte​ vidner debatten om et generelt strukturelt problem i samfundet. Det er nemt og attraktivt at dømme andres moralske skavanker, så længe det ikke kræver en ændring af ens adfærd. De fans, der har besluttet ikke at ville se fodbold, vil sandsynligvis – ganske belejligt – ændre standpunkt, hvis deres nation kommer i finalen. Eller se en kamp i smug, hvis ingen andre ser det. Bliver verden bedre af, at Paris og andre storbyer ikke sætter storskærm op? Bliver den bedre af at Hummel kamuflerer deres logo (eller modtager de billige point, der kan sælge flere dyre trøjer)?

Meget af protesten mod VM i Qatar minder om fordømmelsen af Amazon og andre populære virksomheder og deres miserable behandling af medarbejdere, hvorefter kunderne alligevel køber gennem Amazon, fordi … Det belejlige og komfortable har altid været etikkens store udfordring.

For det sjette har al opmærksomheden omkring Qatar gjort det tvivlsomt, hvorvidt landet overhovedet er lykkedes med at renvaske deres image. I dag er der mange flere, der ved, hvor uacceptabelt kvinder, homoseksuelle og immigranter behandles dér. Samtidig – det må tiden vise – hvorvidt øget opmærksomhed rent faktisk ændrer noget; eller hvorvidt vores opmærksomhed blot springer fra den ene populære sag til den anden, uden noget for alvor ændres.

For det syvende, er de fleste mennesker slet ikke særlig selvstændige og ansvarlige, idet de tilsyneladende har behov for at fodboldspillere skal agere moralske forbilleder. Fodboldspillere kan sagtens være rollemodeller, når det drejer sig om fodbold, men hvorfor skulle de være rollemodeller, når det drejer sig om, hvad moralskdannelse og et godt liv er? Det er vigtigt ikke at forveksle dem, der har indflydelse med dem, der burde have det.

​Jeg skal selv​ se fodbold på grund af spillet, spillerne og trænerne. Det sker uden forbehold, idet jeg ikke er overbevist om – rent etisk – hvorvidt det har nogen som helst betydning, hvis jeg undlader at se fodbold.

Derimod håber jeg, at ’sagen’ får betydning, så listen over dårlige beslutninger ikke fortsætter. Om det sker, altså at andre mere etisk orienterede mennesker kommer til magten i de styrende organer, hvorved mellemmenneskelig respekt og værdighed favoriseres, er tvivlsomt.

Min tvivl skyldes ikke blot fodbolden, men i højere grad at samfundet er etisk sygt. Kuren er ikke moralisme, men snarere at overkomme samtidens fravær af etiske handlinger. At slukke for mit fjernsyn er ikke en etisk handling, blot ren og skær symbolisme.

Måske skulle den næste værtsnation gøre sig fortjent til værtskabet, ikke ved at vinde mesterskabet, som i Melodigrandprix, men ud fra nogle etiske kriterier, hvis efterlevelse skal kunne verificeres. Den mest etisk mønsteragtige nation tildeles værtskabet, og kan denne nation ikke selv stå for organiseringen heraf, bidrager de andre fodboldnationer med finansieringen og andre ressourcer. Alle indtægter og udgifter deles mellem nationerne, hvorved penge vil have en mindre chance for at tilsidesætte etikken.

Fodbolden – og andre sportsdiscipliner – bør aldrig blive et middel, men et mål i sig selv.

Bragt i Politiken, 15. november