Eksistensøkonomi

Hvad kom først: Livet eller økonomien? Hvem er hønen, og hvem er ægget?

Umiddelbart er logikken simpel. Livet må nødvendigvis komme før økonomien, som jo er en menneskelig opfindelse; men praksis siger noget andet. Livet er blevet underlagt økonomien. Der er tale om en eksistensøkonomi.

Eksistensen er blevet et økonomisk anliggende, idet eksistensen indgår på samme vis, som andre råstoffer i økonomiens produktion. Denne udvikling rummer nogle store problemer i form af en eksistentiel korrumpering, som når livet ene og alene formes og vurderes økonomisk. Når dette er værst, medfører det stress, burnout og depressioner. Udviklingen rummer dog også et positivt potentiale. Eksistensøkonomien åbner op for at mennesket kan tage eksistensen tilbage qua efterspørgslen herpå. Det er med andre ord muligt for det enkelte menneske at vende styrkeforholdet om. Det kræver blot, at det rejser sig fra kanvasen og slår igen! Og dybt.

Økonomi har klassisk defineret sig selv som en videnskab, der har sit udspring i livets helt almindelige problemer, såsom anskaffelsen mad, husly og tøj. I dag er dens ærinde anderledes. Økonomien har bevæget sig fra at være læren om den hensigtsmæssige organisering af den enkelte families husholdning (Aristoteles), til have et mere politisk og til dels eksistentielt sigte (Adam Smith og frem). Denne bevægelse er sket gradvist, men ganske vedholdende og målrettet. Løbende er flere facetter af livet blevet inkluderet i økonomiens sfære. Jeg tænker ikke kun på politik, men også områder som viden, kultur, oplevelser og kognition, som i dag alle er økonomiske felter: vidensøkonomi, oplevelsesøkonomi og så videre. Og nu har økonomien, som en igle, sat sig på eksistensen.

Det, der adskiller dagens eksistensøkonomi fra tidligere tiders økonomier er, at det er mennesket eller selve eksistensen, som er blevet den knappe ressource. Nu handler økonomi mest af alt om anskaffelsen af identitet, prestige, anerkendelse og status. Økonomien er både målet og midlet. Udover sin økonomiske værdi rummer økonomien også en enorm symbol og signalværdi, som et menneske kan bygge sin identitet op omkring. Eller politikere kan manifestere holdninger med. Et simpelt eksempel er arbejdspladsens rolle, hvor titler og lønrammer rækker langt udover virksomhedens grænser, da disse også anvendes som markører i almindeligt menneskeligt samvær.

Eksistensen er endvidere blevet essentiel i selve værdiproduktionen – især idenfor den voksende type arbejde, som betegnes immaterielt eller affektivt arbejde. Det er her jeg ser et positivt potentielle (uden tvivl en romantisk forestilling!). Eksempelvis kan en borger eller medarbejder i selve sin måde at leve (og arbejde) på valorisere andre og nye værdier, som økonomien ikke umiddelbart kan rumme eller håndtere. Et frigørende element er altså til stede. Men det er under hårdt pres, fordi det frigørende i stigende grad presses af økonomiens værdier og normer. Det er trods alt disse, som giver anerkendelse, identitet og status.

Det, der er henholdsvis faren og potentialet i eksistensøkonomien er, at eksistensen er knyttet til den måde, hvorpå den enkelte tænker, taler og lever. Faren er, at det åbner op for en undertykkelse af det menneskelige potentielle, som når eksistensen udelukkende formes i økonomiens idealer og mål. Her er der mange, der ikke er sig bevidst at de reelt spiller en rolle: Den, som markedet efterspørger. Follow the money, er mottoet. I stedet for en skabende modstand nøjes mange med at reagere og føje sig efter de skiftende krav, da det kan være svært, nærmest umuligt, at forestille sig en identitet udenfor arbejdsmarkedet. Det er svært at gøre modstand. At stå uden for arbejdsmarkedet medfører en form for frivillig mobning eller udstødelse. Men uanset de mulige besværligheder med at gøre modstand, er der – i hvert fald rent filosofisk – tale en form for ligegyldighed, idet det enkelte menneske ikke tager sit eget liv og potentiale seriøst. Virkeliggørelsen af det uudnyttede potentiale handler om ikke længere kun at reagere, men derimod om at agere. Blive skabende. Det er ofte her at politikere og arbejdspladser fejler. Det virker som om, at de slet ikke ønsker skabende menneske. De giver ikke plads til den enkeltes umiddelbare handlekraft med mindre den passer sirligt med de herskende økonomiske målsætninger.

Lad mig give et simpelt eksempel: I stedet for at spørge: Hvordan kan vi motivere befolkningen i retning af en bestemt adfærd? – kunne politikere spørge: Hvorfor gør folk, som de gør? Hvad er det, som driver folk i almindelighed?

De fleste politikere og arbejdspladser antager, at det er penge som motivere. Noget ydre. Af samme grund kan de fleste politiske incitamenter ses, som kamufleret adfærdsregulering i form af skærpede eller lempede momsregler, afgifter, skatteprocenter eller bonusser. Eller mere uddannelse, som p.t. er regeringens mantra, hvilket i bund og grund er styret af samme mekanisme, idet uddannelse ofte fører til arbejde, som dermed øger den enkeltes såkaldte humane kapital. Han eller hun er mere værd, rent økonomisk på grund af sin uddannelse. Problemet med uddannelse er, at denne i denne sammenhæng blot er en ydre form for motivation, som overser det enkelte menneskes naturlige drive. Derudover er det spørgsmålet om uddannelse virkelig er fremtiden? Stjerner på skulderen tilhører en overstået epoke. Hvem kigger på stjerner, når de møder en som virkelig kan sit kram?

Når politik bliver til økonomistyring, medfører det nemt en blidhed, som resulterer i et mindre engagement, hvorved ambitionsniveauet falder. Straf, belønning og uddannelse er ligesom opfindsomt, som en ostemad til kaffen. Mange beslutningstagere ser et Danmark fuld af dovne mennesker. Jeg ser en masse danskere, som ingen evner at motivere, fordi de reelt ikke forstår, hvad der driver dem.

