Du må ændre dit liv

Hvad er mennesket andet end et dyr, der kræves alt for meget af?

Sådan spørger filosoffen Peter Sloterdijk i bogen You Must Change Your Life (Du må ændre dit liv). Et par linjer længere nede, skriver han: Mennesket kan ikke opfylde, hvad der kræves. Af samme grund er udsagnet: Du må ændre dit liv! for alle og ingen. Nøjagtigt, som Nietzsches filosofi. Udsagnet henvender sig nemlig direkte til en, men det taler også til alle andre. Det er ikke kun mig, som må ændre mit liv, men også dig kære læser. Der er ingen kære mor!

I dag er der ingen autoriteter, som kan udtale dette. Ingen vise mænd eller kvinder. (Vismænd er en term, som Sloterdijk griner lidt af, måske på grund af de økonomiske associationer). Den eneste autoritet, der reelt er i en position til at sige: Du må ændre dit liv! er den globale krise. Som talte jorden direkte til os. Og den eneste mulighed for at sikre menneskets fremtid, er, ved kun at række dét videre, som det vitterligt er værd at gentage for de kommende generationer.

Sloterdijk taler om immunologi, som en måde at overskride hidtidige distinktioner på; distinktioner, som ikke gør andet end hæmme, fx mellem hvad der en ens eget, og hvad der er fremmed (’os’ og ’dem’). Overskrides denne, kollapser distinktionen mellem fjende og ven ligeledes. Sagen er jo den, at min egen historie trods alt er for lille, og den fremmede behandles konsekvent for dårligt, fordi ’jeg’ bilder mig ind, at ‘min’ egen er både vigtigere og større end den i grunden er.

Sloterdijk taler endvidere om en global co-immunitet. Det er, når det universelle bliver konkret, når det romantiske bliver operationelt. En universel co-operativ askese. Det hele munder ud i følgende opfordring: Mennesket må tage en beslutning, nemlig den, at påtage sig de gode vaner for fælles overlevelse. Dette valg skal tydeliggøres igennem den enkeltes daglige øvelser. Det vil sige vedkommendes daglige og frie tilgang til livet. Askese kommer af det græske ord áskesis og betyder øvelse eller træning. Nietzsche var en af de første, der påpegede at moralen inddeler askesen i henholdsvis de sunde og de syge, hvor sidstnævnte ender i afmagt. En træning fokuserer i stedet for på at udvide sine evner, som altså ikke skal ses indenfor en allerede given målestok (jf. det frie og ikke-normative).

I bogen præsenterer Sloterdijk et imponerende vue over mennesket, som en tilblivende væsen, der træner og øver sig på at blive menneske. Der er mange teknikker i bogen, fx filosofiske, buddhistiske, hinduistiske, etc. som behandles sagligt og vidende. Der er ikke tale om religion, men om akrobatik. Sloterdijk spiller på ordet akrobatiks etymologi, når han betoner hvordan den menneskelige udvikling er forbundet med en kreativ praksis, hvor det handler om at komme oven på. Gå på tæerne.

Forfatterens antropo-teknik fokuserer på den form for praksis, øvelse og træning, som især er kendetegnende for kunsten. Livskunsten, som en etik hvilket jeg selv forsøgte at udfolde i forbindelse med Jørgen Leth. Et andet eksempel kunne være sultekunstneren, der formår at overvinde naturen, idet sulten fortrænges til fordel for et større behov, nemlig behovet for at skabe, skrive. Eller, et digt af Rainer Maria Rilke, hvor der står: ”for there is no place/ that does not see you. You must change your life.”

Digtet er Rilkes hyldest til Rodins skulptur af Apollos torso, hvor pointen for Sloterdijk netop er, at kunstneren (Rilke) bliver en seer, fordi han ser at tingen (i.e. torsoen) har noget at sige, som overskrider velkendte dikotomier (jf. akrobatik). Når deltageren eller beskueren investerer i subjekt-objekt relationen, så nedbrydes denne distinktion i en form for blandet legeme. At se betyder i grunden, at tro på det sete, hvilket enhver med lidt øvelse og træning er i stand til. Det svarer til at være i stand til at se resten af Apollos krop, selvom Rodin kun har skulpteret en torso.

For Sloterdijk er livet en lang anden fødsel, hvor mennesket træner, ”an exercise of existence.” Sloterdijks styrke er hans evne til at skrive klart og bredt, men stadigvæk ret præcist. Hans projekt kan føres tilbage til forfatterens artikel Regeln für den Menchenpark, som blev bragt i Der Spiegel i 1999. Det var også første gang jeg hørte om Sloterdijk. Jeg kan huske, at han var omtalt som en ny Nietzsche, hvilket fik mig til at købe Der Spiegel og læse artiklen. Jeg skal dog ærligt tilstå, at jeg i 1999 ikke forstod, hvor radikal og interessant han i grunden er. Nu er jeg i bedre træning.

Hvad er det, som gør kunstneren værd at beskæftige sig med? Det er ikke kunstens systemiske selvreference, hvor kunstnere, gallerister, kuratorer, redaktører og kunstskribenter gnider sig opad hinanden i en fælles ekshibitionistisk glæde. En pseudoreligiøs eskapisme. Ej heller kunstneren som en ny guddom, der jo ikke understreger andet end et behov for guddomme. Ak nej. Sloterdijk drager sågar en parallel mellem sportens doping og kunsten, idet kunst i større og større grad blot eksisterer for kunstsystemets egen skyld. F.eks. gallerister der køber deres egne kunstners værker til overpris, hvorved de fastholder kunstnerens markedværdi.

Sloterdijk er dog ikke interesseret i kunstneren, som en selviscenesat klovn, men akrobaten. Han er interesseret i den kunst, der formår at tydeliggøre, hvad der er værd at gentage, og hvad der ikke er værd at gentage. En praksis, der placerer sig mellem Arendts aktive og kontemplative liv, en livspraksis eller livskunst (jf Leth).

I en tid, hvor det vælter ud med bøger, der kan hjælpe den enkelte med at vælge sig selv, snurre rundt om sig selv, græde over sig selv (især egen godhed), er det befriende med en filosofisk bog, der tager den menneskelige træning og øvelse seriøst. Det er en klog bog. Det er en lang bog. Det er en fornøjelig bog. En overbevisende bog. Det er en bog om livskunst, der især henter sin inspiration hos Nietzsche og den tidlige og sene Foucault (ikke den gale!), til dels hos Heidegger. Livet som en workshop. På alle måder en bog, der er værd at læse for enhver, da ingen trods alt kan det hele. Det kan ikke være anderledes: Du må ændre dit liv!

Deleuze og etik

Den franske filosof Gilles Deleuze (1925-1995) er blevet kaldt mange ting, fx og’ets filosof. Hans tanker etablerer en løbende dialog på tværs af felter, der lidt skolelæreagtigt opdeles i henholdsvis filosofi versus skønlitteratur, eller æstetik versus erkendelsesteori. Denne lidt rigide inddeling går tilbage til Kant. Når Deleuze beskæftiger sig med film eller litteratur, er det dog på grund af de erkendelser, som florerer i litteratur og film. De erkendelser, som genereres i en læsning af Marcel Proust er selvfølgelig ikke mindre værd end de erkendelser, som genereres i en læsning af Bergson, Nietzsche eller Spinoza. Det, som synes at forbinde alle Deleuzes bøger (inklusiv de fire han skrev sammen med Félix Guattari) er en etik, forstået som en måde at leve på, en eksistensmåde eller livsform. En forbindende praksis (apropos og’et). De guidende spørgsmål i denne praksis er: Hvilke kræfter er i spil? Hvordan fungerer de? Hvad muliggør de?

I de seneste år har der været en eksplosiv vækst af bøger med ”Deleuze” i titlen, ofte i form af ”Deleuze og ’X’”, hvor x’et i teorien kunne være hvad som helst. Kritiske røster spørger: Er der tale om en filosofi på samlebånd? Jeg ved det ikke. Selv har jeg kun læst Michael Hardts Deleuze-bog fra halvfemserne før antologien Deleuze and Ethics, som jeg vil omtale her. (Hardts bog læste jeg i forbindelse med et Skizofreni og kapitalisme-kursus, som Hardt holdte på Duke). Nærværende antologi giver nu ikke grund til bekymring, selvom der sikkert er en del redundans, da flere af de samme kommentatorer går igen. Dog er det vigtigt at understrege, at det aldrig kan blive en filosofs problem, at han eller hun læses med hovedet under armen. Generelt er det en god ide, at være påpasselig med sekundærlitteratur – især indtil man selv har fået et rimeligt begreb om tankerne, ellers bliver man nemt forført eller ligefrem hæmmet i et frit møde med teksten.

