Category: Anmeldelser

Lykke som en sidegevinst

Psykologen Viktor Frankl var en hovedfigurerne bag den psykologiske praksis, der kaldes logoterapi. Det er en praksis, der – modsat psykoanalysen – kigger fremad i stedet for bagud. Han arbejdede på ideen i starten af fyrrene inden han blev sendt til en tysk koncentrationslejr. Dette ophold var med til at skærpe hans ide om meningens betydning med hensyn til at leve et givende liv. Det har han skrevet om i bogen Man’s Search for Meaning – en gammel klassiker. Det er ikke en videnskabelig afhandling, og som sådan er tankerne heller ikke epokegørende, men ikke desto mindre er den stadigvæk et forfriskende pust i disse omklamrende selvhjælpstider.

For Frankl handler det om at skabe mening eller finde noget, som kan give en mening. Nu er mening selvfølgelig et omdiskuteret filosofisk begreb, men hvis vi undlader alle digressionerne, er Frankls forståelse af mening meget dagligdags, lidt a la Wittgensteins. Det afhænger af konteksten. Det er konteksten, som er afgørende for, hvorvidt noget virker brugbart eller funktionelt. Tag fx en person uden arbejde. Dette kan for mange være lig med en meningsløs tilværelse, fordi vedkommende ikke føler sig brugbar, fordi vedkommende ikke føler at hun har en funktion. Pointen er at begrebet er relationelt, og ikke noget indre, fx en eller anden proces i hjernen. Det er heller ikke betinget af en ultimativ reference, fx en Gud.

Ifølge logoterapi er der tre måder, hvorpå en person kan opdage (eller skabe, tilføjer jeg) mening i sit liv:

  1. ved at arbejde eller gøre en tjeneste (fx den gestus det er at dele ens sidste stykke brød med en kammerat i en koncentrationslejr),
  2. ved at erfare noget, eller støde ind i en person eller ide (fx møde noget, der kan forvandle en),
  3. i kraft af vores tilgang til det ubærlige, selve livets lidelser.

Livet er med andre ord ikke en søgen efter glæder og fornøjelser, som Freud sagde. Heller ikke magt, som Adler sagde, men ene og alene mening. Helt kort, så kan en persons jagt efter lykke og glæde være lige netop det, som gør vedkommende ulykkelig. Lykke er ikke andet end en sidegevinst ved at leve et meningsfuldt liv. Et bingo-begreb.

Grundideen kan koges ned til et Nietzsche-citat, som Frankl selv nævner et par steder, det lyder: Den, som har et HVORFOR at leve for, kan bære næsten et hvilken som helst HVORDAN. Pointen er, at det er nemmere at overkomme en lidelse, hvis der er noget, som understreger grunden til at man ikke skal give op, men netop konfrontere lidelsen og leve videre – på trods. En vilje til skabelse, måske. En kreativ kraft. I den forbindelse citerer Frankl Spinoza, som i sin Etik skriver: ”Emotion, which is suffering, ceases to be suffering as soon as we form a clear and precise picture of it.”

Frankls styrker ligger i hans mange praktiske eksempler, hvor HVORFOR A.K.A. det meningsfulde kan være alt lige fra at færdiggøre et projekt; etablere et projekt; udvikle nye kapaciteter, hvorved forhindringer kan overvindes; blive et bedre menneske; gense sine børn; ironisere over eget begær, perspektivere ens liv, etc. Det er et forsøg på at gøre sig værdig til ens situation. Hvilket er muligt i kraft af det enkelte menneskes frihed til at forholde sig til det skete på en ansvarlig, men personlig måde.

Jeg kan huske, da jeg selv afsluttede mit PhD-forløb, og ønskede at bruge min tid på at skrive, så sagde min vejleder filosoffen Ole Fogh Kirkeby noget i retning af: Det er vigtigt at have et projekt for ikke at smuldre hen. Mit første projekt blev derfor en samtalebog med ham (kan læses her), som ligeledes var en passende affyringsrampe for et forløb med et givende og inspirerende menneske. Det er vigtigt, at meningen ikke bliver en bastant afslutning eller et endemål, men noget som blot rækker videre. En ny bog, etc.

Har bogen en relevans i dag? Ja. Frankl retter en berettiget kritik af det kan kalder den herskende metalhygiejne, der moraliserer. Fx, når denne fortæller HVAD et menneske bør og skal gøre for at blive lykkeligt. Han er fortaler for en fundamental ændring (anno 1950) med hensyn til vores tilgang til livet. Det drejer sig ikke om, hvad den enkelte forventer af livet, men hvad livet forventer af os. For Frankl er det vigtigere at handle end at meditere og reflektere.

