Hassan: For en mindre litteratur

”MEN MIN KLUNKER ER FALDET NED/ OG MIN SÆD DEN ER FYLDIG/ MIG JEG BLIVER IK ÆLDRE AF MORAL!/ MIG JEG ER LIGEGLAD” – Yahya Hassan

Hvordan kan man begynde, når Aristoteles’ mantra: begyndelse, midte og slutning ikke længere gælder? Hvordan kan man gøre konstruktivt oprør, uden at stikke halen mellem benene, sælge sine ejendele og stikke af?

De to franske tænkere Deleuze og Guattari, leverer i Kafka: For en mindre litteratur, et svar.

De to plæderer for en mindre litteratur modsat en majoritetslitteratur. Pointen er nu ikke, at fx Yahya Hassan skriver minoritetslitteratur, fordi han er en statsløs palæstinenser med dansk pas. En mindre litteratur har intet med antal at gøre. Snarere formår en mindre litteratur at lade det oversete, det negligerede eller forsømte komme til orde. Der kan sagtens være mange overhørte stemmer – tænk blot på det afrikanske kontinent. Tilsvarende repræsenterer en mindre litteratur ikke en bestemt ideologi eller moral.

Eksempelvis er Hassan hverken en perker eller en intellektuel; han taler ikke for eller imod noget entydigt, fx er hans digte ikke kun et opgør med sin familie (især sin far), men også med immigranter som sådan. Hans digte er også en konfrontation med selve forestillingen om et hjem(land), forestillingen om et sprog. Han hader med andre ord både sine forældre, sig selv og dét, som har gjort hans forældre til det, de er.

”JEG ELSKER JER IKKE FORÆLDRE JEG HADER JERES ULYKKE/ JEG HADER JERES TØRKLÆDER OG JERES KORANER/ OG JERES ANALFABETISKE PROFETER/ JERES INDOKTRINEREDE FORÆLDRE/ OG JERES INDOKTRINEREDE BØRN.”

Hasan elsker ikke sine forældre, han hader derimod deres ulykke. En ulykke, som måske har destrueret det mest menneskelige, nemlig evnen til at tænke og skabe frit.

Hassans digtsamling er litteratur, en mindre litteratur, og ikke et debatindlæg. (Jeg skal ikke gøre mig litterært klog på hans digteriske traditioner mv., men netop hjemvendt til DK har jeg læst den meget omtalte digtsamling. Den er kraftfuld, enkelte steder direkte smuk. I min kuffert havde jeg Deleuze og Guattaris Kafka-bog, som jeg genlæser af andre hensyn, og vupti, midt i alt det som nogle kalder julehygge, trak jeg mig tilbage … I korthed: Jeg læste hans digte og måtte skrive. Det er for mig en god grund til at læse ham.)

Mange taler om kroppen i julen, men Hassans digtsamling sætter sig i kroppen. Og det er svært lige at sige, hvad det er, som gør læsningen stærk. Jeg vil alligevel prøve at nærme mig et svar ved hjælp af Deleuze og Guattaris tanker om en mindre litteratur.

En mindre litteratur er kendetegnet ved følgende tre ting:

(1) En deterritorialisering af et dominerende sprog. Det deterritorialiserende understreger det nomadiske i en mindre litteratur, idet at sproget jo altid er i færd med at blive til, som en nomade undervejs. Og ligesom nomaden, så ved sproget heller ikke, hvor det ender (nomaden ved ikke, hvor han slår lejr, men hvor han har slået lejr). Tilblivelsen er uden endemål. Sproget får et nyt fundament under fødderne; et midlertidigt fundament vel og mærke. En mindre litteratur er skrevet i et dominerende sprog – i dette tilfælde dansk – men skrevet fra en marginal eller skrøbelig position. Det vil sige, at det dominerende sprog påvirkes, fordi sprogets konstante faktor eller værdi deterritorialiseres. ”EN BRYDEMØNSTER JEG TÆNKER!”, skriver Hassan i samlingens sidste langdigt. Dette kunne være et simpelt eksempel, men hele digtsamlingen er et eksempel. Eksemplarisk. Det sidste langdigt skriver bevidst på ”JEG MIG …” som en eksistentiel udforskning af hvem “jeg” er, når ”jeg” jo aldrig er ”mig”, men noget andet.

(2) En mindre litteratur er politisk. Denne påstand er lidt en pleonasme, idet alt er politisk for Deleuze og Guattari. Man kan ikke fjerne (eller forstå) individet fra (eller uden) samfundet, hvilket de også gjorde opmærksom på i Anti-Ødipus. Det betyder, at subjektet på samme vis er en politisk konstruktion. Det bliver hele tiden til i kraft af de politiske kræfter og strukturer, som lægger an på det, og former det. Den enkelte vibrerer med det politiske, og omvendt.

Endelig nævner Deleuze og Guattari også, at en mindre litteratur rummer en fælles eller kollektiv værdi (3). Den mindre litteratur er altså politisk, idet den er fælles. Dét, som hver en forfatter siger, konstituerer en fælles handling, en fælles kraft. Hassan ejer ikke sine digtes flugtlinjer. De muliggør noget i sproget. Sproget er ikke et værkstøj, men ved hjælp af sproget kan man komme nærmere på det blivende i det, som er. Dette er selvsagt kun noget, som god litteratur kan. Og det er netop derfor, at jeg ikke kan forstå at nogle læser Hassans digte, som et debatindlæg. Det er et kunstværk, der også rummer humor og selvironi.

”DA I KLIPPEDE NAVLESTREGEN/ DET SKULLE I ALDRIG HAVE GJORT/ JEG SKULLE HAVE VÆRET MIN MORS HUND I SNOR.”

Eller:

”MIG JEG ER PERKER/ MIG JEG FORSTÅR IK EN DANSKERS IDIOMER/ MIG JEG HAR IK JOGGET I NOGEN SPINAT.”

Det politiske for Deleuze og Guattari er ikke et spørgsmål om enighed. Snarere hvad der besmitter enhver artikulation. Ligesom demokrati jo heller ikke handler om at nå til konsensus, men om at organisere dissens – bedst muligt.

Den fælles artikulation kan rumme en revolutionær kraft. En forvandlende kraft, som en bliven-mindre. Dette kan også sige anderlede: en mindre litteratur skrives altid på grænsen. Den skrives i margen. Den er skrøbelig. En mindre litteratur er ikke en bekendelseslitteratur. Heller ikke en dannelseslitteratur. Sådan læser jeg heller ikke Hassans digte. Han moraliserer ikke. Snarere er der tale om en litteratur, der skaber plads til erfaringer; et erfaringsrum. Han viser, hvordan det også er at leve i Danmark.