Hvis det positive element skal (og kan) fremmes, drejer det sig om, at fremtidens politikere og andre beslutningstagere ikke forsøger at afpasse forståelsen af livet til et ideal. Typisk et økonomisk ideal, som nærmest har fået rang af at være et kategorisk moralsk imperativ: Gør kun det, som kan betale sig? Ethvert ideal er aldrig andet end en måde at begrænse ens egen rådvildhed på. Økonomien er rådvild. Det samme er politikerne. Det der mangler er vildskab, en evne til at tænke udenfor de trygge og velkendte rammer. Kan det betale sig? Ja, økonomien er i krise, fordi den troede at profit før alt andet kunne betale sig.

I dag ved vi, hvem der er hønen, og hvem der er ægget.

Deleuze – Badiou

Nogle køber en populærvidenskabelig bog om ledelse, når de står i lufthavnen, andre køber en filosofisk eksamination af forholdet mellem Gilles Deleuze og Alain Badiou.

Jeg skulle til en konference om Change Management. Jeg skulle præsentere et essay om Forførerens dagbog, så for et etablere et sundt modspil til al den management jargon, som måske ventede, valgte jeg en bog om Deleuze. Bogen er Clayton Crocketts Deleuze Beyond Badiou. Det var et godt valg.

Bogen er polemisk, til tider lidt for meget, men rummer til gengæld en meget overbevisende læsning af Difference and Repetition – Deleuzes hovedværk.

Ifølge Clayton – som især polemiserer mod Badious bog Deleuze: The Glamour of Being – er problemet, at Badiou ikke helt forstår, at det virtuelle og det aktuelle ikke står i et oppositionelt forhold til hinanden, selvom de godt nok er adskilt. Badiou gør det virtuelle til noget transcendent, som derved udgør en baggrund for det aktuelle. men intet er som bekendt dybere end sminken. Derudover synes Badiou, ifølge Clayton, at forveksle Enhed med enstemmighed. Deleuze skriver, at væren er enstemmig for så vidt at den bekræftes i en stemme, men det som siges er forskelligt. Der er flere af sådanne pedantiske læsninger, som jeg fandt ganske underholdende at få genopfrisket.

Clayton bruger en stor del af bogens første del til at gennemgå Difference and Repetition. At gentagelsen er vigtigere end forskellen, fordi det er denne som bekræfter denne, er velkendt. Men hans gennemgang af tidsbegrebet er meget klar – især, når han viser, hvordan de tre former for tid leder videre til skizoanalysen, som Deleuze sammen med Guattari folder ud nogle år senere.  Kort kunne man beskrive de tre tider således:

  1. Den tid, som er baseret på et levende nu.
  2. Den tid, hvor nutiden baseres på fortiden, der bliver tilgængelig som erindring.
  3. Den tid, som ikke er baseret på noget.

Den tredje tid er den tid, som er i os. Tiden er ikke underlagt rummet. Tiden er derimod den mest radikale form for forandring, men selve forandringen forandrer sig ikke. Tiden forandrer sig ikke, men den gør noget ved os. Det er fx den tid, som får Karl Ove Knausgård til at spørge i, et sted i Min kamp, hvorfra eller hvordan han har fået alle sine rynker.

I den tredje tid gentages forskellen, hvilket betyder at kun det, som er blivende kommer igen. Vi dør en lille smule, når vi gentager.

Hvad mere … Clayton behandler fint tredje kapitel i Difference and Repetition, som Deleuze ligeledes selv fremhæver i det engelske forord. Det er kapitlet om tankes billede. Filosofien er mulig, siger Deleuze, når den frigøres fra herskende billeder og vaner, fx commonsense og den gode fornuft. Deleuze er mere interesseret i non-sense. Det er nemlig denne, som konfronterer os med vores stupiditet, idet et møde med verden tvinger os til at tænke. Vi kan ikke længere lukrerer på vores vante billeder.

Dernæst følger et par afsnit om Badious tre store arbejder: Theory of the Subject, Being and Event og Logics of Worlds. Ifølge Clayton er Badiou tættere på en mere dynamisk ontologi a la Deleuze i Theory of the Subject og Logics of Worlds, mens Being and Event forsømmer subjektet. Det er svært for mig at vurdere, da jeg kun har læst Being and Event af disse tre. I sin gennemgang vender Clayton tilbage til Badious kritik af Deleuze, hvor han ligeledes hævder at Deleuze er en tænker, der dvæler i fortiden og fremtiden uden blik for nuet, etc. Badiou fremstår, som en dårlig læser, der mest af alt bruger Deleuze som afsæt for sin egen promovering. Sådan fremstilles forholdet til tider af Clayton. Det polemiske bliver lidt trættende at læse. Det bliver lidt et spørgsmål om, hvis far der er stærkest.

Mere skub kommer der igen i bogen, når Clayton forsøger at vise, at Deleuze har et politisk og revolutionært projekt – noget som Badiou og Zizek hævder, at han ikke har. Clayton hiver blandt andet fat i Deleuzes filmbøger – specielt bog nummer to: Time-Image. Her skriver Deleuze fx, hvordan film fra den tredje verden kan være med til at give plads til mennesket, det menneske, som holdes ude. I samme bog hævder Deleuze, at kunsten kan redde verden. Kunstneren er en skaber af sandhed, da sandheden ikke opnås, formes eller reproduceres; den må skabes. Det er smukt. Udfordringen er, at skabe en tro på denne verden, selvom den er fuld af tosser og idioter, men der ikke andre verdener, som vi kan referer til. Utopien er ikke det gode sted, som aldrig finder sted; men et her og nu.

Det faktum, at der er mennesket som er forvundet, det vil sige mennesker hvis stemmer som konsekvent negligeres, er lig med demokratiets død. Hvilket måske hænger sammen med, at demokratiet mere og mere virker som en redningskrans for markedsøkonomien end en sikring af alles ret til at have en stemme. Politik er blevet økonomistyring. Men, sådan ser Clayton det, måske er det forsvundne menneske også demokratiet eneste mulig, fx når disse oversete og overhørte stemmer optager og genskaber en verden med plads til alle.

Min dom: Lidt for polemisk, men ellers flere steder en meget inspirerende bog. Apropos det polemiske, så havde jeg ingen grund til at frygte min konference. Da jeg spiste frokost, fortalte en tysk forsker mig, at han to gange havde hørt Inger Christensen læse sine digte op. ”Hun fik dansk til lyde, som det smukkeste sprog,” sagde han. Heldigvis talte vi engelsk sammen, ellers ville jeg nok have spoleret hans smukke erindring om det danske sprog, men hans kommentar fik mig samtidig til at tænke på Deleuzes forståelse af tiden.

