Tag: Nietzsche

Meningens logik

Den franske filosof Gilles Deleuze er en original og kreativ tænker. Det er derfor glædeligt, at forlaget Klim har valg at oversætte Meningens logik til dansk. Bogen, der udkom på fransk i 1969 og engelsk i 1990, er – ifølge forfatteren selv –  ”et forsøg udi den logiske og psykoanalytiske roman.”

I dag er romanen heldigvis så fleksibel en betegnelse, at alt kan høre ind under denne genre, så lad os bare kalde Deleuze filosofiske bog for en roman. Det giver mening, når nu romanens hovedperson er Meningen. Og det er Meningens logik, altså dennes biografi, som forfatteren beskriver for læseren. Faktisk er det en roman, der viser psykoanalysens mangler, når det kommer til at forstå meningens kompleksitet.

”Det hører med til tilværelsens væsen at gå og pege i begge retninger på engang,” skriver Deleuze med reference til, hvordan meningen er udspændt mellem fortiden og fremtiden. Det er et sted her imellem, at den finder sted.

Den franske filosof går genealogisk og strukturelt til værks. Han fortæller, at antagelsen om at sandheden er en del af meningen, ikke er tilstrækkelig til at forstå meningens logik. Af samme grund spørger han, ganske pædagogisk: Hvordan bliver noget sandt?

Rent strukturelt (og traditionelt) hænger sandheden og meningen sammen. Logiske sætninger eller udsagn giver mening, fordi 1) de refererer til eller peger på noget eksternt, 2) de åbenbarer en overbevisning eller et begær, der passer sammen med sætningen, eller 3) de demonstrerer en sammenhæng mellem en historie og en anden. Det sagte passer ind, hvorfor det giver meningen.

Men hvad nu, hvis ord, handlinger, ting og dét, som sker, ikke hænger sammen? Tag for eksempel sætningen: ”Det regner.” Hvad er ”det” som regner, hvad refererer ”det” til? Eller, som Deleuze viser med hjælp af forfatteren Lewis Carroll, et sted siger Carrolls vidunderlige Alice fra eventyrlandet: ”hvis du kun talte, når du blev talt til, så ville ingen nogensinde sige noget.”

Meningen logik giver plads til vrøvlet, det opfindsomme og skabende.

Meningen, siger Deleuze, er udsagnets fjerde dimension (jf. de tre førnævnte: pegende, åbenbarende og manifesterende). Det er den stoikerne opdagede sammen med begivenheden. ”Meningen er det af udsagnet udtrykte, dette ulegemlige ved tingenes oveflade, irreduktibel kompleks entitet, ren begivenhed.”

Meningen er ikke et spørgsmål om dybde, da det ”der er dybere end enhver bund, er overfladen, huden.” Meningen eksisterer ikke engang, men den vedholder eller består. ”Til Alices kroningsmiddag, spiser man enten det, der bliver stillet frem, eller man bliver fremstillet for det, man spiser.” At spise og blive spist sameksisterer. Meningen er ”Noget, aliquid, på én gang yder-væsen og vedholden, dette mindstemål af væren, som passer til det vedholdende.”

Et sted i værket, der består af 34 serier, fastslår Deleuze: ”Begivenheden er selve meningen.” Hvad er så en begivenhed?

Det er et sæt af singulariteter, af særegne punkter, skriver filosoffen. ”Singulariteten er væsentligt set før-individuel, ikke personlig og a-begrebslig … Den er neutral.”

Begivenheden er et nøglebegreb i hele Deleuzes filosofiske værk. At begivenheden er selve meningen skyldes, at begivenhedens modus er det problematiske. Det betyder nu ikke, at der findes problematiske begivenheder. Snarere at begivenhederne ”angår problemerne, hvis betingelser de definerer.” Begivenheden i sig selv er problematisk og problematiserende. En begivenhed er ikke mere eller mindre meningsfuld, fordi dette ville forudsætte en reference, som begivenheden ville blive tolket i lyset af. Derimod fremsætter begivenheden de elementer, som kan blive meningsfulde.

Et problem bliver bestemt af de singulære punkter, som udtrykker dets betingelser. For eksempel, da Nietzsche sagde, at gud er død, så bestemte han et problem, der var betinget af at mennesket ikke længere kunne læne sig opad en ukrænkelig og hellig instans; en instans, der kunne fortælle mennesket, hvad der var værdifuldt. Hermed bestemte Nietzsche problemet. Og et problem har altid den løsning, ”der tilkommer det, ifølge de betingelser, der bestemmer det som problem.” Så, filosofi handler ikke om at finde en passende løsning, som eksisterede der allerede en løsning til ethvert problem. Tværtimod. Filosofi begynder med opfindelsen af et problem.

Måske kan læseren forestille sig Nietzsche, mens han kigger rundt og observerer mennesket; han ser, at det virker handlingslammet og vakkelvornt, hvorefter han formoder, at det skyldes at dets guide, dets gud, er død.

Inden filosoffen begynder at skabe begreber, hvilket Deleuze ser som filosofiens opgave, så må han eller hun bestemme et problem. Nietzsches begreb ”Vilje til magt” er et begreb, der overkommer problemets betingelser, nemlig den manglende sikkerhed qua guds død, hvorfor mennesket nu selv, ganske modigt, må skabe værdier.

”Meningen er aldrig princip eller oprindelse, den er frembragt,” skriver Deleuze. Den frembringes af nye maskinerier, det vil sige, nye forbindelser som når noget går i noget andet, tredje, fjerde … og pludselig går itu. Den rhizomatiske og horisontale tænkning, som Deleuze introducerer sammen med Félix Guattari i Tusind plateauer understreger, at meningen ikke er hierarkisk eller vertikal. Deleuze er stærkt uenig med Platons forestilling om, at filosoffen er en der render rundt med hovedet oppe i skyerne. Der er intet dybere end overfladen, intet dybere end sminken, tatoveringen; intet dybere end dét, som sker. Meningen er aldrig ”oprindelig, men altid forårsaget, afledt.”

Meningens logik er en fantastisk bog. En filosofisk roman for alle – inklusiv alle os som måske aldrig bliver andet end ikke-filosoffer. Bogen er lærd, men ikke tung; den er svær, men luftig, sjov og ganske klar. Den er fuld af smukke sætninger. Faktisk rummer bogen noget af det smukkeste, der nogensinde er blevet skrevet om etik. ”Enten har moral ingen mening eller også er det dette, den vil sige, og som er det eneste, den har at sige: Ikke at være uværdig til det, der indtræffer for os.”

