Category: Anmeldelser

Et spirerende liv

”Life itself is essentially determined in the act of avoiding obstacles, stating and solving a problem. The construction of the organism is both the stating of a problem and a solution” – Gilles Deleuze

”You write with a view to an unborn people that doesn’t yet have a language” – Gilles Deleuze

Filosoffen Keith Ansell Pearsons bog Germinal Life præsenterer en interessant læsning af Deleuze. En Nietzsche-Bergson inspireret læsning. Suppleret med moderne biologi og genetik. Det handler om at tænke hinsides de menneskelige betingelser. Flere steder refererer Pearson til Spinozas og Nietzsches spørgsmål: ”Hvad er en krop i stand til?” , ”Hvad skal der blive af mennesket?”

Præmissen er klar: den kreative evolution er uden slutmål. Udfordringen er, at erhverve tilstrækkeligt med selvindsigt for bedre at kunne relaterere sig til andre kroppe. Kroppe har hos Deleuze ikke en essens, men er tilblivende. Det betyder ikke, at kroppen kan alt. Derimod at dens capacitet er ukendt, idet vi endnu ikke ved hvad den kan qua den opfindsomhed og kreativitet, som opstår i mødet med noget andet. ”En kreativ evolution,” kalder Delezue dette møde.

Denne tanke relaterer Pearson til Nietzsches begreb ”den evige gentagelse”, der er en affirmativ eller bekræftende kraft, der bringer alt til dets højeste niveau af intensitet.  Det betyder, at tænke hinsides mennesket ikke er det samme som at efterlade mennesket. Snarere er formålet er udfolde dets mulige erfaringshorisont eller erfaringsrum. Heri ligger også det kreative.

I Hvad er filosofi? fastslår Deleuze og Guattari, at filosofien opfinder problemer før den skaber eller konstruerer begreber. At opfinde et problem betyder ikke, at vi (filosoffen) har fundet, hvad han eller hun leder efter, men at de har opfundet det. Bragt det til live.

Et citat tydeligør det (Pearsons ord): ”The process of evolution is not only one of change but of invention, since the forms do not exist in advance. The process involves not a realization of the possible but an actualization of the virtual, in which the virtual enjoys its own ’consistency’ (consistance) as a productive power of differentiation.”

Det er de ydre kræfter der berører os på en måde, som indvirker på, hvad vi tænker, når vi tænker, at vi er. Ligesom de indvirker på, hvad vi tænker, at vi eventuelt er i stand til. Der er noget i verden, som tvinger os til at tænke (dette er en sætning, som Deleuze flere gange vender tilbage til i sine bøger). Hermed skal man ikke forstå, at det som lægger an eller gør vold på en bliver gjort til et objekt for ens erkendelse. Snarere er der tale om et fundamentalt møde. Et møde fuld af dæmoner – det er et skæbneafgørende tankeeksperiment. Kan du begribe det, som gør vold på dine hidtidige tanker? Tør du følge det?

I dette møde blomstrer en etik. En etik, der producerer nye linjer af liv – der selvfølgelig afhænger af, hvordan den enkelte udfolder livets kræfter. Her bliver Deleuzes filosofi kunstnerisk. Den enkelte skaber ikke et subjekt, eller en identitet som tilføjelsen af en ny titel på ens Facebooks profil eller ved at udskifte ens gardarobe, men ved at gøre ens liv til et kunstværk – skabe plads til et udtryk og udtrykke en skabelse. Deleuze prøver at aktivere en vilje til at ville det, som sker, imens der skabes plads til det, som er i færd med at blive. Der er meget Nietzsche på spil her, som Pearson også gør opmærksom på.

Det, som sker, kommer altid til os fra fremtiden, idet det jo er ved at tage form. Det betyder også – og meget vigtigt – at Zarathustras ”Jeg ville det” er et krigsråb, ikke en accept. Det er ikke en accept af ens fortid, men en bekræftelse af en kommende fremtid. Jeg synes det er smukt. Gøre sig værdig til det, som er i færd med at blive. Af samme grund er forfatteren en, der opfinder ukendte eller uerfarede affekter, og bringer disse til live i tilblivelsen af narrative karakterer, som udspringer af det mellemværende, som opstår i mødet mellem forskellige kræfter. At skrive er intet andet end tilblivelse, siger Deleuze og Guattari. At skrive er ikke at repræsentere, men at producerer nye linjer af liv.

”The task of the artist is one of giving existence to the event (of life and death) by going beyond the ‘perceptual states and affective transitions of the lived’. It is in this respect that the artist and novelist can be described as seers or ‘becomers’ who free perceptions and affections for a more intense.” (citatet er en blanding af D&G og Pearsons).

Det er derfor at al kunst er politisk (og ikke kun den der kalder sig politisk), fordi alt kunst bidrager til opfindelsen af et menneske.

Lad mig komme med et eksempel, som de fleste er bekendt med. I Danmark har digteren Yahya Hassan bidraget til opfindelsen af en anden type af immigrant eller invandre eller nydansker eller statsløs palæstinenser, som forholder sig til sin egen bagage på en kreativ måde; en måde, der desværre er svær for mange at kapere, fordi han derved ikke længere repræsenterer det, som han jo bør repræsenterer. Hvad det så end er!

Det, der er på spil med Hassans digte er forskellen mellem etik og moral. Han er en etisk digter, rent Deleuziansk, som dømmes moralsk af frelste og strategiske holdnings- og meningsdannere. ”Enten giver etik ikke nogen mening overhovedet,” skriver Deleuze i Meningens logik ”eller også betyder etik det, og har intet andet at sige: ikke at være uværdig til det, som sker med os.”

Etikken bevæger sig udover det impotente, hvilket typisk er hvad moralen udfolder, når den retfærdiggør eller dømmer. Deleuze fortsætter: ‘Intet mere kan siges, intet mere er blevet sagt: at blive værdig til det, som sker med os, og derved ville og løslade begivenheden, at blive afkommet af ens egne begivenheder, og derved blive genfødt, at have en fødsel mere, og bryde med ens kødelig fødsel …”

Hassan er et afkom af sine begivenheder, ikke sine handlinger, idet hans handlinger jo aldrig er andet et begivenhedernes afkom. Digtene udspringer af et rum uden subjekt. I stedet for at acceptere sin fortid, som jeg netop nævnte, så vil han den, hvorved han giver tid til fremtiden, det vil sige plads til de forandringer som tiden jo altid er.  Med Deleuze er det tydeligt at digteren digter plads til en mulig frigørelse (altså de kræfter, som var i færd med at blive), hvor netop nødvendigheden er kriteriet, og ikke holdningerne omkring kakkelbordet eller blandt de nærtagende, der elsker alt det såkaldte rigtige sålænge de ikke selv får snavs på fingrene.

Nok om det.

Pearson læser i den anden del af bogen Deleuze biologisk. (Der er reelt ikke tale om en anden del, da hele bogen er godt blandt). Her viser han bl.a., hvordan Deleuzes maskin-begreb åbner op for en mere givende måde at tænke evolution på, end begrebet autopoesis. En maskine går i en, en maskine går i to, en maskine går itu … pointen er, at en maskine ikke er defineret ved hjælp af de punkter, den berører, men selve denne tilblivende process. Jeg er lidt fascineret af dette begreb, og vil vende tilbage til det i et senere indlæg.

