Category: Finn Janning

Armstrong/ Winfrey anden del

Helt kort: Oprah Winfrey har gjort et godt stykke arbejde. Hun stiller de svære spørgsmål. Hun anvender flere gange programmet The World According To Lance Armstrong strategisk klogt. (Det er dokumentaren, hvor man bl.a. ser Armstrong benægte doping m.v. under ed). Hun gør det blandt andet ved at krydsklippe til hans mange afvisende og profetiske udtalelser, fx der hvor han udtaler at alle sponsorer vil forlade ham, inklusiv Nikes 75 millioner dollar per år deal!, hvis det altså viser sig, at han har anvendt doping.

Armstrong fremstår ærlig i Winfrey-interviewet. Han er en cykelrytter, der har taget præstationsfremmende stoffer. Han tager sin straf, selvom han godt nok føler, at han har fået en dødstraf på alle leder og kanter. Moralismen har gode tider. Og han er en godt offer.

Armstrong understreger, at han under sit comeback ikke anvendte doping på grund af et løfte til sin tidligere kone, men også fordi han troede (og tror), at sporten er blevet renere med det biologiske pas, som blev indført i 2008. Han behøvede ikke dope sig, da ingen andre var dopet. Hans syv sejre var derimod en del af en dopingkultur. Derfor troede han også, at han ville vinde i 2008, men måtte erkende at to ryttere var bedre.

Med de erfaringer og oplysninger, der løbende er dukket frem i løbet af årene, er det tydeligt at han har ret med hensyn til kulturen. Skulle man kigge mere grundigt efter, så er Tour de France en sport, der i mange år sine 100 år ikke har haft en vinder uden dopingrelationer. Som en spansk journalist sagde: Godt ingen undersøger Indurain eller dem før ham. Flere af de store fra historiebøgerne har indrømmet, eller nærmest underholdt omkring brugen af amfetamin, men dengang var det mere acceptabelt. I dag glider der en moraliserende bølge henover samfundet (og især medierne), som sjældent stiller spørgsmål til kontekst og kvalitet. Tiden er afgørende.

Det store spørgsmål, som Winfrey stiller er, hvorfor indrømme nu? Svaret Armstrong giver er sine børn, og altså ikke fordi han vil i konkurrence, selvom han gerne vil løbe et maraton, når han er 50 år. Han fortæller en historie, hvor han overhører sin ældste søn forsvare ham. Og der, i dette øjeblik ved Armstrong, at han må handle. Grunden til at leve er større end doping og cykling. Det er trods alt bare sport. Armstrong er et menneske, der ville vinde og mistede kontrollen undervejs. Han nævner det ikke selv, men grunden til at han mister kontrollen hænger selvfølgelig sammen med kulturen, idet ingen leder eller sportsdirektør eller cykelorganisation for alvor bremsede ham. Som enhver anden er han utilstrækkelig. I dag er midlerne til at kontrollere bedre, men især holdningen er anderledes blandt rytterne, selvom doping nok stadigvæk finder sted. (En negativ dopingprøve, siger som bekendt ikke særligt meget). Spørgsmålet er selvfølgelig om det er godt for sporten og samfundet generelt, at sporten skal være den morlaske bannerføre. Vil det sætte grænser for den kreativitet og udvikling, som vi også ser i sporten?

Hvad er moralen, spurgte Winfrey, til denne fantastiske episke fortælling. Armstrong, sagde at han ikke var sikker, men at den var større end løgnene, sejrene og mistilliden. Den bevæger sig på et menneskeligt plan. Som Nietzsche sagde: Det, som ikke slår dig ihjel gør dig stærkere. Armstrong har før været konfronteret med døden. Denne dopingindrømmelse er tæt på dette niveau, fordi han har såret mennesker der står ham nær, men alligevel er den mindre. Han affinder sig med begivenheden. Håber han kan vokse med den.

På et andet plan, et mediemæssigt plan, er moralen desværre den, at mange finder hans løgne ’mere’ utilgivelige, fordi han har tjent mange penge. Moral, som ren og skær budgettering. Det er en pinagtig økonomiserende moral. Armstrongs historie er et fornemt billede af en tid. Ja, af tiden – både dengang og nu. Armstrongs dårlige gerninger skyldes ikke at han er et dårligt menneske. Det bliver klart, når man undervejs i interviewet indser at hans anger giver hans dårligdomme vægt, fx når han nævner sine børn og Livestrong.

