Ethical leadership

When we are faced with an undesirable behavior, for example, the use of performance enhancing drugs in cycling (or other sports), we try our best to understand it. Some might refer to the individual’s disposition: genetic makeup, personality traits, character, etc. However, this method doesn’t bring us any real understanding. Unless, of course, we truly believe that almost every professional cyclist until recently were rotten apples. Perhaps, it is more likely that the barrel is rotten (to use Zimbardo’s metaphor).

Does the situation seem familiar?

Once again it has become evident that leaders who are not ethical, are not really leaders.

For example, one might also ask questions such as:

  • What conditions could be contributing to certain actions?
  • What circumstances might be involved in generating a certain behavior?
  • What was the situation from the perspective of the actor?

The point with these questions is to understand what situations a system creates, or what culture the leaders of a society or an organization create. For example, what culture did the International Cycle Union (UCI) create? What culture did it maintain even when everyone knew that something was rotten after the Tour de France-scandal in ’98?

I guess we all know that answer.

For those who don’t know how to define culture it is often defined as a body of beliefs, traditions and guides of behavior shared among members of a society or a sport discipline.

If we go back to the three questions and view them in light of Lance Armstrong’s recent input, then we see how the former Head of UCI Hein Verbruggen (apparently) was neglecting his leadership responsibility. (Is he still an Honorary Member of the International Olympic Committee?).  Hein Verbruggen was, we know that now, not really a leader since he didn’t have the courage and imagination to act responsible. He was shortsighted like a mole. He was letting things pass that were his responsibility to stop. He was too weak to lead. Probably to vague to imagine a different culture, for instance, one where cheating is not silently encouraged; or a culture where the use of performance enhancing drugs is allowed under strict control and advice from doctors.

To recapitulate: What conditions have contributed to the use of performance enhancing drugs (a culture that existed long before Armstrong and didn’t stop with him)? The answer is: The lack of ethical leaders. What conditions might be involved in generating such behavior? Well, knowing that the top leader know about your wrongdoings, but still give you the ok-sign might not make you change your behavior. (It doesn’t take way the individual’s responsibility, but helps us understand why approximately 90% of all Tour de France winners had been doped.) What was the situation from the perspective of the actor, for example, Armstrong? Weird and confusing, I guess, due to the fact that the rules of the games didn’t really have a function. The rules didn’t make any sense. The moral was: Everyone is doing it and no one wants to stop it, so let us just lie about it.

The Head of UCI could have stopped the continuation of a certain culture in 1999. He didn’t.

So, let’s not just blame Armstrong, Ulrich, Zabel, Zülle, Virenque, … for a rotten culture. They just followed the shared guidelines. (Just like we shouldn’t thank Indurain, Merck, and Hinault and so forth for being so pathetically silent right now).

Leaders are those who create a strong ethical context in the culture. Now, unfortunately, the ethical culture in cycling is being defined by jealous and revengeful former cyclist, while the sport – like always – looks for ethical leaders with the courage and imagination to change the culture for good.

Journalismens hykleri

Den peruvianske nobelprismodtager i litteratur, Mario Vargas Llosa, har i flere interviews og essays skrevet om sporten, som et vigtigt område i den kulturelle dannelse, fordi kroppen og sindet hænger sammen. Han refererer flittigt til det antikke Grækenland, hvor kroppen var en vigtig del af den spirituelle dannelse, men han advarer også imod at sporten kun anses, som ligegyldig underholdning, hvorved man neglegerer de mere alment gyldige spørgsmål, som sporten også åbner op for. Et af disse kunne være de etiske spørgsmål.

I det meste af det tyvende århundrede har sportsjournalistikken været forbeholdt groupies. Det vil sige, at journalisterne ofte – helt ukritisk – fulgte en atlet, et hold eller en disciplin. Journalisten ville sidde i bussen eller flyet, som var han på turne med the Rolling Stones. De ville drikke en øl sammen efter kampen, men et kampreferat blev skrevet. Denne tendens er stadigvæk udbredt. Eksempelvis i fodbold, der er meget kammerateri.

