Superliga og mangfoldighed

Så sker det endelig. Superligaen går igen i gang. Fodbold…denne simple sport kan på mange måder fortælle os lidt om livets mangfoldigheder. Tag bare C-tribunen i Parken. Her står jeg hver anden søndag sammen med en masse andre FCK’ere og hepper på de hvide drenge. Netop det faktum at vi holder med byens hold gør, at vi har noget tilfælles, hvilket i mange tilfælde også er det eneste. Der er plads til forskelligheder: Nogle synger med, andre ikke; de fleste synger falsk, nogle ikke; de fleste har hvide trøjer på, enkelte har ikke osv. Et er sikkert, vi holder med det samme hold, på hver sin måde. 

Tænkt nu hvis man også kunne være dansker på hver sin måde, og ikke kun på regeringens eller Pia Kjærsgaards måde. Danskere er om muligt en endnu mere diversificeret gruppe end fansene på FCKs C-tribune. Alligevel fremstår disse fodboldtosser væsentlig mere humane, end førnævnte politikere. Ingen holder jo med FCK på den præcis samme måde eller af en overskyggende grund, som skal gælde for alle. Nej, f.eks. holder jeg med FCK, fordi det er min klub, det var der jeg sparkede min første inderside, det er dem med det fedeste stadion, de sejeste spilledragter, de bedste spillere – og så bor jeg i København. Andre vil måske komme med andre begrundelser, og det er der plads til. Desværre er der i Danmark kun plads til den strømlinede borgere, der arbejder dagen lang, og som skal kunne recitere årstal og kende til bøger, jeg aldrig har hørt om. I Danmark smider vi folk ud, hvis de kvajer sig. I parken smider man kun folk ud, som holder med Brøndby, hvilket trods alt også nærmest er et svensk hold. 

Derfor når fodboldsæsonen nu starter og de fleste såkaldte intellektuelle tager sig til deres sparsomme hår, så tænk på, at de fleste fodboldfans er tolerante og uhøjtidelige. Vi er sammen på hver sin måde, hver søndag. Og skulle FCK – imod al forventning – tabe en kamp, så er der altid en ny om en uge. Der er tale om en lethed, som et selvhøjtideligt Danmark desværre har glemt. I sportens verden siger man gerne, at ingen er bedre end deres sidste kamp. De sidste par kampe, som den danske regering har spillet på den internationale scene, har mildest talt været miserable. Udskiftning og trænerfyring ville være kutyme. Faktisk er Danmark så sløje til alt det internationale, at vores fodboldhold fremstår betydeligt bedre internationalt end dansk politik. Folk med kendskab til fodbold ved godt, hvor det placerer Danmark. I røven af tredje division. 

Noget så simpelt som fodbold kan faktisk lære os om kærlighed, fordi der på lægderne er plads til alle livsformer. Uanset hvor forskellige vores naboer kan synes at være, så er der altid noget der binder os sammen. Nogle gange er det sport, andre gange religion, politik eller seksuel observans.

Måske skal vi lære af fodbolden og tage udgangspunkt i det, der binder os sammen, og ikke det, som adskiller os. Når fodboldkulturen er blevet mere rummelig end nationens generelle kulturelle strømninger, så er det jeg bliver glad for, at superligaen starter på ny.

Første gang bragt i Information 13. marts 2006