Category: Finn Janning

Eksistensøkonomi

Hvad kom først: Livet eller økonomien? Hvem er hønen, og hvem er ægget?

Umiddelbart er logikken simpel. Livet må nødvendigvis komme før økonomien, som jo er en menneskelig opfindelse; men praksis siger noget andet. Livet er blevet underlagt økonomien. Der er tale om en eksistensøkonomi.

Eksistensen er blevet et økonomisk anliggende, idet eksistensen indgår på samme vis, som andre råstoffer i økonomiens produktion. Denne udvikling rummer nogle store problemer i form af en eksistentiel korrumpering, som når livet ene og alene formes og vurderes økonomisk. Når dette er værst, medfører det stress, burnout og depressioner. Udviklingen rummer dog også et positivt potentiale. Eksistensøkonomien åbner op for at mennesket kan tage eksistensen tilbage qua efterspørgslen herpå. Det er med andre ord muligt for det enkelte menneske at vende styrkeforholdet om. Det kræver blot, at det rejser sig fra kanvasen og slår igen! Og dybt.

Økonomi har klassisk defineret sig selv som en videnskab, der har sit udspring i livets helt almindelige problemer, såsom anskaffelsen mad, husly og tøj. I dag er dens ærinde anderledes. Økonomien har bevæget sig fra at være læren om den hensigtsmæssige organisering af den enkelte families husholdning (Aristoteles), til have et mere politisk og til dels eksistentielt sigte (Adam Smith og frem). Denne bevægelse er sket gradvist, men ganske vedholdende og målrettet. Løbende er flere facetter af livet blevet inkluderet i økonomiens sfære. Jeg tænker ikke kun på politik, men også områder som viden, kultur, oplevelser og kognition, som i dag alle er økonomiske felter: vidensøkonomi, oplevelsesøkonomi og så videre. Og nu har økonomien, som en igle, sat sig på eksistensen.

Det, der adskiller dagens eksistensøkonomi fra tidligere tiders økonomier er, at det er mennesket eller selve eksistensen, som er blevet den knappe ressource. Nu handler økonomi mest af alt om anskaffelsen af identitet, prestige, anerkendelse og status. Økonomien er både målet og midlet. Udover sin økonomiske værdi rummer økonomien også en enorm symbol og signalværdi, som et menneske kan bygge sin identitet op omkring. Eller politikere kan manifestere holdninger med. Et simpelt eksempel er arbejdspladsens rolle, hvor titler og lønrammer rækker langt udover virksomhedens grænser, da disse også anvendes som markører i almindeligt menneskeligt samvær.

Eksistensen er endvidere blevet essentiel i selve værdiproduktionen – især idenfor den voksende type arbejde, som betegnes immaterielt eller affektivt arbejde. Det er her jeg ser et positivt potentielle (uden tvivl en romantisk forestilling!). Eksempelvis kan en borger eller medarbejder i selve sin måde at leve (og arbejde) på valorisere andre og nye værdier, som økonomien ikke umiddelbart kan rumme eller håndtere. Et frigørende element er altså til stede. Men det er under hårdt pres, fordi det frigørende i stigende grad presses af økonomiens værdier og normer. Det er trods alt disse, som giver anerkendelse, identitet og status.

Det, der er henholdsvis faren og potentialet i eksistensøkonomien er, at eksistensen er knyttet til den måde, hvorpå den enkelte tænker, taler og lever. Faren er, at det åbner op for en undertykkelse af det menneskelige potentielle, som når eksistensen udelukkende formes i økonomiens idealer og mål. Her er der mange, der ikke er sig bevidst at de reelt spiller en rolle: Den, som markedet efterspørger. Follow the money, er mottoet. I stedet for en skabende modstand nøjes mange med at reagere og føje sig efter de skiftende krav, da det kan være svært, nærmest umuligt, at forestille sig en identitet udenfor arbejdsmarkedet. Det er svært at gøre modstand. At stå uden for arbejdsmarkedet medfører en form for frivillig mobning eller udstødelse. Men uanset de mulige besværligheder med at gøre modstand, er der – i hvert fald rent filosofisk – tale en form for ligegyldighed, idet det enkelte menneske ikke tager sit eget liv og potentiale seriøst. Virkeliggørelsen af det uudnyttede potentiale handler om ikke længere kun at reagere, men derimod om at agere. Blive skabende. Det er ofte her at politikere og arbejdspladser fejler. Det virker som om, at de slet ikke ønsker skabende menneske. De giver ikke plads til den enkeltes umiddelbare handlekraft med mindre den passer sirligt med de herskende økonomiske målsætninger.