Hvilken tid er der tale om: 1, 2 eller 3?

Kan du ikke svare, så læs bogen.

Obedience to Authority

Most people like to see themselves in a favourable light. Most people predict that virtually all human beings will refuse to obey to authority – especially, if the authority is making you hurt other human beings. Most people, however, are wrong.

In the early ´70s, the psychologist Stanley Milgram conducted his famous “Obedience to Authority Experiment”  (see the book Obedience to Authority). The experiment helps explaining why ordinary people can commit the most awful crimes, just because the crime is placed under influence of an authority. We have all heard the excuse: “I was just doing what I was told.”

The experiment: Two people come to a laboratory to take part in a study of memory and learning. One is “the teacher” and the other is “the learner”. A third person is present, “the experimenter”, who is also the authority telling “the teacher” something like “please continue” when he or she doubts the purpose of this so-called memory and learning-experiment. The real focus of the experiment is “the teacher”, because he or she is the one managing the shock-generator. For example, if “the learner” answers a question wrong, then “the teacher” should punish “the learner” with an electronic shock ranging from 15 volt to 450 volt – by the way, the electrical outlet in Denmark is 240 volt!

The purpose: “The aim of this investigation was to find when and how people would defy authority in the face of clear imperative,” Milgram writes.

The result: More than 60 percent of “the teachers” punish “the learners” all the way. Danger: Severe shock it says on the generator.

Milgram conducts many experiments (which have been repeated many times elsewhere by other psychologists); he changes the independent variables, for instance, the proximity of “the learner” to see how it might affect the dependent variable, “the teacher”. Also, this experiment tells that women are no less likely to punish than men. The situation or the circumstances affects both genders equally.

The book is a detailed description of the method, the approach, the theses and experiments, as well interesting reflections. It also describes those heroic person´s who actually have the courage to act out their beliefs. No more of this! Similar, Milgram emphasizes that the problem of obedience not only is psychological, but also reflects the form and shape of a society.

Let us turn back the time. Years before Milgram´s experiment, the world witnessed how ordinary Germans could commit the most sadistic crimes (and the world have seen it so many times afterwards: The Chinese invasion of Tibet in the fifties, to Vietnam´s My Lai, up to the abuses in the Abu Ghraib prison (for more info: see).

In 1968, the philosopher Hannah Arendt wrote a very disturbing book Eichmann in Jerusalem. Here she coined the concept “banality of evil” when she described Eichmann as a pathetic and uninspired bureaucrat, and not as a monster. Eichmann required that hundreds of people submitted to his authority. And this form of obedience he required sitting safely behind his desk. The distance between the decision-maker and the people doing the job plays an important role, as Milgram´s experiment also illustrates.

”How are we to account for the diminishing obedience as the victim is brought closer?” Some of the answers that Milgram gives: Empathy, narrowing the cognitive field (difficult to exclude one from one´s thoughts, if he is close by), reciprocal and unity experience, etc. Furthermore – to continue with Eichmann – the Holocaust was staged through an intense devaluation of the victim. Call it brainwash.

Another psychologist, Philip Zimbardo has stressed the intimate relationship between the system, situation and individual. For instance, it is the leaders and decision-makers who maintain or create a system or society that opens up for more or less dehumanizing situations (or flourishing situations). Afterwards, these situations affect the behaviour of the individual. A simple example might illustrate this: You plan not to drink more than one glass of wine before going to a party, but then at the party everything changes due to the people, the good mood, the laughs and the flirting – the situation – that all makes one forget his or her moral imperative. It is part of being human to affect and be affected.

The point of these studies is not to condemn those who obey authority. Sometimes it might be advisable to follow: Do not cross this bridge! Rather, the main point is to acknowledge the great impact that situations have on our actions. Also, to be aware when one might fall for various forms of pressure due to simple needs of belonging or identification, and how one might overcome these obeying actions from actually to happen. For me it is a matter of freedom, that is to say being free to resist the blind or habitual obedience, as well as being willing to risk something by trying to match what happens the best possible way. It is the basic courage to take the decisions that actually liberates oneself. Do today what makes it easier to live a life worth living tomorrow.

Pragmatism

“For empirical knowledge, like its sophisticated extension, science, is rational, not because it has a foundation but because it is a self-correcting enterprise which can put any claim in jeopardy, though not all at once.” – Wilfrid Sellars

The philosophical tradition of Pragmatism challenges the implicit assumption that our practices are necessarily inadequate and require backup from some standard or unchangeable principle that lies beyond them. This tradition argues, among many things, that there is no other world to which we can refer. Philosophy is not religion by other means; it is not babysitting, but an ongoing struggle for survival.

The reason for this post is the book Pragmatism: An Introduction, by Michael Bacon that I recently read.

Pragmatism is mainly an American story, and to some extent American philosophers tend to debate with each other. It is a closed party, which is both an advantage and a disadvantage, since, for example, the debate becomes intense but sometimes also too parochial. This book tries to provide a broader and more inclusive view.

The themes of Pragmatism are not just an American phenomenon but an interesting American phenomenon. The main difference between European and American philosophers is that many European philosophers understand philosophy, I think, as a form of life (such as the existentialist tradition from Kierkegaard, Nietzsche, and Sartre to Deleuze), which has formed many thinkers regardless of their differences. The way a person thinks, feels, and acts are part of the way they live their life. Americans (I generalize) are more philosophers by profession, although this is also a tendency that is growing in Europe.

Enough of this; let us deal with the book Pragmatism. It starts with Charles Sanders Peirce, but only because William James refers to him in a lecture given in 1898. Bacon´s book presents the history of Pragmatism through a series of profiles of prominent Pragmatists: Dewey, Rorty, Davidson, Putnam, etc. Most of these are familiar faces regardless of one’s knowledge of Pragmatism per se. The book also presents profiles of a few interesting thinkers I haven´t read; yet, such as Brandom and Bernstein.

There are beliefs that the Pragmatists share, such as the view that ideas should never become rigid ideologies that refer to transcendent norms. They believe that everything is fallible and nothing is certain in all eternity, which they understand to mean unquestionable. Several Pragmatists deal with the relationship between “the game of giving and asking for reasons.” The goal of philosophy is not truth; rather, philosophy is an ongoing inquiry that may make us wiser in overcoming the various struggles or setbacks that fill our lives.

