Jeg har skrevet en kronik. Den fortæller nogle af de moralske historier, som VM i fodbold er fuld af. Læs mere her.
Glæd dig!
Hvem er Gilles Deleuze? spurgte en eller anden.
Gilles Deleuze er ikke nogen, sagde jeg.
Jeg kunne straks fornemme, at mit svar krævede en uddybning. Lidt for kækt.
Han er ikke et rigtigt menneske, en psykologisk person, uddybede jeg. Han er upersonlig. Han er en maskine. En filosofisk maskine. En begrebsmaskine. Han går i et med en maskine, går i to med en maskine, han går i tre med en maskine. Altid åben. Han går videre med en maskine, han går i stykker med en maskine, han går videre med en anden maskine.
Hvad er en maskine? Det er uden tvivl et bedre spørgsmål end hvem Deleuze er, og var.
En maskine. Tænk ikke på Arnold Schwarzenegger.
En maskine er uadskillelig fra det, den skaber; den har ikke en væren. At konstruere en maskine er at konstruere en konstruktion. Heri ligger der noget etisk. Hvis jeg nu skriver et eller andet, mens jeg samtidig lever, tænker og føler på en hel anden måde. Så er jeg i hvert fald ikke maskinel, men strategisk. Og strategier er som bekendt ikke meget værd – rent etisk. De blotter sig sjældent. Med mindre strategien er at blotte sig. I så fald ja. Men så er man også allerede på vej til at transformere sig selv til en maskine.
En maskine er god at tænke med. Og netop her, viser Deleuze jo så igen sin etiske styrke. Var det eksempelvis ikke lige netop fraværet af tænkning, som Hannah Arendt sagde gjorde Eichmann ond? Det onde er banalt, fordi det er uden tyngde. Eller sagt anderledes. Det er umuligt at forbinde sig til et menneske, der ikke evner at tænke. Altså et menneske, som ikke åbner sig, som ikke vil berøres, som ikke tør følge det, som sker – der hen, hvor det nu engang tager en.
Jeg skriver dette fordi, noget er i færd med at ske.
Deleuze er en maskine. Alt er en maskine, skrev han sammen med Felix Guattari i Anti-Ødipus. Og enhver maskine er en maskine af en maskine, så ja, Deleuze var mange og ingen; upersonlig på en måde, som er meget fjern fra dagens samfund, hvor de færreste bliver en relation i et større virvar af relationer, fordi de febrilsk prøver at blive en idealiseret knude i et netværk.
Maskinen, den maskine som forbinder alt liv – menneske og natur – er gået i itu. Det er på tide er give den ny næring. Det er det, som er i færd med at ske. Det må ske.
Hvordan? En maskine er gensidigt forbundet med alt. Evner jeg ikke at værne om alle former for liv, selv alle tosserne, er det fordi jeg ikke evner at tage vare på mig selv.
Den norske filosof, Arne Næss sagde det fint engang, da han blev ført bort fra en demonstration imod en dæmning (vist nok). Her fortalte han politimanden: ”I slår en del af mig ihjel, når I destruerer naturen.”
Og det er jo rigtigt. Alt hænger sammen. En maskine er taknemmelig. Heri ligger også det faktum at glæden er relationel. Den er afhænger af ens forhold til alt det, som ikke er en selv.
Opfordrede Deleuze til noget? spurgte hun.
Jeg ved det ikke. Hvis han gjorde, ville han nok (helt maskinelt) sige noget i retning af: Glæd dig!
Glæd dig!
Det er en opfordring, som unægteligt kræver at livet tages seriøst.
At magte glæden
I 1968 udgav Gilles Deleuze et af sine to-tre hovedværker, Spinoza et le problèm de l’expression (eng. Expressionism in Philosophy: Spinoza). Der er tale om en nærlæsning af Spinozas værker, især hans Etik. Til tider en parafrasering, der – som altid hos Deleuze – formår at betone hans Spinoza. Værket udgør den ene del af Deleuzes to doktorafhandlinger, hvoraf den anden var Forskel og gentagelse (se også Meningens logik).
De fleste Spinoza-kendere hævder at læsningen er både original og kontroversiel; Spinozas tanker gøres levende, men de gøres – som nævnt – også til Deleuzes. En af grundene til denne levendegørelse er, at Deleuze beskæftiger sig meget med den del af Spinozas Etik, der handler om følelsernes natur: affekter, glæde, magt, drifter og så videre.
Enhver læser kan med det samme se, at bogen adskiller sig fra en typisk Deleuze-bog: den er stramt organiseret, den placerer Spinoza filosofisk – både i hans og Deleuzes samtid, fx læses Spinoza i samspil med Descartes og Leibniz, og Deleuzes mere kontroversielle påstande udfoldes ved hjælp af Spinozas breve, hvorved Deleuzes ideer fremstår som en yderligere korrektion af Spinozas svar til en af sine venners misforståelser.
Det problematiske i forbindelse med udtrykket hos Spinoza hænger sammen med hans tre nøglebegreber: substans, essens og attribut. Det kan være svært at adskille disse. Deleuze skriver: ”Substansen udtrykker sig selv, attributterne er udtryk, og essensen er udtrykt.” Det vil sige, at en essens ikke har nogen eksistens udenfor attributten, som den udtrykkes igennem, mens essensen qua essens relaterer sig til substansen. En attribut og en essens er altså forskellige, men kun for så vidt at enhver essens er udtryk for en substans essens, ikke en attributs. ”Der er ikke kun én substans for hver attribut, men der én kun en substans for alle attributter.”
