Det store problem for mange etikker, er, at de skaber et lidende subjekt. De gør mennesket til et regulært offer. Heroverfor stiller den franske filosof Alain Badiou et skabende menneske. Det gør han i sin lille, men meget interessante bog Ethics: An essay on the understanding of evil. Handling versus resignation. Det er befriende læsning.

De fleste etiske principper vurderer alt ud fra en statisk doktrin, som truer med at hæmme enhver form for tænkning. I stedet for at forbinde etik med abstrakte kategorier, fx Mennesket, Retten, den Anden vil Badiou henføre det til situationer. I stedet for at gøre etik til en dimension af medlidenhed – som leder til mange kedelige sympatistrategier, a la ”Armstrong made me do it” – vil Badiou gøre det til en holdbar maksime for singulære processer. I stedet for at det kun er den konservative gode samvittighed, der står på spil, skal det gælde skabernes skæbne.

Sagt anderledes. I dag er mennesket alt for optaget af, hvorvidt der findes imperative krav, der kan fremstilles formelt, og som ikke skal underordnes empiriske undersøgelser. Disse imperativer vedrører fx ideen om ”det Onde”. Etik opfattes typisk, som en Kantiansk a priori evne til at få øje på ”det Onde”. Samtiden bærer nærmest præg af en regulær stræben efter “det Onde”, som kan få ens egen levevis til at fremstå god. I den moderne etiks sprogbrug kommer ”det Onde” først. Det antages, at der en konsensus om, hvad der er barbarisk.  Det svarer lidt til at man først ved, hvad kærlighed er, efter at fået sine testikler klemt i en skruetvinge.

Det, som sker, når etikken indordnes ophøjede og ukrænkelige idealer, er, at subjektet underordnes en såkaldt universel erkendelse af ”det Onde”. Det er her, at etikken definerer mennesket som et offer. Dog er der mennesker, som ikke vil gøres til et offer. De kæmper imod. Det kræver en uhørt anstrengelse, der senere hyldes af de andre, fordi modstanden netop understreger, at et menneske er et menneske. Et menneske adskiller sig ved dets stædige vilje til at forblive det, det er, nemlig noget andet end et offer, noget andet end dødeligt. Et menneske bliver udødeligt, når det skiller sig ud fra livets grådige strøm. Når det evner at skabe plads til noget, som kan leve videre, fordi det overkommer et veladresseret problem. Nietzsche gav eksempelvis plads til en vilje til magt, forstået som en vilje til at skabe, der kunne overkomme tidens nihilisme. Og han, Nietzsche altså, lever jo i bedste velgående. Jeg talte med han i forgårs!

Badiou forholder sig også kritisk overfor kultursociologens moralisering om at anerkende den anden, især når nu ”den anden kun er acceptabel, hvis han er en god anden”, hvilket betyder ”den samme som os”. Denne hygge-moral medfører, at vi partout SKAL respektere forskelle, men kun for så vidt at den afvigende er demokrat, feminist, økolog og buddhist. Ergo, som Badiou polemisk skriver: ”Jeg respekterer forskellene, men kun i den udstrækning at det, der er anderledes, præcist som mig selv, respekterer de nævnte forskelle.” Han bryder sig ikke om den selvgode moralisme.

Et interessant spørgsmål, hos Badiou, er spørgsmålet om anerkendelsen af det samme. Den uendelige afvigethed eller anderledeshed er simpelthen det, der er. Enhver erfaring er en uendelig udfoldelse af uendelige forskelle, skriver han. Det vil sige, at selv den såkaldte refleksive erfaring af mig selv er på ingen måde en intuition om en enhed, men en labyrint af differentieringer. Je est un autre, citerer han Rimbaud for. Enhver er mange. Hvem bliver ikke en smule skizofren til tider?

Det meste af den nutidige etik gør en dyd ud af kulturforskelle. Det sker ud fra et ideal om fredelig sameksistens. Ifølge Badiou bør man hellere fastholde, at disse forskelle ikke har nogen interesse for tænkningen. De udgør blot menneskeracens indlysende mangfoldighed. Den nutidige etik er turistagtig i sin fascination af sæderne, skikkene og trosretningernes mangfoldighed. Dagens etik minder om ”Turen går til …” Denne form for etik kommer fra en vulgær sociologi, der er direkte nedarvet fra kolonialismens forundring over for de vilde – eller nutidens forundring overfor alkoholikeren, stofmisbrugeren, luderen, den lille sorte pige.

