Category: Finn Janning

Hassan: For en mindre litteratur

”MEN MIN KLUNKER ER FALDET NED/ OG MIN SÆD DEN ER FYLDIG/ MIG JEG BLIVER IK ÆLDRE AF MORAL!/ MIG JEG ER LIGEGLAD” – Yahya Hassan

Hvordan kan man begynde, når Aristoteles’ mantra: begyndelse, midte og slutning ikke længere gælder? Hvordan kan man gøre konstruktivt oprør, uden at stikke halen mellem benene, sælge sine ejendele og stikke af?

De to franske tænkere Deleuze og Guattari, leverer i Kafka: For en mindre litteratur, et svar.

De to plæderer for en mindre litteratur modsat en majoritetslitteratur. Pointen er nu ikke, at fx Yahya Hassan skriver minoritetslitteratur, fordi han er en statsløs palæstinenser med dansk pas. En mindre litteratur har intet med antal at gøre. Snarere formår en mindre litteratur at lade det oversete, det negligerede eller forsømte komme til orde. Der kan sagtens være mange overhørte stemmer – tænk blot på det afrikanske kontinent. Tilsvarende repræsenterer en mindre litteratur ikke en bestemt ideologi eller moral.

Eksempelvis er Hassan hverken en perker eller en intellektuel; han taler ikke for eller imod noget entydigt, fx er hans digte ikke kun et opgør med sin familie (især sin far), men også med immigranter som sådan. Hans digte er også en konfrontation med selve forestillingen om et hjem(land), forestillingen om et sprog. Han hader med andre ord både sine forældre, sig selv og dét, som har gjort hans forældre til det, de er.

”JEG ELSKER JER IKKE FORÆLDRE JEG HADER JERES ULYKKE/ JEG HADER JERES TØRKLÆDER OG JERES KORANER/ OG JERES ANALFABETISKE PROFETER/ JERES INDOKTRINEREDE FORÆLDRE/ OG JERES INDOKTRINEREDE BØRN.”

Hasan elsker ikke sine forældre, han hader derimod deres ulykke. En ulykke, som måske har destrueret det mest menneskelige, nemlig evnen til at tænke og skabe frit.

Hassans digtsamling er litteratur, en mindre litteratur, og ikke et debatindlæg. (Jeg skal ikke gøre mig litterært klog på hans digteriske traditioner mv., men netop hjemvendt til DK har jeg læst den meget omtalte digtsamling. Den er kraftfuld, enkelte steder direkte smuk. I min kuffert havde jeg Deleuze og Guattaris Kafka-bog, som jeg genlæser af andre hensyn, og vupti, midt i alt det som nogle kalder julehygge, trak jeg mig tilbage … I korthed: Jeg læste hans digte og måtte skrive. Det er for mig en god grund til at læse ham.)

Mange taler om kroppen i julen, men Hassans digtsamling sætter sig i kroppen. Og det er svært lige at sige, hvad det er, som gør læsningen stærk. Jeg vil alligevel prøve at nærme mig et svar ved hjælp af Deleuze og Guattaris tanker om en mindre litteratur.

En mindre litteratur er kendetegnet ved følgende tre ting:

(1) En deterritorialisering af et dominerende sprog. Det deterritorialiserende understreger det nomadiske i en mindre litteratur, idet at sproget jo altid er i færd med at blive til, som en nomade undervejs. Og ligesom nomaden, så ved sproget heller ikke, hvor det ender (nomaden ved ikke, hvor han slår lejr, men hvor han har slået lejr). Tilblivelsen er uden endemål. Sproget får et nyt fundament under fødderne; et midlertidigt fundament vel og mærke. En mindre litteratur er skrevet i et dominerende sprog – i dette tilfælde dansk – men skrevet fra en marginal eller skrøbelig position. Det vil sige, at det dominerende sprog påvirkes, fordi sprogets konstante faktor eller værdi deterritorialiseres. ”EN BRYDEMØNSTER JEG TÆNKER!”, skriver Hassan i samlingens sidste langdigt. Dette kunne være et simpelt eksempel, men hele digtsamlingen er et eksempel. Eksemplarisk. Det sidste langdigt skriver bevidst på ”JEG MIG …” som en eksistentiel udforskning af hvem “jeg” er, når ”jeg” jo aldrig er ”mig”, men noget andet.

(2) En mindre litteratur er politisk. Denne påstand er lidt en pleonasme, idet alt er politisk for Deleuze og Guattari. Man kan ikke fjerne (eller forstå) individet fra (eller uden) samfundet, hvilket de også gjorde opmærksom på i Anti-Ødipus. Det betyder, at subjektet på samme vis er en politisk konstruktion. Det bliver hele tiden til i kraft af de politiske kræfter og strukturer, som lægger an på det, og former det. Den enkelte vibrerer med det politiske, og omvendt.

Endelig nævner Deleuze og Guattari også, at en mindre litteratur rummer en fælles eller kollektiv værdi (3). Den mindre litteratur er altså politisk, idet den er fælles. Dét, som hver en forfatter siger, konstituerer en fælles handling, en fælles kraft. Hassan ejer ikke sine digtes flugtlinjer. De muliggør noget i sproget. Sproget er ikke et værkstøj, men ved hjælp af sproget kan man komme nærmere på det blivende i det, som er. Dette er selvsagt kun noget, som god litteratur kan. Og det er netop derfor, at jeg ikke kan forstå at nogle læser Hassans digte, som et debatindlæg. Det er et kunstværk, der også rummer humor og selvironi.

”DA I KLIPPEDE NAVLESTREGEN/ DET SKULLE I ALDRIG HAVE GJORT/ JEG SKULLE HAVE VÆRET MIN MORS HUND I SNOR.”

