Anmeldelse: Natural-Born Cyborgs

Filosoffen Andy Clarks ældre bog Natural-Born Cyborgs: Minds, Technologies and the Future of Human Intelligence (2004), er stadigvæk holdbar. Det er klart, at flere af hans tekniske eksempler er outdated, men selve pointen med at vise, hvordan mennesket ikke kan tænkes uden tekniske hjælpemidler, er klar og relevant.

Hovedargumentet er, at teknologien kan hjælpe mennesket med at fokusere på det, som et menneske er bedst til, fx kreativitet og opfindsomhed. Det vil sige, skabe forbindelser, se mønstre og samarbejde. I bogen berører han den udbredte aversion overfor teknologien, som bunder i en nærmest hellig tro på hjernen, eller forestillingen om det menneskelige selvs ukrænkelighed. Meningen er dog ikke noget indre, men noget relationelt. Det afhænger af konteksten. Enhver relation er, som bekendt ydre. Eller sagt anderledes: Hjernen kan ikke forklare alt. Menneske og teknologi smelter sammen. (Gilles Deleuze og Félix Guattari behandler i Tusind plateauer en lignende maskinel ide, hvor de viser, at mennesket og teknikken er medieret på samme vis).

Natural-Born Cyborgs rummer masser af eksempler, fx: I stedet for at gå rundt og huske på alle dine venners telefonnumre og email-adresser, kan du lagre dette i din iPhone. I stedet for at rende frem og tilbage mellem din lejlighed og supermarkedet, kan du vha. blyant og papir (tekniske remedier) lave en indkøbsliste, som gør, at du kan huske det hele. Med andre ord: Du kan fokusere på det, du er bedre til.

Ligeledes forsøger Clark, at nedbryde den rigide distinktion mellem indre og ydre. Fx synes de fleste mennesker, der går med ur eller en mobil i lommen, at svare ja til spørgsmålet: Do you know the time? Primært, fordi det ikke giver nogen mening at skelne mellem, hvad jeg ved og hvad jeg har umiddelbar adgang til, såsom mit skinnende Rolex. Af samme grund er det menneskelige selv, ikke en essens, men noget som sker. Selvet beskrives som en plasticitet, der løbende forandrer sig qua menneskets erfaringer og tænkning. To ting, der altid sker i et net af teknologisk og kognitiv stilladsbygning.

Clark nærer selvsagt en stor tiltro til menneskets fornuft, fx ser han ikke noget problematisk ved at internettet servicerer brugeren på baggrund af tidligere søgninger. Det er på engang ganske rart, at Amazon finder relevante bøger til mig, men det er ligeledes vigtigt at vide, at Amazon eller Google er søgemaskiner baseret på popularitet, mere end neutralitet (relevans eller gyldighed). Ikke desto mindre, tvinger det jo bare den enkelte til selv, at forholde sig kritisk til det, som lægger an på en. Det kan aldrig være Googles skyld, hvis nogle er dumme. “Google made be do it!” Nej, vel?

Et sted i bogen nævner Clark begrebet self-management – en færdighed (baseret på viden og erfaring), der eksekverer ved at intervenere. Det vil sige, selvledelse handler om med-kontrol. Fx drejer det sig ikke om at håndtere en detaljeret game plan, eller blindt arbejde mod et slutmål. Snarere om at forholde sig til det, som påvirker en; det, som kan påvirkes.

Titlen er dog det bedste ved bogen: Natural-Born Cyborgs – et begreb, der understreger menneskets evne til at kombinere dets mentale evner med teknologien. Hvilken arbejdsplads organiserer ikke sine medarbejdere vha. sociale medier, internet og intranet? Uden teknik, hvordan ville alle under 50 år forholde sig til venner, nyheder, køb, sundhed, etc. Alt lige fra viden, kommunikation, medicin, erkendelser, forbrug, kunst er en del af en socialitet, hvor forskellige praksisser deles, og organiseres.

Natural-Born-Cyborgs er langt fra et must-read, men titlen rummer et begreb, som det er værd at gøre opmærksom på (eller gentage). Det er hermed gjort.

