I 2002 udkom Jeffrey Eugenides roman Middlesex, men jeg har først fået den læst nu. Heldigvis, som med alle store bøger, så betyder denne tidsmæssige forskydning ingenting. Dengang blev bogen belønnet med Pulitzer prisen. Nu bliver den det med et indlæg på min blog.

Bogen er en mutant af den interessante slags. Fortællerstemmen tilhører pigen Calliope Stephanides, som undervejs bliver til Cal (eller også er det omvendt!). Hun og han beskrives både i tredjeperson og som jeg-fortæller, hvilket tydeliggør besværlighederne med at begribe sin egen stemme i en tvedelt krop.

Som enhver lettere skizofren er Cal/Calliope både en og flere; en hermafrodit. Bogen er dog mere end det. Det er også historien om en græsk familie, der immigrerer til USA, hvor de bosætter sig i Detroit. I gennem denne tragiske familiekrønike udfoldes de sidste 50 års amerikansk historie, der er proppet med pionerånd, raceuroligheder (borgerkrig!), økonomisk snæversynet tankegang – og altså udviklingen af sammenhængen mellem sex og køn. Det ene er genetisk betinget; det andet afhænger af omgivelserne. Ofte vikles disse sammen, når kønspolitiske emner tages op politisk.

Hvordan Calliope bliver til Cal optegnes gennem historiske linjer, der også bliver til intime og genetiske tråde, der trækkes på tværs af Stephanides. Alt vikles sammen. Det er godt gjort og smukt skrevet.

“Finally, in a sign that he was weakening, my father asked my mother, ‘What do they charge for a baptism these days?’

‘They’re free’

Milton’s eyebrows lifted. But after a moment’s consideration he nodded, confirmed in his suspicions. ‘Figures. They let you in for free. Then you gotta pay for the rest of your life.'”