Lad mig give et simpelt eksempel: I stedet for at spørge: Hvordan kan vi motivere befolkningen i retning af en bestemt adfærd? – kunne politikere spørge: Hvorfor gør folk, som de gør? Hvad er det, som driver folk i almindelighed?

De fleste politikere og arbejdspladser antager, at det er penge som motivere. Noget ydre. Af samme grund kan de fleste politiske incitamenter ses, som kamufleret adfærdsregulering i form af skærpede eller lempede momsregler, afgifter, skatteprocenter eller bonusser. Eller mere uddannelse, som p.t. er regeringens mantra, hvilket i bund og grund er styret af samme mekanisme, idet uddannelse ofte fører til arbejde, som dermed øger den enkeltes såkaldte humane kapital. Han eller hun er mere værd, rent økonomisk på grund af sin uddannelse. Problemet med uddannelse er, at denne i denne sammenhæng blot er en ydre form for motivation, som overser det enkelte menneskes naturlige drive. Derudover er det spørgsmålet om uddannelse virkelig er fremtiden? Stjerner på skulderen tilhører en overstået epoke. Hvem kigger på stjerner, når de møder en som virkelig kan sit kram?

Når politik bliver til økonomistyring, medfører det nemt en blidhed, som resulterer i et mindre engagement, hvorved ambitionsniveauet falder. Straf, belønning og uddannelse er ligesom opfindsomt, som en ostemad til kaffen. Mange beslutningstagere ser et Danmark fuld af dovne mennesker. Jeg ser en masse danskere, som ingen evner at motivere, fordi de reelt ikke forstår, hvad der driver dem.

Hvis det positive element skal (og kan) fremmes, drejer det sig om, at fremtidens politikere og andre beslutningstagere ikke forsøger at afpasse forståelsen af livet til et ideal. Typisk et økonomisk ideal, som nærmest har fået rang af at være et kategorisk moralsk imperativ: Gør kun det, som kan betale sig? Ethvert ideal er aldrig andet end en måde at begrænse ens egen rådvildhed på. Økonomien er rådvild. Det samme er politikerne. Det der mangler er vildskab, en evne til at tænke udenfor de trygge og velkendte rammer. Kan det betale sig? Ja, økonomien er i krise, fordi den troede at profit før alt andet kunne betale sig.

I dag ved vi, hvem der er hønen, og hvem der er ægget.

Kunstens nytte

Hvad skal kunstens nytte? Spørgsmålet er ikke nyt. Det er heller ikke særligt smart. Ikke desto mindre stilles det med varierende hyppighed i den politiske sfære, måske så hyppigt at ingen længere orker at svare.

Kunstens verden er anderledes. Den er nærmest defineret ved at være uden en specifik funktion, formål og nytte. Alligevel – og især når økonomien er i krise – dukker spørgsmålet op: Hvad er kunstens nytte?

Forskellen mellem politik og kunst er konteksten. Når spørgsmålet omkring nytte stilles i den politiske verden, skyldes det af reguleringer eller lovændringer initieres af hensyn til en bestemt problematik. Omvendt så skaber kunsten sin egen kontekst i selve udformningen af værket. Af samme grund er spørgsmålet også svært at besvare tilfredsstillende, da kunstens mulige svar ikke bevæger sig inden for samme ramme, som den, hvorfra spørgsmålet stilles. Denne udfordring skal dog ikke afholde mig, selvom kunstens ærinde handler om refleksion, eksistens, værdier, erfaringsdannelse etc.

Mere konstruktive spørgsmål kunne være: Hvilke værdier kan udgøre et fundament for skabelse? Hvordan bliver værdier til i fællesskab med andre, som ikke partout ligner en selv? Hvilke erfaringer kan kunsten række videre til næste genration? Hvordan åbner et værk op for nye erkendelser? Hvad fortæller den nuværende kunstpraksis os om den verden, som vi lever i med hensyn til eksistens, værdier, måder at leve, tænke og føle på?

