I medierne kan man til tider læse, at folkeskolens elever er stressede, angste og urolige. Nogle foreslår mindfulness som en løsning på problemet, mens andre mener, at mindfulness ikke er andet end et plaster på en syg præstationskultur.

Jeg er enig i, at præstationskulturen er syg, men uenig i, hvorvidt mindfulness blot er et plaster. Faktisk mener jeg, at mindfulness sagtens kan bidrage til udfoldelsen og vedligeholdelsen af pædagogik baseret på en kærlig tilgang til læring i stedet for absurde præstationsidealer.

Kigger vi nærmere på kritikken af mindfulness, er den ofte ganske paradoksal. Enten er mindfulness for religiøst, eller også er den for lidt i kontakt med den smukke buddhistiske livsfilosofi.

Så hvad er mindfulness i grunden?

Læs resten af kronikken i Information