Den chilenske forfatter Roberto Bolaño (1953-2003) udråbes i en antologi til at være den p.t. mest indflydelsesrige Latinamerikanske forfatter.
Han indtager denne plads efter prominente navne som digteren Pablo Nerudo, forfatteren Jorge Luis Borges og forfatteren Gabriel Garcia Márquez. Nu er det Bolaños tur!
Om sit virke, siger Bolaño, at skrive er ikke en profession, men en måde at leve på. Og denne måde er farlig, fordi forfatteren må sætte noget på spil. Han er ikke karriere-forfatter, hvilket ellers er blevet ganske populært.
Bolaño salvaje (2008) hedder en nyere bog om hans forfatterskab. I en verden uden fremtid, står der, har Bolaño skabt et værk i erindringen. Der skabes et ekstra-territorium. Noget, som ikke hører sted, ét sted, men alle steder. En omvendt utopi måske. Et sted, hvor der er plads til alle os outsidere.
I en internationaliseret og globaliseret verden, er forfatteren altid i eksil, står der. Måske. Det passer i hvert fald på ham, Bolaño. Det poetiske hos Bolaño ligger blandt andet i hans evne til at skabe plads til livet uanset, hvordan det tager sig ud. Han er generøs.
Siden David Foster Wallaces Infinite Jest har der ikke været nogen, der har sat livet, ét liv, så markant på dagsordenen. Bolaño gør det bare … jeg ved det ikke: lettere, tror jeg. Han er nok den forfatter, som har ramt mig hårdest-med en kærlig kraft, vel og mærke.
Litteratur er mere end et spørgsmål om stil eller form. Det er som mesteren selv spørger og svarer: Hvad er en forfatter med kvalitet? Det har altid været, siger han, en fornemmelse af at vide, hvordan du stikker hovedet ud i mørket, vide hvordan du hopper ud i intet, vide at litteratur er et farligt arbejde.
Løb på kanten af klippen, siger han. På den ene side er afgrunden uden bund, og på den anden side er ansigterne på dem du elsker; de smilende ansigter på dem du elsker, bøgerne, vennerne og maden.
Det er smukt.