Det er en god bog, der tænker med Deleuze – og videre. Det er også en bog, som kræver at læseren er rimeligt velbevandret i Deleuze og Nietzsche, tildels også i moderne biologi. Pearson er en af de Deleuze-eksperter (der er efterhånden mange), som formår at vise Deleuzes kraft uden at det hele  ender i trist replika. Det er stærkt.

Vold eller ikke-vold

“Thinking is an activity that must be performed over and over again in order to keep it alive.” – Richard J. Bernstein

I filosofiens verden er èt liv i fokus. Ikke forstået biologisk eller juridisk, men etisk. Hvilke måder tænker, føler og ånder det på? Hvorledes kan det udfolde sig? Hvilke rammer og strukturer lever det under? Er det underlagt trusler om vold? Yder det modstand? Er det frit? Engageret? Revolutionært?

Et godt eksempel på denne praksis udføres af den amerikanske filosof Richard Bernstein. I bogen Violence filosoferer han med lige dele pragmatisk snilde og hermeneutisk grundighed, hvorved han formår at hænge fem forskellige tænkeres tanker om vold op på en kompetent narrativ snor. Bernstein er en god fortæller, fordi han er en god tænker. De fem tænkere som han beskæftiger sig med er: Carl Schmitt, Walter Benjamin, Hannah Arendt, Frantz Fanon og Jan Assmann. Alle fem essays er læseværdige, selvom jeg fandt hans introduktion, Arendt-essayet og Fanon-essayet mest oplysende. 

Et par nedslag. Bernstein viser, hvordan Arendt argumenterer for at revolution ikke har noget som helst med vold at gøre. Tværtimod. Formålet med en revolution er folkets frihed, og vold kan ikke skabe frihed, kun destruere. Bernstein hiver blandt andet fat i Arendts definitioner af begreberne magt, styrke og kraft. Med disse viser hun nemlig, at magt ikke er magt over. Magt er ellers noget, som de fleste er vant til at forbinde med noget vertikalt. Eksempelvis: politik er et magtspil, hvor den ultimative form for magt er vold. Eller: magt, som når A kan få B til at gøre noget, som B ellers ikke ville gøre (igen vold, fx verbal vold). Hos Arendt er der dog tale om noget horisontalt. Hun taler om med-magt (eller empowerment), som noget der opnås, når mennesker handler i samklang. Denne form for magt er baseret på samarbejde, forførelse, undersøgelse, deling af viden, en vedvarende test af ideer og meninger – ikke vold. Denne forståelse  hænger sammen med Arendts forståelse af politik. Et sted siger hun at målet for modstand er en frigørelse fra undertrykkelse, mens målet for en revolution, som sagt, er frihedens fundament.

Det er pudsigt, at nogle af de mest interessante tanker omkring magt i det tyvende  århundrede kommer fra to kvinder. Udover Arendt har ledelses- og organisationsteoretikeren Mary Parker Follet (som oplever en mindre renæssance p.t.) ligeledes talt om med-magt (ikke magt til) og sam-magt, som noget der udfoldes i et fællesskab; et fællesskab, hvor den enkeltes singularitet ikke reduceres. Skyldes det at nogle mænd ikke kan adskille styrke og magt fra hinanden? Skyldes det at nogle mænd holder fast i det romantiske billede af den ensomme ulv, a.k.a. John Wayne, selvom de fleste ensomme ulve reelt stikker af, fordi de ikke kan begå sig i en socialitet? Ja, selv ulve jager i flok.

Bernstein slår dog ned på Arendts bløde punkter. Han viser blandt andet, hvordan hun argumenterer for en retfærdiggørelse af vold, fx som voldelig modstand til nazisternes undertrykkelse af jøderne. Hun siger, at det er på sin plads at yde modstand, sågar vold, som jøde, fordi man er undertrykt som jøde. Problemet for Bernstein er ikke retfærdiggørelsen af vold per se, men kriteriet for hvornår en undertrykkelse retfærdiggør vold. Arendt er ikke klar.

Her dukker meget passende en ny tænker op. Fanon argumenterer eksempelvis for at vold kan retfærdiggøres, når et land koloniserer et andet. Problemet er dog, siger Fanon, når en koloniseret mentalitet underminerer revolutionens mål, nemlig frihed. Ofte sker der det, at en undertrykkelse erstattes af en anden. De færreste besidder en tilgivende og fremtidsorienteret mentalitet, som Nelson Mandela.

Bernstein anvender Fanon for at understrege, at vold nogle gange er retfærdig. Imidlertid understreger Bernstein, at der aldrig kan og må være principielle regler for, hvornår dette gælder. Det er demokratiets opgave, at debattere åbent og kritisk. Intet argument kan stå alene. Som pragmatisk filosof ved han, at intet er givet, at der ikke findes et urokkeligt og sikkert fundament. Med andre ord: “There is no escape from risky political judgments.”

Apropos vold og debat. I de seneste år er Spanien begyndt at debattere hustruvold mere aktivt. About time! I 2011 døde 60 kvinder pga. voldelige mænd. Det er mere end et dødsfald om ugen! Spanien er på nogle områder modbydeligt patriarkalsk, men noget er heldigvis begyndt at røre på sig. Dog er der desværre endnu tilbageskridt for kvinderne, fx i forbindelse med abort (se mere her).

I essayet der handler om Jan Assmann, som har forsket i religiøs vold beskriver Bernstein, hvordan det aldrig er monoteisme, der fører til vold og mord ophøjet eller retfærdiggjort i en sand guds navn. Derimod er det politisk misbrug af monoteisme, der leder til vold. Dette leder læseren tilbage til Benjamin-essayet, hvor Bernstein – ganske interessant – læser med og mod Simon Critley og Judith Butler, når de hævder at “divine violence” er op til den enkeltes dømmekraft. Pointen er, at Benjamin hævder at det religiøse bud: ”Du må ikke slå ihjel”, ikke er en kategorisk lov, men en form for guide. Konklusionen bliver derfor, at ens forpligtelse på ikke-vold kan eksistere sammen med en retfærdiggørelse af vold. Hvornår vold er acceptabel er, ifølge Critley og Butler, en individuel beslutning. Dette kan Bernstein selvfølgelig ikke acceptere. Man skal ikke beslutte sig for at anvende vold i ensomhed. Det er den beslutning simpelthen for vigtig til.

Politiske vurderinger og beslutninger er altid fuld af risici, men en ordentlig udførelse af politik afhænger af hvordan offentligheden engageres til at debattere. Ingen offentlighed er ufejlbarlig. Men problemerne opstår, når offentligheden manipuleres af ydre interesser, hvorved den engagerede debat uddør. Uden debat er der intet andet tilbage end voldens triumf.

Bernstein er en fortaler for at udforskning af, hvad det vil sige at være menneske. Det vil sige, hvordan man frit kan ytre sig, teste sine ideer og meninger uden frygt for liv og lemmer. Undervejs i denne samling siger han mange interessante ting, og foretager oplysende og interessante læsninger. Bernstein er en kompetent guide rundt i voldens teoretikere.

Vold eller ikke-vold … bogen er hermed varmt anbefalet.

Strategisk dumhed

Der er godt nyt for alle med en flydende personlighed. De er ikke alene.

Psykologen Robert Kurzban udgav i 2012 bogen Why Everyone (Else) Is a Hypocrite – Evolution and the Modular Mind. Den handler bl.a. om selvbedrag, som kun er muligt, fordi vi har mere end ét selv. Det minder lidt om Tom og Jerry, og deres ”andet” jeg. I virkeligheden er der ikke kun én god og én ond stemme, der taler til os, men et helt sludrechatol af stemmer. Hvem hører ikke et par stykker?