Kunsten er den menneskelige hukommelse. Den husker bedre end den uendelige genudsendelsen af Matador. Set i det lys kan spørgsmålet om nytte vendes om: Hvilket samfund har råd til hukommelsestab? Hvordan bidrager kunsten til vores fælles hukommelse? Svaret ligger i selve den kunstneriske praksis. Kunsten er en praksis, ikke en videnskab. Indenfor såkaldte eksakte videnskaber forudsætter man, at udfaldet af identiske og målbare begivenhedsrækker altid vil være de samme, hvis de foretages et andet sted, i en anden tid. I kunstens verden er stedet og tiden afgørende. Jørgen Leth digter plads til udsigten fra sit vindue. Samme vindue, samme udsigt, nyt digt. Josefine Klougart digter plads til sine barndomserindringer, som er fulde af dejlige røde æbler. Der er intet statisk i denne digteriske proces, da enhver erindring må skabes. Om tyve år vil Klougarts Mols-erindringer skabe plads til nogle andre æbler. Tiden er i værket.

Hvad er det kunsten kan? Den kan udfolde det, som finder sted, mens det finder sted. Den bekræfter eller affirmerer det, som kan frigøre livet, hvor det holdes fanget. Den kan bevare det, som det er værd at række videre. Den kan værne om livet.

Hvordan? Eksempelvis dømmer kunstneren Kenneth Balfelt ikke folk, selvom de drikker mere end gennemsnittet. Derimod hiver han dem med ind i sin kunstneriske proces, fx i skabelsen af værket Enghave minipark. Han lytter og bekræfter det, som de involverede finder mest givende: et sted, hvor der kan drikkes i fred. Eller tag nu hans værk Fixerummet, som evnede at se narkomanen, som et menneske, og ikke en kriminel, ikke et offer. Han skabte plads til en eksistensform, som for længst er dømt ude af Vesterbro.

Kunsten er at bruge de talenter, som vedkommende nu engang har, fx er Leth god til at gentage. Noget rækkes videre, fx lyden af et gearskifte eller sandet på et lagen. Sandet sætter sig på en anden måde i kroppen, ligesom de røde æbler kan give ens kinder en naturlig kulør.

Det hele minder mig om den kærlighed til skæbnen – amor fati – som filosoffen Gilles Deleuze talte om. En kærlighed, der aldrig er en resignerende accept af skæbnen, hvad enten denne skæbne er, at Enghave plads vendes på hovedet, så de daglige bruger bliver hjemløse eller noget andet. Snarere handler denne kærlighed om at forholde sig på en særlig måde til det, som tager form. Eksempelvis, det faktum at folk samler sig andre steder for at drikke. Begæret efter alkohol er – som ethvert begær – et sammensurium af flere ting, fx samværet, glæden, relationerne, etc. Det, som kunsten (og filosofien) kan, er, at den kan bringe vreden videre til det punkt, hvor vreden vender sig mod det, der sker. En eller anden er vred, fordi han ikke længere kan drikke sine øl i fred; en anden vender den vrede om, giver den styrke nok til at skabe et nyt mødested.

Eller tænk på alle de søde og rare mennesker, som bor på Vesterbro, og som ikke ønsker at finde brugte kanyler, som deres børn kunne komme til at stikke sig på; de bryder sig slet ikke om, at blive konfronteret med denne type af u-cool eksistens. Disse stikkende randeksistenser sætter Vesterbros storsind på prøve. Hvad gør kunsten? Den tager denne vrede, denne lidt ynkelige afmagt, og vender den mod det, som finder sted. Hvilket er, at nogle mennesker hver dag skyder en dosis heroin ind i kroppen, eller høvler 30 elefanter ned i halsen, eller sælger sin mund for højest bydende. Balfelt skaber plads til det menneskelige eller livagtige i det, som også sker. Han etablere et rum, hvor det er ok at fixe. Han skaber plads til en eksistensform uden at fordømme denne moralsk eller jage den, som var der tale om et kriminelt udyr.

Det er fordi kunstneren er fri, at han eller hun er i stand til at agere kærligt. Hvad nytter det, hvis de økonomisk og social velstillede ikke evner at rumme de eksistenser, som dagens samfund også producerer? Hvad nytter det, hvis visse eksistensformer overses? Uden kunsten ville vores erfaringsrum være fattigere. Det er derfor den nytter.