Eller:

”MIG JEG ER PERKER/ MIG JEG FORSTÅR IK EN DANSKERS IDIOMER/ MIG JEG HAR IK JOGGET I NOGEN SPINAT.”

Det politiske for Deleuze og Guattari er ikke et spørgsmål om enighed. Snarere hvad der besmitter enhver artikulation. Ligesom demokrati jo heller ikke handler om at nå til konsensus, men om at organisere dissens – bedst muligt.

Den fælles artikulation kan rumme en revolutionær kraft. En forvandlende kraft, som en bliven-mindre. Dette kan også sige anderlede: en mindre litteratur skrives altid på grænsen. Den skrives i margen. Den er skrøbelig. En mindre litteratur er ikke en bekendelseslitteratur. Heller ikke en dannelseslitteratur. Sådan læser jeg heller ikke Hassans digte. Han moraliserer ikke. Snarere er der tale om en litteratur, der skaber plads til erfaringer; et erfaringsrum. Han viser, hvordan det også er at leve i Danmark.

Digtsamlingen er af samme grund ikke skrevet fra en position eller i opposition, men fra en slags præ-position. Debattører vil gerne reducere Hassan til én stemme, der siger noget, som alle i Danmark vidste, men som kun han kan sige, fordi han netop er statsløs palæstinenser. Igen overser debattørerne, at der er tale om kunst. Digtene repræsenterer ikke én bestemt position. Og det, som digtene åbner op for, hvad enten det er refleksion eller nedbrydning af gamle fordomme mv. åbnes der kun op for i kraft af tonens kraft.

Derudover er det begrænset, hvor mange som overhovedet kan sige det, som han siger på den måde. Jeg tvivler.

Er det ikke altid måden eller kompositionen, som er kunstnerens aftryk? Hvorfor underminere hans digteriske kraft? Havde der modsat været tale om en kronik, så burde den struktureres bedre, fordi panserne er både søde og nogle svin; pædagogerne er hjælpsomme, men også omklamrende og dumme. Allah pisser man på, men samtidig giver gudsfrygten for Allah også de smukkeste øjne og så videre. Smukt står der:

”DE SMUKKESTE ØJNE ER IKKE DE BLÅ ELLER DE GRØNE/ IKKE DE BRUNE ELLER DEM MED LANGE ØJENVIPPERR/ DE SMUKKESTE ØJNE ER DEM/ DER GRÆDER I FRYGT FOR ALLAH/ OG SÆNKER DERES BLIKKE”

En mindre litteratur rummer muligheden for en anden måde at være sammen på; en anden måde at se og forstå tingene på. Dette sker i kraft en ren  eller uspoleret sensibilitet. Sensibilitet er ikke det samme, som sanselig. Hassan er ingen Leth. Det sensible er mere beslægtet med det intuitive, det fornemmende.

Hvad åbner samlingen så op for? ”Det kommende menneske”! Deleuze og Guattari taler om ”det kommende menneske” – et begreb de vender tilbage til i Tusind plateauer (og for Deleuzes vedkommende i Cinema 2). Den mindre litteratur forsøger, at etablere en tro på denne verden; en verden fuld af drenge, der leder efter deres forhud, dumme profeter og muslimsk indavl; ja en verden fuld af politiske stereotyper og klicheer.

Det, som gør en mindre litteratur mindre er, at den er maskinel (ikke mekanisk). Det vil sige, at intet er, men alt bliver til i forbindelser. Relationen er det afgørende, men denne er altid ydre. Den gør noget.

Jeg tror, at Hassans digte vil åbne op for mere og mere. Han har anslået en tone, som jeg gerne vil lytte mere til.

Et sted, skriver Deleuze og Guattari, at en mindre litteratur skaber den modsatte drøm: At blive mindre. Der er en revolutionær kraft i denne samling; en kraft, som kan synes simpel, men hvis den var simpel, ville den nok ikke have gjort (og gøre) så stort et indtryk. Det, som – fra et Deleuze og Guattari-perspektiv – gør disse digte interessante er, at digtene hverken søger eller længes. De er kraftfulde, fordi de er en vedvarende bliven mindre. De bringer flere stemmer og toner i spil.

De fremmedgør den danske læser på hans eller hendes modersmål.

Ethical leadership

When we are faced with an undesirable behavior, for example, the use of performance enhancing drugs in cycling (or other sports), we try our best to understand it. Some might refer to the individual’s disposition: genetic makeup, personality traits, character, etc. However, this method doesn’t bring us any real understanding. Unless, of course, we truly believe that almost every professional cyclist until recently were rotten apples. Perhaps, it is more likely that the barrel is rotten (to use Zimbardo’s metaphor).

Does the situation seem familiar?

Once again it has become evident that leaders who are not ethical, are not really leaders.

For example, one might also ask questions such as:

  • What conditions could be contributing to certain actions?
  • What circumstances might be involved in generating a certain behavior?
  • What was the situation from the perspective of the actor?

The point with these questions is to understand what situations a system creates, or what culture the leaders of a society or an organization create. For example, what culture did the International Cycle Union (UCI) create? What culture did it maintain even when everyone knew that something was rotten after the Tour de France-scandal in ’98?

I guess we all know that answer.

For those who don’t know how to define culture it is often defined as a body of beliefs, traditions and guides of behavior shared among members of a society or a sport discipline.

If we go back to the three questions and view them in light of Lance Armstrong’s recent input, then we see how the former Head of UCI Hein Verbruggen (apparently) was neglecting his leadership responsibility. (Is he still an Honorary Member of the International Olympic Committee?).  Hein Verbruggen was, we know that now, not really a leader since he didn’t have the courage and imagination to act responsible. He was shortsighted like a mole. He was letting things pass that were his responsibility to stop. He was too weak to lead. Probably to vague to imagine a different culture, for instance, one where cheating is not silently encouraged; or a culture where the use of performance enhancing drugs is allowed under strict control and advice from doctors.

