Der er godt nyt for alle med en flydende personlighed. De er ikke alene.

Psykologen Robert Kurzban udgav i 2012 bogen Why Everyone (Else) Is a Hypocrite – Evolution and the Modular Mind. Den handler bl.a. om selvbedrag, som kun er muligt, fordi vi har mere end ét selv. Det minder lidt om Tom og Jerry, og deres ”andet” jeg. I virkeligheden er der ikke kun én god og én ond stemme, der taler til os, men et helt sludrechatol af stemmer. Hvem hører ikke et par stykker?

Kurzban fastslår, at selvom vi alle kun har en hjerne, så kan vi sagtens være flere personer. Han beskriver hjernen, som noget modulerende, hvor hvert modul kæmper om at blive mest toneangivende.

Et eksempel. Der er sikkert mange, som p.t. er opslugt af et eller andet nytårsfortsæt, selv siger denne praksis mig ikke meget, da jeg ikke ser noget odiøst i et årsskifte. Kurzbans eksempel er dog fint: Vi (dvs. nogen) spiser mere end godt er; vi spiser dårligere end godt er; vi drikker som svin; vi rør os for lidt; vi læser for lidt; vi er utro; vi bedrager hinanden; vi lyver; vi bilder os ind, at vi skal male Guernica anno 2014, vi er for dårlige til at … and the list goes on. Heldigvis sker det hele for de færreste samtidigt.

Det, som Kurzban siger, er, at hjernen er en slags computer (jeg hader denne metafor!), som opererer med forskellige programmer, hvoraf nogle – nogle gange – er bedre til at forholde sig til information end andre. Skyldes din træthed for lavt et blodsukker eller for lidt motion? Svier dine øjne, fordi du skal have briller, fordi du ikke er vant til at læse, fordi du står på en strand i blæsevejr?

Sådanne tanker er fine, men en anelse trivielle. Mere interessant fandt jeg hans eksempler omkring syns- og selvbedrag, som rummer lidt mere filosofisk gods – helt tilbage til Descartes i hvert fald. Ofte kan det være svært at se noget klart med mindre man kan sammenligne, eller relatere det sete til noget andet. (Eller røre!). Okay, lad mig give et eksempel: Har A en stor røv? Ja, måske ikke, nej, jeg ved det ikke. Spørger vi i stedet for: Hvem har den største røv: A eller B?  Helt klart B. Så vidt, så godt.

Kurzban fortsætter, og siger: Vi bedrager os selv. For selvom vi godt ved, at B har en stor røv, så undlader vi at erkende dette, fx fordi vi er vilde med hende. Denne strategi har også moralske konsekvenser, da de fleste mener, at være bedre end de rent faktisk er, mens de fleste også mener, at de andre er meget værre end de er. At køre bil er et godt eksempel. Alle de andre kører råddent, mens jeg selv … Eller værre endnu: Alle de andre er rene og skære hypokondere; de piber, når de har lidt modgang, fordi de ikke kan indse, at de ikke evner at male Guernica.

Ynk er der nok af. Selvbedrag er en eklatant overvurdering af egne evner.

Erkendelse og opfattelse hænger sammen. Dette er en interessant pointe, da mange i Danmark (og andre steder) ofte opfatter muslimer, homoseksuelle eller lesbiske på en bestemt måde. Men straks sådanne personer erkender, at den homoseksuelle er mange, dvs. meget mere end en fasttømret kategori, ændrer deres opfattelse sig. ”Jamen, Jørgen er slet ikke sådan en …” Eller, den ændrer sig næsten. For der findes selvfølgelige stædige mennesker, som ikke vil tage ved lære, som ikke evner at forandre sig, fordi de krampagtigt holder fast i et bestemt billede (af verden eller sig selv). Igen dette selvbedrag. Her har Kurzban måske bogens bedste pointe, nemlig at de fleste med hensyn til deres eget hykleri, anvender denne (hykleriet/ selvbedraget) strategisk. Det er muligt at opererer med modstridende erkendelser og opfattelser.

I disse krisetider er der sikkert mange der kender en, som har svært ved at finde sig et arbejde. Men i stedet for at være arbejdsløs, er vedkommende i gang med at skrive en roman, eller drive selvstændig virksomhed (uden kunder), eller nyde tiden med børnene og så videre. Det er hykleri. Men dette uærlige hykleri kan også være en fordel, fordi at være ”strategisk uvidende,” kan løfte ens selvværd en smule. Vi digter på vores egen historie. Løsningen er dog kortvarigt med mindre hykleriet fortsætter, og man bliver lystløgner – her kunne Kurzban godt forholde sig lidt mere kritisk. Balancegangen er selvfølgelig svær, fordi samme strategi er velkendt, fx inden for positiv psykologi, hvor det er legitimt at give omstændighederne lidt af skylden for ens manglende diplomer over pejsen. Den strategisk kloge fodboldtræner, Mourinho er et godt eksempel.

Rent evolutionært, siger Kurzban er hjernen forsynet med moduler, der konstant præsenterer et fordelagtigt billede af os, eller for os. Disse moduler disker op med ”strategisk forkert” information. Tænk fx på en mand i 30’erne. Han er lige blevet fyret. Han er rund om livet, og tynd i toppen. Nu står han i en bar, en vinbar på Vesterbro. Han taler med en sød og smuk pige. Hun spørger, som det er kutyme: Hvad laver du? Han svarer: P.t. har jeg valgt at trække stikket ud for at male Guernica 2.

Måske er det rigtig. Men måske er det også bare et eksempel på ”strategisk forkert” information. Altså et eksempel på hykleri. Et eksempel på selvbedrag. Manglende mod til at være ærlig. Problemet er, at det hele bider sig selv i halen. Eller kan bide sig selv i halen. For mens Jørgen fx mener, at Gert bedrager sig selv, så mener Jørgen, at Gert ikke kan se hans potentiale. Pointen er, at selvbedrag og hykleri ikke kun er møntet på en selv, men at de fleste bedrager sig selv, fordi de konkurrerer med ”de andre.” De gør sig lidt mere lækker og interessant end de egentligt er. Tænk bare på, hvordan nogle ynder at kaste om sig med titler, eller Facebook og Twitter for nogle er en legestue for skiftende identiteter og røverhistorier.

Det er en interessant bog der stopper, hvor eksistensfilosofferne ofte træder ind på scenen. Eksempelvis ville Kierkegaard sige, at livet simpelthen er for vigtigt og alvorligt til at spilde med selvbedrag, hvad enten dette bedrag drejer sig om egen virksomhed, skrive en roman eller … Intet erhverv, ingen bedrift har trods alt forrang fremfor en anden. At bilde sig noget andet ind er, desværre, ikke andet end selvbedrag.

Marcus Aurelius sagde engang, bliv den du er. Dette behøves ikke læses, som var der en lille mand inden i den store mand, en mere autentisk. Snarere kan det læses, som en nøgtern evaluering af ens situation p.t.

Er du ærlig eller bare forført af din egen strategiske dumhed?

Selvbedrag leder til tristhed, mens et flydende og foranderligt selv, der ikke ønsker andet end at overvinde sig selv, ja sågar afvikle sig selv, vækker glæde. Af samme grund kaldte Gilles Deleuze filosoffens Spinozas etik for en glædesetik. En sådan etik er ustrategisk, dvs. ærlig.