I thought so

In the novel The Broom of the System, David Foster Wallace writes: “Are you listening on the intercom, Foamwhistle? If you’re listening make no sign that you’re doing so. I thought so.”

This quote might serve as an example of how the communication has been, and still takes place, within sport – especially cycling. Just imagine how a journalist might asks: “Are you using performance-enhancing drugs, Froome? If you’re using doping make no sign that you are doing so. I thought so.”

Some might call it critical journalism. To me it looks more like qualms of conscience.

100 år med Tour de France

Tour de France fejrer i år sig selv. De hylder sig selv, som verdens største cykelløb gennem 100 år. Men trods den høje alder, er det ikke en moden fødselar. Snarere en lidt naiv teenager, der fejres. Og måske er det ganske indlysende, at det er sådan. Ud af de 100 år er der flere, som Tour de France ikke vil kendes ved. Eksempelvis de 7 år, hvor Lance Armstrong sejrede. Forestil dig tilsvarende, at du er til fødselsfest hos en god ven som fylder 50 år, men som ikke ønsker at vedkende sig 3-4 af sine levede år. Det betyder ret beset, at din ven ikke ønsker at tage ved lære. Fortrængning.

Okay, lad os holde os til fakta. Det første faktum: Armstrong snød. Og nu er han den store stygge ulv, som ingen vil hænge ud med. Mindst af alt Tour de France. Men hvorfor spørger Tour de France ikke, hvorfor så mange – hvis ikke alle cykelryttere i 90’erne og 00’erne – har snydt? Hvorfor ikke spørge, hvad der er galt med reglerne siden de ingen funktion har? Et andet faktum: Doping begyndte ikke med Armstrong; den stoppede ikke med ham. Ja, den begyndte heller ikke med cykling, ligesom den heller ikke stopper der. Zinedine Zidane er nok ikke den eneste fodboldspiller, som har anvendt væksthormonet kreatin, eller bloddopet sig.

Tilbage til Tour de France.

Tour de France er mønstereksemplet på det, som den franske filosof Jean-Paul Sartre kaldte ”den falske tro”. Tour de Frances bevidsthed eller selvbillede er formet på en sådan måde, at den som organisation ikke kan agere. Tour de France er forført af sin egen falske tro eller bevidsthed, som touren ynder at svøbe sig i. Tour de France er ren på samme måde, som penge ikke har nogen slibrig hukommelse. En tusindlap bevæger sig fuldstændig nonchalant fra den magtfulde mands lomme til luderens BH, som sender den videre til bageren, som betaling for seks tebirkes. Tour de France er ikke i stand til at agere, selvom ingen jo tvinger dem – eller har tvunget dem til at organisere alle tiders dope show. Tour de France er guidet af en falsk tro eller en ekstremt sløj bevidsthed, da de er underlagt den styrende ideologi, der hedder fortielse. A.K.A. Money don’t tell. De håber at ingen bemærker, at de i 100 år har været del af et teknologisk laboratorium, hvor mennesket har prøvet sig selv og forskellige medikamenter af. Heri ligger en del af fascinationen. Hvis så bare Tour de France med 100 år på bagen havde været modig og moden nok til at sige, ok, something is rotten here, men nej. Armstrong er fjernet. Skåret væk, som et væskende siddesår. Hvorfor lægger de ikke et større pres på UCI eller andre uafhængige institutioner? Hvorfor ikke spørge, hvorvidt Armstrongs hold virkelig var ekstraordinært dopet? Hvad ved vi om følgende cykelholds organisering: Telekom, Once, Banesto?

Jeg har fulgt Tour de France i mere end tyve af de 100 år. I disse år er der reelt meget få vindere, da følgende ryttere udover Armstrong jo også har været dopet, selvom de ikke har været jaget vildt: Pantani, Ullrich, Riis, Landis, Contador, Indurain … listen er sikkert længere. Ja, jeg kan da også huske Sørensen, Jalabert, Vinokurov, Zabel, Virenque … Så faktisk kan jeg huske et løb, som reelt ikke eksisterer. Ingen har reelt kørt i den grønne pointtrøje, den prikkede bjergtrøje eller gule førertrøje. Hvad med den store sprinter Abdoujaparov eller den smukke løve Cipollini, den rolige Zülle, etc. Nej, de var alle dopet. Selv Skibby og Holm, selv den gamle Meckx (er han med i præsentationsvideoen?).

