”There is no substitute for time spent in the gym.”

Et nyt kalenderår er fuld af forhindringer. Det nærmest kalder på performanceforbedrende stoffer. Alle de urealistiske nytårsforsætter, som nogle synes at have en udtalt hang til. I den anledning er det oplagt at omtale bogen Run, Swim, Throw, Cheat. The science behind drugs in sport af biokemikeren Chris Cooper.

Bogen er god at have ved hånden for TV2s Tour-kommentatorer. Den giver et sagligt indblik i hvad videnskaben kan dokumentere, og hvad der blot er varm medieluft med hensyn til doping. Efter at have læst bogen står det klart, at hård træning og vilje er den bedste måde at vinde på. Det er der nok en del sofaryttere, der ganske belejligt glemmer, når de bilder sig at en par skud vitaminer i den lodne balle kan løfte dem op over Alpe D’Huez. Men som Cooper skriver: ”Don’t think for a minute that someone found guilty of anabolic steroid doping hasn’t also put the requisite number of hours in at the gym.” Ingen sejr uden sved på panden.

Cooper skriver rimeligt tilgængeligt om doping og kemien bag. Han perspektiverer debatten, så de forskellige præstationsfremmendeprodukter ses i den rette kontekst. Fx skriver han, hvordan især den amerikanske hær har forsket i mange præstationsfremmende midler for at minimere soldaternes restitutionstid (EPO). Desværre, for soldaterne, gav det tykke blod problemer – især i Mellemøsten. Derudover, sker de fleste fremskridt indenfor biokemi og medicinalindustrien for at hjælpe mennesker, som lider af muskelsvigt og andre sygdomme, hvor visse stoffer måske kan hjælpe. Ofte er det så eventuelle bivirkninger, som fanger en atlets opmærksomhed.

Cooper skriver om forskellen mellem steroider og stimulanter, fx at den første ændrer på kroppens struktur – tænk blot på kvindelige kinesiske vægtløftere. Den anden er defineret ved hjælp af dets funktion, det vil sige her stimuleres noget, som kroppen allerede gør. Han beskriver, hvordan man kan prøve at fange dopingsyndere, og hvordan man kan snyde, fx ved at proppe et kondom fuld af urin op i endetarmen, som man så kan cykle rundt med i fem timer. Fordelen ved denne metode er, at urinen har en god kropstemperatur, som ikke vækker mistanke hos en kontrollant. Han fortæller også om måleusikkerheden, fx hvordan nogle laboratorier ‘opdager’ EPO, mens andre kun finder den samme prøve mistænkelig. Han beskriver nogle af de etiske problemer, som er forbundet med et ideal om en ren og naturlig sport, fx at der ikke er meget naturligt i elite sport. Som englænder finder han det nok mere ‘naturligt’ at bruge tid på pubben end i en gymnastiksal. Endelig drager han paralleller mellem et samfunds kriminalisering af stoffer og sportens kriminalisering. Fx er heroin og hash ikke et anliggende for lægen, men for politiet (ligesom det er i Danmark). Denne sammenligning åbner op for flere spørgsmål med hensyn til den relative hårde straf af dopingsynder i sportens verden i forhold til andre former for snyd. Er det på grund af snyd overfor de andre deltagere? Er det fordi så mange atleter ikke tages, at de som tages skal kompensere for de som går fri? Er det fordi elite atleters begær efter at vinde minder os alt for meget om den måde, som et kapitalistisk konkurrencesamfund er indrettet på? At præstere er ikke ligefrem et fremmedord i dagens Danmark, hvor forældre sender deres børn på privatskoler og violinkurser, så de bedre kan begå sig, hvis de altså har råd. Bogen rummer flere gode diskussioner.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvor meget doping fremmer en atlets performance. Svaret afhænger af hvilken form for doping der er tale om, men generelt er svaret ukendt. Faktisk ved biokemikeren ikke, hvor meget et stof reelt påvirker en elite atlet, da man normalt tester produkter på ’almindelige’ mennesker, og elite atleter er ikke ’almindelige’. Som Cooper skriver: ”Laboratory tests are almost never on elite athletes, as volunteering for legitimate study would disqualify them form competition. Instead normal healthy athletes are used. However, elite athletes are abnormal. We are not even sure that the biochemical mechanism underpinning a performance enhancement in the average athlete are exactly the same as in the elite athlete.”

Apropos brugen af anabolske steroider, så kan dette produkt give kvindelige atleter et stort boost, hvilket skyldes allerede eksisterende biologiske forskelle, som der er mellem mænd og kvinder. Det er fx grunden til at mænd og kvinder ikke bokser mod hinanden, eller kører Tour de France sammen. Som han skriver: ”It may shock the scintific purists, but some facts in science (and life) are so clear that they don’t need statistics. We don’t need help of a mathematician to tell us that male athletes run faster and throw further than female ones.”

Siden tressernes kærlighedserklæring er der blevet testet for præstationsfremmende stoffer i sportens verden. Måske denne tendens breder sig. Måske vil TV2 sport også kræve et biologisk pas på sine kommentatorer, så TV-seeren ved om etapen vitterlig er kedelig eller gårsdagens middag bare var lidt for våd.

Nå, til jer der holder af nytårsforsæt (intet kunne være mig mere fjernt), husk følgende: Amfetamin får dig til at tro, at du kan løbe hurtigere, mens koffein rent faktisk gør dig hurtigere. Men inden du belejrer den nærmeste cafe, så husk på at du skal drikke 20-25 espresso for at mærke en effekt, hvilket unægteligt vil give tynd mave og hovedpine, som du derefter må kurere med paracetamol eller ibuprofeno, men inden du gør det, så er det en god ide at checke World Anti-Doping Agencys (WADA) liste over midler, som det p.t. ikke er tilladt at have i blodet (også selvom de ingen indflydelse har på din præstation).

Eller, du kan trække vejret roligt og glæde dig over, at du ikke er elite atlet.