Deleuze og etik

Den franske filosof Gilles Deleuze (1925-1995) er blevet kaldt mange ting, fx og’ets filosof. Hans tanker etablerer en løbende dialog på tværs af felter, der lidt skolelæreagtigt opdeles i henholdsvis filosofi versus skønlitteratur, eller æstetik versus erkendelsesteori. Denne lidt rigide inddeling går tilbage til Kant. Når Deleuze beskæftiger sig med film eller litteratur, er det dog på grund af de erkendelser, som florerer i litteratur og film. De erkendelser, som genereres i en læsning af Marcel Proust er selvfølgelig ikke mindre værd end de erkendelser, som genereres i en læsning af Bergson, Nietzsche eller Spinoza. Det, som synes at forbinde alle Deleuzes bøger (inklusiv de fire han skrev sammen med Félix Guattari) er en etik, forstået som en måde at leve på, en eksistensmåde eller livsform. En forbindende praksis (apropos og’et). De guidende spørgsmål i denne praksis er: Hvilke kræfter er i spil? Hvordan fungerer de? Hvad muliggør de?

I de seneste år har der været en eksplosiv vækst af bøger med ”Deleuze” i titlen, ofte i form af ”Deleuze og ’X’”, hvor x’et i teorien kunne være hvad som helst. Kritiske røster spørger: Er der tale om en filosofi på samlebånd? Jeg ved det ikke. Selv har jeg kun læst Michael Hardts Deleuze-bog fra halvfemserne før antologien Deleuze and Ethics, som jeg vil omtale her. (Hardts bog læste jeg i forbindelse med et Skizofreni og kapitalisme-kursus, som Hardt holdte på Duke). Nærværende antologi giver nu ikke grund til bekymring, selvom der sikkert er en del redundans, da flere af de samme kommentatorer går igen. Dog er det vigtigt at understrege, at det aldrig kan blive en filosofs problem, at han eller hun læses med hovedet under armen. Generelt er det en god ide, at være påpasselig med sekundærlitteratur – især indtil man selv har fået et rimeligt begreb om tankerne, ellers bliver man nemt forført eller ligefrem hæmmet i et frit møde med teksten.

Nå, ikke mere tilløb. Den pågældende antologi er redigeret af Nathan Jun og Daniel W. Smith – sidstnævnte har, apropos Deleuze-kommentatorer, skrevet en fornemt forord til essaysamlingen Critical and Clinical. Bogen rummer flere gode artikler, fx Jeffrey Bells, der sagligt viser hvorfor Deleuze og Guattari ikke legitimerer det, som Boltanski og Chiapello kalder Den nye kapitalistiske ånd. Problemet er, at Deleuze og Guattari nok anvender begreber som i dag er inkorporeret i kapitalen (hvilke begreber er ikke det?), men de forstår noget andet end en business manager, når de taler om kreativitet og opfindsomhed. Problemet er snarere at kapitalen ikke er fri nok, idet den konstant bremser tilblivelsesprocessen. Kapitalen vil i mål, mens Deleuze og Guattari vil mere. Det kan tilføjes, at kapitalen sjældent er særligt udviklende, idet den konstant sætter nye mål på baggrund af fortidens succeshistorier.

Et af de bedste bidrag er Levi R. Bryants. Han viser, hvordan man kan tænke etisk med Deleuze. Etiske problemer handler ikke om, hvorvidt man må stjæle eller slå ihjel eller overholde en kontrakt – med mindre man er inkarneret idiot. Derimod handler det om beslutninger, hvor det er lidt mere kompliceret, hvad der er godt eller mindre godt, fx i spørgsmål om vaccinationer af raske personer (hans eksempel). Udfordringen er, at gøre sig værdig til det, som rent faktisk finder sted. Det sker ved at erkende, at vi ikke har andre våben end vores kritiske sans og intuitive evne til at opfinde nye problemer. Bryant spørger: Hvordan komponerer vi os videre på sådan en måde, at vi fremmer styrken til at handle? Spørgsmålet er en del af den etiske praksis. Eksempelvis handler det ikke om at spørge, hvordan vi bør handle; men i stedet for spørge: Hvad er også muligt? Hvad åbner situationen op for? Dette er en måde at problematisere på, som er etisk.