Det virker næsten som at begrebet sportsidiot giver god mening, selvom det ikke har noget med sport at gøre, men ene og alene penge. Tour de France redigerer i fortiden af hensyn til fremtidens bundlinje. Ikke af hensyn til de atleter, som voksede op i en dopingkultur; en kultur, som aldrig er skabt af rytterne, men af sportens ledere.

Det ville klæde Tour de France, at anerkende at de tjener to banker. Den ene er den finansielle, som efterhånden styrer al sport (ja, alt). Den anden er blodbanken. Problemet er, at den ene bank får bank så det batter, mens den anden stadigvæk tjener godt på at fastholde en falsk tro. Den ene bank består af mennesker, som får deres liv ødelagt, fordi de var del af en kultur, hvor det var (måske stadigvæk er) ok, at dope sig. Den anden bank … her er ingen blod, slet ingen ilt.

Fortsætter Tour de France og andre magtfulde instanser i cykelsporten på lignende vis, så kvæler de sig selv. Der er grænser for det ledelsesmæssige hykleri i cykelsporten; der er grænser for, hvor meget disse ledere kan hænge enkelte atleter ud, når den enkelte reelt viser sig, at dække dem alle sammen.

Tour de France fejrer i år alle tiders dope show, som får Marilyn Manson til at ligne Pippi Langstrømpe. Jeg elsker stadigvæk løbet på grund af rytterne, ikke på grund af de klovne, som sidder på taget af de røde biler. Der er intet fascinerende i gamle magtfulde mænd.

Så hvis ingen andre vil, vil jeg gerne takke Lance Armstrong, Bjarne Riis, Marco Pantani, Jan Ullrich og Albert Contador for godt cykelløb. Alle store vindere af et stort cykelløb.

Burnout

”People think I’m a miserable sod, but it’s only because I get asked such bloody miserable questions.” – Nick Cave

Jeg har i den seneste tid kigget nærmere på begrebet ’burnout’. Et kort status:

Det, der slår mig mest, når jeg har talt med personer, der har været ramt af burnout (og som er tilstrækkeligt langt i forvandlingsprocessen) eller, når jeg læser om udbrændte personer, er, hvor glade de synes at være. Alle, uden undtagelse, ser det at brænde ud, som en ny chance for virkelig at leve, dét liv, som de gerne vil leve. Det vil sige, et liv, der stemmer mere overens med vedkommendes egne mål, drømme og værdier. Der er noget befriende i at stå imod de styrende idealer og normer, der konstant fortæller, hvordan man bør søge anerkendelse, prestige og magt, mens man alt for ofte må gå på kompromis i effektivitetens ulidelige navn.

Burnout er et signal om, at ens liv skal ændres. Nu.

Der er flere myter om burnout. En er, at det kun sker for personer, der arbejder med omsorg. En anden er, at det kun kan ske for ambitiøse perfektionister. En tredje er, at det er et decideret klasseproblem: Jo lavere i det sociale hierarki, desto større er chancen for at brænde ud.

Sandheden er dog, at både mænd og kvinder, unge og gamle, højt uddannede og lavt uddannede, karrierefreaks og arbejdsløse kan brænde ud.

Helt kort, så skyldes det, at det ydre pres bliver for hårdt. Dette pres kan være mange ting (eller en kombination), fx jobmæssigt (for mange opgaver eller for svære); pengemæssigt (det er trods alt en lykke, ikke at skulle bekymre sig om penge); det kan dreje sig om tidens normer og idealer, der putter ens levevis under pres (fx idealet om karriere, som var et liv uden arbejde lig med et sandt helvede); det kan dreje sig om manglende kontrol eller forudsigelighed (fx, når man pludselig føler, at ens liv er blevet kidnappet); det kan også skyldes forskellige hændelser, som flår ens selvbillede i stykker, etc. Listen er laaaang.

