Author: Finn Janning

PhD, a writer and a philosopher.

Ethical leadership

When we are faced with an undesirable behavior, for example, the use of performance enhancing drugs in cycling (or other sports), we try our best to understand it. Some might refer to the individual’s disposition: genetic makeup, personality traits, character, etc. However, this method doesn’t bring us any real understanding. Unless, of course, we truly believe that almost every professional cyclist until recently were rotten apples. Perhaps, it is more likely that the barrel is rotten (to use Zimbardo’s metaphor).

Does the situation seem familiar?

Once again it has become evident that leaders who are not ethical, are not really leaders.

For example, one might also ask questions such as:

  • What conditions could be contributing to certain actions?
  • What circumstances might be involved in generating a certain behavior?
  • What was the situation from the perspective of the actor?

The point with these questions is to understand what situations a system creates, or what culture the leaders of a society or an organization create. For example, what culture did the International Cycle Union (UCI) create? What culture did it maintain even when everyone knew that something was rotten after the Tour de France-scandal in ’98?

I guess we all know that answer.

For those who don’t know how to define culture it is often defined as a body of beliefs, traditions and guides of behavior shared among members of a society or a sport discipline.

If we go back to the three questions and view them in light of Lance Armstrong’s recent input, then we see how the former Head of UCI Hein Verbruggen (apparently) was neglecting his leadership responsibility. (Is he still an Honorary Member of the International Olympic Committee?).  Hein Verbruggen was, we know that now, not really a leader since he didn’t have the courage and imagination to act responsible. He was shortsighted like a mole. He was letting things pass that were his responsibility to stop. He was too weak to lead. Probably to vague to imagine a different culture, for instance, one where cheating is not silently encouraged; or a culture where the use of performance enhancing drugs is allowed under strict control and advice from doctors.

To recapitulate: What conditions have contributed to the use of performance enhancing drugs (a culture that existed long before Armstrong and didn’t stop with him)? The answer is: The lack of ethical leaders. What conditions might be involved in generating such behavior? Well, knowing that the top leader know about your wrongdoings, but still give you the ok-sign might not make you change your behavior. (It doesn’t take way the individual’s responsibility, but helps us understand why approximately 90% of all Tour de France winners had been doped.) What was the situation from the perspective of the actor, for example, Armstrong? Weird and confusing, I guess, due to the fact that the rules of the games didn’t really have a function. The rules didn’t make any sense. The moral was: Everyone is doing it and no one wants to stop it, so let us just lie about it.

The Head of UCI could have stopped the continuation of a certain culture in 1999. He didn’t.

So, let’s not just blame Armstrong, Ulrich, Zabel, Zülle, Virenque, … for a rotten culture. They just followed the shared guidelines. (Just like we shouldn’t thank Indurain, Merck, and Hinault and so forth for being so pathetically silent right now).

Leaders are those who create a strong ethical context in the culture. Now, unfortunately, the ethical culture in cycling is being defined by jealous and revengeful former cyclist, while the sport – like always – looks for ethical leaders with the courage and imagination to change the culture for good.

This really is water

Moral psychology is the branch of ethics concerned with the psychology of what happens when a person acts morally. For example, moral psychology asks what kind of actions are possible, what motivates certain actions, what emotions and cognitive mechanism that leads to certain actions and so forth.

I thought of this when I was re-reading David Foster Wallace’s (DFW) commencement speech This Is Water, I thought whether it places itself within moral psychology.

In the speech, he claims that what he says is not moral, but the truth as he knows it so far. Perhaps, he is just being ironic, at least he seems moralistic, but in a less moralistic way.

First, DFW says that the really significant education that people are supposed to get in a college is not the capacity to think. Rather, the choice of what to think about. It is a fresh change.

Also, I treasure his little didactic story with the two fish (I quote):

There are these two young fish swimming along and they happen to meet an older fish swimming the other way, who nods at them and say, “Morning, boys. How’s the water?”

And the two young fish swim on for a bit, and then eventually one of them looks over at the other and goes, “What the hell is water?”

The problem is that the two young fish are not paying attention to what’s going on right in front of them. So, how does one become aware?

The answer that DFW gives is: “Learning how to think really means learning how to exercise some control over how and what you think.” He continues: “It means being conscious and aware enough to choose what you pay attention to and to choose how you construct meaning from experience.”

It has something to do with exposing oneself to what happens. Basically, allowing oneself to be affected. Yet, I am bit skeptical whether one actually can choose. Based on what criteria’s does one choose? What motivates one to choose a positive versus a pessimistic approach? Rather than being free to choose, I think that one blends or mix with the world. One happens.

Nevertheless, I share his point about being attentive as an ethical practice even though I can’t control it.  If one chooses, then he or she becomes moralistic, because how does one choose beforehand?

A little text that made me think sitting on the bench while waiting for my kids to finish school.

Journalismens hykleri

Den peruvianske nobelprismodtager i litteratur, Mario Vargas Llosa, har i flere interviews og essays skrevet om sporten, som et vigtigt område i den kulturelle dannelse, fordi kroppen og sindet hænger sammen. Han refererer flittigt til det antikke Grækenland, hvor kroppen var en vigtig del af den spirituelle dannelse, men han advarer også imod at sporten kun anses, som ligegyldig underholdning, hvorved man neglegerer de mere alment gyldige spørgsmål, som sporten også åbner op for. Et af disse kunne være de etiske spørgsmål.