Både Daniel W. Smith og Anthony Ullmanns artikler er præcise. De handler begge om, hvordan en immanent-etik kan åbne op for nye måde at tænke på, som en forskel mellem to former for affekter, nemlig den aktive og den passive, hvor den første øger vores magt til handle, mens den anden leder os fluks ind i impotensens ulidelige verden. Spinoza og Nietzsches immanenstænkning er mærkbar. De er begge klassisk filosofihistoriske, selvom Ullmann også berører det bioetiske. William James behandler spørgsmålet om døden, hvor han blandt andet viser at døden altid kommer ude fra, hvorved det pludseligt bliver muligt for et liv at dø. Døden versus at dø.

Deleuzes pointe, som går igen i de fleste artikler, er, at det transcendente (det som ligger udenfor vores erfaring) er hæmmende. Det kan fx være at fælde en dom baseret på transcendente normer eller universelle værdier, hvilket altid undertrykker muligheden for tilblivelsen af noget nyt, noget andet. Det transcendente, uanset hvor smukt det end er, er altid et eksempel på afmagt. Der er tale om en etik, der vil mere, blive mere, skabe nye forbindelser af liv. Dette understreger, at etikken er en eksistentiel praksis, hvor den enkelte livsform eksperimenterer med livet ved at forholde sig produktivt til det, som sker, uden et prædefineret retteark at forholde sig til. Det kræver mod. Det kræver fantasi. Det kræver frihed til at blive. Det kræver på mange det, som det digteren Arthur Rimbaud skrev i det såkaldte ”seer-brevet”, mens han endnu var teenager. Der står noget i retning af: Digteren må blive seende i kraft af en intens omkalfatring af hele sanseapparatet … Digteren må gennemsøge sig selv … udstøde al giften i sig selv … han må gå igennem tortur … han må aktivere sine supermenneskelige styrker … hvorved han bliver den store forbandet (ramt af forbandelse!) – og den højeste lærde mand! – fordi han har nået det ukendte.

Det ukendte … at konfrontere ens ignorance. Hvad er også muligt? Et muligt svar er at tage et skridt ind i det ukendte. Eksperimentere. Det er det, som gør Deleuzes filosofi etisk. Det ”gode” ligger efterfølgende i at række det ukendte videre til nye generationer, som ikke blot skal gentage det nu kendte (qua virkeliggjort), men derimod lade sig inspirere til selv at tænke nyt, til selv at turde blive etisk, til selv at nå ukendt terræn. Tænke hinsides det alt for menneskelige. Producere nye kreative linjer af liv. Det er et spørgsmål om, hvordan den enkelte folder livets kræfter, hvorved man ikke producerer et nyt subjekt (fx en bedre version af migselv, ak nej), men et kunstværk (som Deleuze skriver et sted). En givende organisering af et møde mellem kræfter.

Antologien er en interessant samtalepartner, hvis man har et vist kendskab til Deleuze – og lidt til etik. Det kunne dog have været interessant med en lidt mere kritisk artikel, fx hvordan det at overtage magten (vende styrkeforholdet) ofte hænger sammen med en løsrivelse fra det, som ikke medfører andet end afmagt. Det, som er udenfor ens råderum. Plæderer Deleuze for et fredfyldt sind, mens naboens lokum brænder, fordi det netop ’kun’ er naboens? Eller, adskiller Deleuze sig netop her fra stoikerne, idet hans filosofi ikke vender den enkelte mod sig selv, men mod verden? For mig at se er Deleuzes filosofi verdensvendt. Den gransker ikke selvet, Den er ikke båret af medlidenhed. Snarere af kreative transformationer, som til tider kan virke kyniske. At ville livet kræver et anstrengende engagement, som også tydeliggør at en kreativ skabelse hos Deleuze på ingen måde er beslægtet med den kreative klasses forståelse heraf.