To recapitulate: What conditions have contributed to the use of performance enhancing drugs (a culture that existed long before Armstrong and didn’t stop with him)? The answer is: The lack of ethical leaders. What conditions might be involved in generating such behavior? Well, knowing that the top leader know about your wrongdoings, but still give you the ok-sign might not make you change your behavior. (It doesn’t take way the individual’s responsibility, but helps us understand why approximately 90% of all Tour de France winners had been doped.) What was the situation from the perspective of the actor, for example, Armstrong? Weird and confusing, I guess, due to the fact that the rules of the games didn’t really have a function. The rules didn’t make any sense. The moral was: Everyone is doing it and no one wants to stop it, so let us just lie about it.

The Head of UCI could have stopped the continuation of a certain culture in 1999. He didn’t.

So, let’s not just blame Armstrong, Ulrich, Zabel, Zülle, Virenque, … for a rotten culture. They just followed the shared guidelines. (Just like we shouldn’t thank Indurain, Merck, and Hinault and so forth for being so pathetically silent right now).

Leaders are those who create a strong ethical context in the culture. Now, unfortunately, the ethical culture in cycling is being defined by jealous and revengeful former cyclist, while the sport – like always – looks for ethical leaders with the courage and imagination to change the culture for good.

Journalismens hykleri

Den peruvianske nobelprismodtager i litteratur, Mario Vargas Llosa, har i flere interviews og essays skrevet om sporten, som et vigtigt område i den kulturelle dannelse, fordi kroppen og sindet hænger sammen. Han refererer flittigt til det antikke Grækenland, hvor kroppen var en vigtig del af den spirituelle dannelse, men han advarer også imod at sporten kun anses, som ligegyldig underholdning, hvorved man neglegerer de mere alment gyldige spørgsmål, som sporten også åbner op for. Et af disse kunne være de etiske spørgsmål.

I det meste af det tyvende århundrede har sportsjournalistikken været forbeholdt groupies. Det vil sige, at journalisterne ofte – helt ukritisk – fulgte en atlet, et hold eller en disciplin. Journalisten ville sidde i bussen eller flyet, som var han på turne med the Rolling Stones. De ville drikke en øl sammen efter kampen, men et kampreferat blev skrevet. Denne tendens er stadigvæk udbredt. Eksempelvis i fodbold, der er meget kammerateri.

Afhængig af disciplin og land begynder der at ske noget med sportsjournalistikken med fremkomsten af forskellige informationskanaler. Aviserne bliver suppleret med specialiserede aviser og magasiner (fx Tipsbladet), dernæst følger fra 1920’erne og frem en vækst i radioprogrammer, senere kommer fjernsynet og i dag har vi internettet, der er fuld af blogs mv. (især internettet har gavnet den kritiske sans). Denne udvikling har medført en øget konkurrence, som mange steder har fået sportsjournalistikken til at udvikle sig, fx er den blev mere kritisk og undersøgende – enkelte steder desværre også moraliserende.

Ifølge en undersøgelse fra 2002 foretaget i USA, dækker sport omkring 20-25% af de samlede nyheder. Denne tendens er ikke aftagende. Heller ikke i Danmark.

Hvad betyder det? Det betyder, at medierne har en stor indflydelse på hvordan sporten udvikler sig. Lad os tage eksempel.

I 1990’erne begyndte journalistikken fx at se kritisk på cykelsporten, specielt Tour de France og hele dopingkulturen. Det begyndte så småt med Indurain hvor enkelte stillede spørgsmålstegn til hans fysiognomi, hans astma og overlegne styrke. I 1996 vandt Bjarne Riis, hvilket medførte en ligelig blanding af beundring og et skærpet journalistisk jagtinstinkt. Danskerne kunne acceptere at en skaldet jyde vandt, men da denne skaldede jyde et par år senere (1998 er et skelsættende år) blev talsmand for Tour de France-feltet, og voksede sig lidt for stor til den danske mentalitet, gik jagtsæsonen i gang. I den forbindelse ser vi i Danmark et eksempel på kritisk og undersøgende journalist, nemlig journalisterne Olav Skaaning Andersen og Niels Christian Jungs dokumentarprogrammer Tavshedens Pris og Danskerlægen. Et andet eksempel er den irske sportsjournalist David Walsh, som i mere end 15 år stædigt og kritisk har fastholdt, at Lance Armstrong har været dopet.

Denne form for kritisk journalistik er en fase, som eksempelvis fodbolden stadigvæk mangler. Mange spørger, hvorfor Rolf Sørensen kan få lov til at speake på TV2, mens få spørger hvorfor alle de tidligere professionelle fodboldspillere kan speake uden at skulle forholde sig til brugen af gigtmedicin, smertestillende sprøjter, væksthormoner, bloddoping, vilde fester, unge prostituerede, en eklatant foragt for bøsser samt en stadig udbredt racisme.

Størstedelen af den journalistik, som i dag omhandler cykelsporten er desværre ikke særlig kritisk. Snarere er den moraliserende. Moraliserende til et niveau, hvor det ligner hykleri. Et par eksempler.

Da den tidligere cykelrytter Michael Ramussen i en pressekonference meddelte, at han havde dopet sig, sad han ved siden af sin holdejer og sponsor, som sad og græd tunge krodilletåre. Det hele gjorde så ondt, så ondt. (Der er forskel på at have så ondt af sig selv – inklusiv sin egen godhed – at man må græde, og så medfølelse). Da den tidligere amerikanske cykelrytter Tyler Hamilton beskrev sine følelser af mindreværd i forhold til Lance Armstrong, slog han fast, at sandheden vil sætte ham fri. En forklædt præst i cykelshorts. Efterfølgende kunne Hamilton udtale sig om hvad som helst. Et sandhedsvidne var født. Hamiltons bog slutter sågar med et patetisk moralsk billede af en lille dreng, som hedder Lance opkaldt efter selveste Lance Armstrong. Opkaldt efter en løgn. Hvor trist, når drengen nu kunne have heddet Tyler.