Fremtidsmenneske

I forbindelse med offentliggørelsen af det amerikanske dopingagenturs rapport om cykelrytteren Lance Armstrong anvendelse af doping, er den moralske fordømmelse kommet i højsædet. Det er ren og skær hykleri. Faktisk kan vi lære meget af Armstrong, hvis blot vi evner at se udover vores hang til nostalgisk romantisme angående sport og renhed.

Men inden jeg argumentere herfor, vil jeg først understrege, at jeg på ingen måde bilder mig ind, at Armstrong ikke skulle være dopet. Jeg stiller heller ikke spørgsmålstegn til, hvorvidt han var en hård leder af sit cykelhold. Der er trods alt en del kynisme, når vi nærmer os toppen, om denne top så befinder sig i sportsverdenen eller kunstverden eller den politiske og så videre.

Armstrongs velorganiserede brug af præstationsfremmende midler fremstår som noget grimt, noget uhyrligt. Han er et monster. Alligevel tror jeg, at vi med tiden vil se ham som en stor mester, eftersom Armstrong har praktiseret den form for etik, der kan knyttes til den franske filosof Gilles Deleuze.

For Deleuze er præmissen ikke, at et menneske bør gøre noget, fordi det kan, som er den gængse etiske formel. Snarere påpeger han, at vi endnu ikke ved, hvad den menneskelige krop er i stand til. Det medfører, at den menneskelige udvikling udspringer af opfindsomhed, herunder også teknisk opfindsomhed.

Den etiske ambition er for Deleuze derfor at vende styrkeforholdet om og stræbe efter, at det enkelte menneske overvinder livets iboende modstand.

Armstrong har praktiseret denne etik. Han har eksperimenteret med sin egen krops iboende muligheder. Han har ikke snydt i den forstand, at han har gennemført Tour de France på scooter. Nej, han har forsøgt at virkeliggøre sit potentiale. Det er kynisk. Det fremstår monstrøst. Men Armstrong har gjort noget nyt, idet han har inddraget teknikken og lægevidenskaben, hvorved han har tydeliggjort, at denne kombination kan fremme de menneskelige kapaciteter.

Det betyder også, at Armstrong og sporten i al almindelighed har gjort det lettere for politikere og andre beslutningstagere at forholde sig til fremtidens etiske spørgsmål. Spørgsmål, som ikke handler om romantiske samtaler, der kredser om ’det naturlige’ og ’det autentiske’, men om hvad vi vil, hvad vi ønsker, når nu vi også kan. Frygten er selvfølgelig, at nogen ønsker at fremme et bestemt menneskeligt ideal, for eksempel et moralsk dydsmønster.

Der er for mig at se noget naturligt på spil i Armstrong. Hans vilje, hans selvdisciplin, hans opofrelse, hans mod til at eksperimentere med sin krop. Jeg finder det prisværdigt og interessant. Armstrong kan lære os noget. Han kan lære os, hvad det vil sige at være et menneske. Han kan lære os, hvordan man også kan leve. Hvordan man kan overkomme sig selv.

Den evaluering, som Armstrong giver anledning til, er derfor ikke en reaktiv fordømmelse, der altid udspringer af moralske dogmer fra en svunden tid, eller en illusorisk transcendent universalisme. Snarere er det udfordringen at nærstudere, hvad hans handlinger åbner op for, hvad de muliggør. Derefter kan de enkelte menneske prøve at vurdere, hvorvidt disse nye muligheder bør praktiseres.

– Indlægget blev bragt i Weekendavisen den 19. oktober 2012

Tvekønnet

I 2002 udkom Jeffrey Eugenides roman Middlesex, men jeg har først fået den læst nu. Heldigvis, som med alle store bøger, så betyder denne tidsmæssige forskydning ingenting. Dengang blev bogen belønnet med Pulitzer prisen. Nu bliver den det med et indlæg på min blog.

Bogen er en mutant af den interessante slags. Fortællerstemmen tilhører pigen Calliope Stephanides, som undervejs bliver til Cal (eller også er det omvendt!). Hun og han beskrives både i tredjeperson og som jeg-fortæller, hvilket tydeliggør besværlighederne med at begribe sin egen stemme i en tvedelt krop.