Digtsamlingen er af samme grund ikke skrevet fra en position eller i opposition, men fra en slags præ-position. Debattører vil gerne reducere Hassan til én stemme, der siger noget, som alle i Danmark vidste, men som kun han kan sige, fordi han netop er statsløs palæstinenser. Igen overser debattørerne, at der er tale om kunst. Digtene repræsenterer ikke én bestemt position. Og det, som digtene åbner op for, hvad enten det er refleksion eller nedbrydning af gamle fordomme mv. åbnes der kun op for i kraft af tonens kraft.

Derudover er det begrænset, hvor mange som overhovedet kan sige det, som han siger på den måde. Jeg tvivler.

Er det ikke altid måden eller kompositionen, som er kunstnerens aftryk? Hvorfor underminere hans digteriske kraft? Havde der modsat været tale om en kronik, så burde den struktureres bedre, fordi panserne er både søde og nogle svin; pædagogerne er hjælpsomme, men også omklamrende og dumme. Allah pisser man på, men samtidig giver gudsfrygten for Allah også de smukkeste øjne og så videre. Smukt står der:

”DE SMUKKESTE ØJNE ER IKKE DE BLÅ ELLER DE GRØNE/ IKKE DE BRUNE ELLER DEM MED LANGE ØJENVIPPERR/ DE SMUKKESTE ØJNE ER DEM/ DER GRÆDER I FRYGT FOR ALLAH/ OG SÆNKER DERES BLIKKE”

En mindre litteratur rummer muligheden for en anden måde at være sammen på; en anden måde at se og forstå tingene på. Dette sker i kraft en ren  eller uspoleret sensibilitet. Sensibilitet er ikke det samme, som sanselig. Hassan er ingen Leth. Det sensible er mere beslægtet med det intuitive, det fornemmende.

Hvad åbner samlingen så op for? ”Det kommende menneske”! Deleuze og Guattari taler om ”det kommende menneske” – et begreb de vender tilbage til i Tusind plateauer (og for Deleuzes vedkommende i Cinema 2). Den mindre litteratur forsøger, at etablere en tro på denne verden; en verden fuld af drenge, der leder efter deres forhud, dumme profeter og muslimsk indavl; ja en verden fuld af politiske stereotyper og klicheer.

Det, som gør en mindre litteratur mindre er, at den er maskinel (ikke mekanisk). Det vil sige, at intet er, men alt bliver til i forbindelser. Relationen er det afgørende, men denne er altid ydre. Den gør noget.

Jeg tror, at Hassans digte vil åbne op for mere og mere. Han har anslået en tone, som jeg gerne vil lytte mere til.

Et sted, skriver Deleuze og Guattari, at en mindre litteratur skaber den modsatte drøm: At blive mindre. Der er en revolutionær kraft i denne samling; en kraft, som kan synes simpel, men hvis den var simpel, ville den nok ikke have gjort (og gøre) så stort et indtryk. Det, som – fra et Deleuze og Guattari-perspektiv – gør disse digte interessante er, at digtene hverken søger eller længes. De er kraftfulde, fordi de er en vedvarende bliven mindre. De bringer flere stemmer og toner i spil.

De fremmedgør den danske læser på hans eller hendes modersmål.

Den norske tragedie

Puha, det er snart jul. Efter sigende skulle det være hjerternes tid, hvad det så end betyder. Der er dog ikke meget hjerteligt og kærligt over den norske journalist Aage Borchgrevinks bog A Norwegian Tragedy. Anders Behring Breivik and the Massacre on Utøya (bogen er oversat fra norsk, så den findes sandsynligvis også på dansk).

Det er en interessant, og uden tvivl en nødvendig bog. Det er vigtigt, at prøve at forstå denne massakre, ikke for at undskylde eller fjerne ansvar, men for at lære. Det er et prisværdigt projekt, som Borchgrevink har foretaget; et projekt, som det må have været svært – eller smerteligt – at realisere.

Den 22. juli 2011 dræbte Breivik 69 mennesker mellem 14 og 51 år. To tredjedele af de dræbte var under 18 år. Det skete på øen Utøya. Nogle timer forinden havde Breivik sprængt en bombe i Oslo, som dræbte otte mennesker. Bomben – selvom den var kraftig – skulle mest af alt fungere, som en afledning for den store massakre.

Det der for alvor gør Borchgrevinsks bog interessant, er, at han undlader at rette skylden mod højrefløjen eller venstrefløjen. Den første, fordi den har medvirket til en grov tone i indvandredebatten, en stigmatisering af muslimmen, etc. Den anden, fordi den ikke tør eller formår, at stille krav til indvandrerne, fordi den altid beskytter muslimmen på en bjørnetjenesteagtig måde, etc.

Borchgrevink kigger i stedet for på manden Anders Breivik. Og det han ser er ikke opmuntrende. Breivik fremstår, som en banal og overfladisk person; en storforbruger af brands og ludere; en person, der lider af storhedsvanvid; en person, der drømmer om at blive set og hørt (hvilket han på tragisk vis er lykkedes med); en Patrick Bateman; en person, der ikke formår at forbinde sig til andre mennesker. Han er et menneske uden empati og medfølelse.

Borchgrevink beskriver i en fortællende form, som visse steder gør det ubehageligt at læse, om Breiviks opvækst i en plejefamilie, han fortæller også om Norge under politisk forandring. Han refererer fra retsmødet, hvor Breivik beskriver sin henrettelse af 69 mennesker, som var der tale et computerspil, hvor lyden af knust hjerne lyder anderledes i virkeligheden end på skærmen. Politiets (og psykologernes) teori er, at Breivik dræber så mange, fordi han er følelsesmæssigt uberørt. Han rammer sjældent ved siden af.

Det måske mest sørgelig i hele denne menneskelige tragedie er, at der for så vidt ikke er noget nyt – rent menneskeligt – i dette portræt. Breivik er summen er de erfaringer han har gjort sig, eller været i stand til at gøre sig. Og disse erfaringer er selvfølgelig farvet af hans manglende medfølelse og empati. Han er blevet svigtet. Han er blevet svigtet følelsesmæssigt – især, hvis man forholder sig til de udredninger, som norske psykologer foretog allerede dengang han var barn. Udredninger, som ikke blev brugt i retsalen. Hans forældre og samfundet har svigtet. Han er et svigt, idet han er en mand uden relationer, en ingenting.

Bogen viser, at denne tragedie ikke kan reduceres til en tone i debatten, til manglende handlekraft, men til et virvar af samvirkende kræfter – både familiære, sociale og politiske.

Breivik fremstår, som en person uden forbindelse til virkeligheden, men også som en, der har gjort det uvirkelige virkeligt for en masse mennesker. Om 21 år kommer han måske ud. Gad vide om der venter ham en kugle?