Samme salgs-strategi anvendes nu af Michael Rasmussen. Det hævdes, at der skal gøres op med en doping- og mafialignende-kultur, selvom denne proces – dette opgør – trods alt har været i gang siden Festina-festen i ’98. Er cykling anno 2013 mafiaagtig?

Cykelkulturen vedligeholdes og skabes, som bekendt af cykelsportens ledere. Her er der både sket en udskiftning – en nødvendig udskiftning – men også en mentalitetsændring blandt de fleste tidligere eks-ryttere. Det vil sige, at Rasmussens og Hamiltons moralisme egentlig rider på en bølge, som for længst er startet. Det er ikke et modigt projekt. Tværtimod virker de lidt stolte af at dele ud af deres kriminelle fortid, det smager lidt af HA.

I forbindelse med det påståede moralske opgør kunne man passende spørge: For hvem kommer det som et chok i 2013, at man ikke bør dope sig? For hvem kommer det som et chok, at kulturen i cykelsporten var præget af doping i 90’erne og 00’erne? For hvem er det en moralsk åbenbaring at høre, at man ikke bør lyve?

Den moralske oplysningskampagne er noget nær lig nul. Ergo der er ikke tale om andet end kamufleret budgettering.

Det er selvfølgelig altid svært at vurdere sandhedsværdien af tidligere cykelrytters bekendelser. Dermed ikke sagt at de lyver. Slet ikke at de lyver bevidst, men som en kommunikationsforsker engang sagde: Vi hører halvdelen af hvad der bliver (50%), vi lytter til halvdelen af det (25%), vi forstår halvdelen af det (12,5%), vi tror halvdelen af det (6,25), og vi husker halvdelen af det (3,125%). Hvis denne kalkule er retvisende, så er 3,125 % af hvad der står i disse rørende moralske værker sandt.

Noget af materialet beror dog på visuelle iagttagelser. Men det man ser afhænger af ens krops bevægelighed. Med andre ord: bevæger jeg mig lidt højre eller drejer jeg hovedet, så ser jeg noget andet end jeg ser nu, hvor mit blik er fastlåst. Som bekendt kan man blive grebet af ens egen rolle, som det mest troværdige sandhedsvidne, hvorved man kommer til at dømme lidt for mange. Bagefter må man så sige undskyld, fordi man desværre opførte sig, som sad man fastspændt i Platons hule.

Mange glemmer at hver gang vi bevæger os rundt i fortiden, så har denne det med at forandre sig. Kan du fx huske den dag i 2002, hvor vi sad på Pussy Galore og drak fadøl? Ja, svarer du. Kan du huske, at du betalte? Hm. Hvem der betalte kan vise sig afgørende, men med mindre man er pedantisk, hvem husker det så? (Jeg ved dog godt at det var Steen, som betalte).

Det kan betale sig at huske og glemme. De villige journalister, der skriver om disse moralske elefanter, gør en dyd ud af at fortælle os, hvor godt de husker, hvor detaljeret, hvor smertefuldt det har været, osv. Det værste der kunne ske ville nemlig være, at en eller anden afslørede at projektet var moralsk, og ikke undersøgende og kritisk journalistik. Det vil sige, at præmissen var givet før det første ord blev skrevet.

At erindre er en kreativ aktivitet. Det vil sige, at man løbende tester ens tro eller overbevisning med mindre ens ærinde selvfølgelig er moralisme, hvorved ens tro som bekendt er ufejlbarlig, sikker og statisk.

Problemet med denne journalistiske moralisme er ikke, hvorvidt noget er mere eller mindre korrekt. Snarere at den journalistiske moralisme opfører sig, som om den var en del af en kritisk og undersøgende journalistik. Alt i fortiden vurderes moralsk, men altid fra en oplyst og frelst position, som betyder at moralismen altid er bagstræberisk. Det vil sige: ligegyldig.

Kigger man på cykelsporten, især de seneste to uger, så er det mest interessante der er sket på medie-fronten, et interview med Lance Armstrong (se her). Her siger han blandt andet: ”Well listen, the biggest difference between cycling, football and tennis is the players’ union, an athletes’ union. We have no voice, no unity. There are guys all over the place. Those sports, major league sports, they’re not letting that happen and the owners wouldn’t allow it to happen. Whereas we’ve just been living in the Wild West. The riders have no rights, ASO continues to make millions, the teams don’t own anything. The only thing a team owns is its current contract, and when that’s up you’re fucking done. You might have a couple of buses and a truck. There’s no equity and value. It’s a fucked up business model.”

Der er ikke en organisation, der varetager cykelrytternes interesser (fx en cykelforening der opererer a la en spillerforening i fodbold). Enhver er sin egen lykkes smed – og se hvad der sker med sådan en kummerlig ideologi. Desværre har de danske medierne travlt med at fremstille Armstrong, som bitter og ynkelig, selvom han nu virker ret afklaret på sin egen facon. Man kan selvfølgelig spørge, hvorvidt Armstrong har ret i at han behandles anderledes? Ja. Og dette er der hverken juridisk eller moralsk belæg for. Det bunder mere i følelser og økonomiske argumenter. Jo rigere du blev pga. doping, desto hårdere straf.

Aldrig har økonomi og moral danset tættere.

