Icebreaker

På engelsk eksisterer udtrykket: Icebreaker. Det refererer til den bemærkning, der kan bryde isen, når fremmede mennesker mødes. Det kræver normalt lidt mere end snik-snakkende smalltalk, da en sådan form for samtale mest af alt bekræfter isen. Af samme grund tillægges personer med denne isbrydende egenskab ofte noget positiv. De får tingene til at glide lidt nemmere.

Termen fortæller os følgende. For det første, at der tilsyneladende er koldt mellem fremmede mennesker. En kulde, som det kan være befriende at bryde. For det andet, at isen kan brydes. Sagt anderledes, der bør ikke være kulde mellem mennesker, når der kunne være varme. På denne måde fortæller termen os noget alment etisk: Når vi anvender ordene bør, skal og må, formoder vi at det kan lade sig gøre. Tag for eksempel de normative påbud: ”Du bør ikke køre bil, hvis du har drukket” – ”Du skal melde det til Skat, hvis du har anden indkomst” – ”Du må ikke betræde græsset.” Sådanne sætninger giver kun mening, såfremt vi antager, at den enkelte vitterligt kan alt det, som han eller hun bør, skal eller må. Heri ligger der både noget motiverede og kontrollerende.

Det samme gør sig gældende, når den tyske filosof Peter Slotjerdijk siger, at vi må ændre vores liv, fordi vi kan. For ham drejer det sig om at lade sig inspirere af de mange forskellige øvelser og praksisser, som kan fremme et menneskes handlekraft. Forøge dets evne til at skabe givende relationer. Desværre er der også noget hæmmende i normer. Ikke fordi vi ikke må spille fodbold på den fine grønne græsplæne. Snarere fordi vi måske kan mere end hvad normerne foreskriver. Normer er jo ikke statiske. Heldigvis. Af og til er der mennesker, der viser, hvad mennesker også kan; de tydeliggør, hvorfor en norm ikke længere er tilstrækkelig. Et eksempel kan være samfundets behandling at narkomaner som kriminelle, selvom studier viser at omsorg og pleje kan hjælpe flere narkomaner ud af deres misbrug end denne negative stigmatisering. Her bør mange samfund handle anderledes.

Den franske filosof Gilles Deleuze skriver: ”Det, som modstanden udvinder fra det gamle menneske, er kræfter, som Nietzsche siger, til et større, et mere aktivt, mere affirmativt liv, der er rigere på muligheder … det er i selve mennesket, at livet må sættes frit, eftersom mennesket selv er en måde at holde det indespærret … Livet er det ikke denne evne til at yde kraftfuld modstand?”

Modstanden mod eventuelle normer skal ikke forstås, som en kamp mellem normer. En position erstattes ikke med en opposition. Intet er fjernere fra Deleuze. Han er ikke dialektiker. Etik er derimod en præ-position. Pointen er, at forholde sig aktivt. Hele tiden spørge: ”Hvad er også muligt?” – ”Hvordan kunne man også leve?” Modstanden er skabende.

Tilgangen eller indstillingen til det, som sker, er vigtig. En tilgang, som både er empatisk, medfølende og nysgerrig.

Termen ”icebreaker” viser, at de fleste praksisser er moralske, idet fundamentale værdier er på spil. På et simpelt metaforisk niveau formår isbryderen at forvandle is til sjap, måske endda at få den anden eller de andre til at tø op. Fra kulde til varme. Til sidst, kan en dygtig isbryder få folk til at tage gas på hinanden. Der er sket en forvandling. Stoffet har skiftet form. Etik handler om at få noget til at flyde, fx få en samtale mellem to fremmede til at glide, selvom disse to måske besidder store forskelle i temperament eller politiske holdninger. Hele kan den andens andethed rummes, som noget andet.

Etik handler mere om formdannelse end et bestemt indhold. Det vil sige, den form for formdannelse, der sker uden én fast og endegyldig form. Isen kan ikke brydes på samme måde hver gang. Du kan ikke score alle med den samme pick up line.

Fra Platon og Aristoteles henover Adam Smith og frem til de amerikanske pragmatikere og Deleuze, har der været en erkendelse af at mennesket ikke er selvforsynende eller selvtilstrækkeligt. Arbejdsdeling kan være nyttigt. Et samfund opstår af hensyn til de levende, men forbliver et samfund af hensyn til forbedret livskvalitet. Dette kræver en elementær indsigt i, hvordan alt er gensidigt forbundet. De store træer kan skygge for de mindre, men de mindre kan måske sikre, at jorden ikke bliver alt for hårdt, hvorved vandet ikke kan trænge ned til det store træs dybere rodnet.

Interesse for de andre er altafgørende. Hos Deleuze er den ikke betinget af selvinteresse eller egoisme, som hos Adam Smith. Der er intet strategisk i denne interesse, hvilket sikkert kan være svært for mange at forstå, idet alt for mange tænker: What’s in it for me? Mange er blevet forført af kapitalens rigide idealer. Deleuze skriver ellers et sted: ”mennesker er væsentligt mindre egoistisk end de er partielle.” Mennesket tager parti for nogle eller noget, fordi dets følelser og passioner er partielle; de vækkes af og i mødet med verden. En af mine venner rejser jorden rundt i en sen alder, men mødet med verden åbner ham. Gør ham endnu mere kærlig.

Jeg er enig med Deleuze, når han siger at mennesket ikke er egoistisk af natur, men sympatisk. Mennesket er interesseret i det, der sker rundt omkring det. Af samme grund forlænger Deleuze Humes kritik af sociale kontrakter, fordi de sociale kontrakter præsenterer mennesket for et falsk eller abstrakt billede af samfundet. De sociale kontraktteorier definerer et samfund negativt, når de forsøger at minimere egoisme (i.e. de ser mennesket som udelukkende egoistisk) i stedet for at se, at mennesket nærer en naturlig interesse for sine medmennesker.

Udfordringen bliver at udvide den partielle menneskelige sympati mod en udvidet generøsitet. En bevægelse fra kontraktuelle begrænsninger mod en mere kreativ eller opfindsom organisering af forskellige menneskers tanker, følelser og ideer. Etikken bliver generøs eller gavmild, idet der skabes plads til det, som er i færd med at blive. Alt det, der kan blive.

En måde at bryde isen på kunne være at møde den anden med venlighed. De bedste isbrydere er venlige.