Personally, I like the style of James and Dewey, because they write very clearly, without too much jargon. The same can be said about Rorty, although some may find him too jovial at times. In my opinion, he has written some interesting essays, for instance, one on Nabokov and cruelty, which argues that the trouble with rights is that they address predetermined forms of cruelty; the idea that everything is given makes our thinking shrink (Badiou was saying something similar in a previous post).

In one interview, Rorty said, “If we take care of freedom, truth can take care of itself,” thereby emphasizing that what is most important in philosophy is freedom, not truth. The truth does not set anyone free; it is just another example of an unquestionable postulate. Being free, however, makes one amenable to a richer understanding of life.

Another interesting figure that Bacon presents is Sellars. Sellars deals with the myth of the given by stressing that the human being is distinct in his or her ability to bring understanding to the world through the creation of concepts. His ideas lead to the views of Brandom, or some of them. One very interesting idea is that language is not merely a tool. Rather, what we do is intrinsic to the structure of language. Language is not a tool to reach a goal, as some pop-coaching methods claim; rather, the interests in a goal cannot exist prior to language. If they do, then they do not have any transformative potential, which may be why some forms of coaching often comprise a never-ending story, trying to convince the poor victim (or paying client) about the significance of the goal. This idea is also related to Brandom´s idea about negative and positive freedoms, which appears to place itself in alignment with Foucault´s idea about resistance and Deleuze’s understanding of the will to power as a will to create–that is, freedom being understood as becoming through a mixture of resistance and creation. “Without a suitable language there are some beliefs, desires, and intentions that one simply cannot have.”

Some portraits, of course, I find less interesting—es lo que hay—but in general, the book serves it purpose: it introduces the reader to a vast number of thinkers related to Pragmatism in a very precise and clear way.

In conclusion, Bacon emphasizes that Pragmatists are united in what Putnam calls “the supremacy of the agent point of view,” and what Brandom calls “the primacy of the practical,” whether this concerns knowledge, communication, reasoning, etc. A very interesting result of Pragmatism is that we—all of us human beings—are in a constant clash of mentalities (not cultures, por favor!), or of standpoints and beliefs.

New readers may start to think now.

***

If interested, see also my comment on Richard J. Bernstein’s book, Why Read Hannah Arendt Now

En lille etik

Det store problem for mange etikker, er, at de skaber et lidende subjekt. De gør mennesket til et regulært offer. Heroverfor stiller den franske filosof Alain Badiou et skabende menneske. Det gør han i sin lille, men meget interessante bog Ethics: An essay on the understanding of evil. Handling versus resignation. Det er befriende læsning.

De fleste etiske principper vurderer alt ud fra en statisk doktrin, som truer med at hæmme enhver form for tænkning. I stedet for at forbinde etik med abstrakte kategorier, fx Mennesket, Retten, den Anden vil Badiou henføre det til situationer. I stedet for at gøre etik til en dimension af medlidenhed – som leder til mange kedelige sympatistrategier, a la ”Armstrong made me do it” – vil Badiou gøre det til en holdbar maksime for singulære processer. I stedet for at det kun er den konservative gode samvittighed, der står på spil, skal det gælde skabernes skæbne.

Sagt anderledes. I dag er mennesket alt for optaget af, hvorvidt der findes imperative krav, der kan fremstilles formelt, og som ikke skal underordnes empiriske undersøgelser. Disse imperativer vedrører fx ideen om ”det Onde”. Etik opfattes typisk, som en Kantiansk a priori evne til at få øje på ”det Onde”. Samtiden bærer nærmest præg af en regulær stræben efter “det Onde”, som kan få ens egen levevis til at fremstå god. I den moderne etiks sprogbrug kommer ”det Onde” først. Det antages, at der en konsensus om, hvad der er barbarisk.  Det svarer lidt til at man først ved, hvad kærlighed er, efter at fået sine testikler klemt i en skruetvinge.

Det, som sker, når etikken indordnes ophøjede og ukrænkelige idealer, er, at subjektet underordnes en såkaldt universel erkendelse af ”det Onde”. Det er her, at etikken definerer mennesket som et offer. Dog er der mennesker, som ikke vil gøres til et offer. De kæmper imod. Det kræver en uhørt anstrengelse, der senere hyldes af de andre, fordi modstanden netop understreger, at et menneske er et menneske. Et menneske adskiller sig ved dets stædige vilje til at forblive det, det er, nemlig noget andet end et offer, noget andet end dødeligt. Et menneske bliver udødeligt, når det skiller sig ud fra livets grådige strøm. Når det evner at skabe plads til noget, som kan leve videre, fordi det overkommer et veladresseret problem. Nietzsche gav eksempelvis plads til en vilje til magt, forstået som en vilje til at skabe, der kunne overkomme tidens nihilisme. Og han, Nietzsche altså, lever jo i bedste velgående. Jeg talte med han i forgårs!

Badiou forholder sig også kritisk overfor kultursociologens moralisering om at anerkende den anden, især når nu ”den anden kun er acceptabel, hvis han eller hun er en god anden”, hvilket betyder ”den samme som os”. Denne hygge-moral medfører, at vi partout SKAL respektere forskelle, men kun for så vidt at den afvigende er demokrat, feminist, økolog og buddhist. Ergo, som Badiou polemisk skriver: ”Jeg respekterer forskellene, men kun i den udstrækning at det, der er anderledes, præcist som mig selv, respekterer de nævnte forskelle.” Han bryder sig ikke om den selvgode moralisme.

Et interessant spørgsmål, hos Badiou, er spørgsmålet om anerkendelsen af det samme. Den uendelige afvigethed eller anderledeshed er simpelthen det, der er. Enhver erfaring er en uendelig udfoldelse af uendelige forskelle, skriver han. Det vil sige, at selv den såkaldte refleksive erfaring af mig selv er på ingen måde en intuition om en enhed, men en labyrint af differentieringer. Je est un autre, citerer han Rimbaud for. Enhver er mange. Hvem bliver ikke en smule skizofren til tider?

Det meste af den nutidige etik gør en dyd ud af kulturforskelle. Det sker ud fra et ideal om fredelig sameksistens. Ifølge Badiou bør man hellere fastholde, at disse forskelle ikke har nogen interesse for tænkningen. De udgør blot menneskeracens indlysende mangfoldighed. Den nutidige etik er turistagtig i sin fascination af sæderne, skikkene og trosretningernes mangfoldighed. Dagens etik minder om ”Turen går til …” Denne form for etik kommer fra en vulgær sociologi, der er direkte nedarvet fra kolonialismens forundring over for de vilde – eller nutidens forundring overfor alkoholikeren, stofmisbrugeren, luderen, den lille sorte pige.