Så vidt så godt. Senere i samme bog udfolder Badiou provisorisk sin filosofi om begivenheden, sandheden, situationer m.v. Her kan bogen tjene, som en rimelig klar indgang til nogle begreber, som kan være lidt komplicerede. Eksempelvis påpeger han, at ”det Samme” ikke er det, der er (i.e. forskellenes uendelige mangefold), men det, der sker. Det, som ”det Samme” står i relation til er en sandhed, fordi en sandhed er ligeglad med forskellene. En sandhed er den samme for alle, står der.

Når talen falder på Sandheden, er jeg selv lidt skeptisk, hvilket jo berør på forskellige filosofiske inspirationskilder. Men for Badiou er udødeligheden knyttet til et persons evne til sandhed, hvilket vil sige være det, som en sandhed henviser til i sin ”sammehed.” Her opererer Badiou med fire kategorier: kærlighed, politik, videnskab og kunst, som for ham er universelle betegnelser, hvor under sandheden titter frem. Det er svært at afgøre om Badiou erstatter en form for universalitet med en anden. Eller hvorfor han ikke bare forholder sig til et liv, og ikke disse fire domæner. Personligt finder jeg intet interessant i ”det universelle”, som aldrig er andet end et dogme.

Badious grundtanke medfører, at han taler om en sandhedernes etik. Det vil sige, at etikken findes ikke, som sådan, men den viser sig i det arbejde, som gør nogle sandheder mulige i henholdsvis kærlighedens, politikkens, videnskabens og kunstens domæne. Badiou taler endvidere om en slags subjektive typer, eller arketyper, fx den politiske, videnskabelige, kunstneriske og elskende. Ethvert menneske indskriver sig ved at deltage i en sandhed i en af de fire subjektive typer.

Det afgørende spørgsmål bliver, hvornår en sandhedsproces forekommer.  Det gør den, når et subjekt ikke kan undslå sig at forholde sig til en situation på en anden måde. Begivenheden, som finder sted, har ændret eller tilføjet noget til situationen, som ingen kan fraskrive sig. Det afgørende er derfor, at besidde en ’troskab’, det vil sige være tro overfor det, der sker, som netop bryder med situationens normalitet. Denne sandhedsproces tvinger ligeledes den enkelte, subjektet, til at skabe nye måder at leve og tænke på. Af samme grund er det filosofiens formål at ende ethvert endemål, da et endemål ellers vil forhindre en i at opfinde nye måder at være på, hvorved sandheden (eller sandhederne!) heller ikke vil ske. En begivenhedstroskab er et reelt brud i den særlige politiske, forelskende, kunstneriske eller videnskabelige orden, hvori begivenheden har fundet sted.

Så, for Badiou er sandhed en proces af troskab mod begivenheden, det vil sige det, som troskaben frembringer i situationen. Der er tale om et brud, fordi det, der gør en sandhedsproces mulig – begivenheden – hverken var i situationens skikke eller kunne tænkes med den etablerede viden. Begivenheden tværer ens ignorance ud i fjæset på en. Et eksempel kunne være cykelrytteres brug af doping, som blev offentligheden kendt i 1998 i forbindelse med Festina-skandalen, her må man efterfølgende forsøge at tænke og praktisere en troskab over to sammenfiltrede begivenheder, nemlig hvordan videnskaben og økonomien påvirker eller er en del af sporten. Efter denne begivenhed er det umuligt – såfremt man er tro mod det, der skete – at forstå sport, som noget der foregår uafhængigt af samfundet. Tværtimod, viste Festina-skandalen at sport og politik, sport og moral, sport og videnskab, sport og kærlighed … hang sammen.   Det etiske spørgsmål er om den enkelte evner, at forblive tro mod utroskaben. Og dette gælder, som bekendt, ikke kun i sportens verden. Selve evnen til at tage det, som sker, på sig. For Badiou udgør subjektet grundlaget for troskaben, idet subjektet ikke findes før processen. Subjektet er et resultat af sandhedsprocessen, hvilket understreger at enhver relation altid er ydre, som Deleuze yndede at påpege. Det svarer til at subjektet i en kunstnerisk proces ikke er kunstneren, men værket. Tilsvarende sagde Sartre engang: Jeg er mine karakterer, men karaktererne er ikke mig.

Interessant bog, som jeg genfandt, da jeg endelig fik flyttet en kommode. Det kaldes handlekraft! Men jeg lader alligevel Badiou få det sidste ord: ”Grib det i din væren, der har grebet og sprængt dig.”