Så antagelsen om, at kun personer der brænder for noget, kan brænde ud, er forkert. Den spiller for meget på bål-metaforikken. Men, ok, selv små bål brænder ud, såfremt ingen tager vare på dem. Ingen mennesker er ens.

Når vi taler om mennesker (ikke bål), så drejer det sig om at tage vare på sig selv, hvilket hænger sammen med at kende sig selv. Og omvendt. Det er her flere psykologer, spirituelle og filosoffer kan inspirere med forskellige praksisser for, hvordan den enkelte kan tage magten tilbage fra den ydre instans, som alt for længe har forvaltet vedkommendes liv. Det drejer sig om at genfinde glæden ved at være i live. Intet andet.

Hvad vil det sige, at kende sig selv og tage vare på sig selv – sådan helt kort. Lad mig give et simpelt eksempel: Hvis din krop sender triste signaler, som du vedholdende ignorerer, så kender du tilsyneladende ikke dig selv nok til, at tage vare på dig selv. Eller også er du netop presset af noget ydre, som har gjort dig handlingslammet. Signalerne er ellers markante nok: irritation, søvnbesvær, manglende sexlyst, lav energi, langsommelighed i ens arbejde, følelsesmæssigt træt, over-følsom, selvcentreret, øget druk, fysiske problemer (hovedpine, hjerteflimmer, kronisk snot), etc. Denne liste er også rimelig lang.

Det er selvfølgelig svært, at gøre noget drastisk, når lokummet brænder. Det er svært, at besidde modet til at lytte og gøre noget radikalt anderledes, hvilket bl.a. hænger sammen med, hvorvidt man reelt kan forestille sig et anderledes liv. De fleste af os er vokset op i et konkurrenceforstyrrende system, hvor idealet ikke er, at hvile i sig selv eller et fredfyldt sind, men at drømme om mere. Sådanne drømme kaldes også mareridt.

Brænder du ud, så er det kroppens måde at yde modstand på. En sidste skanse. Alt det du, sådan rent fornuftmæssigt (nærmest helt business rationelt) har ignoreret eller udskudt, viser sig ikke at være særligt smart. Selv Aristoteles var bekendt med dette, da han talte om både intellektuel og praktisk fornuft. Sidstnævnte kommer af at lytte opmærksomt til livet. Skabe balance. Tage ved lære. Blive klogere.

Grunden til at flertallet ser burn-out som en positiv begyndelse, er, at det kan være svært at ændre sit liv, hvis det ikke lige var fordi, at der ikke er andre muligheder. En udbrændt person føler, at han eller hun sidder i guillotinen, og har netop hørt en svuppende lyd.

Tænk på Nick Cave. Han fremstår som en skiderik (siger han), fordi han må besvare de spørgsmål, som journalisterne stiller ham. De skiderikker. Han er bare ærlig og høflig (i nævnte rækkefølge). Den eneste grund til at nogle brænder ud, er, at vi lever i et samfund, hvor alt for mange instanser og systemer ynder at brænde liv af.

Burnout er last call. Eller sagt anderledes: Lyt til kroppen. Værn om livet, mens du lever. Eller, læs Jim Morrisons digte: Yeah I’m leaving town/ On the midnight train/ Gonna see me change/ Change, change, change …

Armstrong/ Winfrey anden del

Helt kort: Oprah Winfrey har gjort et godt stykke arbejde. Hun stiller de svære spørgsmål. Hun anvender flere gange programmet The World According To Lance Armstrong strategisk klogt. (Det er dokumentaren, hvor man bl.a. ser Armstrong benægte doping m.v. under ed). Hun gør det blandt andet ved at krydsklippe til hans mange afvisende og profetiske udtalelser, fx der hvor han udtaler at alle sponsorer vil forlade ham, inklusiv Nikes 75 millioner dollar per år deal!, hvis det altså viser sig, at han har anvendt doping.

Armstrong fremstår ærlig i Winfrey-interviewet. Han er en cykelrytter, der har taget præstationsfremmende stoffer. Han tager sin straf, selvom han godt nok føler, at han har fået en dødstraf på alle leder og kanter. Moralismen har gode tider. Og han er en godt offer.