Kurzban fastslår, at selvom vi alle kun har en hjerne, så kan vi sagtens være flere personer. Han beskriver hjernen, som noget modulerende, hvor hvert modul kæmper om at blive mest toneangivende.

Et eksempel. Der er sikkert mange, som p.t. er opslugt af et eller andet nytårsfortsæt, selv siger denne praksis mig ikke meget, da jeg ikke ser noget odiøst i et årsskifte. Kurzbans eksempel er dog fint: Vi (dvs. nogen) spiser mere end godt er; vi spiser dårligere end godt er; vi drikker som svin; vi rør os for lidt; vi læser for lidt; vi er utro; vi bedrager hinanden; vi lyver; vi bilder os ind, at vi skal male Guernica anno 2014, vi er for dårlige til at … and the list goes on. Heldigvis sker det hele for de færreste samtidigt.

Det, som Kurzban siger, er, at hjernen er en slags computer (jeg hader denne metafor!), som opererer med forskellige programmer, hvoraf nogle – nogle gange – er bedre til at forholde sig til information end andre. Skyldes din træthed for lavt et blodsukker eller for lidt motion? Svier dine øjne, fordi du skal have briller, fordi du ikke er vant til at læse, fordi du står på en strand i blæsevejr?

Sådanne tanker er fine, men en anelse trivielle. Mere interessant fandt jeg hans eksempler omkring syns- og selvbedrag, som rummer lidt mere filosofisk gods – helt tilbage til Descartes i hvert fald. Ofte kan det være svært at se noget klart med mindre man kan sammenligne, eller relatere det sete til noget andet. (Eller røre!). Okay, lad mig give et eksempel: Har A en stor røv? Ja, måske ikke, nej, jeg ved det ikke. Spørger vi i stedet for: Hvem har den største røv: A eller B?  Helt klart B. Så vidt, så godt.

Kurzban fortsætter, og siger: Vi bedrager os selv. For selvom vi godt ved, at B har en stor røv, så undlader vi at erkende dette, fx fordi vi er vilde med hende. Denne strategi har også moralske konsekvenser, da de fleste mener, at være bedre end de rent faktisk er, mens de fleste også mener, at de andre er meget værre end de er. At køre bil er et godt eksempel. Alle de andre kører råddent, mens jeg selv … Eller værre endnu: Alle de andre er rene og skære hypokondere; de piber, når de har lidt modgang, fordi de ikke kan indse, at de ikke evner at male Guernica.

Ynk er der nok af. Selvbedrag er en eklatant overvurdering af egne evner.

Erkendelse og opfattelse hænger sammen. Dette er en interessant pointe, da mange i Danmark (og andre steder) ofte opfatter muslimer, homoseksuelle eller lesbiske på en bestemt måde. Men straks sådanne personer erkender, at den homoseksuelle er mange, dvs. meget mere end en fasttømret kategori, ændrer deres opfattelse sig. ”Jamen, Jørgen er slet ikke sådan en …” Eller, den ændrer sig næsten. For der findes selvfølgelige stædige mennesker, som ikke vil tage ved lære, som ikke evner at forandre sig, fordi de krampagtigt holder fast i et bestemt billede (af verden eller sig selv). Igen dette selvbedrag. Her har Kurzban måske bogens bedste pointe, nemlig at de fleste med hensyn til deres eget hykleri, anvender denne (hykleriet/ selvbedraget) strategisk. Det er muligt at opererer med modstridende erkendelser og opfattelser.

I disse krisetider er der sikkert mange der kender en, som har svært ved at finde sig et arbejde. Men i stedet for at være arbejdsløs, er vedkommende i gang med at skrive en roman, eller drive selvstændig virksomhed (uden kunder), eller nyde tiden med børnene og så videre. Det er hykleri. Men dette uærlige hykleri kan også være en fordel, fordi at være ”strategisk uvidende,” kan løfte ens selvværd en smule. Vi digter på vores egen historie. Løsningen er dog kortvarigt med mindre hykleriet fortsætter, og man bliver lystløgner – her kunne Kurzban godt forholde sig lidt mere kritisk. Balancegangen er selvfølgelig svær, fordi samme strategi er velkendt, fx inden for positiv psykologi, hvor det er legitimt at give omstændighederne lidt af skylden for ens manglende diplomer over pejsen. Den strategisk kloge fodboldtræner, Mourinho er et godt eksempel.

Rent evolutionært, siger Kurzban er hjernen forsynet med moduler, der konstant præsenterer et fordelagtigt billede af os, eller for os. Disse moduler disker op med ”strategisk forkert” information. Tænk fx på en mand i 30’erne. Han er lige blevet fyret. Han er rund om livet, og tynd i toppen. Nu står han i en bar, en vinbar på Vesterbro. Han taler med en sød og smuk pige. Hun spørger, som det er kutyme: Hvad laver du? Han svarer: P.t. har jeg valgt at trække stikket ud for at male Guernica 2.

Måske er det rigtig. Men måske er det også bare et eksempel på ”strategisk forkert” information. Altså et eksempel på hykleri. Et eksempel på selvbedrag. Manglende mod til at være ærlig. Problemet er, at det hele bider sig selv i halen. Eller kan bide sig selv i halen. For mens Jørgen fx mener, at Gert bedrager sig selv, så mener Jørgen, at Gert ikke kan se hans potentiale. Pointen er, at selvbedrag og hykleri ikke kun er møntet på en selv, men at de fleste bedrager sig selv, fordi de konkurrerer med ”de andre.” De gør sig lidt mere lækker og interessant end de egentligt er. Tænk bare på, hvordan nogle ynder at kaste om sig med titler, eller Facebook og Twitter for nogle er en legestue for skiftende identiteter og røverhistorier.

Det er en interessant bog der stopper, hvor eksistensfilosofferne ofte træder ind på scenen. Eksempelvis ville Kierkegaard sige, at livet simpelthen er for vigtigt og alvorligt til at spilde med selvbedrag, hvad enten dette bedrag drejer sig om egen virksomhed, skrive en roman eller … Intet erhverv, ingen bedrift har trods alt forrang fremfor en anden. At bilde sig noget andet ind er, desværre, ikke andet end selvbedrag.

Marcus Aurelius sagde engang, bliv den du er. Dette behøves ikke læses, som var der en lille mand inden i den store mand, en mere autentisk. Snarere kan det læses, som en nøgtern evaluering af ens situation p.t.

Er du ærlig eller bare forført af din egen strategiske dumhed?

Selvbedrag leder til tristhed, mens et flydende og foranderligt selv, der ikke ønsker andet end at overvinde sig selv, ja sågar afvikle sig selv, vækker glæde. Af samme grund kaldte Gilles Deleuze filosoffens Spinozas etik for en glædesetik. En sådan etik er ustrategisk, dvs. ærlig.

Hassan: For en mindre litteratur

”MEN MIN KLUNKER ER FALDET NED/ OG MIN SÆD DEN ER FYLDIG/ MIG JEG BLIVER IK ÆLDRE AF MORAL!/ MIG JEG ER LIGEGLAD” – Yahya Hassan

Hvordan kan man begynde, når Aristoteles’ mantra: begyndelse, midte og slutning ikke længere gælder? Hvordan kan man gøre konstruktivt oprør, uden at stikke halen mellem benene, sælge sine ejendele og stikke af?