Mere forsimplet. Substansen er privilegeret, idet den kan leve i kraft af sig selv (a.k.a. gud). En attribut kan ikke eksistere alene, men eksisterer kun i kraft af dens relation til den essens, som den udtrykker. En attribut er en egenskab ved essensen, en måde at eksisterer på, en livsform. Attributter får derved en ontologisk rolle, vil jeg mene. Ligeledes synes attribut/essens parret – til sidst i bogen – at få en mere erkendelsesmæssig rolle. ”Forskellen ligger i de immanente eksistens modi involveret i hvad vi føler, gør og tænker.” Det virker som, at Deleuze på den måde lader substansen, essensen og attributterne folde sig om sig selv, eller folder dem sammen i et plan. Det hele udspiller sig på noget.
Hvad? Forskellen. Den forskel, som gør at noget blive til, kan blive. Et plan for livet.
Det er lidt svært, men ikke desto mindre givende at læse.
Sådan forløber de første kapitler med tungen lige i munden frem til femte kapitel, hvor det bliver lidt lettere – for denne læser – at orientere sig.
Magtbegrebet får eksempelvis en anden betydning end ”magt over.” Snarere bevæger det sig hen imod en medskabende magt. ”Forståelse har ikke mere magt til at vide end dens objekt har magt til at eksistere og handle; tænkningens og erkendelsens magt kan ikke være større end at den nødvendigvis står i forbindelse med magten til at eksisterer.”
Hermed begynder det etiske så småt at træde mere klart frem. Kapaciteten eller styrken til at eksistere er et spørgsmål om magt, fx magten til at bevare sig selv. Her kan man eksempelvis drage en parallel til kunstens verden, hvor litteraturen kan bevare noget, fastholde nogets eksistens i al evig såfremt en forfatter besidder magten eller styrken til at bekræfte det.
Magten er altid en handlen, siger Spinoza. Af samme grund er magten altid aktuel. Den udtrykker sig på to måder: Magten til ”at handle” versus blive ”handlet med” – begge er aktuelle, men den sidste besidder et potentielle for en større positiv handlekraft.
Herfra indsætter Deleuze en spurt. Han beskriver Spinozas tanker om ”passive og aktive kræfter,” hvor de aktive kræfter er udtryk for det, som en krop kan, mens de passive er udtryk for det, som ikke er godt for kroppen. Det vil sige, ethvert møde med en anden krop øger eller minimere ens aktive kræfter. Udfordringen bliver hvordan en krop kan overvinde en relation, som er dårlig. Eller hvordan man kan organisere møder mest hensigtsmæssigt.
Det er vigtigt at forstå, at der for Deleuze og Spinoza ikke findes noget Godt og Ondt i naturen per se, men ene og alene møder, som enten dræner eller øger vores evne til at handle. I Hume-bogen talte Deleuze om at ethvert møde er ydre betinget, dvs. at en krops møde med en anden krop ændrer de to kroppes komposition. En måde at evaluere et sådan møde på sker bl.a. igennem begreberne glæde og tristhed. I en note citeres Spinoza for sætningen: ”Erkendelsen af Godt og Ondt er ikke andet end en følelse af glæde og tristhed, såfremt vi er bevidste herom.”
Glæde er det, skriver Deleuze, som øger min magt til at handle. Og ofte kan jeg øge min glæde ved at fremme min forståelse for (eller af), hvad det er, som gør mig trist, fx at være sammen med et selvoptaget mennesker. Glæden afhænger af, hvorvidt mødet ”enes med min natur”, eller om forholdet kan ændres til noget mere gunstigt. Derudover forudsætter min magt til handle, selvfølgelig en modtagelighed. Pointen er at mange handler på baggrund af noget unaturligt, fx moralske dogmer i stedet for at udvikle ens fornuft til at handle kvalificeret på baggrund af ens åbenhed og modtagelighed.
Disse tanker medfører nogle bombastiske, men strengt nødvendige konklusioner. ”Alt hvad en krop kan (dets magt) er ligeledes dets ’naturlige ret’” – ”Alle søger, hvad der er nyttigt og godt for dem.” De påvirkninger som et møde foranlediger bestemmer, hvad der er nyttigt for at bevare sig selv. Hvad en krop kan gøre er dens ret, siger Deleuze. Den enkeltes ret til at handle overtrumfer eventuelle pligter. Påstanden er dog, at vi har brug for hinanden, fordi det er i kraft af relationerne at vores magt til at handle øges – selv når vi påvirkes negativt aktiverer det kroppen og tankens magt til at handle for at overkomme ”det dårlige”. Med mindre der er tale om ren impotens.
Hos Spinoza er filosofien frigørende som en løsrivelse fra det, der separerer os fra et liv fuld af glæde.
Deleuze genfortæller Spinozas genfortælling om Adam og Eva i paradisets have. Ifølge Spinoza er Adam ikke fornuftig, fri og perfekt før han bider i æblet. Ingen fødes fri eller fornuftig. Snarere er Adam et barn; han er svag og ignorant. Han er ulydig som et barn, fordi han ikke forstår det naturlige forhold mellem handling og konsekvenser. Adam tror fejlagtigt, at de naturlige love er moralske love. Gud forbyder Adam at spise æblet, fordi det vil ødelægge hans krop, ikke fordi det er moralsk forkert at spise æbler. Etik er lidt som at spise og drikke det, som er godt for ens krop. Af samme grund er det at blive fornuftig en langsom læreproces, der handler om at lære og forstå, hvordan man kan enes med naturen. Nogle gange er en Jack Daniels bedre end en urtete.
Et sted skriver Deleuze: ”Få temaer i Etik vender mere hyppigt tilbage end dette: at alt hvad der er trist er dårlig og slavebinder os; alt hvad der involverer tristhed udtrykker tyranni.”
Hvordan kan vi udfolde vores kapacitet til at blive påvirket, hvorved vores magt til at handle øges? Hvordan kan vi øge vores magt til det punkt, hvor vi producerer aktive affekter?