Som enhver lettere skizofren er Cal/Calliope både en og flere; en hermafrodit. Bogen er dog mere end det. Det er også historien om en græsk familie, der immigrerer til USA, hvor de bosætter sig i Detroit. I gennem denne tragiske familiekrønike udfoldes de sidste 50 års amerikansk historie, der er proppet med pionerånd, raceuroligheder (borgerkrig!), økonomisk snæversynet tankegang – og altså udviklingen af sammenhængen mellem sex og køn. Det ene er genetisk betinget; det andet afhænger af omgivelserne. Ofte vikles disse sammen, når kønspolitiske emner tages op politisk.

Hvordan Calliope bliver til Cal optegnes gennem historiske linjer, der også bliver til intime og genetiske tråde, der trækkes på tværs af Stephanides. Alt vikles sammen. Det er godt gjort og smukt skrevet.

“Finally, in a sign that he was weakening, my father asked my mother, ‘What do they charge for a baptism these days?’

‘They’re free’

Milton’s eyebrows lifted. But after a moment’s consideration he nodded, confirmed in his suspicions. ‘Figures. They let you in for free. Then you gotta pay for the rest of your life.'”

En verden af ikke-kommunikation

Et interview med den chilenske forfatter Roberto Bolaño, som er kort og interessant. Præcis, som hans noveller; en genre, hvor han er en sand mester.

Interviewet Entrañable huraño (Den kærlige eremit) er trykt i antologien Bolaño salvaje redigeret af E. P. Soldan og G. F. Patriciau (Cadaya, 2008). Det er fra 1998 – få måneder før han modtog Premio Herralde for romanen Los detectives salvajes (De vilde detektiver). Interviewet er foretaget af Sónia Hernández og Marta Puig i byen Blanes, som ligger en lille times kørsel nord fra Barcelona. Bolaño boede der i flere år. Oversættelsen fra spansk er min egen.

Hvorfor kom de til Spanien?

En tilfældighed, skæbnen.

Tænker de på at vende hjem til deres land?

Ja, og hvis jeg vender tilbage er det ligeledes på grund af skæbnen.

Har de oplevet besværligheder i forbindelse med publicering?

De sidste adskillige år nej, ingen. Besværlighederne er de samme, som du kan møde et hvilken som helst sted i verden på grund af den enorme stupiditet i denne business, forlagene, interviewene, redaktørerne, forfatterne, det er den mur, som enhver kreatør støder ind i på et hvilken som helst tidspunkt.

Har dit ophold i Spanien haft indflydelse på dit arbejde?

Jeg er blevet meget påvirket på alle måder. Jeg tror, det er det samme, som at bo i Chile. At bo et sted påvirker altid. Jeg lukker aldrig vinduerne de steder, hvor jeg er. På samme måde, som en hvilken som helst person påvirker dig, hvis du er sammen med vedkommende, bliver forelsket i en, bliver sulten et sted, altid minderne, eller faren, glæden der flyder over, der er ting som påvirker, hvor vi er og, hvem vi er.

Hvilken relation har de med den litterære tradition i dit eget land?

Ingen. Jeg har hverken en relation med traditionen i mit land eller med traditionen i Spanien. Nej, endnu mindre med den spanske. Enkelte spanske forfattere beundrer jeg meget, og de er mine venner. For eksempel, Enrique Vila-Matas holder jeg meget af, jeg beundrer ham dybt, og han er min ven. Men der er ikke en spansk tradition, som har påvirket mig med mindre vi begynder at tale om de gyldne århundrede, så ja. Cervantes er Gud.

Blandt den universelle litteratur er der mange, som har påvirket mig. Jeg tror dem alle sammen. Det vil sige, enhver bog som man læser, siger en noget, og på den måde, er alle forfattere og alle vores værker, en del af den store bog. Når Borges siger han er mere stolt af de værker han har læst end de bøger han har skrevet, tror jeg, han siger meget mere end hvad det tilsyneladende fremstår som. Handlingen, at læse en bog, er i virkeligheden meget vigtig. Når man læser handler man, denne handling sættes ind i en tradition, ikke en litterær tradition, men en human, humanistisk.

Hvilken synlighed har dit værk nu i dit hjemland?

Ingen. Jeg tvivler meget på at chilenerne ved, at jeg er chilener. Jeg tror, at de tror, at jeg er en catalansk tosse, som har besluttet at tage mig ud som chilener.

Til hvilken læser skriver du?