Armstrong understreger, at han under sit comeback ikke anvendte doping på grund af et løfte til sin tidligere kone, men også fordi han troede (og tror), at sporten er blevet renere med det biologiske pas, som blev indført i 2008. Han behøvede ikke dope sig, da ingen andre var dopet. Hans syv sejre var derimod en del af en dopingkultur. Derfor troede han også, at han ville vinde i 2008, men måtte erkende at to ryttere var bedre.

Med de erfaringer og oplysninger, der løbende er dukket frem i løbet af årene, er det tydeligt at han har ret med hensyn til kulturen. Skulle man kigge mere grundigt efter, så er Tour de France en sport, der i mange år sine 100 år ikke har haft en vinder uden dopingrelationer. Som en spansk journalist sagde: Godt ingen undersøger Indurain eller dem før ham. Flere af de store fra historiebøgerne har indrømmet, eller nærmest underholdt omkring brugen af amfetamin, men dengang var det mere acceptabelt. I dag glider der en moraliserende bølge henover samfundet (og især medierne), som sjældent stiller spørgsmål til kontekst og kvalitet. Tiden er afgørende.

Det store spørgsmål, som Winfrey stiller er, hvorfor indrømme nu? Svaret Armstrong giver er sine børn, og altså ikke fordi han vil i konkurrence, selvom han gerne vil løbe et maraton, når han er 50 år. Han fortæller en historie, hvor han overhører sin ældste søn forsvare ham. Og der, i dette øjeblik ved Armstrong, at han må handle. Grunden til at leve er større end doping og cykling. Det er trods alt bare sport. Armstrong er et menneske, der ville vinde og mistede kontrollen undervejs. Han nævner det ikke selv, men grunden til at han mister kontrollen hænger selvfølgelig sammen med kulturen, idet ingen leder eller sportsdirektør eller cykelorganisation for alvor bremsede ham. Som enhver anden er han utilstrækkelig. I dag er midlerne til at kontrollere bedre, men især holdningen er anderledes blandt rytterne, selvom doping nok stadigvæk finder sted. (En negativ dopingprøve, siger som bekendt ikke særligt meget). Spørgsmålet er selvfølgelig om det er godt for sporten og samfundet generelt, at sporten skal være den morlaske bannerføre. Vil det sætte grænser for den kreativitet og udvikling, som vi også ser i sporten?

Hvad er moralen, spurgte Winfrey, til denne fantastiske episke fortælling. Armstrong, sagde at han ikke var sikker, men at den var større end løgnene, sejrene og mistilliden. Den bevæger sig på et menneskeligt plan. Som Nietzsche sagde: Det, som ikke slår dig ihjel gør dig stærkere. Armstrong har før været konfronteret med døden. Denne dopingindrømmelse er tæt på dette niveau, fordi han har såret mennesker der står ham nær, men alligevel er den mindre. Han affinder sig med begivenheden. Håber han kan vokse med den.

På et andet plan, et mediemæssigt plan, er moralen desværre den, at mange finder hans løgne ’mere’ utilgivelige, fordi han har tjent mange penge. Moral, som ren og skær budgettering. Det er en pinagtig økonomiserende moral. Armstrongs historie er et fornemt billede af en tid. Ja, af tiden – både dengang og nu. Armstrongs dårlige gerninger skyldes ikke at han er et dårligt menneske. Det bliver klart, når man undervejs i interviewet indser at hans anger giver hans dårligdomme vægt, fx når han nævner sine børn og Livestrong.

Den sidste del af interviewet vil medierne sandsynligvis bruge mindre tid på, fordi den viser et menneske. Denne del er mere etisk end moralsk. Enhver undersøgelse af den proces, hvor begreber som tilgivelse og kærlighed skabes er ligeledes en undersøgelse af en etisk eksistens. Armstrong er i færd med at blive et bedre menneske, ikke moralsk bedre som en der partout skal besidde menighedens gloriepudsede holdninger. Derimod som en der øger sin intuitive kapacitet til at forholde sig til det, som sker. Han forsøger at gøre sig værdig til det skete, men han ved også, at han vil aldrig få fuld tilgivelse, fordi det er lettere og mere belejligt for en moralist at fastholde et bestemt billede.

Løbet kører videre … og helt kort blev det så alligevel ikke.

Armstrong/ Winfrey første del

Lance Armstrong indrømmede. Det var nok ikke nogen overraskelse.