Afhængig af disciplin og land begynder der at ske noget med sportsjournalistikken med fremkomsten af forskellige informationskanaler. Aviserne bliver suppleret med specialiserede aviser og magasiner (fx Tipsbladet), dernæst følger fra 1920’erne og frem en vækst i radioprogrammer, senere kommer fjernsynet og i dag har vi internettet, der er fuld af blogs mv. (især internettet har gavnet den kritiske sans). Denne udvikling har medført en øget konkurrence, som mange steder har fået sportsjournalistikken til at udvikle sig, fx er den blev mere kritisk og undersøgende – enkelte steder desværre også moraliserende.

Ifølge en undersøgelse fra 2002 foretaget i USA, dækker sport omkring 20-25% af de samlede nyheder. Denne tendens er ikke aftagende. Heller ikke i Danmark.

Hvad betyder det? Det betyder, at medierne har en stor indflydelse på hvordan sporten udvikler sig. Lad os tage eksempel.

I 1990’erne begyndte journalistikken fx at se kritisk på cykelsporten, specielt Tour de France og hele dopingkulturen. Det begyndte så småt med Indurain hvor enkelte stillede spørgsmålstegn til hans fysiognomi, hans astma og overlegne styrke. I 1996 vandt Bjarne Riis, hvilket medførte en ligelig blanding af beundring og et skærpet journalistisk jagtinstinkt. Danskerne kunne acceptere at en skaldet jyde vandt, men da denne skaldede jyde et par år senere (1998 er et skelsættende år) blev talsmand for Tour de France-feltet, og voksede sig lidt for stor til den danske mentalitet, gik jagtsæsonen i gang. I den forbindelse ser vi i Danmark et eksempel på kritisk og undersøgende journalist, nemlig journalisterne Olav Skaaning Andersen og Niels Christian Jungs dokumentarprogrammer Tavshedens Pris og Danskerlægen. Et andet eksempel er den irske sportsjournalist David Walsh, som i mere end 15 år stædigt og kritisk har fastholdt, at Lance Armstrong har været dopet.

Denne form for kritisk journalistik er en fase, som eksempelvis fodbolden stadigvæk mangler. Mange spørger, hvorfor Rolf Sørensen kan få lov til at speake på TV2, mens få spørger hvorfor alle de tidligere professionelle fodboldspillere kan speake uden at skulle forholde sig til brugen af gigtmedicin, smertestillende sprøjter, væksthormoner, bloddoping, vilde fester, unge prostituerede, en eklatant foragt for bøsser samt en stadig udbredt racisme.

Størstedelen af den journalistik, som i dag omhandler cykelsporten er desværre ikke særlig kritisk. Snarere er den moraliserende. Moraliserende til et niveau, hvor det ligner hykleri. Et par eksempler.

Da den tidligere cykelrytter Michael Ramussen i en pressekonference meddelte, at han havde dopet sig, sad han ved siden af sin holdejer og sponsor, som sad og græd tunge krodilletåre. Det hele gjorde så ondt, så ondt. (Der er forskel på at have så ondt af sig selv – inklusiv sin egen godhed – at man må græde, og så medfølelse). Da den tidligere amerikanske cykelrytter Tyler Hamilton beskrev sine følelser af mindreværd i forhold til Lance Armstrong, slog han fast, at sandheden vil sætte ham fri. En forklædt præst i cykelshorts. Efterfølgende kunne Hamilton udtale sig om hvad som helst. Et sandhedsvidne var født. Hamiltons bog slutter sågar med et patetisk moralsk billede af en lille dreng, som hedder Lance opkaldt efter selveste Lance Armstrong. Opkaldt efter en løgn. Hvor trist, når drengen nu kunne have heddet Tyler.

Samme salgs-strategi anvendes nu af Michael Rasmussen. Det hævdes, at der skal gøres op med en doping- og mafialignende-kultur, selvom denne proces – dette opgør – trods alt har været i gang siden Festina-festen i ’98. Er cykling anno 2013 mafiaagtig?