Etik = at gøre sig værdig til at bære det, som sker.

”At blive værdig til det, der indtræffer os, altså at ville det og frisætte begivenheden deraf, at blive søn af sine egne begivenheder, og at blive genfødt derigennem, at få sig en ny fødsel, at bryde med sin kødelige fødsel. Søn af sine begivenheder og ikke af sine værker, for værket bliver selv kun frembragt af begivenhedens søn.”

Der er tale om en generøs og ydmyg filosofi, der ikke forfængeligt klamrer sig til sine værker, men erkender, og udlever, det faktum: at livet former os.

At filosofere kræver en opmærksom omgang med det, som sker, for at kunne give plads til det. Meningen er noget som bliver til i mødet med verden. At forstå meningens logik er at forstå, at ingen ejer hans eller hendes tanker. Dermed er det nu ikke alle forundt, at kunne frisætte begivenheden, problematisere og tænke med den.

Afsluttende er det måske passende at forsøge, at tænke med Deleuze. Hvordan finder man ind i #MeToo-bevægelsens kraftcenter? Følger vi Deleuze skal vi ikke lede efter en dybere og mere oprindelig mening. Hele bevægelsen er en maskine af forskellige forståelsesudsagn, der handler om køn, sex, magt, overgreb, kapitalisme, etc. Deleuze ville ikke fortolke bevægelsen, men følge den; give plads til dens forskellige eksperimenter, der nedbryder rigide og ofte diskriminerende strukturer. #MeToo handler om at en minoritet skaber et større sprog. Et sprog, som på sigt ikke kun vil omhandle bedrestillede kvinder fra den vestlige verden, men også kvinder der er stærkt undertrykt i religiøse samfund eller på grund af økonomisk ustabilitet. Det er en potentielt set altfavnende bevægelse, der kan fremme respekt, omsorg og lighed.

Meningen handler ikke om identitet, rødder eller hellige ydre reference. Meningens logik er derimod noget blivende, noget som befinder sig i mellemrummet, som når ”sundheden bekræfter sygdommen, når den gør sin afstand til sygdommen til en genstand for bekræftelse.” Meningen er ikke en dualistisk dans mellem det sunde og det syge, som noget fasttømret. Snarere fremkommer den, når vi kan begribe det, der relaterer sundheden og sygdommen til hinanden. Når vi tør placere os i mellemrummet, dér, hvor det hele finder sted.

Det sunde handler om at kunne bære ens egne sår, skavanker, mangler og middelmådighed. At ville begivenheden er, at ville livet – i al dets perversitet.

Det er meningens logik. Læs den.

 

Meningens logik, Gilles Deleuze. Oversættelse og efterskrift ved Christian Rud Skovgaard, Klim.

 

Camus: A Life Worth Living

The French writer, Albert Camus was ‘a moralist who insisted that while the world is absurd and allows for no hope, we are not condemned to despair.’

Like this, the historian Robert Zaretsky presents Camus in the book, A Life Worth Living — with the subtitle, Albert Camus and the Quest for Meaning. Camus was a moralist, but not a moralizer. He did not judge from a higher or more lucrative position, but tried to grasp what took place. He tried to create meaning where none was given.

Zaretsky organizes his portrait of Camus around five key-concepts: Absurdity, Silence, Measure, Fidelity and Revolt. The concepts are strongly related; that is to say that certain points in Camus’ thinking are repeated, but never in a tiring way. On the contrary, Zaretsky develops an intimate portrait of Camus showing how it most likely was for him to be in this world. Camus is placed both in his historical context — whether it is the struggles between Algeria and France, or between Sartre and Camus — and in conversation with contemporary thinkers.

What do we learn about Camus?

Like Nietzsche, Camus detested any kind of resentment. He knew that being faithful was not a virtue in itself. Instead, one only ought to be faithful towards a life served in happiness. Happiness, therefore, seems to be the main thread in Camus’ struggle. Not as something shallow, but as an existential guide that could help him balance his thoughts. This is an interesting reading.

Happiness is, of course, a difficult task for Camus. First of all, the world is absurd. It is without any meaning. One must invent meaning, just as one must ‘create happiness in order to protect against the universe of unhappiness.’ At times one can only do so by being silent. As Camus says, ‘we do not write in order to say things, but in order not to say them.’

Camus was a pragmatic. He did not idealize life or describe it through theoretical abstractions. He wished to witness life as an experience — no matter how painful or beautiful it appeared. This practical approach caused him several problems, going from his battles with Sartre and Merleau-Ponty, especially their idealized Marxism, to the confrontation with an Algerian student who, the day before Camus received the Nobel Prize in literature, criticized Camus for his silence over Algeria. At one point, Camus famously said: ‘People are now planting bombs in the tramways of Algiers. My mother might be on one of those tramways. If that is justice, then I prefer my mother.’

Zaretsky portrays Camus as a real human being, albeit a bit more gifted than most of us. His most impressive achievement is, I think, that he succeeds in describing Camus’ quest for meaning as if it was a psychological case-study. Recent studies in psychology show that a one-sided quest for happiness can result in the opposite. Instead, having a purpose or being able to produce meaning is more important to make a life flourish. ‘Today,’ Camus said in an interview, ‘happiness has become an eccentric activity. The proof is that we tend to hide from others when we practice it.’ Sixty years later, happiness seems to be something quite ordinary, vague even, that the majority of people like to expose. And yet, whether eccentric or ordinary, a deep felt happiness — then as now — is something that requires ‘attention and effort.’ There is no quick fix for achieving a life worth living.

For Camus, suffering is part of thinking. It is related with one’s active involvement in life. Paying attention. Trying to make sense. One might realize that violence is ‘unjustifiable,’ because of one’s compassion and empathy. As a consequence, one acts. ‘Rebellion, Camus declares, is born of the spectacle of irrationality.’ Like the ancient Greeks, Camus based his thoughts on the idea of limits, Zaretsky says. Nothing should be carried to extremes. Nothing should be denied beforehand. The quest for meaning never stops.