Heldigvis er der et håb, fordi det som altid formår at yde modstand mod døden, mod ondskaben jo netop er kærligheden. Den har manglet hele vejen. Kærligheden er dog det eneste, der kan overgå døden. Måske er bogens sidste kapitel en påmindelse herom. Eller måske er hele bogen en påmindelse om, at så længe vi lever er kærligheden det eneste, der er pålagt os mennesker. Det er det, som gør os menneskelige.

Jeg elsker dig, fordi …

Den franske filosof Luc Ferry har udgivet en bog med titlen On Love. A Philosophy for the Twenty-First Century. Ferry er en af de nyere og mere populære franske filosoffer, som formår ”sælge” filosofiske budskaber til et bredt publikum. Det er den første bog, jeg læser af ham, men han gør flere gange undervejs opmærksom på sine tidligere udgivelser. Såvel som sit tidligere virke, som minister i den franske regering mellem 2002-2004. Ferry er en mand, som nyder at høre sig selv tale, hvilket sjældent er et godt udgangspunkt for en bog.

Bogen er ikke en decideret samtalebog, men den prætenderer at etablere en dialog mellem Luc Ferry og journalisten Claude Capelier. Sidstnævnte dukker frem engang imellem for at gentage, hvad der allerede er blevet gentaget et par gange af Ferry. Enkelte gange dukker Capelier op for at bede om eventuelle uddybninger. Capelier er ikke en kritisk røst, men en begejstret medløber.

Selvom forudsætninger ikke just skriger: Læs mig, læs mig! Så er bogen ikke uden visse kvaliteter. Dens største styrke er selvfølgelig, at den handler om kærlighed. Hvorfor ellers omtale den?

On Love er opdelt i tre dele: The Revolution of Love, Politics at the Dawn of a New Era, On the spiritual in Art and Education. De tre dele indledes med en introduktion, som beskriver, hvordan kærlighed ikke bare handler om følelser og stearinlys. Snarere er kærligheden en principiel ny måde at tænke på, som har betydning for, hvordan vi tænker det gode liv. I korthed handler det om at leve sine tanker. Og, hvis man tænker stort om kærlighed, så har det selvfølgelig konsekvenser for uddannelse, kunst og politik.

Dette er bogens første præmis. Jeg finder den tiltalende.

Kærligheden har ligeledes rent empirisk fået en fremtrædende rolle, idet den vestlige del af verden har bevæget sig væk fra arrangerede ægteskaber mod kærligheds-ægteskaber – uanset om disse er mellem mænd og kvinder, kvinder og kvinder eller mænd og mænd. Ferry påstår ikke at kærligheden er nem. Det vidner de mange skilsmisser om, men han påpeger, at det ikke ville være muligt at gå tilbage til arrangerede kærlighedsforhold, da kærligheden spiller så stor en rolle. Det er bogens anden præmis. Det er glædeligt, hvis det virkelig er sådan, men jeg er mere skeptisk. Ferry overser visse ting, fx at kærlighed som ide og praksis ikke altid hænger sammen. Det kommer jeg tilbage til.

For Ferry udgør kærligheden de femte store princip for meningsskabelse. Det første princip var det kosmologiske, der bevægede sig fra kaos til harmoni. Odysseus er helten, som vender hjem til sin smukke kone efter en lang krig. Det næste store princip var det teologiske, hvor meningen ikke blev fundet i en samklang med kosmos, men ved at adlyde en Gud. Det tredje store princip er det humanistiske, hvor det giver mening at tage del i den menneskelige historie. Det fjerde store princip er det dekonstruktive, hvor det ikke bare er Gud som er død, men også mennesket (Foucault). Her handler det om at finde mening i kunstnerisk udfoldelse m.v. Det femte princip er kærlighedens.

De forskellige principper er alle tilstede i dag, men flere og flere finder ikke nogen mening i tidligere tiders principper. Hvor mange ville i dag binde sig fast til bådmasten, fordi det vrimler med villige og smukke kvinder? Hvor mange høvler snaps og juleøl i sig, fordi det virker religiøst meningsfuldt?

Introduktionen er bogens bedste. Det er altid problematisk med sådanne oversigter, som Ferry holder meget af (flere dukker op i bogen), men de rummer dog en pædagogisk charme, selvom de ikke er begrebsmæssigt solide. Ferry er god formidler. Man kan tydeligt se politikeren i ham.

De efterfølgende dele handler om hvilke konsekvenser dette princip har for politik, kunst og uddannelse. Politisk er udfordringen denne, at kærligheden som princip ikke kun er et privat anliggende, da et samfund selvfølgelig må afspejle det, som bekymrer flertallet: kærligheden som vejen til et bedre liv. Dette kan fx ses, når flere og flere tænker på miljøet, fordi vi kerer om næste generation, eller også er vi bare egoister, der kerer om vores egne børns fremtidige ve og vel. Der er trods stadigvæk langt mellem ord og handlinger for mange.

I afsnittet om uddannelse trækker Ferry igen en anvendelig ramme opad hatten. Han anvender tre begreber til at belyse de udfordringer, som vi står overfor mht. uddannelse: Kærlighed, loven og arbejde. Et eksempel: Forskellen mellem opdragelse og uddannelse. Opdragelse er noget, som primært varetages af forældre, mens uddannelse primært varetages af lærer. Selvfølgelig er der overlap. Problemet i dag er dog, at flere forældre ikke evner at opdrage sine børn, hvorved de ikke er klar til at modtage undervisning. Dette skyldes ofte, at forældrene er for svage til at manifestere det, som Ferry kalder lovene, udvise en smule autoritet. Det sker, fx når far eller mor glemmer, at de er far eller mor, og ikke ven/veninde med Gert eller Britta. Måske det hænger sammen med den dårlige samvittighed over, at man stak af med naboens kone, og kun ser børnene med jævne mellemrum. (Kærligheden er trods alt besværlig! 60 procent bliver skilt i Frankrig. Måske fordi kærligheden kræver arbejde, hvorfor kærligheden måske heller ikke er det mest styrende, snarere ens magelige og umiddelbare lyster og behov). Autoriteten er også den, som sikrer at der arbejdes. Så uden autoritet til at håndhæve lidt lovmæssighed, ingen arbejde, og uden arbejde er det svært at elske. Sådan kunne han have tænkt sin logik til ende, men uanset hvad så fungerer afsnittet fint, fordi Ferry her har interessante ideer.

