Trier og kærligheden

Kærligheden sejrer altid.

Det gør den mange steder. Der er også mange steder, alt for mange, hvor den lider på grund af selvkærlighed. Selvkærlighed er ellers en umulighed. Det er derfor selvkærlighed altid medfører tristhed.

Spinoza taler om kærlighed, som en forøgelse af vores glæde. Vel og mærke en glæde, der er forbundet med vores magt til at handle, tænke og føle. Kærlighed forudsætter et møde med noget, som ikke er en selv. Noget ydre. Vi mister os selv i kærligheden, fordi kærligheden er blivende.

Hvordan kan man træne kærligheden, som en social muskelkraft? En muskelkraft, der vil øge fleres magt til at handle, og derved øge glæden. Er det muligt?

To eksempler:

I Lars von Triers Melancholia er hovedpersonen Justine (fin reference til Marquis de Sades Justine) lettere deprimeret. Dette ændrer sig, underligt nok, da jorden for alvor er ved at gå under. Jo nærmere jordens undergang, desto stærkere fremstår hun. Jordens undergang får hende til at indse, at det er hendes egen selvoptagethed, der har gjort hende depressiv. Hun er ligeglad med de andre, fx er hun på hendes bryllupsdag sammen med en anden, ikke så meget af lyst, som af kedsomhed. Hendes depression bunder i at hun hele tiden har oprettet et skel mellem sig selv og de andre. Dette skel medfører, at hun ikke kan mærke sig selv, fordi hun ikke giver plads til de andre.

I en af filmens smukkeste scener, soler en nøgen Justine sig i lyset af den brændende planet, der nærmer sig jorden med en Rayo McQueen-lignende hast. Dødens nærvær frigør hende. Har vi glemt at vi skal dø? I denne scene er hun en del af naturen. Ikke udenfor. Hun indser at ideen om autonomi er en fiktion. Hun er i kraft af de andre: de andre mennesker og naturen. Hun er blivende.

Et andet eksempel kunne være Peter Høegs seneste roman Effekten af Susan. Hovedpersonen skaber oprigtighed i sine omgivelser, fordi hun er empatisk. Desværre forholder hun sig ofte strategisk til de andres hemmeligheder. Hun tror, hun er selvbestemmende. I slutningen af bogen erkender Susan dog, at hun inderst inde ikke er andet end de andre. En tom form der formes. Heller ikke her er der nogen essens eller autonomi.

Det er sjovt, at to kunstnere deler en fælles ide om kærlighed, men lader den komme til udtryk på så forskellig vis. Trier er svært tilgængelig i forhold til Høeg, hvis morale er mere veludtalt. Derfor er den ene ikke partout mere dyb end den anden. Det er snarere et spørgsmål om stil og kraft. Eksempelvis har begge en forkærlighed for kvinden, som en arketypisk og romantisk figur, fx når kvinden er moderjord eller naturen selv. Kvinden er trods alt bare et menneske født med andre kønsorganer end manden, hvilket hverken gør hende mere hysterisk eller empatisk, heller ikke mindre konkurrencelysten eller modig. Og mennesket er trods alt bare et dyr blandt så mange andre.

Når der klippes og klistres med kønsorganerne i Antichrist, er der så tale om dyreblivelse?

I Nymphomaniac sidder manden Seligman, og lytter til nymfomanen Joes fortælling. Hun har haft mange og meget varierede forhold til mænd. Seligman perspektiverer hendes gøren og laden, hvorved hendes historie bliver en del af noget større. Desværre kan Seligman ikke holde sig tilbage, da Joe er færdig med at fortælle. Han tror, at en kvinde med mange seksualpartnere, er en villig luder. Hun skyder ham. Det er ærgerligt for plottet, at Seligman ikke kan holde sig tilbage, fordi Trier hermed fastholder manden i en lige så konstrueret rolle, som den kvinden er blevet fastholdt i. Denne type af mænd findes, det er klart, men han er ligeledes en konstruktion – og en uddødende race.

Vigtigere viser Trier dog to ting. For det første, Seligman besidder ingen empati og medfølelse. Han formår kun at akademisere Joes fortælling. Han connecter ikke. For det andet, kvindens frigørelse handler om andet end sex. Det er filmens pointer. Ligesom frihed handler om andet end retten til at sprøjte til højre og venstre. Faktisk bliver Joe fri, fordi hun får fortalt sin historie. Nogen lytter til hende. Der er en glæde forbundet med denne befrielse, som er en anden end den lettelse, der kan indtræffe efter at ens lyster er blevet forløst. Joe befrier sig selv, fordi hun ved at fortælle sin historie fralægger sig den identitet, som hun selv har tillagt sig. Hun er ikke en nymfoman. Hun bliver storyteller. Hun bliver killer. Hun bliver.

Der er meget sex hos Trier, men altid som en baggrund for en vigtigere fortælling. Sex er bare sex. Trier vil ødelægge de hierarkier, som vi alt for ofte putter kvinden og manden ind i. Han fremme medfølelsen for det, som kan være svært at forstå.

Konklusionen er denne: Er vi besatte af os selv, det vil sige kigger vi for meget på vores egen Facebook-profil, så ender vi som Narkissos, der faldt i vandet og druknede, da han sad og savlede over sig selv. Den menneskelig natur er en konstruktion. Inklusiv den identitet, som vi selv ynder at pakke os ind i. Der er ingen essen. Et virvar af forskelle, som lægger an på os, gør os til dem vi er i færd med at blive. Vi er porøse. Vi bliver med de andre. Det er værd at vise omsorg for de andre, fordi de er vores eneste chance for at blive klogere på formningen af os selv.

Er det ikke medfølelse, som Justine viser i slutningen af Melancholia, da jorden går under? Hvem ville ikke gerne sidde i hendes favn, når det hele falder sammen?

Måske er det vejen mod en mere kærlig verden: kunsten.

Skam den (eller de), der engang sagde, at Trier ikke er opbyggelig!