I det meste af det tyvende århundrede har sportsjournalistikken været forbeholdt groupies. Det vil sige, at journalisterne ofte – helt ukritisk – fulgte en atlet, et hold eller en disciplin. Journalisten ville sidde i bussen eller flyet, som var han på turne med the Rolling Stones. De ville drikke en øl sammen efter kampen, men et kampreferat blev skrevet. Denne tendens er stadigvæk udbredt. Eksempelvis i fodbold, der er meget kammerateri.

Afhængig af disciplin og land begynder der at ske noget med sportsjournalistikken med fremkomsten af forskellige informationskanaler. Aviserne bliver suppleret med specialiserede aviser og magasiner (fx Tipsbladet), dernæst følger fra 1920’erne og frem en vækst i radioprogrammer, senere kommer fjernsynet og i dag har vi internettet, der er fuld af blogs mv. (især internettet har gavnet den kritiske sans). Denne udvikling har medført en øget konkurrence, som mange steder har fået sportsjournalistikken til at udvikle sig, fx er den blev mere kritisk og undersøgende – enkelte steder desværre også moraliserende.

Ifølge en undersøgelse fra 2002 foretaget i USA, dækker sport omkring 20-25% af de samlede nyheder. Denne tendens er ikke aftagende. Heller ikke i Danmark.

Hvad betyder det? Det betyder, at medierne har en stor indflydelse på hvordan sporten udvikler sig. Lad os tage eksempel.

I 1990’erne begyndte journalistikken fx at se kritisk på cykelsporten, specielt Tour de France og hele dopingkulturen. Det begyndte så småt med Indurain hvor enkelte stillede spørgsmålstegn til hans fysiognomi, hans astma og overlegne styrke. I 1996 vandt Bjarne Riis, hvilket medførte en ligelig blanding af beundring og et skærpet journalistisk jagtinstinkt. Danskerne kunne acceptere at en skaldet jyde vandt, men da denne skaldede jyde et par år senere (1998 er et skelsættende år) blev talsmand for Tour de France-feltet, og voksede sig lidt for stor til den danske mentalitet, gik jagtsæsonen i gang. I den forbindelse ser vi i Danmark et eksempel på kritisk og undersøgende journalist, nemlig journalisterne Olav Skaaning Andersen og Niels Christian Jungs dokumentarprogrammer Tavshedens Pris og Danskerlægen. Et andet eksempel er den irske sportsjournalist David Walsh, som i mere end 15 år stædigt og kritisk har fastholdt, at Lance Armstrong har været dopet.

Denne form for kritisk journalistik er en fase, som eksempelvis fodbolden stadigvæk mangler. Mange spørger, hvorfor Rolf Sørensen kan få lov til at speake på TV2, mens få spørger hvorfor alle de tidligere professionelle fodboldspillere kan speake uden at skulle forholde sig til brugen af gigtmedicin, smertestillende sprøjter, væksthormoner, bloddoping, vilde fester, unge prostituerede, en eklatant foragt for bøsser samt en stadig udbredt racisme.

Størstedelen af den journalistik, som i dag omhandler cykelsporten er desværre ikke særlig kritisk. Snarere er den moraliserende. Moraliserende til et niveau, hvor det ligner hykleri. Et par eksempler.

Da den tidligere cykelrytter Michael Ramussen i en pressekonference meddelte, at han havde dopet sig, sad han ved siden af sin holdejer og sponsor, som sad og græd tunge krodilletåre. Det hele gjorde så ondt, så ondt. (Der er forskel på at have så ondt af sig selv – inklusiv sin egen godhed – at man må græde, og så medfølelse). Da den tidligere amerikanske cykelrytter Tyler Hamilton beskrev sine følelser af mindreværd i forhold til Lance Armstrong, slog han fast, at sandheden vil sætte ham fri. En forklædt præst i cykelshorts. Efterfølgende kunne Hamilton udtale sig om hvad som helst. Et sandhedsvidne var født. Hamiltons bog slutter sågar med et patetisk moralsk billede af en lille dreng, som hedder Lance opkaldt efter selveste Lance Armstrong. Opkaldt efter en løgn. Hvor trist, når drengen nu kunne have heddet Tyler.

Samme salgs-strategi anvendes nu af Michael Rasmussen. Det hævdes, at der skal gøres op med en doping- og mafialignende-kultur, selvom denne proces – dette opgør – trods alt har været i gang siden Festina-festen i ’98. Er cykling anno 2013 mafiaagtig?

Cykelkulturen vedligeholdes og skabes, som bekendt af cykelsportens ledere. Her er der både sket en udskiftning – en nødvendig udskiftning – men også en mentalitetsændring blandt de fleste tidligere eks-ryttere. Det vil sige, at Rasmussens og Hamiltons moralisme egentlig rider på en bølge, som for længst er startet. Det er ikke et modigt projekt. Tværtimod virker de lidt stolte af at dele ud af deres kriminelle fortid, det smager lidt af HA.

I forbindelse med det påståede moralske opgør kunne man passende spørge: For hvem kommer det som et chok i 2013, at man ikke bør dope sig? For hvem kommer det som et chok, at kulturen i cykelsporten var præget af doping i 90’erne og 00’erne? For hvem er det en moralsk åbenbaring at høre, at man ikke bør lyve?

Den moralske oplysningskampagne er noget nær lig nul. Ergo der er ikke tale om andet end kamufleret budgettering.

Det er selvfølgelig altid svært at vurdere sandhedsværdien af tidligere cykelrytters bekendelser. Dermed ikke sagt at de lyver. Slet ikke at de lyver bevidst, men som en kommunikationsforsker engang sagde: Vi hører halvdelen af hvad der bliver (50%), vi lytter til halvdelen af det (25%), vi forstår halvdelen af det (12,5%), vi tror halvdelen af det (6,25), og vi husker halvdelen af det (3,125%). Hvis denne kalkule er retvisende, så er 3,125 % af hvad der står i disse rørende moralske værker sandt.