De to franske tænkere Deleuze og Guattari, leverer i Kafka: For en mindre litteratur, et svar.

De to plæderer for en mindre litteratur modsat en majoritetslitteratur. Pointen er nu ikke, at fx Yahya Hassan skriver minoritetslitteratur, fordi han er en statsløs palæstinenser med dansk pas. En mindre litteratur har intet med antal at gøre. Snarere formår en mindre litteratur at lade det oversete, det negligerede eller forsømte komme til orde. Der kan sagtens være mange overhørte stemmer – tænk blot på det afrikanske kontinent. Tilsvarende repræsenterer en mindre litteratur ikke en bestemt ideologi eller moral.

Eksempelvis er Hassan hverken en perker eller en intellektuel; han taler ikke for eller imod noget entydigt, fx er hans digte ikke kun et opgør med sin familie (især sin far), men også med immigranter som sådan. Hans digte er også en konfrontation med selve forestillingen om et hjem(land), forestillingen om et sprog. Han hader med andre ord både sine forældre, sig selv og dét, som har gjort hans forældre til det, de er.

”JEG ELSKER JER IKKE FORÆLDRE JEG HADER JERES ULYKKE/ JEG HADER JERES TØRKLÆDER OG JERES KORANER/ OG JERES ANALFABETISKE PROFETER/ JERES INDOKTRINEREDE FORÆLDRE/ OG JERES INDOKTRINEREDE BØRN.”

Hasan elsker ikke sine forældre, han hader derimod deres ulykke. En ulykke, som måske har destrueret det mest menneskelige, nemlig evnen til at tænke og skabe frit.

Hassans digtsamling er litteratur, en mindre litteratur, og ikke et debatindlæg. (Jeg skal ikke gøre mig litterært klog på hans digteriske traditioner mv., men netop hjemvendt til DK har jeg læst den meget omtalte digtsamling. Den er kraftfuld, enkelte steder direkte smuk. I min kuffert havde jeg Deleuze og Guattaris Kafka-bog, som jeg genlæser af andre hensyn, og vupti, midt i alt det som nogle kalder julehygge, trak jeg mig tilbage … I korthed: Jeg læste hans digte og måtte skrive. Det er for mig en god grund til at læse ham.)

Mange taler om kroppen i julen, men Hassans digtsamling sætter sig i kroppen. Og det er svært lige at sige, hvad det er, som gør læsningen stærk. Jeg vil alligevel prøve at nærme mig et svar ved hjælp af Deleuze og Guattaris tanker om en mindre litteratur.

En mindre litteratur er kendetegnet ved følgende tre ting:

(1) En deterritorialisering af et dominerende sprog. Det deterritorialiserende understreger det nomadiske i en mindre litteratur, idet at sproget jo altid er i færd med at blive til, som en nomade undervejs. Og ligesom nomaden, så ved sproget heller ikke, hvor det ender (nomaden ved ikke, hvor han slår lejr, men hvor han har slået lejr). Tilblivelsen er uden endemål. Sproget får et nyt fundament under fødderne; et midlertidigt fundament vel og mærke. En mindre litteratur er skrevet i et dominerende sprog – i dette tilfælde dansk – men skrevet fra en marginal eller skrøbelig position. Det vil sige, at det dominerende sprog påvirkes, fordi sprogets konstante faktor eller værdi deterritorialiseres. ”EN BRYDEMØNSTER JEG TÆNKER!”, skriver Hassan i samlingens sidste langdigt. Dette kunne være et simpelt eksempel, men hele digtsamlingen er et eksempel. Eksemplarisk. Det sidste langdigt skriver bevidst på ”JEG MIG …” som en eksistentiel udforskning af hvem “jeg” er, når ”jeg” jo aldrig er ”mig”, men noget andet.

(2) En mindre litteratur er politisk. Denne påstand er lidt en pleonasme, idet alt er politisk for Deleuze og Guattari. Man kan ikke fjerne (eller forstå) individet fra (eller uden) samfundet, hvilket de også gjorde opmærksom på i Anti-Ødipus. Det betyder, at subjektet på samme vis er en politisk konstruktion. Det bliver hele tiden til i kraft af de politiske kræfter og strukturer, som lægger an på det, og former det. Den enkelte vibrerer med det politiske, og omvendt.

Endelig nævner Deleuze og Guattari også, at en mindre litteratur rummer en fælles eller kollektiv værdi (3). Den mindre litteratur er altså politisk, idet den er fælles. Dét, som hver en forfatter siger, konstituerer en fælles handling, en fælles kraft. Hassan ejer ikke sine digtes flugtlinjer. De muliggør noget i sproget. Sproget er ikke et værkstøj, men ved hjælp af sproget kan man komme nærmere på det blivende i det, som er. Dette er selvsagt kun noget, som god litteratur kan. Og det er netop derfor, at jeg ikke kan forstå at nogle læser Hassans digte, som et debatindlæg. Det er et kunstværk, der også rummer humor og selvironi.

”DA I KLIPPEDE NAVLESTREGEN/ DET SKULLE I ALDRIG HAVE GJORT/ JEG SKULLE HAVE VÆRET MIN MORS HUND I SNOR.”

Eller:

”MIG JEG ER PERKER/ MIG JEG FORSTÅR IK EN DANSKERS IDIOMER/ MIG JEG HAR IK JOGGET I NOGEN SPINAT.”

Det politiske for Deleuze og Guattari er ikke et spørgsmål om enighed. Snarere hvad der besmitter enhver artikulation. Ligesom demokrati jo heller ikke handler om at nå til konsensus, men om at organisere dissens – bedst muligt.

Den fælles artikulation kan rumme en revolutionær kraft. En forvandlende kraft, som en bliven-mindre. Dette kan også sige anderlede: en mindre litteratur skrives altid på grænsen. Den skrives i margen. Den er skrøbelig. En mindre litteratur er ikke en bekendelseslitteratur. Heller ikke en dannelseslitteratur. Sådan læser jeg heller ikke Hassans digte. Han moraliserer ikke. Snarere er der tale om en litteratur, der skaber plads til erfaringer; et erfaringsrum. Han viser, hvordan det også er at leve i Danmark.

Digtsamlingen er af samme grund ikke skrevet fra en position eller i opposition, men fra en slags præ-position. Debattører vil gerne reducere Hassan til én stemme, der siger noget, som alle i Danmark vidste, men som kun han kan sige, fordi han netop er statsløs palæstinenser. Igen overser debattørerne, at der er tale om kunst. Digtene repræsenterer ikke én bestemt position. Og det, som digtene åbner op for, hvad enten det er refleksion eller nedbrydning af gamle fordomme mv. åbnes der kun op for i kraft af tonens kraft.

Derudover er det begrænset, hvor mange som overhovedet kan sige det, som han siger på den måde. Jeg tvivler.

