I en tid, hvor det bliver stadig sværere at tale om retfærdighed – i et samfund, hvor ingen er helt lige, og hvor systemerne svigter – bliver detektivens blik en slags sidste bastion. Ikke for loven, men for opmærksomheden.
For mange er sommeren ikke blot sol, strand og blå himmel, men også litteratur. Især én genre egner sig til hængekøjen: krimien. Det er en genre, der ofte kritiseres for at være dårligt skrevet og skabelonsk, men som alligevel formår at holde os fanget – med sine forførende plots og moralske dilemmaer.
Men krimigenren har ikke blot underholdt os gennem årtier. Den har også ændret vores måde at forstå sandhed og opklaring på. Et af dens kendetegn er, at den altid er dybt forankret i samfundets moral. Franz Kafkas Processen er ikke en klassisk kriminalroman, men alligevel både mysterium, konspiration og en undersøgelse af tilværelsens mørke afkroge – elementer, som i dag præger mange krimier.
Krimien har spejlet kulturelle og eksistentielle forskydninger i vores syn på det onde, på retfærdighed og på sandhed – og dermed også på vores forståelse af os selv. Den moderne detektiv er ikke længere en kølig analytiker, men en figur, der bevæger sig i udkanten, hvor livets tråde vikler sig sammen, og hvor sprækker i virkeligheden afslører det, vi helst ikke vil se.
Det er netop i disse sprækker, sandheden anes – ikke som noget definitivt, men som noget, der kun viser sig i glimt. Ikke som et facit, men som følsomhed. Og i stigende grad: som mistro til forklaringer.
Læs resten af kroniken i Berlingske Tidende eller send mig en besked.
FINN JANNING 