Nå, ikke mere tilløb. Den pågældende antologi er redigeret af Nathan Jun og Daniel W. Smith – sidstnævnte har, apropos Deleuze-kommentatorer, skrevet en fornemt forord til essaysamlingen Critical and Clinical. Bogen rummer flere gode artikler, fx Jeffrey Bells, der sagligt viser hvorfor Deleuze og Guattari ikke legitimerer det, som Boltanski og Chiapello kalder Den nye kapitalistiske ånd. Problemet er, at Deleuze og Guattari nok anvender begreber som i dag er inkorporeret i kapitalen (hvilke begreber er ikke det?), men de forstår noget andet end en business manager, når de taler om kreativitet og opfindsomhed. Problemet er snarere at kapitalen ikke er fri nok, idet den konstant bremser tilblivelsesprocessen. Kapitalen vil i mål, mens Deleuze og Guattari vil mere. Det kan tilføjes, at kapitalen sjældent er særligt udviklende, idet den konstant sætter nye mål på baggrund af fortidens succeshistorier.

Et af de bedste bidrag er Levi R. Bryants. Han viser, hvordan man kan tænke etisk med Deleuze. Etiske problemer handler ikke om, hvorvidt man må stjæle eller slå ihjel eller overholde en kontrakt – med mindre man er inkarneret idiot. Derimod handler det om beslutninger, hvor det er lidt mere kompliceret, hvad der er godt eller mindre godt, fx i spørgsmål om vaccinationer af raske personer (hans eksempel). Udfordringen er, at gøre sig værdig til det, som rent faktisk finder sted. Det sker ved at erkende, at vi ikke har andre våben end vores kritiske sans og intuitive evne til at opfinde nye problemer. Bryant spørger: Hvordan komponerer vi os videre på sådan en måde, at vi fremmer styrken til at handle? Spørgsmålet er en del af den etiske praksis. Eksempelvis handler det ikke om at spørge, hvordan vi bør handle; men i stedet for spørge: Hvad er også muligt? Hvad åbner situationen op for? Dette er en måde at problematisere på, som er etisk.

Både Daniel W. Smith og Anthony Ullmanns artikler er præcise. De handler begge om, hvordan en immanent-etik kan åbne op for nye måde at tænke på, som en forskel mellem to former for affekter, nemlig den aktive og den passive, hvor den første øger vores magt til handle, mens den anden leder os fluks ind i impotensens ulidelige verden. Spinoza og Nietzsches immanenstænkning er mærkbar. De er begge klassisk filosofihistoriske, selvom Ullmann også berører det bioetiske. William James behandler spørgsmålet om døden, hvor han blandt andet viser at døden altid kommer ude fra, hvorved det pludseligt bliver muligt for et liv at dø. Døden versus at dø.

Deleuzes pointe, som går igen i de fleste artikler, er, at det transcendente (det som ligger udenfor vores erfaring) er hæmmende. Det kan fx være at fælde en dom baseret på transcendente normer eller universelle værdier, hvilket altid undertrykker muligheden for tilblivelsen af noget nyt, noget andet. Det transcendente, uanset hvor smukt det end er, er altid et eksempel på afmagt. Der er tale om en etik, der vil mere, blive mere, skabe nye forbindelser af liv. Dette understreger, at etikken er en eksistentiel praksis, hvor den enkelte livsform eksperimenterer med livet ved at forholde sig produktivt til det, som sker, uden et prædefineret retteark at forholde sig til. Det kræver mod. Det kræver fantasi. Det kræver frihed til at blive. Det kræver på mange det, som det digteren Arthur Rimbaud skrev i det såkaldte ”seer-brevet”, mens han endnu var teenager. Der står noget i retning af: Digteren må blive seende i kraft af en intens omkalfatring af hele sanseapparatet … Digteren må gennemsøge sig selv … udstøde al giften i sig selv … han må gå igennem tortur … han må aktivere sine supermenneskelige styrker … hvorved han bliver den store forbandet (ramt af forbandelse!) – og den højeste lærde mand! – fordi han har nået det ukendte.

Det ukendte … at konfrontere ens ignorance. Hvad er også muligt? Et muligt svar er at tage et skridt ind i det ukendte. Eksperimentere. Det er det, som gør Deleuzes filosofi etisk. Det ”gode” ligger efterfølgende i at række det ukendte videre til nye generationer, som ikke blot skal gentage det nu kendte (qua virkeliggjort), men derimod lade sig inspirere til selv at tænke nyt, til selv at turde blive etisk, til selv at nå ukendt terræn. Tænke hinsides det alt for menneskelige. Producere nye kreative linjer af liv. Det er et spørgsmål om, hvordan den enkelte folder livets kræfter, hvorved man ikke producerer et nyt subjekt (fx en bedre version af migselv, ak nej), men et kunstværk (som Deleuze skriver et sted). En givende organisering af et møde mellem kræfter.

Antologien er en interessant samtalepartner, hvis man har et vist kendskab til Deleuze – og lidt til etik. Det kunne dog have været interessant med en lidt mere kritisk artikel, fx hvordan det at overtage magten (vende styrkeforholdet) ofte hænger sammen med en løsrivelse fra det, som ikke medfører andet end afmagt. Det, som er udenfor ens råderum. Plæderer Deleuze for et fredfyldt sind, mens naboens lokum brænder, fordi det netop ’kun’ er naboens? Eller, adskiller Deleuze sig netop her fra stoikerne, idet hans filosofi ikke vender den enkelte mod sig selv, men mod verden? For mig at se er Deleuzes filosofi verdensvendt. Den gransker ikke selvet, Den er ikke båret af medlidenhed. Snarere af kreative transformationer, som til tider kan virke kyniske. At ville livet kræver et anstrengende engagement, som også tydeliggør at en kreativ skabelse hos Deleuze på ingen måde er beslægtet med den kreative klasses forståelse heraf.

Eksperimentel filosofi

Lad os starte med et eksempel. En direktør skal beslutte, hvorvidt en virksomhed skal indføre et nyt styringsprogram. Programmet vil ikke bare øge profitten, men også hjælpe miljøet. Sådan et scenarium kaldes en win-win-situation på moderne nysprog. Direktøren er dog ret ligeglad med miljøet, idet hun kun ønsker profit.

Spørgsmålet er nu om direktøren bevidst hjalp miljøet? Inden jeg svarer, så lad os vende problemet på hovedet. Det vil sige, direktøren er stadigvæk ligeglad med miljøet, idet hun bare vil have profit. Men modsat den første situation forværres miljøet, mens profitten stiger. Dette vil for nogle være et dilemma, idet direktøren nu skal vægte, hvad der er mest værd: penge eller ren luft. Heldigvis behøver direktøren ikke beslutte sig. Det væsentligste er nemlig, hvordan almindelige menneskers intuition forholder sig til de to scenarier.

Ifølge nogle eksperimentelle filosoffer, som har spurgt almindelige mennesker herom, er svaret følgende: 23 procent mener at direktøren bevidst har gavnet miljøet, mens 82 procent mener at direktøren bevidst har forulempet miljøet. Det er interessant, idet resultatet ’burde’ være det samme, da logikken er identisk. I begge situationer er profitten den motiverende faktor. Blandt eksperimentelle filosoffer taler man om Knobe-effekten opkaldt efter filosoffen Joshua Knobe, der udførte eksperimentet. Andre taler om en eventuel sidegevinst.

En mulig konklusion, er, at de fleste er en smule skeptiske med hensyn til direktører. De fleste antager at direktører kun tænker på profit, og skulle noget uventet og positivt ske, er det tilfældigt. Skulle der derimod ske noget negativt, er det bevidst. Måske er flertallets erfaringer sådan. En anden og mere generel konklusion, nærmest Machiavellisk eller Hobbesk, kunne være at det simpelthen antages, at mennesket er egoistisk og styret af dets begær efter magt, hvorfor det må forventes at en eventuel positiv sidegevinst er og bliver en ren og skær tilfældighed. Ingen gør bevidst noget godt for andre.

De fleste eksperimentelle filosoffer besvarer ikke de mere ontologiske spørgsmål, men de formår ved hjælp af metoder hentet fra sociologien og psykologien at rejse nye spørgsmål. Eller aflive myter, fx myten om at folk der har studeret moral og etik, fx filosoffer eller religiøse, er mere moralsk ’gode’ end andre. Tværtimod, viser studier at det såkaldte professionelle etikere, er mere kyniske.

Når man taler om eksperimentelle filosoffer, skal man ikke begynde at tænke på Nietzsche, Foucault, Heidegger og Deleuze, hvor den enkelte eksperimenterer med livet ved at træde ud i det uvisse, stille sig frem i det åbne, blotte sig, overskride nuet m.v. Nej, for de eksperimentelle filosoffer er et eksperiment noget, hvor man har en hypotese, fx at ens moralske intuition afhænger af kultur, hvorefter man tester denne tese, som enten tilbagevises eller bekræftes.

