Philosopher or Meditator?

“The artist is a seer, a becomer,” wrote the philosopher Gilles Deleuze and the psychiatrist Félix Guattari in their 1996 book, What Is Philosophy.

I thought of this quote the other day, when a student of mine asked me, “What are you: a meditator or a philosopher?”

I’m not sure whether there is—or has to be—a difference, I told her, “I’m a philosopher who meditates. I guess like a carpenter, schoolteacher or football player sometimes does that, too.”

“So to philosophize is, in a way, to meditate,” she said.

“Yes.”

… read the rest of the essay here

 

De cyklende munke

”Cykelryttere er mennesker, der bruger meget tid alene,” skriver Daniel Dencik i bogen Sportshjerte. Det samme kan man sige om mennesker, der bruger meget tid på at meditere. Det skriver Jes Bertelsen om i bogen Dejlig er jorden.

De to bøger er begge letlæselige og vedkommende essays. Det ene handler om en forfatters passion for cykelsporten; den anden en forfatters passion for at redde jorden. Jeg deler begge passioner.

I forrige weekend var jeg et smut i Danmark, hvor jeg købte de to bøger, som jeg derefter læste næsten simultant. Og her slog det mig, at cykelsporten er mere mystisk og spirituel, end Bertelsen, som ellers er en meget erfaren meditationslære ved Vækstcentret, der ligger et sted i Jylland.

Ok, jorden er dejlig, men den er under et kraftigt eksistentielt pres. Der er behov for en bæredygtig udvikling, der forudsætter en spirituel transformation af os selv og vores organisationer, skriver FN i en rapport, som Bertelsen citerer. Problemerne med hensyn til forurening, grådighed og egoisme er velkendte, mere uvist er, hvad vi kan gøre, samt hvordan vi kan gøre det.

Den amerikanske forfatter Terry Tempest Williams har engang sagt, at det ikke er de stærkeste, der overlever. Snarere er det de meste medfølende. Bertelsen vil sandsynligvis være enig, selvom hans nøglebegreb er empati. ”Men empati for andre end de nærmeste vokser ikke ud som hår og skæg,” skriver han. Empati må trænes. Ligesom ingen rytter nogensinde har vundet Tour de France ved hjælp af præstationsfremmende stoffer alene. De træner. Hver dag. (Og ja, Armstrong og Riis vandt – se mere her, hvis du er i tvivl.)

En måde at træne empati på kan ske ved at kultivere fem sider af menneskets nærvær og bevidsthed. Bertelsen tager udgangspunkt i en femkant, som han har udviklet. Femkanten refererer til fem naturlige færdigheder: Åndedrættet, kroppen, hjertet, kreativiteten og bevidstheden.

Herefter inviterer den mediterende jyde med til træning af disse fem kompetencer, der handler om at udvide horisonten for bevidst nærvær. Det hele fremmer evnen til at tænke over det at tænke. Meditation er en slags meta-tænkning. Eller en ”evne til at være vidne til det, man føler eller oplever.” En ”vidnefunktion,” som det så smukt nævnes.

Nogle af de samme ting kan styrkes ved at betragte cykelsporten. ”Ingen anden sportsgren opviser så ærlige menneskeportrætter,” står der. En af Denciks styrker er, at han giver plads til rytterne, idet han lader dem være vidner, fx siger Jacob Fuglsang et sted: ”Der behøver ikke ske noget andet hele tiden. Det er vildt nok at sidde her og drikke en tår kaffe fra den kop. Hvis den da eksisterer.”

Fuglsang fremstår som noget så unik, som mindful atlet.

Rasmus Quaade siger om den berygtede enkeltstart, at der ikke er plads til nogen tanker, mens man træder i pedalerne. Ingenting – ikke forstået som noget dybt, men som noget frigørende. ”At køre mig selv ud er for mig det ultimative, det er kernen i, hvem jeg er. Det er så svært at beskrive, hvad der sker i hovedet på en enkeltstart. Fordi der sker nemlig ikke noget. Men du har samtidig nogle vilde oplevelser. Især af smerte. Det er ligesom at meditere …” siger Quaade.