Noget af materialet beror dog på visuelle iagttagelser. Men det man ser afhænger af ens krops bevægelighed. Med andre ord: bevæger jeg mig lidt højre eller drejer jeg hovedet, så ser jeg noget andet end jeg ser nu, hvor mit blik er fastlåst. Som bekendt kan man blive grebet af ens egen rolle, som det mest troværdige sandhedsvidne, hvorved man kommer til at dømme lidt for mange. Bagefter må man så sige undskyld, fordi man desværre opførte sig, som sad man fastspændt i Platons hule.

Mange glemmer at hver gang vi bevæger os rundt i fortiden, så har denne det med at forandre sig. Kan du fx huske den dag i 2002, hvor vi sad på Pussy Galore og drak fadøl? Ja, svarer du. Kan du huske, at du betalte? Hm. Hvem der betalte kan vise sig afgørende, men med mindre man er pedantisk, hvem husker det så? (Jeg ved dog godt at det var Steen, som betalte).

Det kan betale sig at huske og glemme. De villige journalister, der skriver om disse moralske elefanter, gør en dyd ud af at fortælle os, hvor godt de husker, hvor detaljeret, hvor smertefuldt det har været, osv. Det værste der kunne ske ville nemlig være, at en eller anden afslørede at projektet var moralsk, og ikke undersøgende og kritisk journalistik. Det vil sige, at præmissen var givet før det første ord blev skrevet.

At erindre er en kreativ aktivitet. Det vil sige, at man løbende tester ens tro eller overbevisning med mindre ens ærinde selvfølgelig er moralisme, hvorved ens tro som bekendt er ufejlbarlig, sikker og statisk.

Problemet med denne journalistiske moralisme er ikke, hvorvidt noget er mere eller mindre korrekt. Snarere at den journalistiske moralisme opfører sig, som om den var en del af en kritisk og undersøgende journalistik. Alt i fortiden vurderes moralsk, men altid fra en oplyst og frelst position, som betyder at moralismen altid er bagstræberisk. Det vil sige: ligegyldig.

Kigger man på cykelsporten, især de seneste to uger, så er det mest interessante der er sket på medie-fronten, et interview med Lance Armstrong (se her). Her siger han blandt andet: ”Well listen, the biggest difference between cycling, football and tennis is the players’ union, an athletes’ union. We have no voice, no unity. There are guys all over the place. Those sports, major league sports, they’re not letting that happen and the owners wouldn’t allow it to happen. Whereas we’ve just been living in the Wild West. The riders have no rights, ASO continues to make millions, the teams don’t own anything. The only thing a team owns is its current contract, and when that’s up you’re fucking done. You might have a couple of buses and a truck. There’s no equity and value. It’s a fucked up business model.”

Der er ikke en organisation, der varetager cykelrytternes interesser (fx en cykelforening der opererer a la en spillerforening i fodbold). Enhver er sin egen lykkes smed – og se hvad der sker med sådan en kummerlig ideologi. Desværre har de danske medierne travlt med at fremstille Armstrong, som bitter og ynkelig, selvom han nu virker ret afklaret på sin egen facon. Man kan selvfølgelig spørge, hvorvidt Armstrong har ret i at han behandles anderledes? Ja. Og dette er der hverken juridisk eller moralsk belæg for. Det bunder mere i følelser og økonomiske argumenter. Jo rigere du blev pga. doping, desto hårdere straf.

Aldrig har økonomi og moral danset tættere.

Gul feber

Det ser ud til at endnu en cykelrytter har valgt at skrive en bog, hvor drivkraften er afmagt og bitterhed. Måske endda en retfærdighedsfølelse, som sjældent er andet end hævn. Der er en vis symbolik i navnet Kyllingen. Ligesom bogens titel Gul feber uden tvivl ønsker, at referere til den virus, som har hersket i cykelsporten i flere år (og mange andre udholdenhedsdiscipliner). Men den samme virus, kunne også være denne nutidige hang til at søge om tilgivelse ved at bekende sine synder. Og her er der så en villig journalist, som lægger sit faderlige øre til, mens han sikkert har nærstuderet salget af Hamiltons bog. Den gule feber er en godhedens virus.

Jeg har svært ved at forestille mig, at Michael Rasmussens bekendelser er en fiktiv leg, som den Karl-Ove Knausgård formår at levere. Det er klart. Knausgård anvender fiktionens kraft til at gå imod de dominerende normer og idealer, hvorved han kan skabe rum for sine erfaringer. Rasmussen – vurderet på de citater, som er blevet luftet – forsøger at opbygge sig selv, idet han hænger andre ud. Han søger oprejsning ved at pege på andre, på en kultur, etc. I realiteten er præmissen ret simpel: Rasmussen bliver nød til at skrive om Riis og Sørensen m.fl. for at får udgivet en bog, mens Riis eller Sørensen ville aldrig skrive en bog om Rasmussen. Hamiltons bog er forlægget. Den handlede som bekendt om Armstrong. Af samme grund er Riis og Sørensen også vigtigere for cykelsportens fremtid, fordi de har formået at forandre sig. Desværre opererer medierne gerne med en form for psykologi, hvor det er direkte utopisk at forestille sig, at nogen kan lære af sine erfaringer, at man kan ændre sin tanker. Dette sker i samspil med andre. Men det sker.