Er det ikke altid måden eller kompositionen, som er kunstnerens aftryk? Hvorfor underminere hans digteriske kraft? Havde der modsat været tale om en kronik, så burde den struktureres bedre, fordi panserne er både søde og nogle svin; pædagogerne er hjælpsomme, men også omklamrende og dumme. Allah pisser man på, men samtidig giver gudsfrygten for Allah også de smukkeste øjne og så videre. Smukt står der:

”DE SMUKKESTE ØJNE ER IKKE DE BLÅ ELLER DE GRØNE/ IKKE DE BRUNE ELLER DEM MED LANGE ØJENVIPPERR/ DE SMUKKESTE ØJNE ER DEM/ DER GRÆDER I FRYGT FOR ALLAH/ OG SÆNKER DERES BLIKKE”

En mindre litteratur rummer muligheden for en anden måde at være sammen på; en anden måde at se og forstå tingene på. Dette sker i kraft en ren  eller uspoleret sensibilitet. Sensibilitet er ikke det samme, som sanselig. Hassan er ingen Leth. Det sensible er mere beslægtet med det intuitive, det fornemmende.

Hvad åbner samlingen så op for? ”Det kommende menneske”! Deleuze og Guattari taler om ”det kommende menneske” – et begreb de vender tilbage til i Tusind plateauer (og for Deleuzes vedkommende i Cinema 2). Den mindre litteratur forsøger, at etablere en tro på denne verden; en verden fuld af drenge, der leder efter deres forhud, dumme profeter og muslimsk indavl; ja en verden fuld af politiske stereotyper og klicheer.

Det, som gør en mindre litteratur mindre er, at den er maskinel (ikke mekanisk). Det vil sige, at intet er, men alt bliver til i forbindelser. Relationen er det afgørende, men denne er altid ydre. Den gør noget.

Jeg tror, at Hassans digte vil åbne op for mere og mere. Han har anslået en tone, som jeg gerne vil lytte mere til.

Et sted, skriver Deleuze og Guattari, at en mindre litteratur skaber den modsatte drøm: At blive mindre. Der er en revolutionær kraft i denne samling; en kraft, som kan synes simpel, men hvis den var simpel, ville den nok ikke have gjort (og gøre) så stort et indtryk. Det, som – fra et Deleuze og Guattari-perspektiv – gør disse digte interessante er, at digtene hverken søger eller længes. De er kraftfulde, fordi de er en vedvarende bliven mindre. De bringer flere stemmer og toner i spil.

De fremmedgør den danske læser på hans eller hendes modersmål.

Den norske tragedie

Puha, det er snart jul. Efter sigende skulle det være hjerternes tid, hvad det så end betyder. Der er dog ikke meget hjerteligt og kærligt over den norske journalist Aage Borchgrevinks bog A Norwegian Tragedy. Anders Behring Breivik and the Massacre on Utøya (bogen er oversat fra norsk, så den findes sandsynligvis også på dansk).

Det er en interessant, og uden tvivl en nødvendig bog. Det er vigtigt, at prøve at forstå denne massakre, ikke for at undskylde eller fjerne ansvar, men for at lære. Det er et prisværdigt projekt, som Borchgrevink har foretaget; et projekt, som det må have været svært – eller smerteligt – at realisere.

Den 22. juli 2011 dræbte Breivik 69 mennesker mellem 14 og 51 år. To tredjedele af de dræbte var under 18 år. Det skete på øen Utøya. Nogle timer forinden havde Breivik sprængt en bombe i Oslo, som dræbte otte mennesker. Bomben – selvom den var kraftig – skulle mest af alt fungere, som en afledning for den store massakre.

Det der for alvor gør Borchgrevinsks bog interessant, er, at han undlader at rette skylden mod højrefløjen eller venstrefløjen. Den første, fordi den har medvirket til en grov tone i indvandredebatten, en stigmatisering af muslimmen, etc. Den anden, fordi den ikke tør eller formår, at stille krav til indvandrerne, fordi den altid beskytter muslimmen på en bjørnetjenesteagtig måde, etc.

Borchgrevink kigger i stedet for på manden Anders Breivik. Og det han ser er ikke opmuntrende. Breivik fremstår, som en banal og overfladisk person; en storforbruger af brands og ludere; en person, der lider af storhedsvanvid; en person, der drømmer om at blive set og hørt (hvilket han på tragisk vis er lykkedes med); en Patrick Bateman; en person, der ikke formår at forbinde sig til andre mennesker. Han er et menneske uden empati og medfølelse.

Borchgrevink beskriver i en fortællende form, som visse steder gør det ubehageligt at læse, om Breiviks opvækst i en plejefamilie, han fortæller også om Norge under politisk forandring. Han refererer fra retsmødet, hvor Breivik beskriver sin henrettelse af 69 mennesker, som var der tale et computerspil, hvor lyden af knust hjerne lyder anderledes i virkeligheden end på skærmen. Politiets (og psykologernes) teori er, at Breivik dræber så mange, fordi han er følelsesmæssigt uberørt. Han rammer sjældent ved siden af.

Det måske mest sørgelig i hele denne menneskelige tragedie er, at der for så vidt ikke er noget nyt – rent menneskeligt – i dette portræt. Breivik er summen er de erfaringer han har gjort sig, eller været i stand til at gøre sig. Og disse erfaringer er selvfølgelig farvet af hans manglende medfølelse og empati. Han er blevet svigtet. Han er blevet svigtet følelsesmæssigt – især, hvis man forholder sig til de udredninger, som norske psykologer foretog allerede dengang han var barn. Udredninger, som ikke blev brugt i retsalen. Hans forældre og samfundet har svigtet. Han er et svigt, idet han er en mand uden relationer, en ingenting.

Bogen viser, at denne tragedie ikke kan reduceres til en tone i debatten, til manglende handlekraft, men til et virvar af samvirkende kræfter – både familiære, sociale og politiske.

Breivik fremstår, som en person uden forbindelse til virkeligheden, men også som en, der har gjort det uvirkelige virkeligt for en masse mennesker. Om 21 år kommer han måske ud. Gad vide om der venter ham en kugle?

Heldigvis er der et håb, fordi det som altid formår at yde modstand mod døden, mod ondskaben jo netop er kærligheden. Den har manglet hele vejen. Kærligheden er dog det eneste, der kan overgå døden. Måske er bogens sidste kapitel en påmindelse herom. Eller måske er hele bogen en påmindelse om, at så længe vi lever er kærligheden det eneste, der er pålagt os mennesker. Det er det, som gør os menneskelige.

Jeg elsker dig, fordi …

Den franske filosof Luc Ferry har udgivet en bog med titlen On Love. A Philosophy for the Twenty-First Century. Ferry er en af de nyere og mere populære franske filosoffer, som formår ”sælge” filosofiske budskaber til et bredt publikum. Det er den første bog, jeg læser af ham, men han gør flere gange undervejs opmærksom på sine tidligere udgivelser. Såvel som sit tidligere virke, som minister i den franske regering mellem 2002-2004. Ferry er en mand, som nyder at høre sig selv tale, hvilket sjældent er et godt udgangspunkt for en bog.

Bogen er ikke en decideret samtalebog, men den prætenderer at etablere en dialog mellem Luc Ferry og journalisten Claude Capelier. Sidstnævnte dukker frem engang imellem for at gentage, hvad der allerede er blevet gentaget et par gange af Ferry. Enkelte gange dukker Capelier op for at bede om eventuelle uddybninger. Capelier er ikke en kritisk røst, men en begejstret medløber.

Selvom forudsætninger ikke just skriger: Læs mig, læs mig! Så er bogen ikke uden visse kvaliteter. Dens største styrke er selvfølgelig, at den handler om kærlighed. Hvorfor ellers omtale den?