Den sidste del af interviewet vil medierne sandsynligvis bruge mindre tid på, fordi den viser et menneske. Denne del er mere etisk end moralsk. Enhver undersøgelse af den proces, hvor begreber som tilgivelse og kærlighed skabes er ligeledes en undersøgelse af en etisk eksistens. Armstrong er i færd med at blive et bedre menneske, ikke moralsk bedre som en der partout skal besidde menighedens gloriepudsede holdninger. Derimod som en der øger sin intuitive kapacitet til at forholde sig til det, som sker. Han forsøger at gøre sig værdig til det skete, men han ved også, at han vil aldrig få fuld tilgivelse, fordi det er lettere og mere belejligt for en moralist at fastholde et bestemt billede.

Løbet kører videre … og helt kort blev det så alligevel ikke.

Armstrong/ Winfrey første del

Lance Armstrong indrømmede. Det var nok ikke nogen overraskelse.

Armstrong følte dog ikke at han snød, da han anvendte præstationsfremmende stoffer og metoder, fx EPO, hormoner og bloddoping i forbindelse med sine syv Tour de France-sejre. Dette svar er der flere, som ikke finder acceptabelt, men det virker nu meget ærligt. Modsat flere af sine kolleger, så forholder han sig til datiden på den måde, som man bedst kan forholde sig til den på, nemlig som et stykke dynamisk erindring. Dengang følte han ikke at han snød. I dag finder han denne følelse ubehagelig og skræmmende, som han sagde i interviewet. Det er denne forskel mellem dengang og nu, som er værd at have for øje. Modsat, fx den missionerende Tyler Hamilton, så bringer Armstrong ikke sin nutidige anger med sig i sin rekonstruktion af fortiden, men lader fortiden træder frem i nutidens lys. Dette kræver mod, fordi det er svært for seeren (folket) at foretage samme bevægelse. Af samme grund er nogle journalister og eks-fans nok lidt skuffede. Men følelsen dengang var sådan, og nok ikke kun hos Armstrong.

I interviewet – som faktisk er det første jeg ser med Armstrong (og det første hele show med Oprah Winfrey) – fremstår han fattet, men bevidst omkring at processen først er startet. Nogle har sagt at Armstrong lavede en Riis, det var også min tanke. Men modsat de andre, så mener jeg det positivt. Jeg finder det ikke positivt, når mennesker ikke formår at tage ansvar for egne handlinger uden partout at skulle moralisere og tage andre med sig i faldet. Hvorfor skulle hans tilståelse/ undskyldning blive bedre, hvis den nævner navne? (Er moralen: Jo flere han kan putte i den offentlige gabestok, desto bedre?) De eventuelle oplysninger, som Armstrong har, kan han passende videregive til USADA, WADA, UCIs nedsatte kommission, etc. Oprah er mere for at få luft.

De fleste amerikanere ville sikkert gerne have haft et par tåre, måske de også kommer i interviewets anden del, hvor Oprah spørger om hans børn, mor og fans. Hun ved, hvordan hun skal efterlade seerne med våde øjne.

Personligt finder jeg det mere tankevækkende, når flere journalister allerede har udtalt, at Armstrong ikke så ud til at angre, som var der en skabelon for, hvordan man SKAL se ud, når man siger undskyld. Lommepsykologien florerer, men jeg håber at selv samme journalister kan se to ting: For det første, hvordan flere journalister selv har undskyldt for deres manglende kritiske spørgsmål og undersøgende journalistik i sportens verden (og husk der er andre sportsgrene end cykling, der anvender præstationsfremmende stoffer). For det andet, hvilket vinderinstinkt Armstrong havde (og har), hvilket tydeliggør – på et helt andet plan end doping – hvorfor elite sport er fascinerende og skræmmende. Fascinerende, fordi det viser hvad en krop er i stand til. Skræmmende, fordi det viser – i hvert fald i Armstrong-sagen – hvordan mellemmenneskelige værdier sættes ud af spil. Armstrong var en arrogant bølle, der nu skal bruge resten af sit liv på at undskylde, som han sagde. Kunsten er dog ikke at blive en bølle i en hævngerrig proces mod ham, men at overvinde denne hang ved hjælp af de værdier, som sporten også er kendt for såsom disciplin, teamspirit og selvkontrol (hvilket Armstrong jo manglede). Hævn er ikke det samme, som fairness.