Til sidst foreslår han en omskrivning af den tyske oplysningstænker Kants kategoriske imperativ. Det lyder: Man skal handle sådan, at principperne for ens vilje skal kunne gælde som principper for lovgivning. Alle ens handlinger skal være forbilledlig. Ferrys bud er, at man skal handle som var den anden ens nærmeste. Vil du gøre sådan, hvis det var din mor?

Ved første øjekast lyder det fint. Men ved nærmere eftersyn underminerer det jo det smukke i kærligheden, som den er til stede i de fire foregående principper: En kærlighed til kosmos, mennesket, opfindsomheden (ja, selv kærligheden til Gud). Ja, derudover rammer imperativet ned i hans egen analyse, der viser at forældre elsker deres børn (no surprise), men alligevel er de for vage til at gøre andet end bjørnetjenester. Så måske skulle forældre engang imellem behandle deres egne børn, som var det enhver anden de stod overfor.

Den kærlighed, som Ferry fører frem er flere steder ikke andet end en nutidig form for egenkærlighed, der udspringer mere af lyst og kedsomhed. Her kunne han godt have foldet en lille sløjfe til de foregående tanker, fx vælger flertallet at blive gift eller bo sammen pga. kærlighed? Eller fordi de følger strømmen? Fordi de er billigere? Bliver de fleste ikke gift, fordi det administrativt er lettere? Bliver folk sammen for børnenes skyld, fordi de er underlagt samfundets normer? Eller bliver de sammen, fordi styret af deres kærlighed til børnene? Gavner ”for børnenes skyld” overhovedet børnene, eller dækker det blot over manglende mod, vilje og frihed? Bliver folk sammen pga. det administrative besvær, når det nu alligevel er let, at få lettet trykket hos en villig kollega eller en swinger klub, mens man stadigvæk har en at dele sin morgenkaffe med? Finder folk sammen af hensyn til status?

Ok, jeg stopper, og dog. Tænk på Eric Fromm, som i sin smukke bog om kærlighed sagde: Moden kærlighed følger princippet: Jeg bliver elsket, fordi jeg elsker. Umoden kærlighed: Jeg elsker dig, fordi jeg behøver dig. Moden kærlighed: Jeg behøver dig, fordi jeg elsker dig.

Lad os dvæle lidt ved den umodne kærlighed: Jeg elsker dig, fordi jeg behøver dig. Svarer det ikke til at græde over egen selvgodhed, fordi man lige har købt Hus forbi, og doneret 100 kroner til en fyr, som man ikke kunne passere ved Nørreport station (står de der stadigvæk?)? Det var enten 100 kroner eller en rugbytakling. Tænk på den modne og umodne kærlighed, når du jule-gavmildt donerer lidt penge til de sultne, de svagelige og alle sutterne. Hvorfor gør du det? Behøver du de fattige for at være god? Eller …

Er julen andet end umoden? Opfør dig ordenligt ellers kommer julemanden ikke? Jeg fejrer Jesu fødsel, fordi jeg har behov for ham, fordi jeg elsker ham, fordi jeg er underlagt gruppepres?

Nå, On Love er en fin debatbog, ikke fordi jeg behøver den, men fordi den fik mig til at genlæse Fromm.

En fortørnet kunst

Titlen er det, som jeg bedst kan lide: The Art of Life. Den snart 90-årige sociolog, Zygmunt Bauman udgav dette lille essay tilbage i 2008. Nu fem år senere virker det mærbart forældet, visse steder ligefrem fortørnet.

Ideen er fin nok. Bauman vil gerne polemisere over den påståede sammenhæng mellem velstand og velvære, eller mere simpelt: Mellem lykke og penge. Han kritiserer med rette forbrugersamfundets hang og tro på, at flere produkter vil gøre os lykkeligere. Ligeledes kritiserer han, forestillingen om at BNP kan sige noget som helst relevant om livskvaliteten i et land. Den første kritik var selv i 2008 banal; det andet kritikpunkt var dengang lidt mere relevant uden at være prangende opfindsomt.

For at understøtte sidstnævnte refererer han til Robert Kennedy, der i 1968 skrev om det naive i at tro, at BNP kunne måle kvaliteten af et lands poesi og uddannelse mv. Nogle ville sikkert tale om social kapital og andre modbydelige ting, men citatet af Kennedy er vel nok en af bogens bedste seks-syv linjer.

Baumans problem er, at han ikke ved nok om lykke til at hans kritik for alvor kan ramme andre end femtenårige piger, som bliver lykkelige over at gå i et bestemt mærke. Hans eget eksempel i øvrigt.

Et andet problem i bogen er hans skødeløse brug af begreber. Det ene sted er det prisværdigt, at Løgstrup påpeger at moralisme og moral ikke er det samme. Senere er det problematisk, når Nietzsche kritiserer moralismen, fordi Bauman her læser det som moral. Faktisk er Bauman en rigtig dårlig læser af Nietzsche. Dette endskønt at Bauman taler om at leve livet, som et kunstværk. Han refererer sågar til Foucault, der – som bekendt – var dybt inspireret af Nietzsche. At leve livet som et kunstværk betyder, at den enkelte må udfordre sig selv, overgå sig selv, etc., hvilket lyder som Nietzsche.

Bauman læser dog ikke kun Nietzsche dårligt. Han gør det også strategisk, fx citerer han fra Nietzsche Antikrist. Den første del af citatet lyder i sin helhed hos Nietzsche således:

”Hvad er godt? – Alt, hvad der forhøjer magtfølelsen, viljen til magt, magten selv i mennesket.

Hvad er slet? – Alt, hvad der stammer fra svaghed.

Hvad er lykke? – Følelsen af, at magten vokser, – at en modstand bliver overvundet.”

Bauman citerer således:

”Hvad er godt? – Alt, hvad der forhøjer magtfølelsen …

Hvad er slet? – Alt, hvad der stammer fra svaghed.”

Mærkeligt at en bog, der handler om lykke undlader Nietzsches beskrivelse heraf. Nietzsche formår ellers på tre linjer, at kæde magt sammen med lykke, da magt hos Nietzsche aldrig er at besidde en magt over noget eller nogen, men en viljes magt til at skabe, fx skabe plads til det, som viljen kan. Magtens vilje og kunnen hænger sammen. Ja, viljen til magt værner om livets kræfter, fordi det er disse, som selvsamme magt affirmerer. Inden man hænger Nietzsche ud, kunne man gøre sig selv den tjeneste at prøve, at tænke med ham.

Det går lidt bedre for Bauman, når han citerer Løgstrup og Levinas. Hans etiske forbilleder tilbage fra hans Postmodern Ethics, som – modsat denne – er værd at læse. (Jeg indrømmer, at hans Løgstrup-læsning opløftede mig lidt, så bogen rummer i alt tre-fire gode sider).