Spinoza er frihedens tænker. Som Deleuze citerer: ”En fri mand tænker mindst af alt på døden, og hans visdom er en meditation over livet, ikke døden.”
Bogen rækkes hermed videre til andre, der ikke vil underkues eller forblive et brokkehoved. Deleuzes store (han skrev senere en mindre) Spinoza-bog læser du, mens du siger: Fuck, fuck, av, av, av, men til sidst ruller du om på siden, og brøler: JA.
Don’t mind
Evolutionsbiologen Marc D. Hausers bog Moral Minds forsøger at vise, hvordan naturen skabte menneskets fornemmelse for, hvad der er rigtigt og forkert. Han prøver – ganske vedholdende – at tænke psykologi, moral, kognition og biologi sammen, hvilket er blevet umådeligt populært de seneste år. Ikke desto mindre virker bogen lidt for søgt.
Hausers ærinde er, at naturalisere filosofferne David Hume og Immanuel Kants tanker. Det vil sige, bringe – især – Kant i samspil med evolutionsbiologien. Sagt anderledes: mennesket har udviklet sig til at følge de imperative love, som Kant redegjorde for.
Rent filosofisk er sådan en læsning selvfølgelig problematisk, idet filosofi ikke er en supplement til biologisk liv (eller andre videnskaber). Når filosofi beskæftiger sig med livet, et liv, er det de forskellige måder, hvorpå et liv kan leves, tænkes, føles, som vækker noget bemærkelsesværdigt, ikke hvorvidt de føler et ideal. Det er det levende, som sådan der er i fokus. Og det levende, kan ikke reduceres til den menneskelige organisme. Det interessante er af samme grund ikke, hvordan visse tanker passer ind i en større plan, men hvad de muliggør, hvilke former for liv de åbner.
En anden måde at se Hausers bog på er, ved at sammenligne den med Noam Chomskys ide om en universel grammatik. For interesserede, så har Deleuze og Guattari påpeget nogle problemer hos Chomsky i Tusind plateauer, fx at der findes ikke et homogent system (som Chomsky hævder), der ikke allerede er påvirket af en vedvarende, regulerende og iboende proces af variationer. Chomsky vil eliminere alt det skæve. Det vil svare til at kalde Junot Diazs bøger for grammatisk forkerte. Det ville svare til at hævde, at flere tusinde mennesker i USA (og sikkert mange andre steder), ikke taler rigtigt, fordi de ”taler” Spanglish … Ja, det svarer til at afskære alle de menneskelige handlinger, som vi finder onde og modbydelige, som afvigelser i systemet, der intet fortæller os om mennesket. Det ”naturlige” bliver nemt et abstrakt ideal. Det minder lidt om brugen af begrebet autentisk, der ofte tolkes som noget naturligt og oprindeligt, hvorved det naturlige også nemt får en moralsk værdi. Tænk bare på, hvordan nogle formår at brande deres egen godhed, fordi de helt naturligt ikke ser fjernsyn, helt naturligt ikke spiser kød, helt naturligt ikke spiser hovedpinepiller. Who gives a fuck?
På samme vis mener Hauser, at der er en universel moral for mennesket. Selvom jeg ikke bifalder ideen, er den interessant. Påstanden er, at mennesket – alle mennesker uanset kulturforskelle – deler en moralsk intuition, der mere eller mindre ubevidst formår at afgøre, hvad der er rigtigt og forkert. ”He was endowed with a sense of right and wrong merely relative to this. This sense is as much a part of his nature, as the sense of hearing, seeing, feeling; it is the true foundation of morality,” som der står. Sætningen kunne gælde for både Jønke og Hilda Heick, alt efter hvem der fører pennen. Så til en vis grad, nikker jeg. Og dog. Der er også talrige eksempler på det modsatte, fx lydighed.
Min anke er, sagt meget simpelt, at moral og biologi vikles sammen på en måde, hvorved det gode menneske retfærdiggør sin egen godhed, som noget naturligt. Det er en form for selvrefleksion, som forsømmer at filosofiske begreber ofte gør vold på en. De slår en omkuld, hvorved det hele ikke bare passer ind, men kræver en anden form for involvering i det, som sker. Af samme grund taler Deleuze (og andre) om en immanent etik, hvor det mere handler om at acceptere det, som sker, som var det noget man selv havde valgt. Her er det ambitionen at lade sig påvirke, selvom man ikke kan kontrollere alt det, som påvirker en? Hvorfor, fordi det levende som sådan er interessant.
Måske det hele kan siges anderledes: det er ikke kun Hitler og Pol Pot, som er afvigelser; det samme er Nelson Mandela, Martin Luther King og Gandhi. Hauser anvender selv dette, som et eksempel uden rigtigt at folde det. Hvem er så mest naturlig? Er naturlig det samme, som god? Og hvad er god? De tre nævnte ”positive” ledere, er alle eksempler på social ulydighed, hvorved det gode også bliver berørt af magtrelationer og individuel heroisme.
Dér, hvor etik og moral bliver interessant er, hvor vi ikke ved, hvad der er rigtigt og forkert. Dér, hvor der er tale om et dilemma. Og her er kriteriet måske ikke, at følge en master-plan, men spørge: hvad er også muligt, hvad kan jeg også gøre? Der er noget opfindsomt forbundet med at generere alternativer. Her kan ekstraordinære mennesker inspirere os, ikke kun qua deres medfølelse eller idealisme, men snarere pga. deres kreative tilgang til de muligheder de havde. Det er ikke Gandhis uafhængighed som inspirerer, men hans ikkevoldsstrategi; det er ikke Martin Luther Kings rettigheder som inspirerer, men det at hans ”drømme,” kunne aktualisere sådanne rettigheder; det er ikke Mandelas opløsning af apartheid som inspirerer, men hans pacifistiske rummelighed. Gandhi, Mandela og King viser, at den menneskelige evolution ikke er noget lineært og velordnet, men noget opfindsomt, kreativt og muterende.
