Hvad skal kunstens nytte? Spørgsmålet er ikke nyt. Det er heller ikke særligt smart. Ikke desto mindre stilles det med varierende hyppighed i den politiske sfære, måske så hyppigt at ingen længere orker at svare.

Kunstens verden er anderledes. Den er nærmest defineret ved at være uden en specifik funktion, formål og nytte. Alligevel – og især når økonomien er i krise – dukker spørgsmålet op: Hvad er kunstens nytte?

Forskellen mellem politik og kunst er konteksten. Når spørgsmålet omkring nytte stilles i den politiske verden, skyldes det af reguleringer eller lovændringer initieres af hensyn til en bestemt problematik. Omvendt så skaber kunsten sin egen kontekst i selve udformningen af værket. Af samme grund er spørgsmålet også svært at besvare tilfredsstillende, da kunstens mulige svar ikke bevæger sig inden for samme ramme, som den, hvorfra spørgsmålet stilles. Denne udfordring skal dog ikke afholde mig, selvom kunstens ærinde handler om refleksion, eksistens, værdier, erfaringsdannelse etc.

Mere konstruktive spørgsmål kunne være: Hvilke værdier kan udgøre et fundament for skabelse? Hvordan bliver værdier til i fællesskab med andre, som ikke partout ligner en selv? Hvilke erfaringer kan kunsten række videre til næste genration? Hvordan åbner et værk op for nye erkendelser? Hvad fortæller den nuværende kunstpraksis os om den verden, som vi lever i med hensyn til eksistens, værdier, måder at leve, tænke og føle på?

Kunsten er den menneskelige hukommelse. Den husker bedre end den uendelige genudsendelsen af Matador. Set i det lys kan spørgsmålet om nytte vendes om: Hvilket samfund har råd til hukommelsestab? Hvordan bidrager kunsten til vores fælles hukommelse? Svaret ligger i selve den kunstneriske praksis. Kunsten er en praksis, ikke en videnskab. Indenfor såkaldte eksakte videnskaber forudsætter man, at udfaldet af identiske og målbare begivenhedsrækker altid vil være de samme, hvis de foretages et andet sted, i en anden tid. I kunstens verden er stedet og tiden afgørende. Jørgen Leth digter plads til udsigten fra sit vindue. Samme vindue, samme udsigt, nyt digt. Josefine Klougart digter plads til sine barndomserindringer, som er fulde af dejlige røde æbler. Der er intet statisk i denne digteriske proces, da enhver erindring må skabes. Om tyve år vil Klougarts Mols-erindringer skabe plads til nogle andre æbler. Tiden er i værket.

Hvad er det kunsten kan? Den kan udfolde det, som finder sted, mens det finder sted. Den bekræfter eller affirmerer det, som kan frigøre livet, hvor det holdes fanget. Den kan bevare det, som det er værd at række videre. Den kan værne om livet.

Hvordan? Eksempelvis dømmer kunstneren Kenneth Balfelt ikke folk, selvom de drikker mere end gennemsnittet. Derimod hiver han dem med ind i sin kunstneriske proces, fx i skabelsen af værket Enghave minipark. Han lytter og bekræfter det, som de involverede finder mest givende: et sted, hvor der kan drikkes i fred. Eller tag nu hans værk Fixerummet, som evnede at se narkomanen, som et menneske, og ikke en kriminel, ikke et offer. Han skabte plads til en eksistensform, som for længst er dømt ude af Vesterbro.

Kunsten er at bruge de talenter, som vedkommende nu engang har, fx er Leth god til at gentage. Noget rækkes videre, fx lyden af et gearskifte eller sandet på et lagen. Sandet sætter sig på en anden måde i kroppen, ligesom de røde æbler kan give ens kinder en naturlig kulør.

Det hele minder mig om den kærlighed til skæbnen – amor fati – som filosoffen Gilles Deleuze talte om. En kærlighed, der aldrig er en resignerende accept af skæbnen, hvad enten denne skæbne er, at Enghave plads vendes på hovedet, så de daglige bruger bliver hjemløse eller noget andet. Snarere handler denne kærlighed om at forholde sig på en særlig måde til det, som tager form. Eksempelvis, det faktum at folk samler sig andre steder for at drikke. Begæret efter alkohol er – som ethvert begær – et sammensurium af flere ting, fx samværet, glæden, relationerne, etc. Det, som kunsten (og filosofien) kan, er, at den kan bringe vreden videre til det punkt, hvor vreden vender sig mod det, der sker. En eller anden er vred, fordi han ikke længere kan drikke sine øl i fred; en anden vender den vrede om, giver den styrke nok til at skabe et nyt mødested.

Eller tænk på alle de søde og rare mennesker, som bor på Vesterbro, og som ikke ønsker at finde brugte kanyler, som deres børn kunne komme til at stikke sig på; de bryder sig slet ikke om, at blive konfronteret med denne type af u-cool eksistens. Disse stikkende randeksistenser sætter Vesterbros storsind på prøve. Hvad gør kunsten? Den tager denne vrede, denne lidt ynkelige afmagt, og vender den mod det, som finder sted. Hvilket er, at nogle mennesker hver dag skyder en dosis heroin ind i kroppen, eller høvler 30 elefanter ned i halsen, eller sælger sin mund for højest bydende. Balfelt skaber plads til det menneskelige eller livagtige i det, som også sker. Han etablere et rum, hvor det er ok at fixe. Han skaber plads til en eksistensform uden at fordømme denne moralsk eller jage den, som var der tale om et kriminelt udyr.

Det er fordi kunstneren er fri, at han eller hun er i stand til at agere kærligt. Hvad nytter det, hvis de økonomisk og social velstillede ikke evner at rumme de eksistenser, som dagens samfund også producerer? Hvad nytter det, hvis visse eksistensformer overses? Uden kunsten ville vores erfaringsrum være fattigere. Det er derfor den nytter.