I forbindelse med offentliggørelsen af det amerikanske dopingagenturs rapport om cykelrytteren Lance Armstrong anvendelse af doping, er den moralske fordømmelse kommet i højsædet. Det er ren og skær hykleri. Faktisk kan vi lære meget af Armstrong, hvis blot vi evner at se udover vores hang til nostalgisk romantisme angående sport og renhed.

Men inden jeg argumentere herfor, vil jeg først understrege, at jeg på ingen måde bilder mig ind, at Armstrong ikke skulle være dopet. Jeg stiller heller ikke spørgsmålstegn til, hvorvidt han var en hård leder af sit cykelhold. Der er trods alt en del kynisme, når vi nærmer os toppen, om denne top så befinder sig i sportsverdenen eller kunstverden eller den politiske og så videre.

Armstrongs velorganiserede brug af præstationsfremmende midler fremstår som noget grimt, noget uhyrligt. Han er et monster. Alligevel tror jeg, at vi med tiden vil se ham som en stor mester, eftersom Armstrong har praktiseret den form for etik, der kan knyttes til den franske filosof Gilles Deleuze.

For Deleuze er præmissen ikke, at et menneske bør gøre noget, fordi det kan, som er den gængse etiske formel. Snarere påpeger han, at vi endnu ikke ved, hvad den menneskelige krop er i stand til. Det medfører, at den menneskelige udvikling udspringer af opfindsomhed, herunder også teknisk opfindsomhed.

Den etiske ambition er for Deleuze derfor at vende styrkeforholdet om og stræbe efter, at det enkelte menneske overvinder livets iboende modstand.

Armstrong har praktiseret denne etik. Han har eksperimenteret med sin egen krops iboende muligheder. Han har ikke snydt i den forstand, at han har gennemført Tour de France på scooter. Nej, han har forsøgt at virkeliggøre sit potentiale. Det er kynisk. Det fremstår monstrøst. Men Armstrong har gjort noget nyt, idet han har inddraget teknikken og lægevidenskaben, hvorved han har tydeliggjort, at denne kombination kan fremme de menneskelige kapaciteter.

Det betyder også, at Armstrong og sporten i al almindelighed har gjort det lettere for politikere og andre beslutningstagere at forholde sig til fremtidens etiske spørgsmål. Spørgsmål, som ikke handler om romantiske samtaler, der kredser om ’det naturlige’ og ’det autentiske’, men om hvad vi vil, hvad vi ønsker, når nu vi også kan. Frygten er selvfølgelig, at nogen ønsker at fremme et bestemt menneskeligt ideal, for eksempel et moralsk dydsmønster.

Der er for mig at se noget naturligt på spil i Armstrong. Hans vilje, hans selvdisciplin, hans opofrelse, hans mod til at eksperimentere med sin krop. Jeg finder det prisværdigt og interessant. Armstrong kan lære os noget. Han kan lære os, hvad det vil sige at være et menneske. Han kan lære os, hvordan man også kan leve. Hvordan man kan overkomme sig selv.

Den evaluering, som Armstrong giver anledning til, er derfor ikke en reaktiv fordømmelse, der altid udspringer af moralske dogmer fra en svunden tid, eller en illusorisk transcendent universalisme. Snarere er det udfordringen at nærstudere, hvad hans handlinger åbner op for, hvad de muliggør. Derefter kan de enkelte menneske prøve at vurdere, hvorvidt disse nye muligheder bør praktiseres.

– Indlægget blev bragt i Weekendavisen den 19. oktober 2012