Som sådan fremstår Gul feber med dens bekendelser, anger og selvmedlidenhed, som noget der kommer bagefter. Rasmussen var engang en del af en kultur, hvor doping var helt almindeligt. Det ved alle og enhver. I dag er moralisme helt almindeligt. Alt vurderes moralsk. Rasmussen befinder sig endnu engang i massernes felt. Det er ikke derfra, at cykelsporten udvikler sig. Faktisk fremstår cykelsporten væsentligt mere reflekteret i dag end tidligere. Der er sket en mentalitetsændring siden Festina-skandalen i 98. Denne ændring tager tid, men det ser om ikke andet ud til, at den går hurtigere i den mentalitetsændring, som finder sted i business-kulturen, hvor den ene krise følger den næste. (Der er en vis lighed mellem bankdirektører og tidligere cykelryttere. Af samme grund er banker også yndende sponsorer i netop cykelsporten.)

Hvis Rasmussen ville have været en helt, er det ikke et spørgsmål om at tale eller tie, men hvad han har at fortælle.  (Hvorfor ikke nøjes med at fortælle det til de respektive antidoping instanser?) Baseret på citaterne fra bogen, skulle han nok bare have tiet. Eventuelt kunne han udelukkende have fokuseret på de ryttere (hvis nogen), som formåede at sige nej tak dengang i 90’erne og 00’erne. Det ville have modigt. Eller han skulle have sagt til journalisten: Skriv om den nye generation, skriv om hvad cykelsporten gør p.t. Men uden Riis (anno 2002), ingen bog.

Jeg har i et interview på TV2 Sporten omtalt nogle af de samme ting. Dette indslag kan hentes her: https://dl.dropboxusercontent.com/u/24692278/131030%20NEWS%20Sport.wmv.)

Opgør med det trivielle

Jeg har skrevet en mindre kommentar, som er blevet bragt i Politiken om parforhold, sex og frisind. Det kan læses her.

Som en kommentar til kommentaren af M. Kongstad (se link), har jeg skrevet en kommentar her (pga. udenlandsk adresse kan jeg ikke kommentere på pol.dk):

Kongstad nuancerer med sit svar under rubrikken “Rummelighed”.

I de interviews, som blev bragt i forbindelse med udgivelsen af hans bog (jeg læste et par stykker i Danmark i sommers, samt det omtalte i Politiken), fremstår præmissen ikke, som et spørgsmål om mere åbenhed. Snarere at folk keder, og de keder sig især i deres parforhold. De er kort sagt sjovere hver for sig end sammen. En mulig løsning kunne være, siger Kongstad, at vi ikke længere holder krampagtigt fast i formerne. Det er jeg for så vidt enig i. Men måske er det slet ikke parforholdet, der er kedeligt. Måske er det mere generelt den måde, som de lever og tænker på – alene eller sammen. De mangler fantasi, de mangler passion, de mangler noget, som er vigtigt. Så, folk er kedelige, fordi de lever og tænker kedeligt. Her skal der mere end en ny kæreste til, som jo ellers skal skiftes ud hver sjette-syvende måned. Det betyder også, at Kongstads ide om at lyst giver mere energi er uklar. Det afhænger i hvert fald af, hvordan vi skal forstå lyst. Er lystfulde medarbejdere det samme, som engagerede og selvmotiverede? Han nævner monetære interesser. Penge kan ellers dræbe enhver naturlig glæde. Hvis man med lyst forstår et begær efter noget, fx noget man mangler, så finder jeg det problematisk. Begær er noget produktivt. Men måske er ”lysten” slet ikke det interessante, men kærlighed. Hvis folk bliver sammen, selvom de ikke elsker hinanden, er det problematisk. Det er dog ikke normernes skyld, men – igen – folks manglende evne til at skabe en anden måde at leve, som de sikkert mangler, fordi de tænker lige så kedeligt, som de lever. Det har jeg selv skrevet om i Du er (ikke) min?

Jeg tror ikke det er samfundet per se, som holder folk tilbage (i denne henseende). Der er jo ikke noget grænseoverskridende i at leve i åbne forhold, eller blive skilt mv. i dag. Derfor er det for mig at se, heller ikke et eksempel på frisind, at ville nedbryde samlivsformerne, da de jo allerede er under forandring. Evnen til at turde kærligheden, er derimod noget som har det svært. Lysten er ikke stærk nok til at ændre normerne.

Af samme grund er det fantasi, som de kedelige mangler. De tør ikke, fordi de ikke kan forestille sig hvordan (mod), og de kan ikke forestille sig hvordan, fordi de ikke evner (fantasi). Problemet er altså mere eksistentielt end socialt – selvom disse selvfølgelig påvirker hinanden.

Nok om det.

Lykken 3 – et fravær af snotklude

Det er på tide, at vi kommer videre.

Næste kapitel hedder Emotionally Intelligent Happiness. Denne form for emotionel intelligent lykke defineres således: “having the ability to experience emotions in service of living vitally, meaningfully, socially, and successfully.”

Pointen er, at positive emotioner løfter os op i en form for lykke-zone, hvorefter vi daler lige så stille ned igen på grund af negative emotioner. Det betyder, at emotioner fortæller os noget, fx hvad der er godt eller skidt for os. Op og nedture. Ligesom emotioner kan motivere os. Rent metaforisk er det trods alt bedre, at rejse sig op fra sengen end at lægge sig ned med feber. Så, kan vi bare lære at kontrollere vores emotioner, dvs. anvende de negative og positive emotioner konstruktivt, kan vi udvide lykke-zonen.