I believe that Zaretsky’s book  is not only interesting for readers of Camus, laymen as well as scholars (i.e. scholars from various disciplines, e.g., literature, philosophy, history and psychology), but also for anyone who would like to change the state of things. It can serve as a toolbox for future moralist! Changing the world requires more than a glittering or candied ideal. In fact, it requires a courageous and honest sensuality that allows one to be touched by life and death as something real — an experience.

Camus questioned life from within this life, the only life there is. No appeal is possible. Still, if we trust Zaretsky, Camus lived a life worth living because of his ongoing quest for meaning, a quest that brought him moments of happiness. ‘For Camus, true nobility lies in lucid acceptance of the world, its beauties and its limits, its joys and its demands, its inhabitants and our common lot,’ Zaretsky concludes beautifully. Absurdity might ‘ambush us on a street corner or a sun-blasted beach. But so, too, do beauty and the happiness that attends it.’ All it requires is attention and effort.

This book is worth reading.

Finn Janning, Ph.D. in philosophy, is a writer.

Review first published in Metapsychology, Volume 18, Issue 30

Mindfulness for begyndere

Mindfulness drejer sig om at leve ved fuld bevidsthed. Bevidstheden er ikke kun noget kognitiv, men i lige så høj grad noget kropsligt. Med den franske filosof Merleau-Pontys begreb ”la chair” (kødet) kan man sige, at erfaringen –  det at leve – sætter sig i både sindet og kødet på en.

Bevidstheden er en passagen mod større og større grad af opmærksomhed. For at skærpe ens opmærksomhed og nærvær opererer mindfulness med to vinger: 1) koncentration (samatha meditation) og 2) observation (vipassana meditation).

Koncentrationen svarer til at stikke en pind i jorden, hvor du sætter en elastik omkring. Indenfor elastikkens rækkevidde kan du observere koncentreret, det vil sige uden at blive forstyrret eller lade dig distrahere. Du kan læse koncentreret, selvom bilerne larmer udenfor. Men kan du også læse koncentreret i en bus fuld af skolebørn? På camp nou, mens Barcelona taber til Real Madrid? Gradvist kan elastikkens elasticitet udvides. Erfaringen af  nye øjeblikke, kan hjælpe en med bedre at kende ens egne begrænsninger. I realiteten kan ens rummelighed eller elasticitet udvides så meget, at hele ens liv leves i en koncentreret observation: mindfulness.

Mindfulness handler om at blive fortrolig med det ufortrolige, bekvem med det ubekvemme, idet man formår at etablere en indre stilhed, hvorved man uforstyrret kan observere, det som sker, uden at dømme. Af samme grund kan man også handle mere hensigtsmæssigt i stedet for blot at reagere.

For den franske filosof Gilles Deleuze handler etik om ikke at være uværdig til at bære eller rumme det, som sker. Det, som livet møder en med. Etikken bliver en livsform, mere end et regelsæt. Hvordan udvider man løbende sin kapacitet til at blive påvirket uden pludselig at lukke af, fordi man ikke rumme mere? Hvordan gøres ens elastik mere elastisk?

I sin korteste form er mindfulness meditation (jf. opmærksomhed og observation), men meditation alene fører nødvendigvis ikke til en mere etisk og vis levevis, selvom dette er intentionen. Der findes flere forskellige former for meditation, der alle har til formål at transformere eller kultivere sindet. Den amerikanske meditationslære Joseph Goldstein, skriver: ”Hvis du vil forstå dit sind, sæt dig ned og observer det.”

Kunsten er at leve opmærksom og nærværende. Hele tiden. Meditation er på den måde kun laboratorieundersøgelser. Personligt ønsker jeg ikke at leve hele mit liv med min røv placeret på en pude, mens jeg med krydsende ben observerer mit sind. Snarere vil jeg gøre hele livet til et stort laboratorium, hvilket filosoffer altid har gjort.

Mange praktiserer i dag mindfulness for at minimere flere af livets store og små utilfredsheder. Det kan være det stressende pres, der udspringer af især samfundets neoliberale præstationskrav. Der er dog også mange, der stresser sig selv på grund af deres tilgang til livet. De vil ikke gå glip af noget. Af samme grund er der mange, der praktiserer mindfulness for at kunne forholde sig anderledes til verden, fx med en større grad af venlighed og generøsitet.

Ifølge Buddhismen, hvorfra mindfulness stammer, er ethvert liv lidelsesfuldt, men disse lidelser kan undgås (eller minimeres) ifølge Buddha, såfremt en person formår at leve koncentreret (mindfulness), etisk og vist. Denne trebenede skammel behøver selvsagt samtlige ben, hvis ikke det hele skal vælte omkuld. Eksempelvis vil en øget forståelse eller visdom lede til en mere ansvarlig, etisk eller moden levevis, som igen kan skærpes ved at man løbende udvikler og udvider sit refleksions- og erfaringsrum. Eller omvendt. Der er ingen rangering. En øget selvindsigt medfører, at selvbedraget gradvist minimeres. Det betyder, at de erfaringer og erkendelser som opstår, når du observerer sindet har betydning for din måde at leve og tænke på – såfremt man tør acceptere disse.

* * *

Når du mediterer, vågner du op. Det er i hvert fald ideen med meditation, selvom nogen sikkert falder i søvn eller drømmer. Meditation er reelt blot at sætte sig ned, rette ryggen, trække vejret og give slip på ens tanker. Ikke at tænke intet, som det så mytisk påstås af nogle, men at give slip på alle de tanker og følelser, der strømmer gennem en. Uden at dømme de tanker, som passerer.

Meditation handler ikke om navlepilleri. Snarere om at løsrive sig fra den del af verden, hvor titler, prestige, status og magt florerer. At gøre sig mindre forbundet eller afhængig af disse sociale identiteter. Der er tre ting, som er vigtige i forbindelse med meditation eller mindfulness. 1) Det handler ikke om dig, så drop dit ego, 2) Alle levende organismer er en del af den samme verden, gensidigt forbundet, og 3) Medfølelse er afgørende for alt liv.

At anvende mindfulness som en form for ego-trip, har derfor intet med mindfulness at gøre. Det er blot et ego-trip i forklædning.

Det er ikke svært at mediterer, men måske at ville det. Vi trods alt i en verden, hvor det er meget nemt at lade sig distrahere eller underholde. Hele verden synes at være til stede i vores lommer, hvis det altså er der, vi har mobilen. Meditation kan dog hjælpe en med at prioritere.

