Politiken Bøger kører for tiden serien Den svære toer, der handler om hvordan en forfatter kommer videre efter debuten. Det er en glimrende serie, der fungerer som miniportrætter af nogle interessante forfatterne. Alligevel synes vinklingen, altså hvordan en forfatter håndterer presset med at skrive toeren, at blande det kunstneriske med det kommercielle. Og måske er det svært at gøre andet i dag. Ikke desto mindre vil jeg påstå, at en forfatter qua forfatter altid er under et kunstnerisk pres, hvorved det ikke kun er toeren der er svær, men også treeren, fireren og så videre. Om ikke for andre, så for en selv. En forfatter skaber noget, og i denne egenskab er der vel ingen forfattere, der ville finde det synderligt interessant at skrive den samme bog engang til – uanset hvor succesfuld den end må have været.
Derudover tænker jeg, nu, hvor jeg selv sidder og skriver på den såkaldte svære toer, om det overhovedet gør en forskel om etteren er blevet godt modtaget af anmelderne eller ej. Min egen debutroman Du er (ikke) min? fik en lunken modtagelse i de store morgenaviser, men en lidt varmere modtagelse visse andre steder (tak for det!). Jeg tror dog ikke at denne manglede anerkendelse nødvendigvis – for mig som forfatter – gør toeren sværere; men for mit forlag er det en anden sag. Det er klart at mit forlag er skuffet over, at min bog ikke blev bedre anmeldt. Og det er lige så klart at mindre gode anmeldelser ikke fremmer salget af en ukendt forfatter. Og det er indlysende, at hvor de fleste gerne vil hænge ud med en succes, vil de færreste omfavne skuffelsen. Alt dette stiller mit (og sikkert andre) forlag i en prekær situation, idet de jo troede på et projekt, som desværre ikke gik som forventet. Det prekære ligger i, hvordan forlaget nu skal vurdere min toer, da de som forlag også er en virksomhed, der måske ikke engang kan stole på egen dømmekraft (den matchede jo ikke anmeldernes!). Alt det er jeg – som enhver anden forfatter – bekendt med. I praksis betyder det at min toer meget nemt bliver en ny etter. Jeg skal overbevise mit forlag (eller et andet) om at jeg er værd at satse på, da jeg rummer mange flere gode bøger. Mit eget forlag har sagt at toeren bliver utrolig vigtig for får den ikke gode anmeldelser, så ser min fremtid sort ud. Det kaldes vist opmuntrende motivation, selvom det ikke er motivation jeg mangler. Men når det er sagt, så tænker jeg på om denne udmelding skyldes at den danske litterære scene er mikroskopisk, fx findes der udenlandske forfattere, som først slog igennem ved deres tredje, fjerde eller femte bog. Eller om samfundet generelt kun kan håndtere succes på en måde, der minder om sportens, hvor nummer to reelt bare er den første taber. Jeg ved det ikke. Måske det bare er businesssamfundets logik.
Heldigvis kan jeg berolige mig selv med, at det trods alt er de færreste, som får litterærsucces med den første udgivelse. Om ikke i Danmark, så luner det i hvert fald at tænke på at den kære chilener Roberto Bolaño, der i mange år levede i økonomisk armod, men aldrig tvivlede på sit kald. I et interview fra 1998 – to måneder før han modtog Premio Herralde for romanen De vilde detektiver – blev han spurgt om problemer i forbindelse med udgivelse: ”De sidste adskillige år nej, ingen. Besværlighederne er de samme, som du kan møde et hvilken som helst sted i verden på grund af den enorme stupiditet i denne business, forlagene, interviewene, redaktørerne, forfatterne, det er den mur, som enhver kreatør støder ind i på et hvilken som helst tidspunkt.”
Selv efter Bolaños litterære succes, blev det ikke lettere at skrive, idet han konstant besad høje kunstneriske ambitioner om at udgive mere end blot underholdning. I samme interview udtaler han: ”Når en hvilken som helst forfatter sætter sig og skriver, så tænker han på intet. Ingen kan tænke på 200.000 personer. Det er en klicheagtig forestilling, på en forfatters vegne, at sige ’jeg tænker …’ Med stort besvær kan man tænke på fem eller seks. Litteratur er hårdt arbejde og i virkeligheden tænker man kun på at blive færdig.”
Det gør jeg også: at blive færdig med min toer. Og så håber jeg den bliver velfortjent godt modtaget, så jeg ikke skal bekymre mig om det papir den skal trykkes på, men ene og alene om historien, sproget, tonen.
Måske alt det her med den svære toer, treer … er det Jonathan Franzen tænker på, når han siger, at du ikke bliver forfatter, fordi du lider; men du lider, fordi du valgte denne måde at leve på. Jeg tror det.
Bragt i Politiken Bøger den 19. februar, 2011.
FINN JANNING 