On Love er opdelt i tre dele: The Revolution of Love, Politics at the Dawn of a New Era, On the spiritual in Art and Education. De tre dele indledes med en introduktion, som beskriver, hvordan kærlighed ikke bare handler om følelser og stearinlys. Snarere er kærligheden en principiel ny måde at tænke på, som har betydning for, hvordan vi tænker det gode liv. I korthed handler det om at leve sine tanker. Og, hvis man tænker stort om kærlighed, så har det selvfølgelig konsekvenser for uddannelse, kunst og politik.

Dette er bogens første præmis. Jeg finder den tiltalende.

Kærligheden har ligeledes rent empirisk fået en fremtrædende rolle, idet den vestlige del af verden har bevæget sig væk fra arrangerede ægteskaber mod kærligheds-ægteskaber – uanset om disse er mellem mænd og kvinder, kvinder og kvinder eller mænd og mænd. Ferry påstår ikke at kærligheden er nem. Det vidner de mange skilsmisser om, men han påpeger, at det ikke ville være muligt at gå tilbage til arrangerede kærlighedsforhold, da kærligheden spiller så stor en rolle. Det er bogens anden præmis. Det er glædeligt, hvis det virkelig er sådan, men jeg er mere skeptisk. Ferry overser visse ting, fx at kærlighed som ide og praksis ikke altid hænger sammen. Det kommer jeg tilbage til.

For Ferry udgør kærligheden de femte store princip for meningsskabelse. Det første princip var det kosmologiske, der bevægede sig fra kaos til harmoni. Odysseus er helten, som vender hjem til sin smukke kone efter en lang krig. Det næste store princip var det teologiske, hvor meningen ikke blev fundet i en samklang med kosmos, men ved at adlyde en Gud. Det tredje store princip er det humanistiske, hvor det giver mening at tage del i den menneskelige historie. Det fjerde store princip er det dekonstruktive, hvor det ikke bare er Gud som er død, men også mennesket (Foucault). Her handler det om at finde mening i kunstnerisk udfoldelse m.v. Det femte princip er kærlighedens.

De forskellige principper er alle tilstede i dag, men flere og flere finder ikke nogen mening i tidligere tiders principper. Hvor mange ville i dag binde sig fast til bådmasten, fordi det vrimler med villige og smukke kvinder? Hvor mange høvler snaps og juleøl i sig, fordi det virker religiøst meningsfuldt?

Introduktionen er bogens bedste. Det er altid problematisk med sådanne oversigter, som Ferry holder meget af (flere dukker op i bogen), men de rummer dog en pædagogisk charme, selvom de ikke er begrebsmæssigt solide. Ferry er god formidler. Man kan tydeligt se politikeren i ham.

De efterfølgende dele handler om hvilke konsekvenser dette princip har for politik, kunst og uddannelse. Politisk er udfordringen denne, at kærligheden som princip ikke kun er et privat anliggende, da et samfund selvfølgelig må afspejle det, som bekymrer flertallet: kærligheden som vejen til et bedre liv. Dette kan fx ses, når flere og flere tænker på miljøet, fordi vi kerer om næste generation, eller også er vi bare egoister, der kerer om vores egne børns fremtidige ve og vel. Der er trods stadigvæk langt mellem ord og handlinger for mange.

I afsnittet om uddannelse trækker Ferry igen en anvendelig ramme opad hatten. Han anvender tre begreber til at belyse de udfordringer, som vi står overfor mht. uddannelse: Kærlighed, loven og arbejde. Et eksempel: Forskellen mellem opdragelse og uddannelse. Opdragelse er noget, som primært varetages af forældre, mens uddannelse primært varetages af lærer. Selvfølgelig er der overlap. Problemet i dag er dog, at flere forældre ikke evner at opdrage sine børn, hvorved de ikke er klar til at modtage undervisning. Dette skyldes ofte, at forældrene er for svage til at manifestere det, som Ferry kalder lovene, udvise en smule autoritet. Det sker, fx når far eller mor glemmer, at de er far eller mor, og ikke ven/veninde med Gert eller Britta. Måske det hænger sammen med den dårlige samvittighed over, at man stak af med naboens kone, og kun ser børnene med jævne mellemrum. (Kærligheden er trods alt besværlig! 60 procent bliver skilt i Frankrig. Måske fordi kærligheden kræver arbejde, hvorfor kærligheden måske heller ikke er det mest styrende, snarere ens magelige og umiddelbare lyster og behov). Autoriteten er også den, som sikrer at der arbejdes. Så uden autoritet til at håndhæve lidt lovmæssighed, ingen arbejde, og uden arbejde er det svært at elske. Sådan kunne han have tænkt sin logik til ende, men uanset hvad så fungerer afsnittet fint, fordi Ferry her har interessante ideer.

Til sidst foreslår han en omskrivning af den tyske oplysningstænker Kants kategoriske imperativ. Det lyder: Man skal handle sådan, at principperne for ens vilje skal kunne gælde som principper for lovgivning. Alle ens handlinger skal være forbilledlig. Ferrys bud er, at man skal handle som var den anden ens nærmeste. Vil du gøre sådan, hvis det var din mor?

Ved første øjekast lyder det fint. Men ved nærmere eftersyn underminerer det jo det smukke i kærligheden, som den er til stede i de fire foregående principper: En kærlighed til kosmos, mennesket, opfindsomheden (ja, selv kærligheden til Gud). Ja, derudover rammer imperativet ned i hans egen analyse, der viser at forældre elsker deres børn (no surprise), men alligevel er de for vage til at gøre andet end bjørnetjenester. Så måske skulle forældre engang imellem behandle deres egne børn, som var det enhver anden de stod overfor.

Den kærlighed, som Ferry fører frem er flere steder ikke andet end en nutidig form for egenkærlighed, der udspringer mere af lyst og kedsomhed. Her kunne han godt have foldet en lille sløjfe til de foregående tanker, fx vælger flertallet at blive gift eller bo sammen pga. kærlighed? Eller fordi de følger strømmen? Fordi de er billigere? Bliver de fleste ikke gift, fordi det administrativt er lettere? Bliver folk sammen for børnenes skyld, fordi de er underlagt samfundets normer? Eller bliver de sammen, fordi styret af deres kærlighed til børnene? Gavner ”for børnenes skyld” overhovedet børnene, eller dækker det blot over manglende mod, vilje og frihed? Bliver folk sammen pga. det administrative besvær, når det nu alligevel er let, at få lettet trykket hos en villig kollega eller en swinger klub, mens man stadigvæk har en at dele sin morgenkaffe med? Finder folk sammen af hensyn til status?

Ok, jeg stopper, og dog. Tænk på Eric Fromm, som i sin smukke bog om kærlighed sagde: Moden kærlighed følger princippet: Jeg bliver elsket, fordi jeg elsker. Umoden kærlighed: Jeg elsker dig, fordi jeg behøver dig. Moden kærlighed: Jeg behøver dig, fordi jeg elsker dig.

Lad os dvæle lidt ved den umodne kærlighed: Jeg elsker dig, fordi jeg behøver dig. Svarer det ikke til at græde over egen selvgodhed, fordi man lige har købt Hus forbi, og doneret 100 kroner til en fyr, som man ikke kunne passere ved Nørreport station (står de der stadigvæk?)? Det var enten 100 kroner eller en rugbytakling. Tænk på den modne og umodne kærlighed, når du jule-gavmildt donerer lidt penge til de sultne, de svagelige og alle sutterne. Hvorfor gør du det? Behøver du de fattige for at være god? Eller …

Er julen andet end umoden? Opfør dig ordenligt ellers kommer julemanden ikke? Jeg fejrer Jesu fødsel, fordi jeg har behov for ham, fordi jeg elsker ham, fordi jeg er underlagt gruppepres?