Flere af de umiddelbare reaktioner kan ses igennem forholdet mellem ærlighed og høflighed. Som André Comte-Sponville engang skrev i sin bog En lille bog om store dyder: ”Hellere for ærlig til at være høflig end for høflig til at være ærlig.” At være høflig er bare en strategi, der tager hensyn til modtageren, men som alt for ofte blot underminerer en selv. At være ærlig er derimod væsentligt mere eksistentiel udviklende, og krævende. Når Armstrong siger, jeg følte ikke at jeg snød (dengang), så ved han godt, at han siger det, som ingen vil høre, men sådan følte han dengang. Nu er det anderledes. Nu er alt anderledes for den engang så ikoniske cykelrytter. Det kan kun gå fremad. Og ikke kun for Armstrong.

Lance Armstrong: No Pity

The philosopher Hilary Putnam famously argued that, “meanings ain’t in the head.” In other words, it’s possible to talk meaningful about X even if you personally can’t distinguish X from Y. The reason for this is that other people might have the required expertise about X and Y. To use a language as a tool depends on the social context more than what is in your brain. Language is a public thing, something we share, something we use to connect or disconnect.

Let me give an example: What do we talk about when we talk about Lance Armstrong? Some might talk about whether he is cheater, whether he deserves his titles, whether he was a tough leader of US Postal, etc. The meaningfulness of these questions depends on the context. Just as what is morally right or wrong depends upon social circumstances, for instance, a person’s form of life or cultural background.

For a simple example we might ask: Is Armstrong being punished severely hard because so many other athletes (especially bikeriders) have done their share of doping undiscovered? Is Armstrong paying the price for the falling reputation of cycling as such? Is Armstrong the scapegoat of UCI’s lack of capability to ensure a clean race? Is the sentence (stripped of titles and lifetime ban) based more on an explosion of feeling rather than reason (afterall the UCI president, Pat McQuaid, later told that he felt disgusted after reading the USADA-report)? Is Armstrong being punish so severely, because he was (is) such a big icon?

Let us move on. The philosopher Gilles Deleuze once stated that we all deserve the feelings, thoughts and emotions that we are having. The questions that Deleuze proposes are: “Does this feeling, increase our power of action or not?” – “Does it help us to come into full possession of that power?” Basically, it is only when one is not free that one feels impotent. So, who is impotent in this story?

It is obvious that many people feel cheated. Parents complain that Armstrong was not a true hero for their kids; people say that he was a fake inspiration; sponsors claim that he represents the wrong set of values, etc. All the comments, of course, resemble what the involved deserves. For instance, if Armstrong inspired me back in 2000, then what? Should I go back in time and claim that the inspiration I felt was wrong, should I refuse to acknowledge that I needed the push that he gave me? Similar, should a parent refuse to admit that he or she as well has a responsibility to explain to his or her kid why Armstrong did as he did, for instance, put Armstrong’s wrongdoing in perspective. It might open up for an interesting conversation between father and son. Afterall the most important role-models for kids are their parents, not Armstrong, Zidane or Agassi.

Okay, what is the overall context? Business seems to be the answer. Sport is business, but so is everything else – including moral. When something did not smell right, all of Armstrong’s sponsors abandon him. The question is whether Nike and Trek would refund my money, because I once bought a Trek-bike solely because of Armstrong. If not, then, of course, they should stop the hypocrisy.

Writing all this, I might sound like a fan of Armstrong; I’m not. I‘m not a fan-kind-of-guy. Furthermore, during those years I was hoping for Ulrich. But even now, after the huge amount of evidence from many sad people (grown ups who apparently could not take a decision by themselves, and now needs to justify this lack of personal responsibility by blaming another), I still see Armstrong as an extraordinary athlete. Armstrong might be tough, he might be a bastard, he might be arrogant, but reading the Tour-story most of the winners aren’t exactly Santa Claus. Instead they are pushing their bodies to the limit. They live on the limit of their capabilities, doing what is necessary to follow their desires. Eddy Merck was afterall called “the cannibal”. If this is too much to handle, then maybe one should drop elite sport and stick with Disney.