Cykelkulturen vedligeholdes og skabes, som bekendt af cykelsportens ledere. Her er der både sket en udskiftning – en nødvendig udskiftning – men også en mentalitetsændring blandt de fleste tidligere eks-ryttere. Det vil sige, at Rasmussens og Hamiltons moralisme egentlig rider på en bølge, som for længst er startet. Det er ikke et modigt projekt. Tværtimod virker de lidt stolte af at dele ud af deres kriminelle fortid, det smager lidt af HA.

I forbindelse med det påståede moralske opgør kunne man passende spørge: For hvem kommer det som et chok i 2013, at man ikke bør dope sig? For hvem kommer det som et chok, at kulturen i cykelsporten var præget af doping i 90’erne og 00’erne? For hvem er det en moralsk åbenbaring at høre, at man ikke bør lyve?

Den moralske oplysningskampagne er noget nær lig nul. Ergo der er ikke tale om andet end kamufleret budgettering.

Det er selvfølgelig altid svært at vurdere sandhedsværdien af tidligere cykelrytters bekendelser. Dermed ikke sagt at de lyver. Slet ikke at de lyver bevidst, men som en kommunikationsforsker engang sagde: Vi hører halvdelen af hvad der bliver (50%), vi lytter til halvdelen af det (25%), vi forstår halvdelen af det (12,5%), vi tror halvdelen af det (6,25), og vi husker halvdelen af det (3,125%). Hvis denne kalkule er retvisende, så er 3,125 % af hvad der står i disse rørende moralske værker sandt.

Noget af materialet beror dog på visuelle iagttagelser. Men det man ser afhænger af ens krops bevægelighed. Med andre ord: bevæger jeg mig lidt højre eller drejer jeg hovedet, så ser jeg noget andet end jeg ser nu, hvor mit blik er fastlåst. Som bekendt kan man blive grebet af ens egen rolle, som det mest troværdige sandhedsvidne, hvorved man kommer til at dømme lidt for mange. Bagefter må man så sige undskyld, fordi man desværre opførte sig, som sad man fastspændt i Platons hule.

Mange glemmer at hver gang vi bevæger os rundt i fortiden, så har denne det med at forandre sig. Kan du fx huske den dag i 2002, hvor vi sad på Pussy Galore og drak fadøl? Ja, svarer du. Kan du huske, at du betalte? Hm. Hvem der betalte kan vise sig afgørende, men med mindre man er pedantisk, hvem husker det så? (Jeg ved dog godt at det var Steen, som betalte).

Det kan betale sig at huske og glemme. De villige journalister, der skriver om disse moralske elefanter, gør en dyd ud af at fortælle os, hvor godt de husker, hvor detaljeret, hvor smertefuldt det har været, osv. Det værste der kunne ske ville nemlig være, at en eller anden afslørede at projektet var moralsk, og ikke undersøgende og kritisk journalistik. Det vil sige, at præmissen var givet før det første ord blev skrevet.

At erindre er en kreativ aktivitet. Det vil sige, at man løbende tester ens tro eller overbevisning med mindre ens ærinde selvfølgelig er moralisme, hvorved ens tro som bekendt er ufejlbarlig, sikker og statisk.

Problemet med denne journalistiske moralisme er ikke, hvorvidt noget er mere eller mindre korrekt. Snarere at den journalistiske moralisme opfører sig, som om den var en del af en kritisk og undersøgende journalistik. Alt i fortiden vurderes moralsk, men altid fra en oplyst og frelst position, som betyder at moralismen altid er bagstræberisk. Det vil sige: ligegyldig.

Kigger man på cykelsporten, især de seneste to uger, så er det mest interessante der er sket på medie-fronten, et interview med Lance Armstrong (se her). Her siger han blandt andet: ”Well listen, the biggest difference between cycling, football and tennis is the players’ union, an athletes’ union. We have no voice, no unity. There are guys all over the place. Those sports, major league sports, they’re not letting that happen and the owners wouldn’t allow it to happen. Whereas we’ve just been living in the Wild West. The riders have no rights, ASO continues to make millions, the teams don’t own anything. The only thing a team owns is its current contract, and when that’s up you’re fucking done. You might have a couple of buses and a truck. There’s no equity and value. It’s a fucked up business model.”

