”Der findes en eneste vej i denne verden, som ingen anden end du kan gå: Hvor fører den hen? Spørg ikke, følg den.” – Nietzsche

Friedrich Nietzsche er en filosof, der muliggør intime erfaringer med hans lidenskab, hans temperament, hans had og kærlighedsforhold. Han er en tænker med stil. Stilen er vigtig, fordi vi tænker og lever i sproget, som han skriver et sted i sine notesbøger. Filosofi er ligeledes en livsstil for Nietzsche. Han er ikke en af disse kateder-filosoffer, der tænker af hensyn til den årlige performance evaluering med afdelingslederen. Snarere ser han tanken, som noget der er uadskilleligt fra ens måde at leve på. Kan man leve efter ens tanker eller ej, det er spørgsmålet. Det er et glimrende kriterium.

Der er desværre tendens til at mange læser Nietzsche værker, som enten lidt for ungdommelige (læs: uregerlige); eller lidt for sene (læs: for tæt på hans spirituelle sammenbrud). Det kan også siges bedre: Nietzsche er en både original og genial tænker. Det kan virke skræmmende for nogle.

Informations forlag har fornyligt udgivet et af Nietzsche tidligere værker Schopenhauer som opdrager. Det er en lille perle af en bog. Nietzsche skriver, så man skal være godt og grundigt pakket ind i goretex for ikke at blive berørt.

Værket polemiserer, debaterer, nuancerer og perspektiverer flere ting. Nietzsche viser, hvordan den sande opdrager også er en befrier, ”der fjerner ukrudt, affald og alle de orme, der vil befamle planternes sarte kim,” som han skriver. Opdrageren er den, som gør det muligt at overkomme den dovenskab, der præger tiden.

Nietzsche værner om geniet (eller helten), ham eller hende, der senere vil blive kaldt for Overmennesket. Geniet revurderer samtidens værdier. ”At leve er at være i fare,” skriver han, fordi geniet må ofre sig, idet han eller hun rækker sandheden videre.

Værket berører også politik og staten, fx har Nietzsche ikke meget tilovers for akademikeren, der arbejder for staten og husholdningen i stedet for sandheden. Desværre har mennesket indrettet sig således, ”at en permanent adspredelse af tankerne forhindrer os i at mærke livet,” slår han fast. Her kunne man sagtens tro, at Nietzsche sad og skrev inde i stuen ved siden af.

Værket berører også noget, som mange kunne lade sig inspirere af i dag, nemlig det faktum at udvikling er en selvovervindelse, ikke en selvrealisering. ”Det heroiske menneske er bedøvende ligeglad med sit eget velbefindende eller sin egen ulykke, med sine dyder og laster og med sig selv som alle tings målestok.”

Og så er der stilheden. Ligesom Kierkegaard, skriver Nietzsche om tidens hastværk, hvor enhver er på flugt fra det, som mærker eller imprægnerer vedkommende (læs: på flugt fra livet). ”Vi frygter erindring og inderliggørelse … Når vi er alene og stille, bliver vi bange for, at der skal blive hvisket os noget i øret, og derfor hader vi stilheden og bedøver os med selskabelighed.” Et andet ord for selskabelighed er underholdning.

For meget underholdning, selviscenesættelse, hastværk, dovenskab … for lidt liv.

Alt dette leder frem til Nietzsches endelige projekt, som er kulturen. Hvad er det, som kulturen skal fremme eller bekræfte? Kulturen skal arbejde på at bringe filosoffen, kunstneren og helgenen frem i os. Det er ambitiøst. Kulturen skal altså gøde grunden for de individer, der gør det muligt for en kultur at overvinde sig selv. Målet for en arts udvikling, skriver han, ligger der, ”hvor den har nået sin grænse og er ved at udvikle sig til en højere art, og ikke i den eksemplariske masses velbefindende.” Det mener jeg ligeledes, at man sagtens kan lade sig inspirere af i dag.

Nietzsches metode er eksemplarisk, fordi han bevæger sig mellem pars destruens og pars construens. En slags ikke-metode. Pars destruens tydeliggør, at intet ideal eksisterer, som kan definere hvad et menneske skal eller bør per se; mens pars construens bekræfter den praksis eller livsform, som gør det muligt at leve. Hos Nietzsche er det geniet eller helten, der fremmer det levende, fordi denne i sine handlinger beviser, ”at kærligheden til sandheden er frygtelig og voldsom.” Han er til stede. Her og nu.

Nietzsche leverer stadigvæk noget af den bedste form for kulturkritik, der er skrevet. Han forsømmer aldrig det opbyggelige i kritikken. Så, hermed de bedste anbefalinger til læsestof, der passer smukt til en solrig dag i parken. Det er en bog for alle.