Going back to Putnam’s statement, then the context is, next to business, elite athletes. Here nothing comes for free. Or as the biochemist Chris Cooper says in Run, Swim, Throw, Cheat: ”Laboratory tests are almost never on elite athletes … Instead normal healthy athletes are used. However, elite athletes are abnormal. We are not even sure that the biochemical mechanism underpinning a performance enhancement in the average athlete are exactly the same as in the elite athlete.” And later: “There is no substitute for time spent in the gym.”

Do I then salute Armstrong’s use of EPO and blood doping? No, but it doesn’t really change the picture: He won the Tour de France seven times. He was the best. When I read the confession of other athletes, then it becomes clear what actually was the tipping point – especially if you read The Secret Race thoroughly. Hamilton might be able to grid his teeth, but he did not have the same amount of willpower, self-discipline and self-control as Armstrong. Hamilton obviously lacks self-esteem, but self-esteem comes as a result of self-discipline and self-control, it seems like he naively thought it could come the other way around. In the book, Hamilton also tries to use Armstrong’s desire to win to show how inhuman Armstrong was. Yes, on a family-come-together-level he might be, but anyone who wants to be the best will in the eyes of his or her peers – once in awhile – be considered an asshole. On a psychological level it’s a childish book (but interesting regarding its description of Hamilton’s extensive use of doping). I guess even the Holy Pope might have used an elbow once or twice in the cabinet.

The Armstrong-case is interesting, because it poses new questions. What is a human being capable of? Where do we draw the line between constitutive rule and strategic rules in sport? (Armstrong was following the rules otherwise he would have been disqualified long ago)? What does sport tell us about the society we live in? Are we in general too obsessed with winning and then, afterwards, overwhelmed with a feeling of remorse and guilt? Just like Christmas-time can be a time for love, kiss and donations, so we can go on living like we do for another eleven months. Do we need something bad in order to appear good? The moral in this story is that only the hero or villain change, the rest remains business as usual.

Personally, I couldn’t care less if Armstrong admits or not. If he chooses to, however, I do hope that it will not be a pathetic performance like Tiger Woods that forever have made it impossible for me to wear Nike. Some might say that Armstrong only will admit if he gains something, for instance, a reduction of his penalties; some might call him calculative, strategic, etc. I guess he is, but does this make him that different from the rest of us? How many of us do deliberately take decisions where we consciously know that we will not benefit from it? Maybe he just wants to continue with his life. Maybe all the turbulence has made him aware.

So, do I feel pity for Armstrong, of course not. But, to judge is far to easy, I leave that for those who have these preferences. Basically, it is not moral we need, but the courage to face the world we live in. Understanding one another may be hard, but it never starts with judging, just as it doesn’t require that we come to agreement. Instead it requires an interest in the people that we live with. For instance, people who cheat, people who judge, people who feel betrayed by its broken illusions, etc. Armstrong is too good a story to be forgotten.

Let us see what 2013 brings.

Er det værd at gentage?

Everything becomes and recurs eternally — escape is impossible!

— Friedrich Nietzsche

Hvis der er en etik, er det den: Den evige gentagelse. Her er det nemlig fremtiden, som gentages. Det, der er værd at række videre, som et midlertidigt fundament for fremtidig skabelse. Det lyder måske uklart, men det svarer til de situationer, hvor du en gang imellem læser den samme bog igen, eller ser den samme film flere gange.

Hvad gør dem denne gentagelse værdig?

Hvad åbner gentagelsen op for?

Hvis du ikke orker at gentage en bestemt aktivitet igen i morgen, hvorfor så gøre den i dag (med mindre selve aktiviteten i dag eliminerer aktiviteten i morgen)?

Det, der er værd at gentage er det, som i morgen gør det muligt at opfinde nye måder at tænke og leve på. Hvis skoene allerede klemmer i dag, så smid dem dog ud.

Dette her skulle have været en anmeldelse af en Nietzsches bøger. Dernæst af en bog om Nietzsche. Dernæst en anden bog om Nietzsche. Men jeg kunne ikke lige finde en vinkel. Jeg vil gerne anbefale to styks, som er gode. Den ene er dansk og skrevet af Mette Blok. Den hedder Nietzsche som etikker her tages de tidligere værker op, hvorefter de knyttes sammen med de senere. Hun viser overbevisende, hvordan især den engelsksprogede moralfilosofi har haf det svært med tyskeren. Den anden bog er klassikeren Nietzsche: Philosopher, Psychiatrist and Antichrist af Walter Kaufmann, som også har oversat flere af Nietzsches bøger til engelsk. Her får man hele historien, som den tog sig ud for 50 år siden. Der er faktisk flere sammenfald i de to bøger, fx at begrebet selvrealisering for Nietzsche handler mere om selvafvikling eller selvovervindelse. Dette kunne tidens mange profeter lære lidt af.