Selv filosoferer Dencik, så jeg var helt i tvivl om jeg sad med Bertelsens bog, når han siger: ”At vi vil udforske vores inderste, men samtidig blive høje af noget andet og større. Det er sandt, at underkastelsen kan være formet som en kærlighedserklæring til verden.”

Bertelsen taler flere gange om at arbejde kontemplativ med at fremme en global empati, fx ved at iagttage billedet af vores planet, eller forholde sig til, hvad der sker andre steder i verden af lidelser, eller give bevidst afkald på al det gøgl, som vi ikke har brug for. Meditation og cykelløb handler om gradvist at erfare, hvordan alt er forbundet. Eksempelvis kan ingen se det hele af et cykelløb. ”Indimellem må man bare nyde, at man går glip af noget,” skriver Dencik. Transmissionen af et løb begynder typisk, når der allerede er kørt mange kilometer. Ligesom ingen bliver bevidste før de allerede er godt i gang med livet.

Cykelryttere er nutidens munke. De lever asketisk, som enkelte meditative udøver også gør. Begge – hvis vi tager bøgernes ord for gode vare – gør det ikke for deres eget egos skyld. Det er ”ikke fordi jeg vil i historiebøgerne,” siger Fuglsang, ”men fordi det er et eventyr.” Det er derfor rytterne træner – hele tiden. Det er derfor nogen mediterer. Meditation er heller ikke at nå en destination, men – jeg ved det lyder som en kliche – en eventyrlige rejse i sindet.

Bertelsen siger endvidere, at det ”er en stor illusion at tro, at det er nok at almengøre idealistiske og fornuftige principper. Det skal implementeres. Og der skal en viljeshandling til, for man skal øve sig i empati.”

At blive vidne til det, der sker i en og omkring en. Det kræver, at vi udvider vidden for vores vågenhed, skriver Bertelsen, såvel som vores evne til at fokusere. Til tider kræver det individuelt arbejde at gøre noget gavnlig for fællesskabet. Eller som Dencik skriver med Rousseau i baghjulet: ”Ensomhed eksisterer ikke kollektivt, snarere kan der opstå en følelse af samhørighed i ensomheden, som langt kan overstige ethvert fællesskabs bånd.”

Bøgerne er oplagte partnere i sofaen, måske mens Jørgen Leth gavmildt fortæller os, hvordan et cykelløb rummer mere end op- og nedture. Det afgørende sker altid i mellemrummet, mellem startlinjen og slutlinjen, mellem fødsel og død.

A Philosophy of Mindfulness

 A Philosophy of Mindfulness is out!

Cover

In this book, I argue that we need a “new” philosophy because we—many of us, at least—are blind. We see rather little of that which surrounds us.

By mixing mindfulness with the affirmative philosophy of Gilles Deleuze, I unfold a philosophy of mindfulness. A philosophy that makes us less blind but also ethically responsible in relation to what we experience. Hereby, I move mindfulness from the sphere of psychology into philosophy, or from being primarily an inward-turned practice to an out-turned one.

A Philosophy of Mindfulness puts emphasis on experience, experiment, and actualization or affirmation. Each experience matters; life is the experience of making contact or being connected with what is in the midst of becoming—that is, life—and then passing it on to the next generations.

Meditation: Før og efter

For nogle år siden tog kunstneren Peter Seidler en række portrætfotos af deltagerne på et månedlangt meditationsophold (se mere her). Der var tale om klassiske før og efter portrætter. Baggrunden er forestillingen om at øjnene eller ansigtet, afspejler vores sind (fx øjnene er sjælens spejl).

Hvad sker der med sindet, når man mediterer længe? Kan ”det” aflæses i ansigtet?

Ja, det kan det åbenbart.

Et meditationsophold eller stilhedsretreat på en måned er ganske lang tid. Og længerevarende ophold, fx på en festival eller en strand, vil uden tvivl sætte sig i ansigtet på de fleste. Prøv at portrættere Roskilde festival-deltagere før og efter! Denne overvejelse har Seidler ikke med. Hans ærinde er snarere et forsøg, kunstnerisk, at validere effekten af meditation.