Hvad er det, som du vil bruge din tid på?

At meditere er en tålmodig og krævende praksis, men også givende. Gradvist har jeg selv erfaret at meditation kan muliggøre længere erkendelser af ren og skær sammenhørighed med livet. En erkendelse af at alt er forbundet.

* * *

Meditation er en slags ikke-gøren, hvilket ikke er det samme som en passiv accept. Snarere et forsøg på aktivt at gøre sig værdig til at erfare, det som sker. Ved fuld bevidsthed. Det minder om Gandhis begreb om ikkevold, som jo heller ikke er et passivt, men derimod en aktiv strategi om ikke at gøre vold. Den tysk-koreanske filosof Byung-Chul Han har i flere værker plæderet for en ikke-gøren, som et sagligt alternativt til den undertrykkelse, som vi selv skaber i vores iver efter at præstere.

Det hele er for så vidt ganske banalt.

Meditation kan fremme en større taknemmelighed, fordi den kan træne vores opmærksomhed på det, som forekommer, mens det forekommer. Denne ide om at selve aktiviteten – nu og her – er værdifuld, findes hos både de stoiske filosoffer og Aristoteles.

* * *

Mindfulness, som flere kalder for hjertet af Buddhismen, er en oversættelse ordet ”sati”, der er skrevet på det ældste buddhistiske sprog Pali. ”Sati” refererer til hukommelse såvel som opmærksomhed. Hvad er det, som man vælger at huske? Som man ikke vil glemme?  Er denne sindsstemning kompetent eller inkompetent? Er denne sindsstemning værd at kultivere eller bedre at opgive?

Mindfulness refererer også til hjertet, ikke kun som en muskel (eller en lidt søgt poetisk metafor), men som en følelsesmæssig intuition, der kan trænes som var det en muskel. Ideen er nu ikke at vi skal følge vores hjerte, som i en romantisk popsang, men træne hjertet ved hjælp af disciplin. Jeg er nok ikke den eneste, der har erfaret at mit ”hjerte” vil noget, som reelt ikke er givende for mig. Men hjertet er et vigtigt organ – selv i disse tider, hvor alt reduceres til hjernen.

Recordar er det spanske ord for at huske og mindes noget; et ord som oprindeligt betyder at noget ”vender tilbage og passerer hjertet.” Ideen er, at ens erindringer passerer hjertet, hvorved man kan prøve at forholde sig anderledes til de ting, som kan ændres, og ikke bekymre sig om de ting, som ikke ændres. Det handler om at rydde op, så man kun gemmer de givende minder eller de minder, som man kan acceptere uden vedvarende frustrationer. Der er ingen grund til at slås med fortiden. Der er ingen grund til at gemme på alt det, som ikke står ens hjerte nært.

Det er altså muligt at etablere en mere givende relation til sin egen fortid. Det vil sige ikke længere gøre sig til offer af ens skæbne, men betragte ens skæbne – uanset hvad – som noget man selv har valgt.

De stoiske filosoffer og Nietzsche, talte om det frigørende i at positionere sig i denne ene verden. Der findes ikke andre. I stedet for at klandre guder eller underkaste sig transcendente idealer, kunne du selv prøve at skabe en flugtvej ud af meningsløsheden.

Selvom mindfulness er et bevidst, opmærksomt og ikkedømmende nærvær i hvert øjeblik, skal man passe på med ikke at gøre nuet til noget helligt. Ethvert nu rummer altid noget fortidigt, som ikke er blevet fuldt ud aktualiseret, ligesom det rummer noget fremtidigt, som endnu er i færd med at blive udfoldet.

Når mindfulness taler om nuet, er det primært af pædagogiske hensyn, for at vi ikke skal dvæle unødigt ved fortiden eller bekymre os om fremtiden. Men nuet som sådan eksisterer ikke, da det jo hele tiden forandrer sig. Sagt anderledes, hunde synes altid at være tilstede i nuet, logrende med halen, på jagt efter et klap eller en kiks, men de er ikke bevidste eller opmærksomme, mens de logrer på halen. Ellers ville de ikke kunne æde sig selv ihjel.

* * *

Så, kan mindfulness alene redde verden? Nej. Ingen eller intet kan redde noget som helst alene. Ændringer kræver et fælles engagement.

Verden bliver nødvendigvis ikke bedre, fordi en eller anden mediterer. Men meditation kan skærpe den enkeltes opmærksomhed på de sociale og politiske strukturer, som hæmmer forskellige former for liv, fx det nuværende præstationssamfunds rigide idealer. Ligesom meditation kan skærpe den enkeltes opmærksomhed på sproget, fx hvordan visse ord implicit undertrykker køn, racer eller seksuelle tilbøjeligheder. Mindfulness kan  endvidere fremme et mere opmærksomt forhold til ens eget forhold til verden. Af samme grund kan mindfulness være dét skub, som nogle mangler for at vågne op, og involvere sig i skabelsen af en mere venlig og bæredygtig verden. Sammen.

Philosopher or Meditator?

“The artist is a seer, a becomer,” wrote the philosopher Gilles Deleuze and the psychiatrist Félix Guattari in their 1996 book, What Is Philosophy.

I thought of this quote the other day, when a student of mine asked me, “What are you: a meditator or a philosopher?”

I’m not sure whether there is—or has to be—a difference, I told her, “I’m a philosopher who meditates. I guess like a carpenter, schoolteacher or football player sometimes does that, too.”

“So to philosophize is, in a way, to meditate,” she said.

“Yes.”

… read the rest of the essay here

 

Jeg er altid en anden

Jeg har lige været i Danmark og fik ved den lejlighed læst lidt avis. Et sted handlede det om professor i psykologi Svend Brinkmanns opgør med vækstsamfundets rigide nytte og profitmaksimering. Kritikken af tidens instrumentalisering er ikke ny, men stadigvæk nødvendig (se min anmeldelse af Brinkmanns Ståsteder, eller min bog Kunsten at arbejde fra 2008.)

Brinkmann har dygtigt formuleret sin kritik i nogle velklingende trin i bogen Stå fast. Nu er han klar med en fortsættelse. I stedet for at stå imod samfundets ensretning, ser det ud til at professoren nu vil opdrage, måske endda moralisere. Han vil genopfinde de gode Ståsteder.