Bauman kan ellers godt. Jeg deltog engang på et PhD-kursus, som blev holdt af Bauman i 2002 eller 2003. Dengang havde jeg ikke læst ham. Men udover førnævnte Postmodern Ethics, læste jeg her også hans Modernity and The Holocaust, som er fremragende i sin analyse af hvordan modernitetens effektivitet og rationalisme var en forudsætning for Holocaust (ikke en årsag til). Jøderne kørte i toge til lejre, hvor de blev aflivet. Det skete, som kørte de på velsmurte samlebånd, sagde han. De andre bøger, som vi læste satte sig ikke på samme måde. Det gør The Art of Life heller ikke.

Bauman er populær, måske pga. af hans forkærlighed for simple modeller, som når kunstneren skaber orden i kaos (nej, det gør skraldemænd); eller, som når frihed og usikkerhed går hånd i hånd (den har vi alle hørt gentaget igen og igen siden 9/11). Baumans problem er, at han opererer med en metafysik der priser væren, orden og stabilitet, selvom verden er blivende, grums og konstant forandrende.

The Art of Life er et godt sted ikke at begynde. En bedre og tilgængelig bog er Liquid Modernity fra 1999 eller 2000, som siger det samme, men en anelse mindre fortørnet. Philip Roth har engang sagt, at man som forfatter har tiden på sin side, da de fleste bliver bedre til at tænke og skrive med alderen. Jeg er fuldstædig enig: de fleste.

 

Ethical leadership

When we are faced with an undesirable behavior, for example, the use of performance enhancing drugs in cycling (or other sports), we try our best to understand it. Some might refer to the individual’s disposition: genetic makeup, personality traits, character, etc. However, this method doesn’t bring us any real understanding. Unless, of course, we truly believe that almost every professional cyclist until recently were rotten apples. Perhaps, it is more likely that the barrel is rotten (to use Zimbardo’s metaphor).

Does the situation seem familiar?

Once again it has become evident that leaders who are not ethical, are not really leaders.

For example, one might also ask questions such as:

  • What conditions could be contributing to certain actions?
  • What circumstances might be involved in generating a certain behavior?
  • What was the situation from the perspective of the actor?

The point with these questions is to understand what situations a system creates, or what culture the leaders of a society or an organization create. For example, what culture did the International Cycle Union (UCI) create? What culture did it maintain even when everyone knew that something was rotten after the Tour de France-scandal in ’98?

I guess we all know that answer.

For those who don’t know how to define culture it is often defined as a body of beliefs, traditions and guides of behavior shared among members of a society or a sport discipline.

If we go back to the three questions and view them in light of Lance Armstrong’s recent input, then we see how the former Head of UCI Hein Verbruggen (apparently) was neglecting his leadership responsibility. (Is he still an Honorary Member of the International Olympic Committee?).  Hein Verbruggen was, we know that now, not really a leader since he didn’t have the courage and imagination to act responsible. He was shortsighted like a mole. He was letting things pass that were his responsibility to stop. He was too weak to lead. Probably to vague to imagine a different culture, for instance, one where cheating is not silently encouraged; or a culture where the use of performance enhancing drugs is allowed under strict control and advice from doctors.

To recapitulate: What conditions have contributed to the use of performance enhancing drugs (a culture that existed long before Armstrong and didn’t stop with him)? The answer is: The lack of ethical leaders. What conditions might be involved in generating such behavior? Well, knowing that the top leader know about your wrongdoings, but still give you the ok-sign might not make you change your behavior. (It doesn’t take way the individual’s responsibility, but helps us understand why approximately 90% of all Tour de France winners had been doped.) What was the situation from the perspective of the actor, for example, Armstrong? Weird and confusing, I guess, due to the fact that the rules of the games didn’t really have a function. The rules didn’t make any sense. The moral was: Everyone is doing it and no one wants to stop it, so let us just lie about it.

The Head of UCI could have stopped the continuation of a certain culture in 1999. He didn’t.

So, let’s not just blame Armstrong, Ulrich, Zabel, Zülle, Virenque, … for a rotten culture. They just followed the shared guidelines. (Just like we shouldn’t thank Indurain, Merck, and Hinault and so forth for being so pathetically silent right now).

Leaders are those who create a strong ethical context in the culture. Now, unfortunately, the ethical culture in cycling is being defined by jealous and revengeful former cyclist, while the sport – like always – looks for ethical leaders with the courage and imagination to change the culture for good.

This really is water

Moral psychology is the branch of ethics concerned with the psychology of what happens when a person acts morally. For example, moral psychology asks what kind of actions are possible, what motivates certain actions, what emotions and cognitive mechanism that leads to certain actions and so forth.

I thought of this when I was re-reading David Foster Wallace’s (DFW) commencement speech This Is Water, I thought whether it places itself within moral psychology.

In the speech, he claims that what he says is not moral, but the truth as he knows it so far. Perhaps, he is just being ironic, at least he seems moralistic, but in a less moralistic way.

First, DFW says that the really significant education that people are supposed to get in a college is not the capacity to think. Rather, the choice of what to think about. It is a fresh change.

Also, I treasure his little didactic story with the two fish (I quote):

There are these two young fish swimming along and they happen to meet an older fish swimming the other way, who nods at them and say, “Morning, boys. How’s the water?”

And the two young fish swim on for a bit, and then eventually one of them looks over at the other and goes, “What the hell is water?”

The problem is that the two young fish are not paying attention to what’s going on right in front of them. So, how does one become aware?

The answer that DFW gives is: “Learning how to think really means learning how to exercise some control over how and what you think.” He continues: “It means being conscious and aware enough to choose what you pay attention to and to choose how you construct meaning from experience.”

It has something to do with exposing oneself to what happens. Basically, allowing oneself to be affected. Yet, I am bit skeptical whether one actually can choose. Based on what criteria’s does one choose? What motivates one to choose a positive versus a pessimistic approach? Rather than being free to choose, I think that one blends or mix with the world. One happens.

Nevertheless, I share his point about being attentive as an ethical practice even though I can’t control it.  If one chooses, then he or she becomes moralistic, because how does one choose beforehand?

A little text that made me think sitting on the bench while waiting for my kids to finish school.

Journalismens hykleri

Den peruvianske nobelprismodtager i litteratur, Mario Vargas Llosa, har i flere interviews og essays skrevet om sporten, som et vigtigt område i den kulturelle dannelse, fordi kroppen og sindet hænger sammen. Han refererer flittigt til det antikke Grækenland, hvor kroppen var en vigtig del af den spirituelle dannelse, men han advarer også imod at sporten kun anses, som ligegyldig underholdning, hvorved man neglegerer de mere alment gyldige spørgsmål, som sporten også åbner op for. Et af disse kunne være de etiske spørgsmål.