Et stilhedsretreat kan – ligesom en afslappende ferie – udfolde fire transformerende kvaliteter ved mennesket: venlighed, medfølelse, ligevægt og glæde. Hvem er ikke lidt mere venlig og balanceret, når de ligger i hængekøjen på stranden Tulum i Mexico? Hvorfor smiler du mere på feriefotos end …?

Venlighed, medfølelse, ligevægt og glæde er essentielle med hensyn til udviklingen af resilience (livskraft og mod). Selve evnen til at stå imod tilbageslag og modgang. Derfor er et stilhedsretreat en udmærket måde, hvorved man kan yde modstand mod præstationssamfundets normative tvang om hele tiden at skulle være på og præstere.

Der er selvsagt andre måder at yde modstand på. En af mine venner har bevidst fravalgt at arbejde, mens han har bygget hus, rejst, drukket mv. – levet et liv udenfor samfundets normer og idealer. Man kan også læse Spinozas Etik eller anden god litteratur, da sådanne læsninger transformerer en. God litteratur gør ens erfaringsfelt større, mere rigt og nuanceret. Filosofi og kunst anfægter. Faktisk kunne mange spare en del penge på retreats, hvis deltagerne i stedet for turde kaste sig ud i kunstens verden – blottet, åben og modtagelig.

Tilbage til portrætterne. Det, som et retreat kan hjælpe deltagerne med er:

  • Pause: dedikere tid og opmærksomhed på en selv, fx få et indblik i, hvorfor vi føler, tænker og handler, som vi gør, selvom vi måske ville ønske, at vi handlede anderledes.
  • Omsorg: for ens krop og sind. Meditationsophold er simple, vegetarianske, disciplinerede og til tider ganske kedelige. Men ligesom børn kan have glæde af struktur, kan voksne også have glæde af ikke at skulle tænke på, hvornår de skal op eller i seng, hvad de skal spise, etc. Dernæst – hvis der er tale om mindfulness – så suppleres meditationen typisk med yoga, hvilket kan være ganske lindrende, når ens ryg er øm.
  • Selvindsigt: sidder man længe og studerer ens eget sind, så vil man sikkert blive opmærksom på, hvor lidt kontrol man har over ens tanker og følelser. Følelser er forbipasserende gæster i ens liv. Hvorfor er nogle af disse mere velkommen end andre?
  • Klarhed: for mange er meditation et værn mod stress og burnout og overvægt, men reelt drejer det sig om klarhed eller visdom, fx erkendelsen af at, hvad der bliver til også dør ud, at selvet er en illusion, etc. Kort sagt: Intet varer evigt og alt er forbundet.
  • Tålmodighed: der er unægtelig et element af tålmodighed i meditationspraksissen. Klarhed og selvindsigt tager tid. Det er filosofiens ABC (alle de kloge gamle mænd og damer).
  • Accept: meditation handler også om accept – både en accept overfor det, som ikke kan ændres, og en accept af, at visse ting måske skal ændres (Spinoza talte om ens naturlige ret til at ændre ens liv, hvis det er mere trist end glædeligt).

Dette er ikke en udførlig liste. Nogle deltagere også i sådanne meditationsretreat for at udvikle og nuancere deres meditationspraksis, for at blive del af et givende fællesskab, fordi det er populært, etc.

Punkterne kan minde lidt om en god ferie (hvis den altså ikke er stressende). Og ligesom efter en ferie, hvor man godt ved, at man skal konfrontere chefen eller på anden vis omorganisere ens liv, så kan ansigtets smilende lethed sagtens falde sammen igen, hvorved deltagerne bliver afhængige af meditationsophold. Dette er ikke meningen. Snarere at man lever opmærksomt, nærværende og bevidst – også når man ikke indlogerer sig på et kloster. Og at man udvikler et mod til at leve frit.

Så, hvis venligheden, medfølelsen, ligevægten og livsglæden forsvinder lige så hurtigt, som rusen efter at have drukket fem-seks øl, så er det et problem. Mindfulness er ikke et quick-fix, selvom det til tider sælges sådan, men en gradvis stabilisering af ens tilgang til livet.