Bogen er præcis i sit brud med lykkens monopol-tænkning, der ofte ikke producerer andet end ulykke, hvilket dernæst producerer mere ulykke, da det nærmest er ulovligt at være trist, selvom denne tristhed netop kan medvirke til at vedkommende genvinder magten eller styrken over livets besværligheder. En sådan følelse kan skærpe ens vilje til at skabe mening. Og dette hænger sammen med ideen om at et menneske ikke besidder en fri vilje, men friheden til at vælge HVORDAN hun vil forholde sig til omstændighederne. Det vil sige, vokse med begivenheden i stedet for at klandre den, for ikke lige at passe ens forventninger.

En fin lille bog.

Den gode kosmopolit

”Cosmopolitanism … starts with what is human in humanity.”

En af de ting som en kosmopolit deler, ifølge filosoffen Kwama Anthony Appiah, er, at lokal loyalitet aldrig kan overskygge det ansvar, som ethvert menneske har overfor hinanden. Det drejer sig om, hvordan mennesker kan leve sammen uden at reducere hinandens forskelligheder. Det humane er vigtigere end nationale interesser.

Appiahs ide er simpel, men rimeligt godt fortalt i bogen Cosmopolitanism: Ethics in a World of Strangers. Det handler om forståelse, ikke konsensus.

Som så mange andre der skriver i dette felt, fokuserer Appiah på det, som er fælles for alle mennesker. Appiah nævner bl.a. at mange antropologer tidligere har haft et alt for stort behov for at skitsere forskelle, når de har fortalt om de erfaringer de har gjort sig i mødet med ’de andre’. Selvfølgelig er det et resultat af at noget skal have en vis nyhedsværdi, men som forfatteren påpeger, er det sjældent at der fokuseres på al det fælles, fx guder, mad, sprog, dans, ritualer, medicin, vittigheder, etc. Det er oplagt at indvende, at antropologerne netop gør det, idet de fortæller om andre former for mad, guder, danse og ritualer. I forlængelse heraf er det måske bogens største problem, at forfatteren nogle gange retter en lidt vag kritik, hvilket der for så vidt ikke er behov for, da bogen sagtens kan klare sig uden. Derudover er der nogle af hans pointer, der pakkes unødigt ind i lange personlige erindringer og anekdoter. Der, hvor bogen dog til gengæld er glimrende er i behandlingen af værdier, dens kritisk af positivisme og frelst donationsetik. Og det hele i en let tilgængelig form.

Det, som positivismen mangler, er en fornemmelse af at folks overbevisninger og intuition, ikke nødvendigvis udspringer af noget konkret, et faktum. Appiah nævner det ikke, men han er her ret tæt på Alain Badiou, når denne taler om situationer eller det møde, hvor sandheden viser sig. Men mest af alt er Appiah pragmatikker, idet det drejer sig om gradvist at blive klogere. Mennesket er ikke perfekt. Et eksempel: Lad os tage begrebet ’venlig’. En positivist vil måske hævde, at venlighed bør være en universel værdi, fordi venlighed er godt. Det er et faktum. Problemet er dog at selve begrebet ’venlighed’ er værdiladet, hvorfor det allerede er godt. Det faktuelle er med andre ord til stede i begrebet, ikke en eventuel erfaring. Intet siges. Appiah synes at være mere praktisk i sin tilgang. For ham er sproget et værktøj, der kan favne forskellige menneskers tilgang til verden. Disse forskellige tilgange er eksempler på værdier. Det vil sige, værdier skabes i den situation, hvor jeg fortæller min ven Sune, at Lars von Triers film Melancolia er god, fordi … Pointen er, at Sune ikke behøver være enig (selvom han er), men at han i kraft af denne samtale kan få indsigt i, hvad jeg tillægger værdi samt hvorfor og hvordan. Det interessante er især HVAD og HVORFOR ifølge Appiah. Jeg kan fx sagtens være enig med min overbo med hensyn til at kærlighed, som begreb er det smukkeste, mens vi samtidig afvigere med hensyn til hvorfor det hænger sådan sammen. Her er vi angiveligt uenige. Hun er dybt religiøs, det er jeg ikke. Begrundelserne vil uden tvivl afvige.

Helt kort, er det sprogets stoflighed, der binder mennesker sammen. Eller, gør det stik modsatte. Men når samtale bliver til strid skyldes det ofte at folk er loyale overfor en bestemt ide eller norm, hvorfor de heller ikke erkender egen fejlbarlighed, som jo er en betingelse for at blive klogere. De blive rigide i deres påståelighed. Tilsvarende, handler det for Appiah selvsagt ikke om relativisme, da relativisten, fx blot hævder at han er inspireret, og hvis du ikke ser det samme som ham, er det helt ok. Relativisten er en grund til at lukke i. Relativisten mangler jo netop en åbenhed og nysgerrighed. Ja, mangler sågar modet til at ytre sig og – måske – erkende manglende indsigt (fj. fallibilism).

