FIFA and the Refusal of Moral Progress

It has become obvious that something is rotten in the internal governing body of football (soccer), the Fédération Internationale de Football Association (FIFA). Qatar is the evidence.

If FIFA wishes to achieve new goals or pursue a vision for a better future, then it needs a leader. Or different leaders. Leadership is often described as “doing the right thing.” Knowing what is the right thing to do and how to defend this position, for example, by arguing why it is right, makes a leader ethical.

It might be too late for FIFA due to the growing number of scandals. However, if it manages to regain some sort of confidence from its stakeholders—fans, sponsors, players, and the public—it needs ethical and responsible leadership.

For more than ten years, the nomination of Qatar as host of the World Cup has been infected by a growing list of ethical problems. To mention just the two most prominent ones: the numerous deaths of migrant workers, who built the stadiums, and the denial of basic human rights for LGBT people and women.

During the past two years, public protest has escalated as many journalists have created exemplary investigative and critical journalism about FIFA and Qatar.

Still, FIFA has refused to take responsibility. This became obvious when the current president of FIFA, Gianni Infantino, gave his opening speech the day before the tournament started. Infantino showed that FIFA does not want to change because it does not care about people’s lives and human rights.

In his opening speech, Infantino presented a mixture of moral subjectivism and cultural relativism. He exhibited moral subjectivism when he reduced ethics to his opinions and emotions, claiming that he “feels like” a migrant worker, a gay person, an Arab, etc. He showed cultural relativism when he claimed that Europeans should not criticize other countries due to their history. Instead, he suggested that Europeans must respect Qatari culture, and since Qatar sees homosexuality as deviant and women as inferior, Europeans must simply accept this. Therefore, Infantino and FIFA believe that human beings cannot and should not achieve moral progress. The fact that homosexuality is accepted and legal and that gender equality is being strived for in Europe (and elsewhere) should not be seen as better than the situation in Qatar, according to Infantino.

If FIFA had studied ethics—perhaps read Carol Galligan´s work on care ethics, which encourages us to view what happens around us from a place of empathy, or Aristotle´s virtue ethics, according to which you perform certain actions because they are good—would things have been different with the 2022 World Cup? I believe so. This is why leadership and ethical studies are strongly needed in the world of sport—because there is only one world.

Unfortunately, FIFA’s charade has not ended. The Belgium team has been told to remove the word “love” from the collar of their t-shirts, and several teams have been told that their captains cannot wear the “One Love” armband. If they do, they will receive a yellow card.

FIFA is taking politics and sports to a new level. Sadly, it is the lowest one ever.

First published in The Sport Digest

Finn Janning, PhD, is a philosopher who teaches in Sport Ethics, Sport Psychology and Sport Coaching.

Jeg skal se fodbold

At slukke for mit fjernsyn er ikke en etisk handling, blot ren og skær symbolisme.

​Skal du se VM​ i herrefodbold i Qatar? Sådan spørger mange hinanden for tiden. Hele beslutningsprocessen og sagen vedrørende afholdelsen af VM i Qatar er etisk interessant.

For det første på grund af dødelige arbejdsforhold for immigranter, overtrædelse af basale menneskerettigheder og almindelig korruption. Problemerne, der har været der længe.

For det andet på grund af konteksten fodbold, der er den mest populære sportsgren, hvilket nemt bringer følelser og interesser i kog. Fodbolden er en oplagt arena for at promovere ens egen moralske overlegenhed, men også en arena, hvor det bliver tydeligt, at der kan være langt mellem ord og handling. Fairplay og respekt er værdier, som sporten ofte pryder sig selv med, men sjældent rækker de længere end håndtrykket før og efter kampen.

Dødelige arbejdsforhold, overtrædelse af menneskerettigheder og korruption er ikke noget unikt, der kun forekommer i fodboldens verden og i Qatar. Er vores etiske holdninger interessestyrede? Er vi kun etiske, når andre– helst mange – kan se, hvor korrekte og moralsk gode vi er?

For det tredje er der alle de smukke antagelser, der bevæger sig fra forestillingen om at en flok festende, halvfulde fodboldfans, vil ændre kulturen i Qatar. Det minder om den hvide mands byrde. Henover en forundring over, hvorfor vesten altid tror, at andre lande ønsker at blive som dem. Eller, hvorvidt nogle reelt tror, at Qatar overhovedet er interesseret i at ændre sin etiske kultur og værdigrundlag.

For det fjerde er der opblomstret en moralsk pragmatisme, idet mange vælger at se fodbold, men med et såkaldte forbehold. Hvad forbeholdet eller forbeholdene er, og hvordan de kan fremme en moralsk dannelse, er uvist. Måske undlader folk at juble, hvis deres hold vinder?

​For det femte​ vidner debatten om et generelt strukturelt problem i samfundet. Det er nemt og attraktivt at dømme andres moralske skavanker, så længe det ikke kræver en ændring af ens adfærd. De fans, der har besluttet ikke at ville se fodbold, vil sandsynligvis – ganske belejligt – ændre standpunkt, hvis deres nation kommer i finalen. Eller se en kamp i smug, hvis ingen andre ser det. Bliver verden bedre af, at Paris og andre storbyer ikke sætter storskærm op? Bliver den bedre af at Hummel kamuflerer deres logo (eller modtager de billige point, der kan sælge flere dyre trøjer)?