Er man interesseret i denne filosofiske retning, så udkom der for to år siden antologien Experimental Philosophy, der samler en masse artikler fra feltet. Antologien er redigeret af Joshua Knobe og Shaun Nichols. De åbner selv ballet med et manifest, der fortæller at X-phi (som de kalder sig) er interesseret i, hvordan mennesket rent faktisk er. De vil væk fra lænestolen og ud i blandt mennesker. Og modsat Sartres eksistentialisme, hvor helten var ensom blandt mennesker, er X-phi et voksende felt – især blandt amerikanske filosoffer.

Formålet med de forskellige eksperimenter er, at give ens forklaringer empirisk tyngde, det vil sige bedre forstå, hvorfor mennesker har den intuition de har, fx i moralske spørgsmål (som  i eksemplet jeg startede med), eller i spørgsmål der handler om fri vilje og determinisme.

Intuition er et nøglebegreb, ofte forstået helt lavpraktisk som en person umiddelbare vurdering af en hændelse. På baggrund af undersøgelser, kan man se at følelser spiller en stor rolle i vores vurdering af en aktørs gerninger, selvom denne aktør måske handlede under tvang. Det vigtigste for mange er, hvad de tror rørte sig i ”hjertet” på aktøren. En artikel viser, at intuition afviger på tværs af kultur, det vil sige artiklen problematisere, hvad der i almindelighed menes, hvad der menes, når nogen anvender termen ’vi’. En anden at mennesker har både en inkompatibel og inkompatibel intuition. En af de mest interessante artikler er den sidste, der hedder Experimental Philosophy and Philosophical Intuitions. Denne artikel gentager klassiske filosofiske problemer, fx forholdet mellem viden og overbevisning. Samtidig påpeger den, at de fleste eksperimenter forudsætter at sandheden er givet, og at det er et menneskes intuitive kompetence, som gør vedkommende i stand til at se sandheden. Det vil sige, enten er et menneskes intuition sand, eller også er sandheden sand, men kun tilgængelig for visse særligt udviklede intuitioner. Oplagte spørgsmål er: Hvis intuition er lig med levet erfaring, hvad betyder det så for ens intuition, at man lider af dårlig hukommelse? Hvad betyder det eksempelvis, når en forfatter hævder at hun skriver selvbiografisk og sandt, men alligevel ikke kan skelne på anden måde en ved hjælp af selvsamme intuition, som netop siger … Ender vi i solipsisme? Eller er sandheden altid singulær og bundet til tiden?

Det afsluttende essay ligger op til den debat, som retfærdigvis også har fundet sted de sidste par år blandt eksperimentelle filosoffer, nemlig hvad er intuition, hvilken status (erkendelsesmæssigt) skal intuition have, etc.

Det er en interessant antologi. Flere af artiklerne er gode. Enkelte, som det nu engang er med antologier, fænger ikke. Stort set alle er skrevet lidt over den samme amerikanske læst, der går sådan her: Her er tese, her er eksperimentet, det her kan vi sige med sikkerhed, ergo. Det er en lidt trættende dialektik. Heldigvis for feltet dukker flere op, enten fordi de gerne vil være en del af det nye, eller fordi de gerne vil bringe filosofien videre.

Personligt finder jeg flere af eksperimenter sjovere end tankevækkende, men jeg synes, at det er befriende at filosofien flirter med andre discipliner, fx sociologi og psykologi. (Alle disse skillelinjer er i grunden meget u-filosofisk). Jeg finder også de mere erkendelsesmæssige diskussioner yderst relevante. Det jeg kan savne lidt er, at de amerikanske filosoffer åbner blikket en smule for europæisk filosofi, fx er det tankevækkende at en filosof som Henri Bergson, der netop opererede med en intuitiv metode, ikke tages op. Derudover er det lidt et paradoks, at målet ikke er viden, men at forstå det almindelige menneskes intuition – forstået som en slags standard beslutningsprocedure, idet undersøgelsen af denne intuition jo giver viden. For mig at se, er det sjovest at opholde sig i kølvandet af de eksperimentelle filosoffer.  Måske, fordi jeg aldrig helt er blevet overbevist om at Sarte ikke havde ret, da han sagde at ethvert menneske er ensomt blandt andre mennesker. Relationerne er givende, det er indlysende; ingen kan udvikle sig alene, det er indlysende, men alligevel …

Til sidst. Køb ikke bogen, da de fleste artikler er tilgængelige på nettet. Et godt sted at starte er her.

Positiv psykologi

I det følgende vil jeg omtale positiv psykologi, som den præsenteres i de populærvidenskabelige bøger Learned Optimism, Authentic Happiness og Flourish. Alle tre er skrevet af psykologen Martin E. P. Seligman, som er en af ophavsmændene til denne psykologiske retning.

Lad os begynde med noget mindre positivt, fx en depression. Ifølge Seligman kan en depression forstås ved hjælp af tre samspillende ting: jeg, vi og selvværd. Seligman skriver om depression:

  1. Når jeget fejler i henhold til eget selvbillede, fx ikke lever op til egne mål og ambitioner.
  2. Når individuelle fejl eller tilbageslag ikke bliver afhjulpet, perspektiveret eller nuanceret af et større og stærkere ’vi’, fx en familie, et samfund, en fællesskab. De sociale institutioner er i dag svækket, hvorfor individet er blevet mere sårbart, der er ingen kære mor.
  3. En persons selvværd kan ses som et symptom på, hvordan et menneske håndterer livet, som igen er afhængig af 1 og 2.

Det minder lidt om Martin Bubers Jeg og du, hvor det er mødet eller relation mellem ’jeg’ og ’du’ (her ’vi’), som udgør grundforholdet i et ethvert liv. Mødet med de andre er altid givende.

Det, som Seligman opdagede i 70’erne var, at en ændring fra en pessimistisk til en mere optimistisk tilgang til livet kunne forebygge eller forhindre depression og angst. Han påpegede ligeledes, at hvis børn lærer at tænke optimistisk før puberteten, men sent nok i barndommen til at de er metakognitive (tænke om det at tænke), er det en frugtbar strategi, når de drejer sig om depression og velvære. Børn overtager tit sine forældres tilgang.

Positiv psykologi er ligetil. Helt Monty Pynthon-agtigt drejer det sig om ”always look on the bright side of life”. Enten er du optimist eller pessimist. Det, der kendetegner en pessimist er, at vedkommende har en tendens til at tro at dårlige hændelser vil vare ved, at de vil underminere alt og, at det hele er den enkeltes egen fejl. Modsat vil en optimist se et nederlag, som noget temporært; optimisten tror heller ikke, at et nederlag er vedkommendes fejl alene. Derimod betoner optimisten at tingene ses i sin rette kontekst. Optimister har det med at møde modstand, som en udfordring, der inspirerer til mere hårdt arbejde. Pessimisten føler sig let forfulgt af livet, som var lige netop han specielt hårdt ramt. Mulige indvendinger er selvfølgelig, at optimisten kommer til at fremstå ukritisk overfor egen præstation, eller måske ligefrem undskylder denne ved at bebrejde andre (fodboldtræneren José Mourinho er en klassisk optimist, hvorfor han også er ganske succesfuld).

Det, som positiv psykologi hævder er, at en pessimist kan lære at blive mere optimistisk ved at tilegne sig nye kognitive færdigheder, eller fx ved fokusere på en persons karakterstyrker. Kendetegnede for pessimisme er hjælpeløshed. En form for afmagt eller impotens. Uanset, hvad du gør, så sker der ingenting. Hjælpeløsheden er den form for resignation, som de fleste af os nok har oplevet, når vi gentagende gange afvises med et forehavende. Vi accepterer, vi resignerer. Pointen er dog, at finde nye kreative veje, hvorved man undgå denne følelse af afmagt, idet det i længden er trættende at tale til dør. Det positive i positive psykologi er netop denne simple grundide om, at et menneske gerne vil forbedre sig, overkomme sådanne forhindringer, idet de færreste drømmer om at blive dårligere til at leve.

Pointen bliver tydeligere. Ethvert liv begynder i hjælpeløshed, men i kraft af en gradvist voksende personlig kontrol, vilje og styrke bliver det gradvist muligt at ændre ting, hvilket er det modsatte af hjælpeløshed. Det er en bevægelse fra at reagere til at agere, eller fra at fokusere på instinkter til at fokusere på læring. Forskning viser, at mennesker der har for vane at tænke pessimistisk forvandler flere af livets tilbageslag eller modgang til noget katastrofalt. Ofte forvandler pessimisten egen uskyldighed til skyld. Der er noget moraliserende på spil, da moral ligeledes har det med at producere ofrer.