Lance Armstrong: No Pity

The philosopher Hilary Putnam famously argued that, “meanings ain’t in the head.” In other words, it’s possible to talk meaningful about X even if you personally can’t distinguish X from Y. The reason for this is that other people might have the required expertise about X and Y. To use a language as a tool depends on the social context more than what is in your brain. Language is a public thing, something we share, something we use to connect or disconnect.

Let me give an example: What do we talk about when we talk about Lance Armstrong? Some might talk about whether he is cheater, whether he deserves his titles, whether he was a tough leader of US Postal, etc. The meaningfulness of these questions depends on the context. Just as what is morally right or wrong depends upon social circumstances, for instance, a person’s form of life or cultural background.

For a simple example we might ask: Is Armstrong being punished severely hard because so many other athletes (especially bikeriders) have done their share of doping undiscovered? Is Armstrong paying the price for the falling reputation of cycling as such? Is Armstrong the scapegoat of UCI’s lack of capability to ensure a clean race? Is the sentence (stripped of titles and lifetime ban) based more on an explosion of feeling rather than reason (afterall the UCI president, Pat McQuaid, later told that he felt disgusted after reading the USADA-report)? Is Armstrong being punish so severely, because he was (is) such a big icon?

Let us move on. The philosopher Gilles Deleuze once stated that we all deserve the feelings, thoughts and emotions that we are having. The questions that Deleuze proposes are: “Does this feeling, increase our power of action or not?” – “Does it help us to come into full possession of that power?” Basically, it is only when one is not free that one feels impotent. So, who is impotent in this story?

It is obvious that many people feel cheated. Parents complain that Armstrong was not a true hero for their kids; people say that he was a fake inspiration; sponsors claim that he represents the wrong set of values, etc. All the comments, of course, resemble what the involved deserves. For instance, if Armstrong inspired me back in 2000, then what? Should I go back in time and claim that the inspiration I felt was wrong, should I refuse to acknowledge that I needed the push that he gave me? Similar, should a parent refuse to admit that he or she as well has a responsibility to explain to his or her kid why Armstrong did as he did, for instance, put Armstrong’s wrongdoing in perspective. It might open up for an interesting conversation between father and son. Afterall the most important role-models for kids are their parents, not Armstrong, Zidane or Agassi.

Okay, what is the overall context? Business seems to be the answer. Sport is business, but so is everything else – including moral. When something did not smell right, all of Armstrong’s sponsors abandon him. The question is whether Nike and Trek would refund my money, because I once bought a Trek-bike solely because of Armstrong. If not, then, of course, they should stop the hypocrisy.

Writing all this, I might sound like a fan of Armstrong; I’m not. I‘m not a fan-kind-of-guy. Furthermore, during those years I was hoping for Ulrich. But even now, after the huge amount of evidence from many sad people (grown ups who apparently could not take a decision by themselves, and now needs to justify this lack of personal responsibility by blaming another), I still see Armstrong as an extraordinary athlete. Armstrong might be tough, he might be a bastard, he might be arrogant, but reading the Tour-story most of the winners aren’t exactly Santa Claus. Instead they are pushing their bodies to the limit. They live on the limit of their capabilities, doing what is necessary to follow their desires. Eddy Merck was afterall called “the cannibal”. If this is too much to handle, then maybe one should drop elite sport and stick with Disney.

Going back to Putnam’s statement, then the context is, next to business, elite athletes. Here nothing comes for free. Or as the biochemist Chris Cooper says in Run, Swim, Throw, Cheat: ”Laboratory tests are almost never on elite athletes … Instead normal healthy athletes are used. However, elite athletes are abnormal. We are not even sure that the biochemical mechanism underpinning a performance enhancement in the average athlete are exactly the same as in the elite athlete.” And later: “There is no substitute for time spent in the gym.”

Do I then salute Armstrong’s use of EPO and blood doping? No, but it doesn’t really change the picture: He won the Tour de France seven times. He was the best. When I read the confession of other athletes, then it becomes clear what actually was the tipping point – especially if you read The Secret Race thoroughly. Hamilton might be able to grid his teeth, but he did not have the same amount of willpower, self-discipline and self-control as Armstrong. Hamilton obviously lacks self-esteem, but self-esteem comes as a result of self-discipline and self-control, it seems like he naively thought it could come the other way around. In the book, Hamilton also tries to use Armstrong’s desire to win to show how inhuman Armstrong was. Yes, on a family-come-together-level he might be, but anyone who wants to be the best will in the eyes of his or her peers – once in awhile – be considered an asshole. On a psychological level it’s a childish book (but interesting regarding its description of Hamilton’s extensive use of doping). I guess even the Holy Pope might have used an elbow once or twice in the cabinet.

