Jeg erkender blankt: Der er flere ting, hvor jeg er bagefter. Fx havde jeg aldrig læst noget af Christopher Hitchens, før jeg læste hans posthum udgivelse: Mortality.

Jeg har længe beskæftiget med døden – rent filosofisk (her er jeg heldigvis også bagefter!) – så titlen fangede min opmærksomhed (sammen med rosende anmeldelser i Politiken og Weekendavisen). Og den er god, bogen altså.

Hitchens skriver ærligt og klart om døden, som noget alt for nærværende. Han skriver klart om den kræftsygdom, som tager livet ud af hans krop. Jeg har ikke en krop, jeg er en krop, skriver han. Bogen rummer flere interessante refleksioner. Samt flere interessante citater: ”Until you have done something for humanity,” wrote the great American educator Horace Mann, ’you should be ashamed to die’”. Hvornår har man gjort noget for menneskeheden? Kan man gøre nok?

Kræftsygdommen har hovedrollen i de fem-seks essays. Det er også sygdommen, som tager hans stemme. Hvad ønsker han sig, når han mister stemmen? ”The freedom of speech.” Friheden til at tale. Man fornemmer, at det er (var) hans metier: At skrive og tale = at leve.

Hitchens har i et essay en interessant diskussion af Nietzsches berømte udsagn: Det, som ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. På tysk lyder det: Was mich nicht umbringt macht mich stärker. Hitchens problematiserer dette citat, nuancerer det. Jeg er nok ikke helt enig, selvom det han siger, giver god mening. Nietzsches udsagn er mere etisk end biologisk, idet alt det, som ikke er en selv, giver en noget. At Nietzsche så endte med at stirre ud i luften, gjorde ham nok ikke stærkere, men er et eksempel på en nødvendig accept af livets konstante tilblivelse. Ingen ved, hvordan det ender, kun at det løbende bliver til. Interessant i den forbindelse – som Hitchens også påpeger – er, hvordan Nietzsche omfavnede en hest på torvet i Turin, da denne blev unødigt pisket. Herved eksemplificerede Nietzsche mod og kærlighed til det levende, hvilket jo var hvad han påpegede, at religionen netop forhindrede pga. af dennes amoralske moral. Nietzsche aktualiserede en empati, der udsprang af det, som skete, og ikke et transcendent eller foregribende ideal. Her fornemmer jeg, at der sandsynligvis er mere gods for Hitchens interesserede (måske i andre af hans bøger).

Det er en fin lille bog, der hurtigt glider ned på din Kindle, hvor den kan læses på to-tre busture til og fra vuggestuen. Hitchens skriver uden tvivl, som han taler. Det er ambitionen, skriver han. Jeg kan nu forstå, hvorfor så mange har nydt at samtale (diskutere) med ham. Han er direkte og ærlig, selv når han stirrer døden i øjnene.