Gul feber

Det ser ud til at endnu en cykelrytter har valgt at skrive en bog, hvor drivkraften er afmagt og bitterhed. Måske endda en retfærdighedsfølelse, som sjældent er andet end hævn. Der er en vis symbolik i navnet Kyllingen. Ligesom bogens titel Gul feber uden tvivl ønsker, at referere til den virus, som har hersket i cykelsporten i flere år (og mange andre udholdenhedsdiscipliner). Men den samme virus, kunne også være denne nutidige hang til at søge om tilgivelse ved at bekende sine synder. Og her er der så en villig journalist, som lægger sit faderlige øre til, mens han sikkert har nærstuderet salget af Hamiltons bog. Den gule feber er en godhedens virus.

Jeg har svært ved at forestille mig, at Michael Rasmussens bekendelser er en fiktiv leg, som den Karl-Ove Knausgård formår at levere. Det er klart. Knausgård anvender fiktionens kraft til at gå imod de dominerende normer og idealer, hvorved han kan skabe rum for sine erfaringer. Rasmussen – vurderet på de citater, som er blevet luftet – forsøger at opbygge sig selv, idet han hænger andre ud. Han søger oprejsning ved at pege på andre, på en kultur, etc. I realiteten er præmissen ret simpel: Rasmussen bliver nød til at skrive om Riis og Sørensen m.fl. for at får udgivet en bog, mens Riis eller Sørensen ville aldrig skrive en bog om Rasmussen. Hamiltons bog er forlægget. Den handlede som bekendt om Armstrong. Af samme grund er Riis og Sørensen også vigtigere for cykelsportens fremtid, fordi de har formået at forandre sig. Desværre opererer medierne gerne med en form for psykologi, hvor det er direkte utopisk at forestille sig, at nogen kan lære af sine erfaringer, at man kan ændre sin tanker. Dette sker i samspil med andre. Men det sker.

Som sådan fremstår Gul feber med dens bekendelser, anger og selvmedlidenhed, som noget der kommer bagefter. Rasmussen var engang en del af en kultur, hvor doping var helt almindeligt. Det ved alle og enhver. I dag er moralisme helt almindeligt. Alt vurderes moralsk. Rasmussen befinder sig endnu engang i massernes felt. Det er ikke derfra, at cykelsporten udvikler sig. Faktisk fremstår cykelsporten væsentligt mere reflekteret i dag end tidligere. Der er sket en mentalitetsændring siden Festina-skandalen i 98. Denne ændring tager tid, men det ser om ikke andet ud til, at den går hurtigere i den mentalitetsændring, som finder sted i business-kulturen, hvor den ene krise følger den næste. (Der er en vis lighed mellem bankdirektører og tidligere cykelryttere. Af samme grund er banker også yndende sponsorer i netop cykelsporten.)

Hvis Rasmussen ville have været en helt, er det ikke et spørgsmål om at tale eller tie, men hvad han har at fortælle.  (Hvorfor ikke nøjes med at fortælle det til de respektive antidoping instanser?) Baseret på citaterne fra bogen, skulle han nok bare have tiet. Eventuelt kunne han udelukkende have fokuseret på de ryttere (hvis nogen), som formåede at sige nej tak dengang i 90’erne og 00’erne. Det ville have modigt. Eller han skulle have sagt til journalisten: Skriv om den nye generation, skriv om hvad cykelsporten gør p.t. Men uden Riis (anno 2002), ingen bog.

Jeg har i et interview på TV2 Sporten omtalt nogle af de samme ting. Dette indslag kan hentes her: https://dl.dropboxusercontent.com/u/24692278/131030%20NEWS%20Sport.wmv.)

Opgør med det trivielle

Jeg har skrevet en mindre kommentar, som er blevet bragt i Politiken om parforhold, sex og frisind. Det kan læses her.

Som en kommentar til kommentaren af M. Kongstad (se link), har jeg skrevet en kommentar her (pga. udenlandsk adresse kan jeg ikke kommentere på pol.dk):

Kongstad nuancerer med sit svar under rubrikken “Rummelighed”.

I de interviews, som blev bragt i forbindelse med udgivelsen af hans bog (jeg læste et par stykker i Danmark i sommers, samt det omtalte i Politiken), fremstår præmissen ikke, som et spørgsmål om mere åbenhed. Snarere at folk keder, og de keder sig især i deres parforhold. De er kort sagt sjovere hver for sig end sammen. En mulig løsning kunne være, siger Kongstad, at vi ikke længere holder krampagtigt fast i formerne. Det er jeg for så vidt enig i. Men måske er det slet ikke parforholdet, der er kedeligt. Måske er det mere generelt den måde, som de lever og tænker på – alene eller sammen. De mangler fantasi, de mangler passion, de mangler noget, som er vigtigt. Så, folk er kedelige, fordi de lever og tænker kedeligt. Her skal der mere end en ny kæreste til, som jo ellers skal skiftes ud hver sjette-syvende måned. Det betyder også, at Kongstads ide om at lyst giver mere energi er uklar. Det afhænger i hvert fald af, hvordan vi skal forstå lyst. Er lystfulde medarbejdere det samme, som engagerede og selvmotiverede? Han nævner monetære interesser. Penge kan ellers dræbe enhver naturlig glæde. Hvis man med lyst forstår et begær efter noget, fx noget man mangler, så finder jeg det problematisk. Begær er noget produktivt. Men måske er ”lysten” slet ikke det interessante, men kærlighed. Hvis folk bliver sammen, selvom de ikke elsker hinanden, er det problematisk. Det er dog ikke normernes skyld, men – igen – folks manglende evne til at skabe en anden måde at leve, som de sikkert mangler, fordi de tænker lige så kedeligt, som de lever. Det har jeg selv skrevet om i Du er (ikke) min?