The Armstrong-case is interesting, because it poses new questions. What is a human being capable of? Where do we draw the line between constitutive rule and strategic rules in sport? (Armstrong was following the rules otherwise he would have been disqualified long ago)? What does sport tell us about the society we live in? Are we in general too obsessed with winning and then, afterwards, overwhelmed with a feeling of remorse and guilt? Just like Christmas-time can be a time for love, kiss and donations, so we can go on living like we do for another eleven months. Do we need something bad in order to appear good? The moral in this story is that only the hero or villain change, the rest remains business as usual.

Personally, I couldn’t care less if Armstrong admits or not. If he chooses to, however, I do hope that it will not be a pathetic performance like Tiger Woods that forever have made it impossible for me to wear Nike. Some might say that Armstrong only will admit if he gains something, for instance, a reduction of his penalties; some might call him calculative, strategic, etc. I guess he is, but does this make him that different from the rest of us? How many of us do deliberately take decisions where we consciously know that we will not benefit from it? Maybe he just wants to continue with his life. Maybe all the turbulence has made him aware.

So, do I feel pity for Armstrong, of course not. But, to judge is far to easy, I leave that for those who have these preferences. Basically, it is not moral we need, but the courage to face the world we live in. Understanding one another may be hard, but it never starts with judging, just as it doesn’t require that we come to agreement. Instead it requires an interest in the people that we live with. For instance, people who cheat, people who judge, people who feel betrayed by its broken illusions, etc. Armstrong is too good a story to be forgotten.

Let us see what 2013 brings.

Anmeldelse: Natural-Born Cyborgs

Filosoffen Andy Clarks ældre bog Natural-Born Cyborgs: Minds, Technologies and the Future of Human Intelligence (2004), er stadigvæk holdbar. Det er klart, at flere af hans tekniske eksempler er outdated, men selve pointen med at vise, hvordan mennesket ikke kan tænkes uden tekniske hjælpemidler, er klar og relevant.

Hovedargumentet er, at teknologien kan hjælpe mennesket med at fokusere på det, som et menneske er bedst til, fx kreativitet og opfindsomhed. Det vil sige, skabe forbindelser, se mønstre og samarbejde. I bogen berører han den udbredte aversion overfor teknologien, som bunder i en nærmest hellig tro på hjernen, eller forestillingen om det menneskelige selvs ukrænkelighed. Meningen er dog ikke noget indre, men noget relationelt. Det afhænger af konteksten. Enhver relation er, som bekendt ydre. Eller sagt anderledes: Hjernen kan ikke forklare alt. Menneske og teknologi smelter sammen. (Gilles Deleuze og Félix Guattari behandler i Tusind plateauer en lignende maskinel ide, hvor de viser, at mennesket og teknikken er medieret på samme vis).

Natural-Born Cyborgs rummer masser af eksempler, fx: I stedet for at gå rundt og huske på alle dine venners telefonnumre og email-adresser, kan du lagre dette i din iPhone. I stedet for at rende frem og tilbage mellem din lejlighed og supermarkedet, kan du vha. blyant og papir (tekniske remedier) lave en indkøbsliste, som gør, at du kan huske det hele. Med andre ord: Du kan fokusere på det, du er bedre til.

Ligeledes forsøger Clark, at nedbryde den rigide distinktion mellem indre og ydre. Fx synes de fleste mennesker, der går med ur eller en mobil i lommen, at svare ja til spørgsmålet: Do you know the time? Primært, fordi det ikke giver nogen mening at skelne mellem, hvad jeg ved og hvad jeg har umiddelbar adgang til, såsom mit skinnende Rolex. Af samme grund er det menneskelige selv, ikke en essens, men noget som sker. Selvet beskrives som en plasticitet, der løbende forandrer sig qua menneskets erfaringer og tænkning. To ting, der altid sker i et net af teknologisk og kognitiv stilladsbygning.

