Litteraturen kan forberede os

”I dag døde mor. Eller måske i går, jeg ved det ikke.” Sådan åbner Albert Camus romanen Den fremmede

Hvis sætningen er grusom, skyldes det læserens forventning om, at en såkaldt ”normal” person må vide, hvornår hans eller hendes mor døde. Forvent ingenting, siger Camus, og supplerer: Bevar et åbent forhold til døden, inklusive din egen. 

Gør det overhovedet nogen forskel? I dag eller i går, min mor er jo død! 

Jeg tænkte på denne åbning, da jeg læste Lars Theil Münster essay i WA, hvor han påpeger, at litteraturen ikke kan redde verden. Måske, men den kan forberede os. 

Tag nu Camus’ roman, her bliver hovedpersonen Meursault, hvis mor er død, ikke mindre absurd, da han fremstår upåvirket under sin mors begravelse. Tværtimod. Han bliver under ceremonien forelsket i en pige. Bagefter tager de på stranden, hvor de elsker og bader. Pigen vil gifte sig med Meursault, hvortil han svarer, at det ikke er så vigtigt, men hvis hun gerne vil, så lad gå. 

I dag eller i går, gifte sig eller lade være … Intet er for alvor vigtigt for Meursault. 

Det minder om noget, der minder om livet med covid-19.

Status efter et år med corona er følgende: 1) Lidelse er en del af livet, 2) Alt er uforudsigeligt. 

Den fremmede begår hovedpersonen Meursault senere et mord på en araber. Dette mord begrundes ikke, fordi et mord slet ikke kan begrundes, hvorved Camus indirekte udstiller læserens egen moral. Mener du, at et mord kan begrundes?

Titlen Den fremmede refererer til en identitet, som påføres den anden eller de andre, som på en eller anden facon adskiller sig fra mig eller mit ideal. Meursault er den fremmede, men det samme er araberen og pigen. Intet forbinder dem for alvor. 

I livet med covid-19 er meget blevet fremmed. Det normale er unormalt, og omvendt. Døden er  præsent, at ingen længere kigger på dagen eller datoen. Meursualt er ikke længere så underlig.

Dødens daglige nærvær er en anledning til ikke at udsætte det, som er vigtigt: at værdsætte, og leve livet opmærksomt. 

Camus fortæller i Den fremmede, at de mennesker som er os mest fremmede, altid er dem, der står os nærmest – inklusive vores mor og os selv. Måske vil jeg heller ikke græde, når min mor dør. Måske vil jeg heller ikke huske, hvilken dag? Hvem kan forudsige sin egen opførsel i ekstreme situationer?

Camus viser, at vi alle sammen rummer nogle mindre kønne sider. Som når vi midt i al lidelsen både har lyst til at elske og destruere. Han forbereder mig på, at jeg kunne ende som Meursault. 

Heldigvis har jeg læst romanen, hvorved jeg måske kan undgå min egen skæbne. 

Litteraturen er ikke helt uden potentiale.

Finn Janning er Ph.d. i filosofi og forfatter til romanen Stakkels Jim (2020). 

Indlægget bragt i WEA Bøger.