Moralen har ofte været psykoanalysens problem. Fx frigjorde Lacan psykoanalysen fra denne normative tendens. Han viste, at man må skelne mellem Jeg’et, som er en imaginær enhedsfigur og Subjektet. Ifølge Lacan har subjektet ikke nogen substans eller ’natur’, men afhænger af sprogets kontingente udvikling og begærobjekternes singulære historie. Det vil sige, at enhver opfattelse af den psykoanalytiske behandling – en genoprettelse af et ’normalt’ begær – er en skrøne, idet der ikke nogen norm der kan understøtte ideen om et ’menneskeligt subjekt’ med særlige pligter og rettigheder. Deleuze og Guattari tænker videre, når de både bryder med Freuds ødipale trekant (mor, far, mig), og når de tænker udover det ubevidste. I stedet for taler de om iboende kræfter, og mennesket som maskinelt, det vil sige forbindende uden nogen form for skabelon eller hierarki. Den lille pige lider ikke af ødipale drømme om at gifte sig med Erik, fordi han kan erstatte hendes far, etc. Måske er Erik bare sød og lækker.

Tilbage til positiv psykologi. Ideerne udspringer af tresserne, hvor det ikke længere var nok at kunne forklare alt i velkendte pressefolder. Proces og forandring kom i fokus (som de havde været det for Bergson nogle år tidligere). Det er specielt adfærdspsykologiens ”hvis, så”-logik, der bliver kritiseret. Psykologien bevægede sig gradvist mod et større fokus på det enkelte individs forventninger, præferencer, beslutninger, kontrol, disciplin og hjælpeløshed.  Indtil 80’erne var der fx to måder, hvorpå man kunne tale om depression: Psykoanalytisk og biomedicinsk. Den psykoanalytiske, der er baseret på Freuds arbejde, her forstås depression som en vrede vendt mod en selv, fx når den depressive ser sig selv som værdiløs, uden funktion.  Depressionen er et produkt af konflikter i barndommen, som ikke er blevet løst. I forlængelse heraf har vi også arvet dybdemetaforikken, fx dybe spørgsmål eller dybsindighed. Seligman påpeger at individet bliver gjort til et offer, idet en karakterbrist nærmest har forårsaget den depression, som vedkommende lider af. Den lidende ønsker sin lidelse qua sin karakter. For Freud kan der være noget motiverende i denne form for afstraffelse af en selv – der er selvfølgelig klare religiøse paralleller. For Seligman handler det om at fokusere på ens styrker, som måske har været undermineret på af grund alt for trykkende normative idealer.

Den biomedicinske tilgang påpeger at depression er et udslag af en dårlig fungerende hjerne. Seligman m.fl. siger ikke, at der ikke er behov for medicinsk behandling, men de påpeger at mange lidelser kan afhjælpes mere simpelt. Et par vejledende spørgsmål lyder:

  • Hvad, hvis en depression ikke er en sygdom, men en ekstrem lav sindsstemning?
  • Hvad, hvis individet ikke er offer af fortiden, men initieret af nutidige kræfter?
  • Hvad, hvis en depression opstår i kraft af ens pessimistiske tilgang til de tilbageslag og ulykker, som ethvert liv rummer?
  • Hvad, hvis tilgangen er altafgørende?

Det, som er på spil er “the power of non-negative thinking”. Styrken ved ikke at tænke negativt. Dette er typisk stedet, hvor de mere seriøse skilles fra de mindre seriøse, idet negative tænkning ikke er det samme, som en kritikfri tænkning. Kritikken er nødvendighed for at forholde sig til de endnu ikke virkeliggjorte muligheder, etc. Der, hvor frygten for kritik bliver til en kønsløs positiv tænkning forsvinder ethvert forandringspotentiale. Hvilket ofte sker, når disse tanker inkorporeres ukritisk i en økonomisk sammenhæng, hvorved de nemt ender i en blind form for anerkendelse, der ikke producerer andet end tanketomme mennesker, der ikke formår at vurdere en given situation, fordi det hele bare er så forbandet godt. Det er med andre ord vigtigt at besidde en veludviklet intuition eller dømmekraft, som kan sikre at man rent faktisk lærer af ens erfaringer. En kønsløs positivisme strider sågar imod kognitiv terapi, hvor den enkelte jo forholder sig kritisk og evaluerende til sig selv. Et mere interessant spørgsmål er selvfølgelig om et ’selv’ vitterligt kan træde ud af sig ’selv’, eller om et ’selv’ er givet, men her bevæger vi os over i en ontologisk diskussion.

Positiv psykologi er dog ikke helt uden skyld i den lidt for frelste hymne. Et sted skriver Seligman, at det ikke er særligt opbyggeligt at lytte til Eminem (hvorved han moralisere, selvom han hævder at være deskriptiv). Men faktisk kan man få meget positivt ud af at lytte til Eminems vrede, hans usikkerhed og had, da Eminem på mange måder virker mere tilfreds for hver gang han skråler sin gamle kærestes navn krydret med et par negative tillægsord. Pointen er selvfølgelig at Eminem ikke arbejder ud fra et sukkersødt ideal, men derimod arbejder med de kræfter som rør sig i ham. Det betyder også at Eminem på sigt opnår det, som mange positive psykologer stræber efter, nemlig velvære. (Seligman udskifter selv begrebet lykke med flourish, der ligger tættere på Aristoteles eudaimonia, som ikke kun betyder lykke, men snarere dét, som gør et liv værd at leve). Eminem tydeliggør, er jeg sikker på, at vi kan lære meget positivt i det negative. Jeg er nok ikke den eneste, der ligefrem kan finde glæde i Eminem og Linkin Parks vrede og aggressivitet. Sådan er livet jo også. Hvem ville ikke hænge sig i laden, hvis livet var en lang Keld og Hilda-sang?

Positiv psykologi bryder med adfærdspsykologiens forestilling om læring – en ændring i respons – som noget, der kun sker i kraft af straf og belønning. Adfærdspsykologerne overså de menneskelige kræfters betydning for læring, idet de overså begreber som tænkning, forventning, hukommelse, drømme, fantasier, ambitioner, etc. Adfærdspsykologien gjorde mennesket et dyr, et offer (hvilket jo ligeledes er sket på mange arbejdspladser, når disse kun formår at tænke læring og motivation i forhold til straf og belønning, eller kun tænker på at minimere stress for at højne produktiviteten. Hvor mange æg skal en høne lægge før den begynder at anvende prævention?). Heldigvis er der mennesker, som ikke vil gøres til et offer; de kæmper imod, hvilket kræver en stor anstrengelse, der ofte hyldes af de andre og vækker stor taknemmelighed, fordi modstanden jo understreger at mennesket ikke er givet.

Det positive i positiv psykologi er dens fokus på den specifikke situation, som noget singulært, ikke noget universelt.

Hvad åbner et møde op for? I Flourish beskriver Seligman positiv psykologi, som en teori om velvære eller trivsel, hvor den forsøger at kigge på positive emotioner, engagement, mening, positive relationer og bedrifter (det er den del, som for alvor blomstrede op i midt 90’erne). Ideen er at ens velvære kan optimeres ved at justere på de pågældende parametre. Desværre synes visse positive psykologer (eller groupies), at genindføre ideen om det universelle, fx når jagten på lykke gøres til et normativt krav, eller at en bestemt form engagement er et must, hvilket ofte kan have den stik modsatte effekt, nemlig at du bliver mere og mere ulykkelig.

Ambitionen er, at den enkelte på et tidspunkt får et tilstrækkeligt kendskab til sig selv, hvorved vedkommende kan tage vare på sig selv. Dette drejer sig ikke om normer, men om evnen til at folde tingene ud. Selvrealisering bliver til afrealisering i konstruktionen af nye former for liv (her er Nietzsche selvfølgelig stadigvæk foran). Dette er velkendte tanker, som er behandlet både af de gamle grækere og, fx Michel Foucault i hans sexede trilogi. Folk der ikke tager ved lære, formår sjældent at kende sig selv nok til at tage vare på sig selv, det vil sige blive uden endemål. I stedet for bliver de nemt en byrde for andre, som må tage vare på dem. Her kunne man godt forestille sig at en normativ brug af positiv psykologi rent faktisk medfører, at færre formår at tage vare på sig selv. Tværtimod. De bliver nærmest fremmedgjorte eller tingsliggjorte, hvorved de så søger hjælp hos nogen, der så blot tilbyder endnu et normativt ideal. Det er en ond spiral. Desværre kan det for mange være svært at bryde ud af de normative bølger, især når flere og flere anerkendes for at leve på en bestemt måde. Økonomien er adfærdsregulerende, hvorfor denne også egner sig bedst til organiseringen af en hundekennel. Positiv psykologi har til dels brudt med en normativ og hæmmende tilgang, men er måske i gang med at erstatte et ideal med et andet (eller også opererer den bare indenfor adfærdsøkonomien, hvorved den blot sparker positive huller i luften, idet den bliver en del af den ulidelige ukritiske anerkendelses-bølge, som på ingen måde virker frigørende).

Med hensyn til bøgerne, så er Learned Optimism og Flourish at foretrække. De er generøse med referencer til andre studier indenfor positiv psykologi (fx mening, positive relationer mv.), hvor interesserede så efterfølgende kan finde forskningsartikler på nettet (ofte gratis). Den tredje bog er rimelig tynd. Alle tre er letlæst, hvilket her er positivt.