Clark nærer selvsagt en stor tiltro til menneskets fornuft, fx ser han ikke noget problematisk ved at internettet servicerer brugeren på baggrund af tidligere søgninger. Det er på engang ganske rart, at Amazon finder relevante bøger til mig, men det er ligeledes vigtigt at vide, at Amazon eller Google er søgemaskiner baseret på popularitet, mere end neutralitet (relevans eller gyldighed). Ikke desto mindre, tvinger det jo bare den enkelte til selv, at forholde sig kritisk til det, som lægger an på en. Det kan aldrig være Googles skyld, hvis nogle er dumme. “Google made be do it!” Nej, vel?

Et sted i bogen nævner Clark begrebet self-management – en færdighed (baseret på viden og erfaring), der eksekverer ved at intervenere. Det vil sige, selvledelse handler om med-kontrol. Fx drejer det sig ikke om at håndtere en detaljeret game plan, eller blindt arbejde mod et slutmål. Snarere om at forholde sig til det, som påvirker en; det, som kan påvirkes.

Titlen er dog det bedste ved bogen: Natural-Born Cyborgs – et begreb, der understreger menneskets evne til at kombinere dets mentale evner med teknologien. Hvilken arbejdsplads organiserer ikke sine medarbejdere vha. sociale medier, internet og intranet? Uden teknik, hvordan ville alle under 50 år forholde sig til venner, nyheder, køb, sundhed, etc. Alt lige fra viden, kommunikation, medicin, erkendelser, forbrug, kunst er en del af en socialitet, hvor forskellige praksisser deles, og organiseres.

Natural-Born-Cyborgs er langt fra et must-read, men titlen rummer et begreb, som det er værd at gøre opmærksom på (eller gentage). Det er hermed gjort.

Fremtidsmenneske

I forbindelse med offentliggørelsen af det amerikanske dopingagenturs rapport om cykelrytteren Lance Armstrong anvendelse af doping, er den moralske fordømmelse kommet i højsædet. Det er ren og skær hykleri. Faktisk kan vi lære meget af Armstrong, hvis blot vi evner at se udover vores hang til nostalgisk romantisme angående sport og renhed.

Men inden jeg argumentere herfor, vil jeg først understrege, at jeg på ingen måde bilder mig ind, at Armstrong ikke skulle være dopet. Jeg stiller heller ikke spørgsmålstegn til, hvorvidt han var en hård leder af sit cykelhold. Der er trods alt en del kynisme, når vi nærmer os toppen, om denne top så befinder sig i sportsverdenen eller kunstverden eller den politiske og så videre.

Armstrongs velorganiserede brug af præstationsfremmende midler fremstår som noget grimt, noget uhyrligt. Han er et monster. Alligevel tror jeg, at vi med tiden vil se ham som en stor mester, eftersom Armstrong har praktiseret den form for etik, der kan knyttes til den franske filosof Gilles Deleuze.

For Deleuze er præmissen ikke, at et menneske bør gøre noget, fordi det kan, som er den gængse etiske formel. Snarere påpeger han, at vi endnu ikke ved, hvad den menneskelige krop er i stand til. Det medfører, at den menneskelige udvikling udspringer af opfindsomhed, herunder også teknisk opfindsomhed.

Den etiske ambition er for Deleuze derfor at vende styrkeforholdet om og stræbe efter, at det enkelte menneske overvinder livets iboende modstand.

Armstrong har praktiseret denne etik. Han har eksperimenteret med sin egen krops iboende muligheder. Han har ikke snydt i den forstand, at han har gennemført Tour de France på scooter. Nej, han har forsøgt at virkeliggøre sit potentiale. Det er kynisk. Det fremstår monstrøst. Men Armstrong har gjort noget nyt, idet han har inddraget teknikken og lægevidenskaben, hvorved han har tydeliggjort, at denne kombination kan fremme de menneskelige kapaciteter.