Bogen understreger ligeledes sammenhængen mellem svagere regeringer og institutioner, noget som også økonomen Amartya Sen har vist, fx er det sjældent at et demokrati lider af hungersnød. Det, som fremmer visse former for samfund, er ifølge Appiah åbenhed, dialog og en vedvarende test af ideer og tanker. Endnu engang er pointen at dialog og samtale ikke skal føre til enighed, men forståelse og indsigt. Ambitionen er, at vi hver især vænner os til alle de mennesker, som vi ikke er enige med. Badiou, for at vende tilbage til ham, ville sige noget i retning af, at vi skal elske det vi ikke kan forstå, fordi det netop kan lære os noget. Hvis vi kun synes at et andet menneske er godt, fordi vedkommende ligner os, så er vi reelt ikke nysgerrige, men blot imperialister.

Det er klart, at der skal en hel del vilje til at fremme forståelse, da det kan være svært at kommunikere på tværs af kulturer. Der kan være simple sprogvanskeligheder og definitionsforskelle af begreber m.v. Men et godt sted at starte ifølge Appiah er ved det, som mennesket har fælles. Som han skriver: ”Once we have found enough we share, there is the further possibility that we will be able to enjoy discovering things we do not yet share. That is one of the payoffs of cosmopolitan curiosity. We can learn from one another; or we can simply be intrigued by alternative ways of thinking, feeling, and acting.”

Formålet er, at gøre det fremmede til noget konkret, et menneske med værdi, tanker og følelser. Når først det fremmede ikke er noget imaginært, men et menneske i kød og blod, som vi måske ikke bryder os om, så er det muligt at skabe mening. Konteksten er med andre ord at vi alle er mennesker, men nogle af os kan bedst lide vores eget køn, nogle af os tror på voodoo, nogle af os … Udfordringen er at fremme de værdier, som bekræfter det livagtige i livet. Og acceptere, at der er flere af den slags end lige netop dine egne.

Forståelsen er den primære kraft i denne udgave. Og den begynder der, hvor det ikke længere virker strengt og moralsk nødvendigt, fx at donere penge til Afrika, men derimod at forstå hvorfor vi har gjort det i tyve år. Her bevæger Appiah sig væk fra den velkendte jule-hygge-moral, hvor vi donerer julehjerter i en hel måned, hvorefter vi i de efterfølgende elleve måneder kan græde over vores egen godhed, mens vi reelt lever som vi plejer at gøre (vi ved trods alt at julemanden kommer igen til næste år en ny raslebøsse). Lidt polemik rummer bogen, men ellers spiller den mest af alt på violin.

Run, Swim, Throw, Snyd

”There is no substitute for time spent in the gym.”

Et nyt kalenderår er fuld af forhindringer. Det nærmest kalder på performanceforbedrende stoffer. Alle de urealistiske nytårsforsætter, som nogle synes at have en udtalt hang til. I den anledning er det oplagt at omtale bogen Run, Swim, Throw, Cheat. The science behind drugs in sport af biokemikeren Chris Cooper.

Bogen er god at have ved hånden for TV2s Tour-kommentatorer. Den giver et sagligt indblik i hvad videnskaben kan dokumentere, og hvad der blot er varm medieluft med hensyn til doping. Efter at have læst bogen står det klart, at hård træning og vilje er den bedste måde at vinde på. Det er der nok en del sofaryttere, der ganske belejligt glemmer, når de bilder sig at en par skud vitaminer i den lodne balle kan løfte dem op over Alpe D’Huez. Men som Cooper skriver: ”Don’t think for a minute that someone found guilty of anabolic steroid doping hasn’t also put the requisite number of hours in at the gym.” Ingen sejr uden sved på panden.

Cooper skriver rimeligt tilgængeligt om doping og kemien bag. Han perspektiverer debatten, så de forskellige præstationsfremmendeprodukter ses i den rette kontekst. Fx skriver han, hvordan især den amerikanske hær har forsket i mange præstationsfremmende midler for at minimere soldaternes restitutionstid (EPO). Desværre, for soldaterne, gav det tykke blod problemer – især i Mellemøsten. Derudover, sker de fleste fremskridt indenfor biokemi og medicinalindustrien for at hjælpe mennesker, som lider af muskelsvigt og andre sygdomme, hvor visse stoffer måske kan hjælpe. Ofte er det så eventuelle bivirkninger, som fanger en atlets opmærksomhed.