Nå, On Love er en fin debatbog, ikke fordi jeg behøver den, men fordi den fik mig til at genlæse Fromm.

En fortørnet kunst

Titlen er det, som jeg bedst kan lide: The Art of Life. Den snart 90-årige sociolog, Zygmunt Bauman udgav dette lille essay tilbage i 2008. Nu fem år senere virker det mærbart forældet, visse steder ligefrem fortørnet.

Ideen er fin nok. Bauman vil gerne polemisere over den påståede sammenhæng mellem velstand og velvære, eller mere simpelt: Mellem lykke og penge. Han kritiserer med rette forbrugersamfundets hang og tro på, at flere produkter vil gøre os lykkeligere. Ligeledes kritiserer han, forestillingen om at BNP kan sige noget som helst relevant om livskvaliteten i et land. Den første kritik var selv i 2008 banal; det andet kritikpunkt var dengang lidt mere relevant uden at være prangende opfindsomt.

For at understøtte sidstnævnte refererer han til Robert Kennedy, der i 1968 skrev om det naive i at tro, at BNP kunne måle kvaliteten af et lands poesi og uddannelse mv. Nogle ville sikkert tale om social kapital og andre modbydelige ting, men citatet af Kennedy er vel nok en af bogens bedste seks-syv linjer.

Baumans problem er, at han ikke ved nok om lykke til at hans kritik for alvor kan ramme andre end femtenårige piger, som bliver lykkelige over at gå i et bestemt mærke. Hans eget eksempel i øvrigt.

Et andet problem i bogen er hans skødeløse brug af begreber. Det ene sted er det prisværdigt, at Løgstrup påpeger at moralisme og moral ikke er det samme. Senere er det problematisk, når Nietzsche kritiserer moralismen, fordi Bauman her læser det som moral. Faktisk er Bauman en rigtig dårlig læser af Nietzsche. Dette endskønt at Bauman taler om at leve livet, som et kunstværk. Han refererer sågar til Foucault, der – som bekendt – var dybt inspireret af Nietzsche. At leve livet som et kunstværk betyder, at den enkelte må udfordre sig selv, overgå sig selv, etc., hvilket lyder som Nietzsche.

Bauman læser dog ikke kun Nietzsche dårligt. Han gør det også strategisk, fx citerer han fra Nietzsche Antikrist. Den første del af citatet lyder i sin helhed hos Nietzsche således:

”Hvad er godt? – Alt, hvad der forhøjer magtfølelsen, viljen til magt, magten selv i mennesket.

Hvad er slet? – Alt, hvad der stammer fra svaghed.

Hvad er lykke? – Følelsen af, at magten vokser, – at en modstand bliver overvundet.”

Bauman citerer således:

”Hvad er godt? – Alt, hvad der forhøjer magtfølelsen …

Hvad er slet? – Alt, hvad der stammer fra svaghed.”

Mærkeligt at en bog, der handler om lykke undlader Nietzsches beskrivelse heraf. Nietzsche formår ellers på tre linjer, at kæde magt sammen med lykke, da magt hos Nietzsche aldrig er at besidde en magt over noget eller nogen, men en viljes magt til at skabe, fx skabe plads til det, som viljen kan. Magtens vilje og kunnen hænger sammen. Ja, viljen til magt værner om livets kræfter, fordi det er disse, som selvsamme magt affirmerer. Inden man hænger Nietzsche ud, kunne man gøre sig selv den tjeneste at prøve, at tænke med ham.

Det går lidt bedre for Bauman, når han citerer Løgstrup og Levinas. Hans etiske forbilleder tilbage fra hans Postmodern Ethics, som – modsat denne – er værd at læse. (Jeg indrømmer, at hans Løgstrup-læsning opløftede mig lidt, så bogen rummer i alt tre-fire gode sider).

Bauman kan ellers godt. Jeg deltog engang på et PhD-kursus, som blev holdt af Bauman i 2002 eller 2003. Dengang havde jeg ikke læst ham. Men udover førnævnte Postmodern Ethics, læste jeg her også hans Modernity and The Holocaust, som er fremragende i sin analyse af hvordan modernitetens effektivitet og rationalisme var en forudsætning for Holocaust (ikke en årsag til). Jøderne kørte i toge til lejre, hvor de blev aflivet. Det skete, som kørte de på velsmurte samlebånd, sagde han. De andre bøger, som vi læste satte sig ikke på samme måde. Det gør The Art of Life heller ikke.

Bauman er populær, måske pga. af hans forkærlighed for simple modeller, som når kunstneren skaber orden i kaos (nej, det gør skraldemænd); eller, som når frihed og usikkerhed går hånd i hånd (den har vi alle hørt gentaget igen og igen siden 9/11). Baumans problem er, at han opererer med en metafysik der priser væren, orden og stabilitet, selvom verden er blivende, grums og konstant forandrende.

The Art of Life er et godt sted ikke at begynde. En bedre og tilgængelig bog er Liquid Modernity fra 1999 eller 2000, som siger det samme, men en anelse mindre fortørnet. Philip Roth har engang sagt, at man som forfatter har tiden på sin side, da de fleste bliver bedre til at tænke og skrive med alderen. Jeg er fuldstædig enig: de fleste.

 

This really is water

Moral psychology is the branch of ethics concerned with the psychology of what happens when a person acts morally. For example, moral psychology asks what kind of actions are possible, what motivates certain actions, what emotions and cognitive mechanism that leads to certain actions and so forth.

I thought of this when I was re-reading David Foster Wallace’s (DFW) commencement speech This Is Water, I thought whether it places itself within moral psychology.

In the speech, he claims that what he says is not moral, but the truth as he knows it so far. Perhaps, he is just being ironic, at least he seems moralistic, but in a less moralistic way.

First, DFW says that the really significant education that people are supposed to get in a college is not the capacity to think. Rather, the choice of what to think about. It is a fresh change.

Also, I treasure his little didactic story with the two fish (I quote):

There are these two young fish swimming along and they happen to meet an older fish swimming the other way, who nods at them and say, “Morning, boys. How’s the water?”

And the two young fish swim on for a bit, and then eventually one of them looks over at the other and goes, “What the hell is water?”

The problem is that the two young fish are not paying attention to what’s going on right in front of them. So, how does one become aware?

The answer that DFW gives is: “Learning how to think really means learning how to exercise some control over how and what you think.” He continues: “It means being conscious and aware enough to choose what you pay attention to and to choose how you construct meaning from experience.”

It has something to do with exposing oneself to what happens. Basically, allowing oneself to be affected. Yet, I am bit skeptical whether one actually can choose. Based on what criteria’s does one choose? What motivates one to choose a positive versus a pessimistic approach? Rather than being free to choose, I think that one blends or mix with the world. One happens.

Nevertheless, I share his point about being attentive as an ethical practice even though I can’t control it.  If one chooses, then he or she becomes moralistic, because how does one choose beforehand?

A little text that made me think sitting on the bench while waiting for my kids to finish school.