I det meste af det tyvende århundrede har sportsjournalistikken været forbeholdt groupies. Det vil sige, at journalisterne ofte – helt ukritisk – fulgte en atlet, et hold eller en disciplin. Journalisten ville sidde i bussen eller flyet, som var han på turne med the Rolling Stones. De ville drikke en øl sammen efter kampen, men et kampreferat blev skrevet. Denne tendens er stadigvæk udbredt. Eksempelvis i fodbold, der er meget kammerateri.

Afhængig af disciplin og land begynder der at ske noget med sportsjournalistikken med fremkomsten af forskellige informationskanaler. Aviserne bliver suppleret med specialiserede aviser og magasiner (fx Tipsbladet), dernæst følger fra 1920’erne og frem en vækst i radioprogrammer, senere kommer fjernsynet og i dag har vi internettet, der er fuld af blogs mv. (især internettet har gavnet den kritiske sans). Denne udvikling har medført en øget konkurrence, som mange steder har fået sportsjournalistikken til at udvikle sig, fx er den blev mere kritisk og undersøgende – enkelte steder desværre også moraliserende.

Ifølge en undersøgelse fra 2002 foretaget i USA, dækker sport omkring 20-25% af de samlede nyheder. Denne tendens er ikke aftagende. Heller ikke i Danmark.

Hvad betyder det? Det betyder, at medierne har en stor indflydelse på hvordan sporten udvikler sig. Lad os tage eksempel.

I 1990’erne begyndte journalistikken fx at se kritisk på cykelsporten, specielt Tour de France og hele dopingkulturen. Det begyndte så småt med Indurain hvor enkelte stillede spørgsmålstegn til hans fysiognomi, hans astma og overlegne styrke. I 1996 vandt Bjarne Riis, hvilket medførte en ligelig blanding af beundring og et skærpet journalistisk jagtinstinkt. Danskerne kunne acceptere at en skaldet jyde vandt, men da denne skaldede jyde et par år senere (1998 er et skelsættende år) blev talsmand for Tour de France-feltet, og voksede sig lidt for stor til den danske mentalitet, gik jagtsæsonen i gang. I den forbindelse ser vi i Danmark et eksempel på kritisk og undersøgende journalist, nemlig journalisterne Olav Skaaning Andersen og Niels Christian Jungs dokumentarprogrammer Tavshedens Pris og Danskerlægen. Et andet eksempel er den irske sportsjournalist David Walsh, som i mere end 15 år stædigt og kritisk har fastholdt, at Lance Armstrong har været dopet.

Denne form for kritisk journalistik er en fase, som eksempelvis fodbolden stadigvæk mangler. Mange spørger, hvorfor Rolf Sørensen kan få lov til at speake på TV2, mens få spørger hvorfor alle de tidligere professionelle fodboldspillere kan speake uden at skulle forholde sig til brugen af gigtmedicin, smertestillende sprøjter, væksthormoner, bloddoping, vilde fester, unge prostituerede, en eklatant foragt for bøsser samt en stadig udbredt racisme.

Størstedelen af den journalistik, som i dag omhandler cykelsporten er desværre ikke særlig kritisk. Snarere er den moraliserende. Moraliserende til et niveau, hvor det ligner hykleri. Et par eksempler.

Da den tidligere cykelrytter Michael Ramussen i en pressekonference meddelte, at han havde dopet sig, sad han ved siden af sin holdejer og sponsor, som sad og græd tunge krodilletåre. Det hele gjorde så ondt, så ondt. (Der er forskel på at have så ondt af sig selv – inklusiv sin egen godhed – at man må græde, og så medfølelse). Da den tidligere amerikanske cykelrytter Tyler Hamilton beskrev sine følelser af mindreværd i forhold til Lance Armstrong, slog han fast, at sandheden vil sætte ham fri. En forklædt præst i cykelshorts. Efterfølgende kunne Hamilton udtale sig om hvad som helst. Et sandhedsvidne var født. Hamiltons bog slutter sågar med et patetisk moralsk billede af en lille dreng, som hedder Lance opkaldt efter selveste Lance Armstrong. Opkaldt efter en løgn. Hvor trist, når drengen nu kunne have heddet Tyler.

Samme salgs-strategi anvendes nu af Michael Rasmussen. Det hævdes, at der skal gøres op med en doping- og mafialignende-kultur, selvom denne proces – dette opgør – trods alt har været i gang siden Festina-festen i ’98. Er cykling anno 2013 mafiaagtig?

Cykelkulturen vedligeholdes og skabes, som bekendt af cykelsportens ledere. Her er der både sket en udskiftning – en nødvendig udskiftning – men også en mentalitetsændring blandt de fleste tidligere eks-ryttere. Det vil sige, at Rasmussens og Hamiltons moralisme egentlig rider på en bølge, som for længst er startet. Det er ikke et modigt projekt. Tværtimod virker de lidt stolte af at dele ud af deres kriminelle fortid, det smager lidt af HA.

I forbindelse med det påståede moralske opgør kunne man passende spørge: For hvem kommer det som et chok i 2013, at man ikke bør dope sig? For hvem kommer det som et chok, at kulturen i cykelsporten var præget af doping i 90’erne og 00’erne? For hvem er det en moralsk åbenbaring at høre, at man ikke bør lyve?

Den moralske oplysningskampagne er noget nær lig nul. Ergo der er ikke tale om andet end kamufleret budgettering.

Det er selvfølgelig altid svært at vurdere sandhedsværdien af tidligere cykelrytters bekendelser. Dermed ikke sagt at de lyver. Slet ikke at de lyver bevidst, men som en kommunikationsforsker engang sagde: Vi hører halvdelen af hvad der bliver (50%), vi lytter til halvdelen af det (25%), vi forstår halvdelen af det (12,5%), vi tror halvdelen af det (6,25), og vi husker halvdelen af det (3,125%). Hvis denne kalkule er retvisende, så er 3,125 % af hvad der står i disse rørende moralske værker sandt.

Noget af materialet beror dog på visuelle iagttagelser. Men det man ser afhænger af ens krops bevægelighed. Med andre ord: bevæger jeg mig lidt højre eller drejer jeg hovedet, så ser jeg noget andet end jeg ser nu, hvor mit blik er fastlåst. Som bekendt kan man blive grebet af ens egen rolle, som det mest troværdige sandhedsvidne, hvorved man kommer til at dømme lidt for mange. Bagefter må man så sige undskyld, fordi man desværre opførte sig, som sad man fastspændt i Platons hule.