Jeg tror ikke det er samfundet per se, som holder folk tilbage (i denne henseende). Der er jo ikke noget grænseoverskridende i at leve i åbne forhold, eller blive skilt mv. i dag. Derfor er det for mig at se, heller ikke et eksempel på frisind, at ville nedbryde samlivsformerne, da de jo allerede er under forandring. Evnen til at turde kærligheden, er derimod noget som har det svært. Lysten er ikke stærk nok til at ændre normerne.

Af samme grund er det fantasi, som de kedelige mangler. De tør ikke, fordi de ikke kan forestille sig hvordan (mod), og de kan ikke forestille sig hvordan, fordi de ikke evner (fantasi). Problemet er altså mere eksistentielt end socialt – selvom disse selvfølgelig påvirker hinanden.

Nok om det.

Lykken 1 – et sted jeg kan begynde

Nu starter jeg.

Jeg vil læse The Oxford Haandbook of Happiness, red. af David, Boniwell og Conley Ayers, som jeg fik tilsendt for et par måneder siden.  Sådanne bøger kræver tilløb. De er sjældent særligt håndterbare, selvom de hedder “handbook of”. Denne her er på mere end 1000 sider. Den er tung. Den inddelt i sektioner som: Psykologiske tilgange til lykke, Psykologiske definitioner, Filosofiske tilgang til lykke, Spirituelle tilgange til lykke, Lykke og samfund, Positiv uddannelse, Lykke og organisationer, Forhold og lykke, Udvikling, stabilitet og forandringer i lykke, Lykke og interventioner.

Det er min intention at læse alt. Men jeg regner ikke med, at finde velbehag i alt.

Denne håndbog er interessant, fordi lykke er et begreb i vækst. Men det er også et begreb, som ofte anvendes en smule vammelt, omklamrende og pseudo-normativt. Håndbogen forholder sig bredt til lykke. Det vil sige, at begreber som velvære, subjektiv velvære, hedonisme, eudaimonia (Aristoteles), sundhed, trivsel m.fl. er i spil. Dernæst forholder den sig – jf. de forskellige sektioner – til fire kerneområder:

  1. Hvad får folk til at blomstre? – klassisk positiv psykologi.
  2. Hvad er positive emotioner? – studie i affekter og biologi.
  3. Hvad får organisationer til at sprudle? – både på business og samfundsniveau.
  4. Lykke som et alternativ til BNP – økonomisk velvære er mangelfuldt, som måleredskab.

Pkt. nummer fire er noget, som eksempelvis er afprøvet i Bhutan, hvor de har arbejdet med Gross National Happiness, som en måde at forbinde værdierne venlighed, lighed og humanitet på. Et alternativ til BNP. Erfaringerne var (tror det er stoppet), at det var svært at måle, men netop derfor er det interessant. Om ikke andet, så kan denne håndbog måske hæve niveauet fra at forstå lykke, som lykken ved at slå en prut i modvind, til at ændre måden som beslutningstagere tager beslutninger på, eller til hvordan folk i almindelighed også kan organisere sit liv. Alvoren og vigtigheden kan forskydes fra business til velvære. Det er klart (ifølge flere undersøgelser), at lykke til et vist niveau er relateret til økonomi. Men når først et minimumsniveau er opnået – et niveau, som betyder at du ikke skal tænke på økonomi hele tiden – så spiller penge ingen rolle med hensyn til lykke.

Som Jørgen Leth engang digtede:

“Jeg formår ikke at være lykkelig/ det er svært for mig/ jeg kan ikke finde ud af/ hvordan man blir det/ men jeg prøver alt hvad jeg kan/ jeg prøver mangle midler/ intet hjælper …”

Ja, ingen er lykkelig hele tiden. Det er heller ikke ambitionen. Tværtimod. Lykke skulle nødig blive en rigid ideologi. Men, som Leth skriver i samme digt: “Nu har jeg endelig fundet ud af/ at man kan træne sig op til at blive lykkelig …”

Jeg vil dele det, som er værd at dele.

Eksistensøkonomi

Hvad kom først: Livet eller økonomien? Hvem er hønen, og hvem er ægget?

Umiddelbart er logikken simpel. Livet må nødvendigvis komme før økonomien, som jo er en menneskelig opfindelse; men praksis siger noget andet. Livet er blevet underlagt økonomien. Der er tale om en eksistensøkonomi.

Eksistensen er blevet et økonomisk anliggende, idet eksistensen indgår på samme vis, som andre råstoffer i økonomiens produktion. Denne udvikling rummer nogle store problemer i form af en eksistentiel korrumpering, som når livet ene og alene formes og vurderes økonomisk. Når dette er værst, medfører det stress, burnout og depressioner. Udviklingen rummer dog også et positivt potentiale. Eksistensøkonomien åbner op for at mennesket kan tage eksistensen tilbage qua efterspørgslen herpå. Det er med andre ord muligt for det enkelte menneske at vende styrkeforholdet om. Det kræver blot, at det rejser sig fra kanvasen og slår igen! Og dybt.

Økonomi har klassisk defineret sig selv som en videnskab, der har sit udspring i livets helt almindelige problemer, såsom anskaffelsen mad, husly og tøj. I dag er dens ærinde anderledes. Økonomien har bevæget sig fra at være læren om den hensigtsmæssige organisering af den enkelte families husholdning (Aristoteles), til have et mere politisk og til dels eksistentielt sigte (Adam Smith og frem). Denne bevægelse er sket gradvist, men ganske vedholdende og målrettet. Løbende er flere facetter af livet blevet inkluderet i økonomiens sfære. Jeg tænker ikke kun på politik, men også områder som viden, kultur, oplevelser og kognition, som i dag alle er økonomiske felter: vidensøkonomi, oplevelsesøkonomi og så videre. Og nu har økonomien, som en igle, sat sig på eksistensen.