I et interview med Politiken (lørdag den 20. august), udtaler Brinkmann, at ”hvis vi forsøger at vende vores opmærksomhed bort fra det, jeg plejer at kalde selvindsigt – det handler jo hele tiden om at kigge ind i sig selv og finde ud af, hvad der er derinde – mod en selvudsigt, så kan der ske noget godt.” Hermed rejser han en velkendt kritik mod tidens coaches og mange new-age spirituelle forgreninger for hvem devisen er: ”Bliv den bedste udgave af dig selv.” Eller: Du må elske dig selv, før du kan elske de andre.”

Denne kritik er berettiget.

De fleste filosoffer vil i hvert fald finde begrebet ”selvkærlighed” absurd. Kærlighed er noget ydre. Noget som skaber glæde og giver styrke. Jeg behøver eksempelvis ikke elske mig selv for at kunne glæde mig over den kærlighed, som jeg erfarer i mødet med mine børn. Tilsvarende, synes ”den bedste udgave af mig selv” altid at være formet i det, der i dag giver anerkendelse: Karriere, penge, magt. Tænk blot på Facebook, hvor mange higer efter de andres accept og anerkendelse. Børn deler eksempelvis nøgenbilleder for ”likes”, mens de voksne redigerer deres feriebilleder og statements strategisk.

Vi lever i det Byung-Chul Han kalder ”den positive terror.”

Brinkmanns kritik er altså velkendt, men relevant. Alligevel, synes han i interviewet at forveksle psykologisk introspektion eller selvindsigt med det, som filosoffer kalder selverkendelse. Selverkendelse er ikke navlepilleri. Og her er det lidt komisk, at professoren refererer til Nietzsche i Politiken, hvor Nietzsche citeres for ordene: ”Det menneske der besidder sit livs ’hvorfor’, kan klare næsten ethvert ’hvordan’”

Nietzsche ville – som bekendt – overkomme selvets hang til navlepilleri, han ville overkomme selvet. For Nietzsche handler det ikke om hvem du er, men hvem du kan blive, eller er ifærd med at blive. Dette kræver nøjsom selvgranskning, altså filosofisk selverkendelse, ikke målsætninger. At kende sit livs ”hvorfor” kræver hårdt arbejde. Tilsvarende påpegede filosoffen Locke, at selvrefleksion er afgørende med hensyn til vurdering af vores erkendelse, Kant sagde, at vi må vende vort blik indad for at afsløre vores erkendelsers dybeste grundlag. Spinoza, talte ligefrem om selvindsigt.

Selverkendelse er afgørende for filosoffen, hvis ikke vi skal ende i selvbedrag.

Dette er vigtigt, at have dette for øje, når Brinkmann plæderer for 10 ståsteder a la sandhed, ærlighed, venlighed, værdighed, kærlighed, etc. (ifølge interviewet).

Jeg tror de fleste, vil være enige i denne stoiske commonsense filosofi, som Brinkmann – meget velment – udfolder. Det er bedre at handle ud fra kærlighed til livet, end ud fra min egen karrieres ve og vel. Problemet bliver dog mere kryptisk, når vi skal vurdere vores egne handlinger. Og det er her selverkendelsen bliver afgørende.

Selverkendelse er en vurdering her og nu, om hvorvidt jeg reelt handler lige så venligt og kærligt, som jeg måske tror eller bilder mig ind. Handler jeg kun venligt for at opnå noget, altså som instrument? Er jeg forført? Af samfundet eller mig selv? Måske sågar min egen godhed?

Den filosofiske selverkendelse sker altid i samspil med samfundet, eller i kraft af en ”selvudsigt”. Det problem, som ikke kommer frem hos Brinkmann, er, at når folk handler uret eller direkte dumt, så gør de det, fordi de ofte mangler indsigt. Selvindsigt berører også ens egne privilegier (og blinde pletter).

Skriver Brinkmann til en privilegeret læser, der har for meget overskud og tid, hvorfor vedkommende piller navle? Eller skriver han til dem, der reelt lider af eksistentielle problemer pga. samfundets indretning, fx mennesker som diskrimineres, som er fattige, syge, etc. (eller for meget navlepilleri?)? Jeg tror det første.

Det kan nemt blive et projekt for de få. Navlepilleri på samfundsniveau?

Jeg tror ikke det handler om selverkendelse versus selvudsyn, men om at kunne se sig selv og verden i en større sammenhæng, hvor jeg aldrig er andet end det ”næsten” rene ingenting. Eller for at genanvende Aristoteles dilemma: For at gøre det gode, må jeg kende det gode, men for at kende det gode, må jeg have erfaring med at have gjort noget godt. Et samfundsmæssigt engagement kræver selverkendelse. Når Marcus Aurelius skrev til sig selv, så pillede han sig ikke i navlen, men hans granskede sig selv, nøgternt, sagligt og uden fløjlshandsker.

Brinkmann viste i sin første bog, at alt for mange er forført til egen selvdestruktion. De lider af stress og depressioner. Det skal lære at sige nej. Tak for det. Nu får de samme mennesker så hjælp af et nyt sæt regler eller ståsteder, som de tilsyneladende bør følge. Måske er det sådan med psykologer, at de ynder at ”normalisere”, men når nu Brinkmann bevæger sig ind i filosofisk terræn, så handler det om at kunne tage vare på sig selv, hvilket sker ved at tage vare på samfundet. “We are in it together.” Jeg er jo aldrig andet end det ”jeg bliver” – og det jeg bliver skyldes primært det, som former mig.

Jeg er altid en anden. Jeg kan stå imod, ikke fast (Jf. Modstand).

Man kunne spørge Brinkmann, om han ikke risikerer at blive så opbyggelig og høflig, at vi alt for nemt glemmer at være ærlige.

Jeg tvivler på, at flere vil blive bedre til at tage vare sig selv, fordi du får 10 dydige ståsteder, at holde fast i. I al for lang tid har mennesket villet sin egen undergang. Vi er eksperter i at forføre os selv. Snarere burde de – os alle sammen – lære at tage vare på sig selv (ikke patetisk elske og dyrke sig selv) for derigennem at tage vare på kollektivet. Og omvendt. Dette er ansvarligt. Som Karl Marx engang påpegede, så erstatter de sociale bevægelser den enkeltes private dagdrømme og komfortable lænestolsfilosofi med kollektivets konkrete erfaringer. Sagt lidt enkelt: så vækkes min selverkendelse, idet jeg mærkes af alt det, som ikke er mig.