Seidler portrætter viser, at folk der er mindfulde, har et lettere sind. Det kunne have været interessant at se, hvordan deltagerne ser ud en måned efter opholdet, når arbejdet, manden, børnene, elskerinden, regningerne, regnvejret og så videre dukker op.

En simpel ting, som alle kan lære af dette eksperiment, er, at ens ansigt afslører ens sind – med mindre ansigtets folder er lammet af botox eller tomt, som en selfie. Det er her medfølelsen og accepten kommer ind. Kan man acceptere at slæbe rundt på det rynkede ansigt (de ekstra kilo), som kigger tilbage på en, når man kigger sig i spejlet?

 – Oplæg holdt på en folkeskole i Barcelona, hvor der ligeledes indgik meditationsøvelser.

Smagen af en følelse

En af mine gamle venner yndede at sige, at man skal høre sandheden fra børn og fulde folk. Det hører med til historien, at han drak, og han sagde, mange sande ting.

Jeg tænkte på ham fornylig, da jeg deltog i et seks-dages meditationsretreat på et kloster ved Costa Brava kysten. Her refererede underviseren – i et af hans Buddhistiske causerier – til filmen Inside Out. En tegnefilm! Det slog mig, at der vitterligt er noget om klicheen: sandheden, fuldskab og børn. Børn er sjældent fulde, men de udfordrer deres forældre. Dagligt. De modner dem.

Nu har jeg set Inside Out. Og den er ganske interessant (om end midten føles lidt lang). Den viser, hvordan følelser interagerer og kæmper om kontrollen i vores mentale kontrolrum. Glæde. Væmmelse. Vrede. Tristhed. Frygt.

images

Filmen handler om pigen Riley, der er 11-12 år. Hun flytter med sine forældre til San Fransisco, hvorved hele hendes følelsesliv sættes på en prøve. I filmen udspiller dette sig ved, at følelsen Glæde ønsker at være den dominerende. Uanset hvad der sker. Glæde har altså svært ved at træde til side, selv når andre følelser synes at virke mere passende i forhold til situationen, fx vrede, frygt eller tristhed på grund af flytning, ny skole, nye venner, tab af venner, osv. På den måde hæmmes et mere modent forhold til følelser.

Følelser er svære, fordi de synes uden klare grænser. Det kan dog være givende at være opmærksom på følelser, når de opstår. Hvad forårsager dem?

Følelser er forbipasserende gæster i ens liv. I Buddhismen lærer man ikke at identificere sig med disse. Gradvist kan man opleve forskellen mellem ”jeg er vred” og ”det er vrede.” Det er svært, men frigørende. Som alt andet forandrer følelser sig også. Selv en forelskelse forandrer sig og bliver til kærlighed og hårdt arbejde. En anden måde at se dette på, kan man ved hjælp af en af hjerneforskningens mere interessante opdagelser, nemlig begrebet neural plasticitet eller den plastiske hjerne. Denne opdagelse understreger, at vores hjerne forandrer sig gennem hele livet. Af samme grund er det også muligt, at blive bedre til at håndtere eller navigere i forbindelse med de følelser, som suser igennem en.

Nyere studier viser, at glæde og lykke i stor grad hænger sammen med evnen til at ”smage” på følelser, fx smage en positiv oplevelse, og derved lade denne smag gennemtrænge ens aktiviteter. Smagen kan ligeledes imprægnere tidligere aktiviteter i skæret af denne. Som et ordsprog siger: det er aldrig for sent, at få en bedre barndom. Denne ”smag” hænger sammen med, hvordan man kan kultivere ens velvære. Det vil sige, at man giver slip på følelser som grådighed og had, mens man prøver at kultivere gavmildhed, medfølelse og kærlighed. Man accepterer ærligt ens motiver, mens man oprigtigt prøver at fremme mere af det, som fremmer velvære, fx gavmildhed.

Modning eller visdom drejer sig om at blive mere bevidst omkring, hvad der foregår i ens mentale kontrolrum. Lytte til den indre stemme.