Denne artikel er ok, men en smule luftig i sin metaforik. Nogle gange regner det, andre gange skinner solen. Ja.

Næste artikel er igen en lidt blød mellemvare, selvom dens emne er ret så interessant. Den handler om religiøst engagement og velvære. Er der en sammenhæng? Spørgsmålet er ikke helt nemt at besvare, da det også handler om, hvordan man kan læse statiske materiale, fx er ikke-religiøse nationer typisk mere lykkelige (fx Danmark). Ligesom at meget religiøse steder sjældent er helt så fredelige og sunde, som man måske ville forvente. Der er dog flere paradokser, fx mellem steder og personer. På tværs af stater i USA vil et religiøst engagement forudsige et kortere liv, men set på person-niveau vil et religiøst engagement forudsige et længere liv, etc. Konklusionen på det hele er, at religiøse i USA scorer sig selv højere end gennemsnittet mht. lykke. Om det så skyldes det sociale netværk, selvkontrol, frivilligt arbejde, taknemmelighed m.fl. er uvist. Artiklen rummer lidt for mange løse tanker, som dog kan udgøre et inspirationsoplæg for fremtidig forskning. Men ellers er artiklen lidt, som at træde ind i en kold og tom kirke i ens søgens efter åndelige varme. Så hellere værtshuset på hjørnet.

Heldigvis løfter næste kapitel stemningen, selvom det handler om angst, humørsvingninger, depressioner m.v. Artiklen giver ikke er klart billede, men et fint overblik over, hvad man ved og ikke ved mht. hvordan folk oplever positive omgivelser og emotioner, fx smil og grin, når de fortæller om noget slemt. Eksempelvis kan smil og grin hjælpe, når man taler om dødsfald sålænge, der dog ikke er børn involveret. Artiklen understreger ligeledes, at der er forskel på mennesker mht. håndtering af traumatiske oplevelser. For nogle er en traumatisk oplevelse, noget som bringer perspektiv og nuance til livet, som kan få en til at gro, etc. For de fleste er der dog en grænse for, hvor meget vores viljestyrke og selvkontrol kan yde modstand mht. at overkomme sådanne hændelser.

Et interessant eksempel, som artiklen nævner, er krigsveteraner der lider af post-traumatisk stress. De besidder fx færre karakterstyrker såsom håb, optimisme og taknemmelig end andre krigsveteraner, som ikke er traumatiseret. Tilsvarende besidder de mindre engagement, de er mindre selvmotiveret, de er mere følelseskolde, etc. Hvad der er interessant i denne sammenhæng er, at mange traumatiserede krigsveteraner bruger flere ressourcer på at undgå ubehaglige følelser. De bruger deres viljestyrke negativt. En sådan form for negativ organisering hæmmer desværre en persons udviklingsmuligheder og fremtidige velvære. Man kan med andre ord overbeskytte sig selv til det rene ingenting.

Status: 120 pages down, 850 pages to go.

Der er ingen der siger, at man partout bliver lykkelig af at læse om lykke, måske lidt klogere (afhængigt af, hvem der skriver). Men mere generelt, tror jeg, at man bliver lidt mere lykkelig af at læse. Et æble om dagen er fint, men en roman om ugen er bedre.

Lykken 2 – optimal erfaring

Psykologiske tilgange til lykke hedder første sektion. Jeg har læst nogle af artiklerne.

Ambition er klar i den vignette, som indleder sektionen: et skifte i fokus fra økonomisk vækst til psykologisk vækst og velvære. Det lyder opmuntrende.

Kapitel tre viser, at positive emotioner perspektiverer ens tanker såvel som en handlerepertoire, hvilket kan lede til opbyggelsen af varige personlige ressourcer. Pointen er, at flere af livets smukkeste øjeblikke er fuld af positive emotioner: leg med vores børn, se Barcelona spille på Camp Nou, se Picassos Guernica, læse Bolaño, etc. Ok, men udover disse kortvarige glæder, er det spørgsmålet (blandt psykologer), hvorvidt positive emotioner medfører noget på længere sigt. Mere og mere forskning tyder på, at positive emotioner er en af nøgleingredienser i vejen mod et mere tilfredst og rigt liv. Derudover er positive emotioner en god buffer, når livet er mindre rosen rødt. Positive emotioner kan ligeledes hjælpe den enkelte med at regulere sig selv, fx fremme viljekraft. Ja, positive emotioner kan sågar fremme ens opmærksomhed.

Kapitel fire beskriver Endowment-Contrast modellen (E-C), der forsøger at måle velvære. Denne model virker lidt outdated, men den har bl.a. vist at det ”rationelle menneske” –  blandt komikere kaldet ”economic man” – ikke har meget at byde på i forbindelse med velvære. E-C viser, at den måde som folk tænker på deres liv på, kan ændre deres præferencer i forskellige situationer. Eksempelvis, hvordan man ser på ens erfaringer påvirker ens velvære. Franske kvinder rapporterer, at de bruger mere tid på noget fornøjeligt end amerikanske kvinder, men ikke desto mindre rapporterer de franske kvinder et lavere niveau af generel tilfredshed. Eksemplet viser en forskel mellem endowment-contrast. Det handler om, hvorvidt en optimal oplevelse i dag, vil gøre det vanskeligere at opnår fremtidige optimale oplevelser. Spørgsmålet er om denne oplevelse vil blive ved med at give noget (endowment), eller om den vil udgøre en uopnåelig kontrast til alle fremtidige oplevelser (contrast). Igen peger svarene i flere retninger. Og det betyder, at det er svært at udtale sig om, hvorvidt det er bedre at bo i Brøndby end i Holte, da svarere hurtigt kan ændre sig alt efter om noget vurderes givende eller som en skærende kontrast. Et eller andet sted, virker det dog lige patetisk, når en person lever i fortiden, hvad enten denne så ses som noget fantastisk eller tragisk.