Unfit for the Future

Oxford University Press har været så flinke at sende mig et par bøger. Til gengæld har jeg lovet at omtale dem. Det er vist på tide, det sker.

I bogen Unfit for the Future. The Need for Moral Enhancement, spørger filosofferne  Ingmar Persson og Julian Savulescu: Hvor godt rustet er mennesket til fremtiden? Svaret de giver er: Ikke godt nok.

Der er plads til moralske forbedringer. Det store og vanskelige spørgsmål er selvfølgelig, hvordan mennesket kan optimeres moralsk. Forfatterne er opmærksomme på, at de bevæger sig på farlig grund, da moralsk optimering nemt kan vække alt for ubehagelige associationer. Heldigvis er de stringente tænkere, der ønsker at fremme en debat mere end sælge et klægt budskab. Tonen i bogen er akademisk, det vil sige lidt tør sine steder.

Bogens problematik er velkendt: Vi lever i en verden, hvor økonomisk rovdrift på naturen og mennesker skriger på nye vitale tiltag, nye tankesystemer. Vi lever i en verden, hvor teknologiske opfindelser gør det svært at trække vejret uden en akut risiko for astma. Bogen er i dette lys ambitiøs, men også befriende fri for alle de moralske fællessange, der har det med at begræde egen godhed, mens alt forbliver det samme.

I starten af bogen optegner de to forfattere menneskehedens, ifølge dem, to største problematikker. Den ene er klimaet (tænk bare på den skrantende Kyoto-protokol, som efterhånden er uden reel værdi). Den anden er truslen fra masseødelæggelsesvåben, fx i hænderne på terrorister. Ved hjælp af eksempler fra psykologien viser de, at det altid er nemmere at gøre skade end gavn. Sågar ultimativ skade, fx ved hjælp af masseødelæggelsesvåben. Det kræver trods alt mere arbejde at gøre gavn. Ligesom det kræver mere arbejde at sortere ens affald end smide det hele ud af vinduet. De understøtter løbende denne tese. Fx nævner de, at der i dag eksisterer en miljømæssigt renere form for teknologi, men at villigheden mangler til at anvende denne, forske i denne, etc. De argumenterer for at det er muligt, at minimere sult og sygdom i fattige lande, men at villigheden eller motivationen står i vejen. Profitten skal desværre alt for ofte sikres.

Deres forslag er ikke en forhøjning eller optimering af fornuften, som fx evolutionspsykologen Steven Pinker har appelleret for. Pinkers pointe er, at der i dag er færre folkeudryddelser, voldtægter og krige, fordi den samlede IQ går op med cirka tre procent per dekade. Jo mere smart, desto mindre lyst har vi til at rive hovedet af hinanden. Argumentet minder lidt om sammenhængen mellem demokrati, fred og frihed (ofte økonomisk frihed), som er velkendt bl.a. ekspansionslystne politikere. Der er selvfølgelig en vis fornuft i argumentet, selvom Pinker har en tendens til at overse omgivelsernes indflydelse på naturen, da fremgangen i IQ sagtens kan skyldes en ’bedre’ moral, hvorved fornuften netop har fået bedre vilkår, fx glæden ved at dele viden, ved ikke favorisere mellem køn, etc.

Ifølge Persson og Savulescu er der to måde at forbedre moralen på (1) moralske doktriner og (2) moralske handlinger og reaktioner, hvilket i høj grad afhænger af den første, idet disse regulerer adfærd. Eksempelvis er forskelle i køn, etnicitet og seksuel observans i stigende grad moralsk irrelevant, da ingen normalt tænkende vil argumentere for … og dog! Jeg har dog forståelse for deres argument. Problemet er snarere at de moralske doktriner, er ude af trit med tiden. Der er et gab mellem, hvad mennesket er i stand til, takket være den moderne teknologi, og hvad mennesket evner rent moralsk. Mennesket kan ikke leve moralsk op til egne muligheder.

I stedet for at følge Pinkers ide om en forøgelse af fornuften, er de to forfattere fortalere for noget så simpelt, som altruisme og retfærdighedssans. De skriver, at det netop er manglen på altruisme og retfærdighedssans, som er årsagen til at mennesket endnu ikke har gjort noget ved klimaforandringer og miljøproblemer, når nu ellers fornuften er til det!

Det, de foreslår er, at der bevilliges midler til at forske i, hvorvidt det er muligt at fremme altruisme og retfærdighedssans ved hjælp af biomedicinsk optimering af moralen. Altruisme forstår de to som en blanding af empati, det vil sige evnen til at forestille sig, hvad det vil sige at være et andet bevidst individ, og sympati, det vil sige en interesse for et andet menneske på dennes præmisser. Psykopater er eksempelvis kendt for at være gode til at manipulerer, hvilket nogle psykologer mener skyldes en raffineret form for empati, hvorved psykopaten kan sætte sig i den andens sted. Det, som psykopaten dog mangler er sympati, det vil sige en mere inkluderende form for empati.

De to filosoffer negligerer på ingen måde almindelige dannelse, som den varetages af skoler m.fl., men de stiller sig kritisk overfor, hvorvidt det er nok. Med andre ord, det er ikke nok at vide, at selvisk adfærd, nepotisme, xenofobi m.v. er moralsk forkert. Derimod er det et spørgsmål om at være tilstrækkeligt moralsk motiveret til ikke at falde i, når ens egne forbindelser kan hjælpe en med at opnå et eller andet. De gode intentioner, er ikke effektive nok. De mange Buddha-figurer, er ikke nok. De mange smukke ord, er slet ikke nok. Det, der mangler er kort og godt en stærk motivation eller villighed til at gøre det, som de fleste jo godt ved er nødvendigt. Det, de to forfattere ønsker er en moralsk optimering af denne motivation, ikke en omvæltning af, hvad der er godt eller slet. De sammenligner deres ide med de mennesker, som fx er alt for afhængige af tobak, alkohol eller motion. Størstedelen ved godt at deres overforbrug er skadeligt, alligevel formår de ikke at trappe ned. Kognitiv terapi kan hjælpe nogle, ja, men langt fra alle. Der findes mennesker, som er genetisk disponeret for afhængighed, og som kunne blive hjulpet ved hjælp af biomedicinske midler.

Enkelte vil i disse autenticitetstider nok vrænge på næsen ad ideen om at fremme noget bedre ved hjælp af noget uægte og kunstigt. Denne naive forestilling, vil desværre have seriøse konsekvenser, hvis ingen fandt det fornuftigt at ændre den autentiske voldtægtsmand, den autentiske svindler …

Hvad skal der til? De to filosoffer nævner to forudsætninger, a) at der er mennesker, som er interesseret i at optimerer sig moralsk, b) hvis effektive biomedicinske midler opfindes, at de anvendes med kløgt. Det vil sige, behovet må udspringe af en individuel frivillighed, måske som et udslag af selvrefleksion, hvor det gradvist går op for den enkelte at der er ting, hvor vedkommende ikke formår at tage vare på sig selv og samfundet bedst muligt. Denne præmis betyder uden tvivl at de, som angiveligt ville have størst glæde af et moralsk motivationsboost, fx de egoistiske eller de, som er for dumme til at se på sig selv med et kritisk blik, ikke bliver berørt.

Jeg kan godt lide de to forfatteres tilgang. Bogen supplerer de mange velmente analyser, der alle peger i retning af et større behov for empati, fairness og kærlighed mv. Men, når de fleste af verdens problemer ikke er ukendt stof, er det selvfølgelig i høj grad et spørgsmål om motivation (ikke kun, men i høj grad). Hvorfor er der så mange, som har lettere ved at vælge profitten, selvom de ved at andre måske vil lide? Kan den neo-liberale økonomis trang til uhæmmet vækst, afhjælpes medicinsk? Kan man foreslå moralsk optimering af bestemte erhverv?

Konklusionen er, at mennesket har skabt en leveform, der er i gang med at tage livet af jorden. Kollektivt selvmord står for døren. Måske er det muligt – ikke kun ved at gå tilbage til den meditative hule, men ved at gå frem – at overkomme de problemer, som mennesket selv har skabt.

Bogen er et fint bidrag til debatten om, hvordan en bæredygtig fremtid skabes. Den viser, at der er behov for at forske i, hvordan – hvis overhovedet muligt – mennesket kan optimeres moralsk, når nu den moralske peptalk tydeligvis ikke er nok.

Lykke som en sidegevinst

Psykologen Viktor Frankl var en hovedfigurerne bag den psykologiske praksis, der kaldes logoterapi. Det er en praksis, der – modsat psykoanalysen – kigger fremad i stedet for bagud. Han arbejdede på ideen i starten af fyrrene inden han blev sendt til en tysk koncentrationslejr. Dette ophold var med til at skærpe hans ide om meningens betydning med hensyn til at leve et givende liv. Det har han skrevet om i bogen Man’s Search for Meaning – en gammel klassiker. Det er ikke en videnskabelig afhandling, og som sådan er tankerne heller ikke epokegørende, men ikke desto mindre er den stadigvæk et forfriskende pust i disse omklamrende selvhjælpstider.