Armstrong følte dog ikke at han snød, da han anvendte præstationsfremmende stoffer og metoder, fx EPO, hormoner og bloddoping i forbindelse med sine syv Tour de France-sejre. Dette svar er der flere, som ikke finder acceptabelt, men det virker nu meget ærligt. Modsat flere af sine kolleger, så forholder han sig til datiden på den måde, som man bedst kan forholde sig til den på, nemlig som et stykke dynamisk erindring. Dengang følte han ikke at han snød. I dag finder han denne følelse ubehagelig og skræmmende, som han sagde i interviewet. Det er denne forskel mellem dengang og nu, som er værd at have for øje. Modsat, fx den missionerende Tyler Hamilton, så bringer Armstrong ikke sin nutidige anger med sig i sin rekonstruktion af fortiden, men lader fortiden træder frem i nutidens lys. Dette kræver mod, fordi det er svært for seeren (folket) at foretage samme bevægelse. Af samme grund er nogle journalister og eks-fans nok lidt skuffede. Men følelsen dengang var sådan, og nok ikke kun hos Armstrong.

I interviewet – som faktisk er det første jeg ser med Armstrong (og det første hele show med Oprah Winfrey) – fremstår han fattet, men bevidst omkring at processen først er startet. Nogle har sagt at Armstrong lavede en Riis, det var også min tanke. Men modsat de andre, så mener jeg det positivt. Jeg finder det ikke positivt, når mennesker ikke formår at tage ansvar for egne handlinger uden partout at skulle moralisere og tage andre med sig i faldet. Hvorfor skulle hans tilståelse/ undskyldning blive bedre, hvis den nævner navne? (Er moralen: Jo flere han kan putte i den offentlige gabestok, desto bedre?) De eventuelle oplysninger, som Armstrong har, kan han passende videregive til USADA, WADA, UCIs nedsatte kommission, etc. Oprah er mere for at få luft.

De fleste amerikanere ville sikkert gerne have haft et par tåre, måske de også kommer i interviewets anden del, hvor Oprah spørger om hans børn, mor og fans. Hun ved, hvordan hun skal efterlade seerne med våde øjne.

Personligt finder jeg det mere tankevækkende, når flere journalister allerede har udtalt, at Armstrong ikke så ud til at angre, som var der en skabelon for, hvordan man SKAL se ud, når man siger undskyld. Lommepsykologien florerer, men jeg håber at selv samme journalister kan se to ting: For det første, hvordan flere journalister selv har undskyldt for deres manglende kritiske spørgsmål og undersøgende journalistik i sportens verden (og husk der er andre sportsgrene end cykling, der anvender præstationsfremmende stoffer). For det andet, hvilket vinderinstinkt Armstrong havde (og har), hvilket tydeliggør – på et helt andet plan end doping – hvorfor elite sport er fascinerende og skræmmende. Fascinerende, fordi det viser hvad en krop er i stand til. Skræmmende, fordi det viser – i hvert fald i Armstrong-sagen – hvordan mellemmenneskelige værdier sættes ud af spil. Armstrong var en arrogant bølle, der nu skal bruge resten af sit liv på at undskylde, som han sagde. Kunsten er dog ikke at blive en bølle i en hævngerrig proces mod ham, men at overvinde denne hang ved hjælp af de værdier, som sporten også er kendt for såsom disciplin, teamspirit og selvkontrol (hvilket Armstrong jo manglede). Hævn er ikke det samme, som fairness.

Flere af de umiddelbare reaktioner kan ses igennem forholdet mellem ærlighed og høflighed. Som André Comte-Sponville engang skrev i sin bog En lille bog om store dyder: ”Hellere for ærlig til at være høflig end for høflig til at være ærlig.” At være høflig er bare en strategi, der tager hensyn til modtageren, men som alt for ofte blot underminerer en selv. At være ærlig er derimod væsentligt mere eksistentiel udviklende, og krævende. Når Armstrong siger, jeg følte ikke at jeg snød (dengang), så ved han godt, at han siger det, som ingen vil høre, men sådan følte han dengang. Nu er det anderledes. Nu er alt anderledes for den engang så ikoniske cykelrytter. Det kan kun gå fremad. Og ikke kun for Armstrong.

Blog at WordPress.com.

Up ↑