En af forskellene mellem depressive og ikke-depressive personer er bl.a. forbundet med en fastholdelse af ”smagen” af glæde. Hos den depressive er denne aktivering forbigående, hvorfor hjernen ikke for alvor når at ”smage” følelsen. Jagten på lykke bliver flad og stressende og, af samme grund, deprimerende. Personer der besidder denne kapacitet formår derimod at forblive eller forlænge aktiviteter i denne region af hjernen.

I Inside Out erkender følelsen Glæde, at følelsen Tristhed ikke er skadelig i små doser. Tværtimod. Den kan slå os omkuld, men også lære os at komme på fode igen. Tristheden fremmer refleksion og styrker ens værdier. Hvad er vigtigt? Hvem kan hjælpe? Selvfølgelig kan tristhed igennem længere tid udvikle depression, men i mindre doser vækker den ofte gavmildhed eller generøsitet hos den anden (sågar en selv, såfremt man evner at tage vare på sig selv). Jørgen Leth er eksempelvis kendt for at have et lettere deprimeret sind, hvorfor han bl.a. bor afsondret og mindre forstyrret på Haiti, men han er også en generøs digter. Han digter plads til det, som er i færd med at blive. Dette evner han, fordi han er opmærksom og nærværende – måske ikke hele tiden – men i hvert fald med en imponerende styrke i dele af sit liv.

Det er altså Tristheden, som bringer pigen Riley tilbage til hendes forældre. Tristheden overtager styringen. Det sker i det øjeblik hun tør blotte sig, og vise sin sorg på grund af alt det tabte. I dette øjeblik møder hun – heldigvis – forældrenes rummelighed.

Tanken er vel, eller kald det filmens morale, at vi alle sammen til tider støder ind i nogle – måske endda os selv – som har det svært. Ligesom os, vil enhver anden, gerne leve et liv, der er mindre lidende og utilfredsstillende. Det de mangler for at kunne komme videre, er ikke en neoliberalistisk peptalk om hvorvidt den stærkeste overlever, men omsorg og medfølelse.

Apropos medfølelse. I går afsluttede jeg et kursus i Filosofisk vejledning med en ”loving-kindness”-meditation. Lider de studerende? Ja. Kedsomhed. Usikkerhed. Tvivl. Plus alt det andet: sygdom, død, tab osv. Flere af de studerende smilte efterfølgende. Mere end de plejer. En enkelt sagde, ”What the fuck?”

Ja, what the fuck. Det er jo bare et liv. Og et liv, der ikke undersøges og afprøves, er, som bekendt, ikke værd at leve. Det mente Sokrates i hvert fald.

The Spirit of Meditation

In recent years, there has been a growing interest in Buddhism and mindfulness meditation as well as some new-age philosophies that are often nothing more than pale imitations of Buddhist techniques. The interest is obvious. We live in an achievement-orientated, performance based culture and we are constantly forced, and even force ourselves to do something, and to set new goals and so forth. The result is that we become less aware and experience more narcissism, stress and depression.

In Sarah Shaw’s The Spirit of Buddhist Meditation we are told “When the mind is restless, that it is time to develop the factor of awakening that is tranquility, the factor of awakening that is concentration and the factor of awakening that is equanimity.”

Meditation can in other words, help us to become more mindful. “Mindfulness is the true refuge of the mind, mindfulness is manifested as protection, and there is no exerting or restraining of the mind without mindfulness.”

After I finished reading this book I didn’t know whether I should be impressed by or doubtful of all those people who claim to be mindful, because it requires diligence and self-control. It’s certainly hard work.

For those who are interested in Buddhism it can — especially for newcomers — be difficult to separate the wheat from the chaff (such as much of New Age thinking). As Shaw stresses, “a good tradition, teacher and friends, along with text, are the best ways of finding out about meditation for oneself.” Shaw is a knowledgeable teacher and a caring friend.

She deals solely with the Buddhist tradition, although that doesn’t mean that she is critical towards the important contribution to mindfulness made by Jon Kabat-Zinn and others, it is simply that her focus lies elsewhere. Shaw wants to show us how the texts have always been an important part of sharing Buddhist practices. In addition, she attempts to illustrate that Buddhism compared to other religions is less dogmatic. Rather it consists of good advice that comes from experience, or to put it differently: if one wants to wake up, then it is not enough to believe, one must act, and for example, meditate.