For Frankl handler det om at skabe mening eller finde noget, som kan give en mening. Nu er mening selvfølgelig et omdiskuteret filosofisk begreb, men hvis vi undlader alle digressionerne, er Frankls forståelse af mening meget dagligdags, lidt a la Wittgensteins. Det afhænger af konteksten. Det er konteksten, som er afgørende for, hvorvidt noget virker brugbart eller funktionelt. Tag fx en person uden arbejde. Dette kan for mange være lig med en meningsløs tilværelse, fordi vedkommende ikke føler sig brugbar, fordi vedkommende ikke føler at hun har en funktion. Pointen er at begrebet er relationelt, og ikke noget indre, fx en eller anden proces i hjernen. Det er heller ikke betinget af en ultimativ reference, fx en Gud.

Ifølge logoterapi er der tre måder, hvorpå en person kan opdage (eller skabe, tilføjer jeg) mening i sit liv:

  1. ved at arbejde eller gøre en tjeneste (fx den gestus det er at dele ens sidste stykke brød med en kammerat i en koncentrationslejr),
  2. ved at erfare noget, eller støde ind i en person eller ide (fx møde noget, der kan forvandle en),
  3. i kraft af vores tilgang til det ubærlige, selve livets lidelser.

Livet er med andre ord ikke en søgen efter glæder og fornøjelser, som Freud sagde. Heller ikke magt, som Adler sagde, men ene og alene mening. Helt kort, så kan en persons jagt efter lykke og glæde være lige netop det, som gør vedkommende ulykkelig. Lykke er ikke andet end en sidegevinst ved at leve et meningsfuldt liv. Et bingo-begreb.

Grundideen kan koges ned til et Nietzsche-citat, som Frankl selv nævner et par steder, det lyder: Den, som har et HVORFOR at leve for, kan bære næsten et hvilken som helst HVORDAN. Pointen er, at det er nemmere at overkomme en lidelse, hvis der er noget, som understreger grunden til at man ikke skal give op, men netop konfrontere lidelsen og leve videre – på trods. En vilje til skabelse, måske. En kreativ kraft. I den forbindelse citerer Frankl Spinoza, som i sin Etik skriver: ”Emotion, which is suffering, ceases to be suffering as soon as we form a clear and precise picture of it.”

Frankls styrker ligger i hans mange praktiske eksempler, hvor HVORFOR A.K.A. det meningsfulde kan være alt lige fra at færdiggøre et projekt; etablere et projekt; udvikle nye kapaciteter, hvorved forhindringer kan overvindes; blive et bedre menneske; gense sine børn; ironisere over eget begær, perspektivere ens liv, etc. Det er et forsøg på at gøre sig værdig til ens situation. Hvilket er muligt i kraft af det enkelte menneskes frihed til at forholde sig til det skete på en ansvarlig, men personlig måde.

Jeg kan huske, da jeg selv afsluttede mit PhD-forløb, og ønskede at bruge min tid på at skrive, så sagde min vejleder filosoffen Ole Fogh Kirkeby noget i retning af: Det er vigtigt at have et projekt for ikke at smuldre hen. Mit første projekt blev derfor en samtalebog med ham (kan læses her), som ligeledes var en passende affyringsrampe for et forløb med et givende og inspirerende menneske. Det er vigtigt, at meningen ikke bliver en bastant afslutning eller et endemål, men noget som blot rækker videre. En ny bog, etc.

Har bogen en relevans i dag? Ja. Frankl retter en berettiget kritik af det kan kalder den herskende metalhygiejne, der moraliserer. Fx, når denne fortæller HVAD et menneske bør og skal gøre for at blive lykkeligt. Han er fortaler for en fundamental ændring (anno 1950) med hensyn til vores tilgang til livet. Det drejer sig ikke om, hvad den enkelte forventer af livet, men hvad livet forventer af os. For Frankl er det vigtigere at handle end at meditere og reflektere.

Bogen er præcis i sit brud med lykkens monopol-tænkning, der ofte ikke producerer andet end ulykke, hvilket dernæst producerer mere ulykke, da det nærmest er ulovligt at være trist, selvom denne tristhed netop kan medvirke til at vedkommende genvinder magten eller styrken over livets besværligheder. En sådan følelse kan skærpe ens vilje til at skabe mening. Og dette hænger sammen med ideen om at et menneske ikke besidder en fri vilje, men friheden til at vælge HVORDAN hun vil forholde sig til omstændighederne. Det vil sige, vokse med begivenheden i stedet for at klandre den, for ikke lige at passe ens forventninger.

En fin lille bog.

Armstrong/ Winfrey anden del

Helt kort: Oprah Winfrey har gjort et godt stykke arbejde. Hun stiller de svære spørgsmål. Hun anvender flere gange programmet The World According To Lance Armstrong strategisk klogt. (Det er dokumentaren, hvor man bl.a. ser Armstrong benægte doping m.v. under ed). Hun gør det blandt andet ved at krydsklippe til hans mange afvisende og profetiske udtalelser, fx der hvor han udtaler at alle sponsorer vil forlade ham, inklusiv Nikes 75 millioner dollar per år deal!, hvis det altså viser sig, at han har anvendt doping.

Armstrong fremstår ærlig i Winfrey-interviewet. Han er en cykelrytter, der har taget præstationsfremmende stoffer. Han tager sin straf, selvom han godt nok føler, at han har fået en dødstraf på alle leder og kanter. Moralismen har gode tider. Og han er en godt offer.

Armstrong understreger, at han under sit comeback ikke anvendte doping på grund af et løfte til sin tidligere kone, men også fordi han troede (og tror), at sporten er blevet renere med det biologiske pas, som blev indført i 2008. Han behøvede ikke dope sig, da ingen andre var dopet. Hans syv sejre var derimod en del af en dopingkultur. Derfor troede han også, at han ville vinde i 2008, men måtte erkende at to ryttere var bedre.

Med de erfaringer og oplysninger, der løbende er dukket frem i løbet af årene, er det tydeligt at han har ret med hensyn til kulturen. Skulle man kigge mere grundigt efter, så er Tour de France en sport, der i mange år sine 100 år ikke har haft en vinder uden dopingrelationer. Som en spansk journalist sagde: Godt ingen undersøger Indurain eller dem før ham. Flere af de store fra historiebøgerne har indrømmet, eller nærmest underholdt omkring brugen af amfetamin, men dengang var det mere acceptabelt. I dag glider der en moraliserende bølge henover samfundet (og især medierne), som sjældent stiller spørgsmål til kontekst og kvalitet. Tiden er afgørende.

Det store spørgsmål, som Winfrey stiller er, hvorfor indrømme nu? Svaret Armstrong giver er sine børn, og altså ikke fordi han vil i konkurrence, selvom han gerne vil løbe et maraton, når han er 50 år. Han fortæller en historie, hvor han overhører sin ældste søn forsvare ham. Og der, i dette øjeblik ved Armstrong, at han må handle. Grunden til at leve er større end doping og cykling. Det er trods alt bare sport. Armstrong er et menneske, der ville vinde og mistede kontrollen undervejs. Han nævner det ikke selv, men grunden til at han mister kontrollen hænger selvfølgelig sammen med kulturen, idet ingen leder eller sportsdirektør eller cykelorganisation for alvor bremsede ham. Som enhver anden er han utilstrækkelig. I dag er midlerne til at kontrollere bedre, men især holdningen er anderledes blandt rytterne, selvom doping nok stadigvæk finder sted. (En negativ dopingprøve, siger som bekendt ikke særligt meget). Spørgsmålet er selvfølgelig om det er godt for sporten og samfundet generelt, at sporten skal være den morlaske bannerføre. Vil det sætte grænser for den kreativitet og udvikling, som vi også ser i sporten?

Hvad er moralen, spurgte Winfrey, til denne fantastiske episke fortælling. Armstrong, sagde at han ikke var sikker, men at den var større end løgnene, sejrene og mistilliden. Den bevæger sig på et menneskeligt plan. Som Nietzsche sagde: Det, som ikke slår dig ihjel gør dig stærkere. Armstrong har før været konfronteret med døden. Denne dopingindrømmelse er tæt på dette niveau, fordi han har såret mennesker der står ham nær, men alligevel er den mindre. Han affinder sig med begivenheden. Håber han kan vokse med den.

På et andet plan, et mediemæssigt plan, er moralen desværre den, at mange finder hans løgne ’mere’ utilgivelige, fordi han har tjent mange penge. Moral, som ren og skær budgettering. Det er en pinagtig økonomiserende moral. Armstrongs historie er et fornemt billede af en tid. Ja, af tiden – både dengang og nu. Armstrongs dårlige gerninger skyldes ikke at han er et dårligt menneske. Det bliver klart, når man undervejs i interviewet indser at hans anger giver hans dårligdomme vægt, fx når han nævner sine børn og Livestrong.