Kapitel fem er bedre. Det er en historisk gennemgang af begrebet flow – optimal erfaring. Psykologen Csikszentmihalyi omtalte det første gang i 1975, og i dag er det vel et ret velkendt begreb. Flow opstår, når ens liv er udfordrende nok til at skærpe ens evner, koncentration og engagement. Flow opstår, når der er balance mellem udfordringer og evner – en intrinsic motivation er på spil. (Den opmærksomme læser vil fra et tidligere indlæg vide, at intrinsic (indre) motivation er, når noget gøres, fordi det er interessant og vækker glæde.)

Csikszentmihalyi har beskrevet ni dimensioner , der kendetegner flow:

  1. Klare mål
  2. Umiddelbar feedback
  3. Udfordringer matcher evner
  4. Handling og opmærksomhed smelter sammen
  5. Koncentration omkring opgaven
  6. Oplevet kontrol af situationen
  7. Tab af selvbevidsthed
  8. Forandret fornemmelse af tid
  9.  Intrinsic motivation

Artiklen beskriver, hvordan man kan måle flow, hvilke udfordringer der har været med at oversætte ordet ”challenge”, så det ikke kun forbindes med sport, men også læsningen af James Joyce. Artiklen beskriver også begrebets historiske placering, fx dets relation til Lazarus’ ideer om stress, som noget der opstår, når den enkelte ikke kan håndtere krav og trusler, der truer vedkommendes velvære. Dette var i 60’erne! Maslows tanker om selvaktualisering. Deci nævnes også mht. intrinsic motivation og selvdirektion eller selvledelse (SDT – Self-Determination Theory).

Så hvad er flow? En psykisk begivenhed, der opstår gennem en integration af motivation, emotioner og en løbende kognitiv evaluering. Flow er også en kropslig erfaring, som sker i samspil med ens omgivelser. Flow kræver en aktiv krop. Det er muligt at opleve flow svedende på lagnet, men ikke foran skærmen. Den pointe, som Csikszentmihalyi nævner, er, at velvære eller et lykkeligt liv fremmes, når vedkommende har et klart formål, nemlig at gro i kraft af et sundt samspil mellem udfordringer og evner. Det er altså selve glæden, som er i spil, og ikke drømmen om at blive rig (som ret beset aldrig er en drøm).

Flere kapitler venter.

Lykken 1 – et sted jeg kan begynde

Nu starter jeg.

Jeg vil læse The Oxford Haandbook of Happiness, red. af David, Boniwell og Conley Ayers, som jeg fik tilsendt for et par måneder siden.  Sådanne bøger kræver tilløb. De er sjældent særligt håndterbare, selvom de hedder “handbook of”. Denne her er på mere end 1000 sider. Den er tung. Den inddelt i sektioner som: Psykologiske tilgange til lykke, Psykologiske definitioner, Filosofiske tilgang til lykke, Spirituelle tilgange til lykke, Lykke og samfund, Positiv uddannelse, Lykke og organisationer, Forhold og lykke, Udvikling, stabilitet og forandringer i lykke, Lykke og interventioner.

Det er min intention at læse alt. Men jeg regner ikke med, at finde velbehag i alt.

Denne håndbog er interessant, fordi lykke er et begreb i vækst. Men det er også et begreb, som ofte anvendes en smule vammelt, omklamrende og pseudo-normativt. Håndbogen forholder sig bredt til lykke. Det vil sige, at begreber som velvære, subjektiv velvære, hedonisme, eudaimonia (Aristoteles), sundhed, trivsel m.fl. er i spil. Dernæst forholder den sig – jf. de forskellige sektioner – til fire kerneområder:

  1. Hvad får folk til at blomstre? – klassisk positiv psykologi.
  2. Hvad er positive emotioner? – studie i affekter og biologi.
  3. Hvad får organisationer til at sprudle? – både på business og samfundsniveau.
  4. Lykke som et alternativ til BNP – økonomisk velvære er mangelfuldt, som måleredskab.

Pkt. nummer fire er noget, som eksempelvis er afprøvet i Bhutan, hvor de har arbejdet med Gross National Happiness, som en måde at forbinde værdierne venlighed, lighed og humanitet på. Et alternativ til BNP. Erfaringerne var (tror det er stoppet), at det var svært at måle, men netop derfor er det interessant. Om ikke andet, så kan denne håndbog måske hæve niveauet fra at forstå lykke, som lykken ved at slå en prut i modvind, til at ændre måden som beslutningstagere tager beslutninger på, eller til hvordan folk i almindelighed også kan organisere sit liv. Alvoren og vigtigheden kan forskydes fra business til velvære. Det er klart (ifølge flere undersøgelser), at lykke til et vist niveau er relateret til økonomi. Men når først et minimumsniveau er opnået – et niveau, som betyder at du ikke skal tænke på økonomi hele tiden – så spiller penge ingen rolle med hensyn til lykke.

Som Jørgen Leth engang digtede:

“Jeg formår ikke at være lykkelig/ det er svært for mig/ jeg kan ikke finde ud af/ hvordan man blir det/ men jeg prøver alt hvad jeg kan/ jeg prøver mangle midler/ intet hjælper …”

Ja, ingen er lykkelig hele tiden. Det er heller ikke ambitionen. Tværtimod. Lykke skulle nødig blive en rigid ideologi. Men, som Leth skriver i samme digt: “Nu har jeg endelig fundet ud af/ at man kan træne sig op til at blive lykkelig …”

Jeg vil dele det, som er værd at dele.