Ellers er et godt sted at starte Således talte Zarahustra. Jeg læste den i gymnasiet for første gang. Siden har jeg læst den igen, fordi den er værd at genlæse og gentage.

De dødes dag – eller sidste grynt om Armstrong

I dag er det de dødes dag. Er der nogen bedre måde at fejre døden på end med lidt etisk teori?

Der er mange etiske teorier. De to mest udbredte er den teleologiske og den deontologiske. Eller en kombination af de to. Fx du har pligt til at opføre dig ordentligt. Med mindre omkostninger er for høje. Sådan synes moralen at være blandt mange politikere og forretningsfolk.

En teleologisk teori (græsk og betyder ”mål”) fokuserer på konsekvenserne af en handling, hvorved den afvejer fordele og ulemper. Mulige målestokke kunne være profit eller lykke. Den mest populære teleologiske teori er den utilitaristiske, hvor det drejer sig om at skabe det størst mulige gode for flest muligt. Det er en nytteetik, hvor det handler om velfærd.

Med denne provisoriske viden, kan man nu selv vurdere konsekvenserne af Armstrongs handlinger. Ligesom man kan vurdere konsekvenserne af USADA og UCIs handlinger. Fx kunne man spørge om flere mennesker er tjent med at have ham, som et velpoleret forbillede, der kan samle penge ind til kræft. Eller, hvorvidt det er godt for de fleste, at han nu er pillet ned af 21 vidneudsagn. Enkelte vil sikkert også spørge om de penge, som det har kostet at foretage denne undersøgelse, kunne have været brugt mere hensigtsmæssigt, etc.

Den deontologiske teori (græsk for ”pligt”) er baseret på forestillingen om en absolut regel for god moralsk adfærd. Filosoffen Kant er den mest kendte eksponent, hvis vi ser bort fra de religiøse figurer. Ifølge Kants kategoriske imperativ skal en moralsk handling rumme følgende: 1) den er universel og forståelig for alle i en lignende situation; 2) den demonstrerer respekt for individet; 3) den er acceptabel for alle rationelle væsener. Denne teori er ret problematisk. For det første, fordi der ikke findes noget mere universelt end, at der ikke findes noget universelt. Hvad er forståeligt for alle i lignende situationer? Tænk fx på en fodboldtræner, som undlader at tage sin stjernespiller ud, selvom han er skadet. Eller lader ham sidde ude, selvom han er meldt klar af lægerne. Udviser træneren dermed respekt for individet, eller det stik modsatte? Tilsvarende, i hvilke situationer er det ok at lyve? Er USADA’s heksejagt et eksempel på respekt for individet? Har USADA tænkt sig, at udvise samme ihærdighed overfor alle amerikanske atleter (ellers er det vel ikke universelt)? Vil UCI overfor alle cykelryttere? Vil Tour de France-direktionen, og betyder det at vi måske en dag, opererer med en sportsbegivenhed, der aldrig har haft en vinder? ”Kun en idiot tror, at man kan vinde Touren med vand i sin drikkedunk”, sagde Jacques Anquetil, der selv har vundet Tour de France fem gange. Respekt for individet, hvordan anvendes denne på Armstrong? Må han ikke gøre med sin krop, hvad han vil? Eller er det, fordi han gør, hvad han vil, at han ikke demonstrerer respekt for de andre, som sættes under pres. Og hvad med de andre ryttere, er de ikke fri voksne mennesker (rationelle væsener), der kan sige nej? Det kan være svært at afgøre, fordi begrebet ’rationelle væsener’ ofte er følelsesmæssigt ladet.

Lad mig afslutte Armstrong-sagen herfra. Den har lært os meget. Ikke kun om cykling, men fx også, at Danmarks Radio føler, at de har et moralsk ansvar overfor sine tv-seere (pligt-moral). Derfor har DR det svært med Tour de France (tænk på børnene, siger de!). Men DR har det ikke svært med Pengemagasinet eller Finans (eller hvad disse programmer hedder). Finansverdenens adfærd er som lindrende medicin for nationens børn. Moralen synes at være, at det bedre kan betale sig at nurse om kapitalen end, at hænge ud med arbejderklassens svedende mænd. Eller, at pligten følger flertallets holdninger. Etikken er blevet til strategi, måske er det på tide at tænke etisk videre.