Cooper skriver om forskellen mellem steroider og stimulanter, fx at den første ændrer på kroppens struktur – tænk blot på kvindelige kinesiske vægtløftere. Den anden er defineret ved hjælp af dets funktion, det vil sige her stimuleres noget, som kroppen allerede gør. Han beskriver, hvordan man kan prøve at fange dopingsyndere, og hvordan man kan snyde, fx ved at proppe et kondom fuld af urin op i endetarmen, som man så kan cykle rundt med i fem timer. Fordelen ved denne metode er, at urinen har en god kropstemperatur, som ikke vækker mistanke hos en kontrollant. Han fortæller også om måleusikkerheden, fx hvordan nogle laboratorier ‘opdager’ EPO, mens andre kun finder den samme prøve mistænkelig. Han beskriver nogle af de etiske problemer, som er forbundet med et ideal om en ren og naturlig sport, fx at der ikke er meget naturligt i elite sport. Som englænder finder han det nok mere ‘naturligt’ at bruge tid på pubben end i en gymnastiksal. Endelig drager han paralleller mellem et samfunds kriminalisering af stoffer og sportens kriminalisering. Fx er heroin og hash ikke et anliggende for lægen, men for politiet (ligesom det er i Danmark). Denne sammenligning åbner op for flere spørgsmål med hensyn til den relative hårde straf af dopingsynder i sportens verden i forhold til andre former for snyd. Er det på grund af snyd overfor de andre deltagere? Er det fordi så mange atleter ikke tages, at de som tages skal kompensere for de som går fri? Er det fordi elite atleters begær efter at vinde minder os alt for meget om den måde, som et kapitalistisk konkurrencesamfund er indrettet på? At præstere er ikke ligefrem et fremmedord i dagens Danmark, hvor forældre sender deres børn på privatskoler og violinkurser, så de bedre kan begå sig, hvis de altså har råd. Bogen rummer flere gode diskussioner.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvor meget doping fremmer en atlets performance. Svaret afhænger af hvilken form for doping der er tale om, men generelt er svaret ukendt. Faktisk ved biokemikeren ikke, hvor meget et stof reelt påvirker en elite atlet, da man normalt tester produkter på ’almindelige’ mennesker, og elite atleter er ikke ’almindelige’. Som Cooper skriver: ”Laboratory tests are almost never on elite athletes, as volunteering for legitimate study would disqualify them form competition. Instead normal healthy athletes are used. However, elite athletes are abnormal. We are not even sure that the biochemical mechanism underpinning a performance enhancement in the average athlete are exactly the same as in the elite athlete.”

Apropos brugen af anabolske steroider, så kan dette produkt give kvindelige atleter et stort boost, hvilket skyldes allerede eksisterende biologiske forskelle, som der er mellem mænd og kvinder. Det er fx grunden til at mænd og kvinder ikke bokser mod hinanden, eller kører Tour de France sammen. Som han skriver: ”It may shock the scintific purists, but some facts in science (and life) are so clear that they don’t need statistics. We don’t need help of a mathematician to tell us that male athletes run faster and throw further than female ones.”

Siden tressernes kærlighedserklæring er der blevet testet for præstationsfremmende stoffer i sportens verden. Måske denne tendens breder sig. Måske vil TV2 sport også kræve et biologisk pas på sine kommentatorer, så TV-seeren ved om etapen vitterlig er kedelig eller gårsdagens middag bare var lidt for våd.

Nå, til jer der holder af nytårsforsæt (intet kunne være mig mere fjernt), husk følgende: Amfetamin får dig til at tro, at du kan løbe hurtigere, mens koffein rent faktisk gør dig hurtigere. Men inden du belejrer den nærmeste cafe, så husk på at du skal drikke 20-25 espresso for at mærke en effekt, hvilket unægteligt vil give tynd mave og hovedpine, som du derefter må kurere med paracetamol eller ibuprofeno, men inden du gør det, så er det en god ide at checke World Anti-Doping Agencys (WADA) liste over midler, som det p.t. ikke er tilladt at have i blodet (også selvom de ingen indflydelse har på din præstation).

Eller, du kan trække vejret roligt og glæde dig over, at du ikke er elite atlet.

Er det værd at gentage?

Everything becomes and recurs eternally — escape is impossible!

— Friedrich Nietzsche

Hvis der er en etik, er det den: Den evige gentagelse. Her er det nemlig fremtiden, som gentages. Det, der er værd at række videre, som et midlertidigt fundament for fremtidig skabelse. Det lyder måske uklart, men det svarer til de situationer, hvor du en gang imellem læser den samme bog igen, eller ser den samme film flere gange.

Hvad gør dem denne gentagelse værdig?

Hvad åbner gentagelsen op for?

Hvis du ikke orker at gentage en bestemt aktivitet igen i morgen, hvorfor så gøre den i dag (med mindre selve aktiviteten i dag eliminerer aktiviteten i morgen)?