Så vidt så godt. Senere i samme bog udfolder Badiou provisorisk sin filosofi om begivenheden, sandheden, situationer m.v. Her kan bogen tjene, som en rimelig klar indgang til nogle begreber, som kan være lidt komplicerede. Eksempelvis påpeger han, at ”det Samme” ikke er det, der er (i.e. forskellenes uendelige mangefold), men det, der sker. Det, som ”det Samme” står i relation til er en sandhed, fordi en sandhed er ligeglad med forskellene. En sandhed er den samme for alle, står der.

Når talen falder på Sandheden, er jeg selv lidt skeptisk, hvilket jo berør på forskellige filosofiske inspirationskilder. Men for Badiou er udødeligheden knyttet til et persons evne til sandhed, hvilket vil sige være det, som en sandhed henviser til i sin “sammehed.” Her opererer Badiou med fire kategorier: kærlighed, politik, videnskab og kunst, som for ham er universelle betegnelser, hvor under sandheden titter frem. Det er svært at afgøre om Badiou erstatter en form for universalitet med en anden. Eller hvorfor han ikke bare forholder sig til et liv, og ikke disse fire domæner. Personligt finder jeg intet interessant i “det universelle”, som aldrig er andet end et dogme.

Badious grundtanke medfører, at han taler om en sandhedernes etik. Det vil sige, at etikken findes ikke, som sådan, men den viser sig i det arbejde, som gør nogle sandheder mulige i henholdsvis kærlighedens, politikkens, videnskabens og kunstens domæne. Badiou taler endvidere om en slags subjektive typer, eller arketyper, fx den politiske, videnskabelige, kunstneriske og elskende. Ethvert menneske indskriver sig i ved at deltage i en sandhed i en af de fire subjektive typer.

Det afgørende spørgsmål bliver, hvornår en sandhedsproces forekommer.  Det gør den, når et subjekt ikke kan undslå sig at forholde sig til en situation på en anden måde. Begivenheden, som finder sted, har ændret eller tilføjet noget til situationen, som ingen kan fraskrive sig. Det afgørende er derfor, at besidde en ’troskab’, det vil sige være tro overfor det, der sker, som netop bryder med situationens normalitet. Denne sandhedsproces tvinger ligeledes den enkelte, subjektet, til at skabe nye måder at leve og tænke på. Af samme grund er det filosofiens formål at ende ethvert endemål, da et endemål ellers vil forhindre en i at opfinde nye måder at være på, hvorved sandheden (eller sandhederne!) heller ikke vil ske. En begivenhedstroskab er et reelt brud i den særlige politiske, forelskende, kunstneriske eller videnskabelige orden, hvori begivenheden har fundet sted.

Så, for Badiou er sandhed en proces af troskab mod begivenheden, det vil sige det, som troskaben frembringer i situationen. Der er tale om et brud, fordi det, der gør en sandhedsproces mulig – begivenheden – hverken var i situationens skikke eller kunne tænkes med den etablerede viden. Begivenheden tværer ens ignorance ud i fjæset på en. Et eksempel kunne være cykelrytteres brug af doping, som blev offentligheden kendt i 1998 i forbindelse med Festina-skandalen, her må mange efterfølgende forsøge at tænke og praktisere en troskab over to sammenfiltrede begivenheder, nemlig hvordan videnskaben og økonomien påvirker eller er en del af sporten. Efter denne begivenhed er det umuligt – såfremt man er tro mod det, der skete – at forstå sport, som noget der foregår uafhængigt af samfundet. Tværtimod, viste Festina-skandalen at sport og politik, sport og moral, sport og videnskab, sport og kærlighed … hang sammen.   Det etiske spørgsmål er om den enkelte evner, at forblive tro mod utroskaben. Og dette gælder, som bekendt, ikke kun i sportens verden. Selve evnen til at tage det, som sker, på sig. For Badiou udgør subjektet grundlaget for troskaben, idet subjektet ikke findes før processen. Subjektet er et resultat af sandhedsprocessen, hvilket understreger at enhver relation altid er ydre, som Deleuze yndede at påpege. Det svarer til at subjektet i en kunstnerisk proces ikke er kunstneren, men værket. Tilsvarende sagde Sartre engang: Jeg er mine karakterer, men karaktererne er ikke mig.

Interessant bog, som jeg genfandt, da jeg endelig fik flyttet en kommode. Det kaldes handlekraft! Men jeg lader alligevel Badiou få det sidste ord: ”Grib det i din væren, der har grebet og sprængt dig.”

Kunstens nytte

Hvad skal kunstens nytte? Spørgsmålet er ikke nyt. Det er heller ikke særligt smart. Ikke desto mindre stilles det med varierende hyppighed i den politiske sfære, måske så hyppigt at ingen længere orker at svare.

Kunstens verden er anderledes. Den er nærmest defineret ved at være uden en specifik funktion, formål og nytte. Alligevel – og især når økonomien er i krise – dukker spørgsmålet op: Hvad er kunstens nytte?

Forskellen mellem politik og kunst er konteksten. Når spørgsmålet omkring nytte stilles i den politiske verden, skyldes det af reguleringer eller lovændringer initieres af hensyn til en bestemt problematik. Omvendt så skaber kunsten sin egen kontekst i selve udformningen af værket. Af samme grund er spørgsmålet også svært at besvare tilfredsstillende, da kunstens mulige svar ikke bevæger sig inden for samme ramme, som den, hvorfra spørgsmålet stilles. Denne udfordring skal dog ikke afholde mig, selvom kunstens ærinde handler om refleksion, eksistens, værdier, erfaringsdannelse etc.

Mere konstruktive spørgsmål kunne være: Hvilke værdier kan udgøre et fundament for skabelse? Hvordan bliver værdier til i fællesskab med andre, som ikke partout ligner en selv? Hvilke erfaringer kan kunsten række videre til næste genration? Hvordan åbner et værk op for nye erkendelser? Hvad fortæller den nuværende kunstpraksis os om den verden, som vi lever i med hensyn til eksistens, værdier, måder at leve, tænke og føle på?