Den sidste del af interviewet vil medierne sandsynligvis bruge mindre tid på, fordi den viser et menneske. Denne del er mere etisk end moralsk. Enhver undersøgelse af den proces, hvor begreber som tilgivelse og kærlighed skabes er ligeledes en undersøgelse af en etisk eksistens. Armstrong er i færd med at blive et bedre menneske, ikke moralsk bedre som en der partout skal besidde menighedens gloriepudsede holdninger. Derimod som en der øger sin intuitive kapacitet til at forholde sig til det, som sker. Han forsøger at gøre sig værdig til det skete, men han ved også, at han vil aldrig få fuld tilgivelse, fordi det er lettere og mere belejligt for en moralist at fastholde et bestemt billede.

Løbet kører videre … og helt kort blev det så alligevel ikke.

Armstrong/ Winfrey første del

Lance Armstrong indrømmede. Det var nok ikke nogen overraskelse.

Armstrong følte dog ikke at han snød, da han anvendte præstationsfremmende stoffer og metoder, fx EPO, hormoner og bloddoping i forbindelse med sine syv Tour de France-sejre. Dette svar er der flere, som ikke finder acceptabelt, men det virker nu meget ærligt. Modsat flere af sine kolleger, så forholder han sig til datiden på den måde, som man bedst kan forholde sig til den på, nemlig som et stykke dynamisk erindring. Dengang følte han ikke at han snød. I dag finder han denne følelse ubehagelig og skræmmende, som han sagde i interviewet. Det er denne forskel mellem dengang og nu, som er værd at have for øje. Modsat, fx den missionerende Tyler Hamilton, så bringer Armstrong ikke sin nutidige anger med sig i sin rekonstruktion af fortiden, men lader fortiden træder frem i nutidens lys. Dette kræver mod, fordi det er svært for seeren (folket) at foretage samme bevægelse. Af samme grund er nogle journalister og eks-fans nok lidt skuffede. Men følelsen dengang var sådan, og nok ikke kun hos Armstrong.

I interviewet – som faktisk er det første jeg ser med Armstrong (og det første hele show med Oprah Winfrey) – fremstår han fattet, men bevidst omkring at processen først er startet. Nogle har sagt at Armstrong lavede en Riis, det var også min tanke. Men modsat de andre, så mener jeg det positivt. Jeg finder det ikke positivt, når mennesker ikke formår at tage ansvar for egne handlinger uden partout at skulle moralisere og tage andre med sig i faldet. Hvorfor skulle hans tilståelse/ undskyldning blive bedre, hvis den nævner navne? (Er moralen: Jo flere han kan putte i den offentlige gabestok, desto bedre?) De eventuelle oplysninger, som Armstrong har, kan han passende videregive til USADA, WADA, UCIs nedsatte kommission, etc. Oprah er mere for at få luft.

De fleste amerikanere ville sikkert gerne have haft et par tåre, måske de også kommer i interviewets anden del, hvor Oprah spørger om hans børn, mor og fans. Hun ved, hvordan hun skal efterlade seerne med våde øjne.

Personligt finder jeg det mere tankevækkende, når flere journalister allerede har udtalt, at Armstrong ikke så ud til at angre, som var der en skabelon for, hvordan man SKAL se ud, når man siger undskyld. Lommepsykologien florerer, men jeg håber at selv samme journalister kan se to ting: For det første, hvordan flere journalister selv har undskyldt for deres manglende kritiske spørgsmål og undersøgende journalistik i sportens verden (og husk der er andre sportsgrene end cykling, der anvender præstationsfremmende stoffer). For det andet, hvilket vinderinstinkt Armstrong havde (og har), hvilket tydeliggør – på et helt andet plan end doping – hvorfor elite sport er fascinerende og skræmmende. Fascinerende, fordi det viser hvad en krop er i stand til. Skræmmende, fordi det viser – i hvert fald i Armstrong-sagen – hvordan mellemmenneskelige værdier sættes ud af spil. Armstrong var en arrogant bølle, der nu skal bruge resten af sit liv på at undskylde, som han sagde. Kunsten er dog ikke at blive en bølle i en hævngerrig proces mod ham, men at overvinde denne hang ved hjælp af de værdier, som sporten også er kendt for såsom disciplin, teamspirit og selvkontrol (hvilket Armstrong jo manglede). Hævn er ikke det samme, som fairness.

Flere af de umiddelbare reaktioner kan ses igennem forholdet mellem ærlighed og høflighed. Som André Comte-Sponville engang skrev i sin bog En lille bog om store dyder: ”Hellere for ærlig til at være høflig end for høflig til at være ærlig.” At være høflig er bare en strategi, der tager hensyn til modtageren, men som alt for ofte blot underminerer en selv. At være ærlig er derimod væsentligt mere eksistentiel udviklende, og krævende. Når Armstrong siger, jeg følte ikke at jeg snød (dengang), så ved han godt, at han siger det, som ingen vil høre, men sådan følte han dengang. Nu er det anderledes. Nu er alt anderledes for den engang så ikoniske cykelrytter. Det kan kun gå fremad. Og ikke kun for Armstrong.

Den gode kosmopolit

”Cosmopolitanism … starts with what is human in humanity.”

En af de ting som en kosmopolit deler, ifølge filosoffen Kwama Anthony Appiah, er, at lokal loyalitet aldrig kan overskygge det ansvar, som ethvert menneske har overfor hinanden. Det drejer sig om, hvordan mennesker kan leve sammen uden at reducere hinandens forskelligheder. Det humane er vigtigere end nationale interesser.

Appiahs ide er simpel, men rimeligt godt fortalt i bogen Cosmopolitanism: Ethics in a World of Strangers. Det handler om forståelse, ikke konsensus.

Som så mange andre der skriver i dette felt, fokuserer Appiah på det, som er fælles for alle mennesker. Appiah nævner bl.a. at mange antropologer tidligere har haft et alt for stort behov for at skitsere forskelle, når de har fortalt om de erfaringer de har gjort sig i mødet med ’de andre’. Selvfølgelig er det et resultat af at noget skal have en vis nyhedsværdi, men som forfatteren påpeger, er det sjældent at der fokuseres på al det fælles, fx guder, mad, sprog, dans, ritualer, medicin, vittigheder, etc. Det er oplagt at indvende, at antropologerne netop gør det, idet de fortæller om andre former for mad, guder, danse og ritualer. I forlængelse heraf er det måske bogens største problem, at forfatteren nogle gange retter en lidt vag kritik, hvilket der for så vidt ikke er behov for, da bogen sagtens kan klare sig uden. Derudover er der nogle af hans pointer, der pakkes unødigt ind i lange personlige erindringer og anekdoter. Der, hvor bogen dog til gengæld er glimrende er i behandlingen af værdier, dens kritisk af positivisme og frelst donationsetik. Og det hele i en let tilgængelig form.

Det, som positivismen mangler, er en fornemmelse af at folks overbevisninger og intuition, ikke nødvendigvis udspringer af noget konkret, et faktum. Appiah nævner det ikke, men han er her ret tæt på Alain Badiou, når denne taler om situationer eller det møde, hvor sandheden viser sig. Men mest af alt er Appiah pragmatikker, idet det drejer sig om gradvist at blive klogere. Mennesket er ikke perfekt. Et eksempel: Lad os tage begrebet ’venlig’. En positivist vil måske hævde, at venlighed bør være en universel værdi, fordi venlighed er godt. Det er et faktum. Problemet er dog at selve begrebet ’venlighed’ er værdiladet, hvorfor det allerede er godt. Det faktuelle er med andre ord til stede i begrebet, ikke en eventuel erfaring. Intet siges. Appiah synes at være mere praktisk i sin tilgang. For ham er sproget et værktøj, der kan favne forskellige menneskers tilgang til verden. Disse forskellige tilgange er eksempler på værdier. Det vil sige, værdier skabes i den situation, hvor jeg fortæller min ven Sune, at Lars von Triers film Melancolia er god, fordi … Pointen er, at Sune ikke behøver være enig (selvom han er), men at han i kraft af denne samtale kan få indsigt i, hvad jeg tillægger værdi samt hvorfor og hvordan. Det interessante er især HVAD og HVORFOR ifølge Appiah. Jeg kan fx sagtens være enig med min overbo med hensyn til at kærlighed, som begreb er det smukkeste, mens vi samtidig afvigere med hensyn til hvorfor det hænger sådan sammen. Her er vi angiveligt uenige. Hun er dybt religiøs, det er jeg ikke. Begrundelserne vil uden tvivl afvige.

