Et interview med den chilenske forfatter Roberto Bolaño, som er kort og interessant. Præcis, som hans noveller, hvor han som bekendt er en mester.

Interviewet Entrañable huraño (Den kærlige eremit) er trykt i antologien Bolaño salvaje redigeret af E. P. Soldan og G. F. Patriciau (Cadaya, 2008). Det er fra 1998 – få måneder før han modtog Premio Herralde for romanen Los detectives salvajes. Interviewet er foretaget af Sónia Hernández og Marta Puig i Blanes, som ligger en lille times kørsel nord fra Barcelona. Bolaño boede der i flere år. Oversættelsen fra spansk er min egen.

Hvorfor kom de til Spanien?

En tilfældighed, skæbnen.

Tænker de på at vende hjem til deres land?

Ja, og hvis jeg vender tilbage er det ligeledes på grund af skæbnen.

Har de oplevet besværligheder i forbindelse med publicering?

De sidste adskillige år nej, ingen. Besværlighederne er de samme, som du kan møde et hvilken som helst sted i verden på grund af den enorme stupiditet i denne business, forlagene, interviewene, redaktørerne, forfatterne, det er den mur, som enhver kreatør støder ind i på et hvilken som helst tidspunkt.

Har dit ophold i Spanien haft indflydelse på dit arbejde?

Jeg er blevet meget påvirket på alle måder. Jeg tror det er det samme, som at bo i Chile. At bo et sted påvirker altid. Jeg lukker aldrig vinduerne de steder, hvor jeg er. På samme måde, som en hvilken som helst person påvirker dig, hvis du er sammen med vedkommende, bliver forelsket i en, bliver sulten et sted, altid minderne, eller faren, glæden der flyder over, der er ting som påvirker, hvor vi er og, hvem vi er.

Hvilken relation har de med den litterære tradition i dit eget land?

Ingen. Jeg har hverken en relation med traditionen i mit land eller med traditionen i Spanien. Nej, endnu mindre med den spanske. Enkelte spanske forfattere beundrer jeg meget, og de er mine venner. For eksempel, Enrique Vila-Matas holder jeg meget af, jeg beundrer ham dybt, og han er min ven. Men der er ikke en spansk tradition, som har påvirket mig med mindre vi begynder at tale om de gyldne århundrede, så ja. Cervantes er Gud.

Blandt den universelle litteratur er der mange, som har påvirket mig. Jeg tror dem alle sammen. Det vil sige, enhver bog som man læser, siger en noget, og på den måde, er alle forfattere og alle vores værker, en del af den store bog. Når Borges siger han er mere stolt af de værker han har læst end de bøger han har skrevet, tror jeg, han siger meget mere end hvad det tilsyneladende fremstår som. Handlingen, at læse en bog, er i virkeligheden meget vigtig. Når man læser handler man, denne handling sættes ind i en tradition, ikke en litterær tradition, men en human, humanistisk.

Hvilken synlighed har dit værk nu i dit hjemland?

Ingen. Jeg tvivler meget på at chilenerne ved, at jeg er chilener. Jeg tror, at de tror, at jeg er en catalansk tosse, som har besluttet at tage mig ud som chilener.

Til hvilken læser skriver du?

Jeg skriver ikke til nogen bestemt. Men hvis det er muligt, vil jeg gerne skrive til to eller tre unge desperados, der læser en bog, som klamrer de sig til et planke. Det er de bedste læsere. De elsker en og bagefter slår de en ihjel.

Tænker de mere på et spansk publikum end et chilensk?

Nej. Når en hvilken som helst forfatter sætter sig og skriver, så tænker han på intet. Ingen kan tænke på 200.000 personer. Det er en klicheagtig forestilling, på en forfatters vegne, at sige ”jeg tænker …” Med stort besvær kan man tænke på fem eller seks. Litteratur er hårdt arbejde, og i virkeligheden tænker man kun på at blive færdig.

Har du relationer med andre forfattere?

Ja, med Enrique Vila-Matas, med Ignacio Martinez de Pison, med Javier Cercas …

Hvordan vurderer de den nuværende spanske skønlitteratur?

Skønlitteraturen er fantastisk. Poesien er som at samle alle og smide dem i en båd på dybt vand.

Tror du at litteraturen i dit land er tilstrækkelig eller utilstrækkelig kendt i Spanien?

Jeg tror den er utilstrækkeligt kendt, da de spanske læsere ikke har nogen anledning til at kende chilensk litteratur, ligesom de chilenske læsere heller ikke kender den spanske litteratur. Verden bor i ikke-kommunikation, som flyder med en svimlende hast. Det er et paradoks, men sådan er det. I realiteten er vi alle sammen uden kommunikation.