Når alt dette er skrevet, så kan jeg kun ønske den dygtige professor held og lykke. Hans projekt er relevant (og berører sikkert de nævnte ting bedre i bogen).

Brinkmann vil os det bedste, og sådanne mennesker er der generelt for få af.

Meet the Author

For me, philosophy is a way of living and not an academic discipline that requires you to swallow a certain amount of information to pass. Most great novelists are philosophers. The Danish philosopher Søren Kierkegaard once said that literature in order to become philosophy must become fiction. I like that. It also shows that the distinction between philosophy and literature is rather new—perhaps stemming from Kant—but does it matter if Nietzsche, Kierkegaard, de Beauvoir, and all the others are classified as philosophers or writers?

Read the rest of the interview in Under the Gum Tree.

Mindfulness in Rome

May 11 – 15, 2016: 2nd International Conference on Mindfulness, Sapienza University of Rome. See here the website of the event.

Among the many interesting presentations, I presented the paper entitled Mindfulness as an Ethical Practice.

In this paper, I ask two questions. The first is: What is an ethical practice? The second question is: Is mindfulness an ethical practice? My ultimate concern, however, is the possible link between the two issues: What relationship does mindfulness have with ethics? To answer these questions, I first draw on three ethical theories from the Western history of philosophy—Spinoza, Nietzsche, and Deleuze—to define ethics as a particular way of being. Then, I integrate and compare some significant elements from these ethics with the practice of mindfulness, mainly as Jon Kabat-Zinn defines it. This is done to clarify to what extent mindfulness is an ethical practice. My study reveals that not only can mindfulness be viewed as a classical ethical practice (as understood in a Western philosophical context), but—and perhaps more surprising—mindfulness is closer to some Western ethics than to Buddhism, e.g., regarding whether “the Good” is known beforehand, whether ethics is an immanent or transcendent practice, and whether ethics is a judgmental or nonjudgmental practice. Finally, I briefly discuss the ways in which Western philosophy can shed new light on mindfulness.

 

Og det er vigtigt

To bøger venter på at blive omtalt. Den første: Non-Violence. Challenges and Prospects, redigeret af Bidyut Chakrabarty. Det er en antologi om ikkevold og Gandhi. Den anden: Nietzsche on Art & Life, redigeret af Daniel Came.

For et par år siden var jeg økonomisk på røven, men læselysten. Jeg kontaktede et par forlag. De sendte, jeg omtalte. Det har været en fin ordning. Tingene er i dag ikke meget anderledes, men bøgerne vil ikke blive omtalt. Hellere ikke når de er læst. Tiden er nu en anden.

Det fortælles at enhver slutning er en ny begyndelse. Hvis dette er sandt, befinder vi os altid i en mellemfase, hvor noget lige er ved at slutte, eller netop er sluttet, mens noget nyt snart vil begynde, eller netop er begyndt. Den norske forfatter Karl Ove Knausgårds åbner Min kamp i sådan en mellemfase eller zone. Det er faderens død, som sender han både fysisk og mentalt tilbage i sit eget liv.

Det fortælles ligeledes, at vi hele tiden er i gang med at revidere historien – både den store historie, såvel som vores egen. Fortællinger er ophold i tiden. Et forsøg på at få fodfæste i en porøs mellemzone. I praksis sker det, når vi slår vores klapstole ud og begynder med spørgsmålet: Hvad var det, som skete?

Spørgsmålet stilles, fordi der er noget – måske noget uklart – som vi ikke ønsker at miste, ikke ønsker at glemme; noget, som vi finder det nødvendigt at bevare. Hos Knausgård er dette skisma hele drivkraften – ikke kun i Min Kamp, men også i de to foregående romaner. Der er tydeligvis ting, som han ikke vil glemme, såvel som der er ting, som han ikke ønsker at bevare.

Denne balancegang er en frigørelsesproces, som finder sted mellem modstand og skabelse. Der er visse erindringer, som ikke skal fortrænges, men som arkiveres som mindre vigtige (indtil de en dag, måske, aktiveres igen). Ligeledes er der erindringer, som man ønsker at bevare, men som der endnu ikke har skabt et rum for. Fiktionen formår at overskride de herskende eller dominerende ideologier og normer, som præger vores egen revidering af vores levede liv. Og denne overskridelse sker i kraft af en kreativ vilje til at skabe nye erfaringsrum. Knausgårds projekt er et forsøg på at skabe et rum, hvor der er plads til et mangefold af jeg’er.

Passer det, at vi fortæller for at bevare eller destruere, det vil sige revidere historien – inklusiv vores egen? Uanset svar, så minder denne praksis påfaldende meget om den, som den chilenske forfatter Roberto Bolaño beskriver et sted i romanen 2666: at skrive ikke er et spørgsmål om vilje eller stil. Snarere er det at skrive en øvelse i fortielse eller hemmeligholdelse. Der er ingenting indeni den, som skriver. Forfatteren tager i stedet for diktat, som var han eller hun hypnotiseret af noget. Det er denne erkendelse, som gradvist er trådt frem i den roman der hedder 2014.

I begyndelsen er forfatteren forfængelig. Han værner om noget, et selvskabt ideal; men løbende spolereres dette. Det er som om at arbejdet med ham selv bringer ham videre – udover sig selv. Denne tanke er Nietzscheansk. Han overvinder sig selv.

En god filosof eller forfatter er ikke en, som værner om egne ideer og holdninger, men derimod en som formår at give plads til det, som lægger an på vedkommende med en insisterende, nærmest stædig kraft. Forfængeligheden må fordufte. Det drejer sig om at blive fri. Ingen fødes jo fri (sorry, Rousseau!). Det er netop noget man bliver … måske.

Filosofi handler om frihed. Det vil sige at enhver filosofi bevæger sig i mellemrummet mellem modstand og skabelse, fx i form af en modstand overfor herskende normer, idealer og dogmer, såvel som en kreativ eller opfindsom evne, der formår at skabe plads til det, som er i færd med at blive, men som altså ikke passer ind i de gamle billeder.