Fremtidsmenneske

I forbindelse med offentliggørelsen af det amerikanske dopingagenturs rapport om cykelrytteren Lance Armstrong anvendelse af doping, er den moralske fordømmelse kommet i højsædet. Det er ren og skær hykleri. Faktisk kan vi lære meget af Armstrong, hvis blot vi evner at se udover vores hang til nostalgisk romantisme angående sport og renhed.

Men inden jeg argumentere herfor, vil jeg først understrege, at jeg på ingen måde bilder mig ind, at Armstrong ikke skulle være dopet. Jeg stiller heller ikke spørgsmålstegn til, hvorvidt han var en hård leder af sit cykelhold. Der er trods alt en del kynisme, når vi nærmer os toppen, om denne top så befinder sig i sportsverdenen eller kunstverden eller den politiske og så videre.

Armstrongs velorganiserede brug af præstationsfremmende midler fremstår som noget grimt, noget uhyrligt. Han er et monster. Alligevel tror jeg, at vi med tiden vil se ham som en stor mester, eftersom Armstrong har praktiseret den form for etik, der kan knyttes til den franske filosof Gilles Deleuze.

For Deleuze er præmissen ikke, at et menneske bør gøre noget, fordi det kan, som er den gængse etiske formel. Snarere påpeger han, at vi endnu ikke ved, hvad den menneskelige krop er i stand til. Det medfører, at den menneskelige udvikling udspringer af opfindsomhed, herunder også teknisk opfindsomhed.

Den etiske ambition er for Deleuze derfor at vende styrkeforholdet om og stræbe efter, at det enkelte menneske overvinder livets iboende modstand.

Armstrong har praktiseret denne etik. Han har eksperimenteret med sin egen krops iboende muligheder. Han har ikke snydt i den forstand, at han har gennemført Tour de France på scooter. Nej, han har forsøgt at virkeliggøre sit potentiale. Det er kynisk. Det fremstår monstrøst. Men Armstrong har gjort noget nyt, idet han har inddraget teknikken og lægevidenskaben, hvorved han har tydeliggjort, at denne kombination kan fremme de menneskelige kapaciteter.

Det betyder også, at Armstrong og sporten i al almindelighed har gjort det lettere for politikere og andre beslutningstagere at forholde sig til fremtidens etiske spørgsmål. Spørgsmål, som ikke handler om romantiske samtaler, der kredser om ’det naturlige’ og ’det autentiske’, men om hvad vi vil, hvad vi ønsker, når nu vi også kan. Frygten er selvfølgelig, at nogen ønsker at fremme et bestemt menneskeligt ideal, for eksempel et moralsk dydsmønster.

Der er for mig at se noget naturligt på spil i Armstrong. Hans vilje, hans selvdisciplin, hans opofrelse, hans mod til at eksperimentere med sin krop. Jeg finder det prisværdigt og interessant. Armstrong kan lære os noget. Han kan lære os, hvad det vil sige at være et menneske. Han kan lære os, hvordan man også kan leve. Hvordan man kan overkomme sig selv.

Den evaluering, som Armstrong giver anledning til, er derfor ikke en reaktiv fordømmelse, der altid udspringer af moralske dogmer fra en svunden tid, eller en illusorisk transcendent universalisme. Snarere er det udfordringen at nærstudere, hvad hans handlinger åbner op for, hvad de muliggør. Derefter kan de enkelte menneske prøve at vurdere, hvorvidt disse nye muligheder bør praktiseres.

– Indlægget blev bragt i Weekendavisen den 19. oktober 2012

En verden af ikke-kommunikation

Et interview med den chilenske forfatter Roberto Bolaño, som er kort og interessant. Præcis, som hans noveller; en genre, hvor han er en sand mester.

Interviewet Entrañable huraño (Den kærlige eremit) er trykt i antologien Bolaño salvaje redigeret af E. P. Soldan og G. F. Patriciau (Cadaya, 2008). Det er fra 1998 – få måneder før han modtog Premio Herralde for romanen Los detectives salvajes (De vilde detektiver). Interviewet er foretaget af Sónia Hernández og Marta Puig i byen Blanes, som ligger en lille times kørsel nord fra Barcelona. Bolaño boede der i flere år. Oversættelsen fra spansk er min egen.