Det betyder også, at Armstrong og sporten i al almindelighed har gjort det lettere for politikere og andre beslutningstagere at forholde sig til fremtidens etiske spørgsmål. Spørgsmål, som ikke handler om romantiske samtaler, der kredser om ’det naturlige’ og ’det autentiske’, men om hvad vi vil, hvad vi ønsker, når nu vi også kan. Frygten er selvfølgelig, at nogen ønsker at fremme et bestemt menneskeligt ideal, for eksempel et moralsk dydsmønster.

Der er for mig at se noget naturligt på spil i Armstrong. Hans vilje, hans selvdisciplin, hans opofrelse, hans mod til at eksperimentere med sin krop. Jeg finder det prisværdigt og interessant. Armstrong kan lære os noget. Han kan lære os, hvad det vil sige at være et menneske. Han kan lære os, hvordan man også kan leve. Hvordan man kan overkomme sig selv.

Den evaluering, som Armstrong giver anledning til, er derfor ikke en reaktiv fordømmelse, der altid udspringer af moralske dogmer fra en svunden tid, eller en illusorisk transcendent universalisme. Snarere er det udfordringen at nærstudere, hvad hans handlinger åbner op for, hvad de muliggør. Derefter kan de enkelte menneske prøve at vurdere, hvorvidt disse nye muligheder bør praktiseres.

– Indlægget blev bragt i Weekendavisen den 19. oktober 2012

Modstand

Hvordan kan mennesket blive frit?; hvordan kan mennesket begynde at elske? Ifølge filosoffen Finn Janning er det et spørgsmål om modstand forstået som en måde at eksistere på.

I Modstand åbnes for en frigørende etik. Der er tale om en skabende kraft, der udvikler alternative måder at eksistere på overfor de tanker og systematikker, som undertrykker mennesket. Det sker ved at stå imod tiden udviklingstrang og andre kontrollerende normer.

En sådan modstand er tæt forbundet med et eksistentielt mod og fantasi, hvorved den enkelte tør leve et liv i frivillighed.

Bogen er et modigt opgør med ideen om frihed som et økonomisk begreb knyttet til valg mellem forskellige givne valgmuligheder eller goder. Frihed er derimod en skabende modstand, som åbner for, at mennesket kan genfinde eller opdage kærligheden, der er livets egentlige og eneste formål.

Bogen kan købes her.

Læs interview forbindelse med bogen her.

Coaching – et symptom på angst

At vi i dag skal coaches for at kunne slæbe os gennem en arbejdsdag, skyldes flere ting: 

For det første, angsten er blevet det moderne menneskes vejleder. Dette konstaterede den franske filosof Michel Serres i sin bog Genèse fra 1982. Angsten er blevet livets vejleder, fordi hvad der er ukendt og afviger gør os utilpasse og urolige. 

For det andet, at vi har taget forbrugersamfundets idé om grænseløst forbrug med over i vores forståelse af den menneskelige udvikling. Der er tilsyneladende ingen grænser for, hvor smukke, kloge, effektive og dygtige vi kan blive. 

For det tredje, at vi i dag lever i et kontrolsamfund, der effektivt sikrer, at livet er blevet én lang guirlande af evalueringer og evalueringer og… Ingen skulle jo så nødig skille sig en smule ud, hvilket i stigende grad medfører, at ingen skiller sig ud. Dette konstaterede den franske filosof Gilles Deleuze i en artikel kaldet “Postscriptum om kontrolsamfundet” fra 1990.

Endelig, for det fjerde – og det som understøtter de tre foregående – vi lever i et moraliserende samfund. Bør, bør, bør, synes at være mantraet garneret med en lille smule skal, skal, skal. 

Tænk blot på landets kære statsminister og hans evigt formanende ord om, hvordan vi danskere skal og bør opføre os. Dette kan enhver konstatere ved at læse aviser eller se nyheder.

I forlængelse af denne nærende angst, den grænseløse udvikling, den herskende kontrol og den oplysende moral er det ikke så underligt, at coaching er blevet det nye modeord i dansk erhvervs- og privatliv. 