Der er ikke en organisation, der varetager cykelrytternes interesser (fx en cykelforening der opererer a la en spillerforening i fodbold). Enhver er sin egen lykkes smed – og se hvad der sker med sådan en kummerlig ideologi. Desværre har de danske medierne travlt med at fremstille Armstrong, som bitter og ynkelig, selvom han nu virker ret afklaret på sin egen facon. Man kan selvfølgelig spørge, hvorvidt Armstrong har ret i at han behandles anderledes? Ja. Og dette er der hverken juridisk eller moralsk belæg for. Det bunder mere i følelser og økonomiske argumenter. Jo rigere du blev pga. doping, desto hårdere straf.

Aldrig har økonomi og moral danset tættere.

Armstrong/ Winfrey første del

Lance Armstrong indrømmede. Det var nok ikke nogen overraskelse.

Armstrong følte dog ikke at han snød, da han anvendte præstationsfremmende stoffer og metoder, fx EPO, hormoner og bloddoping i forbindelse med sine syv Tour de France-sejre. Dette svar er der flere, som ikke finder acceptabelt, men det virker nu meget ærligt. Modsat flere af sine kolleger, så forholder han sig til datiden på den måde, som man bedst kan forholde sig til den på, nemlig som et stykke dynamisk erindring. Dengang følte han ikke at han snød. I dag finder han denne følelse ubehagelig og skræmmende, som han sagde i interviewet. Det er denne forskel mellem dengang og nu, som er værd at have for øje. Modsat, fx den missionerende Tyler Hamilton, så bringer Armstrong ikke sin nutidige anger med sig i sin rekonstruktion af fortiden, men lader fortiden træder frem i nutidens lys. Dette kræver mod, fordi det er svært for seeren (folket) at foretage samme bevægelse. Af samme grund er nogle journalister og eks-fans nok lidt skuffede. Men følelsen dengang var sådan, og nok ikke kun hos Armstrong.

I interviewet – som faktisk er det første jeg ser med Armstrong (og det første hele show med Oprah Winfrey) – fremstår han fattet, men bevidst omkring at processen først er startet. Nogle har sagt at Armstrong lavede en Riis, det var også min tanke. Men modsat de andre, så mener jeg det positivt. Jeg finder det ikke positivt, når mennesker ikke formår at tage ansvar for egne handlinger uden partout at skulle moralisere og tage andre med sig i faldet. Hvorfor skulle hans tilståelse/ undskyldning blive bedre, hvis den nævner navne? (Er moralen: Jo flere han kan putte i den offentlige gabestok, desto bedre?) De eventuelle oplysninger, som Armstrong har, kan han passende videregive til USADA, WADA, UCIs nedsatte kommission, etc. Oprah er mere for at få luft.

De fleste amerikanere ville sikkert gerne have haft et par tåre, måske de også kommer i interviewets anden del, hvor Oprah spørger om hans børn, mor og fans. Hun ved, hvordan hun skal efterlade seerne med våde øjne.

Personligt finder jeg det mere tankevækkende, når flere journalister allerede har udtalt, at Armstrong ikke så ud til at angre, som var der en skabelon for, hvordan man SKAL se ud, når man siger undskyld. Lommepsykologien florerer, men jeg håber at selv samme journalister kan se to ting: For det første, hvordan flere journalister selv har undskyldt for deres manglende kritiske spørgsmål og undersøgende journalistik i sportens verden (og husk der er andre sportsgrene end cykling, der anvender præstationsfremmende stoffer). For det andet, hvilket vinderinstinkt Armstrong havde (og har), hvilket tydeliggør – på et helt andet plan end doping – hvorfor elite sport er fascinerende og skræmmende. Fascinerende, fordi det viser hvad en krop er i stand til. Skræmmende, fordi det viser – i hvert fald i Armstrong-sagen – hvordan mellemmenneskelige værdier sættes ud af spil. Armstrong var en arrogant bølle, der nu skal bruge resten af sit liv på at undskylde, som han sagde. Kunsten er dog ikke at blive en bølle i en hævngerrig proces mod ham, men at overvinde denne hang ved hjælp af de værdier, som sporten også er kendt for såsom disciplin, teamspirit og selvkontrol (hvilket Armstrong jo manglede). Hævn er ikke det samme, som fairness.