Kunsten er den menneskelige hukommelse. Den husker bedre end den uendelige genudsendelsen af Matador. Set i det lys kan spørgsmålet om nytte vendes om: Hvilket samfund har råd til hukommelsestab? Hvordan bidrager kunsten til vores fælles hukommelse? Svaret ligger i selve den kunstneriske praksis. Kunsten er en praksis, ikke en videnskab. Indenfor såkaldte eksakte videnskaber forudsætter man, at udfaldet af identiske og målbare begivenhedsrækker altid vil være de samme, hvis de foretages et andet sted, i en anden tid. I kunstens verden er stedet og tiden afgørende. Jørgen Leth digter plads til udsigten fra sit vindue. Samme vindue, samme udsigt, nyt digt. Josefine Klougart digter plads til sine barndomserindringer, som er fulde af dejlige røde æbler. Der er intet statisk i denne digteriske proces, da enhver erindring må skabes. Om tyve år vil Klougarts Mols-erindringer skabe plads til nogle andre æbler. Tiden er i værket.

Hvad er det kunsten kan? Den kan udfolde det, som finder sted, mens det finder sted. Den bekræfter eller affirmerer det, som kan frigøre livet, hvor det holdes fanget. Den kan bevare det, som det er værd at række videre. Den kan værne om livet.

Hvordan? Eksempelvis dømmer kunstneren Kenneth Balfelt ikke folk, selvom de drikker mere end gennemsnittet. Derimod hiver han dem med ind i sin kunstneriske proces, fx i skabelsen af værket Enghave minipark. Han lytter og bekræfter det, som de involverede finder mest givende: et sted, hvor der kan drikkes i fred. Eller tag nu hans værk Fixerummet, som evnede at se narkomanen, som et menneske, og ikke en kriminel, ikke et offer. Han skabte plads til en eksistensform, som for længst er dømt ude af Vesterbro.

Kunsten er at bruge de talenter, som vedkommende nu engang har, fx er Leth god til at gentage. Noget rækkes videre, fx lyden af et gearskifte eller sandet på et lagen. Sandet sætter sig på en anden måde i kroppen, ligesom de røde æbler kan give ens kinder en naturlig kulør.

Det hele minder mig om den kærlighed til skæbnen – amor fati – som filosoffen Gilles Deleuze talte om. En kærlighed, der aldrig er en resignerende accept af skæbnen, hvad enten denne skæbne er, at Enghave plads vendes på hovedet, så de daglige bruger bliver hjemløse eller noget andet. Snarere handler denne kærlighed om at forholde sig på en særlig måde til det, som tager form. Eksempelvis, det faktum at folk samler sig andre steder for at drikke. Begæret efter alkohol er – som ethvert begær – et sammensurium af flere ting, fx samværet, glæden, relationerne, etc. Det, som kunsten (og filosofien) kan, er, at den kan bringe vreden videre til det punkt, hvor vreden vender sig mod det, der sker. En eller anden er vred, fordi han ikke længere kan drikke sine øl i fred; en anden vender den vrede om, giver den styrke nok til at skabe et nyt mødested.

Eller tænk på alle de søde og rare mennesker, som bor på Vesterbro, og som ikke ønsker at finde brugte kanyler, som deres børn kunne komme til at stikke sig på; de bryder sig slet ikke om, at blive konfronteret med denne type af u-cool eksistens. Disse stikkende randeksistenser sætter Vesterbros storsind på prøve. Hvad gør kunsten? Den tager denne vrede, denne lidt ynkelige afmagt, og vender den mod det, som finder sted. Hvilket er, at nogle mennesker hver dag skyder en dosis heroin ind i kroppen, eller høvler 30 elefanter ned i halsen, eller sælger sin mund for højest bydende. Balfelt skaber plads til det menneskelige eller livagtige i det, som også sker. Han etablere et rum, hvor det er ok at fixe. Han skaber plads til en eksistensform uden at fordømme denne moralsk eller jage den, som var der tale om et kriminelt udyr.

Det er fordi kunstneren er fri, at han eller hun er i stand til at agere kærligt. Hvad nytter det, hvis de økonomisk og social velstillede ikke evner at rumme de eksistenser, som dagens samfund også producerer? Hvad nytter det, hvis visse eksistensformer overses? Uden kunsten ville vores erfaringsrum være fattigere. Det er derfor den nytter.

I thought so

In the novel The Broom of the System, David Foster Wallace writes: “Are you listening on the intercom, Foamwhistle? If you’re listening make no sign that you’re doing so. I thought so.”

This quote might serve as an example of how the communication has been, and still takes place, within sport – especially cycling. Just imagine how a journalist might asks: “Are you using performance-enhancing drugs, Froome? If you’re using doping make no sign that you are doing so. I thought so.”

Some might call it critical journalism. To me it looks more like qualms of conscience.

Viljestyrke fremmer selvværd, ikke omvendt

”Evnen til at regulere os selv, er i dag den største sociale patologi.” Viljestyrke suppleret med selvkontrol og selvdisciplin er afgørende for at forbedre ens liv. Uanset, hvordan den enkelte så end definerer ”et bedre liv”. Intet kommer af sig selv. Der er altid en vilje bag. Og i dag er denne evne svækket. Heldigvis er begrebet ”viljestyrke” i fremdrift. I hvert fald indenfor psykologien. En af bagmændene bag er psykologen Roy Baumeister, som sammen med journalisten John Tierney har skrevet en ganske god bog herom. Den hedder: Willpower. Why Self-Control is the Secret to Success. Titlen siger det hele, som strategiske amerikanske titler gerne gør.

Der er tale om en populærvidenskabelig psykologi-bog – en bogtype, der er eksploderet markant de seneste 10-15 år. Forskellen mellem de gode af slagsen, er, at de er generøse med den forskning, som finder sted, og at de aldrig prøver på at lyde klogere end de er. De værste af slagsen rubriceres bedst under betegnelsen selvhjælpsbøger, som aldrig for alvor synes at hjælpe det ”selv”, som ynder at konsumere disse. I hvert fald er det sigende, at de mennesker som konsumerer disse, gør det om og om igen. Det er en industri. Selvhjælpsbøger er som lune krydderboller. De smager sikkert udemærket, men mætter kun så længe du sidder og tygger på den lune dej, som ofte er ret svær at sluge.

