”Når vi udvider kapaciteten til at regulere vores opmærksomhed, vores aktivering og vores følelser, øger vi vores evne til at være opmærksomt nærværende i mere udfordrende situationer.” – Salvesen & Wästlund, Mindfulness og medfølelse

Mindfulness og medfølelse er en træningsbog skrevet af de to norske forfattere Katinka Thorne Salvesen og Malin Wästlund. Den handler om hvordan mennesker, der har været udsat for traumatiske hændelser, kan træne deres opmærksomme nærvær, hvilket kan have en healende effekt. Det er en praktisk bog. Ifølge forfatterne henvender bogen sig til mennesker med traumer, men den er også nyttigt for alle de mennesker, der arbejder med at forstå, hjælpe og lindre den smerte, som er forbundet med traumatiske hændelser.

Der er to naturlige egenskaber, som forstyrres ved traumatisering. Den ene er evnen til at være opmærksomt til stede. Den anden er at kunne behandle sig selv med omsorg og venlighed. Mindfulness og medfølelse. Præmissen for bogen er, at vi alle har en iboende evne til selvhealing, det vil sige der findes naturlige processer, som læger vores psykiske og fysiske sår. Og her tænker de to forfattere ikke på at tiden læger alle sår, hvilket den ikke nødvendigvis gør, men at vi kan ændre vores forhold til vores tanker og følelser.

Mindfulness handler om at forstå og anerkende ens følelser, hvorved man bedre kan regulere dem. ”Kunnskap gir makt til å forandre, og det kan gi mot til å prøve noe nytt,” skriver de. Sådanne ændringer tager.

Der findes to former for traumer. Den ene med stort T, den anden med lille t. Traumer med stort T er hændelser, der aktiverer vores overlevelsesinstinkt, fx overgreb. Det er et spørgsmål om liv eller død. Traumer med et lille t er den slags, som dagligdagen desværre er fuld af: mobning, følelser af utilstrækkelighed, manglende hjælp eller synlighed, etc. Det menneskelige overlevelsesforsvar kommer til udtryk i flere varianter, fx tilknytningsråbet (barnet der skriger på sin far), flugt (når vi møder bjørnen i skoven), kamp (når bjørnen løber efter os, og vi til sidst vender os om med knyttede næver), underkastelse (når vi spiller død, og håber at bjørnen vil lade os være i fred).

I bogen anvender Salvesen og Wästlund billedet ”tolerancevinduet” til at tydeliggøre biologiens og psykologens overlevelsessamspil. Tolerancevinduet repræsenterer muligheden for at reflektere og føle, mens man lærer nye måder at engagere sig i det, som sker. Udenfor vinduets rammer, er man enten overaktiveret (kamp, flugt, panik, høj puls, angst), eller underaktiveret (underkastelse, handlingslammelse, håbløshed, skam). ”Vi må være innenfor vinduet for å kunne lære noe nyt,” skriver de.

Udenfor vinduet fjerner vi os fra healingsprocessen. Det er her mindfulness eller opmærksomt nærvær kan hjælpe, da denne evne kan gøre os bedre i stand til at rumme og håndtere vanskelige føleler i stedet for at undgå dem. ”Evnen til å regulere følelser og aktivering må da bygges opp over tid.” Sagt anderledes: Så kan mindfulness hjælpe en med at gøre ens tolerancevindue større. Man kan bogstaveligt talt rumme mere uden at stikke af eller ”spille død.”
Det er med afsæt i dette vindue, at bogen forvandler sig til en træningsmanual fuld af simple, kortvarige og konkrete øvelser, der henvender sig til personer udsat for traumatiske hændelser.

Øvelserne falder i 15 sessioner. De ti første har til hensigt at træne ”opmærksomhedsmuskelen.” Når man træner, skriver de, bevæger man sig rundt i en opmærksomhedscirkel: 1) opmærksomhed på et valgt fokus, fx et stearinlys eller ens åndedrag; 2) sindet vandrer (distraktion); 3) opdager at sindet har vandret (selvobservation); 4) giver slip (på distraktionen; 5) orienterer sig tilbage til ens valgte fokusobjekt. Efter lidt tid – tager de fleste sikkert en tur mere rundt i cirklen.