Oprindeligt stammer ordet fra det ungarske ord kochi, som betyder ’vogn for’. En coach er altså den eller det, som flytter nogen gennem coaching. Der er tale om en bevægelse fra en tilstand til en anden – angiveligt en mere ønskelig. Derudover har begrebet klare referencer til sportens verden, hvor ordet coach betyder træner. 

I sit udgangspunkt forudsætter coaching, at den coachede eller den vejledte person mangler noget, som han eller hun skal motiveres til at realisere eller erhverve. 

Personen skal fyldes op med den rette dosis medicin. En sådan medicin kunne for eksempel være handlekraft til at stoppe med at ryge, tabe sig eller sælge endnu mere af et givent produkt. På den måde kædes selve motiveringen om at indfri et konkret mål sammen med ideen om personlig udvikling, idet personen for at stoppe med at ryge nødvendigvis må besidde en vis handlekraft. Selve motiveringen sker gennem en både kontrollerende og guidende samtale. 

Opdag selv vejen

Et eksempel kunne være, hvad der sker på mange journalistiske redaktioner, hvor den enkelte journalist modtager feedback i form af coaching, altså gennem en række forskellige spørgsmål fra en redaktør, der forsøger at åbne journalistens øjne op for eventuelle mangler i artiklen. 

Herved tydeliggøres det, at coaching rummer et element af forførelse, da coachen – i dette tilfælde en redaktør – styrer i det skjulte, hvorved journalisten ikke bemærker, at vedkommende guides til at gøre noget bestemt. Det forførende ligger i at den coachede selv har ’opdaget’ vejen til målet eller indset mangler i artiklen, selv om en anden reelt har ført for. I praksis betyder dette ofte mindre, da målet typisk er noget prisværdigt. For eksempel betyder det, at journalistens artikel bliver trykt. Coaching rummer i mange tilfælde et naturligt element af læring og vejledning. 

Umiddelbart er der ingen grund til bekymring. Og dog, hvad med de tilfælde, hvor redaktøren har en klar agenda, som hun netop styrer ud fra? Dette kunne betyde, at artiklen, som sådan var fin nok til at begynde med, men ikke er det i forhold til den herskende dagsorden. 

I sådanne tilfælde er der tale om en hårfin balance mellem læring og udvikling over for ensretning og i værste tilfælde magtmisbrug. 

Problemet med at definere mennesket som mangelfuldt – ud over at det er en fejl – er, at det enkelte menneske konstant må ydmyge sig selv. Det må acceptere en masse idealer og forestillinger om det gode liv, som foreskriver en bestemt adfærd. 

Til daglig går de fleste på kompromis i større eller mindre grad. For eksempel, hvis vi skal deltage i en tantes fødselsdag, men sådanne ting overlever vi. Mere grelt står det til på arbejdspladserne, især blandt vidensarbejdere. 

Her er det nemlig svært at skelne mellem fagperson og privatperson, da arbejdet ikke længere er noget, man har, men noget man gør. 

Arbejdet som identitet

Arbejde er en vital del af ens personlighed, det er en del af ens måde at være og leve på. Og når medarbejderen helst skal formes og redigeres i virksomhedens billede, kan det betyde, at nogle medarbejdere går for meget på kompromis med egne idealer. 

Det er deres egen personlighed eller deres eget liv, som de lader andre redigere. At sådanne personer bare kan melde fra, er sjældent helt så let, som det lyder. Ingen ønsker at være uden for det trygge arbejdsfællesskab, da dette skaber angst på grund af manglende identitet. De fleste ved nemlig godt, at vi kun anerkendes gennem vores arbejdsidentitet. Uden en arbejdstitel er man i dag i stigende grad nobody. Derfor kan arbejdspladserne ganske let forme danskerne til effektive mekaniserede tingester. 

Denne situation er svær at bryde, idet den enkelte både skal besidde fantasi til at tænke og leve et andet liv. Derudover besidde modet til at udleve denne eksistens. Dette er svært, fordi den herskende moral ånder os i nakken sammen med den udbredte ide om grænseløs udvikling. Hvilket ligeledes skræmmer!

Noget af den kritik, som coaching er blevet mødt med, er derfor dens styrende og kontrollerende form, idet målet eller idealet meget nemt kan komme til at hæmme den coachedes virkelige udfoldelsesmuligheder. 