The Spirit of Buddhist Meditation can, therefore, be viewed as a rich introduction to the multiplicity of Buddhism, but also — and perhaps more likely — as a thorough guide for the more experienced meditators, or those who are already familiar with the philosophy of Buddhism. The book is littered with illuminating phrases, such as “What is required is that we try to live here and now ‘in our bodies'” — “You breathe in and out all day and night, but you are never mindful of it, you never for a second concentrate your mind on it. Now you are going to do just this” — “if we cannot control our minds, it will be impossible to control our actions and speech.”

A wide range of Buddhist writings on meditation are investigated and those already familiar with reading original Buddhist texts will appreciate the mixture of anecdotes, practical tips and endless repetitions within the same text. Sometimes this repetition can become a little boring unless, of course, one really pays attention to the minor differences that the text unfolds. Perhaps, the texts are written like that on purpose to cultivate our awareness.

Another reason for the repetition is that many of the texts come from an oral culture where the teacher would chant aloud. This of course explains why the reading can, at times, be a challenge. It is like listening to a love song on the stereo. Without the instruments, the rhythm and pauses, the experience can often seem more flat.

The Spirit of Buddhist Meditation explains the eight fold path of meditation, how meditation is practiced (sitting, standing, walking) and provides instructions on how to breathe, explaining why breathing is the foundation of a spiritual practice. (I may add that the word spirit comes from the Latin spiritus, which is a translation of the Greek pneuma, meaning breath). We also learn why there is no sane reason for clinging on to anything. The goal of Buddhism is to release one from the cycle of existence (Nibbána) and here the meditator enters a sphere of nothingness where, if you believe it, birth is caused by death. However, if you don’t believe in reincarnation, and I am skeptical; then you can still be open-minded and admit that we do not know for sure what happens when we die. For most meditators though, the experience of death may be beyond reach unless a life lived in retreats is desired. Despite this, with some practice and guidance it may be possible to experience that “space is infinite”, even though this concept can make most people feel dizzy thinking about it. If this is possible, then we may also understand that “consciousness is infinite.”

Everything is interconnected but this is not only a Buddhist idea as it can also be found in ecological thinking, or in the works of Spinoza or Deleuze. We may cultivate an experience through meditations. Again, the point of Shaw’s study is not the engage with other philosophies or psychological traditions, but to show the richness within the Buddhist tradition.

The Spirit of Buddhist Meditation will most likely attract people who already meditate, or those who would like to do so. However, it can also serve as a useful introduction to Buddhism in general, as well as act as an inspiration for people who work in the growing service industry, helping people recover from the negative effects of modern day capitalism.

41+3KAc1LmL._SX301_BO1,204,203,200_

Published in Metapsychology (Volume 19, Issue 23).

Forståelse og kærlighed er ikke to ting

”Filosoffens opgave er at analysere udsagn, ikke at graduere dem; han er en lære, ikke en prædikant. Hans mål er at øge forståelse og tolerance, og erkendelsen af at disse to er rejsefæller.” – Ray Billington

Filosofi beskæftiger sig bl.a. med, hvordan vi opfatter verden, det vil sige hvorledes vi undersøger, udforsker og erfarer den. Filosofi kan gøre os opmærksom på andre værdier, såvel som andre måder at tænke og føle på, der kan fremme vores forståelse og tolerance. At forstå er tæt forbundet med medfølelse, idet det kan være svært ikke at føle noget, hvis man rent faktisk forstår. Filosofisk forståelse er beslægtet med den opvågning, som buddhister praktiserer gennem meditation. ”Forståelse og kærlighed er ikke to ting, men bare en,” skriver munken Thich Nhat Hanh.

For at advokere for en reform i et samfund eller en bestemt kultur (fx en businesskultur) er det vigtigt, at appellere til allerede eksisterende normer, som er udbredte. Visse forståelse. Det nytter ikke at referere til universelle etiske normer, fordi ingen normer eksisterer uden praksis. Alle samfund og kulturer ændrer sig, bl.a. fordi normerne for hvad der er rigtigt og forkert, ændrer sig. Vi tager løbende ved at lære af vores erfaringer, idet forståelse netop bringer indsigt, hvorved der åbnes for nye relationer. Eller: de fleste tager ved lære. Har beslutningstagere eksempelvis indblik og forståelse for, hvorfor en bestemt praksis anvendes, er det muligt at appellere til andre normer (eller opfinde nogle), som tjener samme værdifulde formål, men uden at krænke, hvad de pågældende finder acceptabelt eller ej.