Det, der adskiller dagens eksistensøkonomi fra tidligere tiders økonomier er, at det er mennesket eller selve eksistensen, som er blevet den knappe ressource. Nu handler økonomi mest af alt om anskaffelsen af identitet, prestige, anerkendelse og status. Økonomien er både målet og midlet. Udover sin økonomiske værdi rummer økonomien også en enorm symbol og signalværdi, som et menneske kan bygge sin identitet op omkring. Eller politikere kan manifestere holdninger med. Et simpelt eksempel er arbejdspladsens rolle, hvor titler og lønrammer rækker langt udover virksomhedens grænser, da disse også anvendes som markører i almindeligt menneskeligt samvær.

Eksistensen er endvidere blevet essentiel i selve værdiproduktionen – især idenfor den voksende type arbejde, som betegnes immaterielt eller affektivt arbejde. Det er her jeg ser et positivt potentielle (uden tvivl en romantisk forestilling!). Eksempelvis kan en borger eller medarbejder i selve sin måde at leve (og arbejde) på valorisere andre og nye værdier, som økonomien ikke umiddelbart kan rumme eller håndtere. Et frigørende element er altså til stede. Men det er under hårdt pres, fordi det frigørende i stigende grad presses af økonomiens værdier og normer. Det er trods alt disse, som giver anerkendelse, identitet og status.

Det, der er henholdsvis faren og potentialet i eksistensøkonomien er, at eksistensen er knyttet til den måde, hvorpå den enkelte tænker, taler og lever. Faren er, at det åbner op for en undertykkelse af det menneskelige potentielle, som når eksistensen udelukkende formes i økonomiens idealer og mål. Her er der mange, der ikke er sig bevidst at de reelt spiller en rolle: Den, som markedet efterspørger. Follow the money, er mottoet. I stedet for en skabende modstand nøjes mange med at reagere og føje sig efter de skiftende krav, da det kan være svært, nærmest umuligt, at forestille sig en identitet udenfor arbejdsmarkedet. Det er svært at gøre modstand. At stå uden for arbejdsmarkedet medfører en form for frivillig mobning eller udstødelse. Men uanset de mulige besværligheder med at gøre modstand, er der – i hvert fald rent filosofisk – tale en form for ligegyldighed, idet det enkelte menneske ikke tager sit eget liv og potentiale seriøst. Virkeliggørelsen af det uudnyttede potentiale handler om ikke længere kun at reagere, men derimod om at agere. Blive skabende. Det er ofte her at politikere og arbejdspladser fejler. Det virker som om, at de slet ikke ønsker skabende menneske. De giver ikke plads til den enkeltes umiddelbare handlekraft med mindre den passer sirligt med de herskende økonomiske målsætninger.

Lad mig give et simpelt eksempel: I stedet for at spørge: Hvordan kan vi motivere befolkningen i retning af en bestemt adfærd? – kunne politikere spørge: Hvorfor gør folk, som de gør? Hvad er det, som driver folk i almindelighed?

De fleste politikere og arbejdspladser antager, at det er penge som motivere. Noget ydre. Af samme grund kan de fleste politiske incitamenter ses, som kamufleret adfærdsregulering i form af skærpede eller lempede momsregler, afgifter, skatteprocenter eller bonusser. Eller mere uddannelse, som p.t. er regeringens mantra, hvilket i bund og grund er styret af samme mekanisme, idet uddannelse ofte fører til arbejde, som dermed øger den enkeltes såkaldte humane kapital. Han eller hun er mere værd, rent økonomisk på grund af sin uddannelse. Problemet med uddannelse er, at denne i denne sammenhæng blot er en ydre form for motivation, som overser det enkelte menneskes naturlige drive. Derudover er det spørgsmålet om uddannelse virkelig er fremtiden? Stjerner på skulderen tilhører en overstået epoke. Hvem kigger på stjerner, når de møder en som virkelig kan sit kram?

Når politik bliver til økonomistyring, medfører det nemt en blidhed, som resulterer i et mindre engagement, hvorved ambitionsniveauet falder. Straf, belønning og uddannelse er ligesom opfindsomt, som en ostemad til kaffen. Mange beslutningstagere ser et Danmark fuld af dovne mennesker. Jeg ser en masse danskere, som ingen evner at motivere, fordi de reelt ikke forstår, hvad der driver dem.

Hvis det positive element skal (og kan) fremmes, drejer det sig om, at fremtidens politikere og andre beslutningstagere ikke forsøger at afpasse forståelsen af livet til et ideal. Typisk et økonomisk ideal, som nærmest har fået rang af at være et kategorisk moralsk imperativ: Gør kun det, som kan betale sig? Ethvert ideal er aldrig andet end en måde at begrænse ens egen rådvildhed på. Økonomien er rådvild. Det samme er politikerne. Det der mangler er vildskab, en evne til at tænke udenfor de trygge og velkendte rammer. Kan det betale sig? Ja, økonomien er i krise, fordi den troede at profit før alt andet kunne betale sig.

I dag ved vi, hvem der er hønen, og hvem der er ægget.

Kunstens nytte

Hvad skal kunstens nytte? Spørgsmålet er ikke nyt. Det er heller ikke særligt smart. Ikke desto mindre stilles det med varierende hyppighed i den politiske sfære, måske så hyppigt at ingen længere orker at svare.

Kunstens verden er anderledes. Den er nærmest defineret ved at være uden en specifik funktion, formål og nytte. Alligevel – og især når økonomien er i krise – dukker spørgsmålet op: Hvad er kunstens nytte?

