Lance Armstrong indrømmede. Det var nok ikke nogen overraskelse.

Armstrong følte dog ikke at han snød, da han anvendte præstationsfremmende stoffer og metoder, fx EPO, hormoner og bloddoping i forbindelse med sine syv Tour de France-sejre. Dette svar er der flere, som ikke finder acceptabelt, men det virker nu meget ærligt. Modsat flere af sine kolleger, så forholder han sig til datiden på den måde, som man bedst kan forholde sig til den på, nemlig som et stykke dynamisk erindring. Dengang følte han ikke at han snød. I dag finder han denne følelse ubehagelig og skræmmende, som han sagde i interviewet. Det er denne forskel mellem dengang og nu, som er værd at have for øje. Modsat, fx den missionerende Tyler Hamilton, så bringer Armstrong ikke sin nutidige anger med sig i sin rekonstruktion af fortiden, men lader fortiden træder frem i nutidens lys. Dette kræver mod, fordi det er svært for seeren (folket) at foretage samme bevægelse. Af samme grund er nogle journalister og eks-fans nok lidt skuffede. Men følelsen dengang var sådan, og nok ikke kun hos Armstrong.

I interviewet – som faktisk er det første jeg ser med Armstrong (og det første hele show med Oprah Winfrey) – fremstår han fattet, men bevidst omkring at processen først er startet. Nogle har sagt at Armstrong lavede en Riis, det var også min tanke. Men modsat de andre, så mener jeg det positivt. Jeg finder det ikke positivt, når mennesker ikke formår at tage ansvar for egne handlinger uden partout at skulle moralisere og tage andre med sig i faldet. Hvorfor skulle hans tilståelse/ undskyldning blive bedre, hvis den nævner navne? (Er moralen: Jo flere han kan putte i den offentlige gabestok, desto bedre?) De eventuelle oplysninger, som Armstrong har, kan han passende videregive til USADA, WADA, UCIs nedsatte kommission, etc. Oprah er mere for at få luft.

De fleste amerikanere ville sikkert gerne have haft et par tåre, måske de også kommer i interviewets anden del, hvor Oprah spørger om hans børn, mor og fans. Hun ved, hvordan hun skal efterlade seerne med våde øjne.

Personligt finder jeg det mere tankevækkende, når flere journalister allerede har udtalt, at Armstrong ikke så ud til at angre, som var der en skabelon for, hvordan man SKAL se ud, når man siger undskyld. Lommepsykologien florerer, men jeg håber at selv samme journalister kan se to ting: For det første, hvordan flere journalister selv har undskyldt for deres manglende kritiske spørgsmål og undersøgende journalistik i sportens verden (og husk der er andre sportsgrene end cykling, der anvender præstationsfremmende stoffer). For det andet, hvilket vinderinstinkt Armstrong havde (og har), hvilket tydeliggør – på et helt andet plan end doping – hvorfor elite sport er fascinerende og skræmmende. Fascinerende, fordi det viser hvad en krop er i stand til. Skræmmende, fordi det viser – i hvert fald i Armstrong-sagen – hvordan mellemmenneskelige værdier sættes ud af spil. Armstrong var en arrogant bølle, der nu skal bruge resten af sit liv på at undskylde, som han sagde. Kunsten er dog ikke at blive en bølle i en hævngerrig proces mod ham, men at overvinde denne hang ved hjælp af de værdier, som sporten også er kendt for såsom disciplin, teamspirit og selvkontrol (hvilket Armstrong jo manglede). Hævn er ikke det samme, som fairness.

Flere af de umiddelbare reaktioner kan ses igennem forholdet mellem ærlighed og høflighed. Som André Comte-Sponville engang skrev i sin bog En lille bog om store dyder: ”Hellere for ærlig til at være høflig end for høflig til at være ærlig.” At være høflig er bare en strategi, der tager hensyn til modtageren, men som alt for ofte blot underminerer en selv. At være ærlig er derimod væsentligt mere eksistentiel udviklende, og krævende. Når Armstrong siger, jeg følte ikke at jeg snød (dengang), så ved han godt, at han siger det, som ingen vil høre, men sådan følte han dengang. Nu er det anderledes. Nu er alt anderledes for den engang så ikoniske cykelrytter. Det kan kun gå fremad. Og ikke kun for Armstrong.