Gul feber

Det ser ud til at endnu en cykelrytter har valgt at skrive en bog, hvor drivkraften er afmagt og bitterhed. Måske endda en retfærdighedsfølelse, som sjældent er andet end hævn. Der er en vis symbolik i navnet Kyllingen. Ligesom bogens titel Gul feber uden tvivl ønsker, at referere til den virus, som har hersket i cykelsporten i flere år (og mange andre udholdenhedsdiscipliner). Men den samme virus, kunne også være denne nutidige hang til at søge om tilgivelse ved at bekende sine synder. Og her er der så en villig journalist, som lægger sit faderlige øre til, mens han sikkert har nærstuderet salget af Hamiltons bog. Den gule feber er en godhedens virus.

Jeg har svært ved at forestille mig, at Michael Rasmussens bekendelser er en fiktiv leg, som den Karl-Ove Knausgård formår at levere. Det er klart. Knausgård anvender fiktionens kraft til at gå imod de dominerende normer og idealer, hvorved han kan skabe rum for sine erfaringer. Rasmussen – vurderet på de citater, som er blevet luftet – forsøger at opbygge sig selv, idet han hænger andre ud. Han søger oprejsning ved at pege på andre, på en kultur, etc. I realiteten er præmissen ret simpel: Rasmussen bliver nød til at skrive om Riis og Sørensen m.fl. for at får udgivet en bog, mens Riis eller Sørensen ville aldrig skrive en bog om Rasmussen. Hamiltons bog er forlægget. Den handlede som bekendt om Armstrong. Af samme grund er Riis og Sørensen også vigtigere for cykelsportens fremtid, fordi de har formået at forandre sig. Desværre opererer medierne gerne med en form for psykologi, hvor det er direkte utopisk at forestille sig, at nogen kan lære af sine erfaringer, at man kan ændre sin tanker. Dette sker i samspil med andre. Men det sker.

Som sådan fremstår Gul feber med dens bekendelser, anger og selvmedlidenhed, som noget der kommer bagefter. Rasmussen var engang en del af en kultur, hvor doping var helt almindeligt. Det ved alle og enhver. I dag er moralisme helt almindeligt. Alt vurderes moralsk. Rasmussen befinder sig endnu engang i massernes felt. Det er ikke derfra, at cykelsporten udvikler sig. Faktisk fremstår cykelsporten væsentligt mere reflekteret i dag end tidligere. Der er sket en mentalitetsændring siden Festina-skandalen i 98. Denne ændring tager tid, men det ser om ikke andet ud til, at den går hurtigere i den mentalitetsændring, som finder sted i business-kulturen, hvor den ene krise følger den næste. (Der er en vis lighed mellem bankdirektører og tidligere cykelryttere. Af samme grund er banker også yndende sponsorer i netop cykelsporten.)

Hvis Rasmussen ville have været en helt, er det ikke et spørgsmål om at tale eller tie, men hvad han har at fortælle.  (Hvorfor ikke nøjes med at fortælle det til de respektive antidoping instanser?) Baseret på citaterne fra bogen, skulle han nok bare have tiet. Eventuelt kunne han udelukkende have fokuseret på de ryttere (hvis nogen), som formåede at sige nej tak dengang i 90’erne og 00’erne. Det ville have modigt. Eller han skulle have sagt til journalisten: Skriv om den nye generation, skriv om hvad cykelsporten gør p.t. Men uden Riis (anno 2002), ingen bog.

Jeg har i et interview på TV2 Sporten omtalt nogle af de samme ting. Dette indslag kan hentes her: https://dl.dropboxusercontent.com/u/24692278/131030%20NEWS%20Sport.wmv.)

Lykken 3 – et fravær af snotklude

Det er på tide, at vi kommer videre.

Næste kapitel hedder Emotionally Intelligent Happiness. Denne form for emotionel intelligent lykke defineres således: “having the ability to experience emotions in service of living vitally, meaningfully, socially, and successfully.”

Pointen er, at positive emotioner løfter os op i en form for lykke-zone, hvorefter vi daler lige så stille ned igen på grund af negative emotioner. Det betyder, at emotioner fortæller os noget, fx hvad der er godt eller skidt for os. Op og nedture. Ligesom emotioner kan motivere os. Rent metaforisk er det trods alt bedre, at rejse sig op fra sengen end at lægge sig ned med feber. Så, kan vi bare lære at kontrollere vores emotioner, dvs. anvende de negative og positive emotioner konstruktivt, kan vi udvide lykke-zonen.

Denne artikel er ok, men en smule luftig i sin metaforik. Nogle gange regner det, andre gange skinner solen. Ja.

Næste artikel er igen en lidt blød mellemvare, selvom dens emne er ret så interessant. Den handler om religiøst engagement og velvære. Er der en sammenhæng? Spørgsmålet er ikke helt nemt at besvare, da det også handler om, hvordan man kan læse statiske materiale, fx er ikke-religiøse nationer typisk mere lykkelige (fx Danmark). Ligesom at meget religiøse steder sjældent er helt så fredelige og sunde, som man måske ville forvente. Der er dog flere paradokser, fx mellem steder og personer. På tværs af stater i USA vil et religiøst engagement forudsige et kortere liv, men set på person-niveau vil et religiøst engagement forudsige et længere liv, etc. Konklusionen på det hele er, at religiøse i USA scorer sig selv højere end gennemsnittet mht. lykke. Om det så skyldes det sociale netværk, selvkontrol, frivilligt arbejde, taknemmelighed m.fl. er uvist. Artiklen rummer lidt for mange løse tanker, som dog kan udgøre et inspirationsoplæg for fremtidig forskning. Men ellers er artiklen lidt, som at træde ind i en kold og tom kirke i ens søgens efter åndelige varme. Så hellere værtshuset på hjørnet.

Heldigvis løfter næste kapitel stemningen, selvom det handler om angst, humørsvingninger, depressioner m.v. Artiklen giver ikke er klart billede, men et fint overblik over, hvad man ved og ikke ved mht. hvordan folk oplever positive omgivelser og emotioner, fx smil og grin, når de fortæller om noget slemt. Eksempelvis kan smil og grin hjælpe, når man taler om dødsfald sålænge, der dog ikke er børn involveret. Artiklen understreger ligeledes, at der er forskel på mennesker mht. håndtering af traumatiske oplevelser. For nogle er en traumatisk oplevelse, noget som bringer perspektiv og nuance til livet, som kan få en til at gro, etc. For de fleste er der dog en grænse for, hvor meget vores viljestyrke og selvkontrol kan yde modstand mht. at overkomme sådanne hændelser.

Et interessant eksempel, som artiklen nævner, er krigsveteraner der lider af post-traumatisk stress. De besidder fx færre karakterstyrker såsom håb, optimisme og taknemmelig end andre krigsveteraner, som ikke er traumatiseret. Tilsvarende besidder de mindre engagement, de er mindre selvmotiveret, de er mere følelseskolde, etc. Hvad der er interessant i denne sammenhæng er, at mange traumatiserede krigsveteraner bruger flere ressourcer på at undgå ubehaglige følelser. De bruger deres viljestyrke negativt. En sådan form for negativ organisering hæmmer desværre en persons udviklingsmuligheder og fremtidige velvære. Man kan med andre ord overbeskytte sig selv til det rene ingenting.

Status: 120 pages down, 850 pages to go.

Der er ingen der siger, at man partout bliver lykkelig af at læse om lykke, måske lidt klogere (afhængigt af, hvem der skriver). Men mere generelt, tror jeg, at man bliver lidt mere lykkelig af at læse. Et æble om dagen er fint, men en roman om ugen er bedre.

Blog at WordPress.com.

Up ↑