Flere af de umiddelbare reaktioner kan ses igennem forholdet mellem ærlighed og høflighed. Som André Comte-Sponville engang skrev i sin bog En lille bog om store dyder: ”Hellere for ærlig til at være høflig end for høflig til at være ærlig.” At være høflig er bare en strategi, der tager hensyn til modtageren, men som alt for ofte blot underminerer en selv. At være ærlig er derimod væsentligt mere eksistentiel udviklende, og krævende. Når Armstrong siger, jeg følte ikke at jeg snød (dengang), så ved han godt, at han siger det, som ingen vil høre, men sådan følte han dengang. Nu er det anderledes. Nu er alt anderledes for den engang så ikoniske cykelrytter. Det kan kun gå fremad. Og ikke kun for Armstrong.

Run, Swim, Throw, Snyd

”There is no substitute for time spent in the gym.”

Et nyt kalenderår er fuld af forhindringer. Det nærmest kalder på performanceforbedrende stoffer. Alle de urealistiske nytårsforsætter, som nogle synes at have en udtalt hang til. I den anledning er det oplagt at omtale bogen Run, Swim, Throw, Cheat. The science behind drugs in sport af biokemikeren Chris Cooper.

Bogen er god at have ved hånden for TV2s Tour-kommentatorer. Den giver et sagligt indblik i hvad videnskaben kan dokumentere, og hvad der blot er varm medieluft med hensyn til doping. Efter at have læst bogen står det klart, at hård træning og vilje er den bedste måde at vinde på. Det er der nok en del sofaryttere, der ganske belejligt glemmer, når de bilder sig at en par skud vitaminer i den lodne balle kan løfte dem op over Alpe D’Huez. Men som Cooper skriver: ”Don’t think for a minute that someone found guilty of anabolic steroid doping hasn’t also put the requisite number of hours in at the gym.” Ingen sejr uden sved på panden.

Cooper skriver rimeligt tilgængeligt om doping og kemien bag. Han perspektiverer debatten, så de forskellige præstationsfremmendeprodukter ses i den rette kontekst. Fx skriver han, hvordan især den amerikanske hær har forsket i mange præstationsfremmende midler for at minimere soldaternes restitutionstid (EPO). Desværre, for soldaterne, gav det tykke blod problemer – især i Mellemøsten. Derudover, sker de fleste fremskridt indenfor biokemi og medicinalindustrien for at hjælpe mennesker, som lider af muskelsvigt og andre sygdomme, hvor visse stoffer måske kan hjælpe. Ofte er det så eventuelle bivirkninger, som fanger en atlets opmærksomhed.