Denne tese udspringer af en linje, som Søren Kierkegaard skrev i en brev til sin forlovede Regine Olsen. Der står: ”Friheden er kærlighedens element.”

Det betyder, at det er friheden som gør et menneske i stand til at elske. Eller omvendt, uden frihed ingen kærlighed; uden frihed ingen forbindelser. Uden frihed ingen filosofi, som jo netop værner om kærligheden.

Sandheden er, at sandheden ikke sætter nogen som helst fri, men et frit menneske vil i små øjeblikke erfare noget, som han eller hun ikke kan betvivle. De bliver en anden, upersonlig, som var de i bund og grund ingen.

Jeg er fri til ikke at skrive, selvom jeg kan. Det betyder ikke, at jeg ikke vil, claro que no, blot at jeg er fri. Det er et vigtigt skridt for en, som har klamret sig til en blyant og en notesbog i mere end tyve år. Jeg er fri nok til at lade mig drive i en anden retning. Der, hvor skriften nu engang bevæger sig hen. Og det betyder, helt konkret, at de omtalte bøger ikke vil blive yderligere omtalt, men nu er de om ikke andet nævnt. Så jeg holder mit ord. Og det er vigtigt.

Don’t mind

Evolutionsbiologen Marc D. Hausers bog Moral Minds forsøger at vise, hvordan naturen skabte menneskets fornemmelse for, hvad der er rigtigt og forkert. Han prøver – ganske vedholdende – at tænke psykologi, moral, kognition og biologi sammen, hvilket er blevet umådeligt populært de seneste år. Ikke desto mindre virker bogen lidt for søgt.

Hausers ærinde er, at naturalisere filosofferne David Hume og Immanuel Kants tanker. Det vil sige, bringe – især – Kant i samspil med evolutionsbiologien. Sagt anderledes: mennesket har udviklet sig til at følge de imperative love, som Kant redegjorde for.

Rent filosofisk er sådan en læsning selvfølgelig problematisk, idet filosofi ikke er en supplement til biologisk liv (eller andre videnskaber). Når filosofi beskæftiger sig med livet, et liv, er det de forskellige måder, hvorpå et liv kan leves, tænkes, føles, som vækker noget bemærkelsesværdigt, ikke hvorvidt de føler et ideal. Det er det levende, som sådan der er i fokus. Og det levende, kan ikke reduceres til den menneskelige organisme. Det interessante er af samme grund ikke, hvordan visse tanker passer ind i en større plan, men hvad de muliggør, hvilke former for liv de åbner.

En anden måde at se Hausers bog på er, ved at sammenligne den med Noam Chomskys ide om en universel grammatik. For interesserede, så har Deleuze og Guattari påpeget nogle problemer hos Chomsky i Tusind plateauer, fx at der findes ikke et homogent system (som Chomsky hævder), der ikke allerede er påvirket af en vedvarende, regulerende og iboende proces af variationer. Chomsky vil eliminere alt det skæve. Det vil svare til at kalde Junot Diazs bøger for grammatisk forkerte. Det ville svare til at hævde, at flere tusinde mennesker i USA (og sikkert mange andre steder), ikke taler rigtigt, fordi de ”taler” Spanglish … Ja, det svarer til at afskære alle de menneskelige handlinger, som vi finder onde og modbydelige, som afvigelser i systemet, der intet fortæller os om mennesket. Det ”naturlige” bliver nemt et abstrakt ideal. Det minder lidt om brugen af begrebet autentisk, der ofte tolkes som noget naturligt og oprindeligt, hvorved det naturlige også nemt får en moralsk værdi. Tænk bare på, hvordan nogle formår at brande deres egen godhed, fordi de helt naturligt ikke ser fjernsyn, helt naturligt ikke spiser kød, helt naturligt ikke spiser hovedpinepiller. Who gives a fuck?

På samme vis mener Hauser, at der er en universel moral for mennesket. Selvom jeg ikke bifalder ideen, er den interessant. Påstanden er, at mennesket – alle mennesker uanset kulturforskelle – deler en moralsk intuition, der mere eller mindre ubevidst formår at afgøre, hvad der er rigtigt og forkert. ”He was endowed with a sense of right and wrong merely relative to this. This sense is as much a part of his nature, as the sense of hearing, seeing, feeling; it is the true foundation of morality,” som der står. Sætningen kunne gælde for både Jønke og Hilda Heick, alt efter hvem der fører pennen. Så til en vis grad, nikker jeg. Og dog. Der er også talrige eksempler på det modsatte, fx lydighed.

Min anke er, sagt meget simpelt, at moral og biologi vikles sammen på en måde, hvorved det gode menneske retfærdiggør sin egen godhed, som noget naturligt. Det er en form for selvrefleksion, som forsømmer at filosofiske begreber ofte gør vold på en. De slår en omkuld, hvorved det hele ikke bare passer ind, men kræver en anden form for involvering i det, som sker. Af samme grund taler Deleuze (og andre) om en immanent etik, hvor det mere handler om at acceptere det, som sker, som var det noget man selv havde valgt. Her er det ambitionen at lade sig påvirke, selvom man ikke kan kontrollere alt det, som påvirker en? Hvorfor, fordi det levende som sådan er interessant.

Måske det hele kan siges anderledes: det er ikke kun Hitler og Pol Pot, som er afvigelser; det samme er Nelson Mandela, Martin Luther King og Gandhi. Hauser anvender selv dette, som et eksempel uden rigtigt at folde det. Hvem er så mest naturlig? Er naturlig det samme, som god? Og hvad er god? De tre nævnte ”positive” ledere, er alle eksempler på social ulydighed, hvorved det gode også bliver berørt af magtrelationer og individuel heroisme.

Dér, hvor etik og moral bliver interessant er, hvor vi ikke ved, hvad der er rigtigt og forkert. Dér, hvor der er tale om et dilemma. Og her er kriteriet måske ikke, at følge en master-plan, men spørge: hvad er også muligt, hvad kan jeg også gøre? Der er noget opfindsomt forbundet med at generere alternativer. Her kan ekstraordinære mennesker inspirere os, ikke kun qua deres medfølelse eller idealisme, men snarere pga. deres kreative tilgang til de muligheder de havde. Det er ikke Gandhis uafhængighed som inspirerer, men hans ikkevoldsstrategi; det er ikke Martin Luther Kings rettigheder som inspirerer, men det at hans ”drømme,” kunne aktualisere sådanne rettigheder; det er ikke Mandelas opløsning af apartheid som inspirerer, men hans pacifistiske rummelighed. Gandhi, Mandela og King viser, at den menneskelige evolution ikke er noget lineært og velordnet, men noget opfindsomt, kreativt og muterende.