Hvorfor kom de til Spanien?

En tilfældighed, skæbnen.

Tænker de på at vende hjem til deres land?

Ja, og hvis jeg vender tilbage er det ligeledes på grund af skæbnen.

Har de oplevet besværligheder i forbindelse med publicering?

De sidste adskillige år nej, ingen. Besværlighederne er de samme, som du kan møde et hvilken som helst sted i verden på grund af den enorme stupiditet i denne business, forlagene, interviewene, redaktørerne, forfatterne, det er den mur, som enhver kreatør støder ind i på et hvilken som helst tidspunkt.

Har dit ophold i Spanien haft indflydelse på dit arbejde?

Jeg er blevet meget påvirket på alle måder. Jeg tror, det er det samme, som at bo i Chile. At bo et sted påvirker altid. Jeg lukker aldrig vinduerne de steder, hvor jeg er. På samme måde, som en hvilken som helst person påvirker dig, hvis du er sammen med vedkommende, bliver forelsket i en, bliver sulten et sted, altid minderne, eller faren, glæden der flyder over, der er ting som påvirker, hvor vi er og, hvem vi er.

Hvilken relation har de med den litterære tradition i dit eget land?

Ingen. Jeg har hverken en relation med traditionen i mit land eller med traditionen i Spanien. Nej, endnu mindre med den spanske. Enkelte spanske forfattere beundrer jeg meget, og de er mine venner. For eksempel, Enrique Vila-Matas holder jeg meget af, jeg beundrer ham dybt, og han er min ven. Men der er ikke en spansk tradition, som har påvirket mig med mindre vi begynder at tale om de gyldne århundrede, så ja. Cervantes er Gud.

Blandt den universelle litteratur er der mange, som har påvirket mig. Jeg tror dem alle sammen. Det vil sige, enhver bog som man læser, siger en noget, og på den måde, er alle forfattere og alle vores værker, en del af den store bog. Når Borges siger han er mere stolt af de værker han har læst end de bøger han har skrevet, tror jeg, han siger meget mere end hvad det tilsyneladende fremstår som. Handlingen, at læse en bog, er i virkeligheden meget vigtig. Når man læser handler man, denne handling sættes ind i en tradition, ikke en litterær tradition, men en human, humanistisk.

Hvilken synlighed har dit værk nu i dit hjemland?

Ingen. Jeg tvivler meget på at chilenerne ved, at jeg er chilener. Jeg tror, at de tror, at jeg er en catalansk tosse, som har besluttet at tage mig ud som chilener.

Til hvilken læser skriver du?

Jeg skriver ikke til nogen bestemt. Men hvis det er muligt, vil jeg gerne skrive til to eller tre unge desperados, der læser en bog, som klamrede de sig til et planke. Det er de bedste læsere. De elsker en og bagefter slår de en ihjel.

Tænker de mere på et spansk publikum end et chilensk?

Nej. Når en hvilken som helst forfatter sætter sig og skriver, så tænker han på intet. Ingen kan tænke på 200.000 personer. Det er en klicheagtig forestilling, på en forfatters vegne, at sige ”jeg tænker …” Med stort besvær kan man tænke på fem eller seks. Litteratur er hårdt arbejde, og i virkeligheden tænker man kun på at blive færdig.

Har du relationer med andre forfattere?

Ja, med Enrique Vila-Matas, med Ignacio Martinez de Pison, med Javier Cercas …

Hvordan vurderer de den nuværende spanske skønlitteratur?

Skønlitteraturen er fantastisk. Poesien er som at samle alle og smide dem i en båd på dybt vand.

Tror du at litteraturen i dit land er tilstrækkelig eller utilstrækkelig kendt i Spanien?

Jeg tror den er utilstrækkeligt kendt, da de spanske læsere ikke har nogen anledning til at kende chilensk litteratur, ligesom de chilenske læsere heller ikke kender den spanske litteratur. Verden bor i ikke-kommunikation, som flyder med en svimlende hast. Det er et paradoks, men sådan er det. I realiteten er vi alle sammen uden kommunikation.

Blog at WordPress.com.

Up ↑