Mange glemmer at hver gang vi bevæger os rundt i fortiden, så har denne det med at forandre sig. Kan du fx huske den dag i 2002, hvor vi sad på Pussy Galore og drak fadøl? Ja, svarer du. Kan du huske, at du betalte? Hm. Hvem der betalte kan vise sig afgørende, men med mindre man er pedantisk, hvem husker det så? (Jeg ved dog godt at det var Steen, som betalte).

Det kan betale sig at huske og glemme. De villige journalister, der skriver om disse moralske elefanter, gør en dyd ud af at fortælle os, hvor godt de husker, hvor detaljeret, hvor smertefuldt det har været, osv. Det værste der kunne ske ville nemlig være, at en eller anden afslørede at projektet var moralsk, og ikke undersøgende og kritisk journalistik. Det vil sige, at præmissen var givet før det første ord blev skrevet.

At erindre er en kreativ aktivitet. Det vil sige, at man løbende tester ens tro eller overbevisning med mindre ens ærinde selvfølgelig er moralisme, hvorved ens tro som bekendt er ufejlbarlig, sikker og statisk.

Problemet med denne journalistiske moralisme er ikke, hvorvidt noget er mere eller mindre korrekt. Snarere at den journalistiske moralisme opfører sig, som om den var en del af en kritisk og undersøgende journalistik. Alt i fortiden vurderes moralsk, men altid fra en oplyst og frelst position, som betyder at moralismen altid er bagstræberisk. Det vil sige: ligegyldig.

Kigger man på cykelsporten, især de seneste to uger, så er det mest interessante der er sket på medie-fronten, et interview med Lance Armstrong (se her). Her siger han blandt andet: ”Well listen, the biggest difference between cycling, football and tennis is the players’ union, an athletes’ union. We have no voice, no unity. There are guys all over the place. Those sports, major league sports, they’re not letting that happen and the owners wouldn’t allow it to happen. Whereas we’ve just been living in the Wild West. The riders have no rights, ASO continues to make millions, the teams don’t own anything. The only thing a team owns is its current contract, and when that’s up you’re fucking done. You might have a couple of buses and a truck. There’s no equity and value. It’s a fucked up business model.”

Der er ikke en organisation, der varetager cykelrytternes interesser (fx en cykelforening der opererer a la en spillerforening i fodbold). Enhver er sin egen lykkes smed – og se hvad der sker med sådan en kummerlig ideologi. Desværre har de danske medierne travlt med at fremstille Armstrong, som bitter og ynkelig, selvom han nu virker ret afklaret på sin egen facon. Man kan selvfølgelig spørge, hvorvidt Armstrong har ret i at han behandles anderledes? Ja. Og dette er der hverken juridisk eller moralsk belæg for. Det bunder mere i følelser og økonomiske argumenter. Jo rigere du blev pga. doping, desto hårdere straf.

Aldrig har økonomi og moral danset tættere.

Gul feber

Det ser ud til at endnu en cykelrytter har valgt at skrive en bog, hvor drivkraften er afmagt og bitterhed. Måske endda en retfærdighedsfølelse, som sjældent er andet end hævn. Der er en vis symbolik i navnet Kyllingen. Ligesom bogens titel Gul feber uden tvivl ønsker, at referere til den virus, som har hersket i cykelsporten i flere år (og mange andre udholdenhedsdiscipliner). Men den samme virus, kunne også være denne nutidige hang til at søge om tilgivelse ved at bekende sine synder. Og her er der så en villig journalist, som lægger sit faderlige øre til, mens han sikkert har nærstuderet salget af Hamiltons bog. Den gule feber er en godhedens virus.

Jeg har svært ved at forestille mig, at Michael Rasmussens bekendelser er en fiktiv leg, som den Karl-Ove Knausgård formår at levere. Det er klart. Knausgård anvender fiktionens kraft til at gå imod de dominerende normer og idealer, hvorved han kan skabe rum for sine erfaringer. Rasmussen – vurderet på de citater, som er blevet luftet – forsøger at opbygge sig selv, idet han hænger andre ud. Han søger oprejsning ved at pege på andre, på en kultur, etc. I realiteten er præmissen ret simpel: Rasmussen bliver nød til at skrive om Riis og Sørensen m.fl. for at får udgivet en bog, mens Riis eller Sørensen ville aldrig skrive en bog om Rasmussen. Hamiltons bog er forlægget. Den handlede som bekendt om Armstrong. Af samme grund er Riis og Sørensen også vigtigere for cykelsportens fremtid, fordi de har formået at forandre sig. Desværre opererer medierne gerne med en form for psykologi, hvor det er direkte utopisk at forestille sig, at nogen kan lære af sine erfaringer, at man kan ændre sin tanker. Dette sker i samspil med andre. Men det sker.

Som sådan fremstår Gul feber med dens bekendelser, anger og selvmedlidenhed, som noget der kommer bagefter. Rasmussen var engang en del af en kultur, hvor doping var helt almindeligt. Det ved alle og enhver. I dag er moralisme helt almindeligt. Alt vurderes moralsk. Rasmussen befinder sig endnu engang i massernes felt. Det er ikke derfra, at cykelsporten udvikler sig. Faktisk fremstår cykelsporten væsentligt mere reflekteret i dag end tidligere. Der er sket en mentalitetsændring siden Festina-skandalen i 98. Denne ændring tager tid, men det ser om ikke andet ud til, at den går hurtigere i den mentalitetsændring, som finder sted i business-kulturen, hvor den ene krise følger den næste. (Der er en vis lighed mellem bankdirektører og tidligere cykelryttere. Af samme grund er banker også yndende sponsorer i netop cykelsporten.)

Hvis Rasmussen ville have været en helt, er det ikke et spørgsmål om at tale eller tie, men hvad han har at fortælle.  (Hvorfor ikke nøjes med at fortælle det til de respektive antidoping instanser?) Baseret på citaterne fra bogen, skulle han nok bare have tiet. Eventuelt kunne han udelukkende have fokuseret på de ryttere (hvis nogen), som formåede at sige nej tak dengang i 90’erne og 00’erne. Det ville have modigt. Eller han skulle have sagt til journalisten: Skriv om den nye generation, skriv om hvad cykelsporten gør p.t. Men uden Riis (anno 2002), ingen bog.

Jeg har i et interview på TV2 Sporten omtalt nogle af de samme ting. Dette indslag kan hentes her: https://dl.dropboxusercontent.com/u/24692278/131030%20NEWS%20Sport.wmv.)

Opgør med det trivielle

Jeg har skrevet en mindre kommentar, som er blevet bragt i Politiken om parforhold, sex og frisind. Det kan læses her.

Som en kommentar til kommentaren af M. Kongstad (se link), har jeg skrevet en kommentar her (pga. udenlandsk adresse kan jeg ikke kommentere på pol.dk):

Kongstad nuancerer med sit svar under rubrikken “Rummelighed”.