Enhver begivenhed er en mangfoldig i den forstand, at dens aktualisering afhænger af en beslutning – og nogle gange kan den ene beslutning være ligeså god eller dårlig, som den anden. Konklusionen er derfor, at etik stadigvæk er en sats, men vel og mærke på et stadie, hvor det ikke drejer sig om at stjæle, mishandle eller slå ihjel. Ingen behøver læse Kant eller Hume her (eller gå i kirke).
Så mit problem med Hauser er nok, at evolution bliver en form for moralsk dannelse, der stopper dér, hvor det bliver etisk svært. Af samme grund beskæftiger filosofi (i hvert fald nogle filosoffer) sig med det potentiale i tænkningen, som ikke kan reduceres til mennesket. Filosofien har blik for det, som endnu ikke kan tænkes, hvorved filosofien adresserer et problem, som der p.t. ikke er nogen løsning på. Her bliver filosofien skabende og opfindsom, idet den forsøger at skabe plads til det, som der lige nu ikke er plads til. Friheden til at skabe mere virkelighed. Af samme grund mente Nietzsche også, at adskillelsen af filosofi og litteratur kun er forbeholdt bibliotekarer.
Fiktion og moral
Jeg har netop anmeldt bogen “Characters as Moral Fiction” for Metapsychology. Anmeldelsen kan læses her.
Et spirerende liv
”Life itself is essentially determined in the act of avoiding obstacles, stating and solving a problem. The construction of the organism is both the stating of a problem and a solution” – Gilles Deleuze
”You write with a view to an unborn people that doesn’t yet have a language” – Gilles Deleuze
Filosoffen Keith Ansell Pearsons bog Germinal Life præsenterer en interessant læsning af Deleuze. En Nietzsche-Bergson inspireret læsning. Suppleret med moderne biologi og genetik. Det handler om at tænke hinsides de menneskelige betingelser. Flere steder refererer Pearson til Spinozas og Nietzsches spørgsmål: ”Hvad er en krop i stand til?” , ”Hvad skal der blive af mennesket?”
Præmissen er klar: den kreative evolution er uden slutmål. Udfordringen er, at erhverve tilstrækkeligt med selvindsigt for bedre at kunne relaterere sig til andre kroppe. Kroppe har hos Deleuze ikke en essens, men er tilblivende. Det betyder ikke, at kroppen kan alt. Derimod at dens capacitet er ukendt, idet vi endnu ikke ved hvad den kan qua den opfindsomhed og kreativitet, som opstår i mødet med noget andet. ”En kreativ evolution,” kalder Delezue dette møde.
Denne tanke relaterer Pearson til Nietzsches begreb ”den evige gentagelse”, der er en affirmativ eller bekræftende kraft, der bringer alt til dets højeste niveau af intensitet. Det betyder, at tænke hinsides mennesket ikke er det samme som at efterlade mennesket. Snarere er formålet er udfolde dets mulige erfaringshorisont eller erfaringsrum. Heri ligger også det kreative.
I Hvad er filosofi? fastslår Deleuze og Guattari, at filosofien opfinder problemer før den skaber eller konstruerer begreber. At opfinde et problem betyder ikke, at vi (filosoffen) har fundet, hvad han eller hun leder efter, men at de har opfundet det. Bragt det til live.
Et citat tydeligør det (Pearsons ord): ”The process of evolution is not only one of change but of invention, since the forms do not exist in advance. The process involves not a realization of the possible but an actualization of the virtual, in which the virtual enjoys its own ’consistency’ (consistance) as a productive power of differentiation.”
Det er de ydre kræfter der berører os på en måde, som indvirker på, hvad vi tænker, når vi tænker, at vi er. Ligesom de indvirker på, hvad vi tænker, at vi eventuelt er i stand til. Der er noget i verden, som tvinger os til at tænke (dette er en sætning, som Deleuze flere gange vender tilbage til i sine bøger). Hermed skal man ikke forstå, at det som lægger an eller gør vold på en bliver gjort til et objekt for ens erkendelse. Snarere er der tale om et fundamentalt møde. Et møde fuld af dæmoner – det er et skæbneafgørende tankeeksperiment. Kan du begribe det, som gør vold på dine hidtidige tanker? Tør du følge det?
I dette møde blomstrer en etik. En etik, der producerer nye linjer af liv – der selvfølgelig afhænger af, hvordan den enkelte udfolder livets kræfter. Her bliver Deleuzes filosofi kunstnerisk. Den enkelte skaber ikke et subjekt, eller en identitet som tilføjelsen af en ny titel på ens Facebooks profil eller ved at udskifte ens gardarobe, men ved at gøre ens liv til et kunstværk – skabe plads til et udtryk og udtrykke en skabelse. Deleuze prøver at aktivere en vilje til at ville det, som sker, imens der skabes plads til det, som er i færd med at blive. Der er meget Nietzsche på spil her, som Pearson også gør opmærksom på.
Det, som sker, kommer altid til os fra fremtiden, idet det jo er ved at tage form. Det betyder også – og meget vigtigt – at Zarathustras ”Jeg ville det” er et krigsråb, ikke en accept. Det er ikke en accept af ens fortid, men en bekræftelse af en kommende fremtid. Jeg synes det er smukt. Gøre sig værdig til det, som er i færd med at blive. Af samme grund er forfatteren en, der opfinder ukendte eller uerfarede affekter, og bringer disse til live i tilblivelsen af narrative karakterer, som udspringer af det mellemværende, som opstår i mødet mellem forskellige kræfter. At skrive er intet andet end tilblivelse, siger Deleuze og Guattari. At skrive er ikke at repræsentere, men at producerer nye linjer af liv.