Det, der er værd at gentage er det, som i morgen gør det muligt at opfinde nye måder at tænke og leve på. Hvis skoene allerede klemmer i dag, så smid dem dog ud.

Dette her skulle have været en anmeldelse af en Nietzsches bøger. Dernæst af en bog om Nietzsche. Dernæst en anden bog om Nietzsche. Men jeg kunne ikke lige finde en vinkel. Jeg vil gerne anbefale to styks, som er gode. Den ene er dansk og skrevet af Mette Blok. Den hedder Nietzsche som etikker her tages de tidligere værker op, hvorefter de knyttes sammen med de senere. Hun viser overbevisende, hvordan især den engelsksprogede moralfilosofi har haf det svært med tyskeren. Den anden bog er klassikeren Nietzsche: Philosopher, Psychiatrist and Antichrist af Walter Kaufmann, som også har oversat flere af Nietzsches bøger til engelsk. Her får man hele historien, som den tog sig ud for 50 år siden. Der er faktisk flere sammenfald i de to bøger, fx at begrebet selvrealisering for Nietzsche handler mere om selvafvikling eller selvovervindelse. Dette kunne tidens mange profeter lære lidt af.

Ellers er et godt sted at starte Således talte Zarahustra. Jeg læste den i gymnasiet for første gang. Siden har jeg læst den igen, fordi den er værd at genlæse og gentage.

Helt ærligt

Lad mig være helt ærlig: Jeg vil spare eventuelle læsere, at købe Sam Harris’ lille bog Lying. Som med Christopher Hitchens er Harris en forfatter, som jeg ikke havde læst før nu. Modsat Hitchens, er der ikke meget gods i ham (i hvert fald ikke i denne bog, artikel rettere, som dog retfærdigvis heller ikke er hans mest kendte.) Problemet er, at han fremstår naiv, nærmest banal.

Det handler om løgn. ”At lyve,” skriver han, ”er bevidst at mislede andre, når de forventer en ærlig kommunikation.” Det vil sige, få dem til at tro på noget, som ikke er sandt. Ja, et eller andet sted er det, men det kræver selvfølgelig at sandheden er givet på forhånd. Det mener jeg ikke den er. I hvert fald ikke i de fleste eksistentielle anliggender. Derudover, kan en for naiv tro på en bestemt sandhed nemt ende i en vammel moralisme. For mig at se, er sandheden relationel. Den afhænger af konteksten. Der er fx stor forskel på den hjertebanken, som kan opstå, hvis en smuk kvinde (eller mand) kigger på en; kontra den hjertebanken, som kan forekomme en tidlig mandag morgen. Personligt ville jeg være bekymret for den sidste, men se den første som et sundhedstegn.

Harris uddyber sin pointe, når han siger: Jo mere der er på spil for modtageren, desto være løgnen. Jeg formoder, at han her tænker bredt, fx penge, ære, fængselsstraf, fremtidige valg, etc. Tænk eksempelvis på Lance Armstrong, som jeg tidligere har skrevet om. Lyver han bevidst, altså med den intention at få andre til at tro på noget, som er falsk? Eller siger Armstrong, som han siger, fordi han ikke ser anvendelsen af præstationsfremmende midler, som snyd? Jeg vil lige lade spørgsmålene stå.

Harris skriver, at ”intention om at kommunikere ærligt er lig med, hvordan vi kan måle troværdighed.” Tilbage til Armstrong. Er han troværdig, selvom han lyver? Spørgsmålet er selvfølgelig om Armstrong lyver, hvis vi fastholder Harris’ definition, hvor det afhænger af den pågældendes intention. Der er trods alt flere eksempler på ærlige mennesker, som bare er for dumme. Ligesom der er eksempler på ærlige mennesker, som ikke er velinformeret. Dette har filosoffen Edward Gettier skrevet om i 1960’erne i artiklen Is Justified True Belief Knowledge? Lad os antage: Jeg kigger på mit ur lige nu, og ser at klokken er 21.05. Er det dermed velbegrundet sand viden, hvis jeg fortæller min ven Sune, at klokken er 21.05? Ja, hvis det ikke lige var sådan, at min ur netop gik i stå 21.05, hvorved jeg ikke er klar over, at klokken reelt er 23. Jeg lyver ubevidst (det kan man ikke ifølge Harris?). Ikke desto mindre kan denne ”falske” løgn jo sagtens have seriøse konsekvenser for Sune. Det vil sige, at Harris’ definitionen ikke er præcis nok.

