Samfundssind og cykling

Jo mere sammensindet styrkes af corona, des mere lider kapitalismen

Kapitalen er styret af tanken om, at den stærkeste overlever. Men i coronakrisen klarer vi os kun, hvis vi samarbejder.

Cykelsporten kan lære os at håndtere coronavirussen som et hold. De, der er bekendte med cykling, kender til fænomenet, når fem forskellige ryttere i et udbrud arbejder sammen. Det kan virke underligt, da de netop ikke kører for samme hold eller nation. Filosofien er dog simpel: Ingen af de fem ryttere kan komme alene frem til målet uden samarbejde. Hovedfeltet, i dette tilfælde virussen, vil æde dem op, en efter en. For at undgå det, må de skiftes til at trække læsset, mens de fire andre ligger i læ. Sådan skifter de.

Samme altruistiske princip gør sig også gældende på de enkelte cykelhold, hvad enten private eller nationale. Her er der en kaptajn, vores er Mette Frederiksen, men vi kører ikke kun for hende, vi kører for at vinde, som hold. Og så længe hun har gode ben, altså fremstår dygtig og handlekraftig på en meget svær rute, så arbejder vi loyalt.

Det interessante spørgsmål er, hvorvidt de personer, der ikke arbejder for holdet og heller ikke vil arbejde på tværs af holdene, hvis det er nødvendigt, simpelthen mangler holdånd. Holdånden er demokratiets styrke, men kapitalismens akilleshæl.

De mennesker, der mangler holdånd i Spanien, hvor jeg bor, er gerne de velhavende. På grund af deres penge føler de sig bedre – tilsyneladende også moralsk bedre – end andre. De tager ud af byen til deres små ekstrahuse for at redde sig selv, fordi de kan. Men de tænker sjældent på, at de måske tager virus med til en landlig og afsides region, hvor der er få læger, men gerne mange ældre.

Sporten, som ellers bliver klandret for at være styret af penge, handler reelt om samarbejde. Det samme kan siges om fodbolden, hvor den bedste fodboldspiller Lionel Messi mangler et godt hold for at vinde. Alene kan han ikke. De, der tager ud i deres sommerresidens, hamstrer eller trodser forbud, fordi de ikke selv er i risiko, mangler den holdånd, der kan sikre en sejr.


På en måde er det sigende, at jo mere samfundsånden styrkes i disse dage, desto mere lider kapitalismen. Det er selvfølgelig hårdt og trist, at mange mennesker lider økonomisk, men det er også en del af kapitalismens natur.

Kapitalen er styret af socialdarwinismen perversion: Den stærkeste overlever. Men den stærkeste er ikke den rigeste, det er derimod den som kan arbejde sammen med andre.

Det er ikke, når aktiekurserne stiger, at vi er kommet igennem krisen. Nej, det er vi først, når vi igen kan begynde at afholde cykelløb og spille fodbold. Så kan vi igen mødes med vores venner, nede på baren, drikke og råbe sammen. Den eneste forskel er dog, at vi nu ved, at sporten har lært os mere om livet, end kapitalismen nogensinde har formået.

Bragt i Politiken, søndag den 22. marts.

Jeg har også deltaget i podcasten Aftenklubben på radio Nova omkring coronavirussen. Den kan høres her.