Willpower er ikke en fortvivlet selvhjælpsbog, men en bog der gerne vil dele en simpel pointe: At viljestyrke, selvkontrol og selvregulering er de vigtigste egenskaber i skabelsen af at bedre liv.

Bogen er fuld af referencer og eksempler – de fleste rimeligt interessante. Det hele begynder i 60’erne, da en psykolog undersøger nogle børns viljestyrke med hensyn til at spise et stykke slik – lige her og nu – eller vente i ti-femten minutter, for så at kunne spise to stykker slik. Nogle børn kan ikke vente, de propper instinktivt munden, mens andre er gode til at distrahere sig selv, fordi de gerne vil have to stykker slik. Flere år senere vender den samme psykolog tilbage til deltagerne i dette eksperiment, og ser, at de børn som besad viljestyrke til at vente, generelt har klaret sig bedre med hensyn til kærester, venner, karaktere, jobs, sundhed, mindre druk, etc.

Et nyt spørgsmål dukkede op: Var der en sammenhæng mellem viljestyrke og succes? Ja, selvfølgelig.

Forfatternes pointe er for mange triviel, men der, hvor den træder tydeligst frem er i forbindelse med børneopdragelse. Her har omkvædet længe været, at børn med selvværd opnår bedre resultater i livet, fx bedre karaktere. Men, som de to forfattere viser, er der intet belæg for denne påstand. Tværtimod, så viser forskningen, at det er lige omvendt. Hvis du opnår noget, så medfører det selvværd. Og ingen opnår særligt meget uden en smule selvdisciplin. Derfor: viljestyrke eller selvkontrol fører til øget selvværd. ”Forget about self-esteem. Work on self-control,” skriver de. Dette kunne også være en politisk pointe, da nogle samfund synes at bekymre sig mere om befolkningens selvværd end at fremme den indstilling, som kan føre til et velbegrundet selvværd. Der skal typisk en masse hårdt arbejde til, snarere end anerkendende kys og kram før nogen forbedrer sig. Eller sagt anderledes: At give god og saglig kritik, kan være ganske fremmende.

Det samme argument foldes ud, så det dækker både stress, overvægt, alkoholisme m.v. Den bedste måde at undgå stress på, er ved at blive bedre til at organisere sit liv, ja, men denne organisering sker i kraft af den enkeltes evne til at kontrollere sig selv, fx vide hvornår du skal sige nej. Eller ved at blive bedre til at erkende, hvad der er vigtigt. Selvkontrol eller selvdisciplin er heldigvis noget, som kan trænes, jf. børneopdragelse, hvor det kan være en god ide at sætte visse grænser og agere konsistent. Fx bliver børn forvirrede, når deres forældre ikke kan finde ud af at være entydige, ofte fordi forældrene selv mangler selvdisciplin. Det er trods alt lettere, at lade ens børn passe sig selv end det er at skabe lidt struktur i deres liv. Det er derfor, det er så dum en ide, at få børn for at redde et ægteskab eller i et forsøg på at give ens tomme liv lidt mening.

Konklusionerne er ikke revolutionerende, hvilket forfatterne heller ikke påstår. Nogle af de ting, som kan træne ens viljestyrke er bedre planlægning, gode sociale relationer (det er en grund til AA rent faktisk hjælper mange med at droppe alkoholen, fordi du deler dit mål med andre), mere realistiske mål er hjælpsomt, selverkendelse (fx er det bedre, hvis du vil tabe dig, at du vejer dig hverdag og nedskriver din vægt end aldrig at veje dig), selvkontrol er af samme grund vigtigt. Andre måder at træne sin viljestyrke på: at læse, at spille computerspil, at dyrke yoga, at sidde med ret ryg, at meditere. Eksempelvis beskæftiger zen- meditation sig med at tælle ens åndedrag: 1, 2, 3, … 10 for så at gentage denne proces. Det er en form for mental disciplinering, der kan være meget effektiv for folk, der har svært ved at fokusere.

Et par ord mere om selvkontrol. Det er vigtigt, at evaluere en selv, ikke i forhold til præ-definerede normer og idealer, da det at evaluerer jo altid er at evaluere et liv. Ens eget liv. Eksempelvis har vi alle, hver især de følelser og tanker, som vi fortjener. Og er disse følelser triste, kunne det være at man skulle organisere sit liv anderledes. Dette kræver selvsagt viljestyrke.

Bogen rummer flere eksempler fra forfattere og kunstnere, der om nogen har behov for en stærk viljestyrke. Fx sad Raymond Chandler hver dag i fire timer og ventede på inspiration. Hvis denne ikke kom, så lavede han ikke noget andet, men ventede. Skriv eller ingenting! Denne selvdisciplin kan virke anti-kreativ, selvom pointen netop er, at denne praksis skærper ens opmærksomhed. Digteren Jørgen Leth afsætter eksempelvis tid til at skrive en digtsamling. Det betyder, at han i en bestemt periode er fuldstændig fokuseret, men det betyder ikke, at han ikke løbende tager noter. Sagen er den, at det som man laver, hvad enten dette er at skrive en roman eller noget andet, jo gerne skulle føre til noget. I forlængelse heraf ligger en anden vigtig pointe, nemlig at ens viljestyrke kører på energi. Af samme grund er det vigtigt, ikke at stoppe med at ryge samtidig med at man vil tabe ti kilo. Eller skrive en digtsamling samtidig med at man kommenterer Tour de France. Det handler ret beset om at organisere livet bedst muligt ud fra de evner, som man nu engang har.

Alt dette leder igen tilbage til selverkendelse, det vil sige hvis man kender sig selv nok til at vide, hvornår noget spolerer ens måde at leve på, så kunne man prøve at undgå det – eller om ikke andet minimere ens omgang med den, det eller de. Det er lettere sagt end gjort. Som Samuel Beckett skrev i Wortward Ho: ”Ever tried. Ever failed. No matter. Try again. Fail again. Fail better.” Det er dog viljen, som får en forfatter tilbage til tastaturet, skønt manglende hurraråb eller anerkendelse, fordi denne vilje udspringer af en bestemt måde at leve på, som for vedkommende er givende. Praksis. Øvelse. David Foster Wallace, sagde det meget præcist: Som forfatter er alt andet end at skrive mindre motiverende. Roberto Bolaño sagde: at skrive er et værn mod kedsomhed.