”The task of the artist is one of giving existence to the event (of life and death) by going beyond the ‘perceptual states and affective transitions of the lived’. It is in this respect that the artist and novelist can be described as seers or ‘becomers’ who free perceptions and affections for a more intense.” (citatet er en blanding af D&G og Pearsons).
Det er derfor at al kunst er politisk (og ikke kun den der kalder sig politisk), fordi alt kunst bidrager til opfindelsen af et menneske.
Lad mig komme med et eksempel, som de fleste er bekendt med. I Danmark har digteren Yahya Hassan bidraget til opfindelsen af en anden type af immigrant eller invandre eller nydansker eller statsløs palæstinenser, som forholder sig til sin egen bagage på en kreativ måde; en måde, der desværre er svær for mange at kapere, fordi han derved ikke længere repræsenterer det, som han jo bør repræsenterer. Hvad det så end er!
Det, der er på spil med Hassans digte er forskellen mellem etik og moral. Han er en etisk digter, rent Deleuziansk, som dømmes moralsk af frelste og strategiske holdnings- og meningsdannere. ”Enten giver etik ikke nogen mening overhovedet,” skriver Deleuze i Meningens logik ”eller også betyder etik det, og har intet andet at sige: ikke at være uværdig til det, som sker med os.”
Etikken bevæger sig udover det impotente, hvilket typisk er hvad moralen udfolder, når den retfærdiggør eller dømmer. Deleuze fortsætter: ‘Intet mere kan siges, intet mere er blevet sagt: at blive værdig til det, som sker med os, og derved ville og løslade begivenheden, at blive afkommet af ens egne begivenheder, og derved blive genfødt, at have en fødsel mere, og bryde med ens kødelig fødsel …”
Hassan er et afkom af sine begivenheder, ikke sine handlinger, idet hans handlinger jo aldrig er andet et begivenhedernes afkom. Digtene udspringer af et rum uden subjekt. I stedet for at acceptere sin fortid, som jeg netop nævnte, så vil han den, hvorved han giver tid til fremtiden, det vil sige plads til de forandringer som tiden jo altid er. Med Deleuze er det tydeligt at digteren digter plads til en mulig frigørelse (altså de kræfter, som var i færd med at blive), hvor netop nødvendigheden er kriteriet, og ikke holdningerne omkring kakkelbordet eller blandt de nærtagende, der elsker alt det såkaldte rigtige sålænge de ikke selv får snavs på fingrene.
Nok om det.
Pearson læser i den anden del af bogen Deleuze biologisk. (Der er reelt ikke tale om en anden del, da hele bogen er godt blandt). Her viser han bl.a., hvordan Deleuzes maskin-begreb åbner op for en mere givende måde at tænke evolution på, end begrebet autopoesis. En maskine går i en, en maskine går i to, en maskine går itu … pointen er, at en maskine ikke er defineret ved hjælp af de punkter, den berører, men selve denne tilblivende process. Jeg er lidt fascineret af dette begreb, og vil vende tilbage til det i et senere indlæg.
Det er en god bog, der tænker med Deleuze – og videre. Det er også en bog, som kræver at læseren er rimeligt velbevandret i Deleuze og Nietzsche, tildels også i moderne biologi. Pearson er en af de Deleuze-eksperter (der er efterhånden mange), som formår at vise Deleuzes kraft uden at det hele ender i trist replika. Det er stærkt.
Bedre mennesker?
Filosoffen Michael Hauskeller har skrevet en interessant bog, der hedder Better Humans? Understanding the Enhancement Project. Bogen er velskrevet, saglig, polemisk og næsten helt igennem kohærent.
Jeg har skrevet en anmeldelse til Metapsychology, som kan læses her.
Strategisk dumhed
Der er godt nyt for alle med en flydende personlighed. De er ikke alene.
Psykologen Robert Kurzban udgav i 2012 bogen Why Everyone (Else) Is a Hypocrite – Evolution and the Modular Mind. Den handler bl.a. om selvbedrag, som kun er muligt, fordi vi har mere end ét selv. Det minder lidt om Tom og Jerry, og deres ”andet” jeg. I virkeligheden er der ikke kun én god og én ond stemme, der taler til os, men et helt sludrechatol af stemmer. Hvem hører ikke et par stykker?
Kurzban fastslår, at selvom vi alle kun har en hjerne, så kan vi sagtens være flere personer. Han beskriver hjernen, som noget modulerende, hvor hvert modul kæmper om at blive mest toneangivende.
Et eksempel. Der er sikkert mange, som p.t. er opslugt af et eller andet nytårsfortsæt, selv siger denne praksis mig ikke meget, da jeg ikke ser noget odiøst i et årsskifte. Kurzbans eksempel er dog fint: Vi (dvs. nogen) spiser mere end godt er; vi spiser dårligere end godt er; vi drikker som svin; vi rør os for lidt; vi læser for lidt; vi er utro; vi bedrager hinanden; vi lyver; vi bilder os ind, at vi skal male Guernica anno 2014, vi er for dårlige til at … and the list goes on. Heldigvis sker det hele for de færreste samtidigt.
Det, som Kurzban siger, er, at hjernen er en slags computer (jeg hader denne metafor!), som opererer med forskellige programmer, hvoraf nogle – nogle gange – er bedre til at forholde sig til information end andre. Skyldes din træthed for lavt et blodsukker eller for lidt motion? Svier dine øjne, fordi du skal have briller, fordi du ikke er vant til at læse, fordi du står på en strand i blæsevejr?
Sådanne tanker er fine, men en anelse trivielle. Mere interessant fandt jeg hans eksempler omkring syns- og selvbedrag, som rummer lidt mere filosofisk gods – helt tilbage til Descartes i hvert fald. Ofte kan det være svært at se noget klart med mindre man kan sammenligne, eller relatere det sete til noget andet. (Eller røre!). Okay, lad mig give et eksempel: Har A en stor røv? Ja, måske ikke, nej, jeg ved det ikke. Spørger vi i stedet for: Hvem har den største røv: A eller B? Helt klart B. Så vidt, så godt.