Angst og selvydmygelse

Der kan meget let snige sig nogle ubehagelige normer ind i forbindelse med coaching, à la “du skal” eller “du bør”. 

Dette er tydeligt i meget af den frelste, nærmest nyreligiøse retorik, visse coaches benytter sig af, som ligeledes ligger i en naturlig forlængelse af økonomiens eller forbrugersamfundets sprog. Det er ligeledes indlysende, at en medarbejder ikke kan vælge et hvilket som helst mål, såfremt vedkommende ønsker at forblive ansat. Rammen for den personlige udvikling er typisk sat af en anden. Og her kan målet nemt forblinde den coachede – især, hvis man er bange for at blive hægtet af – hvorved vedkommende ikke opdager alle mulige andre udviklingsmuligheder. 

Målet bliver en besættelse, som når folk tænker: “Når bare jeg er blevet chef… færdig med dette projekt… har fået en kæreste… tabt mig 13 kilo, så skal jeg leve og være lykkelig”.

Denne målfiksering er en udsættelse af livet, som hænger sammen med, at angsten er blevet livets vejleder.

Angsten gør, at vi gerne ydmyger os selv, da vi gerne vil af med angsten. Og fra forbrugersamfundet ved vi, at vi kan udvikle os ad infinitum, så det ville jo være direkte dumt ikke at jage et mål hele tiden. At denne tendens er en del af en større omspændende moraliserende kontrol styret gennem anvisninger om diverse forestillinger om det gode liv, glemmes desværre. 

Derfor følger mange også glædeligt de anvisninger, andre siger, de skal følge, alt imens de bliver lidt mere stressede og måske lidt små deprimerede. Det paradoksale er, at den ubehagelige usikkerhed og utryghed, som angsten medfører, forstærker selv samme. Vi bliver mere og mere formet gennem andres idealer, fordi vi er bange for at afvige fra det gode arbejdsfællesskabs prestigefyldte identitet. 

Coaching er derfor slet ikke et problem, men blot et symptom på denne angst. Et symptom på et moraliserende og idealiserende samfund, der gerne vil kontrollere og evaluere hele befolkningen, indtil vi alle tænker det samme, mener det samme og dør med det samme.

Første gang bragt i Information 10. oktober 2007

Filosofi, kunst og lederskab

Filosoffen Ole Fogh Kirkeby var hovedvejleder på mit Ph.d-projekt, hvor jeg anvendte den norske forfatter Jan Kjærstads trilogi Forføreren, Erobreren og Opdageren i et forsøg på, at belyse forskellige aspekter af moderne arbejde og ledelse.

Ideen var – som den franske filosof Gilles Deleuze skriver: “at vække kræfter i tanken, som ikke er genkendelsens kræfter (fx ledelsesteoriens), men kræfter der relaterer sig til en helt anden model, til et aldrig genkendt eller genkendeligt terra incognita.”

Afhandlingen A Different Story – Seduction, Conquest and Discovery forsvarede jeg i slutningen af 2005.

Efterfølgende, mens jeg drev lidt rundt, sagde Kirkeby: “Det er vigtigt at have et projekt, hvis ikke bliver du sindsyg.”

Mit første projekt var denne samtalebog med Kirkeby.

Bagsideteksten lyder:

“I fem perspektiverende samtaler med filosoffen Finn Janning, fortæller Ole Fogh Kirkeby, hvordan den røde tråd i hans virke altid har været filosofiens og en insisteren på at gøre det gode, det smukke, det sande og retfærdige.”

De fem samtaler er: Poetisk filosofi, Bevægelsens nødvendighed, Filosoffen, Filosofiens kunst, At tænke på grænsen, At lede normativt.

I lektørudtalelsen står der: “En “poetisk filosofi” er filosoffen Finn Jannings karakteristik af OFK’s projekt i indledningen til disse fem samtaler, der mere en en introduktion til OFK’s tænkning i snæver forstand, er en dialog mellem to ligeværdige samtalepartnere.” (Jens Hjøllund)

Bogen kan hentes her.

Blog at WordPress.com.

Up ↑