Meget af protesten mod VM i Qatar minder om fordømmelsen af Amazon og andre populære virksomheder og deres miserable behandling af medarbejdere, hvorefter kunderne alligevel køber gennem Amazon, fordi … Det belejlige og komfortable har altid været etikkens store udfordring.

For det sjette har al opmærksomheden omkring Qatar gjort det tvivlsomt, hvorvidt landet overhovedet er lykkedes med at renvaske deres image. I dag er der mange flere, der ved, hvor uacceptabelt kvinder, homoseksuelle og immigranter behandles dér. Samtidig – det må tiden vise – hvorvidt øget opmærksomhed rent faktisk ændrer noget; eller hvorvidt vores opmærksomhed blot springer fra den ene populære sag til den anden, uden noget for alvor ændres.

For det syvende, er de fleste mennesker slet ikke særlig selvstændige og ansvarlige, idet de tilsyneladende har behov for at fodboldspillere skal agere moralske forbilleder. Fodboldspillere kan sagtens være rollemodeller, når det drejer sig om fodbold, men hvorfor skulle de være rollemodeller, når det drejer sig om, hvad moralskdannelse og et godt liv er? Det er vigtigt ikke at forveksle dem, der har indflydelse med dem, der burde have det.

​Jeg skal selv​ se fodbold på grund af spillet, spillerne og trænerne. Det sker uden forbehold, idet jeg ikke er overbevist om – rent etisk – hvorvidt det har nogen som helst betydning, hvis jeg undlader at se fodbold.

Derimod håber jeg, at ’sagen’ får betydning, så listen over dårlige beslutninger ikke fortsætter. Om det sker, altså at andre mere etisk orienterede mennesker kommer til magten i de styrende organer, hvorved mellemmenneskelig respekt og værdighed favoriseres, er tvivlsomt.

Min tvivl skyldes ikke blot fodbolden, men i højere grad at samfundet er etisk sygt. Kuren er ikke moralisme, men snarere at overkomme samtidens fravær af etiske handlinger. At slukke for mit fjernsyn er ikke en etisk handling, blot ren og skær symbolisme.

Måske skulle den næste værtsnation gøre sig fortjent til værtskabet, ikke ved at vinde mesterskabet, som i Melodigrandprix, men ud fra nogle etiske kriterier, hvis efterlevelse skal kunne verificeres. Den mest etisk mønsteragtige nation tildeles værtskabet, og kan denne nation ikke selv stå for organiseringen heraf, bidrager de andre fodboldnationer med finansieringen og andre ressourcer. Alle indtægter og udgifter deles mellem nationerne, hvorved penge vil have en mindre chance for at tilsidesætte etikken.

Fodbolden – og andre sportsdiscipliner – bør aldrig blive et middel, men et mål i sig selv.

Bragt i Politiken, 15. november

Giv Danmark VM

Danmarks herrefodboldlandshold har kvalificeret sig til VM i Qatar. Problemet er, at Qatar står for alt det, som ingen bryder sig: død, korruption og grådighed.

Skal Danmark så boykotte?

Det er indlysende, at den moralske anstændighed er stærkt dalende, hvis ikke ligefrem forsvundet i den øverste ledelse af fodbolden, FIFA.

Men denne kynisme gælder ikke i selve sporten. Fodboldspillet og spillerne er ofte mere velopdragne end resten af samfundet. Ja, der er eksempler på voldelige fans, racisme og sexisme, men ikke mere end i andre dele af samfundet. Med hensyn til sexisme synes denne form for diskrimination at være mere udbredt på ledelsesgangene i Danmark end på græsplænen.

Ergo er problemet de ledere, der kontrollerer spillet.

Jeg har selv været moderat tilhænger af boykot, men er i dag imod. Det skyldes ikke, at Danmarks fodboldspillere er gode og har en reel chance for at vinde. Jeg er ikke opportunist. Problemet er snarere, at spillerne betaler for noget, som ikke er deres fejl.

Det svarer til, at de studerende ikke kan komme til eksamen, fordi de skal straffes for deres skoledirektørs alkoholsmisbrug. I stedet for boykot kunne Danmark og to-tre andre nationer, som har kvalificeret sig, påtage sig afholdelsen af VM. Det ville være i Kasper Hjulmands ånd. Han siger, at fodbold og samfund hænger sammen. Hjulmands kerneværdier er: holdet, tillid, ‘kort vej mellem mennesker’ og ‘hellere lille og vågen’.

Holdet betyder, at vi – alle mennesker – er forbundne. Tillid, at vi bærer hinandens liv i vores hænder. Den korteste vej mellem mennesker er glæden ved spillet, da penge altid kommer på tværs. Og hvem ville ikke foretrække et lille og vågent VM spillet på små stadions uden dyre tv-rettigheder, men hvor spillet er i fokus.

Finn Janning, PhD. filosof og underviser i sportsetik og sportspsykologi. Indlægget blev bragt i Ekstra Bladet.

Blog at WordPress.com.

Up ↑