Kurzban fortsætter, og siger: Vi bedrager os selv. For selvom vi godt ved, at B har en stor røv, så undlader vi at erkende dette, fx fordi vi er vilde med hende. Denne strategi har også moralske konsekvenser, da de fleste mener, at være bedre end de rent faktisk er, mens de fleste også mener, at de andre er meget værre end de er. At køre bil er et godt eksempel. Alle de andre kører råddent, mens jeg selv … Eller værre endnu: Alle de andre er rene og skære hypokondere; de piber, når de har lidt modgang, fordi de ikke kan indse, at de ikke evner at male Guernica.
Ynk er der nok af. Selvbedrag er en eklatant overvurdering af egne evner.
Erkendelse og opfattelse hænger sammen. Dette er en interessant pointe, da mange i Danmark (og andre steder) ofte opfatter muslimer, homoseksuelle eller lesbiske på en bestemt måde. Men straks sådanne personer erkender, at den homoseksuelle er mange, dvs. meget mere end en fasttømret kategori, ændrer deres opfattelse sig. ”Jamen, Jørgen er slet ikke sådan en …” Eller, den ændrer sig næsten. For der findes selvfølgelige stædige mennesker, som ikke vil tage ved lære, som ikke evner at forandre sig, fordi de krampagtigt holder fast i et bestemt billede (af verden eller sig selv). Igen dette selvbedrag. Her har Kurzban måske bogens bedste pointe, nemlig at de fleste med hensyn til deres eget hykleri, anvender denne (hykleriet/ selvbedraget) strategisk. Det er muligt at opererer med modstridende erkendelser og opfattelser.
I disse krisetider er der sikkert mange der kender en, som har svært ved at finde sig et arbejde. Men i stedet for at være arbejdsløs, er vedkommende i gang med at skrive en roman, eller drive selvstændig virksomhed (uden kunder), eller nyde tiden med børnene og så videre. Det er hykleri. Men dette uærlige hykleri kan også være en fordel, fordi at være ”strategisk uvidende,” kan løfte ens selvværd en smule. Vi digter på vores egen historie. Løsningen er dog kortvarigt med mindre hykleriet fortsætter, og man bliver lystløgner – her kunne Kurzban godt forholde sig lidt mere kritisk. Balancegangen er selvfølgelig svær, fordi samme strategi er velkendt, fx inden for positiv psykologi, hvor det er legitimt at give omstændighederne lidt af skylden for ens manglende diplomer over pejsen. Den strategisk kloge fodboldtræner, Mourinho er et godt eksempel.
Rent evolutionært, siger Kurzban er hjernen forsynet med moduler, der konstant præsenterer et fordelagtigt billede af os, eller for os. Disse moduler disker op med ”strategisk forkert” information. Tænk fx på en mand i 30’erne. Han er lige blevet fyret. Han er rund om livet, og tynd i toppen. Nu står han i en bar, en vinbar på Vesterbro. Han taler med en sød og smuk pige. Hun spørger, som det er kutyme: Hvad laver du? Han svarer: P.t. har jeg valgt at trække stikket ud for at male Guernica 2.
Måske er det rigtig. Men måske er det også bare et eksempel på ”strategisk forkert” information. Altså et eksempel på hykleri. Et eksempel på selvbedrag. Manglende mod til at være ærlig. Problemet er, at det hele bider sig selv i halen. Eller kan bide sig selv i halen. For mens Jørgen fx mener, at Gert bedrager sig selv, så mener Jørgen, at Gert ikke kan se hans potentiale. Pointen er, at selvbedrag og hykleri ikke kun er møntet på en selv, men at de fleste bedrager sig selv, fordi de konkurrerer med ”de andre.” De gør sig lidt mere lækker og interessant end de egentligt er. Tænk bare på, hvordan nogle ynder at kaste om sig med titler, eller Facebook og Twitter for nogle er en legestue for skiftende identiteter og røverhistorier.
Det er en interessant bog der stopper, hvor eksistensfilosofferne ofte træder ind på scenen. Eksempelvis ville Kierkegaard sige, at livet simpelthen er for vigtigt og alvorligt til at spilde med selvbedrag, hvad enten dette bedrag drejer sig om egen virksomhed, skrive en roman eller … Intet erhverv, ingen bedrift har trods alt forrang fremfor en anden. At bilde sig noget andet ind er, desværre, ikke andet end selvbedrag.
Marcus Aurelius sagde engang, bliv den du er. Dette behøves ikke læses, som var der en lille mand inden i den store mand, en mere autentisk. Snarere kan det læses, som en nøgtern evaluering af ens situation p.t.
Er du ærlig eller bare forført af din egen strategiske dumhed?
Selvbedrag leder til tristhed, mens et flydende og foranderligt selv, der ikke ønsker andet end at overvinde sig selv, ja sågar afvikle sig selv, vækker glæde. Af samme grund kaldte Gilles Deleuze filosoffens Spinozas etik for en glædesetik. En sådan etik er ustrategisk, dvs. ærlig.
Jeg elsker dig, fordi …
Den franske filosof Luc Ferry har udgivet en bog med titlen On Love. A Philosophy for the Twenty-First Century. Ferry er en af de nyere og mere populære franske filosoffer, som formår ”sælge” filosofiske budskaber til et bredt publikum. Det er den første bog, jeg læser af ham, men han gør flere gange undervejs opmærksom på sine tidligere udgivelser. Såvel som sit tidligere virke, som minister i den franske regering mellem 2002-2004. Ferry er en mand, som nyder at høre sig selv tale, hvilket sjældent er et godt udgangspunkt for en bog.