Kropsskanning eller ”kropsrejse”, som det kaldes her, er et eksempel på en måde, hvorpå man kan styrke ens opmærksomhed. Det er måde at ”flytte hjem til seg selv på.” En kropsrejse svarer til at tage et langsomt S-tog rundt i hele ens krop. Fra storetå til hoved og tilbage igen. Her, som i andre steder i bogen, udviser forfatterne stor nænsomhed, idet de hele tiden understreger, at øvelserne er invitationer, ikke krav. For nogle, fx voldsofre, kan der være dele af kroppen som det kan være svært at dvæle ved. Det er generelt en af bogen store styrker, at Salvesen og Wästlund skriver ud fra en erfaring med at arbejde med mennesker, der er hæmmet eller føler skam på grund af traumatiske oplevelser. Det, som alle mennesker deler, er vores sårbarhed. Dette understreges flere gange.

Udover at træne opmærksomheden, åbner de ti første øvelser også vejen for medfølelse. Eksempelvis er det vigtigt, at den enkelte ikke fordømmer sig selv, hvis man let distraheres (og bliver rundtosset i opmærksomhedscirklen). Derimod er opmærksomhedsøvelserne også øvelser i at blive venlig mod en selv. ”Det observerende selvet er en form for dobbel oppmerksomhet som gjør oss i stand til å være vitne til det som skjer i sinnet og se oss selv i perspektiv.” Pointen er selvfølgelig, at vi skal være i stand til at rumme vores egne tanker og følelser – også de ubehagelige – hvis vi skal kunne blive bedre til at rumme de andres smerte.

Selvom bogen er mere praksisorienteret end teoretisk, så formår de to forfattere at redegøre fint for mindfulness og medfølelse. Eksempelvis understreger de, hvordan empati er grundlaget eller forudsætningen for medfølelse. En ting er at have kontakt med de andres smerte, træde ind i den anden (empati); en anden er et ønske om at lindre denne smerte (medfølelse). Psykopater er ofte ganske empatiske mennesker, men de anvender sjældent denne evne til at forstå den andens smerte – eller hjælpe dem. Tværtimod.

Temaerne for de 15 sessioner er følgende (hvoraf jeg kun har berørt enkelte):

1. Opmærksomt nærvær
2. Tryghed først
3. Våbenhvile
4. Nærme sig kroppen
5. Første skridt mod venlighed
6. Stabilitet
7. Tro ikke alt du tænker (slet ikke, hvis du tænker: jeg er selv skyld i det)
8. Styrk det gode
9. Øvelse gør mester
10. Tilbageblik
11. Medfølelse
12. Blokeringer for indre medfølelse
13. Medfølelse og den indre kritiker
14. Medfølelse uden at miste sig selv
15. Vejen videre.

Et sted citeres den franske forfatter Marcel Proust for ordene: ”Den sande opdagelsesrejse består ikke i at finde nye landskaber, men at se med nye øjne.” Dette citat mindede mig om et fra Herman Melvilles Moby-Dick: ”It is not down on any map; true places never are.”

Igennem hele bogen anvender de to forfatterne billedet af kaptajnen. At vi hver især skal blive kaptajnen i vores eget liv; ham eller hende, der formår at navigere gennem de storme, som ethvert liv rummer. Som Proust og Melville siger, så findes der intet kort, som til fulde kan beskrive, hvordan vi hver især oplever og erfarer livets vanskeligheder. Erfaringen er det afgørende. Den enkeltes erfaring. Af samme grund er øvelserne også tænk, som en måde hvorpå den enkelte kan afprøve disse teknikker, tålmodigt og vedholdende, for at se om erfaringerne er gode.

Kan vi se vores liv med nye øjne?

Der, hvor Mindfulness og medfølelse har sin styrke er, at der ikke er tale om terapi, hvor man prøver at ændre måden, som den enkelte ser verden på. Snarere er det vores forhold eller relation til det, som vi føler og tænker, der ændres. Her rummer mindfulness også en masse interessante berøringsflader med eksistensfilosofien, men dette er en anden historie.
Salvesen og Wästlunds bog er yderst vellykket. Det er ganske rart at vide, at deroppe i Norge er der nogle, som arbejder på at fremme medfølelse, det vil sige aktivt stimulere relationer baseret på nærvær, venlighed, omsorg og kontakt.