Lidt bedre går det for Harris, når han udtaler sig om ærlighed (om end han ikke siger noget, som enhver forældre ikke allerede har sagt til sine børn). ”Ærlighed er en gave,” siger han, ”som vi kan give til andre. Det er også en kilde til magt …” Ja, det er flot sagt (honestly). Min mor ville sige noget i retning af: Med ærlighed kommer du længst. Desværre er det muligt (jf. Gettier), at være ærlig og alligevel ikke  fortælle sandheden, fx pga. uvidenhed. Måske vidste Armstrong ikke, at eftertiden ville dømme hans gerninger i 1999 ud fra regler anno 2012. Dengang var EPO ikke ulovligt, så længe værdien ‘bare’ var under 50. Uvidenhed er dog sjældent en særlig god undskyldning.

Til slut gør Harris  ærlighed til forudsætningen for et godt og lykkeligt liv, hvilket er meget plausibelt. Jeg er for så vidt enig, men ville nok være lidt skarpere i min definition. For Harris handler det om at fortælle sandheden, selvom han ikke præciserer omfanget. Gælder det eksempelvis alt lige fra: ”Den kjole gør dig fed” til ”Jeg synes, du er det mest interessante menneske, som jeg har mødt. Vil du ikke med hjem og tale videre over en flaske vin?” I det første eksempel, er ærligheden prisværdig. I det andet tilfælde, hvor pigen forfører manden og inviterer ham hjem, der er hun ærlig, selvom hun slet ikke finder ham interessant på den måde, som han tror. Sandheden er, at hun bare trængende og har æggeløsning. Han føler sig klog (sikke en klovn!), selvom han kun er interessant i hendes øjne pga. sit køn. Jf. sandheden er relationel.

”Falsk opmuntring er en form for tyveri: Den stjæler tid, energi og motivation, som vedkommende kunne have brugt andet steds,” skriver Harris. Ja, fyren kunne have gået hjem alene i stedet for at betale børnepenge de næste atten år. Men, hvorfor vender Harris ikke ærligheden om, og gør den til et eksistentielt anliggende? Hvorfor lader han ikke selvet ske? Hvorfor tror han at bevidsthed udelukkende er noget indre? Fx kunne man spørge, hvorvidt den forførte mand virkelig virkelig troede på hende, da hun sagde, at han var interessant. Var han ærlig overfor sig selv? Forførte han sig selv? Overskyggede hans forhåbninger hans dømmekraft?

Som Harris skriver: ”Sårbarhed kommer af at foregive at være noget, som du ikke er.” Gid det var så vel. Det kunne jo også være lige omvendt. Fx kunne det være at manden, som bliver forført af pigen, ikke foregiver andet end at han er klar. Han er ensom. Han melder klart ud. I stedet for, kunne han helt ærligt have spurgt sig selv: Hvorfor besidder jeg de følelser, som jeg gør? Som enhver anden besidder han de følelser og tanker, som han fortjener, fordi de udspringer af den måde, som han lever på.

Anmeldelse: Mortality

Jeg erkender blankt: Der er flere ting, hvor jeg er bagefter. Fx havde jeg aldrig læst noget af Christopher Hitchens, før jeg læste hans posthum udgivelse: Mortality.

Jeg har længe beskæftiget med døden – rent filosofisk (her er jeg heldigvis også bagefter!) – så titlen fangede min opmærksomhed (sammen med rosende anmeldelser i Politiken og Weekendavisen). Og den er god, bogen altså.

Hitchens skriver ærligt og klart om døden, som noget alt for nærværende. Han skriver klart om den kræftsygdom, som tager livet ud af hans krop. Jeg har ikke en krop, jeg er en krop, skriver han. Bogen rummer flere interessante refleksioner. Samt flere interessante citater: ”Until you have done something for humanity,” wrote the great American educator Horace Mann, ’you should be ashamed to die’”. Hvornår har man gjort noget for menneskeheden? Kan man gøre nok?

Kræftsygdommen har hovedrollen i de fem-seks essays. Det er også sygdommen, som tager hans stemme. Hvad ønsker han sig, når han mister stemmen? ”The freedom of speech.” Friheden til at tale. Man fornemmer, at det er (var) hans metier: At skrive og tale = at leve.

Hitchens har i et essay en interessant diskussion af Nietzsches berømte udsagn: Det, som ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere. På tysk lyder det: Was mich nicht umbringt macht mich stärker. Hitchens problematiserer dette citat, nuancerer det. Jeg er nok ikke helt enig, selvom det han siger, giver god mening. Nietzsches udsagn er mere etisk end biologisk, idet alt det, som ikke er en selv, giver en noget. At Nietzsche så endte med at stirre ud i luften, gjorde ham nok ikke stærkere, men er et eksempel på en nødvendig accept af livets konstante tilblivelse. Ingen ved, hvordan det ender, kun at det løbende bliver til. Interessant i den forbindelse – som Hitchens også påpeger – er, hvordan Nietzsche omfavnede en hest på torvet i Turin, da denne blev unødigt pisket. Herved eksemplificerede Nietzsche mod og kærlighed til det levende, hvilket jo var hvad han påpegede, at religionen netop forhindrede pga. af dennes amoralske moral. Nietzsche aktualiserede en empati, der udsprang af det, som skete, og ikke et transcendent eller foregribende ideal. Her fornemmer jeg, at der sandsynligvis er mere gods for Hitchens interesserede (måske i andre af hans bøger).