Bogen er ikke en decideret samtalebog, men den prætenderer at etablere en dialog mellem Luc Ferry og journalisten Claude Capelier. Sidstnævnte dukker frem engang imellem for at gentage, hvad der allerede er blevet gentaget et par gange af Ferry. Enkelte gange dukker Capelier op for at bede om eventuelle uddybninger. Capelier er ikke en kritisk røst, men en begejstret medløber.
Selvom forudsætninger ikke just skriger: Læs mig, læs mig! Så er bogen ikke uden visse kvaliteter. Dens største styrke er selvfølgelig, at den handler om kærlighed. Hvorfor ellers omtale den?
On Love er opdelt i tre dele: The Revolution of Love, Politics at the Dawn of a New Era, On the spiritual in Art and Education. De tre dele indledes med en introduktion, som beskriver, hvordan kærlighed ikke bare handler om følelser og stearinlys. Snarere er kærligheden en principiel ny måde at tænke på, som har betydning for, hvordan vi tænker det gode liv. I korthed handler det om at leve sine tanker. Og, hvis man tænker stort om kærlighed, så har det selvfølgelig konsekvenser for uddannelse, kunst og politik.
Dette er bogens første præmis. Jeg finder den tiltalende.
Kærligheden har ligeledes rent empirisk fået en fremtrædende rolle, idet den vestlige del af verden har bevæget sig væk fra arrangerede ægteskaber mod kærligheds-ægteskaber – uanset om disse er mellem mænd og kvinder, kvinder og kvinder eller mænd og mænd. Ferry påstår ikke at kærligheden er nem. Det vidner de mange skilsmisser om, men han påpeger, at det ikke ville være muligt at gå tilbage til arrangerede kærlighedsforhold, da kærligheden spiller så stor en rolle. Det er bogens anden præmis. Det er glædeligt, hvis det virkelig er sådan, men jeg er mere skeptisk. Ferry overser visse ting, fx at kærlighed som ide og praksis ikke altid hænger sammen. Det kommer jeg tilbage til.
For Ferry udgør kærligheden de femte store princip for meningsskabelse. Det første princip var det kosmologiske, der bevægede sig fra kaos til harmoni. Odysseus er helten, som vender hjem til sin smukke kone efter en lang krig. Det næste store princip var det teologiske, hvor meningen ikke blev fundet i en samklang med kosmos, men ved at adlyde en Gud. Det tredje store princip er det humanistiske, hvor det giver mening at tage del i den menneskelige historie. Det fjerde store princip er det dekonstruktive, hvor det ikke bare er Gud som er død, men også mennesket (Foucault). Her handler det om at finde mening i kunstnerisk udfoldelse m.v. Det femte princip er kærlighedens.
De forskellige principper er alle tilstede i dag, men flere og flere finder ikke nogen mening i tidligere tiders principper. Hvor mange ville i dag binde sig fast til bådmasten, fordi det vrimler med villige og smukke kvinder? Hvor mange høvler snaps og juleøl i sig, fordi det virker religiøst meningsfuldt?
Introduktionen er bogens bedste. Det er altid problematisk med sådanne oversigter, som Ferry holder meget af (flere dukker op i bogen), men de rummer dog en pædagogisk charme, selvom de ikke er begrebsmæssigt solide. Ferry er god formidler. Man kan tydeligt se politikeren i ham.
De efterfølgende dele handler om hvilke konsekvenser dette princip har for politik, kunst og uddannelse. Politisk er udfordringen denne, at kærligheden som princip ikke kun er et privat anliggende, da et samfund selvfølgelig må afspejle det, som bekymrer flertallet: kærligheden som vejen til et bedre liv. Dette kan fx ses, når flere og flere tænker på miljøet, fordi vi kerer om næste generation, eller også er vi bare egoister, der kerer om vores egne børns fremtidige ve og vel. Der er trods stadigvæk langt mellem ord og handlinger for mange.
I afsnittet om uddannelse trækker Ferry igen en anvendelig ramme opad hatten. Han anvender tre begreber til at belyse de udfordringer, som vi står overfor mht. uddannelse: Kærlighed, loven og arbejde. Et eksempel: Forskellen mellem opdragelse og uddannelse. Opdragelse er noget, som primært varetages af forældre, mens uddannelse primært varetages af lærer. Selvfølgelig er der overlap. Problemet i dag er dog, at flere forældre ikke evner at opdrage sine børn, hvorved de ikke er klar til at modtage undervisning. Dette skyldes ofte, at forældrene er for svage til at manifestere det, som Ferry kalder lovene, udvise en smule autoritet. Det sker, fx når far eller mor glemmer, at de er far eller mor, og ikke ven/veninde med Gert eller Britta. Måske det hænger sammen med den dårlige samvittighed over, at man stak af med naboens kone, og kun ser børnene med jævne mellemrum. (Kærligheden er trods alt besværlig! 60 procent bliver skilt i Frankrig. Måske fordi kærligheden kræver arbejde, hvorfor kærligheden måske heller ikke er det mest styrende, snarere ens magelige og umiddelbare lyster og behov). Autoriteten er også den, som sikrer at der arbejdes. Så uden autoritet til at håndhæve lidt lovmæssighed, ingen arbejde, og uden arbejde er det svært at elske. Sådan kunne han have tænkt sin logik til ende, men uanset hvad så fungerer afsnittet fint, fordi Ferry her har interessante ideer.
Til sidst foreslår han en omskrivning af den tyske oplysningstænker Kants kategoriske imperativ. Det lyder: Man skal handle sådan, at principperne for ens vilje skal kunne gælde som principper for lovgivning. Alle ens handlinger skal være forbilledlig. Ferrys bud er, at man skal handle som var den anden ens nærmeste. Vil du gøre sådan, hvis det var din mor?