Motivation

“The ultimate freedom for creative groups is the freedom to experiment with new ideas. Some skeptics insist that innovation is expensive. In the long run, innovation is cheap. Mediocrity is expensive—and autonomy can be the antidote.”

En person er motiveret, når han eller hun er bevæget til at gøre noget. Der er noget energisk over motivation. Ligesom der er noget trættende over en person, som ikke er inspireret. Den amerikanske journalist Daniel H. Pink har skrevet et bog om motivation. Den hedder Drive: The Surprising Truth About What Motivates Us.

Bogen udfolder en simpel, men yderst relevant pointe, som gentages lige lovligt mange gange. Der er ikke tale om en overraskende sandhed, som bogens titel hævder – i hvert fald ikke, hvis man har læst bare lidt omkring motivation de seneste 10-15 år – men okay, pointen lyder nogenlunde sådan: Hemmeligheden bag store bedrifter er ikke vores biologisk drifter eller drivkraft, ej heller en drivkraft båret af belønning og straf, men en tredje drivkraft. Den, som handler om at selv at kunne lede ens liv, hvorved man kan udvide sine evner og leve et meningsfuldt liv.

Pink beskriver tre former for motivation eller drivkraft:

  1. Biologisk – jeg er sulten
  2. Ekstern – jeg mangler penge
  3. Intern – jeg er interesseret

Pink hævder endvidere, at få virksomheder har blik for den tredje, fordi de er så forelsket i den anden. Jeg er ganske enig. Og dette er en skam, da de fleste menneske jo er motiveret. De brænder med en indre eller intern glød – de er såkaldt auto- eller selvmotiveret.

Der er visse ting vi alle sammen gør, fordi at gøre lige netop dette, vækker glæde. Længere er den ikke!

Undersøgelser viser, når penge bruges som en ekstern belønning for visse aktiviteter (læs: rutine arbejde), så mister vedkommende den egentlige interesse i aktiviteten. Belønning kan levere et kortvarigt kick, men i længden kan ekstern motivation være direkte demotiverende. Eller medføre et dårligere output. Det minder mig om Friedric Jameson, som engang sagde, da jeg fulgte hans klasse i amerikansk litteratur: De der skriver en roman for at komme på New York Bestsellerliste, skriver aldrig holdbare bøger. Ambitionen er kunstnerisk uambitiøs.

En anden undersøgelse viser: “Those artists who pursued their painting and sculpture more for the pleasure of the activity itself than for extrinsic rewards have produced art that has been socially recognized as superior.”

Kedelige og mekaniske arbejdsopgaver er sjældent drevet af selvmotivation. Og skal man endelige anvende ekstern motivation, så lad den komme efter en opgave er løst, som en fin overraskelse.

Pink tager udgangspunkt i psykologerne Edward Deci og Richard Ryans arbejde om intrinsic motivation og selvledelse (de var nogle af de første der viste, at leg mister sin umiddelbare glæde, når der kommer penge på bordet) . Mihaly Csikszentmihalyi (flow) og Carol Dweck (læringsmål versus performance mål, etc.) er også med i bogen. Pink anvender dem godt, men bogen lider måske lidt under, at han gerne vil gøre opdagelserne mere overraskende end de er. Forstået således, at mange af disse tanker har mere end tyve år på bagen. Det er måske også grunden til at selve bogen fyldes op med korte bogbeskrivelser og vejledninger, som reelt ikke tilfører noget nyt i forhold til det han lige har skrevet. Bogens sidste del lever ikke op til bogens eget mantra: “The desire to do something because you find it deeply satisfying and personally challenging inspires the highest levels of creativity, whether it’s in the arts, sciences, or business.” Hvilken redaktør vred armen om på ham, fordi den stakkels redaktør ikke turde stole på sin egen dømmekraft, men alene markedets?

Når dette er sagt, så er det en fin bog, der formår at beskrive motivation klart og simpelt. Selvom en længere artikel kunne dog have gjort det!

Eksistensøkonomi

Hvad kom først: Livet eller økonomien? Hvem er hønen, og hvem er ægget?

Umiddelbart er logikken simpel. Livet må nødvendigvis komme før økonomien, som jo er en menneskelig opfindelse; men praksis siger noget andet. Livet er blevet underlagt økonomien. Der er tale om en eksistensøkonomi.

Eksistensen er blevet et økonomisk anliggende, idet eksistensen indgår på samme vis, som andre råstoffer i økonomiens produktion. Denne udvikling rummer nogle store problemer i form af en eksistentiel korrumpering, som når livet ene og alene formes og vurderes økonomisk. Når dette er værst, medfører det stress, burnout og depressioner. Udviklingen rummer dog også et positivt potentiale. Eksistensøkonomien åbner op for at mennesket kan tage eksistensen tilbage qua efterspørgslen herpå. Det er med andre ord muligt for det enkelte menneske at vende styrkeforholdet om. Det kræver blot, at det rejser sig fra kanvasen og slår igen! Og dybt.