Helt kort, er det sprogets stoflighed, der binder mennesker sammen. Eller, gør det stik modsatte. Men når samtale bliver til strid skyldes det ofte at folk er loyale overfor en bestemt ide eller norm, hvorfor de heller ikke erkender egen fejlbarlighed, som jo er en betingelse for at blive klogere. De blive rigide i deres påståelighed. Tilsvarende, handler det for Appiah selvsagt ikke om relativisme, da relativisten, fx blot hævder at han er inspireret, og hvis du ikke ser det samme som ham, er det helt ok. Relativisten er en grund til at lukke i. Relativisten mangler jo netop en åbenhed og nysgerrighed. Ja, mangler sågar modet til at ytre sig og – måske – erkende manglende indsigt (fj. fallibilism).

Bogen understreger ligeledes sammenhængen mellem svagere regeringer og institutioner, noget som også økonomen Amartya Sen har vist, fx er det sjældent at et demokrati lider af hungersnød. Det, som fremmer visse former for samfund, er ifølge Appiah åbenhed, dialog og en vedvarende test af ideer og tanker. Endnu engang er pointen at dialog og samtale ikke skal føre til enighed, men forståelse og indsigt. Ambitionen er, at vi hver især vænner os til alle de mennesker, som vi ikke er enige med. Badiou, for at vende tilbage til ham, ville sige noget i retning af, at vi skal elske det vi ikke kan forstå, fordi det netop kan lære os noget. Hvis vi kun synes at et andet menneske er godt, fordi vedkommende ligner os, så er vi reelt ikke nysgerrige, men blot imperialister.

Det er klart, at der skal en hel del vilje til at fremme forståelse, da det kan være svært at kommunikere på tværs af kulturer. Der kan være simple sprogvanskeligheder og definitionsforskelle af begreber m.v. Men et godt sted at starte ifølge Appiah er ved det, som mennesket har fælles. Som han skriver: ”Once we have found enough we share, there is the further possibility that we will be able to enjoy discovering things we do not yet share. That is one of the payoffs of cosmopolitan curiosity. We can learn from one another; or we can simply be intrigued by alternative ways of thinking, feeling, and acting.”

Formålet er, at gøre det fremmede til noget konkret, et menneske med værdi, tanker og følelser. Når først det fremmede ikke er noget imaginært, men et menneske i kød og blod, som vi måske ikke bryder os om, så er det muligt at skabe mening. Konteksten er med andre ord at vi alle er mennesker, men nogle af os kan bedst lide vores eget køn, nogle af os tror på voodoo, nogle af os … Udfordringen er at fremme de værdier, som bekræfter det livagtige i livet. Og acceptere, at der er flere af den slags end lige netop dine egne.

Forståelsen er den primære kraft i denne udgave. Og den begynder der, hvor det ikke længere virker strengt og moralsk nødvendigt, fx at donere penge til Afrika, men derimod at forstå hvorfor vi har gjort det i tyve år. Her bevæger Appiah sig væk fra den velkendte jule-hygge-moral, hvor vi donerer julehjerter i en hel måned, hvorefter vi i de efterfølgende elleve måneder kan græde over vores egen godhed, mens vi reelt lever som vi plejer at gøre (vi ved trods alt at julemanden kommer igen til næste år en ny raslebøsse). Lidt polemik rummer bogen, men ellers spiller den mest af alt på violin.

Run, Swim, Throw, Snyd

”There is no substitute for time spent in the gym.”

Et nyt kalenderår er fuld af forhindringer. Det nærmest kalder på performanceforbedrende stoffer. Alle de urealistiske nytårsforsætter, som nogle synes at have en udtalt hang til. I den anledning er det oplagt at omtale bogen Run, Swim, Throw, Cheat. The science behind drugs in sport af biokemikeren Chris Cooper.

Bogen er god at have ved hånden for TV2s Tour-kommentatorer. Den giver et sagligt indblik i hvad videnskaben kan dokumentere, og hvad der blot er varm medieluft med hensyn til doping. Efter at have læst bogen står det klart, at hård træning og vilje er den bedste måde at vinde på. Det er der nok en del sofaryttere, der ganske belejligt glemmer, når de bilder sig at en par skud vitaminer i den lodne balle kan løfte dem op over Alpe D’Huez. Men som Cooper skriver: ”Don’t think for a minute that someone found guilty of anabolic steroid doping hasn’t also put the requisite number of hours in at the gym.” Ingen sejr uden sved på panden.

Cooper skriver rimeligt tilgængeligt om doping og kemien bag. Han perspektiverer debatten, så de forskellige præstationsfremmendeprodukter ses i den rette kontekst. Fx skriver han, hvordan især den amerikanske hær har forsket i mange præstationsfremmende midler for at minimere soldaternes restitutionstid (EPO). Desværre, for soldaterne, gav det tykke blod problemer – især i Mellemøsten. Derudover, sker de fleste fremskridt indenfor biokemi og medicinalindustrien for at hjælpe mennesker, som lider af muskelsvigt og andre sygdomme, hvor visse stoffer måske kan hjælpe. Ofte er det så eventuelle bivirkninger, som fanger en atlets opmærksomhed.

Cooper skriver om forskellen mellem steroider og stimulanter, fx at den første ændrer på kroppens struktur – tænk blot på kvindelige kinesiske vægtløftere. Den anden er defineret ved hjælp af dets funktion, det vil sige her stimuleres noget, som kroppen allerede gør. Han beskriver, hvordan man kan prøve at fange dopingsyndere, og hvordan man kan snyde, fx ved at proppe et kondom fuld af urin op i endetarmen, som man så kan cykle rundt med i fem timer. Fordelen ved denne metode er, at urinen har en god kropstemperatur, som ikke vækker mistanke hos en kontrollant. Han fortæller også om måleusikkerheden, fx hvordan nogle laboratorier ‘opdager’ EPO, mens andre kun finder den samme prøve mistænkelig. Han beskriver nogle af de etiske problemer, som er forbundet med et ideal om en ren og naturlig sport, fx at der ikke er meget naturligt i elite sport. Som englænder finder han det nok mere ‘naturligt’ at bruge tid på pubben end i en gymnastiksal. Endelig drager han paralleller mellem et samfunds kriminalisering af stoffer og sportens kriminalisering. Fx er heroin og hash ikke et anliggende for lægen, men for politiet (ligesom det er i Danmark). Denne sammenligning åbner op for flere spørgsmål med hensyn til den relative hårde straf af dopingsynder i sportens verden i forhold til andre former for snyd. Er det på grund af snyd overfor de andre deltagere? Er det fordi så mange atleter ikke tages, at de som tages skal kompensere for de som går fri? Er det fordi elite atleters begær efter at vinde minder os alt for meget om den måde, som et kapitalistisk konkurrencesamfund er indrettet på? At præstere er ikke ligefrem et fremmedord i dagens Danmark, hvor forældre sender deres børn på privatskoler og violinkurser, så de bedre kan begå sig, hvis de altså har råd. Bogen rummer flere gode diskussioner.

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvor meget doping fremmer en atlets performance. Svaret afhænger af hvilken form for doping der er tale om, men generelt er svaret ukendt. Faktisk ved biokemikeren ikke, hvor meget et stof reelt påvirker en elite atlet, da man normalt tester produkter på ’almindelige’ mennesker, og elite atleter er ikke ’almindelige’. Som Cooper skriver: ”Laboratory tests are almost never on elite athletes, as volunteering for legitimate study would disqualify them form competition. Instead normal healthy athletes are used. However, elite athletes are abnormal. We are not even sure that the biochemical mechanism underpinning a performance enhancement in the average athlete are exactly the same as in the elite athlete.”

Apropos brugen af anabolske steroider, så kan dette produkt give kvindelige atleter et stort boost, hvilket skyldes allerede eksisterende biologiske forskelle, som der er mellem mænd og kvinder. Det er fx grunden til at mænd og kvinder ikke bokser mod hinanden, eller kører Tour de France sammen. Som han skriver: ”It may shock the scintific purists, but some facts in science (and life) are so clear that they don’t need statistics. We don’t need help of a mathematician to tell us that male athletes run faster and throw further than female ones.”

Siden tressernes kærlighedserklæring er der blevet testet for præstationsfremmende stoffer i sportens verden. Måske denne tendens breder sig. Måske vil TV2 sport også kræve et biologisk pas på sine kommentatorer, så TV-seeren ved om etapen vitterlig er kedelig eller gårsdagens middag bare var lidt for våd.

Nå, til jer der holder af nytårsforsæt (intet kunne være mig mere fjernt), husk følgende: Amfetamin får dig til at tro, at du kan løbe hurtigere, mens koffein rent faktisk gør dig hurtigere. Men inden du belejrer den nærmeste cafe, så husk på at du skal drikke 20-25 espresso for at mærke en effekt, hvilket unægteligt vil give tynd mave og hovedpine, som du derefter må kurere med paracetamol eller ibuprofeno, men inden du gør det, så er det en god ide at checke World Anti-Doping Agencys (WADA) liste over midler, som det p.t. ikke er tilladt at have i blodet (også selvom de ingen indflydelse har på din præstation).

Eller, du kan trække vejret roligt og glæde dig over, at du ikke er elite atlet.

Blog at WordPress.com.

Up ↑