Ved første øjekast lyder det fint. Men ved nærmere eftersyn underminerer det jo det smukke i kærligheden, som den er til stede i de fire foregående principper: En kærlighed til kosmos, mennesket, opfindsomheden (ja, selv kærligheden til Gud). Ja, derudover rammer imperativet ned i hans egen analyse, der viser at forældre elsker deres børn (no surprise), men alligevel er de for vage til at gøre andet end bjørnetjenester. Så måske skulle forældre engang imellem behandle deres egne børn, som var det enhver anden de stod overfor.
Den kærlighed, som Ferry fører frem er flere steder ikke andet end en nutidig form for egenkærlighed, der udspringer mere af lyst og kedsomhed. Her kunne han godt have foldet en lille sløjfe til de foregående tanker, fx vælger flertallet at blive gift eller bo sammen pga. kærlighed? Eller fordi de følger strømmen? Fordi de er billigere? Bliver de fleste ikke gift, fordi det administrativt er lettere? Bliver folk sammen for børnenes skyld, fordi de er underlagt samfundets normer? Eller bliver de sammen, fordi styret af deres kærlighed til børnene? Gavner ”for børnenes skyld” overhovedet børnene, eller dækker det blot over manglende mod, vilje og frihed? Bliver folk sammen pga. det administrative besvær, når det nu alligevel er let, at få lettet trykket hos en villig kollega eller en swinger klub, mens man stadigvæk har en at dele sin morgenkaffe med? Finder folk sammen af hensyn til status?
Ok, jeg stopper, og dog. Tænk på Eric Fromm, som i sin smukke bog om kærlighed sagde: Moden kærlighed følger princippet: Jeg bliver elsket, fordi jeg elsker. Umoden kærlighed: Jeg elsker dig, fordi jeg behøver dig. Moden kærlighed: Jeg behøver dig, fordi jeg elsker dig.
Lad os dvæle lidt ved den umodne kærlighed: Jeg elsker dig, fordi jeg behøver dig. Svarer det ikke til at græde over egen selvgodhed, fordi man lige har købt Hus forbi, og doneret 100 kroner til en fyr, som man ikke kunne passere ved Nørreport station (står de der stadigvæk?)? Det var enten 100 kroner eller en rugbytakling. Tænk på den modne og umodne kærlighed, når du jule-gavmildt donerer lidt penge til de sultne, de svagelige og alle sutterne. Hvorfor gør du det? Behøver du de fattige for at være god? Eller …
Er julen andet end umoden? Opfør dig ordenligt ellers kommer julemanden ikke? Jeg fejrer Jesu fødsel, fordi jeg har behov for ham, fordi jeg elsker ham, fordi jeg er underlagt gruppepres?
Nå, On Love er en fin debatbog, ikke fordi jeg behøver den, men fordi den fik mig til at genlæse Fromm.
Opgør med det trivielle
Jeg har skrevet en mindre kommentar, som er blevet bragt i Politiken om parforhold, sex og frisind. Det kan læses her.
Som en kommentar til kommentaren af M. Kongstad (se link), har jeg skrevet en kommentar her (pga. udenlandsk adresse kan jeg ikke kommentere på pol.dk):
Kongstad nuancerer med sit svar under rubrikken “Rummelighed”.
I de interviews, som blev bragt i forbindelse med udgivelsen af hans bog (jeg læste et par stykker i Danmark i sommers, samt det omtalte i Politiken), fremstår præmissen ikke, som et spørgsmål om mere åbenhed. Snarere at folk keder, og de keder sig især i deres parforhold. De er kort sagt sjovere hver for sig end sammen. En mulig løsning kunne være, siger Kongstad, at vi ikke længere holder krampagtigt fast i formerne. Det er jeg for så vidt enig i. Men måske er det slet ikke parforholdet, der er kedeligt. Måske er det mere generelt den måde, som de lever og tænker på – alene eller sammen. De mangler fantasi, de mangler passion, de mangler noget, som er vigtigt. Så, folk er kedelige, fordi de lever og tænker kedeligt. Her skal der mere end en ny kæreste til, som jo ellers skal skiftes ud hver sjette-syvende måned. Det betyder også, at Kongstads ide om at lyst giver mere energi er uklar. Det afhænger i hvert fald af, hvordan vi skal forstå lyst. Er lystfulde medarbejdere det samme, som engagerede og selvmotiverede? Han nævner monetære interesser. Penge kan ellers dræbe enhver naturlig glæde. Hvis man med lyst forstår et begær efter noget, fx noget man mangler, så finder jeg det problematisk. Begær er noget produktivt. Men måske er ”lysten” slet ikke det interessante, men kærlighed. Hvis folk bliver sammen, selvom de ikke elsker hinanden, er det problematisk. Det er dog ikke normernes skyld, men – igen – folks manglende evne til at skabe en anden måde at leve, som de sikkert mangler, fordi de tænker lige så kedeligt, som de lever. Det har jeg selv skrevet om i Du er (ikke) min?
Jeg tror ikke det er samfundet per se, som holder folk tilbage (i denne henseende). Der er jo ikke noget grænseoverskridende i at leve i åbne forhold, eller blive skilt mv. i dag. Derfor er det for mig at se, heller ikke et eksempel på frisind, at ville nedbryde samlivsformerne, da de jo allerede er under forandring. Evnen til at turde kærligheden, er derimod noget som har det svært. Lysten er ikke stærk nok til at ændre normerne.
Af samme grund er det fantasi, som de kedelige mangler. De tør ikke, fordi de ikke kan forestille sig hvordan (mod), og de kan ikke forestille sig hvordan, fordi de ikke evner (fantasi). Problemet er altså mere eksistentielt end socialt – selvom disse selvfølgelig påvirker hinanden.
Nok om det.
FINN JANNING 