Lysten eller glæden til at skrive … eller lysten til X er afgørende i ethvert liv. Og, det er måske et endnu større problem end den manglende viljestyrke: At så mange ikke ved, hvad der er vigtigt eller alvor for dem. Alt for mange mangler en passion eller lidenskab, hvorfor de heller ikke er i stand til at lide for denne passion – dvs. regulere eller kontrollere sig selv. Problemet er sandsynligvis, at alt for mange ikke er fri til at turde udleve en eksistens, fordi de ikke har modet til at stå imod de dominerende normer, måske heller ikke evnerne til at skabe plads til sig selv. ”Jeg har ikke tid”, er jo aldrig andet end en dårlig undskyldning.

Så, ja, det er et spørgsmål om viljestyrke. Hvilket vil sige, at bogens morale er ganske simpel, som så meget her i livet, men det gør den ikke nemmere at efterleve.

100 år med Tour de France

Tour de France fejrer i år sig selv. De hylder sig selv, som verdens største cykelløb gennem 100 år. Men trods den høje alder, er det ikke en moden fødselar. Snarere en lidt naiv teenager, der fejres. Og måske er det ganske indlysende, at det er sådan. Ud af de 100 år er der flere, som Tour de France ikke vil kendes ved. Eksempelvis de 7 år, hvor Lance Armstrong sejrede. Forestil dig tilsvarende, at du er til fødselsfest hos en god ven som fylder 50 år, men som ikke ønsker at vedkende sig 3-4 af sine levede år. Det betyder ret beset, at din ven ikke ønsker at tage ved lære. Fortrængning.

Okay, lad os holde os til fakta. Det første faktum: Armstrong snød. Og nu er han den store stygge ulv, som ingen vil hænge ud med. Mindst af alt Tour de France. Men hvorfor spørger Tour de France ikke, hvorfor så mange – hvis ikke alle cykelryttere i 90’erne og 00’erne – har snydt? Hvorfor ikke spørge, hvad der er galt med reglerne siden de ingen funktion har? Et andet faktum: Doping begyndte ikke med Armstrong; den stoppede ikke med ham. Ja, den begyndte heller ikke med cykling, ligesom den heller ikke stopper der. Zinedine Zidane er nok ikke den eneste fodboldspiller, som har anvendt væksthormonet kreatin, eller bloddopet sig.

Tilbage til Tour de France.

Tour de France er mønstereksemplet på det, som den franske filosof Jean-Paul Sartre kaldte ”den falske tro”. Tour de Frances bevidsthed eller selvbillede er formet på en sådan måde, at den som organisation ikke kan agere. Tour de France er forført af sin egen falske tro eller bevidsthed, som touren ynder at svøbe sig i. Tour de France er ren på samme måde, som penge ikke har nogen slibrig hukommelse. En tusindlap bevæger sig fuldstændig nonchalant fra den magtfulde mands lomme til luderens BH, som sender den videre til bageren, som betaling for seks tebirkes. Tour de France er ikke i stand til at agere, selvom ingen jo tvinger dem – eller har tvunget dem til at organisere alle tiders dope show. Tour de France er guidet af en falsk tro eller en ekstremt sløj bevidsthed, da de er underlagt den styrende ideologi, der hedder fortielse. A.K.A. Money don’t tell. De håber at ingen bemærker, at de i 100 år har været del af et teknologisk laboratorium, hvor mennesket har prøvet sig selv og forskellige medikamenter af. Heri ligger en del af fascinationen. Hvis så bare Tour de France med 100 år på bagen havde været modig og moden nok til at sige, ok, something is rotten here, men nej. Armstrong er fjernet. Skåret væk, som et væskende siddesår. Hvorfor lægger de ikke et større pres på UCI eller andre uafhængige institutioner? Hvorfor ikke spørge, hvorvidt Armstrongs hold virkelig var ekstraordinært dopet? Hvad ved vi om følgende cykelholds organisering: Telekom, Once, Banesto?

Jeg har fulgt Tour de France i mere end tyve af de 100 år. I disse år er der reelt meget få vindere, da følgende ryttere udover Armstrong jo også har været dopet, selvom de ikke har været jaget vildt: Pantani, Ullrich, Riis, Landis, Contador, Indurain … listen er sikkert længere. Ja, jeg kan da også huske Sørensen, Jalabert, Vinokurov, Zabel, Virenque … Så faktisk kan jeg huske et løb, som reelt ikke eksisterer. Ingen har reelt kørt i den grønne pointtrøje, den prikkede bjergtrøje eller gule førertrøje. Hvad med den store sprinter Abdoujaparov eller den smukke løve Cipollini, den rolige Zülle, etc. Nej, de var alle dopet. Selv Skibby og Holm, selv den gamle Meckx (er han med i præsentationsvideoen?).

Det virker næsten som at begrebet sportsidiot giver god mening, selvom det ikke har noget med sport at gøre, men ene og alene penge. Tour de France redigerer i fortiden af hensyn til fremtidens bundlinje. Ikke af hensyn til de atleter, som voksede op i en dopingkultur; en kultur, som aldrig er skabt af rytterne, men af sportens ledere.

Det ville klæde Tour de France, at anerkende at de tjener to banker. Den ene er den finansielle, som efterhånden styrer al sport (ja, alt). Den anden er blodbanken. Problemet er, at den ene bank får bank så det batter, mens den anden stadigvæk tjener godt på at fastholde en falsk tro. Den ene bank består af mennesker, som får deres liv ødelagt, fordi de var del af en kultur, hvor det var (måske stadigvæk er) ok, at dope sig. Den anden bank … her er ingen blod, slet ingen ilt.

Fortsætter Tour de France og andre magtfulde instanser i cykelsporten på lignende vis, så kvæler de sig selv. Der er grænser for det ledelsesmæssige hykleri i cykelsporten; der er grænser for, hvor meget disse ledere kan hænge enkelte atleter ud, når den enkelte reelt viser sig, at dække dem alle sammen.

Tour de France fejrer i år alle tiders dope show, som får Marilyn Manson til at ligne Pippi Langstrømpe. Jeg elsker stadigvæk løbet på grund af rytterne, ikke på grund af de klovne, som sidder på taget af de røde biler. Der er intet fascinerende i gamle magtfulde mænd.

Så hvis ingen andre vil, vil jeg gerne takke Lance Armstrong, Bjarne Riis, Marco Pantani, Jan Ullrich og Albert Contador for godt cykelløb. Alle store vindere af et stort cykelløb.

Blog at WordPress.com.

Up ↑