Cooper skriver om forskellen mellem steroider og stimulanter, fx at den første ændrer på kroppens struktur – tænk blot på kvindelige kinesiske vægtløftere. Den anden er defineret ved hjælp af dets funktion, det vil sige her stimuleres noget, som kroppen allerede gør. Han beskriver, hvordan man kan prøve at fange dopingsyndere, og hvordan man kan snyde, fx ved at proppe et kondom fuld af urin op i endetarmen, som man så kan cykle rundt med i fem timer. Fordelen ved denne metode er, at urinen har en god kropstemperatur, som ikke vækker mistanke hos en kontrollant. Han fortæller også om måleusikkerheden, fx hvordan nogle laboratorier ‘opdager’ EPO, mens andre kun finder den samme prøve mistænkelig. Han beskriver nogle af de etiske problemer, som er forbundet med et ideal om en ren og naturlig sport, fx at der ikke er meget naturligt i elite sport. Som englænder finder han det nok mere ‘naturligt’ at bruge tid på pubben end i en gymnastiksal. Endelig drager han paralleller mellem et samfunds kriminalisering af stoffer og sportens kriminalisering. Fx er heroin og hash ikke et anliggende for lægen, men for politiet (ligesom det er i Danmark). Denne sammenligning åbner op for flere spørgsmål med hensyn til den relative hårde straf af dopingsynder i sportens verden i forhold til andre former for snyd. Er det på grund af snyd overfor de andre deltagere? Er det fordi så mange atleter ikke tages, at de som tages skal kompensere for de som går fri? Er det fordi elite atleters begær efter at vinde minder os alt for meget om den måde, som et kapitalistisk konkurrencesamfund er indrettet på? At præstere er ikke ligefrem et fremmedord i dagens Danmark, hvor forældre sender deres børn på privatskoler og violinkurser, så de bedre kan begå sig, hvis de altså har råd. Bogen rummer flere gode diskussioner.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvor meget doping fremmer en atlets performance. Svaret afhænger af hvilken form for doping der er tale om, men generelt er svaret ukendt. Faktisk ved biokemikeren ikke, hvor meget et stof reelt påvirker en elite atlet, da man normalt tester produkter på ’almindelige’ mennesker, og elite atleter er ikke ’almindelige’. Som Cooper skriver: ”Laboratory tests are almost never on elite athletes, as volunteering for legitimate study would disqualify them form competition. Instead normal healthy athletes are used. However, elite athletes are abnormal. We are not even sure that the biochemical mechanism underpinning a performance enhancement in the average athlete are exactly the same as in the elite athlete.”

Apropos brugen af anabolske steroider, så kan dette produkt give kvindelige atleter et stort boost, hvilket skyldes allerede eksisterende biologiske forskelle, som der er mellem mænd og kvinder. Det er fx grunden til at mænd og kvinder ikke bokser mod hinanden, eller kører Tour de France sammen. Som han skriver: ”It may shock the scintific purists, but some facts in science (and life) are so clear that they don’t need statistics. We don’t need help of a mathematician to tell us that male athletes run faster and throw further than female ones.”

Siden tressernes kærlighedserklæring er der blevet testet for præstationsfremmende stoffer i sportens verden. Måske denne tendens breder sig. Måske vil TV2 sport også kræve et biologisk pas på sine kommentatorer, så TV-seeren ved om etapen vitterlig er kedelig eller gårsdagens middag bare var lidt for våd.

Nå, til jer der holder af nytårsforsæt (intet kunne være mig mere fjernt), husk følgende: Amfetamin får dig til at tro, at du kan løbe hurtigere, mens koffein rent faktisk gør dig hurtigere. Men inden du belejrer den nærmeste cafe, så husk på at du skal drikke 20-25 espresso for at mærke en effekt, hvilket unægteligt vil give tynd mave og hovedpine, som du derefter må kurere med paracetamol eller ibuprofeno, men inden du gør det, så er det en god ide at checke World Anti-Doping Agencys (WADA) liste over midler, som det p.t. ikke er tilladt at have i blodet (også selvom de ingen indflydelse har på din præstation).

Eller, du kan trække vejret roligt og glæde dig over, at du ikke er elite atlet.

Anmeldelse: Det hemmelige løb

Af og til. Eller bare engang imellem, vil jeg skrive lidt om de bøger, som jeg har læst. Ikke hver og en, men når det virker passende. Ambitionen er en gang om måneden.

Flertallet af disse bøger vil være skrevet på engelsk, da jeg kun køber danske bøger, når jeg er i Danmark. Og selv der, har jeg sjældent råd.

Blandt de engelske bøger, vil der være et miks af filosofi og psykologi.

Her begynder det dog med Tyler Hamiltons bog The Secret Race (en anmeldelse kan læses her).