Det er en fin lille bog, der hurtigt glider ned på din Kindle, hvor den kan læses på to-tre busture til og fra vuggestuen. Hitchens skriver uden tvivl, som han taler. Det er ambitionen, skriver han. Jeg kan nu forstå, hvorfor så mange har nydt at samtale (diskutere) med ham. Han er direkte og ærlig, selv når han stirrer døden i øjnene.

Anmeldelse: Natural-Born Cyborgs

Filosoffen Andy Clarks ældre bog Natural-Born Cyborgs: Minds, Technologies and the Future of Human Intelligence (2004), er stadigvæk holdbar. Det er klart, at flere af hans tekniske eksempler er outdated, men selve pointen med at vise, hvordan mennesket ikke kan tænkes uden tekniske hjælpemidler, er klar og relevant.

Hovedargumentet er, at teknologien kan hjælpe mennesket med at fokusere på det, som et menneske er bedst til, fx kreativitet og opfindsomhed. Det vil sige, skabe forbindelser, se mønstre og samarbejde. I bogen berører han den udbredte aversion overfor teknologien, som bunder i en nærmest hellig tro på hjernen, eller forestillingen om det menneskelige selvs ukrænkelighed. Meningen er dog ikke noget indre, men noget relationelt. Det afhænger af konteksten. Enhver relation er, som bekendt ydre. Eller sagt anderledes: Hjernen kan ikke forklare alt. Menneske og teknologi smelter sammen. (Gilles Deleuze og Félix Guattari behandler i Tusind plateauer en lignende maskinel ide, hvor de viser, at mennesket og teknikken er medieret på samme vis).

Natural-Born Cyborgs rummer masser af eksempler, fx: I stedet for at gå rundt og huske på alle dine venners telefonnumre og email-adresser, kan du lagre dette i din iPhone. I stedet for at rende frem og tilbage mellem din lejlighed og supermarkedet, kan du vha. blyant og papir (tekniske remedier) lave en indkøbsliste, som gør, at du kan huske det hele. Med andre ord: Du kan fokusere på det, du er bedre til.

Ligeledes forsøger Clark, at nedbryde den rigide distinktion mellem indre og ydre. Fx synes de fleste mennesker, der går med ur eller en mobil i lommen, at svare ja til spørgsmålet: Do you know the time? Primært, fordi det ikke giver nogen mening at skelne mellem, hvad jeg ved og hvad jeg har umiddelbar adgang til, såsom mit skinnende Rolex. Af samme grund er det menneskelige selv, ikke en essens, men noget som sker. Selvet beskrives som en plasticitet, der løbende forandrer sig qua menneskets erfaringer og tænkning. To ting, der altid sker i et net af teknologisk og kognitiv stilladsbygning.

Clark nærer selvsagt en stor tiltro til menneskets fornuft, fx ser han ikke noget problematisk ved at internettet servicerer brugeren på baggrund af tidligere søgninger. Det er på engang ganske rart, at Amazon finder relevante bøger til mig, men det er ligeledes vigtigt at vide, at Amazon eller Google er søgemaskiner baseret på popularitet, mere end neutralitet (relevans eller gyldighed). Ikke desto mindre, tvinger det jo bare den enkelte til selv, at forholde sig kritisk til det, som lægger an på en. Det kan aldrig være Googles skyld, hvis nogle er dumme. “Google made be do it!” Nej, vel?

Et sted i bogen nævner Clark begrebet self-management – en færdighed (baseret på viden og erfaring), der eksekverer ved at intervenere. Det vil sige, selvledelse handler om med-kontrol. Fx drejer det sig ikke om at håndtere en detaljeret game plan, eller blindt arbejde mod et slutmål. Snarere om at forholde sig til det, som påvirker en; det, som kan påvirkes.

Titlen er dog det bedste ved bogen: Natural-Born Cyborgs – et begreb, der understreger menneskets evne til at kombinere dets mentale evner med teknologien. Hvilken arbejdsplads organiserer ikke sine medarbejdere vha. sociale medier, internet og intranet? Uden teknik, hvordan ville alle under 50 år forholde sig til venner, nyheder, køb, sundhed, etc. Alt lige fra viden, kommunikation, medicin, erkendelser, forbrug, kunst er en del af en socialitet, hvor forskellige praksisser deles, og organiseres.