Moral repræsenterer det sæt af fundamentale basisværdier, der dikterer ordentlig opførsel inden for et bestemt samfund eller kultur. En stor del af de moralske værdier deles på tværs af tider, kultur og samfund. Eksempelvis har de fleste samfund altid forholdt sig negativt til overlagt mord, eller utroskab med venners koner (selv moraliserende rockere deler denne fundamentale værdi). Andre handlinger kan det være lidt sværere at vurdere. Kan nogle former for drab retfærdiggøres? Hvornår er en gave udtryk for taknemmelighed og ikke bestikkelse? Er det ok, at pace og straffe sine børn, som led i deres opdragelse?

Det afhænger af konteksten. Af vores viden og erfaringer. Vores evne til at forstå. Personligt vil jeg svare nej til det første spørgsmål.

Etik er et spørgsmål om frihed. Forskellige moralske værdier kan til tider fremme vores frihed, mens de til tider kan hæmme denne. Grundideen er, at vi ikke fødes fri, men gradvist bliver det. (Det ved enhver, der har holdt et hjælpeløst barn i sine arme). Ønsker man at yde modstand mod en kulturs fundamentale værdier, kræver det udover en respekt, tolerance og forståelse for disse værdier, også en accept af at normer begrundes ved hjælp af fornuften (ikke geværet). Dette er ikke kun en klassisk filosofisk pointe som Sokrates eksempelvis praktiserede, da han drak den gift, samfundet – ganske uretfærdigt – havde dømt ham til at drikke. Han accepterede samfundets normer; sandsynligvis, fordi han vidste at blandt hans studerende var en ekstrem vis mand, Platon, som ville være i stand til nuancere vores forståelse af begrebet retfærdighed. Ja, måske vidste han, at Platon ville udødeligøre Sokrates (drømmen om udødelighed er velkendt i filosofien). Noget lignende skete, da Nelson Mandela – inden han blev præsident – trådte frem på offentligt fjernsyn og talte direkte til sine landsmænd. Han fortalte dem, at vejen mod frihed ikke går gennem vold, men gennem demokratiske tiltag. På den måde refererede Mandela ikke kun til nogle idealer, som han delte med den Sydafrikanske befolkning (fx behovet for retfærdighed og lighed), han fortalte også noget om, hvad der var korrekt og ukorrekt praksis i den givende situation.

Etik er svært, ikke kun fordi vores fornuft kommer i klemme. Det samme gør vores følelser. Etik er aldrig uden passion. Udfordringen er ikke desto mindre, at vurdere alle de valgmuligheder som man både kan argumentere sagligt og føle lidenskabeligt for. Den bedst mulige beslutning er den, som er frigørende, idet noget mindre relevant holdes tilbage. Der er tale om en afklaret beslutning, hvor man ikke lader sig forføre af tanker og ideer som reelt trækker en ned i impotensen. En sådan beslutning medfører til tider, at nye stier skal trædes til. etik kræver mod. Modet viser sig som en skabende praksis i nuet.

Et eksempel er det forsonings- og sandhedsprojekt som Sydafrika gennemgik i årene efter Apartheids ophør, hvor grusomme historier blev fortalt og delt. Her kunne alle mærke smerten, her og nu, mens et andet menneske fortalte om sine rædsler. For at forstå det uforståelige, må man nødvendigvis vågne op. For at kunne tilgive og komme videre i livet sammen, må man acceptere, det som sker (og skete).

Etik er et livslangt eksperiment. Forståelse og kærlighed. At elske uden forståelse, er ikke kærlighed, men ideologisk naivitet som sjældent er særligt bæredygtigt. Det er bl.a. derfor filosoffen ikke missionerer.

Blog at WordPress.com.

Up ↑