Økonomi har klassisk defineret sig selv som en videnskab, der har sit udspring i livets helt almindelige problemer, såsom anskaffelsen mad, husly og tøj. I dag er dens ærinde anderledes. Økonomien har bevæget sig fra at være læren om den hensigtsmæssige organisering af den enkelte families husholdning (Aristoteles), til have et mere politisk og til dels eksistentielt sigte (Adam Smith og frem). Denne bevægelse er sket gradvist, men ganske vedholdende og målrettet. Løbende er flere facetter af livet blevet inkluderet i økonomiens sfære. Jeg tænker ikke kun på politik, men også områder som viden, kultur, oplevelser og kognition, som i dag alle er økonomiske felter: vidensøkonomi, oplevelsesøkonomi og så videre. Og nu har økonomien, som en igle, sat sig på eksistensen.

Det, der adskiller dagens eksistensøkonomi fra tidligere tiders økonomier er, at det er mennesket eller selve eksistensen, som er blevet den knappe ressource. Nu handler økonomi mest af alt om anskaffelsen af identitet, prestige, anerkendelse og status. Økonomien er både målet og midlet. Udover sin økonomiske værdi rummer økonomien også en enorm symbol og signalværdi, som et menneske kan bygge sin identitet op omkring. Eller politikere kan manifestere holdninger med. Et simpelt eksempel er arbejdspladsens rolle, hvor titler og lønrammer rækker langt udover virksomhedens grænser, da disse også anvendes som markører i almindeligt menneskeligt samvær.

Eksistensen er endvidere blevet essentiel i selve værdiproduktionen – især idenfor den voksende type arbejde, som betegnes immaterielt eller affektivt arbejde. Det er her jeg ser et positivt potentielle (uden tvivl en romantisk forestilling!). Eksempelvis kan en borger eller medarbejder i selve sin måde at leve (og arbejde) på valorisere andre og nye værdier, som økonomien ikke umiddelbart kan rumme eller håndtere. Et frigørende element er altså til stede. Men det er under hårdt pres, fordi det frigørende i stigende grad presses af økonomiens værdier og normer. Det er trods alt disse, som giver anerkendelse, identitet og status.

Det, der er henholdsvis faren og potentialet i eksistensøkonomien er, at eksistensen er knyttet til den måde, hvorpå den enkelte tænker, taler og lever. Faren er, at det åbner op for en undertykkelse af det menneskelige potentielle, som når eksistensen udelukkende formes i økonomiens idealer og mål. Her er der mange, der ikke er sig bevidst at de reelt spiller en rolle: Den, som markedet efterspørger. Follow the money, er mottoet. I stedet for en skabende modstand nøjes mange med at reagere og føje sig efter de skiftende krav, da det kan være svært, nærmest umuligt, at forestille sig en identitet udenfor arbejdsmarkedet. Det er svært at gøre modstand. At stå uden for arbejdsmarkedet medfører en form for frivillig mobning eller udstødelse. Men uanset de mulige besværligheder med at gøre modstand, er der – i hvert fald rent filosofisk – tale en form for ligegyldighed, idet det enkelte menneske ikke tager sit eget liv og potentiale seriøst. Virkeliggørelsen af det uudnyttede potentiale handler om ikke længere kun at reagere, men derimod om at agere. Blive skabende. Det er ofte her at politikere og arbejdspladser fejler. Det virker som om, at de slet ikke ønsker skabende menneske. De giver ikke plads til den enkeltes umiddelbare handlekraft med mindre den passer sirligt med de herskende økonomiske målsætninger.

Lad mig give et simpelt eksempel: I stedet for at spørge: Hvordan kan vi motivere befolkningen i retning af en bestemt adfærd? – kunne politikere spørge: Hvorfor gør folk, som de gør? Hvad er det, som driver folk i almindelighed?

De fleste politikere og arbejdspladser antager, at det er penge som motivere. Noget ydre. Af samme grund kan de fleste politiske incitamenter ses, som kamufleret adfærdsregulering i form af skærpede eller lempede momsregler, afgifter, skatteprocenter eller bonusser. Eller mere uddannelse, som p.t. er regeringens mantra, hvilket i bund og grund er styret af samme mekanisme, idet uddannelse ofte fører til arbejde, som dermed øger den enkeltes såkaldte humane kapital. Han eller hun er mere værd, rent økonomisk på grund af sin uddannelse. Problemet med uddannelse er, at denne i denne sammenhæng blot er en ydre form for motivation, som overser det enkelte menneskes naturlige drive. Derudover er det spørgsmålet om uddannelse virkelig er fremtiden? Stjerner på skulderen tilhører en overstået epoke. Hvem kigger på stjerner, når de møder en som virkelig kan sit kram?

Når politik bliver til økonomistyring, medfører det nemt en blidhed, som resulterer i et mindre engagement, hvorved ambitionsniveauet falder. Straf, belønning og uddannelse er ligesom opfindsomt, som en ostemad til kaffen. Mange beslutningstagere ser et Danmark fuld af dovne mennesker. Jeg ser en masse danskere, som ingen evner at motivere, fordi de reelt ikke forstår, hvad der driver dem.

Hvis det positive element skal (og kan) fremmes, drejer det sig om, at fremtidens politikere og andre beslutningstagere ikke forsøger at afpasse forståelsen af livet til et ideal. Typisk et økonomisk ideal, som nærmest har fået rang af at være et kategorisk moralsk imperativ: Gør kun det, som kan betale sig? Ethvert ideal er aldrig andet end en måde at begrænse ens egen rådvildhed på. Økonomien er rådvild. Det samme er politikerne. Det der mangler er vildskab, en evne til at tænke udenfor de trygge og velkendte rammer. Kan det betale sig? Ja, økonomien er i krise, fordi den troede at profit før alt andet kunne betale sig.

I dag ved vi, hvem der er hønen, og hvem der er ægget.

Blog at WordPress.com.

Up ↑