Forskellen mellem politik og kunst er konteksten. Når spørgsmålet omkring nytte stilles i den politiske verden, skyldes det af reguleringer eller lovændringer initieres af hensyn til en bestemt problematik. Omvendt så skaber kunsten sin egen kontekst i selve udformningen af værket. Af samme grund er spørgsmålet også svært at besvare tilfredsstillende, da kunstens mulige svar ikke bevæger sig inden for samme ramme, som den, hvorfra spørgsmålet stilles. Denne udfordring skal dog ikke afholde mig, selvom kunstens ærinde handler om refleksion, eksistens, værdier, erfaringsdannelse etc.

Mere konstruktive spørgsmål kunne være: Hvilke værdier kan udgøre et fundament for skabelse? Hvordan bliver værdier til i fællesskab med andre, som ikke partout ligner en selv? Hvilke erfaringer kan kunsten række videre til næste genration? Hvordan åbner et værk op for nye erkendelser? Hvad fortæller den nuværende kunstpraksis os om den verden, som vi lever i med hensyn til eksistens, værdier, måder at leve, tænke og føle på?

Kunsten er den menneskelige hukommelse. Den husker bedre end den uendelige genudsendelsen af Matador. Set i det lys kan spørgsmålet om nytte vendes om: Hvilket samfund har råd til hukommelsestab? Hvordan bidrager kunsten til vores fælles hukommelse? Svaret ligger i selve den kunstneriske praksis. Kunsten er en praksis, ikke en videnskab. Indenfor såkaldte eksakte videnskaber forudsætter man, at udfaldet af identiske og målbare begivenhedsrækker altid vil være de samme, hvis de foretages et andet sted, i en anden tid. I kunstens verden er stedet og tiden afgørende. Jørgen Leth digter plads til udsigten fra sit vindue. Samme vindue, samme udsigt, nyt digt. Josefine Klougart digter plads til sine barndomserindringer, som er fulde af dejlige røde æbler. Der er intet statisk i denne digteriske proces, da enhver erindring må skabes. Om tyve år vil Klougarts Mols-erindringer skabe plads til nogle andre æbler. Tiden er i værket.

Hvad er det kunsten kan? Den kan udfolde det, som finder sted, mens det finder sted. Den bekræfter eller affirmerer det, som kan frigøre livet, hvor det holdes fanget. Den kan bevare det, som det er værd at række videre. Den kan værne om livet.

Hvordan? Eksempelvis dømmer kunstneren Kenneth Balfelt ikke folk, selvom de drikker mere end gennemsnittet. Derimod hiver han dem med ind i sin kunstneriske proces, fx i skabelsen af værket Enghave minipark. Han lytter og bekræfter det, som de involverede finder mest givende: et sted, hvor der kan drikkes i fred. Eller tag nu hans værk Fixerummet, som evnede at se narkomanen, som et menneske, og ikke en kriminel, ikke et offer. Han skabte plads til en eksistensform, som for længst er dømt ude af Vesterbro.

Kunsten er at bruge de talenter, som vedkommende nu engang har, fx er Leth god til at gentage. Noget rækkes videre, fx lyden af et gearskifte eller sandet på et lagen. Sandet sætter sig på en anden måde i kroppen, ligesom de røde æbler kan give ens kinder en naturlig kulør.

Det hele minder mig om den kærlighed til skæbnen – amor fati – som filosoffen Gilles Deleuze talte om. En kærlighed, der aldrig er en resignerende accept af skæbnen, hvad enten denne skæbne er, at Enghave plads vendes på hovedet, så de daglige bruger bliver hjemløse eller noget andet. Snarere handler denne kærlighed om at forholde sig på en særlig måde til det, som tager form. Eksempelvis, det faktum at folk samler sig andre steder for at drikke. Begæret efter alkohol er – som ethvert begær – et sammensurium af flere ting, fx samværet, glæden, relationerne, etc. Det, som kunsten (og filosofien) kan, er, at den kan bringe vreden videre til det punkt, hvor vreden vender sig mod det, der sker. En eller anden er vred, fordi han ikke længere kan drikke sine øl i fred; en anden vender den vrede om, giver den styrke nok til at skabe et nyt mødested.

Eller tænk på alle de søde og rare mennesker, som bor på Vesterbro, og som ikke ønsker at finde brugte kanyler, som deres børn kunne komme til at stikke sig på; de bryder sig slet ikke om, at blive konfronteret med denne type af u-cool eksistens. Disse stikkende randeksistenser sætter Vesterbros storsind på prøve. Hvad gør kunsten? Den tager denne vrede, denne lidt ynkelige afmagt, og vender den mod det, som finder sted. Hvilket er, at nogle mennesker hver dag skyder en dosis heroin ind i kroppen, eller høvler 30 elefanter ned i halsen, eller sælger sin mund for højest bydende. Balfelt skaber plads til det menneskelige eller livagtige i det, som også sker. Han etablere et rum, hvor det er ok at fixe. Han skaber plads til en eksistensform uden at fordømme denne moralsk eller jage den, som var der tale om et kriminelt udyr.

Det er fordi kunstneren er fri, at han eller hun er i stand til at agere kærligt. Hvad nytter det, hvis de økonomisk og social velstillede ikke evner at rumme de eksistenser, som dagens samfund også producerer? Hvad nytter det, hvis visse eksistensformer overses? Uden kunsten ville vores erfaringsrum være fattigere. Det er derfor den nytter.

I thought so

In the novel The Broom of the System, David Foster Wallace writes: “Are you listening on the intercom, Foamwhistle? If you’re listening make no sign that you’re doing so. I thought so.”

This quote might serve as an example of how the communication has been, and still takes place, within sport – especially cycling. Just imagine how a journalist might asks: “Are you using performance-enhancing drugs, Froome? If you’re using doping make no sign that you are doing so. I thought so.”

Some might call it critical journalism. To me it looks more like qualms of conscience.

Blog at WordPress.com.

Up ↑