I de interviews, som blev bragt i forbindelse med udgivelsen af hans bog (jeg læste et par stykker i Danmark i sommers, samt det omtalte i Politiken), fremstår præmissen ikke, som et spørgsmål om mere åbenhed. Snarere at folk keder, og de keder sig især i deres parforhold. De er kort sagt sjovere hver for sig end sammen. En mulig løsning kunne være, siger Kongstad, at vi ikke længere holder krampagtigt fast i formerne. Det er jeg for så vidt enig i. Men måske er det slet ikke parforholdet, der er kedeligt. Måske er det mere generelt den måde, som de lever og tænker på – alene eller sammen. De mangler fantasi, de mangler passion, de mangler noget, som er vigtigt. Så, folk er kedelige, fordi de lever og tænker kedeligt. Her skal der mere end en ny kæreste til, som jo ellers skal skiftes ud hver sjette-syvende måned. Det betyder også, at Kongstads ide om at lyst giver mere energi er uklar. Det afhænger i hvert fald af, hvordan vi skal forstå lyst. Er lystfulde medarbejdere det samme, som engagerede og selvmotiverede? Han nævner monetære interesser. Penge kan ellers dræbe enhver naturlig glæde. Hvis man med lyst forstår et begær efter noget, fx noget man mangler, så finder jeg det problematisk. Begær er noget produktivt. Men måske er ”lysten” slet ikke det interessante, men kærlighed. Hvis folk bliver sammen, selvom de ikke elsker hinanden, er det problematisk. Det er dog ikke normernes skyld, men – igen – folks manglende evne til at skabe en anden måde at leve, som de sikkert mangler, fordi de tænker lige så kedeligt, som de lever. Det har jeg selv skrevet om i Du er (ikke) min?

Jeg tror ikke det er samfundet per se, som holder folk tilbage (i denne henseende). Der er jo ikke noget grænseoverskridende i at leve i åbne forhold, eller blive skilt mv. i dag. Derfor er det for mig at se, heller ikke et eksempel på frisind, at ville nedbryde samlivsformerne, da de jo allerede er under forandring. Evnen til at turde kærligheden, er derimod noget som har det svært. Lysten er ikke stærk nok til at ændre normerne.

Af samme grund er det fantasi, som de kedelige mangler. De tør ikke, fordi de ikke kan forestille sig hvordan (mod), og de kan ikke forestille sig hvordan, fordi de ikke evner (fantasi). Problemet er altså mere eksistentielt end socialt – selvom disse selvfølgelig påvirker hinanden.

Nok om det.

Lykken 3 – et fravær af snotklude

Det er på tide, at vi kommer videre.

Næste kapitel hedder Emotionally Intelligent Happiness. Denne form for emotionel intelligent lykke defineres således: “having the ability to experience emotions in service of living vitally, meaningfully, socially, and successfully.”

Pointen er, at positive emotioner løfter os op i en form for lykke-zone, hvorefter vi daler lige så stille ned igen på grund af negative emotioner. Det betyder, at emotioner fortæller os noget, fx hvad der er godt eller skidt for os. Op og nedture. Ligesom emotioner kan motivere os. Rent metaforisk er det trods alt bedre, at rejse sig op fra sengen end at lægge sig ned med feber. Så, kan vi bare lære at kontrollere vores emotioner, dvs. anvende de negative og positive emotioner konstruktivt, kan vi udvide lykke-zonen.

Denne artikel er ok, men en smule luftig i sin metaforik. Nogle gange regner det, andre gange skinner solen. Ja.

Næste artikel er igen en lidt blød mellemvare, selvom dens emne er ret så interessant. Den handler om religiøst engagement og velvære. Er der en sammenhæng? Spørgsmålet er ikke helt nemt at besvare, da det også handler om, hvordan man kan læse statiske materiale, fx er ikke-religiøse nationer typisk mere lykkelige (fx Danmark). Ligesom at meget religiøse steder sjældent er helt så fredelige og sunde, som man måske ville forvente. Der er dog flere paradokser, fx mellem steder og personer. På tværs af stater i USA vil et religiøst engagement forudsige et kortere liv, men set på person-niveau vil et religiøst engagement forudsige et længere liv, etc. Konklusionen på det hele er, at religiøse i USA scorer sig selv højere end gennemsnittet mht. lykke. Om det så skyldes det sociale netværk, selvkontrol, frivilligt arbejde, taknemmelighed m.fl. er uvist. Artiklen rummer lidt for mange løse tanker, som dog kan udgøre et inspirationsoplæg for fremtidig forskning. Men ellers er artiklen lidt, som at træde ind i en kold og tom kirke i ens søgens efter åndelige varme. Så hellere værtshuset på hjørnet.

Heldigvis løfter næste kapitel stemningen, selvom det handler om angst, humørsvingninger, depressioner m.v. Artiklen giver ikke er klart billede, men et fint overblik over, hvad man ved og ikke ved mht. hvordan folk oplever positive omgivelser og emotioner, fx smil og grin, når de fortæller om noget slemt. Eksempelvis kan smil og grin hjælpe, når man taler om dødsfald sålænge, der dog ikke er børn involveret. Artiklen understreger ligeledes, at der er forskel på mennesker mht. håndtering af traumatiske oplevelser. For nogle er en traumatisk oplevelse, noget som bringer perspektiv og nuance til livet, som kan få en til at gro, etc. For de fleste er der dog en grænse for, hvor meget vores viljestyrke og selvkontrol kan yde modstand mht. at overkomme sådanne hændelser.

Et interessant eksempel, som artiklen nævner, er krigsveteraner der lider af post-traumatisk stress. De besidder fx færre karakterstyrker såsom håb, optimisme og taknemmelig end andre krigsveteraner, som ikke er traumatiseret. Tilsvarende besidder de mindre engagement, de er mindre selvmotiveret, de er mere følelseskolde, etc. Hvad der er interessant i denne sammenhæng er, at mange traumatiserede krigsveteraner bruger flere ressourcer på at undgå ubehaglige følelser. De bruger deres viljestyrke negativt. En sådan form for negativ organisering hæmmer desværre en persons udviklingsmuligheder og fremtidige velvære. Man kan med andre ord overbeskytte sig selv til det rene ingenting.

Status: 120 pages down, 850 pages to go.

Der er ingen der siger, at man partout bliver lykkelig af at læse om lykke, måske lidt klogere (afhængigt af, hvem der skriver). Men mere generelt, tror jeg, at man bliver lidt mere lykkelig af at læse. Et æble om dagen er fint, men en roman om ugen er bedre.

Blog at WordPress.com.

Up ↑