Natural-Born-Cyborgs er langt fra et must-read, men titlen rummer et begreb, som det er værd at gøre opmærksom på (eller gentage). Det er hermed gjort.

Tvekønnet

I 2002 udkom Jeffrey Eugenides roman Middlesex, men jeg har først fået den læst nu. Heldigvis, som med alle store bøger, så betyder denne tidsmæssige forskydning ingenting. Dengang blev bogen belønnet med Pulitzer prisen. Nu bliver den det med et indlæg på min blog.

Bogen er en mutant af den interessante slags. Fortællerstemmen tilhører pigen Calliope Stephanides, som undervejs bliver til Cal (eller også er det omvendt!). Hun og han beskrives både i tredjeperson og som jeg-fortæller, hvilket tydeliggør besværlighederne med at begribe sin egen stemme i en tvedelt krop.

Som enhver lettere skizofren er Cal/Calliope både en og flere; en hermafrodit. Bogen er dog mere end det. Det er også historien om en græsk familie, der immigrerer til USA, hvor de bosætter sig i Detroit. I gennem denne tragiske familiekrønike udfoldes de sidste 50 års amerikansk historie, der er proppet med pionerånd, raceuroligheder (borgerkrig!), økonomisk snæversynet tankegang – og altså udviklingen af sammenhængen mellem sex og køn. Det ene er genetisk betinget; det andet afhænger af omgivelserne. Ofte vikles disse sammen, når kønspolitiske emner tages op politisk.

Hvordan Calliope bliver til Cal optegnes gennem historiske linjer, der også bliver til intime og genetiske tråde, der trækkes på tværs af Stephanides. Alt vikles sammen. Det er godt gjort og smukt skrevet.

“Finally, in a sign that he was weakening, my father asked my mother, ‘What do they charge for a baptism these days?’

‘They’re free’

Milton’s eyebrows lifted. But after a moment’s consideration he nodded, confirmed in his suspicions. ‘Figures. They let you in for free. Then you gotta pay for the rest of your life.'”

Anmeldelse: Det hemmelige løb

Af og til. Eller bare engang imellem, vil jeg skrive lidt om de bøger, som jeg har læst. Ikke hver og en, men når det virker passende. Ambitionen er en gang om måneden.

Flertallet af disse bøger vil være skrevet på engelsk, da jeg kun køber danske bøger, når jeg er i Danmark. Og selv der, har jeg sjældent råd.

Blandt de engelske bøger, vil der være et miks af filosofi og psykologi.

Her begynder det dog med Tyler Hamiltons bog The Secret Race (en anmeldelse kan læses her).

Bolaño salvaje

Den chilenske forfatter Roberto Bolaño (1953-2003) udråbes i en antologi til at være den p.t. mest indflydelsesrige Latinamerikanske forfatter.

Han indtager denne plads efter prominente navne som digteren Pablo Nerudo, forfatteren Jorge Luis Borges og forfatteren Gabriel Garcia Márquez. Nu er det Bolaños tur!

Om sit virke, siger Bolaño, at skrive er ikke en profession, men en måde at leve på. Og denne måde er farlig, fordi forfatteren må sætte noget på spil. Han er ikke karriere-forfatter, hvilket ellers er blevet ganske populært.

Bolaño salvaje (2008) hedder en nyere bog om hans forfatterskab. I en verden uden fremtid, står der, har Bolaño skabt et værk i erindringen. Der skabes et ekstra-territorium. Noget, som ikke hører sted, ét sted, men alle steder. En omvendt utopi måske. Et sted, hvor der er plads til alle os outsidere.

I en internationaliseret og globaliseret verden, er forfatteren altid i eksil, står der. Måske. Det passer i hvert fald på ham, Bolaño. Det poetiske hos Bolaño ligger blandt andet i hans evne til at skabe plads til livet uanset, hvordan det tager sig ud. Han er generøs.

Siden David Foster Wallaces Infinite Jest har der ikke været nogen, der har sat livet, ét liv, så markant på dagsordenen. Bolaño gør det bare … jeg ved det ikke: lettere, tror jeg. Han er nok den forfatter, som har ramt mig hårdest-med en kærlig kraft, vel og mærke.

Litteratur er mere end et spørgsmål om stil eller form. Det er som mesteren selv spørger og svarer: Hvad er en forfatter med kvalitet? Det har altid været, siger han, en fornemmelse af at vide, hvordan du stikker hovedet ud i mørket, vide hvordan du hopper ud i intet, vide at litteratur er et farligt arbejde.

Løb på kanten af klippen, siger han. På den ene side er afgrunden uden bund, og på den anden side er ansigterne på dem du elsker; de smilende ansigter på dem du elsker, bøgerne, vennerne og maden.

Det er smukt.

Blog at WordPress.com.

Up ↑