Jeg skriver ikke til nogen bestemt. Men hvis det er muligt, vil jeg gerne skrive til to eller tre unge desperados, der læser en bog, som klamrede de sig til et planke. Det er de bedste læsere. De elsker en og bagefter slår de en ihjel.

Tænker de mere på et spansk publikum end et chilensk?

Nej. Når en hvilken som helst forfatter sætter sig og skriver, så tænker han på intet. Ingen kan tænke på 200.000 personer. Det er en klicheagtig forestilling, på en forfatters vegne, at sige ”jeg tænker …” Med stort besvær kan man tænke på fem eller seks. Litteratur er hårdt arbejde, og i virkeligheden tænker man kun på at blive færdig.

Har du relationer med andre forfattere?

Ja, med Enrique Vila-Matas, med Ignacio Martinez de Pison, med Javier Cercas …

Hvordan vurderer de den nuværende spanske skønlitteratur?

Skønlitteraturen er fantastisk. Poesien er som at samle alle og smide dem i en båd på dybt vand.

Tror du at litteraturen i dit land er tilstrækkelig eller utilstrækkelig kendt i Spanien?

Jeg tror den er utilstrækkeligt kendt, da de spanske læsere ikke har nogen anledning til at kende chilensk litteratur, ligesom de chilenske læsere heller ikke kender den spanske litteratur. Verden bor i ikke-kommunikation, som flyder med en svimlende hast. Det er et paradoks, men sådan er det. I realiteten er vi alle sammen uden kommunikation.

Anmeldelse: Det hemmelige løb

Af og til. Eller bare engang imellem, vil jeg skrive lidt om de bøger, som jeg har læst. Ikke hver og en, men når det virker passende. Ambitionen er en gang om måneden.

Flertallet af disse bøger vil være skrevet på engelsk, da jeg kun køber danske bøger, når jeg er i Danmark. Og selv der, har jeg sjældent råd.

Blandt de engelske bøger, vil der være et miks af filosofi og psykologi.

Her begynder det dog med Tyler Hamiltons bog The Secret Race (en anmeldelse kan læses her).

Bolaño salvaje

Den chilenske forfatter Roberto Bolaño (1953-2003) udråbes i en antologi til at være den p.t. mest indflydelsesrige Latinamerikanske forfatter.

Han indtager denne plads efter prominente navne som digteren Pablo Nerudo, forfatteren Jorge Luis Borges og forfatteren Gabriel Garcia Márquez. Nu er det Bolaños tur!

Om sit virke, siger Bolaño, at skrive er ikke en profession, men en måde at leve på. Og denne måde er farlig, fordi forfatteren må sætte noget på spil. Han er ikke karriere-forfatter, hvilket ellers er blevet ganske populært.

Bolaño salvaje (2008) hedder en nyere bog om hans forfatterskab. I en verden uden fremtid, står der, har Bolaño skabt et værk i erindringen. Der skabes et ekstra-territorium. Noget, som ikke hører sted, ét sted, men alle steder. En omvendt utopi måske. Et sted, hvor der er plads til alle os outsidere.

I en internationaliseret og globaliseret verden, er forfatteren altid i eksil, står der. Måske. Det passer i hvert fald på ham, Bolaño. Det poetiske hos Bolaño ligger blandt andet i hans evne til at skabe plads til livet uanset, hvordan det tager sig ud. Han er generøs.

Siden David Foster Wallaces Infinite Jest har der ikke været nogen, der har sat livet, ét liv, så markant på dagsordenen. Bolaño gør det bare … jeg ved det ikke: lettere, tror jeg. Han er nok den forfatter, som har ramt mig hårdest-med en kærlig kraft, vel og mærke.

Litteratur er mere end et spørgsmål om stil eller form. Det er som mesteren selv spørger og svarer: Hvad er en forfatter med kvalitet? Det har altid været, siger han, en fornemmelse af at vide, hvordan du stikker hovedet ud i mørket, vide hvordan du hopper ud i intet, vide at litteratur er et farligt arbejde.

Løb på kanten af klippen, siger han. På den ene side er afgrunden uden bund, og på den anden side er ansigterne på dem du elsker; de smilende ansigter på dem du elsker, bøgerne, vennerne og maden.

Det er smukt.

Blog at WordPress.com.

Up ↑