Enhver begivenhed er en mangfoldig i den forstand, at dens aktualisering afhænger af en beslutning – og nogle gange kan den ene beslutning være ligeså god eller dårlig, som den anden. Konklusionen er derfor, at etik stadigvæk er en sats, men vel og mærke på et stadie, hvor det ikke drejer sig om at stjæle, mishandle eller slå ihjel. Ingen behøver læse Kant eller Hume her (eller gå i kirke).

Så mit problem med Hauser er nok, at evolution bliver en form for moralsk dannelse, der stopper dér, hvor det bliver etisk svært. Af samme grund beskæftiger filosofi (i hvert fald nogle filosoffer) sig med det potentiale i tænkningen, som ikke kan reduceres til mennesket. Filosofien har blik for det, som endnu ikke kan tænkes, hvorved filosofien adresserer et problem, som der p.t. ikke er nogen løsning på. Her bliver filosofien skabende og opfindsom, idet den forsøger at skabe plads til det, som der lige nu ikke er plads til. Friheden til at skabe mere virkelighed. Af samme grund mente Nietzsche også, at adskillelsen af filosofi og litteratur kun er forbeholdt bibliotekarer.

Frembringelsen af geniet

”Der findes en eneste vej i denne verden, som ingen anden end du kan gå: Hvor fører den hen? Spørg ikke, følg den.” – Nietzsche

Friedrich Nietzsche er en filosof, der muliggør intime erfaringer med hans lidenskab, hans temperament, hans had og kærlighedsforhold. Han er en tænker med stil. Stilen er vigtig, fordi vi tænker og lever i sproget, som han skriver et sted i sine notesbøger. Filosofi er ligeledes en livsstil for Nietzsche. Han er ikke en af disse kateder-filosoffer, der tænker af hensyn til den årlige performance evaluering med afdelingslederen. Snarere ser han tanken, som noget der er uadskilleligt fra ens måde at leve på. Kan man leve efter ens tanker eller ej, det er spørgsmålet. Det er et glimrende kriterium.

Der er desværre tendens til at mange læser Nietzsche værker, som enten lidt for ungdommelige (læs: uregerlige); eller lidt for sene (læs: for tæt på hans spirituelle sammenbrud). Det kan også siges bedre: Nietzsche er en både original og genial tænker. Det kan virke skræmmende for nogle.

Informations forlag har fornyligt udgivet et af Nietzsche tidligere værker Schopenhauer som opdrager. Det er en lille perle af en bog. Nietzsche skriver, så man skal være godt og grundigt pakket ind i goretex for ikke at blive berørt.

Værket polemiserer, debaterer, nuancerer og perspektiverer flere ting. Nietzsche viser, hvordan den sande opdrager også er en befrier, ”der fjerner ukrudt, affald og alle de orme, der vil befamle planternes sarte kim,” som han skriver. Opdrageren er den, som gør det muligt at overkomme den dovenskab, der præger tiden.

Nietzsche værner om geniet (eller helten), ham eller hende, der senere vil blive kaldt for Overmennesket. Geniet revurderer samtidens værdier. ”At leve er at være i fare,” skriver han, fordi geniet må ofre sig, idet han eller hun rækker sandheden videre.

Værket berører også politik og staten, fx har Nietzsche ikke meget tilovers for akademikeren, der arbejder for staten og husholdningen i stedet for sandheden. Desværre har mennesket indrettet sig således, ”at en permanent adspredelse af tankerne forhindrer os i at mærke livet,” slår han fast. Her kunne man sagtens tro, at Nietzsche sad og skrev inde i stuen ved siden af.

Værket berører også noget, som mange kunne lade sig inspirere af i dag, nemlig det faktum at udvikling er en selvovervindelse, ikke en selvrealisering. ”Det heroiske menneske er bedøvende ligeglad med sit eget velbefindende eller sin egen ulykke, med sine dyder og laster og med sig selv som alle tings målestok.”

Og så er der stilheden. Ligesom Kierkegaard, skriver Nietzsche om tidens hastværk, hvor enhver er på flugt fra det, som mærker eller imprægnerer vedkommende (læs: på flugt fra livet). ”Vi frygter erindring og inderliggørelse … Når vi er alene og stille, bliver vi bange for, at der skal blive hvisket os noget i øret, og derfor hader vi stilheden og bedøver os med selskabelighed.” Et andet ord for selskabelighed er underholdning.

For meget underholdning, selviscenesættelse, hastværk, dovenskab … for lidt liv.

Alt dette leder frem til Nietzsches endelige projekt, som er kulturen. Hvad er det, som kulturen skal fremme eller bekræfte? Kulturen skal arbejde på at bringe filosoffen, kunstneren og helgenen frem i os. Det er ambitiøst. Kulturen skal altså gøde grunden for de individer, der gør det muligt for en kultur at overvinde sig selv. Målet for en arts udvikling, skriver han, ligger der, ”hvor den har nået sin grænse og er ved at udvikle sig til en højere art, og ikke i den eksemplariske masses velbefindende.” Det mener jeg ligeledes, at man sagtens kan lade sig inspirere af i dag.

Nietzsches metode er eksemplarisk, fordi han bevæger sig mellem pars destruens og pars construens. En slags ikke-metode. Pars destruens tydeliggør, at intet ideal eksisterer, som kan definere hvad et menneske skal eller bør per se; mens pars construens bekræfter den praksis eller livsform, som gør det muligt at leve. Hos Nietzsche er det geniet eller helten, der fremmer det levende, fordi denne i sine handlinger beviser, ”at kærligheden til sandheden er frygtelig og voldsom.” Han er til stede. Her og nu.

Nietzsche leverer stadigvæk noget af den bedste form for kulturkritik, der er skrevet. Han forsømmer aldrig det opbyggelige i kritikken. Så, hermed de bedste anbefalinger til læsestof, der passer smukt til en solrig dag i parken. Det er en bog for alle.

Blog at WordPress.com.

Up ↑