Lad mig være helt ærlig: Jeg vil spare eventuelle læsere, at købe Sam Harris’ lille bog Lying. Som med Christopher Hitchens er Harris en forfatter, som jeg ikke havde læst før nu. Modsat Hitchens, er der ikke meget gods i ham (i hvert fald ikke i denne bog, artikel rettere, som dog retfærdigvis heller ikke er hans mest kendte.) Problemet er, at han fremstår naiv, nærmest banal.
Det handler om løgn. ”At lyve,” skriver han, ”er bevidst at mislede andre, når de forventer en ærlig kommunikation.” Det vil sige, få dem til at tro på noget, som ikke er sandt. Ja, et eller andet sted er det, men det kræver selvfølgelig at sandheden er givet på forhånd. Det mener jeg ikke den er. I hvert fald ikke i de fleste eksistentielle anliggender. Derudover, kan en for naiv tro på en bestemt sandhed nemt ende i en vammel moralisme. For mig at se, er sandheden relationel. Den afhænger af konteksten. Der er fx stor forskel på den hjertebanken, som kan opstå, hvis en smuk kvinde (eller mand) kigger på en; kontra den hjertebanken, som kan forekomme en tidlig mandag morgen. Personligt ville jeg være bekymret for den sidste, men se den første som et sundhedstegn.
Harris uddyber sin pointe, når han siger: Jo mere der er på spil for modtageren, desto være løgnen. Jeg formoder, at han her tænker bredt, fx penge, ære, fængselsstraf, fremtidige valg, etc. Tænk eksempelvis på Lance Armstrong, som jeg tidligere har skrevet om. Lyver han bevidst, altså med den intention at få andre til at tro på noget, som er falsk? Eller siger Armstrong, som han siger, fordi han ikke ser anvendelsen af præstationsfremmende midler, som snyd? Jeg vil lige lade spørgsmålene stå.
Harris skriver, at ”intention om at kommunikere ærligt er lig med, hvordan vi kan måle troværdighed.” Tilbage til Armstrong. Er han troværdig, selvom han lyver? Spørgsmålet er selvfølgelig om Armstrong lyver, hvis vi fastholder Harris’ definition, hvor det afhænger af den pågældendes intention. Der er trods alt flere eksempler på ærlige mennesker, som bare er for dumme. Ligesom der er eksempler på ærlige mennesker, som ikke er velinformeret. Dette har filosoffen Edward Gettier skrevet om i 1960’erne i artiklen Is Justified True Belief Knowledge? Lad os antage: Jeg kigger på mit ur lige nu, og ser at klokken er 21.05. Er det dermed velbegrundet sand viden, hvis jeg fortæller min ven Sune, at klokken er 21.05? Ja, hvis det ikke lige var sådan, at min ur netop gik i stå 21.05, hvorved jeg ikke er klar over, at klokken reelt er 23. Jeg lyver ubevidst (det kan man ikke ifølge Harris?). Ikke desto mindre kan denne ”falske” løgn jo sagtens have seriøse konsekvenser for Sune. Det vil sige, at Harris’ definitionen ikke er præcis nok.
Lidt bedre går det for Harris, når han udtaler sig om ærlighed (om end han ikke siger noget, som enhver forældre ikke allerede har sagt til sine børn). ”Ærlighed er en gave,” siger han, ”som vi kan give til andre. Det er også en kilde til magt …” Ja, det er flot sagt (honestly). Min mor ville sige noget i retning af: Med ærlighed kommer du længst. Desværre er det muligt (jf. Gettier), at være ærlig og alligevel ikke fortælle sandheden, fx pga. uvidenhed. Måske vidste Armstrong ikke, at eftertiden ville dømme hans gerninger i 1999 ud fra regler anno 2012. Dengang var EPO ikke ulovligt, så længe værdien ‘bare’ var under 50. Uvidenhed er dog sjældent en særlig god undskyldning.
Til slut gør Harris ærlighed til forudsætningen for et godt og lykkeligt liv, hvilket er meget plausibelt. Jeg er for så vidt enig, men ville nok være lidt skarpere i min definition. For Harris handler det om at fortælle sandheden, selvom han ikke præciserer omfanget. Gælder det eksempelvis alt lige fra: ”Den kjole gør dig fed” til ”Jeg synes, du er det mest interessante menneske, som jeg har mødt. Vil du ikke med hjem og tale videre over en flaske vin?” I det første eksempel, er ærligheden prisværdig. I det andet tilfælde, hvor pigen forfører manden og inviterer ham hjem, der er hun ærlig, selvom hun slet ikke finder ham interessant på den måde, som han tror. Sandheden er, at hun bare trængende og har æggeløsning. Han føler sig klog (sikke en klovn!), selvom han kun er interessant i hendes øjne pga. sit køn. Jf. sandheden er relationel.
”Falsk opmuntring er en form for tyveri: Den stjæler tid, energi og motivation, som vedkommende kunne have brugt andet steds,” skriver Harris. Ja, fyren kunne have gået hjem alene i stedet for at betale børnepenge de næste atten år. Men, hvorfor vender Harris ikke ærligheden om, og gør den til et eksistentielt anliggende? Hvorfor lader han ikke selvet ske? Hvorfor tror han at bevidsthed udelukkende er noget indre? Fx kunne man spørge, hvorvidt den forførte mand virkelig virkelig troede på hende, da hun sagde, at han var interessant. Var han ærlig overfor sig selv? Forførte han sig selv? Overskyggede hans forhåbninger hans dømmekraft?
Som Harris skriver: ”Sårbarhed kommer af at foregive at være noget, som du ikke er.” Gid det var så vel. Det kunne jo også være lige omvendt. Fx kunne det være at manden, som bliver forført af pigen, ikke foregiver andet end at han er klar. Han er ensom. Han melder klart ud. I stedet for, kunne han helt ærligt have spurgt sig selv: Hvorfor besidder jeg de følelser, som jeg gør? Som enhver anden besidder han de følelser og tanker, som han fortjener, fordi de udspringer af den måde, som han lever på.
FINN JANNING 