Finn, er du vågen,« siger min mor på den måde, som får mig til at føle mig som én Finn, men ikke som Finn.

»Finn,« gentager hun. Igen på den måde, der gør det tydeligt, at jeg er al for ung til mit navn. Det er ikke længere på mode. Finn er en efternøler. Retro på en direkte ufed måde. En måde, der ikke holder her i 2003, hvor mit ungdomsliv skulle være på sit højdepunkt. Det har noget at gøre med min mors begejstring for genbrug. Det er hendes fortjeneste. Der er intet hastværk i mit navn.

Læs videre her.