Er det værd at gentage?

Everything becomes and recurs eternally — escape is impossible!

— Friedrich Nietzsche

Hvis der er en etik, er det den: Den evige gentagelse. Her er det nemlig fremtiden, som gentages. Det, der er værd at række videre, som et midlertidigt fundament for fremtidig skabelse. Det lyder måske uklart, men det svarer til de situationer, hvor du en gang imellem læser den samme bog igen, eller ser den samme film flere gange.

Hvad gør dem denne gentagelse værdig?

Hvad åbner gentagelsen op for?

Hvis du ikke orker at gentage en bestemt aktivitet igen i morgen, hvorfor så gøre den i dag (med mindre selve aktiviteten i dag eliminerer aktiviteten i morgen)?

Det, der er værd at gentage er det, som i morgen gør det muligt at opfinde nye måder at tænke og leve på. Hvis skoene allerede klemmer i dag, så smid dem dog ud.

Dette her skulle have været en anmeldelse af en Nietzsches bøger. Dernæst af en bog om Nietzsche. Dernæst en anden bog om Nietzsche. Men jeg kunne ikke lige finde en vinkel. Jeg vil gerne anbefale to styks, som er gode. Den ene er dansk og skrevet af Mette Blok. Den hedder Nietzsche som etikker her tages de tidligere værker op, hvorefter de knyttes sammen med de senere. Hun viser overbevisende, hvordan især den engelsksprogede moralfilosofi har haf det svært med tyskeren. Den anden bog er klassikeren Nietzsche: Philosopher, Psychiatrist and Antichrist af Walter Kaufmann, som også har oversat flere af Nietzsches bøger til engelsk. Her får man hele historien, som den tog sig ud for 50 år siden. Der er faktisk flere sammenfald i de to bøger, fx at begrebet selvrealisering for Nietzsche handler mere om selvafvikling eller selvovervindelse. Dette kunne tidens mange profeter lære lidt af.

Ellers er et godt sted at starte Således talte Zarahustra. Jeg læste den i gymnasiet for første gang. Siden har jeg læst den igen, fordi den er værd at genlæse og gentage.